Styr dit bidske raseri

  • Jeg bliver hvidglødende, når nogen kritiserer mig uretfærdigt eller bagtaler mig – eller tager æren for mit arbejde, fortæller Ellen, leder på 42. – Jeg kan blive totalt indebrændt: sur, vrippen og negativ i dagevis. Jeg ved godt, at jeg er svær at omgås, og jeg er ikke ret vild med mig selv imens. Især fordi jeg har en tendens til at bagtale eller kritisere andre, når jeg har det sådan.”
  • Jeg bliver nærmest selvdestruktiv, hvis jeg skal løse en arbejdsopgave uden at have tilstrækkelig information om, hvad der forventes, fortæller Rie, sælger på 28. – Jeg føler mig dum og umulig og sur over at blive dårligt behandlet. Så er det, at jeg liiige køber et par nye støvler jeg ikke har råd til. Eller bryder min slankekur med to mocca-eclairs.”
  • Det kan få mig helt op og ringe hvis nogen fedter og slesker for at få bedre løn eller særbehandling – og lykkes med det, supplerer Gitte, 38-årig sekretær. – Jeg kan hidse mig vildt op og komme til at svine helt uskyldige folk til, råbe ad ungerne og sparke katten i rumpen. Især, hvis nogen pjækker eller sjusker, og jeg føler, at de blæser på mig og alt det ekstra besvær, jeg får. Jeg ville ønske, jeg kunne lade mit temperament blive liggende derhjemme, når jeg gik på arbejde.”

Ellen, Rie og Gitte reagerer, når deres grænser overskrides og reagerer naturligt  nok med vrede. Men ingen af dem forsvarer sig med den gode vrede: Den vrede, som de selv ejer, og som ikke ejer dem. De får ikke sagt fra, når det sker. Og når de ikke forsvarer deres grænser, svulmer vreden op til raseri og bliver til aggression. Enten tramper de rundt med røg ud af ørerne eller sender giftpile ud i form af sarkasme, sladder, bagtalelser, kritik eller bebrejdelser. Og da ingen bryder sig om at blive talt højt, vredt eller grimt til, dukker omgivelserne sig og ønsker sig langt væk. Eller de går til modangreb.

Destruktiv, udadrettet vrede skader i længden dit omdømme, og hvis andre giver igen med samme mønt, er du inde i en negativ spiral, der kan skade både din psykiske og fysiske trivsel. Vender du den indad, kan resultatet bliver overdrevet selvkritik, mindsket selvværd, arbejdsnarkomani, spiseforstyrrelse eller afhængighed af mad, alkohol eller shopping.

Men sådan behøver det ikke at være.

Det er bange hunde, der bider

Vreden er dit signal om, at nogen er gået for vidt og har overskredet din grænse. Her er vreden både brugbar og konstruktiv, fordi dens drivkraft kan bruges til vise din grænse og signalere: ”Så er det godt – hertil og ikke længere.” Det er en både nyttig og naturlig reaktion, der er både forståelig og naturlig. Og nødvendig. Hvis du ikke viser grænser og siger fra, ved andre jo ikke at hvor de går.

Men hvis du enten ikke kan mærke dine grænser eller ikke har lært at sige fra, så bliver du inderst inde bange for den, der truer dine grænser. Frygten viser sig som aggression eller eksplosiv vrede, som kan virke uforståelig for både dig og dine omgivelser. Det er en bange hund, der bider, så når din vrede bliver aggressiv, er det i virkeligheden fordi du er usikker på, om du tør og kan forsvare dig og passe på dig selv. Aggressionens mål er destruktion. Den, der opfattes som ”fjenden” skal destrueres og uskadeliggøres, og det sker så ved for eksempel at råbe, bagtale, være giftig eller kold. Det kræver en ekstraordinært kærlig, tålmodig og forstående familie. Desværre gentager vredemønsteret sig oftest på jobbet.

Hvad gør man?

Du har dig selv med på arbejde, og derfor er det naivt at tro, at du kan lade følelserne blive derhjemme. ”Kuren” er da også ens, uanset om du har sværest ved at styre dig hjemme eller på jobbet.

Hvis vreden skal forløses på en konstruktiv måde, må du lære at åbne en dialog, dvs. at kommunikere din vrede ud på en måde, så den anden ikke er nødt til at gå i forsvar og modangribe. Så har du nemlig ikke startet en dialog, men en krig. For at kunne håndtere vrede og rense den for aggression, må du både kunne mærke, anerkende og forstå, hvorfor du er vred. Først da kan du udtrykke den, så den også bliver forståelig for omgivelserne.

Stå ved din vrede

Mange (måske især kvinder) finder det svært at sige: ”Jeg er vred”. De siger hellere, at de er irriterede, frustrerede, ærgerlige eller sure. De fleste mennesker (måske især kvinder!) er opdraget til at være søde, omsorgsfulde og attraktive, og vrede bliver generelt anset for at være en ”grim” følelse. Det sværeste er derfor tit overhovedet at stå ved, at vi er vrede – men hvis du ikke mærker den eller forstår hvorfor du er vred, så ved du heller ikke, hvad der sker i dig, og så kan du heller ikke kommunikere vreden på en fornuftig, konstruktiv måde.

Det næstsværeste er at gå efter bolden i stedet for efter spilleren og sige klart, hvad det er du er vred over, hvad det gør ved dig og hvad du gerne vil have i stedet for. Det kræver, at du har rystet dig fri af vreden rent fysisk. Hvis den stadig kører med dig, så kommer du til at råbe, vrisse og smadre tallerkner.

Sådan gør du

Processen har tre trin, der ikke må sammenblandes.

  1. Begynd med at anerkende, at du er vred og anerkend, at det er rimeligt. Vær sikker på at du forstår vredens årsag.
  2. Nu skal vreden frigøres fra kroppen: snig dig ud på toilettet med din overfrakke og bid eller skrig ned i den; sæt dig i bilen og råb eder og forbandelser ud – eller gå i kælderen og tramp i gulvet. Du synes sikkert, at det lyder forfærdelig fjollet, men det er meget afgørende at få den fysiske vrede ud, for så slipper du af med aggressionen og bliver klar i hovedet igen.
  3. Nu er du klar til det sidste trin: at udtrykke vreden i ord, selvom du stadig mærker den. ”Jeg bliver vred, når …”

For eksempel:

  • ”Jeg er vred, fordi du nu igen kommer for sent uden at ringe besked. Jeg bliver nervøs for, hvad der er sket og føler mig helt afmægtig. Jeg vil gerne have, at du overholder aftalen med at ringe, hvis du bliver mere end X minutter forsinket.”
  • ”Jeg er vred på dig, fordi du ikke har afleveret det input, som du har lovet i en uge. Jeg har selv en deadline at overholde, og jeg kan ikke komme videre med opgaven, før du afleverer. Jeg vil gerne have materialet senest i morgen.”

