Undskyld er det nye sort

En af tidens megatrends er undskyldninger. Desværre af den forlorne slags, som i modsætning til de ægte bare er en slags høflighedsfraser, som afvæbner andre og faktisk er en fornærmelse. Alligevel griber undskylderiet uhæmmet om sig, godt suppleret af den allestedsnærværende politiske korrekthed. Kender du forskellen?

Undskyldemosteren

Som barn lærte du, at det er høfligt at sige undskyld. Så det praktiserer du selvfølgelig også som voksen. ”Ih, altså, undskyld! Jeg er bare så forvirret / stresset / hidsig osv.” smiler du, hver gang du kommer for sent. Eller når du vifter med en enkelt liter letmælk og springer over i supermarkedskøen – og igen, når du har hidset sig op foran ungerne, veninden eller kæresten.

Du er en Undskyldemoster. Du har ikke opdaget, at den slags undskyldninger er totalt uægte og derfor fuldstændig værdiløse og forstår ikke, at andre alligevel bliver sure, selvom du siger undskyld. Du ser ikke, at dine undskyldninger i virkeligheden er fornærmende, fordi de mest består af manipulation og undvigelsesmanøvrer.

En Undskyldemoster forventer automatisk syndsforladelse og nægter at tage konsekvensen af sine handlinger. Det underliggende budskab i den slags undskyldninger er nemlig: ”Når jeg siger undskyld, kan du ikke være bekendt at være vred på mig!” Faktisk kunne hun lige så godt sige: ”Jeg er komplet an­svarsløs, så jeg gider ikke gøre mig nogen som helst anstrengelser for din skyld. Men når jeg siger pænt undskyld og du bliver sur alligevel, så er det dig, der er dum, smålig og forkert!”

Magt eller mode

Undskyldninger er mere trendy end nogensinde – også de offentlige, som giver undskylderen en voldsom magt. Når en en fremstående person siger offentligt undskyld, bliver vi lange i spyttet, for kan man tillade sig at være vred på nogen, der angrer deres fejl? Når skatteministeren bliver sendt i byen med en offentlig undskyldning for, at regeringschefen og syv andre højtstående personer drønede igennem en lille nordsjællandsk by med fartovertrædelser, der ville have skaffet almindelige mennesker bøde, fængsel eller tre klip i kortet – skal man så afvæbne sin irritation over, at landets øverste bryder de love, de selv vedtager?

Og hvad med alle de politisk korrekte undskyldninger, der kræves her og der: Skal Danmark undskylde slavehandlen i 1700-tallet, som en delegation fra Jomfruøerne i april kom til Danmark for at diskutere? Skal vi så også undskylde for vikingernes voldtægter, plateauskoene, burhønsene og århus-vittighederne? Hvor går grænsen? Og er der forskel på ægte og forlorne undskyldning?

Glasbjerg og gummisko

”Jeg har virkelig svært ved at sige rigtigt undskyld,” siger Lene, en voksen kvinde fra min konsultation. ”Jeg kan simpelthen ikke. Heller ikke, selvom jeg udmærket ved, at jeg har dummet mig. Undskyld­ninger får mig til at føle mig taberagtig – og jeg hader nederlag. Jeg føler mig en halv meter høj: svag, utroværdig og ynkelig. Det er simpelthen så pinligt at sige undskyld. Men det er sgu osse flovt, at jeg ikke kan finde ud af det!” På mit spørgsmål om, hvad hun så gør, indrømmer hun: ”Jeg lader som ingenting. Eller jeg prøver at overbevise andre om, at jeg har ret, eller at det var deres skyld. For hvad nu, hvis jeg bliver helt til grin – eller hvis folk ikke gider mig, når jeg kan være så dum?”

Frygten for at blive afvist eller ’til grin’ gør undskyldningen til et glasbjerg, der skal bestiges iført gummisko. At indrømme sine fejl gør Lene mindre værd i hendes egne øjne, og så tror hun, at det er sværere at holde af hende. For hende gælder det om ikke at blotte sine fejl, for som alle andre frygter hun dybest set at blive afvist, udstødt eller at miste sine tilhørsforhold.

Det paradoksale er, at Lene på den måde skruer sig selv længere og længere ned i indlandsisen. Andre opfatter hende let som arrogant, hård, selvglad, ufølsom osv. – og det er jo slet ikke rigtigt! Det endnu mere paradoksale er næsten, at der er kæmpestore chancer for, at en ærligt ment undskyldning bliver godtaget. Og selvom det kan være svært at indrømme egne fejl og mangler, så er der faktisk flere fordele end ulemper ved det. Det ville uden tvivl øge Lenes selvrespekt, at hun turde stå ved sig selv og indrømme, at hun har trådt forkert. Det ville formentlig også skabe respekt hos modparten. Og respekt er en dialogåbner, der giver både Lene og modparten chancen for se hinanden i øjnene og komme videre. Hvorfor er det så svært?

De smertelige følelser

Lene er styret af skyld, når hun føler, at der er behov for en undskyldning og af skam, når hun vægrer sig ved at give den. Skam er den smertefulde følelse af at være forkert og ’ingenting værd’ som kan opstå, når man har dummet sig (og også, selvom man ikke har!). Det er forståeligt, at Lene hurtigst muligt skyder skylden på andre (anklager, bebrejdelser) eller forsøger at af-skylde sig med den forlorne undskyldnings forklaringer eller fraser.

Men når vi lige ser bort fra det kristne skyldbegreb, hvor alle mennesker er syndige, så kan noget kun være Lenes skyld, hvis hun kunne have handlet anderledes i en given situation. Hvis hun kommer for sent, fordi en væltet træstamme har blokeret kørebanen eller busserne helt uventet strejker, så behøver hun ikke at undskyld. Det er jo ikke hendes skyld. Men når hun vælger at stå for sent op, springe over i supermarkedskøen og råbe ad kæresten, er det hendes valg og hendes skyld. Hun vælger at gøre noget, som hun ved er forkert, og vil hun af med skyldfølelsen, så må hun tage ansvar for dét valg. Og give en ægte undskyldning til den, det gik ud over. Bagefter må hun så prøve at tilgive sig selv, at hun bar sig forkert ad.

Godt så – men hvad er en ægte undskyldning?

Den oprigtige undskyldning tager udgangspunkt i at du: 1) har skylden, dvs. har handlet forkert 2) indser det og tager ansvar for det og 3) ønsker tilgivelse. ’Undskyld mig’ betyder jo ’forlad mig min skyld.’

