Din plads i søskenderækken

/i /af

Mange års forskning og erfaringer viser klart, at barnets plads i søskenderækken har afgørende indflydelse på, hvordan barnet vil forholde sig til omverden, agere i relationer og anskue sine livsbetingelser som voksen. Barnets personlighed præges tidligt (og uundgåeligt) af dets placering i søskenderækken. I en børneflok på f.eks. 3 melder der sig forskellige udfordringer for ældste-, yngste- og mellembarnet, mens enebarnets udfordring er at lære at lege alene uden at føle sig ensom – og at lære at begå sig i en flok, når det bliver børnehavetid.

Det ældste barn typisk vil udvikle nogle karakteregenskaber, som ligger yngstebarnet fjernt – og omvendt. Et enebarn bliver præget af ingen søskende at have, og en efternøler kan udvikle nogle af de samme egenskaber, selvom der er mange ældre søskende.

Den førstefødte er enebarn, indtil den næste melder sin ankomst og må dele sine forældres kærlighed med den nye baby. Det er et chok, som kan få barnet til at føle sig uelsket og tro, at ingen elsker det mere. Barnet løser problemet ved at blive præstationsorienteret: dygtig, artig osv. – eller udvikler med andre ord evnen til at skaffe sig opmærksomhed i form af respekt, beundring og anerkendelse som erstatning for den tabte, ubetingede kærlighed. Barnet tror ofteste, at det på en eller anden måde selv er skyld i den tabte kærlighed og føler skam og skyld over sin ”forbrydelse”. For at slippe for skyldfølelsen udvikler barnet fintfølende antenner, så det kan undgå at såre eller genere andre og dermed risikere at miste den smule kærlighed, der er til rådighed. Den ældste kommer derfor nemt til at føle sig uelsket og forkastet, når moderens kærlighed skal deles med den nye baby.

Den næstældste må forholde sig til, at storesøster eller -bror tiltrækker sig netop respekt, beundring og anerkendelse ved sin dygtighed. Ligemeget hvad den næstældste gør for at få opmærksomhed, er storesøster eller –bror dygtigere, hurtigere eller mere erfaren. Den næstældste lærer at føle sig utilstrækkelig og forsøger at overvinde denne følelse ved at perfektionere sig på udvalgte felter, fordi det tror, at hvis det bare bliver endnu bedre, får det kærlighed. En anden mulighed er at gøre sig “anderledes”, f.eks. i påklædning, valg af hobbies el.lgn. Den næstældste kommer nemt til at føle, at ingen bryder sig om hvordan han eller hun føler (for det gør den ældste i hvert fald ikke!), og for at undgå denne smertelige følelse, undertrykker barnet den. Den næstældste oplever manglen på opmærksomhed som om ingen bryder sig om, hvordan han eller hun føler. Følelser bliver derfor en kilde til smerte og ses derfor som noget, der skal undgås. Den næstældste forsøger altså at håndtere livet med logik i stedet for følelser.

Det tredje barn må finde sig i at blive drillet og hakket på af den næstældste, som gør det for at slippe af med sine egne utilstrækkelighedsfølelser. Det gør den tredjefødte sårbar og får ham til at føle sig ubeskyttet, og barnet forsøger at klare sig imod den næstældste bror eller søster ved at beslutte sig til ikke at lade sig genere. Udvejen er at klare sig ved at være stærk – og det betyder, at barnet er nødt til at fortrænge frygten. Den tredjefødte der klarer dét, bliver frygtløs. Den, der ikke klarer det, bliver frygtsom.

Den fjerde må finde sig i, at den tredjefødte holder ham i skak med at beskylde ham for ikke at være stor nok, stærk, hurtig, gammel eller smart nok til at lege med. Dette barn opnår intet ved at være sårbar, men følelsen af forkastelse kan resultere i en konstant følelse af forkastelse og af at være lille, uønsket og forkert som kan blive hængende hos individet livet ud – og en kamp for at opnå ligeværdighed ved at gøre sig virkelig meget umage.

Kommer der et femte barn, forsøger den fjerdefødte at videregive disse følelser ved at ignorere den nye baby. Hermed begynder mekanismen forfra og den femtefødte opfatter sig selv som et enebarn eller en førstefødt, indtil familien måske får et sjette barn.

Naturligvis er der mange undtagelser, og den numeriske placering i søskendeflokken korresponderer derfor ikke ubetinget med barnets psykologiske placering.

Helt, Syndebuk, Drømmer eller Maskot?

Helten

Familiens helt er det perfekte barn – den ansvarlige, respektfulde, dygtige–i–skolen og formentlig velklædte. Andre synes hun er intelligent, begavet, talentfuld, forsigtig, omhyggelig, seriøs, ansvarsfuld, pålidelig, stærk, kreativ og har fuld fart på.

Dette barn får familien til at ligne en succesrig familie – for hvordan kan der være noget som helst galt med en familie, der kan frembringe sådan et barn?

Men når et individ spiller en rolle, bliver der mindre plads til at være sig selv. Inderst inde føler Helten sig tit anspændt, utilstrækkelig, angst for fiasko, vred, trist, ensom, værdiløs, skamfuld eller følelsesløs.

For at bryde ud af rollen har Helten brug for

  • Tilladelse til at begå fejl og ikke skulle være perfekt
  • Mulighed for at lege
  • Mulighed for at udtrykke følelser og behov
Syndebukken

Syndebukken er ”det sorte får” eller ”problembarnet”, der ikke passer ind. Syndebukken laver ballade og skaber problemer og hører tit de andre sige f.eks. ”Hvis du dog bare ville opføre dig ordentligt, så ville der ingen problemer være!”. Men sådan er det ikke – for syndebukkens rolle er netop at flytte fokus fra familiens problemer ved at suge den negative opmærksomhed til sig.

Andre ser Syndebukken som vred, mopset, stærk, rebelsk, vild, trodsig, uopdragen, hård eller næsvis. Teenageren i den rolle kan f.eks. blive gravid i utide, rode sig ind i ulovligheder eller misbruge alkohol eller stoffer.

Indvendig føler Syndebukken sig tit såret, er bange for at stole på nogen, føler sig afvist af familien, misforstået, håbløs, forrådt og synes hun får skylden for alt.

For at bryde ud af rollen har Syndebukken brug for

  • Tilladelse til at få succes – og anerkendelse for det
  • Støtte og bekræftelse
  • Struktur og pålidelighed
Det fortabte barn

Denne rolle kaldes også ”Den stille pige / dreng” eller ”Drømmeren”. Hun holder sig væk fra problemer og holder sig meget for sig selv. Opgaven ligner Heltens: fordi Det fortabte Barn så sjældent kommer i vanskeligheder, kan familien sige: ”Hun er en god pige – måske lidt aparte, men det går jo meget godt” – underforstået, at så går det jo også godt i familien.