Det kan lykkes – også på en dårlig dag

Selv med øvelse kan det være svært udtrykke sin vrede tydeligt og klart, hvis aggressionen suser rundt i kroppen. Lad os sige, at du har en rigtig dårlig dag. Du har flere forgæves rykket en kollega for noget feedback. Din leder er irriteret, fordi han skal bruge den opgave, som du ikke kan gøre færdig uden kollegaens input. Du er stresset, vred og irriteret. Og tager du fat i din kollega lige nu, bliver samtalen næppe konstruktiv – det bliver snarere et angreb, fordi det er vreden, der styrer dig. Du blander de tre trin sammen og råber, vrisser eller bliver sarkastisk, og kollegaen vil selvfølgelig forsvare sig. Hun lukker simpelthen af og hører ikke hverken dit budskab eller at du egentlig råber på hjælp.

Og nej, du har helt ret: det er ikke nemt. Men det var din første køretime heller ikke: Træd på speederen, drej på rattet og se over venstre skulder, mens du passer på cyklister og lyskurve. Gisp. Men fik du det lært? Selvfølgelig, selvom du troede det helt umuligt.

Øvelse gør som bekendt mester.

Misundelsens monster

En kvinde opdager, at hendes spritnye bil er ridset med en nøgle langs hele venstre side. En mand har lavet en fantastisk kundepræsentation, og på vejen hjem er hans kollega tavs og fjern. Eleverne på bageste række gør højlydt nar af ”hjernerne”, der sidder oppe foran katederet og følger interesseret med. Hvad er det, der sker? Det er en af de syv dødssynder, der er på spil: misundelsens grønne monster.

Dorte har et problem. Fra barnsben har hun været overvægtig, og som ung blev hun efter to fødsler rent ud sagt fed. Hun er blevet mobbet, holdt udenfor, gjort nar af og råbt efter på gaden. I puberteten tog vægtproblemerne for alvor fart, fordi ingen rigtig gad hende som veninde.

”Min bedste veninde var bagerdamen nede på hjørnet,” fortæller hun. ”Hun var selv kæmpestor og fortrak aldrig en mine, når jeg købte fire romkugler ad gangen. Og det nærmeste jeg kom det andet køn var en af min storebrors kammerater, der gerne ville have mig på skødet. Først mange år efter forstod jeg, at han kun var interesseret i at mærke min røv og prøve at tage lidt på mig.” Hun smiler genert, mens hun fortæller. ”Da jeg blev gift, var det med en fyr fra en af de cirka totusind slankeklubber, jeg har været medlem af. Der fik jeg også veninder. Vi havde det sjovt, selvom vi ikke tabte os: spiste salat og drak vand sammen, før vi kastede os ud i orgier af flæskesvær, fritter og fadøl.” Nu ler hun højt.

Dorte er en slank, trimmet kvinde med tætsiddende bluse og lavtaljede jeans. Hun har tabt over 40 kilo, og hendes hud er fin og stram. Hun har netop løbet sin første halvmaraton, og hun strutter af sundhed. Men hvad er problemet så?

”Jeg er lige så ensom som dengang. Min mand vil nærmest ikke røre mig, og mine to bedste veninder har lukket mig ude. Jeg elsker mit spejlbillede, men hvis dét her er prisen – så vil jeg hellere være den gamle Dorte Dobbelthage. Og jeg kan heller ikke rigtig finde ud af at være slank. Jeg føler mig forkert, og min familie siger også hele tiden, at nu skal jeg jo passe på, at jeg ikke bliver for tynd. Selv min mor, der har plaget mig gennem hele mit liv for at tabe mig. Hvorfor er de sådan?” Og nu har Dorte blanke øjne.

Som uddannet korrespondent fik Alice for tyve år siden et sekretærjob, hvor hun skulle kvalitetssikre firmaets engelske korrespondance, men idag svarer hun mest telefoner, laver kaffe, kopierer og går til hånde. ”Alle kan jo engelsk efterhånden – og programmerne har stavekontrol,” siger  konsulenterne og chefen. ”Det skal du ikke bruge tid på.”

Men deres mails, rapporter og breve er propfyldte med fejl, og det kan Alice se – især efter at hun efteruddannede sig i erhvervssprog på Handelshøjskolen. Når hun stilfærdigt og diplomatisk påpeger, at de sproglige fejl i præsentationer og rapporter kan give et dårligt indtryk af firmaet, får hun fornærmede miner – og da hun i en kontrakt fandt oversættelsesfejl, der rent faktisk kunne koste virksomheden et millionbeløb, blev validiteten af hendes uddannelse draget i tvivl: var den nu virkelig så god? En dag overhørte hun, at en af hendes sekretærkolleger kaldte hende ’hovski-snovski’, og hun synes også, at det er påfaldende så tit hun spiser frokost alene. Hun fortryder halvvejs, at hun tog den uddannelse som hun var så stolt over at have gennemført.

Bente bestod Flinkeskoleeksamen med flyvende faner og udmærkelse. I mange år har hun altid sagt ja, stillet op og sat sig selv til side for kolleger, veninder, familie og børnene. En dag brød hun pludselig sammen, og hendes læge sagde at hun havde alt for højt blodtryk og var superstresset. Alle var oprørte og bekymrede for hende, da hun blev sygemeldt på ubestemt tid, og venner, familie og kolleger rådede hende til at blive bedre til at sige fra. Så Bente tog et kursus i assertion – og da hun var frisk igen, begyndte hun at bruge hvad hun havde lært.

”Hvor er du blevet sart,” sagde en kollega, første gang Bente sagde fra. ”Vi andre må da tage den ene ekstratjans efter den anden!” Da hun takkede nej til at passe sin datters to blebørn tredje lørdag i træk, blev datteren fornærmet: ”Du er da en mærkelig mormor! Du er blevet så egoistisk!” Bente blev ked af det og tog både overarbejdet og børnene. Blodtrykket på vej op igen, og Bente ærgrer sig over at have brugt penge på assertionskurset. For at sige automatisk ja er meget sværere for hende nu.

Hvad sker der?

Du kan kun ændre dig selv, ikke andre, siger man. Og det er også rigtigt. Men når du gør noget anderledes, reagerer omgivelserne også på en ny måde. Og dermed har du indirekte ændret andre. Mange mennesker elsker udvikling og hader forandring, og når Dorte, Alice og Bente pludselig udvikler nye kompetencer, føler omgivelserne sig instinktivt truet. Nogle formår at glæde sig på deres vegne, men for andre handler oplevelsen kun om dem selv. De bliver misundelige.

Misundelsens monster

Misundelse udspringer af ønsket om selv at eje eller være noget en anden har eller er, og den umiddelbare drift er at genoprette balancen mellem at have og ikke have ved at ødelægge eller nedgøre det, man eftertragter. Lykkes det, er der jo ikke længere grund til misundelse. Følelsen har rod i oplevelsen af ikke at kunne måle sig med den misundelsesværdige: Dorte ikke længere tyk som veninderne. Alice er klart dygtigere til engelsk end kollegerne, og desuden har hun nu en højere uddannelse end mange af dem. Bente fik lært noget, mange andre ikke magter: at sige nej.

