Tag Archive for: utryghed

Ser min r.. stor ud?

/i /af

Stikker du hvide løgne? Ja, det gør du. Hver dag. Mange gange dagligt. Og hvis du ikke tror mig, så sæt en lille prik på dit håndled med en kuglepen, hver gang det sker. Du vil blive forbløffet. Forskning viser, at et helt almindeligt menneske lyver i gennemsnit 142 gange dagligt.

Vi er alle blevet trænet – bevidst eller ubevidst – i at bruge såkaldt ”hvide løgne” som en naturlig del af vores omgangsform og daglige kommunikation. Der er lavet film og skrevet bøger og eventyr om folk, der pludselig bliver frataget evnen til at lyve – med komiske, frygtelige og skræmmende konsekvenser. Moralen er oftest, at vi er nødt til at lyve for at afbøde den tilsyneladende frygtelige sandhed. Det lader til, at ingen kan tåle den.

Hvorfor er de så populære, alle de der Bridget–Jones agtige bøger og vitser om ”Ser jeg tyk ud i det her?”
Hvorfor er er så mange bøger, brevkasser og selvhjælpsbøger der handler om at det er okay at sige nej?
Hvorfor tror du, at det gør dig til verdens dårligste veninde / hustru / datter / mor / arbejdskollega. hvis du:

  • siger nej til at passe venindens barn på ugens eneste friaften?
  • ikke vil have sex med Mr. Wonderful når han kommer fuld, cigarstinkende og værtshuslysten hjem fra en drengeaften i byen?
  • når du ikke gider besøge svigermor hver søndag?
  • nægter at servere friturestegte mars barer til middag?
  • nægter at møde op, når chefen forlanger at du skal bruge en lørdag på at pakke dit kontor i kasser, fordi virksomheden skal flytte?

Måske er grunden til misèren, at du – ligesom alle os andre – er opdraget med ideen om, at det er muligt at såre hinanden følelsesmæssigt. At du rent faktisk kan være ”skyld” i, at en anden bliver ked af det, vred, bange eller glad. Du har fra barnsben ladet dig bilde ind, at du er ansvarlig for andre menneskers følelser, og at du har magt og evner til at ændre dem. Sådan mener jeg ikke, at det er!

Hvem er ansvarlig for en persons følelser?

Hvis du nu virkelig for alvor besad evnen til på kommando at fremkalde bestemte følelser hos andre, ville du så ikke også være i stand til at få dem til at reagere som du ønskede? Men hvis du siger den samme ting til 100 forskellige mennesker, vil de så alle sammen reagere på samme måde?

Vel vil de ej! De vil reagere på ca. 100 forskellige måder. Hver især reagerer vi nemlig i overensstemmelse med det sæt regler og værdier, der er vores – parret med den mening, vi hver især får ud af det, du siger.

Et (provokerende?) eksperiment

Forestil dig, at du går rundt og siger ”Din røv er kæmpestor” til alle, du møder – uanset alder, vægt og BMI–index. Hvordan tror du reaktionerne vil være? Måske forestiller du dig, at alle ville blive rasende. Men det er jo ikke sikkert: nogle ville blive bange, andre grine højt og andre igen blive forlegne. Nogle ville svare igen og beskylde dig for det samme, og atter andre ville sige ”Vel er den ej” uden at tage sig af din mening.

Én ville måske bryde sammen for øjnene af dig, én rasende anklage dig for grusomhed, nogle ville ignorere dig – og måske ville nogle begynde at kommentere din egen bagdel. Nogle mænd ville måske true dig, andre vil se himmelfaldne eller nysgerrigt på dig, nogen ville tro du er blevet vanvittig og andre ville invitere dig på middag.

Det mest interessante er, at den faktiske størrelse på deres bag næppe vil spille nogen som helst rolle for, hvordan de hver især reagerer. Jeg har mødt kvinder med en bagdel på størrelse med en ært, der ville bryde hulkende sammen og tro på, at de lignede et isbjerg bagfra – og andre, der har besvær med at skrue sig ned i en størrelse 52, som ville sige: ”Tak – den plejer at være enorm, men jeg har lige tabt ti kilo!” Nogle mennesker kan faktisk gode lide deres egen bagdel og er fuldstændig ligeglade med, hvad du synes.

Så hvordan er det liiige med din magt her? Hvor meget indflydelse har du i virkeligheden på, om folk føler sig vrede eller sårede?