Andre synes at Det fortabte Barn er stille, reserveret, kreativt, uafhængigt, venligt, kunstnerisk, musisk begavet, blødhjertet, usynligt, mildt, kan lade sig fuldstændig opsluge af en bog, tegning eller musik og undgår så vidt muligt konflikter. Er der optræk til konfrontationer, forsøger barnet at gå i et med tapetet, så vreden ikke rettes imod hende.

Indvendig føler Det Fortabte Barn sig udenfor, ensom, vred, skrøbelig, isoleret, magtesløs, bange, forvirret og leger sommetider med tanken om at ”forsvinde”.

For at bryde ud af rollen har Det Fortabte Barn brug for

  • Positiv, direkte opmærksomhed
  • Opmuntring til at tage chancer
  • At føle sig forbundet med andre
Maskotten

Familiemaskottens formål er at aflede spændinger og lette stemningen med humor eller klovnerier. Hun er oftest den nuttede, yndige eller pudsige, og andre ser hende som sjov, sorgløs, opmærksomhedskrævende, charmerende, med et lyst sind og let hjerte, dramatisk, indtagende, krævende, manipulerende og umoden.

Indvendig føler hun sig tit bange, forvirret, skamfuld, udenfor, hjælpeløs, afhængig, vred, skyldig, ensom og usikker.

For at bryde ud af rollen har Maskotten brug for

  • at blive taget alvorligt
  • at opleve, at hendes mening tæller
  • at alle hendes følelser bliver rummet og anerkendt
Kend din rolles ‘regler’

Rollerne i barndomsfamilien kan blive bestemmende for fremtidens succes eller fiasko – og det behøver ikke altid kun at føre noget negativt med sig.

Jeg har f.eks. en bekendt, der som har valgt at specialisere sig i arbejdet med indvandrere. Hun var familiens Syndebuk og engagerede sig voldsomt politisk i den sociale skævdeling, da hun læse. En af mine klienter lever rent faktisk af sin Maskotrolle ved at være stand–up–komiker.

Det problematiske opstår, hvis rollen bliver en begrænsning og hindrer individet i at folde alle sine unikke potentialer ud. Din familierolles begrænsninger er oftest fortrængt til dit underbevidste, hvor dens ”regler” så ligger og spænder ben for det, du ønsker at gøre, uden at du forstår hvorfor du reagerer, som du gør.

Først når du bevidstgør disse regler og forstår, hvad der foregår, kan du ændre det, der er uhensigtsmæssigt for dig.

© Winnie Haarløv

De sværeste kampe kæmpes i familien

/i /af
  • Betyder det noget for dig, dit parforhold og dine børn, at din bedstefar var alkoholiker da din far var dreng?
  • Er det vigtigt, at din mor var depressiv, da du blev født?
  • Og spiller det overhovedet nogen rolle, at Grandtante Tut ikke kom til din konfirmation, fordi hun lå på den lukkede?
Alt betyder noget

Personligheden formes i familien. Fra nyfødt og op gennem barneårene præges du med værdier, moral, normer og ideologier og uskrevne regler, og meget lagres i underbevidstheden.

Familiemedlemmerne er rollemodeller for kærlighed, selvværd, følelser, konflikt, sex, kønsroller og alt muligt andet, som er vigtigt og nødvendigt for at skabe og eksistere i menneskelige relationer. Selvfølgelig er mor, far og søskende typisk de vigtigste forbilleder, men en familie er et vidtrækkende system, og adfærdsmønstre kan nedarves gennem generationer.

Eksempel: Hvis din bedstefar stak din far nogle flade, kan din far enten have valgt at gøre det samme ved dig (“jeg tog jo ingen skade, og jeg var tit selv ude om det”). Eller han kan vælge at bryde mønstret og blive forkæmper for, at vold er bandlyst i familien.

Han kan altså vælge at bruge sin far som modbillede, når det gælder øretæver. Men måske har han ikke opdaget, at din bedstefars drilleri og sarkasme er så indoptaget i ham, at han også har drillet og nedgjort dig for sjov, og at du derfor i dag er hyperfølsom overfor kritik, fordi din far ubevidst har brugt din bedstefar som medbillede. Nøglen til selvindsigt, hvis du vil udvikle dig personligt og blive en bedre partner eller forælder ligger altså i familien.

Opvæksten præger dig dybt

Enhver familie har en eller anden form for følelsesmæssig smerte vævet ind i deres baggrund: depressioner, alkoholisme, dødsfald, skilsmisser, aborter, kriminalitet, fallit o. lgn. Den smerte kan være årsag til, at familiens medlemmerr gennem generationer er præget med mønstre, der ubevidst gentager sig og f.eks. skaber konflikter.

Og familieskænderier præger børnene for livet. De skaber utryghed, der forstyrrer børnenes søvn og giver negative følelser. Det er det barske resultat af to nye undersøgelser (1). I den ene fulgte man 223 seksårige for at undersøge, hvordan forældrens konflikter påvirkede børnenes følelsesmæssige status – og fandt, at børnene led under det psykisk, fordi de blev bange og usikre – og fysisk, fordi usikkerheden ledte til forstyrrede søvnmønstre.

Det betød irritation og udmattelse, gav anledning til yderligere konflikter i familien og tog energi fra livsvigtige kontakt og omsorg. Hvor vigtig den er, illustreres af de rumænske børnehjemsbørn, som døde eller blev psykotiske på stribe i deres isolerede senge, var ikke fysisk syge ― de manglede voksenkontakt og følelsesmæssig omsorg. På ét af børnehjemmene fandt man, at barnet i sengen nærmest døren overlevede længere end nogle af de andre, og ved at videooptage stuen viste det sig, at rengøringshjælpen hver dag satte sig 10 min. ved sengen og snakkede med barnet, inden hun gik (2). Skræmmende. Og tankevækkende.

Tryghed, voksenomsorg og opmærksomhed er altså livsnødvendig for et barn, og derfor vil barnet gøre alt, hvad der står i dets magt for at få det fra de voksne. Det vil indordne sig under de gældende regler og gøre, hvad der skal til for at beholde sin plads i familien. For mennesket er et flokdyr. Vi bliver til, når andre ser os og anerkender vores eksistens, og derfor er det et livsvigtigt projekt for et barn at høre til i en flok.

Men barnet må tage den rolle, familien har plads til. Den kloge, samvittighedsfulde og ansvarlige helterolle tages typisk af det første barn, og den næste kan så vælge rollen som familiens klovn, maskot, sorte får eller drømmer. Rollen styrer adfærd og reaktioner længe efter, at barndomsfamilien er forladt og gentages, når det voksne individ stifter sin egen familie.