Den misundelige kan ikke glæde sig på andres vegne og heller ikke tage imod, fordi begge dele jo ville være en erkendelse af, at en anden enten har mere end en selv eller er mere generøs. Man kan kun give med glæde, hvis man kan modtage med glæde. isundelse er med andre ord en følelse, som de fleste vil benægte at have. For kan man overhovedet være et godt og ordentligt menneske, hvis man føler misundelse?

Kuren imod misundelse

For Dorte, Alice og Bente kan presset fra de andre og følelsen af forkerthed og ensomhed betyde, at de føler sig fristet til at falde tilbage til deres gamle roller. Men selvom de gør, vil de ikke kunne kurere andres misundelse – højst dysse den til ro, indtil den springer frem igen.

Sådan tackler du misundelse

1. Hold fast i dig selv. Den forandring, du har skabt, er din  og din alene. Du har skabt den, fordi du ønskede den – og måske er det første gang i dit liv, at du virkelig for alvor har gjort noget for dig selv. Det alle lov til. Også du. Mind dig selv om det, når du kommer i tvivl.

2. Se konsekvenserne i øjnene. Alting har sin pris, også forandring. Når du skaber en forandring ved dig selv, påvirker det hele dig. Måske betyder ændringen, at en veninde eller en kollega vil lægge dig på is – måske opdager du selv, at du er vokset fra dem. Det er ingen katastrofe. Dem, du elsker og som oprigtigt elsker dig går ingen steder, selvom de måske lige skal vænne sig til det nye.

3. Husk, at alle mennesker har en drivkraft. Der er altid en grund til det, som mennesker gør. Måske kender vi den ikke selv, men den er der – og hvis nogen nedgør din forandring, så prøv finde drivkraften ved at se ind bag ved hvad der bliver sagt. Kan det være jalousi eller misundelse? Alle mennesker har følelser, også de ’grimme’, som vi helst ikke vil stå ved. Men andres misundelse og jalousi er deres problem, ikke dit. I stedet for at blive bange eller vred, så prøv at være overbærende. Den der er jaloux eller misundelig, befinder sig i en pinefuld tilstand som kun hun selv kan gøre noget ved.

4. Se modstand som en kompliment. Andres misundelse er en indirekte anerkendelse af dig: at du er noget værd, at du har noget værdifuldt, at du kan noget. Se igennem misundelsen og glæd dig over, at du har begavet dig selv med noget, som er så dejligt.

5. Vær generøs. Kuren mod misundelse er generøsitet, og det kan et misundeligt menneske kun lære indefra. Men du kan stå imod andres misundelse ved at selv at være generøs – mod andre, og mod dig selv. Tillad dig selv at blive ked af det, når nogen langer ud efter dig. Og del det gerne med vedkommende: ”Jeg er glad for min forandring, men når du kritiserer mig og siger, at jeg er ved at blive for tynd / at min uddannelse ikke duer / at jeg er egoistisk, så bliver jeg ked af det. For jeg vil stadig gerne have dig som ven/veninde/mand/kollega”… fortsæt selv.

Depression eller deprimeret?

Er du trist? Ked af det? Eller deprimeret?

Deprimeret.

Det er et velkendt ord, og nogle bruger det i utide, mens andre ikke søger hjælp, selvom der er brug for det. Der går en utydelig grænse mellem at være ked af det, halvtrist og deprimeret. Og er man deprimeret, findes der også både let, middel og svær depression. Hvordan det forholder sig, afgøres bedst af en professionel.

Mange af os er vældig gode til at tage andre menneskers sorger og problemer alvorligt – og mindre gode til at respektere vores egne. Vi har en tilbøjelighed til at skælde ud på os selv i stedet for at lytte til os selv. “Jeg skal bare tage mig lidt sammen” eller “Det er også bare mig, der er et pjok” osv. osv. “Det går nok snart væk” eller “Der er nok alligevel ikke noget, der hjælper”. Der er masser af måder at overse sig selv på!
det er naturligt at være ked af det indimellem

Det hører med til livet at føle sig trist fra tid til anden. At have en “grå dag” kan godt betyde, at du er i en depressiv tilstand den dag – og det er ikke det samme som at lide af en depression. Men hvis du oplever, at du dagligt må undertrykke, fortrænge eller kæmpe med din ked-af-det-hed, så har du måske brug for hjælp. Triste følelser forsvinder ikke, blot fordi de undertrykkes. De popper op ligesom de buler der bliver når du trykker på en ballon. De vil ud, have luft og slippes fri, så de kan opløses og forsvinde.
let depression

En let depression betyder, at du godt kan fungere i din dagligdag – du fungerer bare ikke optimalt. Man kan godt komme i tvivl om, hvorvidt det er en tilstand der kan eller skal gøres noget ved, fordi de lettere stadier mange gange godt kan ignoreres. Den let deprimerede kender de sorte huller, som det gælder om ikke at falde i – for så er opleves det meget svært at komme op igen. Det bliver enormt vigtigt at undgå de triste følelser for ikke at hænge fast i dem. De undertrykkes eller fejes af, hver gang de stikker næsen frem.
middelsvær eller svær depression

Ved en egentlig depression er tristheden ude af proportion med eventuelle ydre årsager. Depression kan godt vise sig som en følelse af at være ked af det eller ligefrem at gå i sort – men sorg er ikke altid den dominerende følelse hos en depressiv person. Depressionen kan også opleves som følelsesmæssig ligegyldighed, tomhed, eller måske endda en total mangel på følelser. Den deprimerede kan opleve at mangle i evnen til at føle glæde over noget som helst. Depression kan variere i omfang fra kortvarig og mild til langvarig og meget alvorlig, endda livstruende.
er du i tvivl? test, om du har en depression

Denne test er ikke fyldestgørende. Den kan slet ikke erstatte en samtale med hverken læge, psykolog, psykoterapeut eller en fortrolig – men den kan måske give dig et fingerpeg om dit problem er noget, du kan forvente vil forsvinde “af sig selv” eller om du har brug for professionel hjælp og støtte for en tid.

Test dig selv her.

Skam i samfundsperspektiv

Fra kollektiv skam til individuel skamløshed

Sociologer, samtidshistorikere og fremtidsforskere beskæftiger sig stadigt mere intenst med det individualiserede / navlepillende / skamløse / narcissistiske samfund, og hele bølgen af selvpsykologi, selvhjælp, selvrealisering og optagethed af identitet, selvværd osv. som er skyllet ind over os gennem de sidste dekader har forstærket tendensen til individualisering.

Samtidig er tidligere tiders autoriteter devalueret (eks. Gud, Konge og Fædreland), og i stedet for at opleve samfundet som en samling af individer, der hver især bidrager til samfundets bedste, er billedet vendt: samfundet betragtes som en kilde til at højne individets livskvalitet og som ansvarshavende for den enkeltes velfærd.

