Drop-metoden. Hvis forholdet er en boksering

Uenighed i parforholdet kan ikke undgås, hvis begge skal have plads til at være sig selv. Men konflikter behøver ikke at udmunde i råbekonkurrencer. Men hvordan kan uoverensstemmelser løses på en sober måde?

Begynd med at blive enige om, hvad I skændes om. Alt for tit forsvinder skænderiets årsag tit i tågerne, fordi det kommer til at handle om alt muligt andet i stedet – f.eks. hvordan den ene taler til den anden, eller noget der er sket i fortiden, og det er spild af et godt skænderi! Begynd med at definere hvad konflikten handler om – og prøv drop–metoden:

1. Drop stress–skænderiet

Vent, til I kan tale sammen i fred for børn, telefoner, gæster osv. Der kan ikke komme et konstruktivt skænderi ud af at slynge ord i hovedet på hinanden lige før ungerne skal afleveres i børnehaven, eller I skal af sted på arbejde – eller når svigerfamilien er på trapperne.

2. Drop beskyldningerne

Det nemmeste er at pege på modparten: Det er din skyld! Men anklager sætter en stopper for al konstruktiv samtale, fordi den anklagede vil forsvare sig – og så fjerner I jer fra skænderiets egentlige årsag.

3. Drop tankelæsningen

Du ved ikke, hvad din partner tænker og føler – og det samme gælder omvendt. Fortæl hellere med egne ord hvad der foregår i dig. Vær specifik, den anden forstår, hvad du siger.

4. Drop det gamle

Gem gamle, uafklarede spørgsmål til separate diskussioner. Tag gerne ti sekunder til at skrive ned, hvad der dukker op som også skal diskuteres – på et andet tidspunkt.

5. Drop tavshedsterroren

Sig ligeud, hvad der generer dig. Er det for svært, så skriv det – uden beskyldninger og anklager! Fortæl, hvad du føler, hvad du gerne vil have og hvad du er parat til at gøre for at ændre situationen.

6. Drop afbrydelserne

Selv om du er uenig, og selvom det den an­den siger gør dig endnu mere vred, så hold mund og lyt!. Din partner har lige så meget ret til at lufte sine følelser og synspunkter, som du har.

7. Drop de halve sandheder

“Ja, men…” betyder NEJ. Hvis du mener nej, så sig NEJ! At sige ja uden at mene det er at forråde dig selv – og når du gør det, opbygger du nag og vrede. Sig hellere f.eks. “Ja, jeg er skuffet / såret / irriteret / bange for osv – men jeg er ikke parat til at tale om det lige nu.” Tag tråden op, når I har tid og ro.

8. Drop hån, sarkasme, ironi og nedgøring

Gå ikke efter an­dens selvværd: ”Du er en elendig forælder!” osv. Brug “jeg­budskaber”: ”Jeg bliver vred og ked af det og vred, når du hellere vil …. end være sammen med mig og børnene”

9. Drop uhøfligheden

Er du lige så høflig, imødekommende og hensynsfuld over for din partner som du er over for venner, bekendte og kolleger? Tænk over det næste gang du skal til at åbne munden og skælde ud. Ville du tale sådan til Onkel Åge?

10. Drop trusler og følelsesmæssig afpresning

Lad være med at true med skilsmisse. Du kan ikke tænke klart og mærke dine varme følelser, mens du raser. Vent, til uvejret er drevet over – og mærk så efter, om du har lyst til at gå.

 

© Winnie Haarløv

Angsten for nærhed

Når jeg spørger et par i terapi hvad de sætter højest i et parforhold, siger de typisk ærlighed eller nærvær. Hver især ønsker de, at deres partner skal sige sandheden, være åbne om følelser og tanker og vise mere af sig selv. Det er jo bl.a. sådan, nærvær skabes.

Men tit ønsker ingen af dem i virkeligheden at høre, hvad den anden virkelig mener, ligesom de heller ikke selv for alvor vil sige nøjagtigt hvad de tænker og føler. Det, de ønsker er en vis grad af ærlighed og oprigtighed – nemlig præcis den, de hver især er i stand til at håndtere.

De vil begge to høre den slags “ærlighed” som får dem til at føle sig anerkendt, påskønnet og accepteret. Med andre ord: de vil hver især faktisk kun høre den sandhed, der får dem til at føle sig godt tilpas.

Og helt ærligt: hvor mange af os parat til at høre sandheder, som ikke virker på den måde?
Kan du holde ud at høre din partner tale om ideer, synspunkter og opfattelser som gør dig ængstelig, vred eller ked af det?
Og er du selv parat til at tale om det, som du ved vil gøre ondt på din partner at høre?

Er du parat til ærlighed? Test dig selv her:

Forestil dig, at de følgende fem udsagn er relevante for dig. Ville du være parat til at sige dem til din partner?

  • “Jeg gider ikke lave mad (putte børn / købe ind / vaske tøj) idag. Faktisk bryder jeg mig overhovedet ikke om, at det ligesom ligger i luften at det er mig, der er ansvarlig for det hver dag.”
  • “Forresten havde jeg en virkelig interessant, personlig samtale med Lise / Niels (en kollega med modsat køn af dig selv), da vi spist frokost sammen idag…”
  • “Jeg har lyst til at gå i byen alene i aften. Jeg har brug for noget tid for mig selv.”
  • “I den seneste tid har jeg ikke haft rigtig lyst eller været rigtig tændt, når vi har haft sex.”
  • “Helt ærligt, så bryder jeg mig ikke om din frisure / din håndtaske / din ånde om morgenen osv.)

Kan du kan være åben og oprigtig over for din partner, både om det du kan lide ved vedkommende og om det, du ikke bryder dig om?
Eller er du tilbøjelig til at beherske dig og kun sige det, der ikke vil såre, skabe ballade eller misfornøjethed?

En dans på æggeskaller

Når du ustandselig vogter på, hvad du siger af hensyn til den anden, så ryger ærligheden sig en tur. Alt det usagte og alle de små hvide løgne bygger langsomt barrierer op, der skiller jer ad og skaber distance. Nærhed bliver umulig. Distancen vokser imellem jer.

Det betyder selvfølgelig ikke, at I skal gå og kritisere hinanden og sige jeres mening hele tiden, for det er lige så ødelæggende. Men når to mennesker kommer til mig og beklager sig over, at deres samvær er blevet kedeligt, at sexlivet ikke fungerer eller at de er “vokset fra hinanden”, så er det i 99,9% af gangene fordi de fortier væsentlige ting for hinanden.

Hvis hun ikke føler sig tændt af hans måde at berøre hende på eller synes han lugter grimt om morgenen – skal det så ikke siges højt, hvis det kan hjælpe på hendes lyst?

Og hvis han trænger til en aften i byen alene for at mærke sit eget rum og lege, at han stadig er en hanløve med frihed til at forlade flokken indimellem – skal han så ikke sige sit ønske højt, hvis det gør ham glad og giver ham lyst til at vende hjem og være i sin flok igen?

Det mener jeg. Men det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis de to parter stoler på hinanden og tænder på hinanden. Og det gør de ikke, når nærheden er forsvundet.

Hvorfor er vi bange for ærlighed?

Oftest skyldes det, at vi frygter at blive afvist af den anden. Og afvisningen kan have mange ansigter: Gøren nar, nedladenhed, sarkasme / ironi, ignorans eller dominans, sur tavshed, åbent drilleri eller provokation osv.

Angsten for afvisning ligger dybt i os alle, og flertallet af os vil gøre rigtig meget for at undgå den. Vi indgår kompromis’er for at enes eller skabe harmoni, vi undgår konflikter og negative reaktioner og viser ikke, at vi er vrede, sårede eller bange. Altsammen, fordi vi helst vil undgå at blive gjort til grin, beskyldt for at være hysteriske eller hvad det nu kan være. Når du holder disse følelser tilbage, er du godt på vej til at kompromittere din egen integritet. Du er på vej til at miste dig selv og fjerne dig fra din partner.

Grunden til at du gør det er selvfølgelig, at det på kort sigt føles bedre at give op og holde borgfred. Men hver gang skærer du en bid af dit eget selvværd og smider den ud.