Familien Perfekt. Eller familien God Nok?

Familiemedlemmer kan ligne hinanden forbløffende meget, fysisk og psykisk. Men ethvert individ er født med unikke anlæg (temperament, evner, talenter) som ligger i genmaterialet og sagtens kan springe generationer over. Det er med andre ord ikke alt, som er præget ind i os. Og heldigvis kan vi som voksne vælge at slå automatpiloten fra og bevidstgøre os om, hvilke mønstre i barndomsfamilien vi har videreført, om vi udlever uhensigtsmæssige værdier og normer, eller om det ville gavne familien at skrotte dem og indføre vores egne.

Eksempelvis ses efterkrigsårene tit som et billede på Familien Perfekt med hjemmegående, bollebagende mor, renvaskede, velopdragne børn med skilninger som øksehug og næsen presset mod ruden i forventning om alfaderens hjemkomst til det veldækkede bord. Men vi, der voksede op i den tid fik ikke kun sprøjtet kakao efter skole ind i blodet.

Vi fik også stive normer, snævre moralværdier og rigide familiesystemer, sex som et tabuemne og opfattelsen af, at det er egoistisk at give udtryk for egne behov. Vi forventedes at blive det samme som forældre og bedsteforældre, og det var ikke spor skægt at være familiens ’sorte får’. Hvis f.eks. man i en familie med stolte traditioner for landbrug gerne ville realisere sine medfødte, kunstneriske evner for abstrakt maleri (eller omvendt) ― så var prisen tit udstødning.

Her kæmpes de sværeste kampe

Familien vælger man ikke selv. Men den er svær at vælge fra ― og selvom du gør det, bærer du den med dig alligevel. Men familien er et optimalt afsæt til personlig udvikling. Giver jeg f.eks. mine børn alt det, jeg ikke selv fik? Og er det rent faktisk dét, de vil have? Eller er det mine egne barndomslængsler, jeg på den måde lever ud gennem mine dem? Har jeg valgt en partner, der ligner en af mine forældre ― og er det så, fordi jeg aldrig følte mig helt accepteret af den forælder? Eller det modsatte?

Der er tusindvis af relevante spørgsmål, man kan stille sig. Hvis man tør! For lige så berigende det kan være at beskæftige sig med familiens betydning for humør og reaktionsmønstre― lige så svær og smertefuld en kamp kan det være at erkende, at barndomslandet måske ikke var det smukke, lykkelige og harmoniske sted vi nok alle ønsker os at have i erindringen.

Den gode nok familie

Det kræver mod og vilje at se i øjnene, at der findes usunde mønstre omkring ens eget spisebord ― men det er aldrig for sent at ændre sig. Og forandring er altid mulig, når det gælder personligheden. At ændre gamle mønstre kan vende et dysfunktionelt og skadeligt familiemønster til et, der er godt nok. For selvom forældre elsker deres børn og gør deres bedste for dem, så præger familiesystemet os på godt og ondt. Det hører til sjældenhederne, at man ikke får noget som helst godt med sig ― men den perfekte familie er endnu sjældnere. Den eksisterer nemlig ikke. Det bliver aldrig perfekt ― men godt nok er langt bedre end skidt.

Kildehenvisninger:Auburn University (Alabama); Brown University (Providence) & University of Rochester (New York) 2002)

  • BerlingskeTidende, april 2006

 

Hvor lidt ’må’ familien skændes, før det påvirker børnene?

Ifølge undersøgelser: uhyggelig lidt. Fjendtlighed, aggression, nedgøring, gøren grin med og sarkasme har livslange konsekvenser for børnene. Selv når forældrene behandler hinanden med tavshed for at skjule deres vrede, vækkes børnenes angst.

Forskere, psykologer og psykiatere har i en lang årrække beskæftiget sig med kvaliteten af familien og skelner mellem sunde (funktionelle) og usunde (dysfunktionelle) familier, og visse forskere mener, at kun 5% af nutidens familier er optimalt funktionelle ― tag dén!

Den dysfunktionelle familie

En familie med utrygge eller utilpassede medlemmer er dysfunktionel, dvs. samspillet mellem individerne fungerer ikke. Måske er der visse følelser, der ikke er velsete, eller der stilles krav og forventninger, som er urealistiske. Man spiller ikke med åbne kort og skal være en anden end man er for at være velkommen i familien. Man går med masker. Dysfunktionaliteten kan ‘bæres’ af alle i familien eller af ét medlem.

Den stærke familie
Den dysfunktionelle familie
Kommunikerer klart og uden tabuer. Alt må siges, og familiemedlemmerne taler meget i dagligdagen. Særlige emner drøftes ved familieråd eller omkringmiddagsbordet, hvor der er tradition for, at alle spiser sammen. Har definerede eller uskrevne regler og tabuer for, hvad der må tales om ― f.eks. kan emner eller følelser vedr. seksualitet, tro eller negative følelser være tabu. Kommunikationen bærer tit præg af sarkasme og ironi.
Familiens medlemmer opmuntrer, støtter og lytter til hinanden, når der er vanskeligheder eller særligt krævende perioder, og man deler åbent skuffelser over fiaskoer eller begåede fejl og kan tale frit om det, så meget man vil. Det enkelte familiemedlem indrømmer nødigt, når noget er gået galt eller en forventning ikke kan indfries. Der bliver gjort grin med fejltrin eller pinligheder ― eller man bliver trøstet med afledning, f.eks. penge, slik, mad eller fornøjelser.
Alle er gensidigt forbundne og ser familien som en enhed. Ingen føler sig udenfor, selvom de ikke altid kan deltage i familiens aktiviteter. I den svage familie bruger medlemmerne det meste af fritiden i eget selskab eller sammen med nogen uden for familien. Der kan optræde jalousi og misundelse.
Samhørighed i familien udspringer af et sæt fælles værdier, og selvom det enkelte familiemedlem kan have sine helt personlige overbevisninger, deler alle nogle fælles værdier som man lever efter, diskuterer og tror på. Der er ingen klart definerede fælles værdier, eller de eksisterende værdier modarbejdes / saboteres. F.eks. kan forældrenes værdi for julen være, at man er sammen ― men teenageren saboterer værdien ved at forlade festen efter gaverne for at være sammen med vennerne.
Er åben og interagerende med det omgivende samfund. Præges af gæstfrihed og spontanitet. Lukker sig om sig selv og åbner sig ikke for andre eller mod andre ― måske fordi noget skal skjules.
Omgås fjernere familiemedlemmer og ældre generationer med respekt og interesse. Afskriver fjernere eller ældre familiemedlemmer som uinteressante eller intetsigende.
Kan tilpasse sig situationer og perioder med stressende og vanskelige vilkår (f.eks. arbejdsløshed, sygdom, dødsfald, dårlig økonomi osv.) og støtter hinanden. Klarer sig dårligt i pressede situationer, og familiemedlemmerne skændes, kommer i konflikter, trækker sig eller gør oprør.
Anerkender og værdsætter indbyrdes forskelle, selvom de falder uden for de overordnede mønstre. Hvis f.eks familiens musiksmag er mainstream, og lillebror begynder at spille guitar i et death metal band, så får han støtte til sin interesse ― uden at familiens andre medlemmer lægger skjul på, at de foretrækker deres egen smag. Alle føler sig som ligeværdige medlemmer af familien. Det anses for en styrke at ligne hinanden: f.eks. have samme interesser, overbevisninger, tøjstil eller måde at agere på. Den, der falder udenfor, forsøger man at genne tilbage i folden med argumentation, motivation, straf eller udelukkelse. Man respekterer ikke den anderledes, gør nar, driller, ignorerer eller modarbejder den ’mærkelige’ interesse.
Det er tydeligt, at forældrene har lederskabet og beslutningsmagten, samtidig med at de er åbne over for børnenes ønsker og ideer. Mange store valg og for stort ansvar overlades til børnene. De voksne nænner ikke at sige nej eller giver efter for at undgå konflikter og konfrontationer.
Bruger meget af deres fritid sammen, fordi de simpelthen kan lide hinanden, og fordi de værdsætter fælles oplevelser. Det største engagement ligger uden for familien, og samvær med familiens medlemmer sker hovedsageligt af pligt.
I den trygge familie er der ingen ’forkerte’ følelser. Det er okay at være vred, skuffet, ked af det, bange, trist, sur osv. I den utrygge familie er visse følelser ikke velsete, og oftest er det bedst at være neutral eller glad.