Det er en ganske ny tendens. Eksempelvis nægtede forfatterens mor­far (f. 1898) stædigt at mod­tage folkepension, da han i 1965 fyldte 67. Han var metalarbejder og havde hele sit voksne liv boet i den snævre, mørke toværelses på Amager, hvor han forsørgede kone og tre børn. Han var arbejder med hud og hår, satte en ære i at klare sig selv og oplevede det skamfuldt at spise af hånden, som han kaldte de offentlige ydelser. Ved hans død i 1979 stod der over 70.000 pensionskroner på hans bankbog (svarende til ca. 225.000 kr) som han stædigt havde nægtet at bruge. Den indstilling eksisterer næppe i dag, kun en menneskealder senere.

De værdi- og adfærdsnormer, der gjaldt i tidligere generationers kollektivt orienterede samfund, er nem­lig vendt på hovedet flere gang alene gennem denne forfatters levetid. De fungerede som rammer for, hvad der var god tone og uskrevne regelsæt for, hvad man skulle, måtte og burde. Da forfatteren eksempelvis var ung folkeskolelærer i sen-halv­fjerd­serne, var det skamfuldt at bruge mascara, iføre sig bh og ønske sig at gå hjem­me med sin nyfødte længere end de 14 ugers barselsorlov. Kvinder måtte hverken være seksual­objekter eller ”holdte kvinder” – de skulle realisere sig selv og kun­ne selv. I dag (2014) er det nærmest skamfuldt at ønske sig ud på arbejdsmarkedet, når man har et barn i vuggestue.

Ægteskab og monogame parforhold blev så godt som afskaffet (i hvert fald i de såkaldt ”frie”, venstredrejede kredse), og jalousi og troskab blev i 1970’­erne anset for at være småligt og ukærligt. En grel modsætning til nu, hvor kernefamilien er i højsædet, og utroskab sætter nationale klenodier som sportsstjerne, præsidentkandidater og kongelige i gabestok. Men ligesom skammen formentlig lå til grund for de bornerte halvtredsere, var 70’ernes demonstrative seksuelle frigjorthed i måske virkeligheden et udtryk for skam, som fik formen skamløshed. En byrde var det i hvert fald for de fleste af os.

Når normerne skifter, forsvinder skammen så?

Nej. Vi skammer os muligvis over andre ting, men skammen eksisterer stadig i bedste velgående. Den post-moderne selvrealisering er i hvert fald uforenelig med det kollektive koncept i en tid, hvor vi både kan og forventes selv at beslutte, hvilke normer vi vil respektere, og hvor kravene om succes og præstation øges i takt med en stigende strøm af information, teknologi og globalitet. Alt er muligt, mønsterbryderne hyldes, og i dag ligger det skamfulde i at være utro imod sig selv, dvs. ikke at være autentisk, ikke leve i nuet. Nutidsmennesket skammer sig over ikke at realisere sig selv. Især, da grænser er brudt ned, glaslofter er sprængt og vidensamfundet har muliggjort valg som aldrig før.

Det er med andre ord blevet skamfuldt ikke at være lykkelig, skamfuldt at være afhængig af noget eller nogen. Kravene om selv­rea­lise­ring kan tolkes som et opgør med historiens kollektivisme og indbyrdes afhængighed. Men for at realisere sig selv må man være selvbevidst, have kontakt med sig selv og kunne handle i overensstemmelse med egne værdier og følelser, og det kan man jo netop ikke, hvis man skammer sig.

Skammen i kultursociologisk optik

Den amerikanske kultursociolog Christopher Lasch ser da også skammen som en betydningsfuld faktor for en civilisations sammenhængskraft og mener, at skammen omtrent er udraderet i det moderne samfund, og at fraværet af den kollektive skam og de deraf følgende kollektive normer betyder, at samfundet fragmenteres. Tidens idealer er individuelle, uklare og umålbare, og derfor bliver det svært eller umuligt at sætte mål, forfølge dem og vide, hvornår de er nået. Kan det ikke altid gøres lidt bedre?

Den britiske sociolog Anthony Giddens beskriver det moderne individ som et selvrefleksivt væsen og mener, at vi hver især til stadighed må tage aktivt stilling til vores identitetsskabelse: hvem vi vil være, hvad vi vil vælge og hvad vi så vil gøre. Iflg. Giddens er disse reflek­­tioner i vores kultur en nødvendighed, fordi vi ikke længere praktiserer de overgangsriter, som tidligere generationer opretholdt. F.eks. havde konfirmationens markering af overgangen fra barn til voksen rent faktisk et konkret indhold.

I forfatterens skoletid var 7. klasse sidste skoleår for næsten halvdelen af årgangen, som efter konfirmationen forlod skolen for at komme i lære eller bare ud for at arbejde og bidrage til den hjemlige økonomi. Vores kultur benytter ikke længere disse overgangsritualer, og vi er i højere grad herrer i eget liv. Facit er så at sige forsvundet, fordi mønstre og forventninger er så individuelle.

Risikoen for at fejle og for at være utilstrækkelig er altså øget, men det er skamrisikoen dermed også. Alligevel er menneskets iboende trang til autonomi og uafhængighed mere fremherskende end nogen sinde før. Og kravene om selvstændighed og autonomi er paradoksalt nok grobund for grandiositet og urealistiske forventninger.

SKAMLØSHED

Livet er værdi-nivelleret, og at tilfredsstille alle lystimpulser skaber/kræver kynisme. Men den skamløse kyniker er fomentlig engang selv blevet skamløst ydmyget, og derfor føler han skam over egen sårbarhed og må derfor gøre sig hård. Hans værn mod skammen bliver en stædig strategi præget af ufølsomhed, fordi han selv er krænket ufølsomt: Skammen skjules under skamløsheden. Omgivelserne lider under denne skamløshed – langt mere end den skamløse selv.

Den skamløse enmandshær

Men den skamløse stiller sig udenfor andres dom ved at stille sig uden for den sædvanlige værdiskala (normerne). Skamløsheden gør på denne måde den skamløse ensom. Mange gange oplever omgivelserne slet ikke sårbarheden, men ser sådan en person som ”stærk.” Ikke mindst fordi dette menneske nemt bliver en énmandshær – dvs. den, der ”siger fra”, ”råber op” og kritiserer, også på andres vegne. Men bage bag den stålhårde, arrogante eller afvisende, provokerende maske er den dominerende følelse skam og generthed.

Den skamløse familie

Uenighed, skuffelse, vrede, sorg osv. skjules bag en facade af enighed og klæbrigt sammenhold. Man anvender fx mad eller nøgenhed for at skabe en følelse af nærhed. Det er en grel modsætning til den følelses­mæssige distance.

Et barn, der tvinges af respektløse voksne til at tage del i deres skænderier, seksualitet, sladder, grådighed, falskhed osv. kan enten blive som dem (gå ind i flokken) eller lide skammen over at stå uden for (fjerne sig fra) flokken.

