barndom Arkiv - TERAPEUT.NET

Tag Archive for: barndom

Familien er dit vækstsystem. Fungerer den ikke, mistrives den medlemmer

Familien er medlemmernes vækstmiljø. Fungerer din familie?

2. januar 2016/i Familien/af admin

Hvordan klarer familien kravene om kærlighed, omsorg, rummelighed, plads til hinanden og kvalitetstid sammen ― på trods af en travl hverdag?
Familien er virkelig kommet i højsædet siden årtusindskiftet. Efter fire årtier med opløsning, værdiskred og omdefinering af den traditionelle kernefamilie er vi landet, hvor vi begyndte.

Jeg er selv opvokset i en vaskeægte kernefamilie i 50erne, og det så virkelig idyllisk ud på overfladen. Far var bankmand, mor var hjemmegående, skolen lå i gå afstand væk og der var cirka 30 børn i hver klasse. Og kæft, trit, retning og lussinger en masse. Jeg elskede at gå i skole – som i elskede det. I bakspejlet set ikke mindst fordi jeg så kunne være væk hjemmefra i mindst 6 timer dagligt. For min familie var i høj grad dysfunktionel, fuld af fortielser, magtkampe, drama, hemmeligheder og løgne.

Heldigvis gik jeg hverken i børnehave eller fritidsordning. Jeg gik i skole seks dage om ugen og hver eftermiddag til enten dans, spejder, klaverspil eller ridning. Dér var voksne, jeg kunne bruge som fortrolige og som rollemodeller. Og fremfor alt: kammerater. Det blev min redning.
Men… mine værdier fik jeg i familien. Jeg lærte, at man skulle slå fra sig i stedet for at græde; at man ikke måtte stjæle men gerne bluffe og stikke hvide løgne; og at man ikke skulle stole på nogen overhovedet. Barsk lærdom, som jeg heldigvis (efter mange knubs og med meget arbejde) fik afbalanceret med mine egne, selvvalgte værdier efter en mildt sagt turbulent ungdomstid. Hele vejen fra 1. klasse til 3.g var skolen mit frirum, selvom jeg ikke var nogen duks. Og da jeg stod i den varme skolegård med min studenterhue i juni 68 opdagede jeg, at samfundet, familien og alt, hvad jeg kendte til, var ved at gå i opløsning. (læs evt. mere her) Jeg har beskrevet tiden og familiens opløsning i mine bøger.

Det var ekstremt. Nutidens familier arbejder langt hårdere og mere målbevidst på at skabe trygge væresteder – sommetider desværre så meget, at børnene bliver den akse, som alting drejer rundt om.

Men lige så uhensigtsmæssigt som det er for at barn at blive ignoreret, er det tungt at skulle bære ansvaret for de voksnes følelse af at være gode-nok-forældre.
Så cirklen er sluttet: fra den 6-årige, der blev viftet af, ignoreret og sendt på hovedet i seng i 1956 til nutidens 6-årige, der ligger skrigende, forvildet og overtræt under bordet en nytårsaften klokken 2:30, fordi hendes forældre ikke ‘vil skuffe hende’ ved at putte hende i seng og ikke tør ignorere hendes protester.

Test din families funktionalitet her (og tag ikke resultatet som et facit, men som et fingerpeg).

Skammens stemmer

6. juli 2015/i Menneskelig adfærd/af admin

”Når kærlighed og respekt er en mangelvare, risikerer livsbesværlighederne at blive til skambesværligheder, som kan ende med at slå knuder på et menneskes sjæl.”
– Terapeuten Göran Larsson i bogen ”Skamfilad” (Larsson, 2007).

SORG opstår hos den, der mister noget dyrebart; f.eks. en elsket person. Og den sorgramte kan forvente medfølelse og støtte til sin smerte i et vist omfang. Familie, venner, bekendte, kolleger udviser takt og medfølelse.

SKAM opstår hos den, der mister forbindelsen til omverden og sig selv; mister selve følelsen af at have lov at eksistere; at være værdifuld, betydningsfuld og elsket. Men den omsorg og forståelse, som sorgramte oftest får, gives ikke til den, der er ramt af skam – heller ikke, selvom skam måske er den allermest smertefulde følelse af alle. Tit er det, som om skam smitter; som om den vækker omgivelsernes skam. Man trækker sig fra den. Den skamramte efterlades alene eller isoleres.

Skam er relationel. Alligevel kan man skamme sig i enrum, fordi skammen handler om at se sig selv med andres øjne – det er mig, der ser mig, og altså er jeg i en relation til mig selv.
Skam er den megalomane ide om, at alle ser dig. I virkeligheden kan den skamfulde ikke udholde at se sig selv. Følelsen er, at skylden er din, og du ved ikke, hvad du kan gøre eller hvor den kommer fra.
Skam er følelsen af at være forkert, uværdig, betydningsløs, udstødt. At opleve sig selv sådan vækker også skam. Den, der bærer skam, bærer altså en dobbelt byrde:

1) hun foragter sig selv og forventer derfor også kun andres foragt, og

2) hun skammer sig derfor over at skamme sig.

For hvordan skal den skamramte overhovedet kunne tro på, at omgivelserne finder hende værdifuld? Hun skammer sig over sig selv. Og trækker sig væk for ikke at genere andre; for ikke at blive set. Det afspejler sig også sprogligt: Når skamfølelsen melder sig, ønsker man at skjule sig, gemme sig og ”synke i jorden.” Strategien er forståeligt nok tavshed.

Sund og usund skam

Sund skam er hensigtsmæssig, dvs. en naturlig, nødvendig og regulerende faktor. Den gode (uneu- rotiske) skam kan bruges til at skabe rum og grænser, dvs. til at beskytte individet mod uønskede afsløringer og holde det intime og private afgrænset. Skamfølelse kan danne base for diskretion, takt og respekt og på den måde medvirke til at gøre indvidet i stand til at navigere i skrevne og uskrevne sociale kodekser; knytte, beskytte og forstærke sociale relationer. Den sunde skam regulerer også den sunde narcissisme ved at medvirke til, at storhedsfantasierne ikke går over gevind.
Usund (neurotisk) skam og dens talrige og overraskende udtryk kan der ikke siges meget godt om. Den kan opleves destruktiv, smertefuld, neurotisk og usund, ja, næsten ubærlig, altfortærende, ødelæggende, lammende og aktiverer rædslen for at blive afsløret af omverden. Og en opvækst uden usund skam er næppe mulig.

Skammens rødder

Det er let at forstå skam som konsekvens af omgivelsernes krænkelser: overgreb, mobning osv. Det er måske knapt så indlysende, at skam kan grundlægges uden åbenbare krænkelser.

Nogle forskere mener, at evnen til at føle skam er medfødt og udvikles allerede fra spædbarnets øjenkontakt med mor. Den nyfødte søger sin mors blik – men bryder moren kontakten før barnet er mæt af den, bliver resultatet oplevelsen af ikke at være set, at være udelukket, uelsket og forkastet. En skamfuld oplevelse. Sådan kan den spæde naturligvis ikke tænke, men skammen grundfæstes som en fornemmelse. Objektrelationsteorien beskriver, hvordan barnet i takt med sin udvikling gør forsøg på at løsrive sig og styrke sin autonomi, og hvordan det hele tiden er væsentligt at moren giver slip og frustrerer barnet i de rette, overkommelige doser. Sker dette ikke, styrkes den usunde, neurotiske skam.

Ingen forældre er perfekte; de begår den ene fejl efter den anden, og mange forældre er tit både parate og gode til at tale med børnene om, at de er kede af, at de har begået fejl eller forløbet sig. Det er jo bedre end det modsatte, men hvis børn skal have en god opvækst, må de de skamfulde situationer og deres destruktive virkning minimeres mest muligt. Jo flere fornedrende, ydmygende elementer der opstår i relation til forældrene, jo mere sandsynligt er det, at der skabes et voldsomt, indre raseri i barnet. Denne vrede bliver liggende som en tikkende bombe, der er klar til at eksplodere senere i livet – eller bliver grundsten for udviklingen af depression.

Et barns normaludvikling afhænger af primærpersonernes evne til at se barnets behov og respondere empatisk på dem. Det er afgørende for grundlæggelse og udvikling af barnets evne til regulere selvfølelsen og kompetence til selvtrøst. Fravær, manglende respons og spejling vækker skam (over ikke at opleve sig betydningsfuld), og det er en særlig smertefuld skamoplevelse er at vise sin kærlighed – og møde afvisning. Her grundlægges forestillingen om at være forkert, betydningsløs og ikke værd at elske.

Det tidlige øjenmøde

I det tidligt udeblevne øjenmøde grundlægges et livslangt selvhad. Hos den, der tidligt har følt sig uelsket, ikke set eller hørt og dermed værdiløs, findes en grundlæggende mistillid til omverden, som nemt giver anledning til angst i bedømmelsessituationer. Og det, som skal bedømmes er på det ubevidste plan netop det, som det oprindelige traume handler om. Bliver min kærlighed, mit indre barn eller mit sande selv taget imod eller afvist? Er jeg værd at elske, eller er jeg skammeligt værdiløs?

I tv-programmet Er du mors lille dreng (TV2, 1998) ser vi, hvordan den nyfødte Jørn i løbet af sine første tre leveuger (hos forældre, der lever i et destruktivt forhold med misbrug og utroskab) ikke bliver mødt og oplever så meget kaos, at han lukker af for omverdenen. Drengen anbringes hos plejeforældre, der ti år senere (2011) kan fortælle, at han tydeligt har taget emotionel skade af sine tre første, kaotiske leveuger og den manglende respons.