©Winnie Haarløv

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

Nøleriets tyranni II

/i /af

Overvind nøleriet i 4 trin

At overvinde eget nøleri kræver hverken terapi eller medikamenter. Det kræver først og fremmest dét, som nøleren udmærket er klar over: at tage sig selv alvorligt og begynde at se virkeligheden i øjnene.
Der er sikkert mange praktiske anvisninger på, hvad en nøler kan gøre. Her er mit bud på en enkel metode i fire trin.
Det første kalder jeg trin 0, fordi det er en uundværlig forudsætning for overhovedet at komme i gang.

Trin 0: se virkeligheden i øjnene: At stoppe magiske tanker og håb om trylleri

En nøler vil typisk udskyde at gå i gang og fortælle sig selv, at han ikke tror på, at noget kan ændres, at det er for svært eller ubehageligt, eller at han skal vente, til at ”føler for det.” Den inspiration kan han vente på, til der er to torsdage i én uge. Hvornår kommer inspirationen til at gøre noget, der er ubehageligt?

Men hvad mener jeg med at ”se virkeligheden i øjnene”? Et eksempel:

A føler sig syg, så han går ind på et apotek

A: ”Giv mig noget medicin, der kan helbrede det jeg fejler.”

Apoteksassistenten: ”Hvad fejler du? Har du svamp mellem tæerne eller ondt i maven, eller hvad? Jeg må vide mere om, hvad der er galt for at kunne finde det, der kan hjælpe.”

A: ”Jamen, det ved jeg ikke. Bare giv mig noget medicin.”

Hvor store tror du at chancerne er for, at A får udleveret noget, der virker?

Grundlæggende er det selvfølgelig umuligt at ændre noget, som ikke er defineret. En nødvendig begyndelse vil derfor være at begynde at høre efter, hvad det er du fortæller dig selv for at retfærddiggøre nøleriet.

En terapeut ville sige: ”at tage ansvar for, hvad det er jeg siger og gør, så jeg kan se konsekvenserne.” Først når det arbejde er gjort, kan du begynde at ændre på det, du har opdaget at du gør.

Og ja: det kan være svært at ændre gamle vaner. Men det er ikke umuligt.

Trin 1: bemærk dine selvfortællinger:

At lytte til, hvad du siger til dig selv og bevidstgøre det

I stedet for at flygte ved at undskylde, forklare eller springe over, så gå dine nøleri-forstærkende historier i møde. Interesser dig for, hvorfor noget opleves som for svært, ubehageligt eller umuligt.

Stop de magiske tanker om, at mirakler vil ske og opgaven vil løse sig selv til alles fulde tilfredshed – og lad være at fortælle dig selv, at du er håbløs, at du altid har nølet, at du er slap osv. osv. Der er en grund til dit nøleri. Du kender den bare ikke.

Se nysgerrigt på dig selv – og erkend din virkelighed, fx: ”Når jeg udskyder, så sker der ingenting. Konsekvenserne vil være, at… og tingene sker ikke af sig selv.”

Bryd så opgaverne ned i overskuelige bidder. Klassikeren ”hvordan spiser man en elefant? En bid ad gangen” er sand! En nøler vil dræbe sit eget initiativ ved at gøre enhver opgave så stor og uoverskuelig, at det ikke nytter at gå i gang. Tag dig selv i det og gå i gang med at opsætte mål, delmål og detaljemål som dele af en realistisk handleplan.

Trin 2: understøt enhver positiv udvikling.

At forbinde opgaverne med noget positivt i stedet for noget ubehageligt.

• Når den svære start er overstået, gælder det om at opsætte et belønningssystem. Gør det enkelt og nemt (især i begyndelsen), f.eks. ”Når jeg har gjort X (lille detaljemål), så må jeg Y (få en kage, se TV, lægge mig i hængekøjen osv.)

• Derefter skal du hver dag realistisk prioritere det, der skal gøres:
Del opgaverne op i to typer : 1) de presserende og 2) dem, der kan udskydes.
Opdel så bunke 1) i to typer: a) de lette og kortvarige, b) de tid- og ressourcekrævende.
Nu har du sorteret det vigtige fra – det, som presser sig på og som skal laves, for at du kan overholde tidsplanen, få leveret og mærke fremskridt.

• Opdel nu de to bunker i fire:
  1. X) de lette og kortvarige, som du har lyst til at lave
  2. Y) de lette og kortvarige, som du ikke har lyst til at lave
  3. Z) de tid- og ressourcekrævende, som du har lyst til at lave og
  4. Æ) de tid- og ressourcekrævende, som du ikke har lyst til at lave.

• Lav nu to bunker igen: Den med opgaver, som du har lyst til at lave og resten i en anden bunke. Nu har du dagens opgaver foran dig. De er prioriteret på alle måder, og nu er det tid at bestemme dig til, hvilket system du vil løse dem i. Type Y) og Æ) kan udløse belønninger, når de er færdige (en snack, en pause, lov til at lave to af type X og Z) osv. De opgaver du har lyst til at lave, udløser ingen belønning. De bærer lønnen i sig selv: at du kan stille dig foran spejlet og klappe dig selv på skulderen og rose dig selv for, at du faktisk fik gjort både dit og dat.

