Min søster, der døde som 17-årig

Kunsten at tilgive (2)

Vejen til tilgivelse

De fleste mennesker ønsker trods alt at vokse, udvikle sig og at være rummelige og generøse. Det første skridt mod at lære at tilgive er at mobilisere modet til at møde sin egen smerte.

Adam troede ikke, at Eva kunne være ham utro. Han har altid foragtet utroskab og aldrig været fristet og forestillede sig, at hun følte det samme.

Men i månedsvis var Eva involveret i en hemmelig, seksuel affære, som han opdagede ved en tilfældighed. Hun brød straks sammen i en tårefyldt tilståelse, og Adam gik i chok.

Først var han nærmest følelsesløs. Så blev han vred, rasende, panisk – og så trak han sig, kunne ikke holde ud at se på hende. Hvordan kunne han bo sammen med en kvinde, der havde forrådt ham? Tanken om intimitet mellem Eva og elskeren gjorde ham desperat, og raseriet overmandede ham: han råbte, bandede, truede og slog en knytnæve gennem væggen. Han ”hadede” hende, krævede, at hun flyttede ud, kaldte hende alle de grimmeste gloser han kendte og gjorde, hvad han kunne for at såre hende. Han truede med selvmord og råbte, at det ville være hendes skyld, at børnene blev faderløse.

Eva græd og bad om forladelse, mens hun forsøgte at forklare, at hun stadig elskede Adam, og at hun havde følt sig alene, træt, overset osv. Til sidst fremlejede han en lejlighed, fast besluttet på skilsmisse.

Da Adam og Eva begyndte i terapi hos mig, var han godt i gang med at udleve sit raseri. Men han var også træt, for han havde indset, at bebrejdelser, anklager, raseri og kulde ikke fik ham til at få det bedre. Han var ulykkelig, og ægteskabet var i opløsning. Han mente, at det var ved at slå ham ihjel.

Med lidt hjælp begyndte han at falde til ro. Han var jo rent faktisk hverken syg eller død – han trak stadig vejret, og han havde et NU. Jeg opfordrede ham til at gå ind i smerten (= konfrontere den) i stedet for at forsøge at mindske den ved at råbe og true. Det tog lidt tid, før han tog mod til at forsøge sig.

I sin fremlejede lejlighed sad Adam i fire dage alene og tillod sig som noget nyt at græde og sørge. Vreden tog af og bruste kun op indimellem, og da han holdt op med at true med at ødelægge Eva og deres familie, dukkede længslen efter en fremtid med hende og børnene op. Langsomt begyndte han at indse, at Eva var ulykkelig, fortrød sine handlinger og blev ved at bønfalde ham om at give deres ægteskab en chance. Langsomt, langsomt åbnede hans smerte for hans lydhørhed, og han begyndte at skimte de problemer i forholdet, der havde ført til Evas utroskab.

Han begyndte at indse, hvordan de begge havde overset en masse irritationer og ladet dem ligge for ikke at skabe ballade. Så meget var efterhånden blevet skubbet ind under gulvtæppet, at de kun sjældent talte om andet end det praktiske. Begge havde interessante jobs og interesser, som de begge havde givet mere energi end de voksende vanskeligheder i forholdet. Sex var blevet en pro forma øvelse, som de dyrkede som et symbol på deres sammenhold og ikke som en kilde til glæde og intimitet. De havde kort sagte mistet kontakten, og distancen blev efterhånden uoverskuelig. Det valgte Eva at reagere på ved at have en affære. Forståeligt måske, men destruktivt. Lige så destruktivt som Adam havde reageret på den voksende distance: ved at begrave sig i arbejde, udtrykke sin misfornøjethed med forholdet ved at kritisere Eva og være sur meget af tiden.

Da Adam i stedet for at køre på energierne af vrede, bitterhed, selvretfærdighed og skyld begyndte at vende tilbage til bevidstheden om sig selv og fandt mod til at tage ansvar for sin egen del af misèren, voksede hans forståelse for Eva langsomt. Han græd over sine smertefulde billeder af hende og den anden og Eva græd over at have såret ham så grusomt. Adam lyttede, når Eva fortalte om sin smerte og desperation ved at have følt sig uelsket og overflødig i så lang tid, og sammen sørgede de over, at de var kommet så langt ud uden at nogen af dem havde taget sig mod til at konfrontere sig selv eller den anden med problemerne.

