I et magtbaseret parforhold er du enten den kærlighedshungrende part, der elsker og føler sig afvist – eller den afvisende part, der synes at forholdet strammer over skuldrene og har dårlig samvittighed over ikke at mærke dine følelser lige så intenst som din partner.

De to roller kan man kalde Underhunden og Overhunden: begge lige frustrerede, fastlåste og fortvivlede – og det er ikke spor sjovere, stærkere eller sundere at være Overhund end at være Underhund.

Ude fra ser det ud, som om underhunden er den, der er ’under tøflen’— men det er kun overflade. Begge parter er domineret af den anden. Det er bare udtrykket for det, der er forskelligt. Og rollerne er ikke kønsafhængige — slet ikke!

Hvem er du i dit parforhold?

Overhunden: ”Lad nu være med at presse mig hele tiden – giv mig lidt fred! Kan du ikke se, at jeg har travlt med… / er optaget af…?”

Underhunden: ”Jamen jeg elsker dig jo sådan, jeg har brug for dig – hvorfor bliver du mere og mere fjern?”

Test dit parforhold – se nedenfor

I et almindeligt parforhold skifter balancen og rollerne sådan at de to skiftes til at være den, der ”elsker mest.” Men i et magtbaseret (polariseret) forhold har balancen forrrykket sig, så parterne er fastlåst i hver sin pol. Selvom begge stadig mærker, at de holder af hinanden medvirker fastlåstheden, at de hver især bevæger sig længere og længere væk fra hinanden: mod modsatte poler.

• Underhunden taler hele tiden om sine følelser og sit behov for nærvær og kontakt og rækker kærligt ud efter sin elskede.
• Overhunden er mere optaget af sit arbejde, det praktiske og venner/veninder, bliver irriteret over de krav om konstant opmærksomhed, som Underhunden stiller og vender vredt ryggen til. Ønsket om på den ene side nærhed, kontakt og kærlighed og på den anden side om at være herre i sit eget liv er en svær balance.

Hvad er det, der sker?

Den typiske kærlighedsdrøm er at leve sammen med en ligeværdig partner i en tryg, varm, produktiv, livsglad og opløftende familie, hvor begge har lyst og mod til at udfolde sig og blive sig selv.

Men drømme og forventninger modsvares mange gange ikke af realiteterne. Og når hver part i forholdet har deres egne drømmebilleder af virkeligheden, mister de hurtigt kontakten, hvis de ikke tager et ”reality–tjek” med hinanden og i stedet beklager sig til venner og veninder.

Overhund og underhund

Selv om parret altså dybest set ønsker at mødes i øjenhøjde og stå lige, har de etableret sig i en magtbalance, der er ulige: en Under– og Overhundposition. Underhunden synes, at han elsker mest og føler, at han bare indretter sig.

Efterhånden som han oplever et større og større savn og kontroltab, stiger hans desperation. Han synes, at partneren bliver elsket mest og er den, der bestemmer alt og sætter dagsordenen i forholdet. Han oplever, at jo mere tændt han bliver på hende; jo mere han vilhende, jo fjernere, køligere, afvisende og ukærlig bliver hun.

Woody Allens film ”Mig og Annie” er et skoleeksempel på denne ubalance i den scene, hvor Alvie og Annie hver for sig er i terapi. Alvie beklager sig over, at han og Annie næsten aldrig elsker mere: ”Højst 3 gange om ugen,” siger han. Hos sin terapeut beklager Annie sig over, at han Alvie ustandseligt vil i seng med hende. Hun sukker: ”Vi gør det mindst 3 gange om ugen!”

Hvad er problemet?

Fisken i havet nok er den sidste, der bliver klar over, hvor vigtigt vandet er for dens eksistens. På samme måde har vi mennesker tit svært ved at fortolke vores egen adfærd i sammenhæng med andres og se vores reaktion på denne adfærd.

Vi ser ikke de større mønstre og konsekvenser af de magtspil, vi indgår i. Vi ser kun det, som sker og er optaget af, hvis skyld det er. I stedet for at se forholdet oppefra kigger vi indad ( ”min skyld”) eller udad (”din skyld”).

Men verden set igennem Underhundens optik er helt anderledes end den måde, hvorpå Overhunden ser virkeligheden.

• Problemet er ikke, at den ene ”elsker mest.” Det er helt almindeligt, at den lille ubalance findes. Men i et stærkt og sundt parforhold skifter det med jævne mellemrum.
•  Problemet er heller ikke, at Underhunden føler sig mindre værd end Overhunden. Det er bestemt lige så smertefuldt og ydmygende at være Overhund – det er blot nogle andre følelser og mekanismer, der driver Overhunden (mere om det senere).
• Problemet er, at det er lige svært for en Overhund og en Underhund at tale om savn, ønsker og længsler på en måde, der ikke opfattes som kritik af den anden part.
• det, du ikke siger kan være vigtigere end det, du siger

Underhunden: ”Jo mere jeg anstrenger mig for at få din opmærksomhed, få din kærlighed og nærhed, jo prøver du at undgå mig.”