Trin 3: forvent tilbageslag

At kræve det mulige af dig selv og acceptere, at du ikke er perfekt

Du vil uden tvivl opleve tilbagefald, fx i særligt pressede perioder, hvis du bliver syg eller opgaverne bare vælter ind. Det vigtigste er at:

• se i øjnene, at det kræver en stædig indsats at ændre dit nøleri

• huske dig selv på, at når du undgår at arbejde, påfører du dig selv endnu mere arbejde

• lade være at hoppe på dit eget selvbedrag om, at opgaven er for svær, og at du ikke kan løse den.

Erkend, at det ikke er verdens ende, når du falder tilbage. Alt er ikke ødelkagt pga. en smutter. Giv dig selv en belønning for at indse dét (hellere end at kaste dig ud i tidligere tiders nøleri) – og kom så op på hesten igen.

Gå din opgaveprioritering igennem. Tjek, om du har være urealistisk i dine forventninger, tag højde for sygdom eller uforudsete begivenheder. Selv den mest produktive fejlberegner af og til den tid, der skal til for at løse en eller flere opgaver. Husk, at du er chefen for dig. Det er ikke opgaverne, der bestemmer – det er dig. Og du kan altså ikke trylle.

Lad være med at fortælle dig selv, at du er et dårligt menneske eller et værdiløst fjols, hvis du ikke opfylder målene. Det fører til selvbebrejdelser og undvigemanøvrer. Du gør klogt i at give dig selv en belønning for at opdage, hvordan du er i færd med at blokere din produktivitet – og så tage fat bagefter.

© Winnie Haarløv

Nøleriets tyranni I

/i /af

At nøle er at udsætte det, der skal gøres til senere uden at have en konkret grund til det, og de fleste af os kender til det i større eller mindre grad.

Voksne, rationelle og fornuftige mennesker ved deres fornufts fulde brug formår i den sammenhæng at tænke magiske tanker (måske endda uden at gøre det bevidst): ”Det ordner sig nok.”
Men det er ren virkelighedsflugt, for intet kommer af sig selv undtagen lommefnuller. Virkelighedsflugt følges som regel af en ubehagelig, tyngende følelse af skyld, skam, selvbebrejdelser, afmagt og håbløshed. For hvorfor kan jeg da ikke bare tage mig sammen?

Nølen er så almindeligt, at man kan undre sig over, at der ikke er bedre beskrevet i faglitteraturen, når nu så mange andre områder i psyke og adfærd er undersøgt og beskrevet ned i detaljen.

Mange af mine klienter klager over at de nøler ”uden grund.” Det gør vi så til genstand for undersøgelser i terapien, og det viser sig som regel, at der er gode grunde til nøleriet, som blot ikke er bevidstgjort.

Nølen udspiller sig på to overordnede områder:

• Personen selv. Et mennesker, der er utilfreds med boligen, kæresten, studiet, jobbet, vægten, konditionen, indtægten, mængden af fritid, oplevelsesniveauet osv. udsætter aktiviteter, der tjener til at forbedre hans eller hendes personlige udvikling. Resultat er utilfredshed, bitterhed, manglende livsappetit, en følelse af at være fanget og stå på perronen, mens toget suser forbi.

• Personens opgaver. Den, der udskyder sine opgaver (f.eks. vasketøjet, betaling af regninger, male væggene, pudse støvlerne, hente børnene osv.) forsømmer sin omverden. Resultat er dårlig samvittighed, irritation over for mange byrder og pligter, et ønske om at komme væk fra det hele, ensomhed, isolation.

Nølerens drivkraft

Den, som nøler, drives oftest af to grundoverbevisninger:

• Jeg er utilstrækkelig

• Omverdenen er besværlig og krævende.

Disse to overbevisninger kan komme til udtryk på mange måder. Her er et udvalg af de almindeligste.

1. Perfektionisme

Den, der føler sig utilstrækkelig, vil paradoksalt nok sjældent søge sin egen succes. Han er jo bange for at mislykkes og vil derfor udvælge sig opgaver med stor sandsynlighed for fiasko.

Men hvorfor vælger han ikke noget med sandsynlighed for succes?

Nej, for han kan jo alligevel ikke leve op til sine egne forventninger, og derfor kan han lige så godt springe over, hvor gærdet er lavest og skaffe sig den fiasko, han på forhånd har dømt sig selv til. Det virker sådan her:

”Hvis jeg får et 12-tal til eksamen, kan det ikke blive bedre. Det må jeg have, for så er jeg god nok. Men da jeg jo er utilstrækkelig, kan jeg aldrig få et 12-tal, og så er det ikke godt nok. Og så kan jeg lige så godt lade være.”

I den optik er hans bevæggrund helt logisk og velvalgt, så han forsømmer studier og eksamenslæsning med undskyldninger om, at han har for travlt, er syg, er ulykkeligt forelsket, er nødt til at skaffe flere penge osv. osv. Det åbner mulighed for, at han kan give en plausibel, forståelig undskylding for sin manglende succes (og dermed forsøge at gøre den mindre skamfuld): ”Ja, hvis jeg bare havde styr på …. (en eller flere af undskyldningerne), så kunne jeg have gået til eksamen, men pga. (undskyldningerne), kan jeg jo ikke.”

2. Angst og katastrofefantasier

Den, der kun kan udholde succes bliver selvfølgelig nervøs, når han skal foretage et valg. For hvordan kan han nu sikre, at han vælger Det Rigtige? Han er nødt til at udskyde beslutningen, indtil han føler sig sikker på succes i valget. Men jo længere han venter, jo større bliver hans nervøsitet for at vælge forkert. Fantasierne om konsekvenserne af det forkerte valg vokser og overmander ham. Han giver op og føler sig afmægtig og hjælpeløs, et offer for sit eget liv og for de urimelige vilkår i verden. Han vælger ikke at vælge. Fælden er, at det også er et valg! Men det er et, han ikke træffer bevidst, og de magiske tanker ved at fraskrive sig ansvaret for sit valg bliver: ”Jeg kunne ikke gøre for det / Jeg havde ikke noget valg.”

3. Negativ selvopfattelse (selvnedvurdering)

”Jeg burde jo nok kunne gøre X og Y”, tænker nøleren. ”Men hvorfor gør jeg det så ikke? Jeg er en idiot – doven, sløv, ubrugelig!” Han skælder sig selv ud fordi han opfatter sig selv som doven, sløv og ubrugelig. Men mon det rent faktuelt er tilfældet? Næppe.

