Barnets vrede

/i /af

 Vidste du, at raseri er et udtryk, der primært er tillært?

Det siger noget om, hvor vigtigt det er for forældre at lære deres børn at kende, acceptere og kontrollere deres vrede tidligt i livet. Vrede er en naturlig følelse, der som udgangspunkt har en forklarlig og forståelig grund. At vise og bruge den konstruktivt er en kompetence, der er med til at skabe barnets evne til at håndtere pressede situationer og til at styre sine følelser. Det barn, som ikke får lov at øve sig i dét, fordi det skal “være sødt” eller “opføre sig pænt,” må undertrykke vreden. Det resulterer oftest i eksplosive raseriudbrud og aggression, når trykket bliver for stort.

Det er helt normalt for et barn at udtrykke sin irritation eller frustration på en ikke-aggressiv måde, f.eks. ved ansigtsudtryk, gråd eller ved at skrige – men at give vreden afløb med aggressive handlinger (at slå, at smide med tingene eller at kaste sig på gulvet i et ”raserianfald”) er hverken naturligt eller acceptabelt.

Forældres største fejltagelse

Det er den voksnes opgave at hjælpe barnet med at bryde vanen og oparbejde opmærksomhed på, hvad der fører til aggressionen og hvordan den kommer til udtryk. Det betyder også at barnet skal forstå de negative konsekvenser af vredesudbruddet. Det er nok den største misforståelse, der eksisterer hos børneforældre: at de ikke må kræve noget af barnet, som kan gøre barnet ”ulykkeligt.” Men barnet bliver ikke ulykkeligt. Det bliver vredt, når det ikke må få sin vilje. Nøjagtig som forældrene i virkeligheden selv bliver. De har bare lært at holde deres vrede tilbage og affinde sig med, at sådan er det bare mange gange. Det er dét, de skal lære videre til deres barn. Hvem skulle ellers?

Lukas på 8 bliver bedt om at samle sit legetøj op og gøre klar til at gå i seng. Han nægter, bliver vred og siger sin mor imod. På dette tidspunkt skal han have at vide, at der er konsekvenser af hans handlinger: 1) fordi han nægter at rydde op og 2) fordi han ikke adlyder. Nu vil der rejse sig et ramaskrig i de små hjem – for er det ikke sort opdragelse og gammeldags børnemishandling?

Nej. Det er en tjeneste, man som forældre gør sit barn – og en pligt, man som forælder har til at lære barnet, at det ikke er verdens centrum, og at det ikke kan bestemme selv. For sådan er jo vilkårene for os: vi lever i et samfund, hvor vi pinedød er nødt til at være i stand til at respektere autoriteter og overholde reglerne. Hvad ville der ske, hvis vi gav os til at nægte at respektere det røde trafiklys, fordi vi ikke havde lyst til at stoppe?

Forældres næststørste fejltagelse

Barnets voksne må mene det de siger og sige det, de mener. Det duer ikke at true barnet med konsekvenser og straf og så ikke gennemføre dem. Barnet regner lynhurtigt ud, at truslerne ingen konsekvenser har, og så er vejen til raserianfald banet.

Ethvert normalt begavet barn forstår uden besvær, hvordan det kan manipulere sine forældre ved at råbe, skrige, kaste sig på gulvet eller ødelægge ting som et magtfuldt våben til at få sin vilje. Og det duer jo ikke. Et barn er nødt til at lære selvkontrol og selvdisciplin, ellers er der jo i længden ingen, der kan udholde at være i selskab med ungen – ikke engang forældrene. Og der ér altså kun én måde at gøre det på, og det er ved at oplyse barnet om konsekvenserne og gøre det klart, at du mener, hvad du siger. Hvis du ikke har tænkt dig at følge dine trusler til dørs, så lad hellere være med at udstede dem.

Du er dit barns rollemodel

Hvis du vil vide, hvor god du er til håndtere og udtrykke vrede konstruktivt, så se på dit barn: hvis barnet kan, så er du god til det. Hvis ungen får raserianfald, skriger og skaber sig eller trækker sig ind i sig selv, kaster med ting eller surmuler – så har du et problem. For det er noget, barnet har lært. Sådan er det ikke født!

Børn gør ikke, som du siger. De gør, som du gør. Du er dit barns rollemodel, og det lærer ved at efterabe dig. Det mest effektive du kan gøre er derfor at anerkende din egen vrede, acceptere den og tage ansvar for den, sådan at du kan vise barnet, at det er muligt og tilladt at blive vred, at det kan ske direkte og at det ikke behøver at ske på en aggressiv måde.

Road rage og andre uhensigtsmæssigheder

Hvordan tror du f.eks. at det påvirker dit barn, hvis du råber og skriger ad medtrafikanterne, når I kører i bil? Eller hvis du vrisser, bander eller nedgør barnets anden forælder (eller andre, for den sags skyld)? Du viser barnet, at det er acceptabel adfærd. Og næste gang du tager barnet i armen og skælder ud, fordi det har sagt grimme ting eller hidset sig op overfor en kammerat, hvad skulle så få barnet til at lystre dig?
En dreng lærer at blive mand af sin far, og hvis han kalder mor for en dum kælling, så gør drengen også. En pige lærer at blive kvinde af sin mor, og hvis mor får hysteriske anfald og smider med tallerkner, så gør pigen også.

Eksemplets magt er en af de stærkeste, fordi barnet i bund og grund ser op til sine forældre og ønsker at være ligesom dem. Så hvis du ikke selv kan håndtere din vrede, så vil din barn heller ikke lære det.

At kunne håndtere sin vrede er en nødvendighed. For vrede er en naturlig og nyttig følelse, og den opstår tit mange gange dagligt. Den forsvinder ikke fordi man fornægter den – og heller ikke, hvis man råber eller skriger den ud for fuldt blæs. Tværtimod. Vrede har det med at holde sig selv i live, så det er en myte, at vreden skal ud for fuldt knald i enhver situation.

Hvis du elsker dit barn og ønsker det bedste for det, så lær det at respektere vrede – både hos sig selv og andre. Barnet vil takke dig for det senere i livet.

Hvorfor bliver barnet vredt?

Det gælder mennesker i alle aldre, at vi bliver vrede, når vores grænser krænkes, eller vi mærker frustration af vores behov. Vreden kan  en næsten umærkelig irritation eller den kan være frådende raseri. Det er kun en volumnforskel, som har sin rod i, hvem vi er og hvad vi har lært os om vrede og reaktioner gennem opvæksten. Årsagerne kan være utallige, men her er fem af de mest almindelige:’

  1. Konflikt om, hvad barnet anser for SIN ejendom. Hvis nogen tager barnets ting eller overtræder barnets grænse (der jo også er barnets ejendom), resulterer det typisk i vrede.
  2. Afvisning. Når et barn føler sig ignoreret eller holdt udenfor
  3. Lydighedskrav. Når et barn bliver bedt om at gøre noget, som det ikke ønsker at gøre (f.eks. gå i seng, rydde op, bære ud af bordet)
  4. Verbal vold. Hvis man driller et barn, nedgør, ironiserer eller sårer det ved f.eks. at kalde det f.eks. dumt, et fjols eller lignende.
  5. Fysisk vold. Når et barn bliver skubbet eller slået af en voksen eller et andet barn.
Strategier, der kan stoppe vreden, før den eskalerer

En præventiv strategi kan være at styre din egen vredesopførsel i barnets nærvær. Det er en falliterklæring, hvis man som voksen ikke vil kontrollere sit raseri. For selvfølgelig kan du – du orker det bare ikke. Eller har ikke fået lært det som barn og har ikke gidet lære det som voksen.