Når skamfølelsen hærger, er det tudesvært at se den anden i øjnene. Derfor foretrækker du måske at give undskyldningen i et brev, en e-mail eller en sms, og det er selvfølgelig bedre end ingenting. Men det allerbedste er at kvinde dig op og give undskyldningen ansigt til ansigt. Sørg for, at der er fred og uforstyrrethed, at I ikke bliver afbrudt af børn, chefer eller telefoner – og husk Kleenex! Rigtige undskyldninger rører tit ved de dybe følelser, så det er ikke usandsynligt, at I begge to vil blive bevæget. Eventuelt kan du i forvejen (telefonisk eller skriftligt) bede om modpartens opmærksomhed, f.eks. ”Jeg vil gerne tale uforstyrret med dig i to minutter. Kan du kl…/ sted…

Ligesom at handle i Fakta tager det nemlig ikke engang fem minutter at give en oprigtig undskyldning. Den skal ikke være en lang diskussion af, hvad du gjorde og hvorfor – den er kort, præcis og indeholder de nedenstående fem punkter, og når den er afleveret, kan mødet slutte. Du kan ikke forvente at blive tilgivet på stedet. Tilgivelse kan tage lang tid eller være umulig, og den er altid en gave. Og gaver har ingen som bekendt krav på.

Undskyldningens fem bud
  1. Vær seriøs. Giv kun undskyldninger, som du virkelig mener. Følelser siger mere end ord, og fordi kropssproget (holdning, mimik, gestus, toneleje osv.) udgør 93% af vores kommunikation, bliver din oprigtighed tydelig for modtageren – næsten uanset, hvordan ordene lyder. Hvor den uoprigtige undskyldning let kan blive en fornærmelse, så vil den oprigtige oftest blive modtaget, fordi den vil ramme modtageren på et dybere plan.
  2. Drop forklaringerne. Vent, til du har perspektiv på, hvad der egentlig skete – og drop så alle de forklaringer, der myldrer frem i dit hoved. Modparten vil opfatte dem som bortforklaringer – og hvis du er helt ærlig over for dig selv, så er de det tit også!
  3. Tag ansvar. Kommuniker klart, hvad din andel af miséren var og hvad dine følelser er omkring det skete. En undskyldning, som f.eks. . ”Jeg var ikke omhyggelig nok med… og jeg er virkelig ked af, at resultatet blev, at …” er langt mere virkningsfuld end ”Undskyld, at jeg rodede rundt i det.” “Det var min fejl. Jeg tager det fulde ansvar, og jeg beklager, at…” er langt bedre end f.eks. ”Jeg skulle ikke have sagt… men det var en hård dag, og jeg havde sygdom derhjemme.” Bortforklringer tager fokus fra undskyldningen og skader både din troværdighed og din undskyldnings oprigtighed.
  4. Fortæl evt., hvad du vil gøre anderledes. I nogle sammenhænge kan det være relevant at sige f.eks.: ”Jeg bar mig forkert ad, og det er jeg ked af. Jeg skulle ikke have sagt / gjort …, og jeg vil gøre mit bedste for at det ikke sker igen.” Men vær forsigtig! Det kan let komme til at lyde helligt eller forlorent, hvis du ikke er 100% oprigtig. Falske løfter er en fornærmelse, ikke en undskyldning.
  5. Forvent ikke tilgivelse. Tilgivelse er ingen rettighed, som du kan gøre krav på – den er altid en gave. På det menneskelige plan er det nærmeste, vi kommer tilgivelse nok det man kunne kalde ’selektiv hukommelse’: at vi kan komme videre ved at give hinanden ord på, at vi kan leve med det skete og måske glemme det. Forvent altså ikke, at du går fra ’undskyldningsmødet’ med fuld tilgivelse. Måske får du den aldrig!

©Winnie Haarløv 

Myter og fakta om vrede

På trods af at vrede er en af menneskets almindeligste følelser, er den måske også den mest misforståede. Igennem din opvækst og dit liv er du sikkert stødt på begge disse talemåder:

”Hvis nogen slår dig, så slå igen”

”Hvis nogen slår dig, så vend den anden kind til”

Det kan dårligt blive mere modsætningsfyldt. Men vrede er en kompleks følelse, og måske er det grunden til, at der er så mange fejlopfattelser af den.

Test: styrer du din vrede? Eller styrer den dig?

Her er nogle almindelig fejlopfattelser:

1: Al vrede er usund og destruktiv

Hvis en ven har forrådt dig, hvis nogen har angrebet dig, bestjålet dig eller hvis der er begået en åbenlys uretfærdighed imod dig (eller nogen, der betyder noget for dig), så er det klart, at du bliver vred. Biologisk får vreden gang i adrenalinen og driver dig frem mod handling.
På den anden side er de hysteriske anfald, som mange mennesker får over bagateller, både usunde og destruktive. At råbe uhæmmet af en medtrafikant, at blive s….sur over forkerte byttepenge eller at råbe-skælde ud over en for sent afleveret søndagsavis er almindelige eksempler. Den slags vrede kan have alvorlige, helbredsmæssige konsekvenser, og forskning viser, at usund, destruktive vrede provokerer hjertesygdomme i langt højere grad end både rygning, fedme og forhøjet blodtryk. Raserianfald er aldrig produktive. Tværtimod: udover sundhedsrisikoen nedsætter de omgivelsernes respekt for dig. Og påvirker din egen selvrespekt, hvilket måske næsten er det værste.

Tænk ærligt over din egen vredesadfærd.
Er du tilfreds med den?
Respekterer du dig selv, når du er vred – og bagefter?
Hvad kunne du evt. tænke dig at forandre på?
Kender du nogen, du kan bruge som forbillede?
2. Vrede er voldsom og ubehagelig

Vrede kan have mange styrkegrader, lige fra mild utilfredshed til voldsom vrede. Nogle mennesker har ikke noget sprog for disse forskellige følelser og betragter enhver oplevelse af fjendtlighed som en intens, voldsom krise – også selvom det drejer sig om en forbigående frustration. Sådanne mennesker skyer vreden og laver bjerge ud af muldvarpeskud på den måde, at de trækker sig fra enhver antydning af konflikt eller kritik og dermed gør det ret umuligt at få snakket ud om tingene. Det kan i sig selv være voldsomt vredesfremkaldende for omgivelserne, så de opnår faktisk det modsatte af, hvad de ønsker – nemlig at skabe intens irritation over deres konfliktskyhed og sårbarhed.