Efter nogen tid mærkede han, at han savnede hende, og at smerten over at leve uden hende var større end smerten over det skete. Han besluttede at bede hende tage ham tilbage, da han blev klar over, at utroskaben ikke så meget handlede om ham personligt som den drejede sig om Evas desperation og smerte. I fællesskab enedes de om, at skulle afstanden mellem dem igen begynde at vokse, ville de vende sig til hinanden i stedet for fra hinanden.

“Tilgiver du mig?” spurgte Eva. “Ja,” svarede han. “Når jeg en dag har tilgivet mig selv, at jeg svigtede dig, så er jeg sikker på, at jeg kan.”

Det er vigtigt at understrege, at Evas desperation var en forklaring og ikke en retfærdiggørelse af hendes utroskab. At Adam forstod hende, betød ikke, at det var okay, at Eva var utro. Men forståelsen åbnede for hans tilgivelse af, at hun reagerede så destruktivt.

Da Adam konfronterede sin dybe smerte, sin bristede tillid og de sårede følelser, opdagede han, at han rent faktisk godt kunne udholde at erkende, hvad der skete uden at blive overvældet af følelser. Han indså, at selvom han helst ikke ville leve uden Eva, kunne han godt, hvis han skulle. Det var det første skridt.

Erkendelsen af, at utroskaben gjorde ondt, men ikke truede hans eksistens satte ham i stand til at tænke på det skete uden at føle sig nødt til aktivt eller passivt at ødelægge Eva. Det betød, at han fik overskud til at undersøge sit eget medansvar og tilgive sig selv, at han havde forsømt og overset hende. Adam var på vej mod ærlig tilgivelse.

Projektioner hindrer tilgivelse

At projicere betyder at lægge ejerskabet for en (ubevidst) uacceptabel følelse eller impuls hos en anden. Derved slipper man af med de sider af sig selv, som man ikke kan lide eller måske ikke engang er klar over, at man besidder.

  • Eksempel I: En kortluntet, hidsig person beskylder i et skænderi modparten for at være hysterisk. Gevinst: Den hidsige flytter fokus fra sit eget hysteri over på modparten.
  • Eksempel II: En depressiv kvinde forelsker sig i en mand med stærke, depressive træk. Hun bekymrer sig konstant for sin ’stakkels’ partner, beskytter ham som et barn. Gevinsten er, at hun føler sig stærk og uundværlig.

At projicere betyder, at man ikke sætter sig i andres sted, og det er helt nødvendigt for at kunne tilgive. En ”os – dem” tilgang til relationer er afstandstagende og giver ingen mulighed for at opleve sig selv som tilgivende.

De fleste mennesker viger tilbage for at vise for meget af sig selv, fordi de gerne vil skjule deres ”mindre flatterende” sider. De projiceres i stedet over på andre, og på den måde kan man skabe afstand mellem dem og mig på samme måde, som man skaber afstand til sine egne, uacceptable egenskaber. Tænk på ordsproget ”Tyv tror, at hver mand stjæler.”

Romeos utroskab

Julie var en smuk kvinde og lidt af en flirt. Hun elskede mændenes anerkendelse og lange blikke, selvom trangen til at opleve den gav hende dårlig samvittighed. Hun skammede sig også over, at hun fra tid til anden havde danset lidt for tæt med kolleger til festlige begivenheder, men trøstede sig med, at hun aldrig var gået over stregen.

Da Romeo var hende utro, var hun chokeret, knust og ulykkelig. Selvom hun elskede ham, insisterede hun på separation og straffede ham ved at plyndre ham og nægte ham adgang til børnene på alle mulige måder. Hun var helt uforsonlig og holdt på, at utroskab ikke kan undskyldes og tilgives. Med sin fornuft kunne hun godt se, at utroskab kan forklares og til dels også, at både hun og Romeo havde sin del af ansvaret for, at han søgte bekræftelse hos en anden, for de havde begge forsømt forholdet og var kommet længere og længere fra hinanden. Men hun magtede ikke at tilgive Romeo, at han havde valgt en så uhensigtsmæssig udvej af forholdets problemer og var nådesløs overfor alle hans forsøg på forsoning. Alligevel ville hun ikke undvære ham og fortsatte i ægteskabet.