Når barnet opdager sit eget spejlbillede og forstår, at det kan iagttage sig selv, udvides dets perspektiv: ”Jeg ser mig selv, og jeg ved, at det er mig, der ser mig selv.” Skammen kommer for alvor i spil, når barnet bevidstgøres om, at også omgivelserne iagttager det. Søren Kierkegaard kaldte det at blive udvortes.

Skamfølelsen inkorporeres altså for det første som en slags myndighed, som holder os i skak, selv når ingen andre end os selv iagttager os. Og for det andet som en slags målestok, fordi mennesket som den eneste art formår at se sig selv med egne øjne (”udefra”) og derfor evaluere og devaluere sig selv.

Skammen grundlægges i de første 18 mdr.

Når barnets ekspressioner

a. ikke mødes af reaktion eller

b. mødes af pludselig afvisning

Eksempel: hvis barnet ikke mødes af mors blik, vil barnet skamme sig over sin fejlagtige forventning (om kærlighed / at blive set)

18-24 mdr: ”Skamkrisen”

Barnet genkender sit eget spejlbillede og bevidstgøres om sig selv og om, at andre iagttager mig. Det medfører

øget selvbevidsthd
sammenligning med andre
opdagelse af forskellige mellem sig selv og andre

24-36 mdr: Skamchokket

Barnet opdager derved sin egen lidenhed og uformåen og får et chok, fordi det indtil da har været konge i sin egen verden (den sunde grandiositet), som mor og far har fokuseret på. Barnet har så at sige været solen, hvorom alting drejede sig.

Det barn, der har et virkelighedsnært billede af sig selv, oplever dette chok meget mindre.

Kærlighed og skam

Ud af den skuffede kærligheds tidlige oplevelser opstår der fremtidige hindringer for kærligheden til en partner. I ethvert kærlighedsforhold er der understrømme og regressive rørelser i de allertidligste længsler, skuffelser og afmagtsfølelser, som kommer op til overfladen.

Det kræver mod at elske, fordi det indebærer at udsætte sig for skammen (afvisning, tab). For den skambærende betyder det, at det er forbundet med stor fare og rædsel at vise sine følelser, dvs. blotte sin sårbarhed og afhængighed. Den skamramte vil derfor langt hen ad vejen skjule sine følelser eller være nølende med at vise dem.

Jo mere han unddrager den anden sin kærlighed, jo mere beskyttet er han – men til sidst er han så fuldstændig beskyttet, at han ikke længere er i kontakt med kærligheden. Han kan ikke længere elske.

At møde skam

Den, der søger terapi er tit skamfuld over at have et problem, over ”ikke at kunne klare det selv” og forventer tit at møde en ”ekspert.” Det ligger ikke i kontrakten, at terapeutens problemer, sår eller skam skal på banen. Terapeuten er, alt andet lige, autoriteten, fagpersonen, hjælperen, den ressourcestærke, den der er ovenpå. Forholdet mellem klient og terapeut er altså ikke ligestillet, selvom etikken foreskriver, at terapeuten altid betragter klienten som ligeværdig.

Den ulighed stiller krav til terapeutens blufærdighed og hendes egen sunde, påkrævede skamfølelse. I terapirummets intimitet må det personlige, dyrebare behandles med finfølelse, blufærdighed og takt, men samtidig må terapeuten også have mod, indlevelse og intuition til at opsøge klientens grænser og møde ham dér. Det er en krævende balancegang: den lidt for tilbageholdende terapeuts tavshed kan frustrere klienten, fordi denne selv mangler mod og ord, mens den lidt for aktive terapeut kan opleves som grænseoverskridende, bestemmende og påtrængende.

Tit må terapeuten introducere et sprog for skammen, og det kræver igen både tid, tillid og tålmodighed, taktfølelse, respekt og varsomhed. At dele sin skam er at blotte sit inderste, og det kræver tryghed og tiltro fra klienten om at blive rummet og mødt og vove en forsigtig tro på, at han hos terapeuten hverken bliver svigtet eller forrådt. Det kan være en vanskelig udfordring, idet klienten i mange tilfælde sidder i stolen netop fordi vedkommende ikke har oplevet at blive mødt og rummet i tilstrækkelig grad førhen.

Skam i terapirummet

Dyb skam er grundlæggende og altid nærværende (om end den kan variere i styrke). Den kan komplicere den terapeutiske udvikling ganske meget, fordi den dybe skam udfordrer selve terapiens omdrejningspunkt: dialogen og tilliden til den anden. Den skamfulde ønsker jo (jvfr. ovenstående) dybest set at trække sig, at skjule sig, hvor den terapeutiske samtales grundide netop er at skabe kontakt og mødes, dvs. vise sig selv. Skammen kan blive en sejlivet hindring for dette møde, og den skamfulde klient vil deflektere, afvise eller lukke af for terapeuten og foretrække at tale om, bagatellisere eller sludre.

For terapeuten kan det opleves meget frustrerende at blive afvist og distanceret, og det kan også ramme hendes faglige ambitioner og stolthed og ryste hende i troen på egne kompetencer, aktivere hendes røde knapper og friste hende til at gøre klientens arbejde.

Skam kan have mange andre adfærds- og følelsesudtryk – den kan maskeres (Wurmser, The Mask of Shame). Her er nogle eksempler, inspireret af Skårderud (Skammens stemmer, 2001):

Klienten foragter sårbarhed – især sin egen. Samtalen indledes tit med udsagn om, at ”man burde jo selv kunne finde ud af det,” ”jeg har egentlig ikke nogen problemer, mit liv er jo godt / min barndom var god / der er så mange andre der har det værre” osv. Når de sårbare følelser på et tidspunkt kommer frem, bliver klienten vred eller flov over at sidde og ”tude.” Hvis jeg fra terapeutens stol foreslår ordet græde, fnyser klienten og gør, hvad hun kan for at beherske sig. Men skammen er tydelig: hun vrider sig i stolen, ser ud ad vinduet, gør sig lille eller ler højt, skifter fokus eller går på toilettet.
Klienten er ”dygtig.” Den velformulerede, ivrige klient ønsker at blive accepteret og tilpasse sig og stiller ingen kritiske spørgsmål eller krav til terapeuten. Hun har taget afgang fra Flinkeskolen med udmærkelse og er kompetent og præstationsorienteret. ”Jeg har alt, men jeg er ikke rigtig glad,” siger hun. Hendes relationer eksisterer på andres betingelser, for hun vil for alt i verden ikke være besværlig. Men under overfladen forsurer overbevisningen om at være u-elskelig hendes livslyst, og hun søger terapi, fordi den ydre mestring ikke længere er nok. Hun er skamfuld, for hun ved jo, at hun bluffer, at hun er hul i ryggen som en elverpige. For hun er jo slet ikke så lykkelig, fremgangsrig og ridsefri, som omgivelserne tror.
I terapien idylliserer hun opvæksten og passer på ikke at sige noget dårligt om mor og far. Typisk vil hun i hver session sige noget à la ”Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg er her – jeg har jo ingen rigtige problemer.”
Det er heller ikke altid nemt at se, at den velfungerende klient faktisk har problemer. Hun har måske stor arbejdskapacitet, ansvarsfølelse, empatiske evner og omsorg for sine nære, men måske har hun ikke nogen særlig fornøjelse af det. Måske er alt dette snarere en slags ydelser, en præstation end det er et behov eller en lyst. Og spørger man hende, hvordan det ville være ikke at klare alt dette, så bliver hun helt paf, vred eller forarget. Alternativet er ikke-eksisterende. Som terapeut opdager man måske først, at advarselslampen blinker, når man bliver opmærksom på at man keder sig i hendes selskab. Så kan der være belæg for at undersøge, om overfladen skjuler skam, og om hun i virkeligheden ønsker, at du skal finde ned til den; at hun hos dig endelig kan blive sét, endelig kan blive rummet som det skrøbelige, følsomme væsen hun også er.