Tænk over, hvilke begreber du forbinder med vrede og hvilken styrke de forskellige har for dig. Lidt inspiration: Arrigskab, Bitterhed, Desperation, Forargelse, Forbitrelse, Fortørnelse, Gemenhed, Giftighed, Harme, Irritation, Misundelse, Ondskab, Oprørthed, Raseri, Skadefryd, Indignation, Gnavenhed, Ærgrelse, på kogepunktet.Hvilken/hvilke følelser oplever du oftest?
3. Vrede skal altid ud

Det er ikke nødvendigt at slippe vreden ud uden hæmninger. Det er langt bedre at slippe den ud på samme måde som damp fra en trykkoger: i kontrollerede, hensigtsmæssige portioner, der tager trykket og sikrer, at du netop ikke eksploderer.

Få vreden ud af kroppen, når du mærker, at trykket stiger. Løb, skrig i bilen, tramp i gulvet – men gør det i selskab med dig selv og ingen andre.
4: Vrede mennesker råber og skriger

Mange mennesker tror, at de holder deres vrede for sig selv. Men selvom de hverken råber, kaster med ting eller siger ”Jeg er vred på dig,” så er vreden tydelig. De surmuler, trækker sig, bliver negative eller afvisende, smækker med døre osv. Mennesker, der ikke er vant til eller ikke tør stå ved deres vrede, bliver sådan nogle lidt hverdags-negative nogen, som man opfatter som kantede eller bare generelt sure i betrækket. Man opfatter deres vrede uden altid at vide, hvad de er vrede over.

Møder du sådan et menneske, så sig rent ud hvordan det virker på dig – og spørg, om vedkommende ved, hvad han/hun er vred over. Spørg gerne, om det har noget med dig at gøre, og har det ikke det, så behøver du jo ikke at tage dig af det.
5: Ikke at vise vrede er et nederlag

At kontrollere vreden betyder heller ikke at skjule den. Det betyder, at du hindrer dig selv i at reagere som en tre-årig og gøre noget, som du senere vil fortyrde. Det indebærer, at du tager ansvar for din vrede og forsøger at berolige dig selv – ikke for at få vreden til at forsvinde, men for at få den ned på et niveau, hvor du kan udtrykke den direkte og konstruktivt. Hvis altså det er vigtigt nok – for det kan du også først vurdere, når du har fået kontrol overden. Det er i høj grad et spørgsmål om øvelse, og der findes mange, mange teknikker til at opnå denne kompetence.

Effektiv vredeskontrol betyder simpelthen at lære sig, hvordan du skelner mellem en situation, der er værd at vise vrede over – og en situation, hvor det er din indre, forkælede barn der får et raserianfald. Sådan en kontrol vil give dig et bedre, mere fortroligt og afslappet forhold både til din egen vrede og til andres, fordi det ikke længere vil true med at tage magten fra dig, når du bliver vred. Dit stressniveau vil falde, du vil opnå bedre forhandlingsresultater, og både din selvrespekt og respekten fra omgivelserne vil vokse.
©Winnie Haarløv  
Styrer du din vrede? Eller styrer den dig?

Den gode vrede – og den dårlige

”Din rapport er fuld af uklarheder,” siger Rikkes leder og smiler træt. ”Og så har du skrevet ordret af, hvad jeg sagde på mandagsmødet. Måske skal vi give opgaven til en anden – noget tyder på, at du er ved at køre sur i de rapporter.” Lederen smiler hurtigt, før han går.

Rikke spænder i hele kroppen for ikke at eksplodere. Mens uretfærdigheden svier i tårekanalerne, bobler raseriet i maven og får hende til at knytte hænder og krumme tæer. Hvad havde han regnet med? Rapporten er jo slet ikke færdig – han bad selv om en foreløbig kladde, gav en helt urimelig deadline og forlangte specifikt at blive citeret. Hun sender dræbende blikke efter ham og er mopset og nedtrykt resten af dagen.

Ved aftensmaden spørger Peter, hendes samlever, om hun har hentet hans rensetøj på vejen. Det har hun ikke. ”Jamen, du tilbød det jo selv,” siger han – og selvom han har fuldstændig ret, eksploderer Rikke. Hun kyler en grydeske efter katten, råber at det da for f$!@€$# i h#£$€ ikke er hendes opgave at opvarte ham, at hun er dødtræt af at blive kritiseret, og at det måske er på tide, at de tager en pause.

Om natten ligger hun og tænker på alt det, hun skulle have sagt i stedet for. Det ender med, at hun er mest gal på sig selv. ”Det er også mit temperament,” tænker hun. ”Gid jeg kunne lære at styre det.”

At forsvare sine grænser

Vrede er et signal om, at din grænse er overtrådt. Rikkes leder gør det ved at stille krav og give kritik, som hun synes er både urimelig og uretfærdig. Hun bliver vred, men hun forsvarer sig ikke. I stedet underkaster og behersker hun sig og håber, at vreden forsvinder. Det gør den bare ikke – den går ud over både Peter og over hende selv. Lederen, som vreden egentlig hører hjemme hos, er den eneste, der ikke mærker Rikkes vrede. Og det er ikke konstruktivt – hverken for Rikke, der bliver sur og indebrændt, eller for lederen, der jo ikke bliver klogere på, hvor hendes grænser går.

Hvis Rikke i stedet for at underkaste sig havde mindet lederen om, hvordan deres aftale om opgaven var, havde hun formentlig været langt mere tilfreds med sig selv. Og så var hun måske ikke blevet så rasende. Men hun turde ikke sige fra – og derfor kan hun ikke passe på sig selv over for den, som truer hendes grænser. Det skaber en ubevidst, dybtliggende angst, og det er den, der viser sig som Rikkes ”temperament” i form af hidsige vredesudbrud.

 

Vrede er sund og naturlig

Mange (kvinder) har svært ved at sige: ”Jeg er vred”. De siger hellere, at de er irriterede, frustrerede, ærgerlige eller sure. Vi er nemlig opdraget til at være søde, omsorgsfulde og attraktive, og vrede bliver generelt anset for at være en ”grim” følelse. Derfor har nogle helt mistet evnen til at mærke den og bliver snarere skuffede, sårede og kede af det, når deres grænser overtrædes. Andre reagerer ved at blive overoptimistiske, hektiske eller supertravle. Og nogle shopper, spiser, ryger eller drikker. Alt sammen forsvar imod at mærke den farlige, måske ustyrlige vrede.

Selvom du kan mærke din vrede, kan det være svært at stå ved den. Måske har du erfaringer for, at det går galt, hvis du viser den, eller du er bange for at såre andre med den. Men vrede er en naturlig følelse mellem mennesker. Tænk bare på små børn – så længe de er tumlinger, tør de alle sammen at blive vrede, når nogen overtræder deres grænser ved at drille eller tage deres legetøj. Som voksen duer det selvfølgelig ikke at reagere som et barn, og hvis vi ikke har fået lært at håndtere den konstruktivt, vælger vi tit at sluge, skjule eller fortrænge den. Men sådan behøver det ikke at være.