Find ud af, hvad der trigger dit barns vrede. F.eks. vil nogle børn gerne have tre-fem minutter til at vænne sig til tanken om at skulle dække bord, børste tænder, rydde op, slukke for tv osv. i stedet for at gøre det lige på sekundet, og i det fleste tilfælde er det jo ret nemt at tage hensyn til det. Sådan er der også mange voksne, der har det. Andre børn er meget sensitive overfor den tone, der bliver brugt (og det samme gælder voksne!) – og når man respekterer barnets egenart, glider tingene nemmere.

En situationsstrategi kan være at opfordre barnet til at trække vejret dybt eller at aflede dets opmærksomhed via f.eks. en time-out – dvs. at stoppe diskussionen, før vreden eskalerer eller lade den ligge lidt.

Et eksempel:

Dit barn spiller et spil med en kammerat, og pludselig bliver han vred, fordi kammeraten ikke følger reglerne. Den bedste løsning kan være at bede barnet gå ind i et andet værelse (eller komme med dig, det afhænger af barnets alder) og køle lidt af, mens du taler roligt med barnet. Eller (hvis alderen er til det) sige, at barnet lige må tænke igennem, hvad det nu vil gøre.

Et andet eksempel:

Du og dit barn har en heftig diskussion. Før det udvikler sig til en råbekonkurrence kan du sige ”Time-out” (eller vise et tegn med hånden, der betyder det samme), sådan at barnet kan se, at du ikke vil fortsætte diskussionen lige nu, men trænger til at køle lidt af, før den skal afsluttes.

Det er i orden at sige f.eks. ”Jeg kan mærke, at jeg bliver for vred til at tale videre lige nu – vi fortsætter om lidt, når jeg er kølet af.” Det vil vise barnet, at du respekterer din egen vrede og lære ham, at vrede ikke er forbudt, og at man det er godt at vente lidt, når den bliver for voldsom.

At råbe videre vil ikke føre til noget som helst andet end frustration og dårlig steming, foruden at du viser dit barn en rigtig dårligt eksempel.

©Winnie Haarløv  

Hvorfor får børn raserianfald?

/i /af

Lige så nemt det er at få øje på et barns raserianfald, lige så svært kan det være at opfatte, hvorfor barnet raser. Men der er altid en grund. Altid.

Det kan være svært at forstå, hvorfor et barn som man har opdraget med kærlighed, omsorg og omtanke pludselig får raserianfald. Forskellige eksperter er ude med alle mulige forklaringer om forkælethed, overopmærksomhed, forsømmelse og fortravlede, selvoptagne forældre.
Som vidne til et hylende, sparkende, frådende barn kan man som mor godt pludselig blive i tvivl om det er for naivt at tro, at det kan lade sig gøre at et barn kan vokse op uden straf og disciplin. Og så kører karrusellen: Hvad har jeg gjort forkert? Har jeg været for skrap – eller for efterladende? Har jeg ikke givet ham kærlighed, omsorg og forståelse nok – eller har jeg givet ham for meget?

Lad være med det! Tænk i stedet på, at der altid er en grund til at barnet reagerer, som det gør. Børn er meget til stede i deres nu, og derfor ligger årsagen sjældent ret langt væk Og børns ræsonnementer og årsager til at handle er som regel særdeles konkrete.
Tænk f.eks. ”Hvad er der sket på netop denne dag, i øjeblikket op til raserianfaldet?” Lige som jeg glemte, at vi netop var flyttet og havde brugt lang tid på en frustrerende kassekø, så er det nemt at glemme f.eks. at barnets yndlingslegetøj gik i stykker nede i vuggestuen, at storesøster måske uretfærdigt nok fik rigelig meget opmærksomhed i morges, da hun faldt og slog sig, at en forkølelse kan være på vej eller at telefonen ringede netop da barnet var midt i en historie – og jeg afbrød ham og tog i stedet røret.

Er du en del af løsningen eller en del af problemet?
  1. Siger du ”Jeg forstår egentlig godt, at du er nysgerrig efter at vide, hvem der bor i huset ved siden af – og efter at vide, hvad katten hedder. Men kan vi ikke bruge et par minutter på at kæle katten nu – og så komme tilbage en anden dag, når vi har mere tid?”
  2. Eller siger du: ”Kom så her – nu! Jeg sagde NU!”

Effekten af 1) kan være, at den potentielle konflikt bliver undgået, fordi du anerkender barnets følelser og handlemåde. Effekten af 2) kan være den samme som hvis du siger: ”jeg vil hverken ikke høre på dig, respektere dig eller på nogen måde prøve at forstå dig lige nu. Du skal lystre, uanset om du har lyst eller ej, for det er mit behov, der kommer først.” Altså en invitation til en magtkamp.

Du kan lære noget af at betragte dit barn, når det er glad og afslappet. Hvad afstedkom dén stemning? Er det fordi barnet er udhvilet? Er dagen ikke travl? Har du fri? Har barnet fået sin yndlingsmad til sidste måltid? Har der simpelthen været meget tid til at være sammen i? Har barnet fået tilstrækkeligt af dit nærvær og er tilfreds? Eller hvad? Fokusér på den enkelte situation stedet for på hele din mor–rolle og hele forældreskabet (”Jamen, jeg har virkelig prøvet at være en god mor og givet ham opmærksomhed og omsorg. Hvorfor opfører han sig så sådan – hvad har jeg gjort forkert?!?)

Ingen er perfekt. I hvert fald ikke hele tiden

Du er ikke perfekt. Du er menneske på godt og ondt – og derfor også fuld af fejl og uhensigtsmæssigheder. Derfor kan ikke opføre dig perfekt, reagere perfekt og sige de rigtige ting hele tiden.

Dit barn er et helt menneske med alle følelserne: vrede, angst, sorg og glæde. Det nærmeste, du kommer perfekt er, hvis du kan lade barnet bibeholde evnen til at føle alle følelserne.

Hvis du kan fokusere på de umiddelbare omstændigheder i stedet for på fjerne mål og tidligere ”fejl” – altså på f.eks. legetøjet, der gik i stykker, larmen, udmattelsen, travlheden, den truende forkølelser osv. – så kan du måske få et mere relevant svar på ”Hvorfor opfører mit barn sig sådan?”. Og så kan du måske give barnet empati og indlevelse i stedet for bebrejdelser over raserianfaldet: ”Jeg ved godt, du synes det er irriterende når jeg skal tale i telefon hele tiden – og nu gik dit legetøj oven i købet i stykker! Det er ikke så mærkeligt, at du er vred lige nu.”