Men hvis du er bange for åbenhed og autencitet, hvad er det så nøjagtigt du frygter? Og når du ikke siger åbent hvad du mener, føler og tænker til din partner, føler du dig så nærmere forbundet med ham eller hende – eller omvendt?

Måske oplever du ikke tryghed i forholdet. Du ved måske ikke helt, hvor du står i forholdet til ham eller hende. Derfor er du på vagt, vælger dine ord med omhu og lægger bånd på dig selv. Og hele tiden bliver det bare værre.

Fysisk og følelsesmæssig nærhed er noget af det mest meningsfulde, givende og dejlige mennesker kan opleve. Men de par, jeg møder i min konsultation for parterapi, henvender sig typisk netop, fordi nærheden mangler imellem dem.

Måske mener de, at deres problemer skyldes at de skændes for meget, taler for lidt sammen, ikke forstår hinanden eller oplever, at sexlivet er dødt eller døende. Men alt dette er ikke problemet. Det er følgevirkningen af, at nærheden mangler imellem dem. Parrene savner den vidunderlige følelse af tryghed og samhørighed det kan give at dele sine inderste tanker og følelser med en anden; at blive set, rummet og anerkendt af en betydningsfuld person.

At dele sorg, glæde, håb og længsler giver grobund for passion og kreativitet og betyder, at to sjæles ensomhed kan mødes og støtte hinanden, når livets smerte og eksistentielle vilkår presser på.

Hvorfor være angst for nærhed?

Jamen – hvis nærhed er så vidunderligt og givende, hvordan kan nogen så være bange for den? Det er da heller ikke nærheden i sig selv, som er så skræmmende. Det er angsten for, hvad der sker hvis den forsvinder. For hvis vi hver især turde tro, at nærheden ville være vedvarende og garanteret, ville den udelukkende være en positiv oplevelse som ingen behøvede at frygte. Men sådan er det kun for de færreste, og de fleste mennesker frygter nærheden af to grunde.

Den ene er den konstante, bevidste eller ubevidste frygt for at blive afvist, forkastet, isoleret, nedgjort eller såret, hvis vi gør os sårbare over for vores partner. Og sårbarhed er en uundgåelig følge af nærhed. Ligesom kærligheden altid følges af angsten for at miste, kan nærhed kun opstå eller eksistere, hvis man åbner sit hjerte og viser, hvem man er. Tager skjoldet ned, så at sige. Som Anne Dorte Michelsen synger så præcist:

Jeg har lagt mine våben for dig
Både skjoldet og mit sværd
Jeg vil ikke bære våben mer’
Jeg har åbnet mit hjerte for dig
Det er sjældent at det sker
Jeg er ikke bange for dig mer’

Den anden er frygten for at blive opslugt: at blive invaderet, kontrolleret og tromlet ned. Når man bliver opslugt eller knust af andre, overskrider ens personlige grænser, mister man sig selv.

Alle har vi lært at reagere på konflikt med forskellige forsvar og kontrolmekanismer: modstand i form af vrede, angreb og bebrejdelser eller flugt i form af tilbagetrækning, undgåelse eller underkastelse. Hver eneste relation vi har konfronterer os med disse valg, når vi trues af afvisning eller dominans. Hvis den ene part bliver vred, vil den anden måske føle sig afvist eller domineret og reagere ved enten at gå til modangreb i vrede, opgive og underkaste sig, trække sig eller undgå faren ved at tage hele skylden for misèren selv.

Hvis den ene lukker til (”klapper i,” trækker sig, giver den kolde skulder osv.), vil den anden føle sig afvist og forsvare sig ved at reagere kritisk og fordømmende – og det vil igen trigge den første parts frygt for at blive invaderet, opslugt eller domineret.

Alle mennesker har nogle foretrukne mekanismer, som de reagerer efter. Ikke nødvendigvis nogen de selv bevidst har valgt. De er oftest tillært gennem opvækstens vilkår og viser sig i en eller anden form i enhver relation. Og når frygten for afvisning eller dominans bliver for stor, kan resultatet blive, at individet beslutter, at det simpelthen er for smertefuldt eller ”farligt” at være i en nær relation. Og at det sikreste forsvar er at undgå nærheden. Skjoldet må være oppe konstant.

Prisen for at undgå nære relationer (enten det er med familie, venner eller i parforholdet) er ensomhed og stagnerende personlig vækst. Personlige relationer er næring til personlig vækst, hvis man tager den udfordring op som det er at turde være i kontakt med andre.

At overvinde frygten for nærhed

Frygten eksisterer ikke på grund af selve de erfaringer, man som barn har gjort sig med afvisninger eller dominans. Den opstår, fordi barnet ikke kunne og ikke fik lært at håndtere disse oplevelser. Nøglen til at overvinde frygten ligger at udvikle den kraftfulde og kærlige voksne del, som både har langt større kompetencer, intellektuelt beredskab og evne til at gennemskue, hvad der foregår – og som kan beskytte sig på andre måder end barnet kunne. Den voksne del ved, at afvisninger ikke nødvendigvis skal tages personligt og formår at mærke og vise egne grænser, sådan at dominans og opslugning undgås.

Grundlaget for dét er det personlige ansvar for at definere og stå ved dig selv som en person, du selv kan lide og synes er okay, i stedet for at definere dig selv efter, hvad andre synes om dig og om de kan lide dig. Når du kan det, kan du bruge andres input, kritik og opfattelse af dig hvis det drejer sig om dig, og hvis du finder det relevant.

Dermed kan du også udelukke bedømmelser, angreb, kritik og negativitet som du ikke finder relevant. Du kan lade være at tage dét til dig, som slet ikke drejer sig om dig, men som handler om den, der kritiserer eller fordømmer dig – og vise dine grænser, hvis andre forsøger at dominere eller tromle dig. Og så har det mistet sin kraft. Frygten er borte, og du kan åbne dig for kontakt og nærhed.

Når du lærer at stå ved os selv og ikke mere tillader andre at invadere, kvæle, dominere eller kontrollere dig, behøver du heller ikke længere at frygte for at miste dig selv i en relation. Den, som frygter at miste en anden (f.eks. partneren) er parat til at opgive sig selv for at forsøge at holde på den andens følelser og interesse og tror, at hvis bare han underkaster sig ethvert krav fra partneren, vil hun elske ham.

Men det sker ikke. Han vil i stedet miste både sig selv og partneren, der efterhånden vil miste interessen. For den, der opgiver sig selv bliver ”tom” og uinteressant. At miste en, man elsker er forfærdeligt, og frygten for dét er både forståelig og menneskelig. Men det er kærlighedens vilkår, og den som af lutter angst for at miste holder sig fra at komme tæt på andre, lever et kærlighedsløst liv.

Vejen til nærhed

Vejen frem er at lære at elske og respektere dig selv. At sætte pris på dig selv som det menneske du er, respektere og udleve dine egne værdier og tage ansvar for dine egne følelser af selvværd, smerte, glæde, angst og vrede.

Når du sætter dig selv højt, er du en person, som hviler i dig selv og som ikke er bange for afvisning og dominans – og som ved, at selvfølgelig er kærlighed og nærhed risikabel, fordi du risikerer at miste og blive sårbar. Men at du kan leve videre alligevel, selvom du skulle blive såret eller svigtet.

4 trin mod nærhed

Selvom du gerne vil opleve større nærhed og samhørighed med din partner, kan du have svært ved at åbne dig for ham eller hende. Måske har du svært ved at tale om dine følelser, eller du er bange for at såre. Måske er du bange for at miste den andens accept.

Mangel på åbenhed vil selvsagt skabe en vis distance, men til gengæld vil parforholdet mange gange føles harmonisk og uden de store følelsesmæssige udsving.

Det betyder også, at passionen, lidenskaben og længslen i længden vil forsvinde og erstattes af en høflig, måske endda både kærlig og hensynsfuld omgangsform. Parforholdet antager mere og mere karakter af et venskabs- eller bror – søster forhold.

At puste liv i passionen og følelserne kræver, at parterne tør dele deres inderste tanker og følelser med hinanden åbent og ærligt. Både de positive og de negative.