Klienten er forbeholden. Han taler tøvende, med mange forbehold og reservationer, med lav eller luftig stemme. Han nøler, er utilfreds og uforstående over for sin egen handlingslammelse, og der skal ikke meget til, før han udebliver eller aflyser sessionerne. Han tør ikke åbne sig og finder det i øvrigt meningsløst og svært med alle terapeutens ”føle-spørgsmål.” Det er mere end vanskeligt at skabe kontakt. Han synes nemlig, at terapeuten kommer for tæt på, hvis kontakten endelig opstår, eller hvis han mærker noget i samværet. Så bliver han flov, føler sig gået for nær og lukker i.
Det er en balancegang at møde klienten uden at give køb på sig selv. Som terapeut kan man være fristet til at ”gå hjernevejen”, fordi klienten typisk føler sig tilpas ved den distance, det kan give og derved virker til at åbne sig lidt. Det kan være vejen til at opbygge tillid, men det kan også blive en blindgyde.
Klienten er deprimeret. Depression kan have mange årsager og lige så mange forskellige udtryk. Hvis den er affødt af skyld eller sorg over et tab, vil klienten oftest selv villigt pege på dette som årsag. Men en klient, der ikke ved, hvorfor han er deprimeret, kan have dybe skamfølelser, lavt selvværd og opleve skam over, at han ikke er ”lykkedes”: at han ikke er den, han gerne vil være.
Der skal tit mange, mange samtaler til, før klienten opdager, at han faktisk har noget at byde på. Det duer ikke at påpege det for ham – slet ikke. Han vil blot finde terapeuten dum, blind og nem at narre. Ligesom alle de andre, der modsiger ham og peger på, hvor meget han har nået og hvor succesfuld han udmærket kan være på mange områder. Han vil (stik imod terapeutens hensigt) føle sig ikke-set, ikke-mødt.
Klienten føler sig tom. Tomhed kan betyde, at klienten forsøger at værne sig imod sin skam ved at lukke af for sine følelser. Han oplever livet kedeligt, meningsløst, ligegyldigt eller ubehageligt, og alligevel kan han have svært ved at sætte ord på. Spørgsmål som ”Hvad mærker du? Hvordan har du det?” vil opleves som umulige at besvare, og han vil primært søge at blive i sit hoved. At turde blive i tomheden (stilheden, meningsløsheden) sammen med klienten kan være en stor udfordring. Men tit vil det være en helt ny oplevelse for ham at være sammen med et menneske, der ikke forsøger at tage hans tomhed fra ham.
Klienten raser. Hos den narcissistisk sårede klient kan inferiøre ”krænkelser” som en ubetænksom medtrafikant eller en afbrydelse fra telefonen udløse ukontrolleret raseri. Skamfølelsen kan hidrøre fra oplevelsen af ikke at kunne leve op til (egne) forventninger eller fra en tidlig mangeltilstand (afvisning, krænkelse, nedgørelse, skuffelse osv.)
Klienten er misundelig. Skammen vågner, når klienten oplever sig mislykket, mens ”alle de andre” har succes og held. Følelsen af fiasko gøder den smertefulde forkerthedsfølelse og den medfølgende oplevelse af at være uværdig, uelskelig og betydningsløs. Forsvaret er misundelse, som dels letter ved at lægge årsagen til miséren uden for klienten selv og dels berettiger vreden over den. Denne klient bærer dobbeltskam: udover sin dybe skam er der også skammen over at mærke tabufølelser som misundelse, der jo ikke er god tone i det omgivende samfund.
Klienten er fuld af foragt, sarkastisk og nedgørende. Egen succes er godt, men andres fiasko er heller ikke at foragte. Den skamfulde kan skaffe sig lidt lettelse ved at nedgøre andre og projicerer derfor egne egne følelser af fiasko og uduelighed på de andre. Tit får terapeuten også en tur i centrifugen. Terapeuten skal have godt styr på sine egen skamfølelser og eventuelle narcissisme for at modstå den slags angreb og ikke falde i fælden med at forsvare eller retfærdiggøre sig, blive vred, såret eller tage det med sig hjem.
Klienten er grandios. Det helt klassiske forsvar mod skam er grandiositet og at tilstræbe en fremtoning som uafhængig og ikke-skrøbelig eller sårbar. Her vidner arrogance, hovmod og bedreviden oftest om dytbliggende skam: jo mere udpræget grandiositet, jo dybere skam. Det er interessant at se en grandios klients reaktion på en ydmyg terapeut, der hverken praler eller beundrer ham.
Klienten er skamløs. Skamløshed er næsten uafvigeligt tegn på stærk skam, typisk benægtet eller fortrængt. Misbrug af stoffer, alkohol, sex, shopping, selvskade eller spiseforstyrrelser (måske især bulimi) er alt sammen fornedrende handlinger der bruges som forsvar mod skammen. Klientens trods i handlingerne bringer kun kortvarig lettelse, og bagefter er der mere at skamme sig over; mere, der må skjules. Skamløsheden bliver en hindring for kontakt og dialog; en slags ond skamcirkel.

Skammens emotionelle udtryk

SORG. Dyb skam er fuld af hån og selvbebrejdelser og umuliggør, at klienten kan modtage eller give sig selv forståelse og indsigt. Skammen er typisk resultatet af mangelfuld respons og accept fra opvækstens primærpersoner. Der er god grund for klienten til at sørge over det, han ikke fik (eller over de krænkelser, han måtte gennemgå), og sorgen herover er begyndelsen på en ændring.
Den terapeutiske dialog kan øge klientens forståelse for at være en del af en sammenhæng og af, at han (som enhver anden) bliver til som et jeg i relationen til sig selv og andre. Den indsigt kan bidrage til klientens større generøsitet overfor sig selv og øget forståelse for de betydningsfulde andres (manglende) bidrag. Og dermed åbne op for sorgen.

VREDE. ”Det er altsammen min skyld. Jeg er selv ude om det.” Den negative grandiositet implicerer en heftig nedvurdering af klientens betydningsfulde andre; en slags foragt, der forstærker selvforagten og det urealistiske virkelighedssyn. Sommetider kan det vække klientens nysgerrighed og åbenhed at påpege, at han slet ikke er magtesløs (som han føler sig) – men tværtimod uendelig magtfuld, hvis han virkelig er skyld i alting.
Hvis klienten er villig til at overveje et mere nuanceret syn på forholdet mellem ham selv og omverden, kan hans vrede mod omverden vækkes. Og det kan være meget produktivt at placere vreden der, hvor den hører hjemme – som en mindre fortvivlet, mere virkelighedsnær modvægt til det destruktive skamraseri.

RASERI. Skammens raseri er en uundgåelig følge af ikke at blive sét. Hverken barn eller forælder forstår, at det er omverdenens krænkende reaktion, der vækker raseriet, så barnets naturlige reaktion på kærnkelsen opfattes af barnet som ”jeg er forkert, jeg fortjener straf, jeg er ond” osv.

FORAGT. Skammen er i bund og grund en uudholdelig følelse, men når den projiceres over på den foragtede, befrier man sig selv for den. At undlade at stille krav til et barn kan være mindst lige så krænkende som at stille for store krav. Det respektløst behandlede barn vil med alle midler søge at skjule sine følelser og sin sårbarhed over for krænkerne. Barnet tager afstand, forkaster, afviser, ignorerer eller fremprovokerer skamvækkende situationer.

SKYLD. At bevæge sig fra at være forkert til at have handlet forkert kan være startskuddet til en forskydning fra en dominerende negativ selvoplevelse, præget af skam, til skylden for noget afgrænset.
Skyld drejer sig om en handling, der har påført andre skade. Skyld kan medføre straf; der kan gøres bod for den, og den kan i visse tilfælde gøres god igen, dvs. at tilgivelse kan frigøre fra skyld.
Skam drejer sig om fejl, svaghed eller brist ved selvet, er langt mere diffus og kræver forvandling i form af selvaccept for at heles.

Arbejdet kan bestå af omvurdering af de værdier og idealer, som kan skabe retning og handlekraft. Værdierne må være klientens egne og ikke introjicerede, ligesom idealer må være selvvalgte, fleksible og realistiske. Man kan vælge at se graden af fleksibilitet versus rigiditet i forhold til idealer som et udtryk for mental sundhed. For i selvaccepten ligger selvkærligheden.

GENERTHED. Et menneske, der kæmpler med dette kompleks af sårbarhed, der må skjules og den ensomhed, der følger med at være en énmandskriger, bruger typisk raseri, foragt, misundelse som elementer i værnet mod skam.

FIASKO. Klienter, der har været uheldige i kærlighed, økonomi eller valg i livet, og som billedlig talt har lukket døren til tilværelsen for at undgå flere fiaskoer og sår må præstere stort mod for at lukke døren op igen og vove sig ud på slagmarken, hvor han hidtil har lidt nederlag og skam. Dét mod vokser med stigende tillid til terapeuten. At søge terapeutisk heling af skam betyder, at terapeut og klient sammen udbygger, udvikler og afstiver deres interpersonelle felt, så det bliver stadig mere bæredygtigt og i stand til både at rumme skammen og inspirere modet til at gøre op med skammen ved at dele den med en Anden.

Skam, som bliver italesat, delt og mødt med den terapeutiske eros (Yalom), kan blive lettere for klienten at bære. Men der kræves også respons og accept fra terapeuten (= som substitution for fortidens betydningsfulde andre). Og accepten skal ikke bare italesættes; den skal erfares, tages ind og integreres. Alligevel lader dyb skam sig kun vanskeligt hele (hvis overhovedet).

MISUNDELSE. Barnets skabende evne kan for en forælder være uudholdelig, hvis den rokker ved den skrøbelige balance mellem hendes problematiske selvfølelse og hendes selvforagt. Dette vækker hendes raseri, som fører til sjælemord på barnet: hun latterliggør, bagatellisererog nedgør barnet, vækker derved dets skamfølelse og hæmmer dets skabende kraft.
Det kan være svært for dem, som aldrig har oplevet manglende moderkærlighed, at forstå den smerte, panik og sårbarhed som lurer om hjørnet for den, som aldrig har fået moderkærlighedens gudegave.

SKAM OG NARCISSISME

Skam og narcissisme er tæt forbundne. Man kan spørge, om narcissisme ikke er sårbarhed minus skam? Men man kan også sige, at skamfølelser begrænser de groveste selvhævdningsformer, og at skam kan være en hindring for narcissisme. At skamme sig er at opleve sig selv negativt, dvs. man kan ikke lide sig selv

Sund narcissisme: at opleve sig selv positivt, dvs. man kan lide eller bundrer sig selv. Sund narcissisme er selvkærlighed, dvs. en kærlighed, som er rettet mod det indre selvbillede.
Patologisk narcissisme: Overdrives denne eller bliver til ekstrem selvovervurdering opstår den patologiske narcissisme, der fører til skamløshed. Patologisk narcissisme koster evnen til at elske andre.

Den overdrevne selvovervurdering står i skærende kontrast til det umættelige behov for at blive værdsat af andre.

Den underdrevne selvvurdering fører til depression og følelsen af at være lammet af skam.