Men hvis din respons er vrede, straf eller afvisning, gør du situationen værre – for så giver du barnet endnu mere grund til at føle vrede og frustration. Endda i et øjeblik, hvor han nærmest er ude af stand til at håndtere det.

  • Øv dig i at anerkende barnets følelser og udtrykke empati, f.eks.: ”Åh nej – nu væltede Lillebror din Lego–bygning! Hvor må det være ærgerligt!” eller ”Jeg forstår godt, at du synes det er irriterende at du skal dele mig med Lillesøster. Du ville måske ønske, at det bare var os to? Det er der ikke noget at sige til.”
  • Undgå at isolere barnet ved f.eks. at sende det ind på værelset eller ignorere det, når det græder eller raser. Gør du det, sender du en ordløs meddelelse om, at ”jeg elsker dig kun, når du opfører dig ordentligt – gør du ikke det, er du ikke velkommen i familien.”
Nøgleord: hjælpeløshed

Når barnet raser, er det hjælpeløst. Barnet oplever, at det ingen kontrol har over omstændighederne: han ønsker, at tingene skal være anderledes men magter ikke at bringe ændringerne frem. Prøv at forestille dig, hvordan afmagt føles – hvor skræmmende den følelse kan være. Barnet oplever sig selv som fuldstændig overgivet andre.

Hjælpeløsheden kan opleves som et alvorligt skår i selvværdet: når barnet føler sig ude af stand til at påvirke eller ændre omstændighederner, kan det nemt lede ham til at tro, at han slet ikke er i stand til det – og endda, at han heller ikke fortjener eller har ret til at ændre på situationen.

Raserianfald kan være et sundhedstegn

Når barnet insisterer på sine behov for at blive hørt, kan det betyde, at han stadig har troen på, at forældrene gerne vil høre og se ham. At han tror på, at han kan råbe dem op og på, at han har ret til at blive hørt. Men hvis han bliver ignoreret, tromlet eller straffet for at ville høres tilstrækkeligt mange gange, lærer han at lade være med at søge sine behov opfyldt og at tie stille med det, han vil sige.

Mange gange opfattes et sådant barn som ”artigt”, ”velopdragent” og ”modent” – men sandheden kan være, at han simpelthen har opgivet håbet om at blive hørt og derfor undertrykker sin vrede, sorg og frustration indtil han føler sig stærk nok til at modstå disse følelser (oftest i puberteten, hvor de formentlig vil manifestere sig som en anden slags oprør). På den måde er raserianfald ikke altid tegn på noget ”dårligt” eller ”usundt” hos barnet, men et tegn på, at han forsøger at kommunikere på den måde, han bedst kan finde ud af.

Raserianfald kan altså være signaler om hjælpeløshed og frygt, selvom det kan virke nærmest modsat. Forældre eller lærere tror måske, at barnet forsøger at dominere eller manipulere forældrene eller situationen – muligvis fordi vi som voksne kun sjældent forstår at anerkende og forstå vores egne barndomsfølelser (og især, hvis vi også selv føler os trætte, magtesløse eller vrede). Det er fristende at fokusere på opførslen snarere end drivkraften bag den, og mange af os har selv haft en opvækst med forældre, der ønskede velopdragne børn. Så vi kender rumlen: Opfør dig ordentligt, ellers…

Børn og forældre arbejder hårdt

Som forældre kræver vi uforholdsmæssigt meget af os selv. Vi vil gerne være omsorgsfulde, kærlige, forstående, give børnene tryghed, kærlighed og materielle goder; være tilgængelige, kreative og rummende. Desværre fører de høje idealer også tit til, at vi forlanger meget af børnene, deres alder og kompetencer taget i betragtning. Det kan være godt engang i mellem at stoppe op og huske, at på samme måde som forældre gør det så godt, som de kan, så forsøger langt de fleste børn at samarbejde med forældrene for at stille dem tilfredse. Og i langt de fleste tilfælde er det barnet, der arbejder hårdest.

Ideen om, at hvis du som forælder bare gør alting rigtigt, så bliver dit barns tilværelse og barndom perfekt, er en giftig faldgrube.

Det er helt urealistisk at forvente af far, mor eller barn, at ingen af jer nogensinde bliver vred, bange eller ked af det. Eller hysterisk, urimelig, jaloux, misundelig eller uretfærdig.

En dag, da min søn var to år gammel stod jeg med indkøbsposer og var ved at låse hoveddøren op – og så stak han af for at lege med naboens kat. Jeg havde travlt, havde for meget at bære på og skulle i gang med aftensmaden, så jeg skyndte på ham og bad ham komme tilbage med det samme. Men det ville han ikke; han ville lege med katten. Jo mere jeg opfordrede, jo skarpere jeg blev i tonen, jo mere irriteret blev jeg – og jo mere stædig blev han. En magtkamp var i gang.

Så slog det mig, at dagen også havde været stresset for ham. Lige fra jeg hentede ham, havde jeg været en halv time for sent på den. I supermarkedet var der kø, udsolgt af kartofler og desuden var vi netop flyttet.

Altså ikke bare en stresset dag, men en stresset tid for mig – og for ham. Og nu var min søn i gang med noget, der var både meningsfuldt og nødvendigt for ham: han var ved at gøre sig bekendt med sine omgivelser og naboens kat.

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

© Winnie Haarløv

 

 

Tyve alternativer til straf

/i /af

Vi ved det jo godt.

Utryghed, skænd, straf, kulde, fjendtlighed, råben, ironi, sarkasme, at blive ladt alene, sendt ind på værelset osv. osv. er skadeligt for et barn. Vi ved det godt!

At “opdrage” betyder ikke at “krænke.” Det betyder at vise barnet, hvilke rammer det kan agere inden for og hvilke normer, der gælder i de hierarkier som det lille menneske bevæger sig i. Det gør vi bedst ved at være rollemodeller og  med kontant, letforståelig vejledning. Det vigtigste for et barn er respekt (lige som det er for alle os andre).

  • Et barn, der krænkes, lærer offer-krænker adfærd. Og regler. love og normer.
  • Et barn, der oplever respekt, lærer respektfuld adfærd. Også overfor regler, love og normer.

Nu tænker du måske: “Jamen, skal jeg da bare lade ungen gøre som hun/han vil?”

Og selvfølgelig ikke. Børn, der opfører sig “umuligt” har lært den adfærd ét eneste sted fra: sine forældre. Børn gør det, der betaler sig for dem. Nøjagtig lige som alle os andre, med den forskel at vi voksne skjule det med manipulation.
Et “umuligt barn” findes ikke. Det er nemlig ikke umuligt; det er forladt, rådvildt og i tvivl. Sådan et barn leder efter sine forældre og deres respektfulde vejledning.

Forældre, der opfører sig som børn, straffer, skælder ud, vrisser og siger at det er for barnets egen skyld. Det er en dårlige, elendig og skadelig undskyldning. En manipulativ, ansvarsfraskrivende løgn..

Så hvad kan man som forældre gøre i stedet?