Det betyder ikke, at ALT skal siges højt – slet ikke. Det betyder simpelthen, at hver af parterne tager ansvar for at stå ved deres egne følelser, når det bliver relevant.

1. Vær autentisk

Sig, hvad du føler – uanset, hvordan den anden reagerer. Tal roligt og undgå at skyde skylden for dine følelser over på partneren. Dine følelser er dine.

2. Styr din ængstelse og ophidselse

Træk vejret dybt og find ro og jordforbindelse i det. Når du er i følelsernes vold, kan du ikke udtrykke dig fornuftigt, lytte eller tænke rationelt. Sørg for at få de voldsomste følelser ud af kroppen, før du tager fat på at tale med din partner.

3. Stol på dig selv

Hvis din partner ikke reagerer på den måde du ønsker eller hvis han/hun ikke vil tale med dig om problemet, viser vrede, mistro, surhed osv. så lad ham/hende være. Prøv igen senere.

4. Stol på din partner

Evig mistro og mistillid er dræbende. Tal hellere med nogen om din jalousi og din angst for at miste – sandsynligvis er den opstået længe før dit nuværende forhold. Men det er muligt, at du (ubevidst) har valgt en partner, der konstant udfordrer dig på netop dette punkt, og at du derfor har chancen for at lære at leve med risikoen for at miste, uden at den skal forpeste din tilværelse og dit forhold. Sådan er kærligheden jo: der gives ingen garantier.

© Winnie Haarløv

Ti gode råd til parforholdet

I parforholdet gælder det samme, som gælder for resten af dit liv: din indstilling og holdning er lige så vigtig som dine handlinger.
De fleste menneskers personlige værdier er integritet, ærlighed, indføling, entusiasme o.lgn. Hvis vi alle sammen tog dem med ind i parforholdet og levede efter dem, ville skilsmisseraten uden tvivl falde drastisk.
Og parterapeuter ville blive arbejdsløse.

1. Tag medejerskab for forholdet – og dets problemer

Hvis der er et problem i dit parforhold, har du medansvar for det. Der findes ingen ofre, kun frivillige – og hvis du er martyren, den sårede eller lidende part i forholdet, så er det fordi du har vist din partner, at du lader dig behandle på den måde. Tag ejerskab for dit forhold til din partner og betragt dig selv som en voksen, kompetent ressource i stedet for som et offer. Der er aldrig kun én part, der er skurken i forholdet, og det er heller ikke muligt for den ene part at redde et skrantende parforhold. Der skal to til det hele. Et parforhold er et fælles projekt.

2. Tag risiko for at være sårbar

At ønske, håbe og åbne dig for din partner gør dig sårbar, men samtidig er det også netop dét, der giver dig chancen for at få, hvad du vil have. Hvis du ikke tør ønske, håbe eller åbne dig, har du slet ingen chancer. Vil du spille i lotteriet, må du købe en lodseddel. Sætter du ikke dig selv på spil, kan du ikke vinde, og lader du frygt (f.eks. angsten for at miste eller for at blive skuffet) styre dit liv, så har du gjort dig selv til offer. Kærlighedens pris er angsten for at miste. Du kan ikke elske nogen uden at mærke angst – og du kan heller ikke garantere, at du vil elske nogen til du dør. Der findes ingen garantier, når det gælder følelser.

3. Accepter din partner

Hvis du giver accept, er der større chance for at du får accept – alene fordi du virker åben og imødekommende, når du ikke kritiserer, forkaster eller lukker af. Alt, hvad du gør skaber enten distance eller nærhed i dit parforhold. Og det gælder faktisk også alt det, du ikke gør og ikke siger. Accepter, at din partner er helt forskellig fra dig. For sådan er det nemlig, også selvom I har meget til fælles.

4. Fokuser på dét, du kan lide

Hvilke positive egenskaber har din partner? Glem problemerne og smerten for et øjeblik. Tænk tilbage på dét, der fik dig til at ønske nærhed og venskab med din partner. Er det der stadig? Alle mennesker (også du) har sider og egenskaber, som andre ikke kan lide. Det gør dig ikke til en dårlig eller ikke-elskeværdig person, men til et mangesidet menneske. Accepter, at din partner har sider, du ikke bryder dig om. Og at du selv har det!

5. Støt din partner

Anerkend din partners synspunkter og forskellighed fra dig. At anerkende betyder ikke at erklære sig enig – tværtimod betyder det, at du er villig til at se jeres forskelligheder i øjnene. I stedet for at nedgøre eller kritisere kan du fortælle din partner, at du er uenig. Sig også, hvad du er enig i. Hvis det drejer sig om noget, hvor I er nødt til at nå til enighed, så er det essentielt, at I som udgangspunkt ved præcis, hvor enigheden slutter og uenigheden begynder. Behandl din partner lige så respektfuldt som du vil behandle Onkel Åge eller en medpassager i bussen. At du er uenig, vred eller såret berettiger aldrig til respektløs opførsel.

6. Aflever din frustration på rette sted

Reflekter ærligt over, hvad der irriterer eller frustrerer dig og kald det ved navn. De negative sider du ser i din partner er meget tit de samme, du ikke bryder dig om i dig selv, og når du tager ejerskab for dem, vil du opdage at samspillet mellem jer ændrer sig. Det er ikke ukærligt at sætte ord på det negative.

7. Vær ærlig og direkte

Sig, hvad du mener – åbent og uden omsvøb. At sige ét og mene noget andet, at holde noget tilbage for at undgå den andens vrede eller sårethed eller at tie stille af angst for at miste er med til at forkludre kommunikationen og forholdet mellem jer, og uanset hvad der kommer ud af munden på dig, så taler dit kropssprog højlydt. Forsøg at udtrykke dine følelser på en voksen og ansvarlig måde, uden anklager og fantasier. Ved at være ærlig rodfæster du dit forhold på integritet i stedet for løgn og fantasi.

8. Vil du have ret eller vil du være glad?

Overvej, om det du gør når din partner irriterer dig, virker efter hensigten. Og hvis det ikke virker, så gør noget andet. Hvis han/hun har travlt med at overbevise dig om, at du har uret, så sig f.eks. ”Jeg er ikke enig, men jeg vil heller ikke diskutere det mere nu.” Foreslå, hvornår du vil tage emnet op igen: ”Jeg vil tænke over hvad du har sagt, og så kan vi tage det op, når børnene sover.” Vigtigt: Lad være med at gå rundt og nages over at du måske føler dig uretfærdigt behandlet. Gør i stedet noget, der gør dig og partneren glade og gør det muligt at flytte dit fokus, mens du samler energi: køb blomster, lav en frisk kop kaffe, giv din partner et kys. I er uenige om dette emne – ikke om, hvorvidt I vil leve sammen. Du behøver altså ikke forkaste alt ved din partner eller hele forholdet, blot fordi I er uenige om lige netop dette.

9. Hold på værdigheden

Skænderier og perioder med disharmoni optræder i de fleste parforhold, og det er både naturligt og i orden at blive vrede på hinanden indimellem. Men lad ikke knubbede ord skramme forholdet mere end højst nødvendig. Brug ikke skældsord, øgenavne og trusler – og undgå at manipulere eller kontrollere. Hvis du får lyst til at gøre noget at det ovenstående, så sig det: ”Jeg har svært ved at beherske mig lige nu, så jeg trækker mig lige et øjeblik”. Det kan du gøre ved at holde mund, give time–out tegn eller forlade stuen. Det er vigtigt, at I på forhold har aftalt, hvad der er acceptabelt at gøre, så den anden kan forstå og respektere hvad der foregår.

10. Vær selv den forandring, du ønsker

Gør din kærlighed proaktiv. Lad være med at dvæle ved det negative, som er sket – ret blikket og energien fremad og behandl din partner, som du gerne selv vil behandles. Et parforhold er ikke nogen købmandsforretning, og der behøver ikke nødvendigvis at være ligevægt hele tiden mellem give og tage. At give skaber kærlighed, både til dig selv og til partneren. At tage imod skaber kærlighed, både til dig selv og til partneren.

©Winnie Haarløv

Kærlighed – eller forelskelse?