Sund narcissisme er altså en balance mellem overdreven og underdreven selvvurdering. Denne balance forudsætter skam. Den sunde skam hjælper til at udstikke afstanden mellem selv og andre, fordi man uden skam risikerer at udlevere for meget af sig selv og derved blive sårbar. Dette vækker det narcissistiske raseri som forsvar for sårbarheden – men det ødelægger relationen. Skammen forhindrer overdreven selvudlevering, som ellers ville udløse dette raseri.

Skamløs udleven vs. skamparalysering er et polaritetspar, som skyldes manglende kærlighed. Balancens kvalitet afhænger af, om barnets gode erfaringer overskygger eller overskygges af de dårlige.

Den skamløse narcissisme vækker smerte hos andre
Den skamfulde narcissisme vækker smerte hos individet. Og kan bevæge til forandring. Det er positivt.

Grandiositet

Skammen besejres ved at ignorere eller deflektere andres negative reaktioner. Udtrykkene kan være

svækket empati
svækket virkelighedskontakt
mangelfuldt overjeg (samvittighed)

Ikke-grandiositet

Skammen kan bekæmpes ved ikke at være sig selv og hele tiden iagttage og være opmærksom på sig selv og sin utilstrækkelighed. Udtryk:

Svag selvfølelse
Stærk skamfølelse

Den ikke-grandiose skamfulde kan aldrig være i fred, ikke engang i sit eget selskab. Det skader forholdet til omverden i form af

mistro
mistillid
skepsis
angst

Den skamfulde lever med en skræmmende følelse af at stå udenfor og være anderledes og forkert, lige meget hvad hun gør.

©Winnie Haarløv

Farmor, fortæl noget fra stenalderen

20. april 2015/i Familien/af admin

Jeg er født på Amager, hvor al vores familie boede. De var håndværkere og ufaglærte med mange børn i små, mørke lejligheder med koldt vand og dele–wc på trappen. Min farfar var den fineste, for han havde egen barbersalon på Esplanaden, og der barberede han sømænd fra halvseks om morgenen og drak snaps med dem bagefter. Og så boede han og farmor i Jacob Holms Gade. “Først på Amager”, som min farmor altid sådan lidt vigtigt betonede.

Min far blev bankuddannet (et uhørt privilegium for en arbejdersøn dengang), og i februar 1949 giftede han sig med min 19-årige mor for at få en lillebitte lejlighed. Hun var vild for at komme væk fra de to mørke værelser med koldt vand og fire beboere, der var hendes barndomshjem.

Men lejekontrakten krævede mindst ét barn, og vupti: derfor kom jeg til verden i december 1949. Min mor var fyldt tyve år to dage før. Hun havde gået i 9. klasse og derefter arbejdet på en papkassefabrik og kortvarigt på en skrivestue, men opgav mere end villigt sit job og fik nogle år senere min søster.

Paradiset

Efterkrigstidens store skrue begyndte at dreje, og seks år og et barn senere byggede de et kæmpestort hus (110 kvm, to værelser, stue, køkken, bad) i Holtes Paradiskvarter til den fyrstelige sum af 70.000 kroner for både grund og hus (lidt over 1 mio. i 2015-kroner). Det var et voldsomt spring fra den lille to-værelses på Amager, og min mor syntes at parcelhusstuen lignede en skøjtehal. På villavejens ubebyggede grund gik Musse, en skimlet hest, og gnaskede bellis og mælkebøtter. Der var langt til indkøb, så på hver sin ugedag holdt en handlende på vores vej: fiskebilen, slagterbilen og ostebilen. Svajeren bragte mælk og morgenbrød ud, doktoren kom på hjemmebesøg, postbudet kom tre gange dagligt. Man kunne sende søndagsbreve, købe billet i toget og få afhentet snavset linned og duge og returneret det rent og rullet. Sikke en service.

Jeg fik et tornyster og begyndte i Øverød skole 800 m væk, og snart var vi tre i børneværelset, sov i køjesenge og havde hver en kommodeskuffe til legesager og en hylde til tøj. Alle kvarterets børn legede ude året rundt – dels havde ingen af os eget værelse, og dels var vi jo omgivet af marker, skove og søer, der bød på interessante og forbudte udfordringer alt efter årstid.

Drengene hed tit Bjarne, Birger, Benny og pigerne Marianne, Hanne og Annette. Vores mødre gik hjemme og kogte, bagte, syltede og stegte, så ingen af os gik i institution. Børnelivet udspillede sig ganske uden voksnes opsyn og var fuldt af hemmeligheder. Vi fiskede haletudser, løb på skøjter, huggede blommer, byggede huler, badede i Furesøen og legede doktor. Biler var der næsten ingen, der havde råd til, så det farligste var skærslipperen, som spillede lirekasse om søndagen – og som vi alle sammen bestemt mente var børnelokker. Ingen spurgte hvor vi skulle hen, når vi gik ud for at lege – vi skulle bare være hjemme kl. 17.30 og rulle voksdugen på teaktræsbordet før der blev serveret stegte sild, øllebrød, æggekage, krebinetter eller forloren hare – altid med bunker af kartofler og brun sovs. Jeg har aldrig (som i aldrig) set en grøn salat i mit barndomshjem.

Holte Biograf havde telefonnummer 9, og en billet til en af de tre første rækker kostede halvanden krone. Jeg drejede på telefonens håndsving og fik Holte–centralens omstillingsdame i røret.

”Goddag, jeg vil gerne have nummer 9 (biografen)” sagde jeg. Omstillingsdamen svarede bøst:

”De spiller Tarzan–film i dag, og det er ikke noget for dig,” var hendes lakoniske svar. Klik! Jeg kom ikke i biffen den søndag og måtte nøjes med Dr. Lieberkind i vores splinternye sorthvide tv, som vi fik i 1959. Det var på størrelse med en kommode og tog 10 minutter at varme op, og der var udsendelser i nogle timer tre dage om ugen.

Det var på mange måder en tryg og forudsigelig tid. Jeg hørte Radioteatret, sagde De til folk jeg ikke kendte, kom i bad og gik med pænt tøj om søndagen og afbrød aldrig de voksne. Vi børn blev håndfast opdraget, både i skolen og hjemme, og vi var ikke nogen forbrugermålgruppe. Ord som skilsmisse, overvægtig, indvandrer, fitness og modetøj indgik ikke i vores begrebsverden (det gjorde til gengæld buksevand, ørefigner og eftersidninger). Sodavand og slik var noget vi fik til jul og fødselsdag, og tøj blev syet af de voksnes aflagte. Ordet “teenager” var heller ikke nået til Øverød, da jeg fyldte tretten og fik øje på mit tynde strithår i spejlet, hvorefter jeg sprang på cyklen og spurtede ned efter min første dåse hårlak i Schous Sæbehus (kr. 2,95).

Generationskløften åbner sig

I begyndelsen af 60’erne startede min far et importfirma med dåseasparges og kaldte det ”Paradiso”. Dels fordi vi boede i Paradiskvarteret, dels fordi Katy Bødtger havde et monsterhit med den sang. Og så fordi hans asparges smagte himmelsk, som han sagde. Huset blev bygget større, vi fik køleskab og det helt store statussymbol: en ny, lakskinnende bil (en varevogn på gule plader, hvor vi tre børn lå og raslede rundt i bagagerummet, når vi skulle besøge farmor på Amager). Alt åndede idyl, mens markerne uden for vores vinduer blev udstykket, Irma kom til byen og cola, pomfritter og tre ugers industrisommerferie indikerede, at velfærdssamfundets hjul for alvor havde fået fart på.

Men i 1964 hørte jeg noget i radioen, der ændrede mit liv for evigt. Det var The Beatles, og dén dag åbnede min families generationskløft sig: De voksne, der i forvejen var en slags fjerne statister i mit liv, fattede mindre end nogen sinde. Og det blev kun værre. I 1968 tog jeg studentereksamen iført en kjole, der sluttede lige under trussekanten og iførte mig kun ”symbolet på den borgerlige magt”: studenterhuen i de to minutter, det tog min far at fotografere slægtens første student. Mine borgerlige forældre så til i vantro, mens samfundets velstand voksede: mine jeans kunne ikke blive slidte og hullede nok, og jeg skilte mig af med alt mit pæne, marineblå tøj, lod håret hænge ned over øjnene og gik med bare tæer, også om vinteren. Alt var tilladt, alt det gamle skulle forkastes. Jeg havde en kort affære med et kollektiv (og tabte, da jeg opdagede at man skulle aflevere både sit tøj, sine plader og sine penge til fælles brug og måtte flytte hjem igen). I håbet om at redde mine yngre søskende og genoprette ro og orden derhjemme installerede mine forældre mig i en 48 kvadratmeters ejerlejlighed i Ordrup og forventede kun at se mig, når jeg kom hjem til jul. Det var fest med fest på! Jeg elskede at bo for mig selv og installerede straks en veninde i det andet værelse. Jeg ville være journalist, forfatter eller guldsmed, men det var ikke projekter, som de ville støtte. Og SU kunne jeg ikke få, for den afhang af mine forældres indkomst, og de var efterhånden blevet pænt velhavende.

Så jeg arbejdede nat ved Tuborgs flaskebånd og tog på lærerseminariet (sommetider) bagefter. Der var ingen adgangskrav til hverken universitet eller andre uddannelser, så jeg kunne have valgt hvad som helst. Desværre var der heller ikke hverken erhvervsvejledere i skolen eller voksne, jeg kunne gå til, så det faldt mig overhovedet ikke ind, at uddannelse, karriere eller job kunne være sjovt og berigende. Og da slet ikke, at universitetet kunne være noget for mig (det var først, da jeg var fyldt tres). Så da jeg som nittenårig mødte en fyr, der skulle på seminariet fordi han som lærer kun skulle arbejde halvdags, havde lange ferier og kunne spille guitar for resten, så lød det i mine ører lige så godt som alt muligt andet.