I den skamløse familie er følelser skamfulde og forbudte – især kærlighed og sorg. Når der savnes mulighed for privatliv og ensomhed, mangler betingelsen for udvikling af et indre liv.

I sin udvikling er barnet afhængigt af at kunne idealisere sine forældre og identificere sig med dem. Sker det ikke, oplever barnet 1) et smerteligt tab og 2) en hindring for vækst.

 

©Winnie Haarløv 

Skam er noget andet end skyld

Skammens stemmer

”Når kærlighed og respekt er en mangelvare, risikerer livsbesværlighederne at blive til skambesværligheder, som kan ende med at slå  knuder på et menneskes sjæl.”
– Terapeuten Göran Larsson i bogen ”Skamfilad” (Larsson, 2007).
 

SORG opstår hos den, der mister noget dyrebart; f.eks. en elsket person. Og den sorgramte kan forvente medfølelse og støtte til sin smerte i et vist omfang. Familie, venner, bekendte, kolleger udviser takt og medfølelse.

SKAM opstår hos den, der mister forbindelsen til omverden og sig selv; mister selve følelsen af at have lov at eksistere; at være værdifuld, betydningsfuld og elsket. Men den omsorg og forståelse, som sorgramte oftest får, gives ikke til den, der er ramt af skam – heller ikke, selvom skam måske er den allermest smertefulde følelse af alle. Tit er det, som om skam smitter; som om den vækker omgivelsernes skam. Man trækker sig fra den. Den skamramte efterlades alene eller isoleres.

  • Skam er relationel. Alligevel kan man skamme sig i enrum, fordi skammen handler om at se sig selv med andres øjne – det er mig, der ser mig, og altså er jeg i en relation til mig selv.
  • Skam er den megalomane ide om, at alle ser dig. I virkeligheden kan den skamfulde ikke udholde at se sig selv. Følelsen er, at skylden er din, og du ved ikke, hvad du kan gøre eller hvor den kommer fra.
  • Skam er følelsen af at være forkert, uværdig, betydningsløs, udstødt. At opleve sig selv sådan vækker også skam. Den, der bærer skam, bærer altså en dobbelt byrde:

1)       hun foragter sig selv og forventer derfor også kun andres foragt, og

2)       hun skammer sig derfor over at skamme sig.

For hvordan skal den skamramte overhovedet kunne tro på, at omgivelserne finder hende værdifuld? Hun skam­mer sig over sig selv. Og trækker sig væk for ikke at genere andre; for ikke at blive set. Det afspejler sig også sprogligt: Når skamfølelsen melder sig, ønsker man at skjule sig, gemme sig og ”synke i jorden.” Strategien er forståeligt nok tavshed.

Sund og usund skam

  • Sund skam er hensigtsmæssig, dvs. en naturlig, nødvendig og regulerende faktor. Den gode (uneu- rotiske) skam kan bruges til at skabe rum og grænser, dvs. til at beskytte individet mod uønskede afsløringer og holde det intime og private afgrænset. Skamfølelse kan danne base for diskretion, takt og respekt og på den måde medvirke til at gøre indvidet i stand til at navigere i skrevne og uskrevne sociale kodekser; knytte, beskytte og forstærke sociale relationer. Den sunde skam regulerer også den sunde narcissisme ved at medvirke til, at storhedsfantasierne ikke går over gevind.
  • Usund (neurotisk) skam og dens talrige og overraskende udtryk kan der ikke siges meget godt om. Den kan opleves destruktiv, smertefuld, neurotisk og usund, ja, næsten ubærlig, altfortærende, ødelæggende, lammende og aktiverer rædslen for at blive afsløret af omverden. Og en opvækst uden usund skam er næppe mulig.

Skammens rødder

Det er let at forstå skam som konsekvens af omgivelsernes krænkelser: overgreb, mobning osv. Det er måske knapt så indlysende, at skam kan grundlægges uden åbenbare krænkelser.

Nogle forskere mener, at evnen til at føle skam er medfødt og udvikles allerede fra spæd­barnets øjenkontakt med mor. Den nyfødte søger sin mors blik – men bryder moren kontakten før barnet er mæt af den, bliver resultatet oplevelsen af ikke at være set, at være udelukket, uelsket og forkastet. En skamfuld oplevelse. Sådan kan den spæde naturligvis ikke tænke, men skammen grundfæstes som en fornemmelse. Objektrelationsteorien beskriver, hvordan barnet i takt med sin udvikling gør forsøg på at løsrive sig og styrke sin autonomi, og hvordan det hele tiden er væsentligt at moren giver slip og frustrerer barnet i de rette, overkommelige doser. Sker dette ikke, styrkes den usunde, neurotiske skam.

Ingen forældre er perfekte; de begår den ene fejl efter den anden, og mange forældre er tit både parate og gode til at tale med børnene om, at de er kede af, at de har begået fejl eller forløbet sig. Det er jo bedre end det modsatte, men hvis børn skal have en god opvækst, må de de skamfulde situationer og deres destruktive virkning minimeres mest muligt. Jo flere fornedrende, ydmygende elementer der opstår i relation til forældrene, jo mere sandsynligt er det, at der skabes et voldsomt, indre raseri i barnet. Denne vrede bliver liggende som en tikkende bombe, der er klar til at eksplodere senere i livet – eller bliver grundsten for udviklingen af depression.

Et barns normaludvikling afhænger af primærpersonernes evne til at se barnets behov og respondere empatisk på dem. Det er afgørende for grundlæggelse og udvikling af barnets evne til regulere selvfølelsen og kompetence til selvtrøst. Fravær, manglende respons og spejling vækker skam (over ikke at opleve sig betydningsfuld), og det er en særlig smertefuld skamoplevelse er at vise sin kærlighed – og møde afvisning. Her grundlægges forestillingen om at være forkert, betydningsløs og ikke værd at elske.

Det tidlige øjenmøde

I det tidligt udeblevne øjenmøde grundlægges et livslangt selvhad. Hos den, der tidligt har følt sig uelsket, ikke set eller hørt og dermed værdiløs, findes en grundlæggende mistillid til omverden, som nemt giver anledning til angst i bedømmelsessituationer. Og det, som skal bedømmes er på det ubevidste plan netop det, som det oprindelige traume handler om. Bliver min kærlighed, mit indre barn eller mit sande selv taget imod eller afvist? Er jeg værd at elske, eller er jeg skammeligt værdiløs?

I tv-pro­gram­met Er du mors lille dreng (TV2, 1998) ser vi, hvordan den nyfødte Jørn i løbet af sine første tre leveuger (hos forældre, der lever i et destruktivt forhold med misbrug og utroskab) ikke bliver mødt og oplever så meget kaos, at han lukker af for omverdenen. Drengen anbringes hos plejeforældre, der ti år senere (2011) kan fortælle, at han tydeligt har taget emotionel skade af sine tre første, kaotiske leveuger og den manglende respons.