Test: Styrer du din vrede, eller styrer den dig?

Dialog i stedet for krig

Vejen frem er at blive fortrolig med din vrede, så du kan mærke den, tøjle den og slippe den løs i passende portioner og på måder, der repekterer modparten og dermed bringer løsningen nærmere i stedet for at gøre problemet større. Udfordringen er at er at åbne en dialog og at invitere modparten til at kommunikere og udveksle synspunkter om det, du er uenig i og vred over. Desværre starter de fleste mennesker ikke en dialog, men en krig med anklager og bebrejdelser. Resultatet bliver typisk, at modparten enten går til modangreb og begynder at skælde ud, eller at hun trækker sig (som Rikke). I begge tilfælde er kommunikationen afbrudt, og der er ingen løsning i sigte.

Det gælder altså ikke om at skjule vreden. Tværtimod. Det er langt bedre klart at udtrykke hvad du er vred over, hvad det gør ved dig og hvad du gerne vil have i stedet for uden at nedgøre, bebrejde eller kritisere modparten. Det er det, man kalder at gå efter bolden i stedet for efter spilleren, og det er en forudsætning for at kunne at tale sammen, selvom man er vred.

Sådan gør du

Processen har tre adskilte trin:

  1. Begynd med at anerkende, at du er vred og anerkend, at det er rimeligt. Vær sikker på at du forstår hvorfor du er vred.
  2. Frigør vreden fra kroppen: snig dig ud på toilettet med din overfrakke og bid eller skrig ned i den; sæt dig i bilen og råb eder og forbandelser ud – eller gå i kælderen og tramp i gulvet. Du synes sikkert, at det lyder fjollet, men det er meget afgørende at få den fysiske vrede ud, for så slipper du af med aggressionen og bliver klar i hovedet igen.
  3. Nu er du klar til at udtrykke vreden i ord, selvom du stadig mærker den. En god formel er: ”Jeg bliver vred, når … og det betyder… Jeg vil gerne have, at….”
For eksempel:
  • ”Jeg er vred, fordi du nu igen kommer for sent uden at ringe besked. Jeg bliver nervøs for, hvad der er sket og føler mig helt afmægtig. Jeg vil gerne have, at du overholder aftalen med at ringe, hvis du bliver mere end X minutter forsinket.”
  • ”Jeg er vred, fordi du ikke har afleveret det input, som du har lovet i en uge. Jeg har selv en deadline, og jeg kan ikke komme videre, før du afleverer. Jeg vil gerne have materialet senest i morgen.”.
Du kan godt. Også på en dårlig dag

Selv med øvelse kan det være svært udtrykke sin vrede tydeligt og klart, hvis aggressionen suser rundt i kroppen. Lad os sige, at du har en rigtig dårlig dag. Du har flere forgæves rykket en kollega for noget input. Din leder er irriteret, fordi han skal bruge den opgave, som du ikke kan gøre færdig uden kollegaens input. Du er stresset, vred og irriteret. Tager du fat i din kollega lige nu, bliver samtalen næppe konstruktiv – det bliver snarere et angreb, fordi det er vreden, der styrer dig. Du blander de tre trin sammen og råber, vrisser eller bliver sarkastisk, og kollegaen vil selvfølgelig forsvare sig. Hun lukker simpelthen af og hører ikke dit budskab. Vent derfor hellere, til du er dampet lidt af og vreden er ude af kroppen.

Og nej, du har helt ret: det er ikke nemt. Men det var din første køretime heller ikke: Træd på speederen, drej på rattet og se over venstre skulder, mens du passer på cyklister og lyskurve. Gisp. Men fik du det lært? Selvfølgelig, selvom du troede det helt umuligt. Øvelse gør som bekendt mester.

  • Vrede er en nødvendig og naturlig, menneskelig følelse og hverken dårlig eller forkert i sig selv
  • Vrede er en reaktion på en følelse i dig og ikke noget, du kan planlægge
  • Hvis du er træt eller stresset, bliver du lettere vred
  • Angriber du i vrede, indleder du en krig – og får forsvar som reaktion. Der bliver ingen dialog eller forståelse.
  • Aggression er ikke vrede. Det er angst.
  • Under aggressionen ligger oftest sårbarhed. Med den voldsomme vrede kan du skjule sårbarheden og virke stærk.
  • Når vrede holdes tilbage, kommer den lettere ud som en eksplosion. Sæt hellere ord på den med det samme, den opstår.
  • At undertrykke sin vrede er usundt og kan påvirke helbredet. Lær hellere at udtrykke den på en acceptabel måde.
  • Vrede kan sætte sig i kroppen som smerter i f.eks. skulder, ryg eller mave og skade helbredet.
  • At styre sin vrede er en kompetence, der kan læres – ligesom at tage kørekort. Det er svært i begyndelsen og bliver lettere med rutinen.

Test: Styrer du din vrede, eller styrer den dig?

Hvad med mig, der aldrig bliver hidsig?

Hvis du sjældent eller aldrig bliver vred, kan det være fordi du:

  • ignorerer dine grænser og nægter dig selv tilladelse til at blive vred. Det kan være, at du i stedet sladrer, bagtaler eller bruger ironi og sarkasme.
  • bliver ked af det, skuffet eller såret, for det er mindre ”farligt” end at blive vred. I sidste ende kan det føre til at du hverken håber eller forventer noget af andre eller af livet. Også kaldet: depression.
  • vender vreden indad i mod dig selv. Resultatet kan blive overdrevet selvkritik, mindsket selvværd, arbejdsnarkomani, anorexi og afhængighed af mad, alkohol eller shopping.
  • er god til at sige fra, når nogen kommer for tæt på, og derfor er din vrede sjældent nødvendig. Dine grænser er tydelige, og derfor behandler andre dig respektfuldt. Du er suveræn til at undlade at tage andres brokkerier, anklager, insinuationer og stikpiller personligt.
  • har et filter, der lukker alt det ude, som du ikke gider tage dig af, og derfor kan du lade uretfærdighed, anklager og bebrejdelser løbe af dig.

 

©Winnie Haarløv

 

Kunsten at tilgive (3)

En berømt tilgivelseshistorie

Les Miserables er en historie med tilgivelse som det centrale tema. Konflikten drejer sig om forholdet mellem Jean Valjean, en mand af stor medfølelse og ære, og politiinspektør Javert, fortaler for minutiøs og urokkelig retfærdighed. Som ung stjal Valjean et brød til sin sultende, døende søster og kom i fængsel, hvor han sad i nitten år. Javert forfulgte ham utrætteligt ham, for han mente, at alle lovovertrædere er skadedyr og fortjener de hårdeste straffe.