Kvindekamp, kansastøj – og karriere

Jeg blev lærer i 1974, fik et barn og blev alenemor året efter. Det var kvindernes årti: vi var enlige mødre og havde altid børn på slæb, når vi tog på ølejr, gik i demonstration mod Vietnamkrigen eller samlede ind til Bangla–Desh. Vi ville redde verden, og det gik hårdt ud over familielivet. Der var hverken tid eller tolerance til mænd i vores liv, så vi brændte vores bh’er og udkæmpede klasse- og kvindekamp iført pottehår, træsko og tidens statussymbol: Kansas–arbejdstøjet. Det var en brun tid med politiske dogmer, strejker og snærende bånd, hvis man ville høre til. Jeg havde en forkærlighed for pink og for, at mit tøj var rent og passede sammen, så på lærerværelsen kaldte de mig “Stewardessen” og nægtede at tale til mig, da det kom frem at min far importerede dåseferskner og ananas fra Sydafrika.

Så i det skjulte følte jeg en stor lettelse, da årtiet skiftede og netstrømper, feminint undertøj og pinkfarvede læber vendte tilbage. I yuppie–firserne forlod jeg den bæ-farvede, ræverøde og ensrettende folkeskole, afblegede håret og fik job i IT–branchen med firmabil, plastickort og det ultimative statussymbol: en læderindbundet time manager. Min nye, kortklippede IT-mand og jeg arbejdede 60 timer om ugen, skrev skemaer over hvornår vi skulle hygge og besøgte Københavns seværdigheder på udflugter, der var timet og tilrettelagt. Sønnike sagde farvel til langt hår og lange skorteflipper og ønskede sig pastelfarvede Lacoste-poloer og blev sendt på sprogskole i England, high school i USA og musikhøjskole på Fyn. Alt sammen for at give ham den støtte, jeg selv havde manglet og ruste ham til uddannelses- og karriereræset, selvfølgelig. Da han flyttede hjemmefra, besluttede hans sig for at blive tømrer, fordi han elskede lugten af træ. En sund reaktion.

Historien gentager sig

Op til årtusindskiftet kom kernefamilien langsomt på mode igen, og det gav status at have tid og mindst to (velfungerende!) børn med besynderlige navne. Mit liv blev invaderet af forkortelser: CD, DVD, MP3, GPS for ikke at tale om PC, VHS og alle de andre elektroniske dimser, der skulle indstilles, times og betjenes. En telefon var ikke længere bare til at tale i, og det er efterhånden svært at blive væk – i betydningen off-line. Før i tiden kunne jeg ikke nås, når jeg kørte i tog, købte ind eller var på stranden. Nu klages der højlydt, hvis jeg ikke besvarer telefonbeskeder, facebook-henvendelser og sms’er inden for tre sekunder. Og hvis jeg ikke straks poster snapshots eller selfies fra min tur i toget, supermarkedet eller stranden, tror folk at jeg er død. Jeg finder det utroligt anstrengende.

Et af mine børnebørn spurgte mig forleden: ”Farmor, gider du ikke fortælle noget fra stenalderen – altså fra dengang, du var dreng?” Og jeg tænkte, at historien gentager sig. På en vis måde, altså. For da jeg tænkte over det, slog det mig: Hvad bliver det næste? Er der overhovedet mere, man kan opfinde?

Vil du høre mere? Læs et uddrag af mine romaner – f.eks. ‘Paradis‘ (1. del i en serie) eller ‘Fisk kan da ikke cykle‘.

Eller hør radioudsendelsen ‘Sommergæsten‘ fraP1, hvor jeg fortæller om mit liv som hunkøn gennem fem turbulente årtier.

©Winnie Haarløv

Dit livs manuskript

19. april 2015/i Familien, Menneskelig adfærd/af admin

Omkring femårsalderen skrev du dit livs drejebog – en slags livsmanuskript, baseret på dine opnåede erfaringer om dig selv og verden. Din personlige drejebog er fuld af beslutninger om, hvilke regler og retningslinier, der gælder for dit liv, dine relationer og din væren-i-verden. Altså en slags Grundlov for dit liv. Denne grundlov er mere eller mindre bevidst dit udgangspunkt for din væren-i-verden, og derfor er den betydningsfuld og udslagsgivende for den måde, du lever dit liv på. De præger din adfærd, din tankegang, dine følelser og din opfattelse af alt, hvad der sker og alt hvad du gør.

Du er godt nok født med helt individuelle gener og nedarvede karakteristika, som er umulige at ændre. Men fra det øjeblik, navlestrengen kappes (visse forskere mener endda før), begynder påvirkningen og prægningen, som bliver til det sæt af oplevelser, der cirka fem år senere er indfældet i dig som Grundloven for dit lov.

En af dit sinds grundlæggende funktioner er at sørge for, at du overlever fysisk, mentalt, emotionelt og åndeligt. Alt hvad du gør, har derfor til formål at sikre din overlevelse på et af disse niveauer. Derfor er det også vigtigt for dig at finde ud af, hvad der virker for dig – det er jo et spørgsmål om liv eller død.

Så du begynder som spæd (nogle mener faktisk allerede som foster) at træffe beslutninger om dig selv og verden. Men da du jo endnu ikke har hverken sprog eller analysekapacitet, tager du beslutningerne på det man kalder overlevelsesniveauet, dvs. at intet af det, du beslutter er mentalt eller rationelt. Beslutningerne er udelukkende baseret på følelser og instinkt, og da de ikke er taget ved hjælp af mental analyse, fornuft eller bevidst overvejelse, er de ubevidste.

Din ubevidste Grundlov skabes

Måske oplever du som spæd noget, du opfatter som: at din mor ikke hører dig græde i barnevognen; at familiens labrador snuser til dig mens du ligger forsvarsløs på gulvet, eller at en fremmed voksen forskrækker dig med en høj lyd eller ved sin blotte tilstedeværelse.

Baseret på sådanne oplevelse træffer du en ubevidst beslutning: f.eks. Verden er farlig. Dit kropslige og emotionelle systems grundlæggende overlevelsesfunktioner aktiveres og byder dig at følge denne ’lov.’ Den sandhed, der nu gælder for dig er altså, at verden er farlig. Den ’sandhed’ bliver det farvede filter, som du ser verden igennem.

På den måde får du ret i den beslutning, du ubevidst tog om verden. Men problemet er jo, at berigtigelsen er selvrefererende – dvs. at du berigtiger din egen oplevelse på grundlag af din egen oplevelse. Det ved du imidlertid ikke, fordi din ’sandhed’ jo er ubevidst.

En farlig verden kan være overvældende, og oplevelsen vil naturligvis fremkalde angst. Din næste beslutning kunne derfor sagtens være baseret på følelsen frygt, og når du er bange og føler dig overvældet, får du opfattelsen af at være svag. Nu har du to beslutninger:

1) ikke bare er verden farlig

2) du er også svag, når du udsættes for verdens farlighed. Du har altså skabt dig endnu en “sandhed” og endnu et filter som du ser verden igennem.

Beslutning nr. 3 kunne så bliver følgende: ”Jeg lever i en farlig verden, som jeg føler mig svag og bange i, og hvis jeg vil have tryghed og beskyttelse, må gøre det jeg mener der skal til for at skaffe mig det.” Altså:

3) ”Jeg må tilpasse mig.”

Din lektion er dermed klar, og i dit sind (som stadig er uden kapacitet til ord og rationel analyse) lyder den noget i stil med: ”Jeg er nødt til at tilpasse mig for at få kærlighed, tryghed og accept, og for at tilpasse mig gør jeg det, som får omgivelserne til at give mig det, jeg ønsker.” Eller med andre ord: ”Hvis jeg vil elskes, må jeg indrette mig, så jeg passer til omgivelserne.” Resultatet bliver, at omgivelserne ser (og elsker) det, de ser. Men de ser ikke hele dig.

Omkring fem-seksårsalderen begynder et barn at kunne ræsonnere (analysere, planlægge, fortolke). Det er nemt at forstå, at dit barneræsonnement bliver, at det hele jeg ikke er værd at elske – det er kun den tilpassede del, der belønnes med kærlighed. I dette tilfælde kommer Drejebogen til at hedde: ”Jeg er ikke værd at elske.”

Efterhånden som du vokser til, skaber du flere ‘sandheder,’ og efterhånden som de hober sig op gør de filteret tykkere og tykkere, så dine billeder af dig selv og verden passer i den drejebog, som gælder for dit liv. Og som du gør, hvad du kan for at følge.

Det er vigtigt at understrege, at et andet individ (selv din søster eller bror) sikkert vil træffe andre beslutninger baseret på egne oplevelser i den samme familie og dermed skabe en helt anden drejebog på nogenlunde samme baggrund. For eksempel: Verden er farlig. Hvis jeg skal finde tryghed og overleve, må jeg være endnu farligere. Jeg må være hård og bekæmpe og kontrollere verden med min vrede og aggression.
Et tredje individ kan beslutte, at Verden er kaotisk. Hvis jeg skal finde tryghed og overleve, må jeg skabe orden omkring mig. Jeg må kunne analysere, sortere, ordne, forklare og kontrollere alt.
Naturligvis kan de første fem års oplevelser også være overvejende positive og skabe et positivt og livsfremmende livsmanuskript, f.eks.: Verden er tryg. Jeg er stærk og kraftfuld. Jeg bliver værdsat, også når jeg viser mine sande følelser, behov og grænser. Jeg er værd at elske.