Er du linedanser?

Hvis du føler dig ansvarlig for andres følelser, er du nødt til at kunne gå på line for at holde balancen mellem dine egne og modpartens følelser (=reaktioner). Du må censurere hvert ord du siger, for ikke at træde ved siden af – og du må forsøge at gætte, hvad andre ønsker at hvordan de vil reagere. En langsom, besværlig og ineffektiv for kommunikation. Et liv, der er fuldt af hvide løgne og halve sandheder. Hvor fedt er dét?

Ærlighed kan være radikal, når man ikke er vant til den – men også nøglen til intimitet, nærhed, kærlighed og dynamiske forhold. Uden ærlighed reducerer vi os selv til skuespillere, der siger acceptable replikker. Jeg tror faktisk, at alle mennesker udmærket ved, hvad der foregår. Det er, som om vi alle sammen går rundt med en tehætte på hovedet og snakker, arbejder og ”kommunikerer”. mens vi lader som om vi ikke ser hinandens klovnehatte.
”Hvis du lader som om jeg ikke har en tehætte på hovedet, så lader jeg også, som om jeg ikke kan se din.”

I have a dream

Jeg drømmer sommetider om, at alle mennesker ville rejse sig og på samme tide råbe til hinanden: ”Jeg er fuld af løgn!” – og bagefter skulle alle begynde på en frisk, hvor de sagde sandheden. Det behøver selvfølgelig ikke betyde, at vi skulle sige ALT hvad vi tænkte HELE tiden – snarere, at når vi blev opfordret eller spurgt til at sige hvad vi tænker, mener eller synes, så sagde vi sandheden. Kan du overhovedet forestille dig, hvordan det ville være at være ægte og sandfærdig over for andre? Ikke at skulle dæmpe dig, smålyve, pakke ting ind og lade som om du føler, tænker eller mener noget der slet ikke er sådan? Tænk, hvis du for alvor kunne tro på, hvad andre siger til dig!

Det ville da nok give nogle knubs og en masse uenighed. Men jeg tror, at det ville forandre verden. Til det bedre.

Du bestemmer ikke andres følelser!

Menneskers reaktioner afhænger af et utal af faktorer – der alle sammen er unikke for netop dem. Deres bevæggrunde og årsager til at reagere, som de gør, har intet – INTET – med dig at gøre. Du har ingen magt, når det gælder andre menneskers grunde, årsager, regler og værdier (alt sammen medvirkende faktorer i deres reaktioner).

Hvis alle mennesker anerkendte, at vi alle sammen hver især er ansvarlige for vores egne følelser, ville vi alle sammen føle større frihed til at sige, hvad vi i virkeligheden tænker og føler. Oftest mangler vi selvværd eller selvtillid nok til at håndtere andres reaktioner – og det betyder, at vi lægger bånd på vores virkelige følelser og tanker.

”Uha, hvad nu hvis hun bliver såret” eller ”Nej, det siger jeg ikke – han bliver bare sur”. Og i begge tilfælde: Hvis du mener, at det er ”din skyld” at den anden bliver såret eller sur, så fortæller du i stedet en hvid løgn. For at undgå den andens reaktioner – og for at skåne din egen skyldfølelse over at have fremkaldt dem.

For det er jo et faktum, at folk reagerer med vrede eller bliver sårede, når vi siger sandheden. Mange mennesker kan ikke holde ud at være uenige og bliver vrede eller sårede simpelthen fordi der opstår uenighed. Mange kan slet ikke forholde sig til at få sandheden at vide. Så når din mor, veninde eller datter spørger: “Ser jeg tyk ud i det her?” er det et spørgsmål, der skriger på svaret “Ih, nej – slet ikke!” – også selvom det ærlige svar ville være “Ja, det gør du faktisk.”

Så for at undgå spørgerens reaktion, lyver du for hende og lader hende tilfreds vralte rundt i en kreation, der måske slet ikke gør noget for hende. Ret ukærligt, egentlig – eller hvad?

© Winnie Haarløv

Jalousi handler ikke om din partner

/i /af

– men om, hvor tryg du som barn var ved din mor.

Vi knytter os til hinanden på mange måder: i venskab, kærlighed og sociale relationer. Forskning har vist at et lille barn knytter sig til sin mor på en tryg, ængstelig eller svag måde, alt efter hvor tryg barnet oplever relationen. Og det tilknytningsmønster bliver bestemmende for, hvordan barnet kan agere i et kærlighedsforhold som voksen.