Efter sin frisættelse blev Valjean en stor mand af økonomiske midler og indflydelse, og fik tit mulighed for at hævne sig på Javert. Men han fokuserer i stedet på at tage sig af sin datter og bidrage til samfundet ved at være borgmester og velgører. I den centrale scene får Valjean valget mellem at tage Javert liv eller lade ham leve, vel vidende at Javert fortsat vil jage ham. Alligevel lader Valjean ham gå og siger: ”Du er fri. Du handler, som du tror du er nødt til.”

Javert er pinefuldt forundret. Han har brugt sit liv på at se det onde i andre og forsøge at udrydde det. Han forstår ikke, at at den mand, som godt ved, at Javert fortsat vil forfølge ham, har givet ham både livet og sin tilgivelse. Alligevel formildes han ikke, men fortsætter sin minutiøse jagt på Retfærdigheden. Historien ender med, at Jaert begår selvmord. Morale: Døden er den uundgåelige konsekvens af ikke at kunne tilgive. I sidste ende betyder det fremmedgørelse fra alt og alle, også fra sig selv. Han kan ikke leve, fordi alt liv kvæles i hævntørst og retfærdig vrede. Javert dør, fordi han er fremmedgjort fra selve livet.

Tilgivelsens ti bud
  1. Tilgivelse kan ikke fremtvinges. Man kan ikke ”vælge” at tilgive. Mange mennesker, der anser sig selv for at være kærlige, tolerante og imødekommende, kan ikke holde ud at tænke på sig selv som andet end rummelige og tilgivende, så de fabrikerer tilgivelse. Det virker aldrig.
  2. Tilgivelse er en holdning, der går både indad og udad. Den vokser frem, når man konfronterer det, der gør ondt i en selv, opdager egne styrker og begyn­der at forstå og acceptere både andre og sig selv. Det er en del af en livs­udviklingsproces, som anerkender modet til at leve inkluderende sammen med andre og verden – snarere end at gå op i, hvad der er retfærdigt.
  3. Tilgivelse er pro-aktiv. Det kræver både mod og selvværd, for i tilgivelsen betyder det intet, hvad andre mener eller gør. Tilgivelsen er en personlig handling, grundfæstet i ens eget ønske om at gøre verden til et sted, hvor man kan blive beriget. Den proces fremkalder uanede positive og kreative energier hos en selv. Ved at konfrontere den, der har gjort dig skade, kan du flytte dig langt henimod en tilgivelse, hvis du tillader dig selv at tilkendegive dine følelser overfor vedkommende. Da tilgivelse grundlæggende handler om personlig kraft, er du nødt til at involvere skadevolderen uden at opleve dig selv som ”svag”, fordi du bringere voldsomme følelser på banen. Du er nødt til at træde ud af Offerrollen – hårdt, men det er sandt.
  4. Accept er ikke tilgivelse. Forståelse for, hvorfor krænkeren handlede som han/hun gjorde, kan bane vej for accept af selve handlingen. Det er ikke det samme som at tilgive, men det er et skridt på vejen. Det kan godt ske, at man aldrig når frem til tilgivelsen, men det vigtigste er, at med forståelse og accept slipper man for at bære på uforsonligheden og kan engagere sig i relationer igen.
  5. Tilgiv dig selv, at du måske ikke kan tilgive. Mange – måske os alle – har sår, der er for dybe eller påført os af elskede personer for tidligt i livet, til at vi vil være i stand til fuldt ud tilgive. Smerten er blevet en del af den, du er. Sexuel, fysisk eller følelsesmæssig krænkelser kan være umulige for et menneske at tilgive.
  6. Giv tid. Processen mod tilgivelse kan tage år med vækst og personlige arbejde. Misbrug og krænkelser sætter ar i hjernen, og det kan være bedre at acceptere, at du hverken er parat eller i stand og måske ikke engang villig til at overveje at tilgive. Bedre end at tvinge dig selv til en falsk tilgivelse. At lade som om skjuler vreden, men undertrykt vrede forsvinder ikke, den søger kun efter en ventil. Resultatet bliver kun, at du bruger en masse ressourcer på at lade som om indtil du en dag eksploderer.
  7. Tilgivelse er som ydmyghed. Kun den der både står ved egne styrker og svagheder kan tilgive, for tilgivelse er et produkt af styrke, fokus og kreativitet, empati og kærlighed – alle sammen egenskaber, som et menneske kan være stolt af. Men at prale eller være stolt af produktet tilgivelse er at miste den.
  8. Lær af dine erfaringer, både gode og dårlige. Det, der sket, er sket. Det gælder ikke om at benægte, at det gjorde ondt, at du blev dårligt behandlet, og heller ikke om at mindske eller bagatellisere din vurdering af det skete. Det gælder om at undgå, at følelser af vrede og hævn kontrollerer dig. Dine minder og erfaringen kan beskytte dig mod at begå den samme fejl, som ledte dig frem til krænkelsen.
  9. Forvent ikke perfektion. Et menneske vil altid være sårbart, også over for gamle sår. såret igen. Når de melder sig på banen, så mød smerten for en stund og mind dig selv om, at du har valget mellem, om du vil bruge dit liv på forbitrelse, vrede, jalousi eller om du vil give dig selv, modparten og verden en ny chance. Øjeblikket er altid nyt.
  10. Dyrk din spiritualitet. Hvis du virkelig vil lære at tilgive, har du brug for åndelig vækst. At tilgive dig selv og andre og er en spirituel vej. Kernen i spiritualitet er stien til at praktisere af tilgivelse. Åndelighed er betegnelsen for altings enhed, tilgivelse er betegnelsen for muligheden for at mennesker kan finde sammen igen. Uden tilgivelse er din spiritualitet dødeligt handicappet. Går du på vejen mod tilgivelse, er du godt på vej.

Kunsten at tilgive (del I)

Kunsten at tilgive (del II)

©Winnie Haarløv                         

Min søster, der døde som 17-årig

Kunsten at tilgive (2)

Vejen til tilgivelse

De fleste mennesker ønsker trods alt at vokse, udvikle sig og at være rummelige og generøse. Det første skridt mod at lære at tilgive er at mobilisere modet til at møde sin egen smerte.

Adam troede ikke, at Eva kunne være ham utro. Han har altid foragtet utroskab og aldrig været fristet og forestillede sig, at hun følte det samme.