Det siger sig selv, at dit livsmanuskript fremover vil påvirke din livskvalitet, dine relationer til dig selv og andre og den måde du møder udfordringer på.

Psykologiske spil

En måde at følge din personlige drejebog på er at spille psykologiske spil. Da dine spil er grundlagt i før-bevidstheden, er både spillene og deres formål ubevidste. Men på samme måde som du oplever større tryghed ved at køre en vej du kender, giver det tryghed at følge de love og sandheder du kender – dvs. dem, der gælder i din drejebog.

Rationelt kan du sikkert godt se, at det kan være destruktivt at fortælle sig selv at verden er et farligt sted, ligesom du kan forsøge at overbevise dig selv om, at det ikke er farligt f.eks. at begå fejl – men spillets regler er jo netop ikke rationelle, men følelsesmæssigt baseret. Derfor gør du, hvad du kan for at ”overleve”, altså spille efter de regler, der passer til din drejebog og din filtrerede billede af verden. Ligesom når du spiller ludo går det ud på at vinde; at få ret i, at dine regler gælder.

Hvis din drejebogs grundsætning er ”Jeg er dum og uvigtig, og andres behov og følelser er vigtigere end mine”, så lever du dit liv på helt andre betingelser end den, hvis grundsætning er: ”Andre mennesker er idioter. De kan ikke bruges til noget, så jeg må klare mig selv og blæse på dem og deres behov.” Ingen af jer er bevidste om jeres grundsætninger, men det slår helt sikkert en eller anden slags gnister, når I mødes.

Dramatrekanten

Dramatrekanten er et eksempel på et klassisk og helt almindeligt psykologisk spil. Trekanten har de tre positioner: Offer, Skurk (også kaldet Krænker el. Anklager) og Redder. Personerne i spillet bevæger sig rundt mellem Dramatrekantens tre positioner. Offeret oplever sig selv som svag og andre som stærke. Skurken og Redderen opfatter sig selv som stærke og andre som svage:.

Offeret ser ikke sine egne muligheder for at tage ansvar og handle for at ændre sin situation. Fra Offerpositionen sender han/hun signaler om, at andre skal komme og tage sig af problemerne. I Offerets drejebog står der nemlig følgende: ”Jeg kan ingenting, og alle andre er dygtigere, bedre, smukkere og mere værd end mig. Jeg er så håbløs og svag, at jeg lige så godt kan opgive på forhånd, men jeg er åben og prøver ikke at lade som om jeg kan noget selv. Når de andre ser, hvor svært jeg har det, så må de da holde af mig, selvom jeg egentlig ikke er værd at elske.”
Offeret føler sig svag, rådvild, hjælpeløs, afmægtig, ulykkelig, frustreret osv. og hans/hendes overlevelsesstrategi er at gøre sig selv endnu mere svag og hjælpeløs i det ubevidste håb, at andre tager over.
Skurkens filter viser: ”Alle andre er idioter, og jeg kan ikke bruge dem til noget eller regne med, at nogen vil mig noget godt. Jeg er alene i verden, og jeg må holde idioterne væk med min vrede – så kan jeg bedst kontrollere dem. Jeg må være stærk og uafhængig og ikke have brug for andre. Det er min måde at finde tryghed på.”
Derfor går Skurken rundt som en tikkende bombe og eksploderer ind imellem, så ingen tør udfordre hans/hendes meninger og autoritet af angst for at blive overfaldet verbalt eller fysisk. Skurken trækker sine grænser med aggression og forsøger at få opfyldt sine behov ved at tromle hen over andre med vrede og uden respekt for deres grænser, følelser og behov.
Redderen har en drejebog, hvori der står: ”Jeg får tryghed og accept, når jeg tilsidesætter mig selv og gør mit yderste for at hjælpe andre og bære deres byrder. Jeg må tage mig af dem, for de kan jo ikke klare sig selv, og derfor må jeg tilsidesætte mine egne behov og tilgodese andres. Det er hårdt og et stort arbejde, men det gør mig til et godt menneske, og så får jeg værdi og bliver påskønnet.”
Redderen investerer mere energi i at løse Offerets problemer, end Offeret selv gør, for det understøtter jo Redderens drejebog at kunne hjælpe det svage Offer. Det er også grunden til at Redderen ubevidst forsøger at fastholde Offeret i Offerpositionen ved gøre tingene for ham/hende: at give ham fisk i stedet for at lære ham at fiske.

Favoritpositionen

Som alle andre mennesker kender du til alle tre positioner og kan spille dem, men du har også en yndlingsposition, som står i din Drejebog.

Måske oplevede du som lille, at når du var i en presset situation eller en konflikt, skulle du bare at give op og se hjælpeløs ud, så kom der nogen og hjalp dig og klarede tingene for dig. Strategien ”Hjælpeløs” virkede, så den blev din ubevidste strategi fremover. Offeret blev din favoritposition.
Måske oplevede du, at hvis du bare blev tilstrækkeligt vred i en presset eller konfliktfyldt sitaution, blev omgivelserne bange og rettede ind efter dig, så du fik din vilje. Din strategi fremover kom til at hedde ”Respektløs”, og din yndlingsposition blev altså Skurken.
Eller måske oplevede du, at hvis du bare tilsidesætte dine egne behov og tog hensyn til de andres, så blev en truende konflikt glattet ud, en ubehagelig situation blev opløst, og det hele gled lidt lettere. Konflikten ophørte, og du fik påskønnelse og en identitet som den, der tager sig af andre. Din ubevidste strategi blev ”Grænseløs”, og Redder blev din favoritposition.

Helle – et offer

Helles favoritposition er Offer, så hun foretrækker at omgive sig med mennesker, der har Skurk eller Redder som favoritposition. For så passer set-uppet jo med det, der gjorde at hun skabte sig en Offer-drejebog. Hun vil utvivlsomt vælge enten en Skurk eller en Redder som partner, for så kan de støtte hinanden i at blive fastholdt i hver deres favoritposition. Helle styrker ham i hans Drejebog, og hun bestyrkes i, at han (=andre) er smartere, dygtigere osv. end hende. Helle fortæller:

Vi mødtes til en fest. Jeg kom alt for sent, fordi jeg som sædvanlig ikke kunne finde hverken min taske eller begge mine sko. Da jeg ville praje en taxa, plaskede den min kjole til fordi jeg uheldigvis havde stillet mig lige foran en kæmpe vandpyt.

Jeg nåede derhen en halv time efter alle andre, og jeg er godt nedtrykt og usikker, da jeg jeg entrer lokalet. Men heldigvis var der en mand, der smilede til mig og kom til undsætning. Det var Ole. Han tilbød galant at hjælpe mig med at få mudderpletterne af kjolen og var forbavsende dygtig til det, og han fik mit humør på køl igen. Han virkede så dejlig tryg og rolig – sådan en med totalt styr på tingene og råd for alt. Vi snakkede utrolig godt sammen, og det blev begyndelsen på vores parforhold.

Spillet kan begynde

De ubevidste, psykologiske spil i Dramatrekanten opstår, når der viser sig en presset situation (stor eller lille) og begynder med, at parterne stiller sig i hver deres favoritposition, hvorefter én af spillerne kaster en krog ud. Hvis den anden napper på, kan spillet begynde.

Da Helle ikke kan finde adventspynten i kælderens rod, går hun i Offerposition og smider krogen ud ved at hænge med hovedet og signalere: ”Jeg er ikke rigtig glad.” Hun siger det ikke højt, men regner med, at Redder-Ole med sine højpolerede antenner straks vil opfange hendes tavse råb om opmærksomhed. Det gør han dog ikke straks, så Helle forstærker (stadig ubevidst) signalet. Hun sukker højlydt, og nu reagerer Ole.

”Er der noget i vejen, skat? Kan jeg gøre noget for dig?”

Det var jo netop det, som Helle i begyndelsen syntes var rart, men nu, da deres parforhold er blevet mere etableret, begynder Ole hurtigere og hurtigere at redde hende, give råd og tage affære.

”Der er så rodet i kælderen. Adventspynten…” begynder hun, og før sætningen er slut, buldrer Ole ned ad trapperne og rumsterer rundt og leder efter kassen. Tilbage sidder Helle og føler sig egentlig ikke hjulpet, mens han drøner rundt dernede. Hun ønskede jo egentlig nærvær og måske også et tilbud om hjælp, men da Ole bare rykkede på hendes signaler, sidder hun og føler sig únderligt forsømt og forladt der i sofaen. Det irriterer hende, så hun bliver vred. Da han glædestrålende dukker op med den eftersøgte kasse, er hun sur og har indtaget positionen Skurk (Anklager), .

”Du er ligeglad med mig,” anklager hun vredt. ”Du løber fra kælder til kvist og er her aldrig når jeg har brug for dig.”

”Jamen, jeg ville jo bare hjælpe…” siger den forbløffede Ole, der jo trofast har fulgt sin Drejebog – og så skaffer det ham ikke Helles kærlighed og påskønnelse. Tværtimod bliver hun sur. Det forvirrer ham og gør ham forsvarsløs og rådvild. Han bliver ked af det og flytter fra Redder til Offerposition. “Det kan du ikke være bekendt,” siger (eller tænker) han.

Helle får dårlig samvittighed. For hun kan jo godt se, at han ikke var ude på at såre hende. Hun er den stærke af de to lige nu, og det er faktisk rart for en gangs skyld, for så føles verden ikke så farlig som ellers. Det er en sjælden nydelse for hende at føle sig tryg og ovenpå, så hun begynder at Redde ham (dvs. give råd og hjælp som Ole ikke har bedt om):

”Ved du hvad, du skulle også tænke lidt på dig selv engang imellem. Du arbejder dig jo ihjel – fikser familiens pc-problemer, arbejder over, varter mig op. Du har altid så travlt, og jeg føler bare, at du slet ikke er til stede.”