Generel tilknytningsteori

Tilknytningsteoriens ambition er at beskrive og forklare menneskers varige tilknytningsmønstre fra fødsel til død. Når et spædbarn bliver adskilt fra dets forældre, går det gennem tre stadier af følelsesmæssige reaktioner. Det første er protest, hvor barnet græder og nægter at lade sig trøste af andre. Det andet stadium er fortvivlelse, hvor barnet er trist og passivt. Det tredje stadium er adskillelse, hvor barnet aktivt ignorerer forælderen, når/hvis denne vender tilbage.

Teorien beskæftiger sig med forståelse af den spædes følelsesmæssige reaktioner og opsætter en forståelsesramme for begreber som kærlighed, ensomhed og sorg hos voksne. Voksnes tilknytningsformer menes at stamme direkte fra de mentale modeller af Selvet og (opfattelsen af) andre, som blev udviklet i deres tidligste og tidlige barndom.

Figuren viser, hvordan tilknytningskvaliteten er baseret på 1) afhængighedsgraden og 2) graden af forsøg på undgåelse i forholdet til moderen. Man ser, hvordan en høj afhængighed af den anden (negativ selvopfattelse) og en høj undgåelse (negativ opfattelse af betydningsfulde andre) resulterer i ængstelse, mens omvendt  en lav afhængighed af den andre (positiv selvopfattelse af selvet) og lav undgåelse  (positiv opfattelse af betydningsfulde andre) medfører en sikker tilknytning.

Bowlbys tilknytningsteori

Iflg. Bowlby udvikles barnets tilknytningsadfærd i løbet af de første ni måneder efter en ganske enkel formel: jo mere samspil, jo større sandsynlighed for, at barnet udvikler en tillidsfuld tilknytningsadfærd. Når det bliver mødt med varme og omsorg, udvikler det et varigt bånd – og det er skabt, når det lille barn begynder at protestere over at blive efterladt eller overladt til fremmede. Samtidig får barnet etableret nogle indre modeller og repræsentationer af verden i symbolsk form – herunder modeller af sig selv og sine primære omsorgspersoner.

Med andre ord: Det barn, der er blevet mødt af en varm og accepterende mor, opfatter hende som en kilde til tryghed og støtte, og den model påvirker barnets selvoplevelse positivt: barnet udvikler tillid til verden. Her grundlægges med andre ord det at ’gøre mod andre, hvad vores mor og far har gjort mod os’, mener Bowlby. Den tyranniserende voksne er det tyranniserede barn, der er blevet ældre (Bowlby 1979, 149).

“Der er et strengt kausalt forhold mellem et individs oplevelse med dets forældre og den pågældendes evne til senere at knytte nære bån. Visse almindelige variationer i denne evne giver sig til kende i ægteskabelige problemer og vanskeligheder med børnene såvel som neurotiske symptomer og personlighedsforstyrrelser og kan tilskrives de måder, hvorpå forældre varetager deres rolle.” (Bowlby 1979,144).

Tilknytningsadfærden er rettet mod ét eller nogle få personer og ændres næppe af hverken konventionelle belønninger eller afstraffelser – dvs. at selvom barnet udsættes for gentagne hårde afstraffelser og evt. mishandling, vil det alligevel som oftest udvikle en stærk tilknytning.

Tilknytningsadfærden aktiveres, når barnet oplever fremmedhed, sult, træthed eller noget, der virker skræmmende og afhjælpes ved tilknytningsfigurens nærhed – og den gentager sig i mere eller mindre voldsom grad gennem livsløbet, især i forbindelse med de stærkeste af menneskets følelser.

Selvom tilknytningsadfærden er tydeligst i tidlige barndom, mener Bowlby, at den ”kendetegner mennesker fra vugge til grav.” (Bowlby 1979, 137). Når den voksne forelsker sig, aktiveres stærke følelser som er kilde til både glæde og sikkerhed, mens trussel om at miste eller tabe den elskede typisk vil aktivere angst, sorg og vrede.

Voksnes tilknytningsadfærd i parforhold

Omkring 1990 identificerede flere psykologiske forskere de samme tilknytningsmønstre hos voksne personer i deres parforhold / kærlighedsforhold. Forskerne lod de enkelte partnere udfylde et omfattende spørgeskema om deres adfærd i parforholdet, om deres følelsesmæssige reaktion på partneren og dennes adfærd i forskellige situationer. Derefter kunne de påvise, at voksne i parfarhold i langt de fleste tilfælde kunne siges at være enten  trygt, ængsteligt eller svagt følelsesmæssigt tilknyttet deres partner.