1. Find det underliggende behov

Hvis dit barn skriger, plager om slik eller bliver utålmodigt mens du venter i kassekøen, så vær forberedt: keder det sig, så giv barnet noget at lege med. Er det sultent, så giv det en frugt. Hjælper det ikke, så forklar roligt barnet, at det ikke må få slik nu – og lad det skrige. Skæld ikke ud, straf ikke. Og blæs på, hvad de andre i køen synes (de har sikkert selv prøvet at stå med et skrigende barn et offentligt sted).

2. Giv oplysninger og fornuftsgrunde, der passer til alderstrinnet

Hvis barnet tegner på vægge eller ødelægger ting, så tag dig tid til at forklare hvorfor du synes det er mest hensigtsmæssigt at tegne på papir eller passe på tingene. Hvis barnet er for lille til at forstå en forklaring, så vis barnet et alternativ eller en konsekvens. River din 9 mdr gamle baby i dine ørenringe, så sæt dig i sofaen og sæt barnet ved siden af så snart det sker. Hold øjenkontakt og sig “nej” – venligt og fast. Forlad ikke barnet, rynk ikke panden og smil ikke.

3. Find den underliggende følelse

Anerkend, accepter og respekter barnets følelser. Hvis barnet slår, driller eller kniber, så find ud af, om barnet er f.eks. jaloux, misundelig eller føler sig overset – og anerkend, at det er sådan. Der er altid en grund til at barnet gør, som det gør. Inviter barnet til at vise sin vrede og jalousi på andre, mere hensigtsmæssige måder. F.eks. at græde og skælde ud over for dig.

4. Lav om på omgivelserne. Ikke på barnets nysgerrighed

Når man får et barn, viser omgivelserne sig sommetider uhensigtsmæssige. Hvis dit barn bliver ved at tage ting fra reoler eller køkkenskabe, så udskift de ting, der findes i børnehøjde med nogle, som barnet gerne må lege med. Sørg for, at hjemmets indretning respekterer, at der nu bor et legelystent, nysgerrigt barn.

5. Find acceptable alternativer

Hvis du ikke vil have, at barnet bygger en hule i spisestuen, så vis barnet, hvor det gerne må bygge en hule – i stedet for bare at sige NEJ.

6. Vær et eksempel for dit barn

Hvis barnet f.eks. trækker en kat i halen, så sig “nej” – og vis barnet, hvordan man klør katten bag øret. Eksemplets magt er langt stærkere end ord.

7. Giv valg – ikke ordrer

Beslutninger og valg giver barnet magt over sin egen situation, mens ordrer inviterer til magtkamp. Tilbyd ikke for store eller frit formulerede valg, f.eks. ”Hvad har du lyst til at lave på søndag?”
Giv hellere valgmuligheder, som er overskuelige i forhold til barnets alder og kompetence. Spørg ikke f.eks.: ”Hvad vil du have på i børnehave? – men: ”Vil du have den røde eller den blå trøje?” og ”Vil du børste tænder før eller efter at du har taget pyjamas på?”

8. Gør undtagelser nu og da

Lær barnet fleksibilitet ved en sjælden gang at bryde hverdagsrutinen. F.eks. ”Det er okay, at du ikke børster tænder i aften, når du er så træt.” Giv indimellem dig selv lov til at bryde rutinen ved f.eks. at lade barnet få havregryn med mælk til middag el.lgn.

9. Giv barnet tid til at forberede sig

Hvis du f.eks. skal have middagsgæster, så fortæl barnet, hvad du forventer af det. Vær specifik og hold de indgåede aftaler. Hvis aftalen er, barnet skal tage nattøj på uden bøvl, så vær konsekvent. Har du lovet at læse godnathistorie, så gør det. Selvom gæsterne må vente med desserten.

10. Lad barnet opleve konsekvenserne af sine valg

Lad være med at fjerne hver en sten på barnets vej. Hvis et barn f.eks. lader sit våde gymnastikhåndklæde ligge i tasken, så lad barnet selv finde det og opdage, hvor generende det kan være. Det er en menneskeret at træffe valg, og sommetider (tit!) vælger man forkert. Lær barnet, at det er okay, og at det selv må tage konsekvenserne af f.eks. ikke at ville have vanter på i 10 graders frost (du kan jo tage vanterne med i tasken og tilbyde barnet et nyt valg, når det er parat!)

11. Fortæl om dine følelser i stedet for at være sur

Lad barnet vide, hvad dets handlinger gør ved dig. Sig f.eks. ”Det irriterer mig, at du ikke tørrer krummer op efter dig. Jeg vil gerne have, at du gør det.” – og lad så være med selv at tørre dem op!

12. Skrid til handling, hvor det er nødvendigt

Hvis barnet insisterer på at ”gå selv” og derefter stikker af, så hold barnet fast i hånden (uanset dets protester), mens du forklarer hvor farlig trafikken er. Vis eventuelt barnet en fugl eller en ræv, der er blevet kørt over. (Jo! Jeg mener det!)

13. Hold om barnet

Børn, der kaster sig ud i aggression eller trods kan sagtens have brug for, at mor eller far simpelthen holder blidt om dem, uden vrede og formaninger. Tit dækker den vrede opførsel over barnets frustration eller sorg, og den blide omsorg kan få barnet til at græde de nødvendige tårer i stedet for at gøre sig ensom i raseri.
Som voksen ved du jo godt, hvor rasende eller frustreret du kan blive, hvis bernaisen skiller eller pc’en driller. Du har bare lært adfærdskontrol, og det er dét, barnet stadig mangler at lære.

14. Bliv ved barnet i konflikter og kriser

Et barn i oprør (hvadenten det skyldes vrede, sorg eller angst) har allermest brug for en nær voksen, der kan være der. Ti gerne stille og bare vær til stede, indtil barnet eventuelt viser behov for en omfavnelse – og hvis ikke, så bare bliv ved barnet.
Vis, at din kærlighed er ubetinget. Spørg, om barnet har lyst til at fortælle om sine følelser. Tilbyd omfavnelse, men påtving den ikke. Spørg, om barnet har lyst til at høre forslag til, hvad det kan gøre. Siger barnet nej, så respekter dets ønske. Lad være med at bebrejde, trøste, forklejne eller aflede følelserne (ved f.eks. at tilbyde mad, leg eller tale om noget andet).

15. Lad dig lokke til leg

Mange (potentielle) konflikter kan løses ved leg. Eksempelvis: ”Vil du være med til at lege restaurant? Okay – du bærer ud, jeg skyller af” el.lgn. Eller ”Skal vi børste tænder på hinanden?”

16. Respekter barnets følelser: vrede, angst, sorg og glæde

Hvis dit barn er vred på dig, så respektér barnets vrede.
Invitér barnet til at vise vreden ved f.eks. at indbyde til en pudekamp. Når barnet har raset ud, så overgiv dig, gerne på en dramatisk måde.
Hvis barnet er i humør til det, så inviter det til at tale om sin vrede. Spørg f.eks. ”Er du stadig vred på mig ?” Hvis barnet siger ja, så spørg, om barnet har lyst til at sige noget mere om det. Gør ikke barnet forkert eller latterligt ved at nedgøre dets følelser, f.eks. ”Hold nu op med at tude; det er da ikke noget at hyle sådan op over” eller ”Er du virkelig bange for mørke – jeg troede, du var sådan en stor dreng”.