Når barnet opdager sit eget spejlbillede og forstår, at det kan iagttage sig selv, udvides dets perspektiv: ”Jeg ser mig selv, og jeg ved, at det er mig, der ser mig selv.” Skammen kommer for alvor i spil, når barnet bevidstgøres om, at også omgivelserne iagttager det. Søren Kierkegaard kaldte det at blive udvortes.

Skamfølelsen inkorporeres altså for det første som en slags myndighed, som holder os i skak, selv når ingen andre end os selv iagttager os. Og for det andet som en slags målestok, fordi mennesket som den eneste art formår at se sig selv med egne øjne (”udefra”) og derfor evaluere og devaluere sig selv.

Skammen grundlægges i de første 18 mdr.

Når barnets ekspressioner

a. ikke mødes af reaktion eller

b. mødes af pludselig afvisning

Eksempel: hvis barnet ikke mødes af mors blik, vil barnet skamme sig over sin fejlagtige forventning (om kærlighed / at blive set)

18-24 mdr: ”Skamkrisen”

Barnet genkender sit eget spejlbillede og bevidstgøres om sig selv og om, at andre iagttager mig. Det medfører

  • øget selvbevidsthd
  • sammenligning med andre
  • opdagelse af forskellige mellem sig selv og andre
24-36 mdr: Skamchokket

Barnet opdager derved sin egen lidenhed og uformå­en og får et chok, fordi det indtil da har været konge i sin egen verden (den sunde grandiositet), som mor og far har fokuseret på. Barnet har så at sige været solen, hvorom alting drejede sig.

Det barn, der har et virkelighedsnært billede af sig selv, oplever dette chok meget mindre.

Kærlighed og skam

Ud af den skuffede kærligheds tidlige oplevelser opstår der fremtidige hindringer for kærligheden til en partner. I ethvert kærlighedsforhold er der understrømme og regressive rørelser i de allertidligste længsler, skuffel­ser og afmagtsfølelser, som kommer op til overfladen.

Det kræver mod at elske, fordi det indebærer at udsætte sig for skammen (afvisning, tab). For den skambærende betyder det, at det er forbundet med stor fare og rædsel at vise sine følelser, dvs. blotte sin sårbarhed og afhængighed. Den skamramte vil derfor langt hen ad vejen skjule sine følelser eller være nølende med at vise dem.

Jo mere han unddrager den anden sin kærlighed, jo mere beskyttet er han – men til sidst er han så fuldstændig beskyttet, at han ikke længere er i kontakt med kærligheden. Han kan ikke længere elske.

At møde skam

Den, der søger terapi er tit skamfuld over at have et problem, over ”ikke at kunne klare det selv” og forventer tit at møde en ”ekspert.” Det ligger ikke i kontrakten, at terapeutens problemer, sår eller skam skal på banen. Terapeuten er, alt andet lige, autoriteten, fagpersonen, hjælperen, den ressourcestærke, den der er ovenpå. Forholdet mellem klient og terapeut er altså ikke ligestillet, selvom etikken foreskriver, at terapeuten altid betragter klienten som ligeværdig.

Den ulighed stiller krav til terapeutens blufærdighed og hendes egen sunde, påkrævede skamfølelse. I terapirummets intimitet må det personlige, dyrebare behandles med finfølelse, blufærdighed og takt, men samtidig må terapeuten også have mod, indlevelse og intuition til at opsøge klientens grænser og møde ham dér. Det er en krævende balancegang: den lidt for tilbageholdende terapeuts tavshed kan frustrere klienten, fordi denne selv mangler mod og ord, mens den lidt for aktive terapeut kan opleves som grænseoverskridende, bestemmende og påtrængende.

Tit må terapeuten introducere et sprog for skammen, og det kræver igen både tid, tillid og tålmodighed, taktfølelse, respekt og varsomhed. At dele sin skam er at blotte sit inderste, og det kræver tryghed og tiltro fra klienten om at blive rum­met og mødt og vove en forsigtig tro på, at han hos terapeuten hverken bliver svigtet eller forrådt. Det kan være en vanskelig udfordring, idet klienten i mange tilfælde sidder i stolen netop fordi vedkommende ikke har oplevet at blive mødt og rummet i tilstrækkelig grad førhen.

Skam i terapirummet

Dyb skam er grundlæggende og altid nærværende (om end den kan variere i styr­ke). Den kan komplicere den terapeutiske udvikling ganske meget, fordi den dybe skam udfordrer selve terapiens omdrejningspunkt: dialogen og tilliden til den anden. Den skamfulde ønsker jo (jvfr. ovenstående) dybest set at trække sig, at skjule sig, hvor den terapeutiske samtales grundide netop er at skabe kontakt og mødes, dvs. vise sig selv. Skam­men kan blive en sejlivet hindring for dette møde, og den skamfulde klient vil deflektere, afvise eller lukke af for terapeuten og foretrække at tale om, bagatellisere eller sludre.

For terapeuten kan det opleves meget frustrerende at blive afvist og distanceret, og det kan også ramme hendes faglige ambitioner og stolthed og ryste hende i troen på egne kompetencer, aktivere hendes røde knapper og friste hende til at gøre klientens arbejde.

Skam kan have mange andre adfærds- og følelsesudtryk – den kan maskeres (Wurmser, The Mask of Shame). Her er nogle eksempler, inspireret af Skårderud (Skammens stemmer, 2001):