Fordømmelsen er snarere et udtryk for, at han på forhånd har givet op på X og Y, fordi han har så høje krav til sig selv. Det giver ham så anledning til at skælde sig selv endnu mere ud: ”Hvor er jeg dog åndssvag og latterlig! Tænk, at jeg ikke engang kan bestemme mig til at at…”

Hans urimelige krav til sig selv betyder, at han lige så godt kan trodse dem og blive rebelsk. Han gør oprør imod sit eget diktatur – hvorefter han skælder ud på sig selv for at gøre oprør. Det er en lille, sluttet cirkel, som kræver så mange ressourcer, at det rent faktisk bliver umuligt at udføre både X og Y.

4. Grandiositet (selvovervurdering)

Den indædte nøler er træt og udmattet, for han er altid travl, forjaget og optaget, og han påtager sig til andres (og måske endda sin egen) undren ekstra opgaver. Han har travlt med at have travlt, for egentlig er han ikke særligt produktiv. Han har nemlig så mange bolde i luften, at han ikke kan nå at spille ret mange af dem. Han får ikke fulgt sine projekter til dørs, får ikke gennemført ret mange af sine planer, og derfor gemmer han sig bag forklaringer om at hans manglende resultater skyldes omstændigheder som andre udmærket kan tackle. F.eks. at der kun er 24 timer i døgnet, at det sommetider regner og sner, at der er trafikpropper, terminsbetalinger, juleaftner og alt muligt andet, som et menneske skal tage sig af.

5. Behov for anerkendelse (usikkerhed)

Nogle mennesker skal føle sig trygge, elskede og accepterede for at kunne handler. De mener at have brug for omverdens anerkendelse for at være noget værd, og hvis de ikke får konstant opmærksomhed, anerkendelse eller billigelse, føler de sig værdiløse. Når den følelse fylder, bliver alt hvad de rører ved også nemt værdiløst i deres egen vurdering. Energien skal altså komme fra omverden, og det stiller omverden ikke altid op til.

Sådan et menneske vil bruge mange, mange ressourcer på at være afholdt og derfor påtage sig alle mulige tjenester for andre. Så mange, at det bliver nærmest umuligt at nå det hele og gøre det ordentligt – og den, der kommer sidst er personen selv. Han får aldrig tid, overskud og ressourcer til at se på sit eget liv og vurdere, om han er tilfreds med det. Han giver med andre ord ikke sig selv den kærlige opmærksomhed og anerkendelse, han jagter hos omverden.

6. Stress (afmagt)

En nøler udskyder pr. definition sine opgaver og kommer derfor som regel til at føle sig stresset af alt det, der ligger og venter. Det tårner sig op og gør det svært eller umuligt at prioritere opgaverne og komme i gang. Derfor presser de sig alle sammen ubønhørligt på. ”Nytter det overhovedet?” tænker nøleren. ”Det er jo ligemeget hvad jeg gør, så er det bare et bundløst hul, som jeg umuligt kan fylde op. Jeg kan lige så godt lade være.”

Den sort-hvide tankegang er negativ og forstærker følelserne af selvforagt, dårligt selvværd, stress og håbløshed. Alt sammen den lige vej til passivitet eller sammenbrud. Det er danaidernes kar, og nøleren vil trætte og irritere sig selv og sine omgivelser med sine beklagelser og føle sig afvist og urespekteret – og dermed forstærke sit negative selvbillede.

Godt så! Når det nu tydeligvis medfører så meget negativt at nøle, hvorfor er det så så svært at gøre noget ved det? Det er der mange forklaringer på, men det er søforklaringer. De er bygget på enten rationalisering, impulsivitet eller virkelighedsflugt.

7. Rationalisering (selvbedrag)

”Jeg begynder på mandag!” siger den typiske nøler. ”Jeg mangler bare lige at undersøge…” ”Jeg skal bare lige først…” og mere af samme skuffe. At give sig selv forsikringer om, at nu begynder han, dæmper nølerens angst og selvhad, for nu har han jo truffet beslutningen! Han behøver altså ikke ruge over sin egen utrilstrækkelighed, for på mandag…

Men forklaringen giver kun en flygtig lettelse, for med sig selv ved han godt, at det ikke bliver sådan. Han ved udmærket, at han narrer sig selv, og derfor overlistes han hurtigt af tristhed og afmagt. Han anklager og bebrejder sig selv for at være et skvat, og det er næsten uudholdeligt at skamme sig over at føle sig som et skvat, så han er nødt til at forsvare sig imod sig selv. Det kan han gøre på flere måder.

  1. Han kan indrømme: gøre nar af sig selv, fortælle vittigheder om sig selv og vise, hvor meget overskud og selvironi han har. Gevinsten er, at omgivelserne møder ham med et smil. Men nøleren ved udmærket, at andre ikke regner med ham. De stoler ikke på hans løfter. De har ingen tiltro til hans ord, og nøleren ved godt, at han ikke bliver respekteret som andet end – en uansvarlig nøler.
  2. Han kan lyve: ”Jeg arbejder bedst under pres,” undskylder han sig, selvom han ved, at det ikke passer. Hvis han arbejder under pres, er hans drivkraft frygt (for konsekvenserne af ikke at levere) og ikke pres.
  3. Han kan appellere til medlidenhed: ”Jeg har det dårligt med deadlines,” siger han. Og vupti: når han bliver ved at undlade at levere, sker det også, at opgaven bliver annulleret, udført af en anden eller bliver irrelevant. Fordel: presset er væk.
  4. ”Jeg lever i nuet!” forsvarer han sig og henviser til Eckart Tolle eller en af alle dem, der overfladisk læst kan forstås som om lykken ligger i total ansvarsfrihed. Men nøleren lever netop ikke. Han plages af alle sine hvide løgne, bortforklaringer, skyldfølelser osv.
8. Impulsivitet (manglende behovsstyring)

En af forskellene på at være barn og voksen er den voksnes evne til at udskyde egne behov. Et lille barn viser sin utilfredshed spontant og omgående, hvis det ikke får sit behov opfyldt, mens voksne kan rumme det og vælge rette tid, sted og mulighed. Lidt sort-hvidt kan man sige, at barnets tolerancetærskel er lav, og impulsiviteten er høj, mens det er omvendt for en voksen.

Nølerens tolerancetærskel er umoden. Han følger sine behov (at slippe for den krævende opgave / undgå besværet) og giver op. Lige til han konsekvenserne bliver for ulidelige, hvorpå han kaster sig ud i voldsom aktivitet. Han prøver så at finde genveje for at maksimere resultatet og minimere indsatsen. Det er der i sig selv ikke noget galt i, men oftest bliver resultatet af al den impulsive handlen, at han mister overblikket og fjerner sig fra sit mål. Når det bliver klart, begynder han forklare det mislykkede resultat med, at opgaven er for krævende, fristen er for kort, opgavestilleren (eller verden) er uretfærdig osv. osv. Det eneste han ikke går er at tage ansvar for, at hans impulsitivitet gjorde det umuligt at løse opgaven med overblik og overskud.