Men i månedsvis var Eva involveret i en hemmelig, seksuel affære, som han opdagede ved en tilfældighed. Hun brød straks sammen i en tårefyldt tilståelse, og Adam gik i chok.

Først var han nærmest følelsesløs. Så blev han vred, rasende, panisk – og så trak han sig, kunne ikke holde ud at se på hende. Hvordan kunne han bo sammen med en kvinde, der havde forrådt ham? Tanken om intimitet mellem Eva og elskeren gjorde ham desperat, og raseriet overmandede ham: han råbte, bandede, truede og slog en knytnæve gennem væggen. Han ”hadede” hende, krævede, at hun flyttede ud, kaldte hende alle de grimmeste gloser han kendte og gjorde, hvad han kunne for at såre hende. Han truede med selvmord og råbte, at det ville være hendes skyld, at børnene blev faderløse.

Eva græd og bad om forladelse, mens hun forsøgte at forklare, at hun stadig elskede Adam, og at hun havde følt sig alene, træt, overset osv. Til sidst fremlejede han en lejlighed, fast besluttet på skilsmisse.

Da Adam og Eva begyndte i terapi hos mig, var han godt i gang med at udleve sit raseri. Men han var også træt, for han havde indset, at bebrejdelser, anklager, raseri og kulde ikke fik ham til at få det bedre. Han var ulykkelig, og ægteskabet var i opløsning. Han mente, at det var ved at slå ham ihjel.

Med lidt hjælp begyndte han at falde til ro. Han var jo rent faktisk hverken syg eller død – han trak stadig vejret, og han havde et NU. Jeg opfordrede ham til at gå ind i smerten (= konfrontere den) i stedet for at forsøge at mindske den ved at råbe og true. Det tog lidt tid, før han tog mod til at forsøge sig.

I sin fremlejede lejlighed sad Adam i fire dage alene og tillod sig som noget nyt at græde og sørge. Vreden tog af og bruste kun op indimellem, og da han holdt op med at true med at ødelægge Eva og deres familie, dukkede længslen efter en fremtid med hende og børnene op. Langsomt begyndte han at indse, at Eva var ulykkelig, fortrød sine handlinger og blev ved at bønfalde ham om at give deres ægteskab en chance. Langsomt, langsomt åbnede hans smerte for hans lydhørhed, og han begyndte at skimte de problemer i forholdet, der havde ført til Evas utroskab.

Han begyndte at indse, hvordan de begge havde overset en masse irritationer og ladet dem ligge for ikke at skabe ballade. Så meget var efterhånden blevet skubbet ind under gulvtæppet, at de kun sjældent talte om andet end det praktiske. Begge havde interessante jobs og interesser, som de begge havde givet mere energi end de voksende vanskeligheder i forholdet. Sex var blevet en pro forma øvelse, som de dyrkede som et symbol på deres sammenhold og ikke som en kilde til glæde og intimitet. De havde kort sagte mistet kontakten, og distancen blev efterhånden uoverskuelig. Det valgte Eva at reagere på ved at have en affære. Forståeligt måske, men destruktivt. Lige så destruktivt som Adam havde reageret på den voksende distance: ved at begrave sig i arbejde, udtrykke sin misfornøjethed med forholdet ved at kritisere Eva og være sur meget af tiden.

Da Adam i stedet for at køre på energierne af vrede, bitterhed, selvretfærdighed og skyld begyndte at vende tilbage til bevidstheden om sig selv og fandt mod til at tage ansvar for sin egen del af misèren, voksede hans forståelse for Eva langsomt. Han græd over sine smertefulde billeder af hende og den anden og Eva græd over at have såret ham så grusomt. Adam lyttede, når Eva fortalte om sin smerte og desperation ved at have følt sig uelsket og overflødig i så lang tid, og sammen sørgede de over, at de var kommet så langt ud uden at nogen af dem havde taget sig mod til at konfrontere sig selv eller den anden med problemerne.

Efter nogen tid mærkede han, at han savnede hende, og at smerten over at leve uden hende var større end smerten over det skete. Han besluttede at bede hende tage ham tilbage, da han blev klar over, at utroskaben ikke så meget handlede om ham personligt som den drejede sig om Evas desperation og smerte. I fællesskab enedes de om, at skulle afstanden mellem dem igen begynde at vokse, ville de vende sig til hinanden i stedet for fra hinanden.

“Tilgiver du mig?” spurgte Eva. “Ja,” svarede han. “Når jeg en dag har tilgivet mig selv, at jeg svigtede dig, så er jeg sikker på, at jeg kan.”

Det er vigtigt at understrege, at Evas desperation var en forklaring og ikke en retfærdiggørelse af hendes utroskab. At Adam forstod hende, betød ikke, at det var okay, at Eva var utro. Men forståelsen åbnede for hans tilgivelse af, at hun reagerede så destruktivt.

Da Adam konfronterede sin dybe smerte, sin bristede tillid og de sårede følelser, opdagede han, at han rent faktisk godt kunne udholde at erkende, hvad der skete uden at blive overvældet af følelser. Han indså, at selvom han helst ikke ville leve uden Eva, kunne han godt, hvis han skulle. Det var det første skridt.

Erkendelsen af, at utroskaben gjorde ondt, men ikke truede hans eksistens satte ham i stand til at tænke på det skete uden at føle sig nødt til aktivt eller passivt at ødelægge Eva. Det betød, at han fik overskud til at undersøge sit eget medansvar og tilgive sig selv, at han havde forsømt og overset hende. Adam var på vej mod ærlig tilgivelse.

Projektioner hindrer tilgivelse

At projicere betyder at lægge ejerskabet for en (ubevidst) uacceptabel følelse eller impuls hos en anden. Derved slipper man af med de sider af sig selv, som man ikke kan lide eller måske ikke engang er klar over, at man besidder.

  • Eksempel I: En kortluntet, hidsig person beskylder i et skænderi modparten for at være hysterisk. Gevinst: Den hidsige flytter fokus fra sit eget hysteri over på modparten.
  • Eksempel II: En depressiv kvinde forelsker sig i en mand med stærke, depressive træk. Hun bekymrer sig konstant for sin ’stakkels’ partner, beskytter ham som et barn. Gevinsten er, at hun føler sig stærk og uundværlig.

At projicere betyder, at man ikke sætter sig i andres sted, og det er helt nødvendigt for at kunne tilgive. En ”os – dem” tilgang til relationer er afstandstagende og giver ingen mulighed for at opleve sig selv som tilgivende.