  • Klienten foragter sårbarhed – især sin egen. Samtalen indledes tit med udsagn om, at ”man burde jo selv kunne finde ud af det,” ”jeg har egent­lig ikke nogen problemer, mit liv er jo godt / min barndom var god / der er så mange andre der har det værre” osv. Når de sårbare følelser på et tidspunkt kommer frem, bliver klienten vred eller flov over at sidde og ”tude.” Hvis jeg fra terapeutens stol foreslår ordet græde, fnyser klienten og gør, hvad hun kan for at beherske sig. Men skammen er tydelig: hun vrider sig i stolen, ser ud ad vinduet, gør sig lille eller ler højt, skifter fokus eller går på toilettet.
  • Klienten er ”dygtig.” Den velformulerede, ivrige klient ønsker at blive accepteret og tilpasse sig og stiller ingen kritiske spørgsmål eller krav til terapeuten. Hun har taget afgang fra Flinkeskolen med udmærkelse og er kompetent og præstationsorienteret. ”Jeg har alt, men jeg er ikke rigtig glad,” siger hun. Hendes relationer eksisterer på andres betingelser, for hun vil for alt i verden ikke være besværlig. Men under overfladen forsurer overbevisningen om at være u-elske­lig hendes livslyst, og hun søger terapi, fordi den ydre mest­ring ikke længere er nok. Hun er skamfuld, for hun ved jo, at hun bluffer, at hun er hul i ryggen som en elverpige. For hun er jo slet ikke så lykkelig, fremgangsrig og ridsefri, som omgivelserne tror.
    I terapien idylliserer hun opvæksten og passer på ikke at sige noget dårligt om mor og far. Typisk vil hun i hver session sige noget à la ”Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg er her – jeg har jo ingen rigtige problemer.”
    Det er heller ikke altid nemt at se, at den velfungerende klient faktisk har problemer. Hun har må­ske stor arbejdskapacitet, ansvarsfølelse, empatiske evner og omsorg for sine nære, men måske har hun ikke nogen særlig fornøjelse af det. Måske er alt dette snarere en slags ydelser, en præstation end det er et behov eller en lyst. Og spørger man hende, hvordan det ville være ikke at klare alt dette, så bliver hun helt paf, vred eller forarget. Alternativet er ikke-eksisterende. Som terapeut opdager man måske først, at advarselslampen blinker, når man bliver opmærksom på at man keder sig i hendes selskab. Så kan der være belæg for at undersøge, om overfladen skjuler skam, og om hun i virkeligheden ønsker, at du skal finde ned til den; at hun hos dig endelig kan blive sét, endelig kan blive rummet som det skrøbelige, følsomme væsen hun også er.
  • Klienten er forbeholden. Han taler tøvende, med mange forbehold og reservationer, med lav eller luftig stemme. Han nøler, er utilfreds og ufor­stå­ende over for sin egen handlingslammelse, og der skal ikke meget til, før han udebliver eller aflyser sessionerne. Han tør ikke åbne sig og finder det i øvrigt meningsløst og svært med alle terapeutens ”føle-spørgsmål.” Det er mere end vanskeligt at skabe kontakt. Han synes nemlig, at terapeuten kommer for tæt på, hvis kontakten endelig opstår, eller hvis han mærker noget i samværet. Så bliver han flov, føler sig gået for nær og lukker i.
    Det er en balancegang at møde klienten uden at give køb på sig selv. Som terapeut kan man være fristet til at ”gå hjernevejen”, fordi klienten typisk føler sig tilpas ved den distance, det kan give og derved virker til at åbne sig lidt. Det kan være vejen til at opbygge tillid, men det kan også blive en blindgyde.
  • Klienten er deprimeret. Depression kan have mange årsager og lige så mange forskellige udtryk. Hvis den er affødt af skyld eller sorg over et tab, vil klienten oftest selv villigt pege på dette som årsag. Men en klient, der ikke ved, hvorfor han er deprimeret, kan have dybe skamfølelser, lavt selvværd og opleve skam over, at han ikke er ”lykkedes”: at han ikke er den, han gerne vil være.
    Der skal tit mange, mange samtaler til, før klienten opdager, at han faktisk har noget at byde på. Det duer ikke at påpege det for ham – slet ikke. Han vil blot finde terapeuten dum, blind og nem at narre. Ligesom alle de andre, der modsiger ham og peger på, hvor meget han har nået og hvor succesfuld han udmærket kan være på mange områder. Han vil (stik imod terapeutens hensigt) føle sig ikke-set, ikke-mødt.
  • Klienten føler sig tom. Tomhed kan betyde, at klienten forsøger at værne sig imod sin skam ved at lukke af for sine følelser. Han oplever livet kedeligt, meningsløst, ligegyldigt eller ube­hageligt, og alligevel kan han have svært ved at sætte ord på. Spørgsmål som ”Hvad mærker du? Hvordan har du det?” vil opleves som umulige at besvare, og han vil primært søge at blive i sit hoved. At turde blive i tomheden (stilheden, meningsløsheden) sammen med klienten kan være en stor udfordring. Men tit vil det være en helt ny oplevelse for ham at være sammen med et menneske, der ikke forsøger at tage hans tomhed fra ham.
  • Klienten raser. Hos den narcissistisk sårede klient kan inferiøre ”kræn­kelser” som en ubetænksom medtrafikant eller en afbrydelse fra telefonen udløse ukontrolleret raseri. Skamfølelsen kan hidrøre fra oplevelsen af ikke at kunne leve op til (egne) forventninger eller fra en tidlig mangeltilstand (afvisning, krænkelse, nedgørelse, skuffelse osv.)
  • Klienten er misundelig. Skammen vågner, når klienten oplever sig mislykket, mens ”alle de andre” har succes og held. Følelsen af fiasko gøder den smertefulde forkerthedsfølelse og den medfølgende oplevelse af at være uværdig, uelskelig og betydningsløs. Forsvaret er misundelse, som dels letter ved at lægge årsagen til miséren uden for klienten selv og dels berettiger vreden over den. Denne klient bærer dobbeltskam: udover sin dybe skam er der også skammen over at mærke tabufølelser som misundelse, der jo ikke er god tone i det omgivende samfund.
  • Klienten er fuld af foragt, sarkastisk og nedgørende. Egen succes er godt, men andres fiasko er heller ikke at foragte. Den skamfulde kan skaffe sig lidt lettelse ved at nedgøre andre og projicerer derfor egne egne følelser af fiasko og uduelighed på de andre. Tit får terapeuten også en tur i centrifugen. Terapeuten skal have godt styr på sine egen skamfølelser og eventuelle narcissisme for at modstå den slags angreb og ikke falde i fælden med at forsvare eller retfærdiggøre sig, blive vred, såret eller tage det med sig hjem.
  • Klienten er grandios. Det helt klassiske forsvar mod skam er grandiositet og at tilstræbe en fremtoning som uafhængig og ikke-skrøbelig eller sårbar. Her vidner arrogance, hovmod og bedreviden oftest om dytbliggende skam: jo mere udpræget grandiositet, jo dybere skam. Det er interessant at se en grandios klients reaktion på en ydmyg terapeut, der hverken praler eller beundrer ham.
  • Klienten er skamløs. Skamløshed er næsten uafvigeligt tegn på stærk skam, typisk benægtet eller fortrængt. Misbrug af stoffer, alkohol, sex, shop­ping, selvskade eller spiseforstyrrelser (måske især bulimi) er alt sammen fornedrende handlinger der bruges som forsvar mod skammen. Klientens trods i handlingerne bringer kun kortvarig lettelse, og bagefter er der mere at skamme sig over; mere, der må skjules. Skamløsheden bliver en hindring for kontakt og dialog; en slags ond skamcirkel.

Skammens emotionelle udtryk

SORG. Dyb skam er fuld af hån og selvbebrejdelser og umuliggør, at klienten kan modtage eller give sig selv forståelse og indsigt. Skammen er typisk resultatet af mangelfuld respons og accept fra opvækstens primærpersoner. Der er god grund for klienten til at sørge over det, han ikke fik (eller over de krænkelser, han måtte gennemgå), og sorgen herover er begyndelsen på en ændring.
Den terapeutiske dialog kan øge klientens forståelse for at være en del af en sammenhæng og af, at han (som enhver anden) bliver til som et jeg i relationen til sig selv og andre. Den indsigt kan bidrage til klientens større generøsitet overfor sig selv og øget forståelse for de betydningsfulde andres (manglende) bidrag. Og dermed åbne op for sorgen.