17. Vær fleksibel

Hvis du gerne vil hjem, men barnet er i fuld gang på legepladsen, så sig, at det snart er på tide at gå hjem. Lad barnet selv komme med forslag til, hvornår I skal gå. Respekter dets forslag, selvom det ikke svarer til dit – sig f.eks. ”Nej, en time er for længe, så kan jeg ikke nå at…. Skal vi sige ti minutter? Vil barnet ikke forhandle, må du som den voksne bestemme.

18. Inviter til fælles konfliktløsning

Diskuter konflikter, der bliver ved at opstå, med barnet (f.eks. oprydning, bordskik osv.) Fortæl om dine egne behov, spørg efter barnets og bed om forslag til løsninger. Tag barnets forslag alvorligt, og hvis du ikke kan bruge dem, så begrund hvorfor. Fastlæg reglerne sammen; gerne på familiemøder.
Og fremfor alt: Smed, mens jernet er koldt. Når konflikten raser, duer det ikke at ville forklare, diskutere eller tale fornuft.

19. Skru ned for forventningerne

Små børn har intense følelser og behov, og de er af natur højrøstede, nysgerrige, uorganiserede, utålmodige, krævende, kreative, glemsomme, selvcentrerede og fulde af energi. Accepter disse egenskaber og påskøn umiddelbarhed, så længe den varer. Har du nogen sinde set en 13–årig hoppe i sofaen af glæde – eller smide sig på gulvet i Irma fordi han ikke må få vingummi?

20. Træk dig – og træk vejret

Forlad rummet, hvis du har brug for at samle dig og skabe overblik. Brug evt. nogle minutter på et lynbrusebad, en kort meditation, en grædetur eller at ringe til en veninde. Bare fem minutter med dig selv kan gøre underværker og betyde, at du ikke kommer med raseriudbrud eller giver straffe, som du senere fortryder.

© Winnie Haarløv

Farmor, fortæl noget fra stenalderen

/i /af

Jeg er født på Amager, hvor al vores familie boede. De var håndværkere og ufaglærte med mange børn i små, mørke lejligheder med koldt vand og dele–wc på trappen. Min farfar var den fineste, for han havde egen barbersalon på Esplanaden, og der barberede han sømænd fra halvseks om morgenen og drak snaps med dem bagefter. Og så boede han og farmor i Jacob Holms Gade. “Først på Amager”, som min farmor altid sådan lidt vigtigt betonede.

Min far blev bankuddannet (et uhørt privilegium for en arbejdersøn dengang), og i februar 1949 giftede han sig med min 19-årige mor for at få en lillebitte lejlighed. Hun var vild for at komme væk fra de to mørke værelser med koldt vand og fire beboere, der var hendes barndomshjem.

Men lejekontrak­ten krævede mindst ét barn,  og vupti: derfor kom jeg til verden i december 1949. Min mor var fyldt tyve år to dage før. Hun havde gået i 9. klasse og derefter arbejdet på en papkassefabrik og kortvarigt på en skrivestue, men opgav mere end villigt sit job og fik nogle år senere min søster.

Paradiset

paradisåsenEfterkrigstidens store skrue begyndte at dreje, og seks år og et barn senere byggede de et kæmpestort hus (110 kvm, to værelser, stue, køkken, bad) i Holtes Paradiskvarter til den fyrstelige sum af 70.000 kroner for både grund og hus (lidt over 1 mio. i 2015-kroner). Det var et voldsomt spring fra den lille to-værelses på Amager, og min mor syntes at parcelhusstuen lignede en skøjtehal. På villavejens ubebyggede grund gik Musse, en skimlet hest, og gnaskede bellis og mælkebøtter. Der var langt til indkøb, så på hver sin ugedag holdt en handlende på vores vej: fiskebilen, slagterbilen og ostebilen. Svajeren bragte mælk og morgenbrød ud, doktoren kom på hjemmebesøg, postbudet kom tre gange dagligt. Man kunne  sende søndagsbreve, købe billet i toget og få afhentet snavset linned og duge og returneret det rent og rullet. Sikke en service.

Jeg fik et tornyster og begyndte i Øverød skole 800 m væk, og snart var vi tre i børneværelset, sov i køjesenge og havde hver en kommodeskuffe til legesager og en hylde til tøj. Alle kvarterets børn legede ude året rundt – dels havde ingen af os eget værelse, og dels var vi  jo omgivet af marker, skove og søer, der bød på interessante  og forbudte udfordringer alt efter årstid.

Drengene hed tit Bjarne, Birger, Benny og pigerne Marianne, Hanne og Annette. Vores mødre gik hjemme og kogte, bagte, syltede og stegte, så ingen af os gik i institution. Børnelivet udspillede sig ganske uden voksnes opsyn og var fuldt af hemmeligheder. Vi fiskede haletudser, løb på skøjter, huggede blommer, byggede huler, badede i Furesøen  og legede doktor. Biler var der næsten ingen, der havde råd til, så det farligste var skærslipperen, som spillede lirekasse om søndagen – og som vi alle sammen bestemt mente var børnelokker. Ingen spurgte hvor vi skulle hen, når vi gik ud for at lege – vi skulle bare være hjemme kl. 17.30 og rulle voksdugen på teaktræsbordet før der blev serveret stegte sild, øllebrød, æggekage, krebinetter eller forloren hare – altid med bunker af kartofler og brun sovs. Jeg har aldrig (som i aldrig) set en grøn salat i mit barndomshjem.

1a

Holte Biograf havde telefonnummer 9, og en billet til en af de tre første rækker kostede halvanden krone. Jeg drejede på telefonens håndsving og fik Holte–centralens omstillingsdame i røret.

”Goddag, jeg vil gerne have nummer 9 (biografen)” sagde jeg. Omstillingsdamen svarede bøst:

”De spiller Tarzan–film i dag, og det er ikke noget for dig,” var hendes lakoniske svar. Klik! Jeg kom ikke i biffen den søndag og måtte nøjes med Dr. Lieberkind i vores splinternye sorthvide tv, som vi fik i 1959. Det var på størrelse med en kommode og tog 10 minutter at varme op, og der var udsendelser i nogle timer tre dage om ugen.

Det var på mange måder en tryg og forudsigelig tid. Jeg hørte Radioteatret, sagde De til folk jeg ikke kendte, kom i bad og gik med pænt tøj om søndagen og afbrød aldrig de voksne. Vi børn blev håndfast opdraget, både i skolen og hjemme, og vi var ikke nogen forbrugermålgruppe. Ord som skilsmisse, overvægtig, indvandrer, fitness og modetøj indgik ikke i vores begrebsverden (det gjorde til gengæld buksevand, ørefigner og eftersidninger). Sodavand og slik var noget vi fik til jul og fødselsdag, og tøj blev syet af de voksnes aflagte. Ordet “teenager” var heller ikke nået til Øverød, da jeg fyldte tretten og fik øje på mit tynde strithår i spejlet, hvorefter jeg sprang på cyklen og spurtede ned efter min første dåse hårlak i Schous Sæbehus (kr. 2,95).