De fleste mennesker viger tilbage for at vise for meget af sig selv, fordi de gerne vil skjule deres ”mindre flatterende” sider. De projiceres i stedet over på andre, og på den måde kan man skabe afstand mellem dem og mig på samme måde, som man skaber afstand til sine egne, uacceptable egenskaber. Tænk på ordsproget ”Tyv tror, at hver mand stjæler.”

Romeos utroskab

Julie var en smuk kvinde og lidt af en flirt. Hun elskede mændenes anerkendelse og lange blikke, selvom trangen til at opleve den gav hende dårlig samvittighed. Hun skammede sig også over, at hun fra tid til anden havde danset lidt for tæt med kolleger til festlige begivenheder, men trøstede sig med, at hun aldrig var gået over stregen.

Da Romeo var hende utro, var hun chokeret, knust og ulykkelig. Selvom hun elskede ham, insisterede hun på separation og straffede ham ved at plyndre ham og nægte ham adgang til børnene på alle mulige måder. Hun var helt uforsonlig og holdt på, at utroskab ikke kan undskyldes og tilgives. Med sin fornuft kunne hun godt se, at utroskab kan forklares og til dels også, at både hun og Romeo havde sin del af ansvaret for, at han søgte bekræftelse hos en anden, for de havde begge forsømt forholdet og var kommet længere og længere fra hinanden. Men hun magtede ikke at tilgive Romeo, at han havde valgt en så uhensigtsmæssig udvej af forholdets problemer og var nådesløs overfor alle hans forsøg på forsoning. Alligevel ville hun ikke undvære ham og fortsatte i ægteskabet.

Men med jævne mellemrum kunne Julie fryse til is og isolere sig fra ham. Desuden forpestede hun forholdet med en sviende, besiddende jalousi, som betød at Romeo skulle redegøre for hvert minut af sin færden og måtte lade Julie åbne sine breve, læse hans e-mails og have fri adgang til hans telefon. Hvis han anførte sin ret til privatliv, brusede hun op og anklagede ham for at ville snyde, bedrage, forråde og være utro. Hun holdte lange enetaler om, hvor forkasteligt det var at flirte eller bare se på andre kvinder, og venskab med kvindelige kolleger kunne der slet ikke blive tale om. I sit stille sind foragtede hun sig selv for sin jalousi og kontrollerende adfærd, men kunne ikke finde ud af at styre den.

Romeo oplevede igen afstanden mellem dem vokse og påpegede, at de hastigt var på vej væk fra hinanden, ligesom før utroskaben. Det kunne Julie godt mentalt forstå (og hun mærkede jo også både afstanden og sin egen usikkerhed), men hun formåede ikke følelsesmæssigt at sætte sig i Romeos sted og slog selvretfærdigt på sin Offerstatus: ”Det var dig, der var utro. Det her er prisen, hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på dig igen?”

I dette tilfælde er der to blokeringer for, at forholdet mellem Romeo og Julie kan blive godt, trygt og varmt igen.

Julie kan ikke sætte sig i Romeos sted, fordi hun har projiceret sin egen lyst til bekræftelse og flirt (som hun ikke bryder sig om) over på Romeo. Derfor kan hun overhovedet ikke sætte sig i hans sted og forstår overhovedet ikke, hvordan han overhovedet kunne se på en anden kvinde. Hun har fraspaltet / fortrængt sin egen lyst til at se på andre mænd og tror oprigtigt på, at hun KUN er interesseret i ham, nu og for evigt.

Hun fralægger sig ansvaret for at genopbygge tilliden mellem dem og placerer den 100% hos Romeo. Julie overser helt, at problemet med den manglede tillid rent faktisk er hendes. Det er hende, der så at sige ejer mistilliden, og derfor er det hende, der må bruge sin personlige kraft for at bygge den op igen. Det forhindrer hun imidlertid selv ved at kontrollere Romeo i stort og småt, mens hun nidkært leder efter mistænkelige tegn på utroskab. Hun har fralagt sig ejerskabet for sit eget problem og gjort ham til problemet i stedet for at se på sig selv og sit medansvar i misèren.

Empati: forudsætningen for at tilgive

Et barn, der vokser op hos forældre, som er optaget af deres egne utilstrækkeligheder, fejl og skam og lægger dem over på barnet, lærer hurtigt at føle sig ansvarlig for forældrenes utilfredshed.

Hvis mor ikke føler sig god nok, skal barnet være perfekt: smukt, dygtigt, stærkt, beundringsværdigt og populært for at mor kan føle sig vellykkelt. Hun har lagt al sin angst for at være ikke-god nok, grim, uduelig, skrøbelig og upopulær over på barnet og pacer det frem, mens hun soler sig i barnets resultater og i fuld oprigtighed mener, at barnet har taget ved lære af hende. Det barns miljø giver ikke mulighed for, at barnet lærer, hvem det selv er og får mod til at stå ved sig selv. Barnet føler sig forkert i mors øjne og bliver skamfuld, når det skuffer hendes høje forventninger.

Den dynamik ses overalt: hos politikere, der banker løs på modstanderne og taler hånligt og nedladende om dem, i film og musikvideoer om mobning og smerten ved at blive holdt udenfor, mediernes idealisering af bestemte kropsidealer og værdier, selvretfærdige journalister, hadefulde blogindlæg, rettighedsforkæmpere og tegneserier osv. osv.

Ved at forsøge at sætte os i andres sted i stedet for at tage afstand og nedgøre dem, der er forskellige fra os kan vi vende vores negative projektioner til positive. Hvis vi tør gå dybt nok ind i os selv til opleve muligheden for at respektere og acceptere vores egne tanker, følelser og handlinger – også alt det, vi ikke er stolte af – så baner vi vejen for at lære andre at kende og turde indgå i relationer med forståelse, indlevelse og accept.

Eller med andre ord: når man kan tilgive sig selv, åbnes muligheden for at tilgive andre. Det er en proces, der består af personlig styrke, forståelse, accept og tilgivelse. Og når vi lærer medfølelse med os selv, bliver det muligt at forstå, at andre også kun lever i ét øjeblik ad gangen og vælger deres adfærd bevidst og ubevidst, uden nødvendigvis at have til formål at være onde eller at skade dig.

Jamen, siger Eva. Jeg kan da godt forstå, acceptere og tilgive andre, der gør noget dumt eller bærer sig fjollet ad. Svar: Det er heller ikke så svært, når de andre ikke er så nær dit hjerte som Adam. Så kan de påføre dig samme smerte, forladthedsfølelse og oplevelse af svigt.