VREDE. ”Det er altsammen min skyld. Jeg er selv ude om det.” Den negative grandiositet implicerer en heftig nedvurdering af klientens betydningsfulde andre; en slags foragt, der forstærker selvforagten og det urealistiske virkelighedssyn. Sommetider kan det vække klientens nysgerrighed og åbenhed at påpege, at han slet ikke er magtesløs (som han føler sig) – men tværtimod uendelig magtfuld, hvis han virkelig er skyld i alting.
Hvis klienten er villig til at overveje et mere nuanceret syn på forholdet mellem ham selv og omverden, kan hans vrede mod omverden vækkes. Og det kan være meget produktivt at placere vreden der, hvor den hører hjemme – som en mindre fortvivlet, mere virkelighedsnær modvægt til det destruktive skamraseri.

RASERI. Skammens raseri er en uundgåelig følge af ikke at blive sét. Hverken barn eller forælder forstår, at det er omverdenens krænkende reaktion, der vækker raseriet, så barnets naturlige reaktion på kærnkelsen opfattes af barnet som ”jeg er forkert, jeg fortjener straf, jeg er ond” osv.

FORAGT.  Skammen er i bund og grund en uudholdelig følelse, men når den projiceres over på den foragtede, befrier man sig selv for den. At undlade at stille krav til et barn kan være mindst lige så krænkende som at stille for store krav. Det respektløst behandlede barn vil med alle midler søge at skjule sine følelser og sin sårbarhed over for kræn­kerne. Barnet tager afstand, forkaster, afviser, ignorerer eller fremprovokerer skamvækkende situationer.

SKYLD.  At bevæge sig fra at være forkert til at have handlet forkert kan være startskuddet til en forskydning fra en dominerende negativ selvoplevelse, præget af skam, til skylden for noget afgrænset.
Skyld drejer sig om en handling, der har påført andre skade. Skyld kan medføre straf; der kan gøres bod for den, og den kan i visse tilfælde gøres god igen, dvs. at tilgivelse kan frigøre fra skyld.
Skam
drejer sig om fejl, svaghed eller brist ved selvet, er langt mere diffus og kræver forvandling i form af selvaccept for at heles.

Arbejdet kan bestå af omvurdering af de værdier og idealer, som kan skabe retning og handlekraft. Værdierne må være klientens egne og ikke introjicerede, ligesom idea­ler må være selvvalgte, fleksible og realistiske. Man kan vælge at se graden af fleksibilitet versus rigiditet i forhold til idealer som et udtryk for mental sundhed. For i selvaccepten ligger selvkærligheden.

GENERTHED.  Et menneske, der kæmpler med dette kompleks af sårbarhed, der må skjules og den ensomhed, der følger med at være en énmandskriger, bruger typisk raseri, foragt, misundelse som elementer i værnet mod skam.

FIASKO. Klienter, der har været uheldige i kærlighed, økono­mi eller valg i livet, og som billedlig talt har lukket døren til tilværelsen for at undgå flere fiaskoer og sår må præstere stort mod for at lukke døren op igen og vove sig ud på slagmarken, hvor han hidtil har lidt nederlag og skam. Dét mod vokser med stigende tillid til terapeuten. At søge terapeutisk heling af skam betyder, at terapeut og klient sammen udbygger, udvikler og afstiver deres interper­sonelle felt, så det bliver stadig mere bæredygtigt og i stand til både at rumme skam­men og inspirere modet til at gøre op med skammen ved at dele den med en Anden.

Skam, som bliver italesat, delt og mødt med den terapeutiske eros (Yalom), kan blive lettere for klienten at bære. Men der kræves også respons og accept fra terapeuten (= som substitution for fortidens betydningsfulde andre). Og accepten skal ikke bare italesættes; den skal erfares, tages ind og integreres. Alligevel lader dyb skam sig kun vanskeligt hele (hvis overhovedet).

MISUNDELSE.  Barnets skabende evne kan for en forælder være uudholdelig, hvis den rokker ved den skrøbelige balance mellem hendes problematiske selvfølelse og hendes selvforagt. Dette vækker hendes raseri, som fører til sjælemord på barnet: hun latterliggør, bagatellisererog nedgør barnet, vækker derved dets skamfølelse og hæmmer dets skabende kraft.
Det kan være svært for dem, som aldrig har oplevet manglende moderkærlighed, at forstå den smerte, panik og sårbarhed som lurer om hjørnet for den, som aldrig har fået moderkærlighedens gudegave.

SKAM OG NARCISSISME

Skam og narcissisme er tæt forbundne. Man kan spørge, om narcissisme ikke er sårbarhed minus skam? Men man kan også sige, at skamfølelser begrænser de groveste selvhævdningsformer, og at skam kan være en hindring for narcissisme. At skamme sig er at opleve sig selv negativt, dvs. man kan ikke lide sig selv

  • Sund narcissisme: at opleve sig selv positivt, dvs. man kan lide eller bundrer sig selv. Sund narcissisme er selvkærlighed, dvs. en kærlighed, som er rettet mod det indre selvbillede.
  • Patologisk narcissisme: Overdrives denne eller bliver til ekstrem selvovervurdering opstår den patologiske narcissisme, der fører til skamløshed. Patologisk narcissisme koster evnen til at elske andre.

Den overdrevne selvovervurdering står i skærende kontrast til det umættelige behov for at blive værdsat af andre.

Den underdrevne selvvurdering fører til depression og følelsen af at være lammet af skam.

Sund narcissisme er altså en balance mellem overdreven og underdreven selvvurdering. Denne balance forudsætter skam. Den sunde skam hjælper til at udstikke afstanden mellem selv og andre, fordi man uden skam risikerer at udlevere for meget af sig selv og derved blive sårbar. Dette vækker det narcissistiske raseri som forsvar for sårbarheden – men det ødelægger relationen. Skammen forhindrer overdreven selvudlevering, som ellers ville udløse dette raseri.

Skamløs udleven vs. skamparalysering er et polaritetspar, som skyldes manglende kærlighed. Balancens kvalitet afhænger af, om barnets gode erfaringer overskygger eller overskygges af de dårlige.

  • Den skamløse narcissisme vækker smerte hos andre
  • Den skamfulde narcissisme vækker smerte hos individet. Og kan bevæge til forandring. Det er positivt.
Grandiositet

Skammen besejres ved at ignorere eller deflektere andres negative reaktioner. Udtrykkene kan være

  • svækket empati
  • svækket virkelighedskontakt
  • mangelfuldt overjeg (samvittighed)
Ikke-grandiositet

Skammen kan bekæmpes ved ikke at være sig selv og hele tiden iagttage og være opmærksom på sig selv og sin utilstrækkelighed. Udtryk:

  • Svag selvfølelse
  • Stærk skamfølelse

Den ikke-grandiose skamfulde kan aldrig være i fred, ikke engang i sit eget selskab. Det skader forholdet til omverden i form af

  • mistro
  • mistillid
  • skepsis
  • angst

Den skamfulde lever med en skræmmende følelse af at stå udenfor og være anderledes og forkert, lige meget hvad hun gør.

 

©Winnie Haarløv