Generationskløften åbner sig

aspargesI begyndelsen af 60’erne startede min far et importfirma med dåseasparges og kaldte det ”Paradiso”. Dels fordi vi boede i Paradiskvarteret, dels fordi Katy Bødtger havde et monsterhit med den sang. Og så fordi hans asparges smagte himmelsk, som han sagde. Huset blev bygget større, vi fik køleskab og det helt store statussymbol: en ny, lakskinnende bil (en varevogn  på gule plader, hvor vi tre børn lå og raslede rundt i bagagerummet, når vi skulle besøge farmor på Amager). Alt åndede idyl, mens markerne uden for vores vinduer blev udstykket, Irma kom til byen og  cola, pomfritter og tre ugers industrisommerferie indikerede, at velfærdssamfundets hjul for alvor havde fået fart på.

Men i 1964 hørte jeg noget i radioen, der ændrede mit liv for evigt. Det var The Beat­les, og dén dag åbnede min families generationskløft sig: De voksne, der i forvejen var en slags fjerne statister i mit liv, fattede mindre end nogen sinde. Og det blev kun værre. I 1968 tog jeg studentereksamen iført en kjole, der sluttede lige under trussekanten og iførte mig kun ”symbolet på den borgerlige magt”: studenterhuen i de to minutter, det tog min far at fotografere slægtens første student. Mine borgerlige forældre så til i vantro, mens samfundets velstand voksede: mine jeans kunne ikke blive slidte og hullede nok, og jeg skilte mig af med alt mit pæne, marineblå tøj, lod håret hænge ned over øjnene og gik med bare tæer, også om vinteren. Alt var tilladt, alt det gamle skulle forkastes. Jeg havde en kort affære med et kollektiv (og tabte, da jeg opdagede at man skulle aflevere både sit tøj, sine plader og sine penge til fælles brug og måtte flytte hjem igen). I håbet om at redde mine yngre søskende og genoprette ro og orden derhjemme installerede mine forældre mig i en 48 kvadratmeters ejerlejlighed i Ordrup og forventede kun at se mig, når jeg kom hjem til jul. Det var fest med fest på! Jeg elskede at bo for mig selv og installerede straks en veninde i det andet værelse. Jeg ville være journalist, forfatter eller guldsmed, men det var ikke projekter, som de ville støtte. Og SU kunne jeg ikke få, for den afhang af mine forældres indkomst, og de var efterhånden blevet pænt velhavende.

Så jeg arbejdede nat ved Tuborgs flaskebånd og tog på lærerseminariet (sommetider) bagefter. Der var ingen adgangskrav til hverken universitet eller andre uddannelser, så jeg kunne have valgt hvad som helst. Desværre var der heller ikke hverken erhvervsvejledere i skolen eller voksne, jeg kunne gå til, så det faldt mig overhovedet ikke ind, at uddannelse, karriere eller job kunne være sjovt og berigende. Og da slet ikke, at universitetet kunne være  noget for mig (det var først, da jeg var fyldt tres). Så da jeg som nittenårig mødte en fyr, der skulle på seminariet fordi han som lærer kun skulle arbejde halvdags, havde lange ferier og kunne spille guitar for resten, så lød det i mine ører lige så godt som alt muligt andet.

Kvindekamp, kansastøj – og karriere

Enlig mor 1980Jeg blev lærer i 1974, fik et barn og blev alenemor året efter. Det var kvindernes årti: vi var enlige mødre og havde altid børn på slæb, når vi tog på ølejr, gik i demonstration mod Vietnamkrigen eller samlede ind til Bangla–Desh. Vi ville redde verden, og det gik hårdt ud over familielivet. Der var hverken tid eller tolerance til mænd i vores liv, så vi brændte vores bh’er og udkæmpede klasse- og kvindekamp iført pottehår, træsko og tidens statussymbol: Kansas–arbejdstøjet. Det var en brun tid med politiske dogmer, strejker og snærende bånd, hvis man ville høre til. Jeg havde en forkærlighed for pink og for, at mit tøj var rent og passede sammen, så på lærerværelsen kaldte de mig “Stewardessen” og nægtede at tale til mig, da det kom frem at min far importerede dåseferskner og ananas fra Sydafrika.

Så i det skjulte følte jeg en stor lettelse, da årtiet skiftede og netstrømper, feminint undertøj og pinkfarvede læber vendte tilbage. I yuppie–firserne forlod jeg den bæ-farvede, ræverøde og ensrettende folkeskole, afblegede håret og fik   job i IT–branchen med firmabil, plastickort og det ultimative statussymbol: en læderindbundet time manager. Min nye, kortklippede IT-mand og jeg arbejdede 60 timer om ugen, skrev skemaer over hvornår vi skulle hygge og besøgte Københavns seværdigheder på udflugter, der var timet og tilrettelagt. Sønnike sagde farvel til langt hår og lange skorteflipper og ønskede sig pastelfarvede Lacoste-poloer og blev sendt på sprogskole i England, high school i USA og musikhøjskole på Fyn. Alt sammen for at give ham den støtte, jeg selv havde manglet og ruste ham til uddannelses- og karriereræset, selvfølgelig. Da han flyttede hjemmefra, besluttede hans sig for at blive tømrer, fordi han elskede lugten af træ. En sund reaktion.

Historien gentager sig

Op til årtusindskiftet kom kernefamilien langsomt på mode igen, og det gav status at have tid og mindst to (velfungerende!) børn med besynderlige navne. Mit liv blev invaderet af forkortelser: CD, DVD, MP3, GPS for ikke at tale om PC, VHS og alle de andre elektroniske dimser, der skulle indstilles, times og betjenes. En telefon var ikke længere bare til at tale i, og det er efterhånden svært at blive væk – i betydningen off-line. Før i tiden kunne jeg ikke nås, når jeg kørte i tog, købte ind eller var på stranden. Nu klages der højlydt, hvis jeg ikke besvarer telefonbeskeder, facebook-henvendelser og sms’er inden for tre sekunder. Og hvis jeg ikke straks poster snapshots eller selfies fra min tur i toget, supermarkedet eller stranden, tror folk at jeg er død. Jeg finder det utroligt anstrengende.

Et af mine børnebørn spurgte mig forleden: ”Farmor, gider du ikke fortælle noget fra stenalderen – altså fra dengang, du var dreng?” Og jeg tænkte, at historien gentager sig. På en vis måde, altså. For da jeg tænkte over det, slog det mig: Hvad bliver det næste? Er der overhovedet mere, man kan opfinde?

Vil du høre mere? Læs et uddrag af mine romaner – f.eks. ‘Paradis‘ (1. del i en serie) eller ‘Fisk kan da ikke cykle‘.

Eller hør radioudsendelsen ‘Sommergæsten‘ fraP1, hvor jeg fortæller om mit liv som hunkøn gennem fem turbulente årtier.