En voldsom forelskelse er som en forbigående personlighedsforstyrrelse. På dens højeste kan man føle sig nærmest grænsepsykotisk: ude af stand til at se sig selv, situationen og omverden klart. Men er det kærlighed?

Er forelskelse også kærlighed?

– Åh, jeg er så smaskforelsket! udbrød Stine, før vi overhovedet havde fået skænket te. Vi var seks jævnaldrende kvinder omkring bordet, og hver og én løftede hovedet som på tælling og så på hende, mens al småsnak forstummede.– Jeg er bare så… så lykkelig! Jeg kan næsten ikke være i min krop, tilføjede hun, og vi andre udvekslede tavse, sigende blikke.
Jeg mærkede et lille stik af misundelse og en besynderlig stikken bag øjnene, og min veninde over for mig fik flammede pletter på halsen. Stine henåndede et dybt suk, og vi andre satte os godt til rette i stolene, mens vi langsomt kom til os selv. Min anden veninde, der ligger i skilsmisse, udbrød: ”Nå, ja – men det varer jo heldigvis kun tre måneder.”

Stine ignorerede os totalt. Hun sad med stjerner i øjnene og smilede henført, mens hun så på os alle sammen, som hun var Jesus, og vi var nogle stakkels, gamle farisæere; visne hylstre uden glød. I dét sekund følte jeg mig tom og gammel. Jeg vidste jo præcis, hvordan Stine havde det. Skulle jeg nogen sinde selv opleve det igen?

En voldsom forelskelse kan godt sammenlignes med en forbigående personlighedsforstyrrelse. Alt virker anderledes lyst og indbydende, alle mennesker er skønne og ingen ting betyder noget – andet end forelskelsens genstand. Når den er på det højeste, kan man føle sig nærmest grænsepsykotisk i lange øjeblikke: ude af kontakt med virkeligheden, uarbejdsdygtig og ude af stand til at se sig selv, situationen og omverden klart. Men det er så skønt!
Det Gode Liv har så meget at byde på, og vi vil have det hele. I en tid med det største antal eneboende nogensinde ønsker langt de fleste stadig svimlende forelskelse fulgt af rigtig, ægte og langtidsholdbar kærlighed, og vi stiller stadig højere krav til os selv og det parforhold, der skal give det hele mening. Men hvad er kærlighed og forelskelse egentlig? Og er der forskel? Kan vi selv gøre noget for at kalde på kærligheden?

Hvad er kærlighed og hvad er forelskelse?

”Det er bare kemi!” er et ofte brugt udtryk om forelskelse. ”Vi var skabt for hinanden” eller ”Det sagde bare bang!” er to andre. Det første udsagn giver ingen løfter om romantik, skæbne eller en højere mening – det er videnskab og videnskab er baseret på tørre fakta, som er uigendrivelige. Det lyder kedeligt og hverdagsagtigt og i kærlighedens ærinde giver det indtryk af en lidt kynisk holdning til livet og kærligheden ikke mindst.

De to andre udtryk bærer derimod på den kulturelle arv, som vi i dagens Danmark mener, at kærlighed er baseret på. Noget der er større end os selv, en gave fra himlen, et skæbnebestemt møde der i sig bærer kimen til noget stort, noget der kan løfte os ud af vores egen lille egocentriske verden og højne vores eksistens til de højere luftlag.

Forelskelse er adgangsbilletten til det tætteste vi som mennesker kommer på guddommelighed: nemlig kærlighed. I takt med at verden bliver mere og mere videnskabeligt bevist, føler flere og flere et stadig stigende behov for at opleve, at vores egen lille eksistens er knyttet til noget, der er langt større end os, og måske også noget der er så stort, at vi ganske enkelt ikke fatter hvor stort det er. Men som (og det er det vigtigste) gør vores liv meningsfulde.

Alle mennesker har behov for at vide, at deres eksistens efterlader et tomrum der er større, end det en finger efterlader i et glas vand, når den bliver trukket op. Hvis vi skal dø meningsfuldt, skal vi vide, at vores liv gjorde en forskel for andre mennesker. For nogle er det nok at opnå en Nobelpris (eller det der ligner), men for de fleste andre gælder det trods alt andet kærligheden. Ikke blot til en partner eller nogle børn, men også kærligheden til andre levende væsener. At vi har elsket og er blevet elsket og derigennem har gjort et uudsletteligt indtryk på verden.

Sociale fordomme om rigtig kærlighed

På sin vis definerer vores succes i kærlighed også vores succes som menneske. En nobelpristager der stadig bor hjemme hos sin mor er rent menneskeligt lidt sølle betragtet, fordi han ikke har formået at løsrive sig fra hjemmet og skabe sit eget liv, hvor kulminationen altid findes i at stifte sin egen familie.Ligeså er eksemplet på den rige og succesfulde forretningsmand, der stadig går i byen og (forsøger at) scorer efter han har passeret de 45 år.

Rent socialt er der nemlig klare regler for, hvornår man har succes med kærlighed og hvornår man er lidt taberagtig. En af de mange sociale fordomme om, hvad rigtig kærlighed er når en voksen mand vælger at blive hos sin mor og tage sig af hende i stedet for at finde sig en kone. Et par der mødes som 12-årige i 6. klasse og holder sammen hele livet er også en smule mistænkeligt, men har dog et romantisk forsonende skær over sig.

En yngre kvindes kærlighed til sin bedsteforældre og ønske om at passe dem til de dør bliver der set på med medlidende øjne (er der virkelig ikke andre der elsker hende?) og en kvindes kærlighed til sine 5 katte er for nogle direkte frastødende og tæller overhovedet ikke for kærlighed. Vi har altså nogle klare sociale normer og regler for, hvornår kærlighed er kærlighed.

Det forkerte match

For at det skal være ligeværdigt, skal det helst matche nogle socialt accepterede match af alder, udseende og kulturelle niveau. En grim kvinde sammen med en flot mand skaber altid opmærksomhed; langt mere end den omvendte situation gør.

En meget intelligent kvinde med en høj uddannelse og et prestigefyldt job taber status, hvis hendes mand viser sig at være en renovationsarbejder, der er Brøndby Supporter og elsker at bruge sine søndage på stadion og kun kan tale med om superligaen.

En yngre mand med en ældre kvinde skaber muligvis misundelse hos kvindens jævnaldrende veninder, men får ofte alle andre til lige at løfte et øjenbryn.

Vi reagerer på situationerne fordi de virker mistænkelige. Der må stikke et eller andet under, tænker vi, for hvorfor skulle en flot mand ellers være sammen med en grim kvinde – han må da kunne få hvem som helst. Eller hvorfor skulle en ung mand spilde sit liv sammen med en gammel kone. Eller den seje bizz-kvinde må være til spank af en brutal primitiv mand, ellers ville hun vel finde en jævnbyrdig mand. Det falder de færreste af os ind, at den ene må være en meget elskværdig person, som får den anden til at føle sig elsket og betydningsfuld.

3 sociale bud for kærlighedens væsen

Lige som vi har sociale forventning til kærlighedens udtryk, har vi også sociale forventninger til selve kærlighedens væsen, når den udleves i et parforhold.

Et af de første og vigtigste bud er, at vi ofrer alt for den sande ægte kærlighed. I Romeo & Julie udgaven er det livet selv, i hverdagsudgaven er det karrierejobbet i København, når familien har etableret sig i Tappernøje, kulturweekenden i Rom der opgives for Formel 1 ræs i Monaco eller den nyeste James Bond film for en Woody Allen kavalkade.

Vi lever med en forventning om, at ægte kærlighed er lig opofrelse; underteksten er, at den elskedes ønsker og behov altid kommer i første række, for ellers kan det ikke være ægte kærlighed.
Og det fører lige over i en anden forventing: nemlig, at du altid kan gætte hvad din partner ønsker, har behov for og drømmer om uden at hun behøver så meget som at sitre med mundvigene. Hvis du virkelig elsker hende – eller ham – giver det sig selv, for gennem din store kærlighed til dette udvalgte væsen, har du også adgang til hele hendes indre univers og din pligt består i at gøre hende lykkelig. Ægte kærlighed sætter dig i stand til at spå og læse tanker.