Afstanden fra forståelse til accept til tilgivelse er ikke lang. Hvert individ er et spejl af alt levende, og ingen del af livet er fuldstændig fremmed for os. Ligesom vores kroppe indånder og udånder atomer, som engang var Sokrates, Einstein, Kristus og Hitler, så har vi i os fragmenter af hver eneste ondskab, hver eneste dyd. Menneskers fascination af gangstere, monstre, oprørere, mordere, dæmoner og helgener, engle, blide kvinder, venlige mænd og visionære børn manifesterer mangfoldigheden og bredden af menneskets potentiale for indlevelse i disse egenskaber og erkende dem i os selv.

Da min lillesøster i 1972 blev dræbt i en trafikulykke, tror jeg næppe, at lastbilchaufføren ved morgenkaffen havde besluttet, at han den formiddag ville dræbe et menneske.

Det var et samspil af uheldige omstændigheder – deriblandt uforsigtighed. Både hans og hendes. Den formiddag sprængtes min familie og min tilværelse i atomer.

Det tog årevis for mig at forstå, at skulle jeg finde ressourcer til at at leve med sorgen, var jeg nødt til at tilgive ham.

Og i bakspejlet er det tydeligt, hvor meget nag og bitterhed fyldte og hæmmede min livskvalitet, før jeg kom så langt.

Først måtte jeg forstå, at det at tilgive ikke er at være ligeglad. Jeg måtte erkende, at det skete var sket, og at jeg selv var herre over, hvordan jeg ville leve med det.

At der var andre muligheder end at drukne i tanker om, hvor synd det var for mig og min familie; andre udveje end at forbitresover, at vi skulle bære på en så grufuld sorg resten af vores liv.

At forlade den komfortable offerholdning betød for mig, at jeg fik mulighed for at opleve verden som en arena med mig selv som aktør – og ikke som en skræmmende trussel, der skabte og bestemte mit liv.

Da jeg holdt op med at forvente, at verden ville behandle mig retfærdigt og indfri mine forventninger, kunne jeg begynde at tage ansvar for min tilværelse i egne hænder og ændre den måde jeg prægede min verden på.

Jeg var blevet bevidst om min personlige kraft – og paradoksalt nok også den meget begrænsede magt og kontrol, jeg har.

At tilgive er ikke at glemme.

Hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme en så stor sorg?

Det kan jeg ikke. Men tilgivelsen betyder, at sorgen har fundet sin plads i mig – at jeg kan tage den frem og turde mærke den, når jeg er i dét humør. Jeg er jo ikke interesseret i at glemme, hvad der engang var. Men det duer heller ikke at have det siddende på nakken konstant.

Det lyder enkelt, og det er det også. Men det enkle er langtfra altid nemt.

En ting tror jeg på: Tiden læger IKKE nogen sår, heller ikke utroskab og andre svigt. En smerte og den sorg den skaber skal gennemleves for at komme frem til tilgivelsen. Det duer ikke at lægge sig ned og spille Offer. Det bringer ingen gennem en sorg.

Den personlige kraft

Der er kun én vej væk fra Offer-holdningen: at finde frem til sin personlige kraft ved at tage ansvar for sine egne erfaringer, også for de uheldige og smertefulde og dem, som bare er sket. Kun den, der er bevidst om sin personlige kraft (= ved, at han ikke knækker under sin smerte) kan hele sig selv.

Der er to måder at forvalte sin kraft på: den ekskluderende og den inkluderende.

  • Den ekskluderende ser verden som modsætninger: svage og stærke, smuk­­ke og grimme, gode og dårlige, vindere og tabere. I det perspektiv er man stærk, når man ser andre som svage, god, når man ser andre som dårlige osv. At ekskludere er at begrænse: jeg er nødt til at… for at blive bedre end min modstander. Det er den den lige vej til uforsonlighed. At tilgive er i det perspektiv at godtage den ”dårlige” eller onde. Og hvem er jeg så selv?
  • Den inkluderende er funderet i individets oplevelse af sin indre verden og i, at han ser alle livets begivenheder som muligheder. Verden ses som råstof for at forme sit eget liv, og tilværelsen opleves ikke i modsætninger, men i muligheder: Hvis ikke begge er tilfredse, er vi begge tabere. Andre mennesker opfattes som deltagere i et flow og fælles skabelse, også, selvom de repræsenterer forskellighed og uenighed. Det er en fælles verden, der inkluderer alles erfaringer. For egentlig findes der intet, som ikke i en vis forstand kan assimileres, bruges og bidrage til videreudvikling. Den inkluderende tilgang til egen kraft giver mulighed for at elske og føle sig elsket, at indgå i alle slags fællesskaber og vide, at der ikke er vindere og tabere. Der er kun forskelligheder.
En case

L’s barndom var uharmonisk. Da han var to, forlod hans far familien, og L voksede op hos en deprimeret og hysterisk mor, en dominerende og konkurrerende søster og en passiv bedstemor. Han kæmpede sig gennem skolen, tog småjobs og havnede i relationer, der var korte, overfladiske og ufrugtbare. Indtil han fyldte tredive, var også hans familierelationer krigeriske og uforsonlige, og han var helt uinteresseret i at undersøge, hvorfor han havde så svært ved at indgå i varme, kærlige relationer til venner og kærester.

I trediverne kom han tilfældigt ind i en kreds af mennesker, der dyrkede selvudvikling. Han gik i intensiv terapi, søgte for første gang et job, der passede til hans intelligensniveau og involverede sig med en kærlig kvinde. Efterhånden forstod han, at det var muligt at leve på en anden måde: med givende job og nærende relationer og fik den tanke, at det måske endda var muligt at forsone sig med sin mor, søster og bedstemor.

Han tog fat på den vanskelige opgave at etablere forhold til dem, som var baseret på respekt og gensidig dialog, fordi han blev klar over, i hvor høj grad han savnede samspil med sin familie. Han opsøgte også sin far for første gang i tredive år. Faren viste dog ingen særlig interesse, så L opgav at udvikle forholdet. Alligevel var han glad for deres møder, for nu kunne han se faren som et menneske og ikke som et ondt fantom. Desuden forstod han, at hans fars manglende evne til at indgå i nære, intime relationer var grunden til, at han forlod familien dengang. Og at det ikke var L’s fejl.

Da L tog kontrol over sit liv, begyndte hans uforsonlighed at mindskes. Forholdet til mor og søster blev tættere, fordi han kunne nærme sig dem uden vrede, bebrejdelser og anklager for hans egen, smertefulde barndom. Med sin personlige kraft havde han skabt det bedst mulige resultat for sig med de kort, han havde på hånden. Det var en stor tilfredsstillelse for ham at slippe for at mærke sin vrede, fortrydelse og uforsonlighed døgnet rundt.

Kunsten at tilgive (del I)

Kunsten at tilgive (del III)

 

©Winnie Haarløv