 

©Winnie Haarløv

Det største svigt

/i /af

Et barn overlever ikke uden at få dækket sine fysiske behov (mad, varme, klæder) – de behov, der dækkes med synlig omsorg. Det kan heller ikke undvære at få sine psykiske behov for tryghed, omsorg og kærlighed dækket – dem, der dækkes med usynlig omsorg.

Får barnet ikke begge dele, vil det vantrives og i yderste konsekvens dø. Behovene kan kun dækkes af mindst én primær voksen (mor, far eller nogen der træder i deres sted). Den voksne er altså reelt livsvigtig for barnets overlevelse, og derfor vil barnet instinktivt gøre alt, hvad det kan for at samarbejde med denne livsvigtige omsorgsgiver.

Men én ting er simpel overlevelse. For at udvikle sig som mennesker med evnen til at danne sunde relationer til sig selv og andre, må barnet opleve at blive taget alvorligt: At blive mødt med autencitet. Det er selvfølgelig ikke det eneste, et barn har brug for, men det afgørende for, om barnet bliver skadet eller støttet for livet, er om det, vi siger, gør og viser, er sandt. Dvs. at lade være med at manipulere, lyve, spille komedie, lade som om, pynte på eller fortie – eller simpelthen at undlade at gøre eller sige noget, der bygger på en eller anden grad af løgn.

Autencitet – et grundlæggende behov

Autencitet betyder ”ægthed, pålidelighed, retsgyldighed”. At være autentisk betyder altså at være ægte, stabil og til at stole på. Det er fravær af autenciteten i forældre–barn forholdet, der gør den store forskel på, hvilke barndomsforhold, der får en blivende destruktiv indflydelse på personens liv.

Her vil mange sikkert sige: “Jeg lyver da aldrig for nogen!” eller “Hvor svært kan det være?” Men for de allerfleste er det utrolig svært. Mange mennesker (således også forældre!) ved ikke, at de lyver for barnet, for de er ikke bevidste om, at de lyver for sig selv. Men når den voksne giver barnet skylden for problemerne imellem dem betyder det, at den voksne ikke ser ærligt på sig selv og sit eget ansvar for det problematiske. Den voksne lyver om sit ansvar ved at spille skyld: “Du ødelægger det hele!” “Da jeg var barn, kunne jeg godt sidde stille og spise pænt!” “Smil nu – du har ikke noget at være ked af!” osv. osv.

Spæde kan noget, som de færreste kan

Naturen er autentisk. Hvordan skulle den være andet? At lave sig om, lade som om, tilpasse sig og gøre dét, der er pænt, høfligt, sødt, velopdragent eller betaler sig er tillært. Et nyfødt barn smiler ikke, for at mor skal føle sig som en god mor. Det smiler fordi dets behov er dækkede: mad, tryghed, søvn, varme, ren ble osv. På samme måde er der en årsag til, at barnet græder: det er sultent, utrygt, træt, fryser eller er våd. Spæde kan noget, som større børn og voksne mere eller mindre er opdraget til at have glemt: de kan bede om det, de vil have uden at skamme sig over det.

Barnets forhold til de voksne er altså i sit udgangspunkt autentisk: det viser sig, som det ér – det er ægte og kan derfor kun forvente at blive mødt med ægthed. Når det ikke bliver sker, får barnet problemer med samarbejdet. Barnet prøver at samarbejde ved at lære at lave sig om og gøre det, som den voksne ønsker. Barnet forsøger altså at dække den voksnes behov og skjule sine egne – det lærer sig uautenticitet.

Elsker jeg mit barn? Eller elsker jeg, at barnet bekræfter mig ved at elske mig?

“Ikke alle er modne nok til at undgå det sidste, når vi bliver forældre. Det kan børnene godt leve med en tid, hvis de oplever, at vi er villige til at lære sammen med dem. Hvis vi ikke er villige, elsker de os ikke mindre af den grund. De elsker sig selv mindre.” Sådan skriver Jesper Juul i sin bog ”Det kompetente barn”.

Et barn er en udfordring til og chance for at genopdage, hvad det vil sige at være et rigtigt (autentisk) menneske. Det er ikke opgaven at opdrage barnet til at blive ”et rigtigt menneske” – nærmest tværtimod. Børn er jo rigtige mennesker. De er naturlige, fri for tillærte normer og falskheder. Tænk bare på den gamle kliché “Af børn og fulde folk skal man høre sandheden.”

Barnet er også et fantastisk tilbud til forældrene om et samarbejde henimod at opstille, afprøve og vælge værdier. Barnets autentiske reaktioner på de voksne er en unik chance for at undersøge og revidere egne værdier (eller mangel på samme). Og hvis de voksne ikke vil lære om deres værdiforvirring, kommer barnet til at lide af værdiforvirring.

Væk fra det naturlige

I barnets socialisering og bevidsthedsudvikling brydes modsætningen mellem det autentiske og ureflekterede (”det naturlige”) og det bevidst, tænkende og handlende (“det socialiserede”). Barnet får dermed to helt forskellige grundlag at danne sine selvbilleder på : i den ene pol dét, som barnet mærker, føler og sanser inde fra sig selv, og i den anden pol omverdens reaktioner, skrevne eller uskrevne regler og det, man kalder opdragelse.

Den første, afgørende spejling for barnet er selvfølgelig forældrenes. Når denne spejling ikke er autentisk, bliver barnets informationer fra sine ydre og indre kilder modsætningsfyldte. Når informationerne ikke passer sammen, kan selvbilledet ikke skabes uden konflikt. Det naturlige barn protesterer imod denne uforståelige konflikt med vrede eller gråd, men hvis forælderen overhører protesten, resignerer barnet på et eller andet tidspunkt. Det opgiver efterhånden tilliden til sine egne fornemmelser, følelser, sansninger – dvs. opgiver tilliden til det autentiske. Og da barnet er lærevilligt og vil gøre alt for at samarbejde med sin primærperson, som det er så dybt afhængigt af, tager barnet den første lektion i mistillid til de ægte værdier, der er repræsenterede i dets oprindelige væsen til sig. Den første brik til et negativt selvbillede er lagt.

Et andet Juul–citat:: »Børns evne til at samarbejde med de opvækstvilkår, de har, er næsten uopslidelig. Selv når de forsøger at gøre os opmærksomme på, at samarbejdets pris er ved at blive for høj, kan de resignere, når vi ikke kan se og høre dem. På samme måde er deres kærlighed tilforældrene næsten uopslidelig. Det er deres kærlighed til sig selv, der er sårbar.« (Juul, 1998)

Du er spejl for barnets identitet

Autencitetssvigt fører således til dannelsen af en negativ identitet. Når du spejler Emil eller Sofie, viser du dem hvad deres handlinger og præstationer betyder. Du viser dem også, hvem eller hvad de er. Du spejler deres identitet, og denne spejling skal være sand for at være sund.