Den kulturelle opfattelse af ægte kærlighed er på sin vis ret umoden, da den forventer af parterne at de gør hinanden lykkelige. Ikke at de gør sig selv lykkelige ved at være sig selv i et forhold, hvor de kan give udtryk for deres inderste væsen gennem kærlige handlinger. Vi har derfor også et bud der går på, at vi til hver en tid er klar til at bevise vores kærlighed. Og i dette sidste bud er der faktisk fare for, at vi kan miste os selv. Og dermed kærligheden.

Kierkegaard & Kærligheden

Søren Kierkegaard mente, at man først er et menneske, når man har gjort brug af muligheden for at blive til sig selv – dvs. at finde sin identitet ved at realisere sine iboende potentialer, talenter og lyster. Gør vi ikke dét, er vi ikke os selv. Vi er kun det, som vi blevet gjort til af familien og samfundet. Vi lever, men bliver aldrig til autentiske individer. Og et individ, der ikke er sig selv, kan ikke finde den sande kærlighed.

Ifølge Kierkegaard ser det autentiske menneske kærligheden som en opgave, som hun kan vælge at tage på sig. Hun forholder sig til den elskede med begær og følelser, og hun forholder sig til selve forholdet. Det betyder, at hun bevidst vælger den anden både som person og som forpligtelse, og at et parforhold ikke kun bygger på de foranderlige følelser, men på et valg om at ville den anden person med alt, hvad det indebærer.

Kierkegaard mener, at begær og følelser er forstadier til kærligheden: det, man kalder forelskelse. Den sande kærlighed kræver, at der kobles bevidsthed og samvittighed på, og i hans univers kræver kærligheden altså tre forskellige dele:

  • Den sanselige, der styres af begær og seksualitet, hvor den elskede nærmest er en genstand – et objekt, der kan og skal forføres.
  • Den sjælelige, hvor den elskende styres af sine følelser og af et stærkt ønske om at blive forenet med den anden og bygge et fællesskab op.
  • Den åndelige kærligheds forpligtelse og samvittighed bygger på total, gensidig accept. De to elskende mødes i forståelse, forpligtelse og fortrolighed, og begge vil hinanden med al deres kraft og styrke – uden forventninger og uden ønsket om at ændre på hinanden.
Elsk din næste

Jesus viste også med sit liv og levned, hvad kærlighed indebærer. Han tilgav og elskede sin næste, sine venner og sine bødler, for han forstod, at de ikke vidste, hvad de gjorde. Hans lære har præget vores samfund dybt med sin humanistiske tone. Hele den nutidige statsmagts omsorg, ja hele velfærdssamfundets ide er bygget på den kristne grund, og vores demokrati bærer dybe spor af dette livssyn.

Men i vores tidsalder søger mange det alternative, mens folkekirkerne står gabende tomme. Den almindelige kristentro er ikke på mode, og de fleste mener, at livet styres af tilfældet. Det herskende livssyn er pessimistisk, og vi slås for at overleve i en verden, der gøres op i kroner og øre; hvor den stærkes ret gælder, og hvor vi på trods af humanismen ikke har meget tilovers for de svage, de mislykkede og taberne.
Blomsterbørnenes visioner fra 68 om kærlighed og blomster er afskrevet som en naiv, utopisk drøm, og imens vi skriger på nærvær, fællesskab og mening med livet overser vi, at kærligheden er livets største magtfaktor og løsningen på samtlige vores problemer.

Du skal elske din næste

Sådan siger testamentet, og selvom man ikke er troende, er ideologien jo både smuk og meningsfuld. Den har vi gennem generationer tolket på og givet videre til vores børn. Vi har lært, at det er egoistisk at tænke på sig selv og at vi frem for alt skal tage hensyn, hjælpe og støtte. At sige nej til noget man har ulyst til, at bede om noget og at være ærlig hvis det kan såre andre er blevet tabu.
Men det er en misfortolkning af kærlighedsbudskabet. Ideen er ikke, at du skal elske din næste i stedet for dig selv, og det er en stor, afgørende forskel. For man kan ikke give noget, man ikke har. Og den, der ikke holder af sig selv, kan ikke give kærlighed til andre.
Al kærlighed begynder derfor med at kende, elske og respektere sig selv. Jesus og Søren Kierkegaard er altså enige om, at individet må være sig selv for at kunne elske.

Historien om Eva

”Jeg forstår det ikke,” siger hun og sukker dybt. ”Jeg giver så meget til andre, men jeg får ingenting igen – hverken opmærksomhed, kærlighed, respekt eller anerkendelse. Jeg føler mig tom, udnyttet, forladt, ensom og deprimeret. Hvordan kan andre være så egoistiske?”

Eva giver og giver: opmærksomhed, tjenester og gaver – alt det, hun forbinder med kærlighed. Hun giver i håbet om at få igen, men det hun gør, har intet at gøre med kærlighed. Eva er brugsuddeler i en køb­mands­handel. Hun lader sine omgivelser definere sin identitet – kun når hun en sjælden gang får den kærlighed og opmærksomhed, respekt og anerkendelse som hun så brændende ønsker sig, er hun glad. Når omgivelserne bekræfter, at hun er den gode, kærlige person hun gerne ville være, så er hun glimtvis næsten lykkelig.

Men glæden forsvinder hurtigt. Fordi Eva søger sin identitet i om­gi­vel­serne, er hun ingen i sig selv. Hun bliver såret, når nogen glemmer hendes fødselsdag, skuffet, når hun ikke får de samme søde SMS’er og opmærksomheder som hun selv giver og deprimeret, når andre ikke kan leve sig ind i hendes behov. Ligesom en drage, der i sin hule grådigt vogter en skat, må hun hele tiden nidkært vogte over det, hun får fra andre.

I dragens hule gror fordomme, misundelse, løgn og jalousi som stueplanter. De gror i frygten for, at andre vil få dét, man længes så inderligt efter, og de gødes med had, smålighed og raseri – alt sammen kilder til lavt selvværd. Når Eva mærker at hun har den slags tabufølelser, kan hun slet ikke lide sig selv, og så er det for alvor svært at tro på, at andre kan.

Derfor går hun rundt i en evig, hemmelig angst for at blive ”opdaget” – for hvis andre ser, hvordan hun virkelig er, så vil de blive sårede eller vrede, og så vil de måske forkaste eller forlade hende. Med den evigt tilstedeværende ensomhedsfølelse hun i forvejen har, vil det jo være helt ubærligt. At blive forkastet af mand, veninder, familie osv. vil efterlade hende tom og ”død”.

Så Eva giver, giver og giver. Hun ser sig selv som et kærligt og generøst menneske og fatter ikke, hvorfor hun ikke rigtigt elsker nogen – og hvorfor hun ikke føler sig elsket.

Kærlighedens tre komponenter

Den amerikanske psykolog Robert Sternberg har i bogen Kærlighedens psykologi undersøgt kærlighedsbegrebet og fremsat teorien om kærlighedens triangel. Den består af lidenskab, intimitet og forpligtelse.

Intimitet opstår mellem mennesker, der føler sig forstået af hinanden, og det giver et forhold nærhed og forbundethed. Lidenskaben giver romantik, fysisk tiltrækning, sex og spænding, mens forpligtelsen giver forholdet tryghed og loyalitet, fordi den, der forpligter sig tager ansvar for at kæmpe for forholdets overlevelse. Kunsten er simpelthen at dosere de tre ingredienser i passende mængder. Så opstår det ægte, langtidsholdbare kærlighedsforhold, som vi sukker efter og som giver os blanke øjne, når vi læser om det eller ser det på film.

triangle

Test dit parforhold og se, hvordan de tre komponenter er balanceret

Men netop doseringen er det vanskeligste. Bliver blandingsforholdet skævt, bliver forholdet tilsvarende skævt. Her er de syv blandingsmuligheder:

  1. Venskabsforholdet: Hvis der kun er initmitet i forholdet, er der tale om et varmt venskab. Parterne har stor sympati og loyalitet for hinanden, men der mangler både lidenskab og langtidsudsigter som parforhold – de kunne i virkeligheden lige så godt være personerne fra tv–serien Will og Grace (bøssen, der bor sammen med en gammel veninde).
    Meg Ryan og Billy Crystal i Da Harry mødte Sally er en kendt illustration af et venskabsforhold, der udvikler sig til noget mere. Deres venskab holder angsten for ensomhed på afstand, men først da passionen kommer på banen, kommer forpligtelserne og trygheden med.
  2. Det praktiske forhold: Består forholdet hovedsageligt af forpligtelser, er forholdet tomt. Der er ingen følelser, intet begær og ingen intimitet. Man bliver sammen på grund af børnene, økonomien, religionen etc. Sådan begynder mange arrangerede ægteskaber, men der er mange eksempler på, at forholdet har udviklet sig til også at omfatte de øvrige områder.
    I Fay Weldons roman Hundjævelen er den lidet attraktive Ruth gift med Bob, og sammen har de to børn. De bryder sig faktisk ikke om hinanden, og derfor kan Ruth tage på skrup*pelløst, ufølsomt hævntogt, da Bob indleder en fræk affære (der udvikler sig til en besættelse) med Mary Fisher, den lyserøde triviallitteraturs dronning.
  3. Den frække affære: Det rent lidenskabelige forhold er der begær, fysisk tiltrækning og seksualitet – men hverken ansvar eller forpligtelse. Utroskabsforhold ligger tit her, fordi forholdet har alt, hvad der skal til i en en spændende, kortvarig og uforpligtende affære. Måske er Pretty Woman blevet sådan et monsterhit, fordi Richard og Julia begynder i den side af trekanten og bevæger sig hele vejen rundt for at ende inde i midten?
  4. Den hede forelskelse: Den romantiske, erotiske kærlighed er en kombination er intimitet og lidenskab: parterne er bundet sammen af følelser og begær. Her ligger forelskelsen. Elvira Madigan og Sixten Sparre havde kendt hinanden i ca. et år, da de begik selvmord, fordi de ikke måtte få hinanden. Det samme gælder Romeo og Julie.
  5. Besættelsen består af lidenskab og forpligtelse: f.eks. forholdet, hvor parterne flytter sammen meget hurtigt eller indgår en fast forbindelse uden at kende hinanden særlig godt. Forholdet er naivt på den måde at det bygger på håb, drømme og illusioner.
    Rhett Butler og Scarlett O’Hara fra Borte med Blæsten er besat af hinanden, og gennem mere end ti år tilbeder han hende uden egentlig at kende hende særlig godt. Da de endelig bliver gift og oplever at miste deres datter, falder forholdet fra hinanden fordi der mangler nærhed, intimitet og forbundethed der skal til for at klare vanskeligheder som f.eks. en stor sorg.
  6. Tosomhedsforholdet adskiller sig fra venskabet ved at have en høj grad af forpligtelse. Et langvarigt, stabilt og godt ægteskab hvor parterne bindes sammen af fælles interesser, børn, familie, vaner og en lang fortid kan godt være lykkeligt uden den lidenskab, der mangler. Men det kan også være i sådan et forhold, at den ene part pludselig er utro og finder den uforpligtende, initimitetsløse lidenskab udenfor forholdet. Gunnar og Annelise i fra ”Kongeriget” er en karikatur af parret i de ens joggedragter, der lever i deres egen lille dykkerklokke og kan fuldføre hinandens sætninger.
  7. Den ægte kærlighed kendetegnes ved at indeholde alle tre komponenter. Og når man siger, at der skal arbejdes for parforholdet, så betyder det at begge parter konstant må forsøge at tilgodese alle tre komponenter, så der er den rette balance mellem dem.
    Barbara Cartland har skrevet omkring 700 romaner, der alle sammen leder frem til den Store, Lykkelige, Fuldendte Kærlighed. Men hvorfor slutter alle hendes historier dér, hvor de to elskende endelig får hinanden ? Fordi det paradoksalt nok er kedeligt at læse om konfliktfri kærlighed – selvom det formentlig er den, vi alle stræber efter!

 Kærlighedens faser

Et kærlighedsforhold udvikler sig typisk gennem fire faser, der hver især spejler, hvordan vi oplever mødet med et andet menneske, der i virkeligheden blot spejler vore følelser for os selv – bare levet ud via den anden. Du kan prøve at tænke over, hvor I er henne i jeres parforhold?

1. Forelskelse: Alt er perfekt

I har lige mødt hinanden og alt ved ham er perfekt. Han ser helt rigtig ud, han siger alle de rigtige ting, han gør alle de rigtige ting, han får dig til at føle alle de rigtige ting, selv du bliver helt rigtig af at være sammen med ham. Og det har en skøn afsmittende effekt på resten af dit liv, for pludselig er græsset blevet grønnere, himlen mere blå og selv din chef er blevet en mere elskelig person. I keder jer aldrig, for I taler hele tiden om jer selv og når I er sammen, smelter I ind i hinanden så i bliver som et kød.
Aldrig er du blevet forstået så godt af nogen som helst og du er endelig holdt op med at føle dig ensom. Du ved bare, at denne følelse aldrig vil gå væk – og du er helt sikker på, at større kærlighed har verden aldrig oplevet. Romeo og Julie – go home! Jeres er den ægte kærlighedshistorie og hvis bare du gad at skrive den ned, ville den blive prototypen på Den Store Kærlighed.
Når en af dine veninder forsigtigt forsøger at antyde, at det virker en smule kedeligt at han interesserer sig så meget for rumænske frimærker og at du en dag vil droppe det henførte udtryk i ansigtet, når han endnu engang smider sin beskidte sportstaske ovenpå dine sarte rosa ruskindssko, kigger du bare opgivende på hende og tænker, at hun aldrig har oplevet den ægte kærlighed. Og hvordan skulle hun også det? Den er bestemt ikke for hvermand. Og lige nu er det dig, der har trukket det store lod.

2. Illusionstab: Alt er forkert

I har kendt hinanden nogen tid og på besynderlig vis begynder det at irritere dig helt vildt, at han klikker med tungen, før han siger noget, når han er usikker. Lige præcis dét, du syntes var så charmerende og drengeagtigt sødt ved ham, da I mødtes. Du tager dig selv i at tænke, at han trænger til at få sig en ordentlig hobby (for eksempel golf), så I kan tage på golfweekend med dine bedste venner. Og så skal du også lige have ham med forbi din yndlingsbutik i herretøj, for helt ærligt: dobbeltradede habitter var vist sidst på mode I 80’erne?
I har en del skænderier og de går næsten altid på, at han synes du skal lave om på dig selv, og at du synes, at han skal lave om på sig selv.
Nogle gange opleves det som om I er fra to forskellige planeter, der overhovedet ikke kan tale sammen og ikke engang har lyst til at lære hinandens sprog. Når du tør se dig selv i øjnene, er du godt klar over, at du forsøger at tage afstand fra ham, fordi han på nogle områder tør og gør nogle ting, som du selv ville ønske du kunne, men som du ikke rigtig tør.
Han spejler så at sige dine mangler i dine egne øjne og det er derfor du går fra at føle dig som jordens skønneste kvinde til at være jordens mest mislykkede kvinde. Hvis du vil videre må du først og fremmest erkende, at alt er som det skal være. Også ham. Og husk, at den eneste du nogen sinde vil kunne lave om er dig selv – så i stedet for at punke ham hele tiden, så vær selv den forandring, som du ønsker at opleve.

3. Var det bare det? Alt er kedeligt

Det er lørdag aften og du vågner lettere irritabel på sofaen, mens tv’et flimrer fordi videofilmen er færdig og I begge er faldet I søvn til den. På sofabordet står de tomme kinesermadsæsker og I ligger helt klistrede sammen under tæppet. Han ligger med åben mund og snorker og dine kontaktlinser er så tørre, at de er lige ved at poppe ud. Du føler dig alt andet end lækker og du skynder dig at kigge væk, når du ser på ham. Han minder dig om din far, når han faldt i søvn på sofaen og det gyser i dig ved tanken om, at du (ligesom din mor) har ladet dig fange ind i et dødssygt forhold.
Du overvejer et øjeblik at snige dig i bad og iføre dig stiletter og korsage og fise ned på venindecaféen og se, om du evt. kan flirte dig igennem aftenen i stedet og på den måde jage følelsen af fiasko og tab på flugt, men i det samme rører han på sig i sofaen og lægger kinden ind mod puden på så sårbar en måde, at du pludselig oversvømmes af kærlige følelser for den mand, der har valgt at dele sit liv med dig. Du opdager, at du på det seneste har fjernet dig bevidst fra ham, fordi du følte du var ved at miste dig selv og at han var begyndt at kende dig lidt for godt.
Det er nu, at I for alvor kan opleve kærlighedens mysterium ved at opdage, at I rent faktisk er to helt forskellige, selvstændige individer, der hver især har noget af give den anden. Men kun hvis I netop bliver ved med at være jer selv. Det er underligt, men ægte intimitet kræver distance – og det er dette punkt I er nået til nu.