Underteksten er: Jeg føler mig skuffet, svigtet, forsømt, jaloux, afvist og som taberen i vores forhold.

Overhunden:”Du kræver alt for meget af mig!” Eller ”Jeg tror altså, at jeg trænger til en god lang pause fra dig til at finde ud af mig selv og hvad jeg egentlig vil.”

Underteksten er: Jeg føler mig skyldig, når du lader mig have så stor magt over dine følelser og liv – og jeg er ked af, at jeg åbenbart ikke elsker dig med samme intensitet.

Det er belastende at føle sig ansvarlig for en andens humør, og typisk er der høje krav gemt bag Underhundens tilsyneladende kærlige og omsorgsfulde krav om nærhed. Og hvadenten du synes, at du føler alt for meget og får alt for lidt retur, eller du føler dig konstant jagtet og ønsket og derfor bliver mere afvisende, end du kan lide, er du den ene part i et ubalanceret parforhold.

Når parterne vælger at kommunikere med deres rolletekster, så påvirker det, der bliver sagt den anden part på en måde, der forstærker polariseringen og ubalancen i forholdet.

Valgte parterne derimod at kommunikere det, de virkelig mener (underteksterne), så ville de selvfølgelig blotte deres sårbarhed – men opnå, at det sagte ikke ville lyde som anklager, angreb, en kritik eller forsøg på at lægge skylden fra sig.

Allerede i forelskelsesfasen er det tit den ene, der tager initiativet, mens den anden er mere tilbageholdende, smigret og måske interesseret, men slet ikke ligeså forelsket.

Lykkes forførelsen, kaster den vordende Underhund sig jublende i armene på den lunkne og tænker, at hans/hendes lykke er gjort. Derfor bliver forføreren helt sønderknust, når den udkårne ikke begejstret ringer dagen efter og inviterer på middag eller gensyn. I denne første fase kan der være en så stor ulighed imellem, hvem der føler mest for den anden, at forholdet ender, førend det overhovedet er begyndt. Den ene rækker hjertet frem, og den anden skynder sig forskrækket bort.

Underhunden er ikke nogen snehvide

Jo længere tid Underhunden har været frustreret, forsømt og udsultet i et forhold og oplevet sig som en misforstået og håbløs taber, jo mere ondt gør det, og jo mindre indføling har hun. Så udenat ville det bevidst gør Underhunden sin partner ondt. Inde bag Underhundens kærlige og bedende rolle (”jeg elsker dig jo så besvimende højt”) gemmer der sig tit en vulkan af vrede, angst for at miste og angsten for at være forladt og hjælpeløs.

De uerkendte følelser kan hun enten skjule bag kulde, afvisning, tavshed, udtrykke som mild skuffelse, let fornærmethed eller opgivende suk og hjælpeløshed à la jeg kan ikke leve uden dig — eller hun kan eksplodere i styrke 5 orkaner med gråd, raseri, angst, besvimelse og hyperventilation.

Overhunden opdager hurtigt, at Underhundens øjne hele tiden følger hans reaktioner. Forsøget på at genoprette magtbalancen bliver bare til endnu et nederlag. Og hvert nederlag undergraver Underhundens selvværdsfølelse, der bliver mindre for hver gang. Underhunden viser sin vrede og smerte mere subtilt via indirekte anklager:

•       ”Jeg prøvede jo bare at glæde dig, elskede” (= men du er jo bare sur, ligegyldigt hvor meget jeg prøver!)

•       ”Mig? Du skal da ikke tænke på mig”
(= det gør du jo alligevel aldrig! Du tænker kun på dig selv!)

Underhunden, der er en mester i at fremstille sig selv som skrøbelig, mishandlet og usikker kan manipulere Overhundens humør og adfærd. Indeni tænker de måske begge to:

•  ”Der fik jeg dig, din heks /idiot!”
• ”Hvorfor f… finder jeg mig dog i det her?”

Vogt dig for langmodig mands vrede

Begges kulde og tavshed betyder som regel ”Jeg føler mig hjælpeløs og afmægtig. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan tackle denne situation uden at gøre den endnu værre.” Og enhver fastlåst situation eksploderer ind i mellem – enten udad, med raseri (og i visse tilfælde vold). Eller indad, hvor personen kollapser depressivt i resignation, depression og dødslængsel. Det var ikke uden grund, at de gamle vestjyder sagde: ”Vogt dig for tålmodig mands vrede.”

Underhunden kan f.eks. gribe til tricks som at vække Overhundens attrå ved at forsøge at gøre denne bange, jaloux, irriteret eller ængstelig.

”Jeg vil skilles!” eller ”Jeg gider ikke det her længere, jeg går fra dig!” råber Underhunden desperat. Overhunden reagerer måske som Michael gjorde med Pia: han opgiver og finder i det skjulte en anden, mens han alligevel hele tiden håber at få sin ’rigtige’ elskede tilbage. Begge dele er manipulation, og det er svært at forsvare sig imod, fordi angreb og modangreb er skjulte. De kan ses som forståelige forsøg på at genoprette magtbalancen, men de slider slemt på forholdet.