Så er det Oles tur til at blive gal. Han bliver stresset og ubehageligt til mode, fordi det nu – helt uvant – er hans behov, der er i søgelyset. Utilpasheden gør ham irritabel, og vreden rykker ham op i Anklager/Skurk. Helle bliver skubbet tilbage i Offerpositionen.

”Du er sgu heller ikke nem!” råber han. ”Først beder du mig om det ene, så om det andet, og det du selv skal ordne glemmer du eller opgiver på halvvejen! Der er jo kun mig til at gøre tingene, og når jeg så gør det, så bliver du sgu sur!”

Helle begynder at græde.

”Du har ret, Ole. Undskyld, skat. Jeg er et fjols, og jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig.”

Pyha. Nu kender Ole hende igen. Helle er ked af det, rådvild og hjælpeløs, og han kan erobre sin velkendte Redder-position tilbage og trøste hende.

”Så, så, skat… Sådan var det jo heller ikke ment. Undskyld, at jeg for sådan op, jeg ved jo, at du bliver så nervøs, når vi bliver uvenner. Nu skal du se, nu laver jeg lidt te til dig, og så får jeg ryddet færdig i kælderen. Her er en Kleenex, tør nu dine smukke øjne.”

Og vupti ! De er begge tilbage i deres trygge favoritpositioner. Runden er slut, og der er fred og ingen fare. Indtil en ny, presset situation opstår, og næste runde kan begynde.

Hvad opnår Helle og Ole?

Helle får ret i, at hun er offer. Hun får bestyrket rigtigheden og værdifuldheden af sin Drejebog, som har titlen “Jeg kan ikke finde ud af noget.” For da hun endelig følte sig ovenpå og ville hjælpe Ole, virkede det lige modsat, så hun fik ingen kærlighed på dén konto. Så hellere være lille, dum og svag.
Ole får ret i, at der er brug for hans hjælp og bliver bestyrket i sin Drejebog, som hedder “Ingen er interesseret i dine følelser og behov.” Han har fra barnsben lært, at der er mest kærlighed at hente, når han fokuserer på andres behov.

Rabatmærker

Spillerne i Dramatrekanten samler på psykologiske rabatmærker: følelser, som spilleren ifølge sin Drejebog ikke har lov til at føle og udtrykke. I stedet undertrykker de følelserne og samler dem ind som rabatmærker.

Helle – den søde pige

Da Helle var barn, kom hendes følelser tit i konflikt med forældrenes.

Når hun var glad, var hun for højrøstet, og hendes far gav hende besked på at være stille.
Var hun ked af det, fortalte hendes mor, hvor ked af det hun selv var, hvor hårdt familiens liv var og hvor svært det var at få enderne til at mødes. Helle lærte hurtigt at lægge låg på sine følelser og tilsidesætte sine behov for at tage sig af forældrenes, dvs. være nem, sød, stille og ikke-krævende.
Når Helle var vred, blev hendes forældre endnu mere vrede og forurettede. De ignorerede og passiviserede hendes vrede, hvis de da ikke latterliggjorde den og kaldte hende hysterisk og forkælet, umulig, dum og utaknemmelig.
Hvis hun blev bange, f.eks. for mørke eller uhyrer under sengen, grinte hendes far og kaldte hende en tudeprinsesse og en bangebuks. Hendes forældre blev enige om at hun skulle sove med slukket lys ”for hendes egen skyld, for det går jo ikke at du er sådan et pjevs, hvis du skal overnatte ude.”

Sådan lærte Helle at lægge låg på bestemte følelser og være den ”nemme, søde, stille og ikke-besværlige” pige. Det præger hende på mange måder, nu, da hun er voksen – f.eks. når hun bliver vred. I Helles Drejebog står der jo, at hun ikke må være vred, og derfor må hun nøjes med at mærke vrede ulme, når nogen overskrider hendes grænser. Hun må undertrykke den.

Den ikke-udtrykte vrede bliver til et rabatmærke i samlehæftet. Og flere kommer til: næste gang, Helle føler sin grænse overskredet, sluger hun igen vreden og samler endnu et rabatmærke. Når det er sket tilstrækkelig mange gange, mangler der kun ét rabatmærke, før bogen er fuld. Og når der så er én, som gør eller siger noget, som giver det sidste rabatmærke, så er er bogen fuld, og så kan den indløses. Det gør Helle ved at gøre noget destruktivt, f.eks lade vreden gå ud over

modparten: eksplodere og hælde al sin sammensparede vrede i hovedet på den, der gav hende det sidste rabatmærke
noget andet: slå noget i stykker / køre for stærkt i bilen / sparke katten / skælde partneren ud osv.
sig selv: bruge for mange penge / drikke sig fuld / bryde sin slankekur el.lgn.

På den måde kommer Helles drejebog til at passe, og hun får berigtiget sin strategi om, at ”jeg må ikke vise vrede, for det har kun negative konsekvenser.” For se selv, hvad der skete: Hun undertrykte den jo så længe, og nu, da hun omsider viste den, så brød helvede jo løs! Der blev måske krise i parforholdet, eller hendes venner blev sure over at blive overfuset og trak sig væk – stuen ligger i ruiner, eller hendes kolleger er begyndt at kalde hende uligevægtig og svær at samarbejde med, så hun er blevet bange for at være den næste der skal fyres. Men hun må jo ikke vise angst, så… Fortsæt selv.

Drejebogens konsekvenser

At leve sit liv efter begrænsende love (“Verden er farlig / Jeg er svag / Jeg skal tilpasse mig / Jeg er ikke værd at elske” osv.), har vidtrækkende konsekvenser. Det leder til følelser af f.eks. ubehag og stress.

Alle dine følelser er meddelelser fra dig til dig. Når du er i harmoni med dig selv og omgivelserne, mærker du jo hverken ubehag eller stress, så følelserne af ubehag og stress er meddelelser om, at du ikke er i harmoni med mig selv og dine omgivelser. De er advarselsflag der påpeger, at noget er i ubalance. De beder dig tage filteret af linsen og gøre det, der kræves for at genoprette harmonien.

Beholder du filteret på, tror du selvfølgelig, at du må kaste dig ud i en gang Dramatrekant. Også selvom dette spil er destruktivt og begrænsende. For det er nemlig velkendt og har jo været din overlevelsesstrategi så længe. Selvom du måske begynder at forstå, at trygheden kun er kortvarig, kan du opleve stor modstand mod at ændre den.

Derfor ignorerer du det, du egentlig godt ved: at din strategi ikke for alvor virker, og at trygheden kun er kortvarig. Den virker ikke på den lange bange (det viste eksemplet med Helle og Ole jo tydeligt) Filteret skal af, og det betyder, at du må ændre på mønstre i dit liv. Du må rette i Drejebogen. Men ”det er svært!” siger du. Og ja, det er ikke nemt at ændre et helt livs vaner. Det er meget nemmere at ignorere dem og deres konsekvenser.

Hvis du vil undgå at rette i drejebogen

Der er utallige måder at undgå at skabe de nødvendige forandringer i dit liv. Du kan f.eks. ignorere de ubehagelige følelser ved at:

lægge låg på dem (holde dem inde, lave dem om til noget andet, f.eks. gråd i stedet for vrede / vrede i stedet for angst / angst i stedet for gråd osv.)
bedøve dem (spise, drikke, ryge, tage stoffer)
fortrænge dem (arbejde, dyrke hård sport, lade dig optage af fornøjelser eller sex)

Der er mange flere metoder. Formålet med hver eneste af dem er, at du den fritager dig for at at stoppe op og mærke smerten og fortvivlelsen. Og når du ikke mærker følelserne, får du heller ikke meddelelsen – og dermed bliver du herligt fri for tilskyndelsen til at lave forandringer. Puha! Du slipper og kan fortsætte som hidtil.

Hvis du mærker følelserne, kan du vælge at ignorere deres betydning. Naturligvis føler du ubehag og stress – det er jo en livstilstand du selv har skabt, og som er uforanderlig, fordi “verden er hård/ond/farlig, og jeg er svag” eller ”Andre er dumme, så jeg er helt alene og må klare mig selv.” Uanset hvad din Drejebog har af forklaringer på ubehaget så dikterer den vidunderlige bog også, at den jo er Grundloven – og Grundloven kan ikke sådan bare forandres. Dit lod er dit, og du må bare lære at leve med ubehaget og stressen.

Det kan også være, at du mærker følelserne og erkender, at de er meddelelser til dig om at gøre det du skal gøre for at bringe dig selv i harmoni. Så kan du heldigvis ignorere dine egne muligheder for at handle og ændre situationen. Du forstår selvfølgelig udmærket, at andre kan ændre deres liv, for det findes der jo mange eksempler på. Men du tror også fuldt og fast på, at DU ikke kan – og så kan du gudskelov finde samtlige undskyldninger og forklaringer på dét i Drejebogen: Verden er farlig… fortsæt selv. Du er nemlig for gammel, for ung, for dum, for klog, for fattig, har ikke den rette uddannelse, har det forkerte køn, må vise hensyn til familien og til firmaet etc. Så du kan lige så godt leve videre med ubehag og stress, og det har konsekvenser. Det forringer din livskvalitet og påvirker din kropskemi, hormonbalance, kirtelfunktioner og dit immunforsvar. Du risikerer at blive syg.