Men med jævne mellemrum kunne Julie fryse til is og isolere sig fra ham. Desuden forpestede hun forholdet med en sviende, besiddende jalousi, som betød at Romeo skulle redegøre for hvert minut af sin færden og måtte lade Julie åbne sine breve, læse hans e-mails og have fri adgang til hans telefon. Hvis han anførte sin ret til privatliv, brusede hun op og anklagede ham for at ville snyde, bedrage, forråde og være utro. Hun holdte lange enetaler om, hvor forkasteligt det var at flirte eller bare se på andre kvinder, og venskab med kvindelige kolleger kunne der slet ikke blive tale om. I sit stille sind foragtede hun sig selv for sin jalousi og kontrollerende adfærd, men kunne ikke finde ud af at styre den.

Romeo oplevede igen afstanden mellem dem vokse og påpegede, at de hastigt var på vej væk fra hinanden, ligesom før utroskaben. Det kunne Julie godt mentalt forstå (og hun mærkede jo også både afstanden og sin egen usikkerhed), men hun formåede ikke følelsesmæssigt at sætte sig i Romeos sted og slog selvretfærdigt på sin Offerstatus: ”Det var dig, der var utro. Det her er prisen, hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på dig igen?”

I dette tilfælde er der to blokeringer for, at forholdet mellem Romeo og Julie kan blive godt, trygt og varmt igen.

Julie kan ikke sætte sig i Romeos sted, fordi hun har projiceret sin egen lyst til bekræftelse og flirt (som hun ikke bryder sig om) over på Romeo. Derfor kan hun overhovedet ikke sætte sig i hans sted og forstår overhovedet ikke, hvordan han overhovedet kunne se på en anden kvinde. Hun har fraspaltet / fortrængt sin egen lyst til at se på andre mænd og tror oprigtigt på, at hun KUN er interesseret i ham, nu og for evigt.

Hun fralægger sig ansvaret for at genopbygge tilliden mellem dem og placerer den 100% hos Romeo. Julie overser helt, at problemet med den manglede tillid rent faktisk er hendes. Det er hende, der så at sige ejer mistilliden, og derfor er det hende, der må bruge sin personlige kraft for at bygge den op igen. Det forhindrer hun imidlertid selv ved at kontrollere Romeo i stort og småt, mens hun nidkært leder efter mistænkelige tegn på utroskab. Hun har fralagt sig ejerskabet for sit eget problem og gjort ham til problemet i stedet for at se på sig selv og sit medansvar i misèren.

Empati: forudsætningen for at tilgive

Et barn, der vokser op hos forældre, som er optaget af deres egne utilstrækkeligheder, fejl og skam og lægger dem over på barnet, lærer hurtigt at føle sig ansvarlig for forældrenes utilfredshed.

Hvis mor ikke føler sig god nok, skal barnet være perfekt: smukt, dygtigt, stærkt, beundringsværdigt og populært for at mor kan føle sig vellykkelt. Hun har lagt al sin angst for at være ikke-god nok, grim, uduelig, skrøbelig og upopulær over på barnet og pacer det frem, mens hun soler sig i barnets resultater og i fuld oprigtighed mener, at barnet har taget ved lære af hende. Det barns miljø giver ikke mulighed for, at barnet lærer, hvem det selv er og får mod til at stå ved sig selv. Barnet føler sig forkert i mors øjne og bliver skamfuld, når det skuffer hendes høje forventninger.

Den dynamik ses overalt: hos politikere, der banker løs på modstanderne og taler hånligt og nedladende om dem, i film og musikvideoer om mobning og smerten ved at blive holdt udenfor, mediernes idealisering af bestemte kropsidealer og værdier, selvretfærdige journalister, hadefulde blogindlæg, rettighedsforkæmpere og tegneserier osv. osv.