9. Overspringshandlinger

Den magiske ønsketænkning om, at alt vil løse sig af sig selv, hvis han blot giver det tid og venter til det rette øjeblik. Og når nøleren overtaler sig selv til at stole på, at tingene vil ske af sig selv, så dæmpes angsten for at fejle, og så kan han jo lige så godt bruge tiden til noget andet: se TV, surfe på nettet, skrive på facebook, gå en tur osv. osv. Men angsten for fiasko lader sig ikke narre. Lettelsen er kun forbigående og vil tit være forværret, når den vender tilbage.

På den korte bane er gevinsten ved at nøle er altså til at få øje på, men på den lange bane bliver gevinsterne vendt til tab.

overvind nøleriet i 4 trin (og nej, det er ikke nemt!)

©Winnie Haarløv

 

Gør dig fri af følelsesvampyren (Del III)

/i , /af

Det er nemmere sagt end gjort at frigøre sig fra en følelsesvampyr. Det kan være svært eller umuligt for omgivelserne at forstå, men det er jo heller ikke dem, der gennem lang tid (måske årevis) har stået model til en konstant nedbrydning af dit selvværd.

Frigørelsen falder i tre faser:
  • følelsesmæssig afstandtagen
  • afslutning af forholdet
  • efterbeskyttelse
1. Følelsesmæssig afstandstagen

I denne fase gør du dig klart, hvad du vil gøre og hvordan din frigørelsesproces skal være, for frigørelsen vil formentlig mislykkes, hvis du bryder med vampyren pludseligt og impulsivt, uden planlægning og uden de nødvendige ressourcer. Tit har Følelsesvampyren jo udsuget dig for kræfter, isoleret dig fra venner og familie og har kontrollen med økonomi, bil osv. Fase 1 består derfor af et antal små skridt, f.eks.:

  • Læg mærke til, hvordan du bliver behandlet og prøv, om du kan beskue det udefra uden at engagere dig med følelserne: Leg, at du er et videokamera, der simpelthen registrerer hændelserne. Du ved jo allerede, at intet nytter; at du intet kan gøre – så prøv i det mindste dette.
  • Gør dig kedelig. Klæd dig trist, sig gradvist mindre, deltag mindre, vær mindre livliv, mindre til stede. Måske kan du være heldig at kede vampyren så meget, at han eller hun selv forkaster dig – eller i det mindste oplever en faldende interesse i dig.
  • Kontakt dit netværk (familie, venner, bekendte) bag vampyrens ryg. Bed dem være parat med det, du får brug for: tag over hovedet, penge, børnepasning osv.
  • Hvis du frygter, at vampyren bliver voldelig over for dig, så tjek hvad der skal til for f.eks. at skaffe et polititilhold.
  • Fjern dine personlige værdier lidt efter lidt og deponer dem et sikkert sted. Du får nok ikke det hele med, men så er det en mindre pris at betale end at blive.
  • Hold helt op med at skændes, debattere eller drøfte noget. Undlad at forsvare, forklare eller undskylde dig selv – med andre ord, tal ikke til hans fornuft. Sig hellere f.eks. ”Jeg har følt mig så forvirret / stresset på det seneste.”
  • Begynd at antyde, at du måske er deprimeret, udbrændt eller rådvild m.h.t. dit liv. Husk, at Følelsesvampyren aldrig tager ansvar for noget som helst, heller ikke, hvad der sker i jeres forhold. Derfor vil han have nemmere ved at bryde forholdet, hvis han kan give dig (og din depression eller udbrændthed) skylden. Lad ham endelig fortælle andre, at du er ved at gå ned med flaget, at du er ved at blive skør eller utilregnelig. Det øger dine muligheder for at komme ud af forholdet. Lad ham derfor tænke og sige nøjagtigt, hvad han vil om dig.
  • Indled for guds skyld ikke et andet forhold – det vil kun forværre og komplikere din situation og øge hans vrede. Hold super, super lav profil med hensyn til det andet køn. Glem ikke, at din vampyr er verdens- og rom-mester i at udspionere og ikke skyr nogen midler for at skaffe sig viden om dig og dine handlinger.
  • Lad endelig vampyren indlede et nyt forhold, og lad ham fortælle vidt og bredt om det. Glem ikke, hvor nemt han har ved at engagere sig, fordi hans følelser er overfladiske. Chancen for at han engagerer sig i en anden vokser, hvis du er ”kedelig” og ”deprimeret”.
2. Afslut forholdet

Igen: Husk, at Følelsesvampyren ikke påtager sig nogen form for ansvar, reagerer på kritik med vrede eller raseri og let går i panik, når han føler sig forladt. Derfor skal selve afslutningen ske på nogenlunde samme måde som i den første fase.