Sygdom

Bemærk venligst, at når jeg taler om at tage ansvar for sin egen sygdom, mener jeg ikke nødvendigvis skyld i egen sygdom. Naturligvis tror jeg på lægevidenskaben og ved, at utallige faktorer påvirker menneskets helbred.
Sygdomme kan have genetiske. miljømæssige, mekaniske eller psykologiske årsager – eller opstå som en kombination. En metode til at fjerne sygdom er lægelig indgriben. En anden er at ændre sygdomsfremkaldende miljø eller fjerne sig fra det. En tredje er at tage ansvar for mit liv, og bringe mig selv i harmoni og derved styrke immunforsvaret. Og ingen af de tre udelukker hinanden.

Men jeg tror også, at sygdom kan være en meddelelse til dig om, at du er i ubalance med dig selv og dine omgivelser og at du ikke har lyttet til de meddelelser du fik via følelserne af (f.eks.) ubehag og stress. Her kan du så vælge at ryste på hovedet.

I vores kultur er det mest almindeligt udelukkende at fokusere på rationelle forklaringer på sygdom: genetiske årsager, virus, bakterier eller ulykker (feks. at du i distraktion går over for rødt, bliver kørt ned og brækker armen). Alle disse forklaringer kan udmærket være en del af årsagen.

Der er også den mulige forklaring, at du lever efter en Drejebog, som giver plads til netop dine genetiske anlæg for sygdom får råderum, fordi du vælger at leve med stress og ubehag og derved forringer dit immunforsvar, åbner dig for infektioner og at jeg var så stresset, at jeg gik over for rødt.

Hvis du kun ser de rationelle forklaringer, ser du jo ikke hele spektret af muligheder for selv at tage ansvar og påvirke ditvelbefindende. Og hvis du fortsætter med at ignorere følelsernes og kroppens meddelelser og leve efter en destruktiv og begrænsende Drejebog, koster det energi.

For Verden behøver ikke at være farlig, og livet behøver ikke leves destruktivt. Det er dit dine egne, selvskabte love og filtre, som skaber disse billeder, og det koster nu engang en masse energi at lave verden og livet om, så det passer ind i ens eget billede. Virkeligheden er, at du er skabt som en perfekt skabning, beregnet til at leve i netop denne verden. Hvilket andet væsen på jorden er skabt til at leve i smerte og destruktion? Ingen. Hvorfor skulle det så lige gælde dig?

Min personlige drejebog

Et menneskes yndlingsposition spiller ind på, hvilken partner og hvilken profession man vælger. Vi, der har Redder som favoritposition, har tit typiske hjælperjob: sygeplejerske, pædagog, socialrådgiver, psykoterapeut etc.

Når jeg betragter min egen opvækst, er det skræmmende tydeligt, at jeg tidligt lærte at tilsidesætte mine egne behov og forstod, hvordan min maske skulle være.

Min far led forfærdeligt af dårlig ryg, men beklagede sig aldrig – han drak hellere uhæmmede mængder af øl, vin og spiritus. Min mor havde voldsomme migræneanfald og klagede sig, så alle familiens øvrige fire medlemmer måtte gå stille og tale sagte i et mørklagt hus, når hun havde en af sine ”store hovedpiner,” og huslægen kom med alvorsminer og en sprøjte ketogan.

Jeg lærte hurtigt at blive usynlig, undertrykke mine egne behov og lade være at bede om noget. I stedet tog jeg mig af det praktiske, var dygtig til at klare mig selv, betroede mig ikke til nogen og lod, som om jeg lystrede. I det skjulte gjorde jeg, som jeg ville og skaffede mig utrolig meget ballade og endda tæv på halsen, både i skolen og hjemme. Det var i halvtredserne og de tidligste tressere, hvor det var almindeligt at mene, at unoder skulle tæves væk, og at disciplin, straf og lydighed var de vigtigste dyder. Og det bestyrkede mig kun i mit manuskripts hovedstrømning: at ingen måtte opdage, hvem jeg egentlig var, for jeg var dum, grim og umulig.

Da jeg derfor sjældent talte om mig selv, blev jeg tidligt en af dem, andre betroede sig til. Og allerede som ung voksen forbløffede det mig, hvordan vildt fremmede ved feks. middagsborde betroede mig ret personlige ting, uden at jeg oplyste andet om mig selv end mit navn. Mine veninder var oftest den type, der levede nogle voldsomt dramatiske og rodede liv med ulykkelig kærlighed og svigt, og dem måtte de jo så betro mig ved endeløse telefonsamtaler på alle tidspunkter af døgnet.

Mine kærester var også af den slags, der skulle hjælpes. De drak, dumpede, var småkriminelle, utro, arbejdsløse eller på andre måder socialt set uduelige. Min drejebog pålagde mig, at jeg bare skulle elske, hjælpe og støtte dem nok. Så ville jeg få kærlighed og anerkendelse. Men tænk engang: det skete aldrig, selvom jeg utrætteligt stilled op: lånte dem penge, gav dem mad, husly og mig selv og var fuldstændig grænseløs i min længsel efter at høre sammen med nogen. Selv da min første mand blev skilt for anden gang, stillede jeg op til grådkvalte, timelange telefoniske trøstesessioner med hans ekskone ugens syv dage, mens min egen nye mand og mit barn gik rundt som løver i bur og utålmodigt holdt aftensmaden varm.

På sin vis var jeg allerede den gang, så småt, ved at øve mig i at praktisere som psykoterapeut. På en helt omvendt, syret og forkert måde.

Som ung kvinde fik jeg diagnosticeret både migræne og truende diskusprolaps, og begge dele invaliderede mig i forhold til job og almindelig livskvalitet. Jeg skulle blive midt i fyrrerne, før jeg fik ændret i min drejebog og de sandheder, der gjorde mig til en eminent Dramatrekant-spiller med Redder som yndlingsposition.

Min nye, bevidstgjorte drejebog

Ingen indsigt, personlig udvikling eller terapi kan ændre de følelsesmæssige beslutninger, som jeg var nødt til at tage da jeg var meget lille og må bære med mig for altid. Jeg kan kun bevidstgøre det, de gør ved mig og forholde mig opmærksomt og vågent til dem. På det grundlag kan jeg tage nye, bevidste beslutninger om mine handlemåder og –mønstre.

Det er hverken nemt eller fejlfrit. Jeg bliver mange gange dagligt mindet om, hvad der står i min oprindelige drejebog og må aktivt ændre det for at kunne leve det liv, jeg ønsker. Og stå ved mig selv, som den jeg ér.

Et eksempel:

Hvis jeg i min nuværende funktion som psykoterapeut glider ind i Dramatrekanten og spiller Redder, så bliver terapien ikke alene værdiløs, men skadelig.

For så går jeg jo ind i et spil med min klient, hvorfra jeg vil bidrage til at fastholde vedkommende i Offerpositionen.

Ved at løse min klients problemer, give gode råd og på den måde tage ansvar for ham/hende overbeviser jeg jo dette stakkels Offer om, at hun har ret i, at hun ikke kan klare sig selv, men at hun har brug for mig og for at komme hos mig i årevis.

På den konto kan jeg få bekræftelse og påskønnelse – mit narkotikum, der får mig til at ønske mere og mere og til gradvis at overtage klientens liv, give endnu flere gode råd og komme med geniale anvisninger.

Alt sammen fedt for min opmærksomheds hungrende, indre Redder, men super-destruktivt for den klient, der netop ønsker at udfri sig af sin Offerposition, øge sit selvværd og blive stærkere.

Skal terapien give udbytte (så jeg kan være tilfreds med mig selv), må jeg være opmærksom på at undlade at jeg hoppe ind i Dramatrekanten og tage rollen som Offer, Skurk eller Redder.
Jeg må kunne tåle, at klienten er uenig med mig og indimellem bliver vred på mig, træt af mig eller synes jeg er udygtig og ude af stand til at hjælpe (den største udfordring for min indre Redder!)
Jeg må kunne mærke mine egne følelser, behov og grænser. Og turde vise dem uden at tromle klientens eller være respektløs.
Jeg må kunne give kærlighed og omsorg på en oprigtig og uselvisk måde der ikke blot har til (Redder) formål at opnå kærlighed, beundring og anerkendelse måde. Selve terapiens formål er jo netop, at klienten skal opnå klarhed og derved blive (i stand til at hjælpe) sig selv, bl.a. ved at revurdere sin drejebog og justere sine filtre, så de passer til virkeligheden og ikke blot til andres forventninger.
Jeg må lytte til min krop og mine følelser og interessere mig for, hvordan jeg kan få opfyldt mine behov uden hverken at tage maske på eller krænke mine egne eller andres grænser.
Derfor må jeg kunne give med empati: så lidt som muligt, så meget som nødvendigt og aldrig mere, end jeg er parat til.

En revideret drejebog

Jeg er født i december 1949 og har i bedste fald omkring 20 juleaftner tilbage. Men på trods af min ungdoms fysiske skavanker og mistillid til, at jeg kan noget som helst løber jeg med udsøgt fornøjelse på alpinski, graver meterdybe huller i haven, flytter rundt på mit pianette og slæber rundt på mine børnebørn uden skyggen af rygproblemer.
Ligesom jeg af hjertens lyst drikker både rødvin og champagne når lejlighed gives, er oppe hele natten og danser til høj musik, går i højhælede støvler og skændes lystigt med dem der gider. Jeg har ikke haft et migræneanfald de sidste femten år.

Og ja, det kan være tilfældigt og skyldes hormoner, miljø, forkalkning, at jeg er flyttet ud af byen eller at Gud, Djævlen eller Buddha er med eller imod mig.
Men det kan lige så godt være fordi jeg har ændret og bevidstgjort min drejebog. Og selv skrevet en ny version.