Ved at forsøge at sætte os i andres sted i stedet for at tage afstand og nedgøre dem, der er forskellige fra os kan vi vende vores negative projektioner til positive. Hvis vi tør gå dybt nok ind i os selv til opleve muligheden for at respektere og acceptere vores egne tanker, følelser og handlinger – også alt det, vi ikke er stolte af – så baner vi vejen for at lære andre at kende og turde indgå i relationer med forståelse, indlevelse og accept.

Eller med andre ord: når man kan tilgive sig selv, åbnes muligheden for at tilgive andre. Det er en proces, der består af personlig styrke, forståelse, accept og tilgivelse. Og når vi lærer medfølelse med os selv, bliver det muligt at forstå, at andre også kun lever i ét øjeblik ad gangen og vælger deres adfærd bevidst og ubevidst, uden nødvendigvis at have til formål at være onde eller at skade dig.

Jamen, siger Eva. Jeg kan da godt forstå, acceptere og tilgive andre, der gør noget dumt eller bærer sig fjollet ad. Svar: Det er heller ikke så svært, når de andre ikke er så nær dit hjerte som Adam. Så kan de påføre dig samme smerte, forladthedsfølelse og oplevelse af svigt.

Afstanden fra forståelse til accept til tilgivelse er ikke lang. Hvert individ er et spejl af alt levende, og ingen del af livet er fuldstændig fremmed for os. Ligesom vores kroppe indånder og udånder atomer, som engang var Sokrates, Einstein, Kristus og Hitler, så har vi i os fragmenter af hver eneste ondskab, hver eneste dyd. Menneskers fascination af gangstere, monstre, oprørere, mordere, dæmoner og helgener, engle, blide kvinder, venlige mænd og visionære børn manifesterer mangfoldigheden og bredden af menneskets potentiale for indlevelse i disse egenskaber og erkende dem i os selv.

Da min lillesøster i 1972 blev dræbt i en trafikulykke, tror jeg næppe, at lastbilchaufføren ved morgenkaffen havde besluttet, at han den formiddag ville dræbe et menneske.

Det var et samspil af uheldige omstændigheder – deriblandt uforsigtighed. Både hans og hendes. Den formiddag sprængtes min familie og min tilværelse i atomer.

Det tog årevis for mig at forstå, at skulle jeg finde ressourcer til at at leve med sorgen, var jeg nødt til at tilgive ham.

Og i bakspejlet er det tydeligt, hvor meget nag og bitterhed fyldte og hæmmede min livskvalitet, før jeg kom så langt.

Først måtte jeg forstå, at det at tilgive ikke er at være ligeglad. Jeg måtte erkende, at det skete var sket, og at jeg selv var herre over, hvordan jeg ville leve med det.

At der var andre muligheder end at drukne i tanker om, hvor synd det var for mig og min familie; andre udveje end at forbitresover, at vi skulle bære på en så grufuld sorg resten af vores liv.

At forlade den komfortable offerholdning betød for mig, at jeg fik mulighed for at opleve verden som en arena med mig selv som aktør – og ikke som en skræmmende trussel, der skabte og bestemte mit liv.

Da jeg holdt op med at forvente, at verden ville behandle mig retfærdigt og indfri mine forventninger, kunne jeg begynde at tage ansvar for min tilværelse i egne hænder og ændre den måde jeg prægede min verden på.

Jeg var blevet bevidst om min personlige kraft – og paradoksalt nok også den meget begrænsede magt og kontrol, jeg har.

At tilgive er ikke at glemme.

Hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme en så stor sorg?

Det kan jeg ikke. Men tilgivelsen betyder, at sorgen har fundet sin plads i mig – at jeg kan tage den frem og turde mærke den, når jeg er i dét humør. Jeg er jo ikke interesseret i at glemme, hvad der engang var. Men det duer heller ikke at have det siddende på nakken konstant.

Det lyder enkelt, og det er det også. Men det enkle er langtfra altid nemt.