  • Forklar, at du er følelsestom, gået i stå, udbrændt osv. Sig, at du ikke kan føle noget for nogen overhovedet, at der må være noget seriøst i vejen med dig, og at han fortjener bedre. Spørg, om han ikke har bemærket den forandring, der er sket med dig i de sidste par måneder (fase 1), og sig at du må have tid til at finde ud af, hvad der er galt med dig. Måske får du kvalme ved at sige det, men prøv med ”Jeg duer overhovedet ikke til noget i øjeblikket:” Hvis vampyren kan give dig hele skylden for bruddet og helst stille sig selv i et favorabelt lys (”hun ønskede fred til at finde sig selv, og selvfølgelig måtte jeg give hende det, selv om jeg elsker hende, bla-bla-bla”, så bliver det nemmere for ham at forlade dig.
  • Hvis han går i panik, vil du helt sikkert opleve en tsunami af telefonopkald, breve, sms’er, mails, sedler på din bilforrude osv. Reager med et kedeligt, spagfærdigt ”tak”. Hvis du overreagerer eller giver efter, har du tabt – og du bliver slået tilbage til start.
  • Fokuser på, at du har brug for at komme lidt væk. Gå endelig ikke ind på nogen af de utallige forhandlingsforslag, du vil modtage: at I skal ses mindre, at I kun skal ses når du har lyst, at I skal holde en uges pause, gå i parterapi osv. Så længe vampyren har kontakt med dig, vil han opleve at have en mulighed for at kontrollere og manipulere dig.
  • Følelsesvampyren vil helt sikkert gøre, hvad han kan for at give dig dårlig samvittighed og skyldfølelse. Han gentager og gentager, hvor elsket du er, hvor meget han har gjort for dig, kæmpet for forholdet, alt det du har betydet og betyder for ham og hvor meget han har ofret på dit alter. Men du vil også få at høre hvor led, modbydelig og egoistisk du er fordi du har snydt ham, fordi du er selvoptaget og egoistisk nok til ikke at give ham en chance til, og fordi du gør ham til grin ved at forlade ham.
  • Lad endelig være med at prøve at få ham til at forstå, hvordan du føler. Det vil ikke ske! Følelsesvampyren er kun optaget af, hvordan han selv føler, og dine følelser er fuldstændig irrelevante. At appellere til hans forståelse er rent spild af tid, og hans eneste formål med at deltage i samtalen er at gribe muligheden for at belæsse dig med dårlig samvittighed og endnu mere skyldfølelse.
  • Tro under ingen omstændigheder på hans løfter om ændring – heller ikke, hvis han pludselig tolererer eller endda opfordrer til, at du går ud med vennerne, besøger familien og stopper sin sms-terror. Tro ikke på hans løfter om ægteskab, rejser, gaver, personlig udvikling osv. Du ved jo godt, hvad han er i stand til for at få magten over dig, så lad nu være med at hoppe på den igen. Alle mennesker kan drastisk ændre adfærd i en kort periode (tænk bare på dine slankekure, planer om at blive sund og fit, holde op med at ryge osv.), men når krisen er afværget, falder man tilbage. Det gør vampyren også.
  • Opsøg professionel hjælp, eller find nogen du kan tale med i denne fase. Du får brug for al den opmuntring og støtte, du kan skaffe dig. Husk, at hvis vampyren opdager at du f.eks. går i terapi, vil han kritisere terapien sønder og sammen. Enten er terapeuten / psykologen totalt idiot, eller også er du totalt idiot.
  • Lad være med at tale om fremtiden ved at bruge ord som ”måske en dag” eller ”i fremtiden” osv., for det giver Følelsesvampyren opfattelsen af, at du er på vej tilbage. Og så vil han straks gribe ud efter dig. Forestil dig, at du er en dankort-automat ude af funktion. Når vi er i pengenød og støder på sådan en, så prøver vi gerne et antal gange for at se, om den dog ikke skulle virke – og når det ikke sker, så prøver vi at finde en anden. Hvis du stædigt og konstant holder ved din beslutning uden at give ham den mindste antydning af, at du bliver svag i knæene under byrden af dårlig samvittighed, så vil han til sidst opgive.
3. Efterbeskyttelse

Det er ikke din skyld og du har intet ansvar overhovedet for, at vampyren opfører sig og reagerer som han gør. Han har haft sin adfærd i det meste af sit liv – i hvert fald sit voksne liv, og han ser det faktisk ikke selv som et stort problem. Han er overbevist om, at du har et problem, at du skaber hans problemer eller at du gennemgår en eller anden fase, lytter til de forkerte mennesker og at du snart vil få øjnene op for hans vidunderligheder.

Følelsesvampyren opgiver sjældent kontakten helt og aldeles og vil oftest forsøge at kontakte dig igen, selv lang tid efter, at forholdet er slut (muligvis også, selvom han har gang i nogle nye bekendtskaber. Du slipper ikke, før han har en ny på krogen, som sidder lige så godt fast som dig). Husk, at det ikke drejer sig om følelser og slet ikke om kærlighed. Det vil han selvfølgelig påstå, til himlen får to måner – men det drejer sig kun om magt og kontrol. En følelsesvampyr formår i virkeligheden slet ikke at elske nogen. Heller ikke dig.

  • Hold fast i, at forholdet er permanent afsluttet. Gå ikke med på at diskutere, om I skal være venner eller ses på andre måder. Du tror måske, at det vil berolige vampyren at gøre det, men faktisk vil du bare sætte ham i kog igen.
  • Sig nej til at mødes og tale om det, der var. Du risikerer kun at han får en krog i dig med skyld og dårlig samvittighed.
  • Fortæl ham intet om dit nye liv og eventuelle nye bekendtskaber og frabed dig at høre om hans. Sig til ham, at jeres liv nu er adskilte og derfor private, og at du ønsker ham det bedste og håber at han bliver lykkelig.
  • Hvis du mærker skyldfølelsen vokse, så afbryd samtalen med ham, uanset om det er pr. mail, sms, telefon eller over en kop kaffe. En undersøgelse viser, at den mest tungtvejende grund til, at fraskilte finder sammen igen, er skyldfølelse.
  • Flyt din fokus fra din samvittighed til dét, han faktisk siger. Og så vil du høre, hvordan han bruger skyld med skyld på for at fange dig ind igen.
  • Når/hvis I taler sammen, så giv ham en nøgtern statusrapport af den slags, du ville give din fjerneste tante Tove, hvis hun spørger hvordan du har det. Vær høflig, kedelig og undgå detaljer. F.eks. ”Jeg arbejder meget og passer min løbetræning” eller noget i den dur.
  • Når Følelsesvampyren disker op med, hvor smertefuldt og svært bruddet har været, så svar noget generelt om, at det jo altid er vanskeligt at lave om på sit liv eller finde kærligheden. Graver han i dine private forhold eller har hørt, at du har fundet en ny kæreste, så leg, at du er en damebrevkasse og sig f.eks. ”Datingmarkedet er hårdt, men man må jo bare håbe, at den rette er derude et sted – både for dig og for mig.” Bliv aldrig personlig!
  • Gør enhver eventuel kontakt kort og høflig. Hvis han ringer, er du ved at koge æg og kan kun tale i tre minutter, og hvis du sidder i bilen, må du afbryde fordi der er politi i syne. Du kan også gå ud og ringe på døren, så han kan høre det i telefonen. Ønsk ham det bedste i en neutral tone, ligesom du ville gøre overfor din grønthandler. Og igen: Bliv aldrig personlig.
Opsummering

Gennem mine år som praktiserende psykoterapeut har jeg mødt mange mennesker af begge køn, som har været i kløerne på en Følelsesvampyr. Jeg har meget sjældent oplevet, at en vampyr har ændret sig væsentligt, selvom jeg har haft nogle stykker i terapi. Det er også sket, at en følelsesvampyr har reageret på denne artikel og beklaget sig over at blive fremstillet som “ond” – når hun nu var sådan et “hjælpeløst, stakkels væsen, der ikke kan gøre for det”.

Jeg har også adskillige gange oplevet, at selv det mest sønderslidte vampyroffer er faldet tilbage i forholdet, før det er lykkedes at genoprette den følelsesmæssige skade, som offeret har pådraget sig. Det er en sej og langvarig proces at komme ud af et vampyrforhold. Men det er absolut muligt, hvis vampyrofferet er indstillet på at arbejde seriøst, konsekvent og konstant med sig selv over en periode.

 

©Winnie Haarløv