4. Ægte kærlighed: Intet er alt

Han smider stadig sin sportstaske oven på dine sarte sko, og han samler stadig på rumænske frimærker. Men det gør ikke rigtig noget længere, for du elsker ham for alt det andet han også er. Han har set dig i dine værste og mest sårbare situationer og han er blevet hos dig alligevel, og det elsker du ham for.
Du har opdaget, at han aldrig kommer til at leve op til alle dine drømme om en rigtig mand, men det gør ikke noget, for han går gerne i biografen med dig, så du kan se Mr. Perfekt på lærredet, mens du holder din egen mand i hånden. Og når I går ud og spiser og du forsøger at fortælle ham en lang og detaljerig historie, kigger han bare på dig og siger ”den korte version, tak!” og du bliver ikke gal, for du har forliget dig med, at han aldrig kan være både din mand og din veninde.
Kort sagt er det gået op for dig, at ægte kærlighed ikke handler om at få alting. Tværtimod handler det om at ville kærligheden hver dag. Hvor forelskelsen oplevedes som en gave, er det blevet klart for dig at kærligheden er en viljesakt. Og du har besluttet dig for, at du gerne vil jeres kærlighed. På godt og ondt.

Jeg kan godt leve uden dig, men jeg vil helst ikke
– Lola Baidel

Psykologen og kulturfilosoffen Erich Fromm beskriver i sin bog “Kunsten at elske” fra 1956, at man i vores kultur mener, at kærlighed er noget, man rammes af. Det er et romantisk syn på kærligheden, der forstærkes af film, litteratur og musik osv. og som giver næring til den voldsomme sult, vi alle har efter kærlighed.

Men ingen fortæller os, at vi måske ville gør klogt i at lære os noget om kærlighed. For hvis kærlighed er en kunst, så må man lære sig kunsten, i teori og praksis. Og ifølge Fromm kræver det både disciplin, koncentration og tålmodighed og ydmyghed at praktisere kærlighed. At give for at få er selvisk og umodent og betyder, at kærligheden er reduceret til en købmandshandel.

Fromm skelner mellem den barnlige, afhængige kærlighed: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig – og den modne, uafhængige: Jeg behøver dig, fordi jeg elsker dig.

ugly.shoesKan man elske et par sko?

Tænk ”kærlighed” og du tænker sikkert mennesker og følelser. Men kan vi mennesker også elske ting? Steder? Musik? Bøger?

Ifølge ordbogen betyder at elske i virkeligheden blot at holde af eller føle glæde for – og hvis det er sandt, så må svaret være ja.

Men hvordan kan man elske noget, som ikke er levende og som ikke reagerer på dig personligt? Det føles sådan, fordi tingen eller stedet vækker nogle følelser i en. En bog, et maleri eller et smykke er umiddelbart en død ting. Men fordi den er skabt af et levende menneske, der på en eller anden måde har lagt sine egne følelser og livserfaringer ind i tingen, får tingen selv også liv.

Den bliver forlenet med et ganske bestemt udtryk, der på sin vis giver den personlighed, og når den vækker genklang i et andet menneske, opstår det følelsesmæssige forhold mellem mennesket og tingen. Hvis tingen så oven i købet bliver givet af en person, som man selv har et følelsesmæssigt forhold til, får tingen også affektionsværdi og så begynder det for alvor at ligne en ægte kærlighedshistorie.

Vi kan synes, at vi elsker en ting, noget musik eller et stykke kunst for dens skønhed, for dens æstetik, for den længsel den vækker i os efter følelser. Og steder kan vi elske for den stemning, som de vækker i os (”jeg kan ånde frit ved havet”) eller for de muligheder de giver os, for at opleve livet på en bestemt måde (”her ved skovsøen oplever jeg en dyb fred”).

Men hvis ægte kærlighed består af intimitet, lidenskab og forpligtelse er det svært at se, hvordan et maleri, en udsigt eller nogle noder kan forpligte sig til dig; endsige skabe intimitet og gensidig lidenskab. Så nej. Man kan nok ikke elske et par sko. Men derfor kan man stadig godt få et lille sug i maven over deres skønhed… og hvad de kan gøre for én.

©Winnie Haarløv

Opskrift på et godt parforhold

Alle mennesker i et parforhold ønsker, at forholdet skal være godt, givtigt og tilfredsstillende. Men hvad er egentlig et godt parforhold?

Mennesket er et væsen, der har behov for nærhed, samhørighed, intimitet og kærlighed – både som giver og modtager. Men for mange er det rigtig svært.

Gennem mine år som parterapeut har jeg lært næsten alt, hvad jeg ved om parforhold af mine klienter, og det er dem, der har inspireret mig til denne liste. Den er nok ikke udtømmende, og måske er den heller ikke hverken nyskabende eller verdens klogeste. Men den kommer direkte fra de par, der har delt uddrag af deres liv, tanker, følelser og problemer med mig. Her er et bud på 25 gode råd.