Magtfølelse og dødedans

Overhund og Underhund kan let skubbe hinanden ud i et alkoholmisbrug eller selvdestruktive slagsmål. Med årene bliver murene højere og tykkere, tavsheden gror frem imellem to, der hverken kan finde ud af at elske og glæde hinanden – eller gå fra hinanden. Forholdet bliver et hakkejern–forhold, hvor der småbrokkes ustandselig. Tilsyneladende taler parterne meget sammen, men det handler mest om at placere skyld og bebrejdelser. Petitesser svulmer op til kæmpemæssige problemer; alt endevendes kaotisk og pedantisk.

Underhundens kritiske angreb betyder: ”Giv mig mere opmærksomhed, omsorg, indlevelse og forståelse!” For så vidt reelle og forståelige ønsker og længsler – men Overhunden føler det som et pres og forsvarer sig med ”Så lad mig da være i fred!” med efterfølgende dårlig samvittighed og bondeanger over hele tiden at være så afvisende og kold.

Det er utåleligt for Overhunden at føle sig omklamret af en der hele tiden hopper rundt på tungen og ikke kan få nok af ham, når han selv tænder mindre og mindre på denne evigt sultne person. Inden længe føler han sig som et brutal, følelseskoldt uhyre. Og hvem ønsker at være det? Hans udvej er at blive væk, lukke af, forblive kølig og gå sine helt egne veje i tavshed, og derfor oplever han, at Underhunden bevidst prøver på at irritere, drille, såre og provokere og underskylder sig med et uskyldigt: ”jeg prøver jo bare at få lidt kontakt.” For negativ kontakt bedre end slet ingen kontakt, og det nøjes de så begge to med.

Tavshed – som våben og forsvar

Underhundens situation ligner Overhundens. Underhunden er bange for at vække Overhundens vrede, foragt og afsky — og utrolig bange for igen at blive afvist og misforstået. Underhunden vælger måske tavshed for at skju­le sin hjælpeløshed, sårbarhed, kærlighedssult og smerte. Hvis hun taler om sit savn, frygter hun, at hun vil blive afvist og straffet, hvis hun ”kommer til at sige eller gøre noget forkert”.

Tavsheden kan også være et værn imod at acceptere hinandens forskelligheder. I stedet for at tage udgangspunkt i sine egne savn, behov, lyster og længsler, tager Underhunden udgangs­punkt i drømmen om alt det, som burde være så enkelt og naturligt – eller i Overhundens behov og formodede følelser. Hun synes tit, at hun ofrer sig og kun tænker på part­ne­rens behov for at gøre alt så godt. Igen og igen vil Underhun­den derfor kunne høre sig selv sige: ”Du burde altså være / føle/ gøre sådan og sådan” eller ”Jeg burde være sådan og sådan.” Faktisk skulle de to parter være to helt andre personer for at passe i drømmen.

Og når Underhunden indretter sig så meget efter Overhunden, gør hun sig til offer. Hun bider alt muligt i sig for at undgå at lave ballade, scener og komme med voldsomme følelsesudbrud — alt det, som Overhunden anklager hende for og bruger som ”undskyldning” for ikke at gide forholdet. Tavsheden bliver på den måde en beskyttelse med en høj pris. For den, der lider i stilhed, lider dobbelt: både over tabet af den andens kærlighed og over tabet af sig selv. En sådan tavshed kan føre videre til, at Underhunden i det skjulte begynder atmodarbejde Overhunden – bli­ver umulig, utilregnelig, ”glemmer” ting, aftaler osv. Alt sam­men for at straffe Overhunden uden at bryde tavsheden og lave ballade.

Mønsteret kaldes passiv–aggressiv: Underhunden slår igen, men under bordet og viser ikke åbent, at hun rent faktisk er både vred og forurettet. Det er et manipulationsspil, hvor Underhundens mål og hensigter holdes skjult for partneren.

Det er svært at forstå, hvordan nogle kan leve i sådan en dødedans i årevis. Hvorfor er de dog ikke for længst brudt ud af dette fængsel? Er det fordi selve magtfølelsen over den andens følelsesliv nu er blevet mere attraktiv end kærligheden?

Skylden kan ikke placeres. Og nissen flytter med

En klient sagde resigneret til mig: ”Jeg vil så gerne opleve kærligheden. Jeg engagerer mig, men hver gang bliver jeg skuffet og såret, og så trækker jeg mig tilbage, lider i stilhed, småhævner mig eller prøver at lave min partner om. Når jeg bliver desperat nok efter at nogen skal sige, at jeg er ok og værd at elske, giver jeg op. Jeg bryder ud – og starter nøjagtig den samme proces igen. Er kærlighed ikke bare et stort illusionsnummer?”

Det tror jeg ikke. Der er nogle, der formår at holde deres kærlighed levende og forny sig sammen, ændre gamle mønstre og finde nye balancer som ligeværdige elskende. Partnere, som med årene mere og mere kan lide hinanden som de nu engang er. De kan finde den svære balance imellem at bevare den personlige frihed og respektere modpartens behov.

Kærlighed er ikke nok. For uden respekt og frihed til at være sig selv kommer forholdet aldrig til at fungere.