Er den ikke det, svigter du det autentiske, og Emil og Sofie får formentlig problemer med værdiforvirring resten af deres liv, medmindre de senere selv udnytter chancen til at få sat værdier på plads. Det kan ske i f.eks. mødet med deres egne børn, andres børn eller med en person, der vil tage dem alvorligt; f.eks. en terapeut eller et menneske, der tager sig selv alvorligt (og jeg mener ikke højtideligt! Der er en verden til forskel!)

Den absurde værdiforvirring

Da jeg for mange år siden arbejdede som folkeskolelærer, oplevede jeg noget, der belyser problematikken klart. Lærergruppen var på planlægningsweekend i en spejderhytte, og før frokost besluttede vi at gå en tur i den omliggende skov. På vejen hjem tog en af kollegerne en afstikker gennem skoven, uden for stierne.

Vi nåede hjem og ventede lidt på hende, inden vi begyndte på frokosten, og da frokosten var overstået, var der gået 1 ½ time, uden at hun var tilbage. To andre besluttede da at køre ud i bil ad omegnens grusveje for at lede, og de fandt hende ca. 7 km væk, vandrende i retning væk fra hytten.

Hjemme igen fortalte hun at hun var gået mod nord, fordi hun mente at den vej, hun kom ud fra skoven på var den, der førte forbi hytten mod syd. Logisk nok. Men rent faktisk var det en nordligere vej hun var stødt på, så vandringen mod nord bragte hende altså længere og længere væk fra målet. Men det virkeligt interessante var, at hun – imens hun gik – forlængst havde regnet ud, at det var sådan, det hang sammen, og at hun altså gik den forkerte vej. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at standse op og vende om.

Hvorfor? Fordi det ikke var til at bære at at se i øjnene, at hun var gået så langt i den forkerte retning!

Den lader vi lige stå et øjeblik: Det var ikke til at bære at se i øjnene, at hun havde gået den forkerte vej så længe? Jamen hun så det jo – hun erkendte det jo!

Eller med andre ord: hun syntes ikke, at det var til at holde ud at erkende, hvad hun rent faktisk erkendte! Det er absurd.

Og ikke nok med det. Det, hun vidste var forkert fik hende til at fortsætte med at gøre dét, der var forkert – stik imod det, hun ønskede! Hun kunne ikke bære, at hun havde begået en fejl, så derfor begik hun én til!

Værdiforvirringen er tydelig, og årsagen er det negative selvbillede: hun kunne ikke bære at se sig selv som så dum, at hun havde gået den forkerte vej så længe. Hun vidste det, men kunne ikke få sig selv til at tage sin viden alvorligt i handling, fordi det selvbillede, det gav hende gjorde for ondt. Hun betragtede sig selv med kritik og fordømmelse – og den paradoksale, næsten absurde konsekvens var, at hun dermed motiverede sig selv til handle, så selvbilledet blev værre for hvert skridt. Hun gav sig selv mere og mere grund til selvfordømmelse. Kunne det have været dig?

Hvad kan man gøre?

Hvad ville der være sket, hvis nogen (hun selv, et barn, en terapeut, en ven) havde standset hende og spurgt, hvad det egentlig var, hun gjorde? Ville hendes negative selvbillede blive ved at styre hende?

Hvad nu, hvis hun (eller den anden) i stedet motiverede et kærligt perspektiv frem: ”Nej, hvor er det ærgerligt at du har dummet dig, men det er ikke for sent. Du kan bare vende om!” Hvordan mon hun havde reageret?

De steder i ens liv, hvor man går ad den forkerte, destruktive vej – væk fra sit mål – kan vendepunktet være at møde sig selv med kærlighed i stedet for fordømmelse og selvkritik.

Hvis forældre skal vise barnet den bedst mulige vej, gælder det altså først og fremmest om at undgå at indgive barnet et negativt selvbillede. Og hvis skaden er sket, er det aldrig for sent at vende om! Det kræver mod, men bag det negative selvbillede ligger det ægte, pålidelige, naturlige og autentiske selv stadigvæk. Det skal ”bare” vækkes, og det bliver det med autencitet. Ved at se virkeligheden i øjnene og erkende det, der ér.

Den negative identitet

Når Emil oplever, at hans vrede eller gråd i protesten mod vilkårene ikke virker eller måske endda bare gør situationen endnu værre (mor eller far bliver vred, straffende, bebrejdende, opgivende, eller giver ham skylden: se nu hvad du har gjort!) opgiver han og vender vreden eller sorgen imod sig selv. Emil oplever, at han ikke har nogen indflydelse på de vilkår hans voksne har fastsat for samarbejdet.

Ifølge disse vilkår er det jo ham, der skaber problemerne, ham, der ér problemet. Emil får et negativt syn på sig selv – og et resigneret syn på andre. Kærligheden og tiltroen til ham selv bliver han nødt til at vende til f.eks. selvhad, selvdømmen, selvkritik, selvmistillid eller selvopgivelse. Men kærligheden til forældrene bliver til ulykkelig kærlighed – måske med ambivalens, fordi Emil ubevidst blander den med sin uforløste vrede.

I min praksis ser jeg dagligt konsekvenserne af det negative selvbillede. Den vrede, som en person retter imod sig selv er det grundlæggende problem bag måske alle de problematikker, som der kan arbejdes med i psykoterapi. En person der lider af selvhad, selvkritik osv. kan sagtens virke både selvsikker, udadvendt og kommunikerende i en grad, som godt kan narre omgivelserne til at tro, at her er tale om en person med styr på tingene, selvom han eller hun nok har ”temperament”. Det skyldes nogle kompenserende dynamikker, som det vil føre for vidt at komme ind på her.

Resumé: undgå det store svigt

Det er helt essentielt, at forældrenes evne til at vise varme, respekt og accept ikke bruges manipulerende eller uægte.

Det er afgørende, at du som mor eller far ærligt giver udtryk for dine følelser og standpunkter. Hver gang du ikke gør det, cementerer du barnets mistillid til sin fornemmelse for det autentiske, det virkelige. Du støtter fastholdelsen af barnets negative selvbillede.

At være autentisk kræver, at du kender dig selv godt nok til at kunne mærke, hvad du føler og hvem du egentlig er (og ikke er). Kommer du til at stikke en en hvid løgn eller sige noget, der ikke er helt sandt om dine følelser, meninger osv. (og det gør du, for det er menneskeligt at fejle) – så må du være parat til at indrømme det både overfor dig selv og barnet. Dit arbejde for at give dit barn de bedste udviklingsbetingelser begynder således med at lære dig selv at kende.

Grundlaget for det negative selvbillede er, at barnet har mistet evnen til at skelne mellem falsk og ægte, fordi det har mistet tilliden til sin egen sansning, følen og mærken. Genopdagelsen og genintegrationen af disse evner kan kun ske i autentisk kontakt. Man kan ikke manipulere nogen til at genintegrere de evner, der skal til for at gennemskue manipulation. Man kan ikke narre nogen til at lære ikke at lade sig narre.

Minilex:
  • Den etymologiske grundbetydning af ordet “alvor” er: fuldstændig sand.
  • Autencitet: ægthed, pålidelighed
  • Selvbillede: Den opfattelse, individet har af sig selv
Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

 

© Winnie Haarløv