En ting tror jeg på: Tiden læger IKKE nogen sår, heller ikke utroskab og andre svigt. En smerte og den sorg den skaber skal gennemleves for at komme frem til tilgivelsen. Det duer ikke at lægge sig ned og spille Offer. Det bringer ingen gennem en sorg.

Den personlige kraft

Der er kun én vej væk fra Offer-holdningen: at finde frem til sin personlige kraft ved at tage ansvar for sine egne erfaringer, også for de uheldige og smertefulde og dem, som bare er sket. Kun den, der er bevidst om sin personlige kraft (= ved, at han ikke knækker under sin smerte) kan hele sig selv.

Der er to måder at forvalte sin kraft på: den ekskluderende og den inkluderende.

  • Den ekskluderende ser verden som modsætninger: svage og stærke, smuk­­ke og grimme, gode og dårlige, vindere og tabere. I det perspektiv er man stærk, når man ser andre som svage, god, når man ser andre som dårlige osv. At ekskludere er at begrænse: jeg er nødt til at… for at blive bedre end min modstander. Det er den den lige vej til uforsonlighed. At tilgive er i det perspektiv at godtage den ”dårlige” eller onde. Og hvem er jeg så selv?
  • Den inkluderende er funderet i individets oplevelse af sin indre verden og i, at han ser alle livets begivenheder som muligheder. Verden ses som råstof for at forme sit eget liv, og tilværelsen opleves ikke i modsætninger, men i muligheder: Hvis ikke begge er tilfredse, er vi begge tabere. Andre mennesker opfattes som deltagere i et flow og fælles skabelse, også, selvom de repræsenterer forskellighed og uenighed. Det er en fælles verden, der inkluderer alles erfaringer. For egentlig findes der intet, som ikke i en vis forstand kan assimileres, bruges og bidrage til videreudvikling. Den inkluderende tilgang til egen kraft giver mulighed for at elske og føle sig elsket, at indgå i alle slags fællesskaber og vide, at der ikke er vindere og tabere. Der er kun forskelligheder.
En case

L’s barndom var uharmonisk. Da han var to, forlod hans far familien, og L voksede op hos en deprimeret og hysterisk mor, en dominerende og konkurrerende søster og en passiv bedstemor. Han kæmpede sig gennem skolen, tog småjobs og havnede i relationer, der var korte, overfladiske og ufrugtbare. Indtil han fyldte tredive, var også hans familierelationer krigeriske og uforsonlige, og han var helt uinteresseret i at undersøge, hvorfor han havde så svært ved at indgå i varme, kærlige relationer til venner og kærester.

I trediverne kom han tilfældigt ind i en kreds af mennesker, der dyrkede selvudvikling. Han gik i intensiv terapi, søgte for første gang et job, der passede til hans intelligensniveau og involverede sig med en kærlig kvinde. Efterhånden forstod han, at det var muligt at leve på en anden måde: med givende job og nærende relationer og fik den tanke, at det måske endda var muligt at forsone sig med sin mor, søster og bedstemor.

Han tog fat på den vanskelige opgave at etablere forhold til dem, som var baseret på respekt og gensidig dialog, fordi han blev klar over, i hvor høj grad han savnede samspil med sin familie. Han opsøgte også sin far for første gang i tredive år. Faren viste dog ingen særlig interesse, så L opgav at udvikle forholdet. Alligevel var han glad for deres møder, for nu kunne han se faren som et menneske og ikke som et ondt fantom. Desuden forstod han, at hans fars manglende evne til at indgå i nære, intime relationer var grunden til, at han forlod familien dengang. Og at det ikke var L’s fejl.

Da L tog kontrol over sit liv, begyndte hans uforsonlighed at mindskes. Forholdet til mor og søster blev tættere, fordi han kunne nærme sig dem uden vrede, bebrejdelser og anklager for hans egen, smertefulde barndom. Med sin personlige kraft havde han skabt det bedst mulige resultat for sig med de kort, han havde på hånden. Det var en stor tilfredsstillelse for ham at slippe for at mærke sin vrede, fortrydelse og uforsonlighed døgnet rundt.

Kunsten at tilgive (del I)

Kunsten at tilgive (del III)

 

©Winnie Haarløv