  1. Vælg din partner med omhu. Vi forelsker os i hinanden af mange forskellige grunde: måske giver den elskede os opmærksomhed og gider lytte, måske minder han eller hun om nogen i fortiden eller får os til at føle os betydningsfulde og elskede. Forelskelsens tid er en slags sindssyge, hvor man mister realitetssansen og er uimodtagelig for fornuft. Det er en skøn tid, som typisk varer mellem tre og seks måneder. Og så kan man se klart igen.
    Når den tid kommer, kan du vælge din partner med åbne øjne. Vælg ham eller hende, som du ville vælge en ven. Kan du lide personens karakter og personlige egenskaber? Er du enig i vedkommendes værdier og menneskesyn? Eller kan du i det mindste forlige dig med dem? Kan du lide den måde, du bliver behandlet på, når I skændes, eller når din elskede er utilfreds med dig? Føler du dig respekteret og lyttet til? Interesserer din elskede sig for dig og for, hvad du tænker, føler og bestiller? Er han eller hun generøs med følelser, opmærksomhed, penge – eller påholdende? Holder vedkommende ord? Har han/hun en social omgangskreds, eller er personen en ensom rytter?
    Der er selvfølgelig ingen rigtige svar eller måder, der er bedre end andre. Det vigtigste er at DU vælger med åbne øjne.
  2. Sørg for at vide, hvad din partner tror, mener og tænker om parforhold. Forskellige mennesker har forskellige og tit direkte konfliktende opfattelser om, hvad et godt parforhold er. Hvis du f.eks. sætter troskab højt og din partner ikke gør, så kan det skabe voldsomme problemer. Eller hvis I er uenige om, hvorvidt man f.eks. kan bruge tid alene eller hver for sig med venner og familie, tage på ferie alene og videre i den dur.
  3. Forveksl ikke drømmegod sex med kærlighed. Især i forelskelsesfasen er tiltrækning, begær og sex tit vidunderlige oplevelser. Men de kan ikke stå alene, og de behøver ikke at have noget med kærlighed at gøre.
  4. Sæt ord på dine behov og sig dem højt. Et parforhold er ikke en gætteleg! Alligevel forventer mange både mænd og kvinder, at partneren kan gætte deres behov ’hvis bare han elsker mig højt nok.’ Men kærlighed gør ikke nogen til tankelæser, og resultatet kan kun være ét: skuffelse over ikke at få tilfredsstillet sine behov. Hvis du camouflerer, skjuler eller fortrænger dine behov, så skaber du afstand til partneren og slår revner i forholdet. Nærhed kan kun skabes med ærlighed og åbenhed. Også, hvis det er svært og du aldrig har lært at bede om noget. Eller tage imod.
  5. Betragt jer som et team med to ligeværdige parter. I er to unikke, individuelle individer som hver især tilfører parforholdet forskellige perspektiver, styrker og ressourcer. Respekter hinandens forskelligheder, og lad fremfor alt være med at lave hinanden om. Dels er det umuligt, og dels er det respektløst. Lær i stedet at leve med og rumme forskellighederne. Lær, at der nok er flere egenskaber ved din partner, du ikke bryder dig om – men at det absolut ikke udelukker, at du kan elske vedkommende.
  6. Lær at turde være uenige. Jeres mange forskelligheder truer ikke forholdet – det gør kun den måde, I håndterer dem på. Lær at håndtere de negative følelser, som er uundgåelige konsekvenser af forskellighederne mellem jer. Forskellighed skader ikke forholdet, men at kalde hinanden øgenavne og grimme skældsord giver dybe ridser. Vær åben om de konflikter, uenighederne skaber. At ignorere, undgå eller fortrænge dem er ikke at håndtere dem.
  7. Hvis du ikke forstår hvad din partner gør og hvorfor, eller hvis du ikke bryder dig om det, så spørg hvorfor det sker. Tal om det! Antag ikke, at du kender forklaringen. Du er ikke tankelæser.
  8. Løs problemerne, efterhånden som de opstår. Lad ikke misfornøjelser og skuffelser ligge og forsure og gære. Det meste af det, der er galt i et parforhold kan føres tilbage til sårede følelser og skuffelser – og hvis de svære følelser ikke kommer ud i lyset og bliver imødegået, så vil hver partner langsomt begynde at tage afstand. Den sårede, fordi hun er såret og den anden, fordi han mærker at hun tager afstand.
  9. Lær at forhandle. Moderne parforhold afhænger ikke længere af kulturbårne rollefordelinger. Parrene kan skabe deres egne roller, og det er jo spændende – men det er også en situation, hvor der kræves gode evner til forhandling, fordi ikke ret meget er givet på forhånd. Forhandling sker bedst i en åben, tillidsfuld atmosfære, der er præget af åbenhed og ønsket om at nå en fælles løsning. Vær opmærksom på, at en magtkamp ikke en forhandling. En magtkamp kan kun have én vinder og vil derfor ikke skabe et resultat, der er godt for begge parter. Kompromis’ets kunst er meget vigtig i et parforhold, også fordi livsbehovene ændrer sig løbende og skal genforhandles med jævne mellemrum.
  10. Lyt. Lyt. Lyt. I virkeligheden er det måske det vigtigste bud af alle. Hvis du kan lytte til din partners ønsker, bekymringer og beklagelser uden at forsvare dig og gå til modangreb, vil du opdage, at mange af dem løser sig af sig selv. At blive lyttet til er noget af det, der gør mennesker blide som lam, åbne og imødekommende. Og empatisk lytning betyder overhovedet ikke, at du skal sætte dine egne ønsker, meninger eller behov over styr. Det bliver jo din tur til at fremføre dem, når din partner er færdig! Og blot fordi han eller hun beder om noget eller beklager sig over noget, betyder det ikke at du skal give det eller at han har ret. Et ønske er ikke et krav, og et behov skal ikke for enhver pris opfyldes. Lyt og forsøg at sætte dig i din partners sted.
  11. Arbejd bevidst på at skabe og opretholde nærhed. Nærhed og samhørighed kommer ikke af sig selv, det gør kun nullermænd. Men når nærheden er borte, ’vokser man fra hinanden’ , og symptomerne kan være f.eks. manglende sexliv, utroskab eller dårlig stemning. Et godt parforhold skal holdes i live og passes. Det kræver opmærksomhed og tid (men ikke nødvendigvis hverken gaver eller penge).
  12. Anlæg et langtidsperspektiv. Et parforhold er i de fleste tilfælde indgået med ønsket om, at det skal vare resten af livet. Tjek jeres drømme med hinanden med jævne mellemrum og undersøg, om I stadig er på rette kurs i forhold til de ønsker og visioner, I sammen havde og har. Opdater drømmene og prioriteterne, så I går i takt og har nogenlunde samme retning.
  13. Lad ikke dig selv forfalde. Hold dig pæn, ren, soigneret og gør noget ud af dig selv, når lejligheden byder sig.
  14. Sex er godt, men fortrolighed er i mange tilfælde vigtigere. Sex er nemt, intimitet langt sværere. Intimitet og fortrolighed kræver ærlighed, autencitet, åbenhed og modet til at vise sin skrøbelighed og sårbarhed i form af håb, drømme, følelser og alt det, du frygter eller er ked af.
  15. Gå aldrig vred i seng. I behøver hverken at være enige eller glade, men gør, hvad du kan for at vise din partner at du stadig elsker hende eller ham, selvom du er utilfreds med noget.
  16. Sig undskyld. Alle kan begå en fejl, og en ærlig undskyldning kan spare jer for meget ævl og kævl fremover.
  17. Afhængighed er nødvendigt, men skal ikke overdrives – og den skal helst spredes ud på andre end partneren. Total afhængighed af partneren er i bund og grund usundt for relationen. Det er en balance, for vi er alle afhængige af nogen: venner, familie, mentorer osv., og det gælder både mænd og kvinder. For lidt afhængighed giver lukkethed og afstand. For meget giver uselvstændighed og tendens til at klæbe og overvåge. Begge dele mindsker trygheden og øger risikoen for jalousi og utroskab.
  18. Oprethold din selvrespekt og dit selvværd. Det er meget nemmere for andre at kunne lide dig og få lyst til dit selskab, hvis du kan lide dig selv. Jo flere roller du udfylder så godt du kan, jo flere kilder til selvrespekt har du (f.eks. forælder, formand for sejlklubben, fodboldtræner for lilleputterne osv.) Et meningsfuldt arbejde er en god kilde til selvrespekt og selvværd. Sørg for at skifte kurs, når du kører sur. Det, du kan lide at gøre er det, du gør bedst.
  19. Berig parforholdet ved at bringe nye interesser og inspiration ind udefra. Jo flere passioner, interesser og dynamiske felter I har imellem jer, jo stærkere bliver forholdet. Men ingen kan opfylde alle dine krav og behov. Derfor styrker det også forholdet, hvis du engagerer dig uden for det.
  20. Samarbejd. Del ansvar. Et forhold skal være gensidigt, og selvom man tit oplever, at den ene part i perioder har flere ressourcer og mere at give end den anden har, så skal det udjævnes, når rollerne skifter.
  21. Vær åben for spontanitet, leg og fjollethed. Sørg for at lege og grine sammen. ‘Leg’ kan betyde alt, hvad der er sjovt og ikke har noget effektivitetsformål bortset fra at være en nydelse.
  22. Hold jer i god form og ved godt helbred. Støt hinandens behov for fx ændrede spise- eller motionsvaner. Man behøver ikke gøre det samme, men hvis den ene part gerne vil begynde at vinterbade og den anden ikke vil, så gør plads til dét.
  23. Erkend, at ethvert parforhold har gode og mindre gode perioder. Intet forhold er harmonisk hele tiden. Bær over med hinanden i de svære tider. Det vil gøre forholdet stærkere, når det vender.
  24. Hvis noget knaser i forholdet, så brug det konstruktivt. Måske har du eller den anden et gentagelsesmønster, som kan ændres. Opgiv ikke bare, hvis det ikke duer – mange gange flytter nissen med. Forhold dig hellere nysgerrigt til knaseriet og brug det hellere til at undersøge, hvordan du selv bidrager til problemet (og lad din partner gøre det samme). I stedet for at skælde hinanden ud og kaste med skyld, så tænk over, hvad du kunne gøre anderledes eller bedre.
  25. Tag selv det første skridt: Vær selv den forandring du ønsker, simpelthen ved at give det, du ønsker at modtage. Det kræver mod at flytte fokus fra den anden og alle de mangler og forkertheder som irriterer, sårer eller frustrerer dig. Men hvis der er en magisk ingrediens, så tror jeg, at det er denne her.

©Winnie Haarløv