Det så også ud til, at den tilknytnings den voksne havde haft til mor markant ofte gentog sig i forhold til kæresten, ægtefællen eller partneren. Det er måske ikke overraskende, at det også viste sig, at tilknytningsmønstret spillede ind på både kvaliteten og varigheden af parforholdet.

De trygge og værdsatte børn har mest glæde af deres voksne parforhold, mens de ængsteligt tilknyttede oplever mange flere konflikter og bekymringer, selvom de i praksis er ligeså trofaste som de trygt tilknyttede. De svagt tilknyttede viser sig at være de mindst trofaste og udholdende i deres parforhold.

En undersøgelse af Don Sharpsteen og Lee Kirkpatrick fra universitetet i Missouri i USA viser, at tilknytningsmønstret spiller en vigtig rolle for, hvordan jalousien ytrer sig i parforholdet. De gav 100 yngre mænd og kvinder i parforhold et spørgeskema, der handlede om:tilknytningsmønster til partneren og derestypiske reaktioner ved en oplevet eller tænkt jalousiprovokerende situation. Resultatet blev, at

  • De ængsteligt tilknyttede reagerede med frygt, nedtrykthed og mindreværdsfølelse – men ingen vrede
  • De svagt tilknyttede viste lidt mere vrede, der især rettede sig imod tredjeparten snarere end mod den utro partner. I modsætning til de to andre grupper reagerede de svagt tilknyttede også med at trække sig bort fra partneren og miste tilliden til parforholdet. De trak sig faktisk ud af kampen – uden at kæmpe.
  • De trygt tilknyttede var dem, der reagerede med mest vrede, og den var især rettet mod den utro partner og ikke mod den tredje person, der brød ind i parforholdet. Gruppen reagerede derimod hverken med ret meget frygt eller nedtrykthed på utroskaben. Og modsat de svagt tilknyttede viste de ingen tendens til at trække sig bort fra partneren eller ud af parforholdet. Mest påfaldende var det måske, at disse trygt tilknyttede voksne (til stor forskel fra de to andre grupper) følte, at de efter jalousiepisoden var kommet meget tættere på deres partner end før utroskaben.
Skematisk oversigt over tilknytningsadfærd for barn og voksen
Barn Voksen
Trygge børn søger enten nærhed eller kontakt til deres forældre, eller de hilser på dem på afstand med et smil eller ved at vinke. For trygge voksne er det relativt nemt at føle nærhed til andre, og deres afhængighed af andre er uproblematisk, ligesom de ser andres afhængighed af dem som uproblematisk. Trygge voksne bekymrer sig sjældent for at blive forladt eller at lade andre være afhængige af dem
Undvigende børn undgår deres forældre Undvigende voksne føler ubehag ved nærhed til andre, og de finder det vanskeligt at stole fuldt ud på andre og at være afhængige af dem. De bliver nervøse, når nogen kommer for tæt ind på dem, og deres kærester ønsker ofte, at de var mere intime i kontakten, end de selv ønsker at være.
Antisociale/ambivalente børn viser enten passivt eller aktivt fjendskab overfor deres forældr Nervøse/ambivalente voksne vil nødig have andre så tæt ind på sig, som disse måske gerne vil være, og de er ofte bekymrede for, om deres partner nu også elsker dem. De ønsker at ”klæbe” til andre i en grad, der skræmmer andre væk
Oversigt over tilknytningsadfærd  

Tilknytning betegner en følelsesmæssig binding mellem mennesker, der har tiltro til hinanden. I udviklingspsykologien betyder det ”et følelsesmæssigt bånd mellem et spædbarn og en eller flere voksne” som medfører, at barnet:

  • søger dem frem for andre, hvis det føler sig utrygt
  • er tryg ved dem, også i det udviklingsstadium hvor fremmede vækker angst
  • er meget påvirkeligt for omsorg og andre reaktioner fra dem
  • udviser angst ved adskillelse fra dem.

Anna Freud begyndte at studere børns tilknytning til deres mødre, og hendes arbejde blev videført af den engelske børnepsykolog MaryAinsworth i 1970. Hun iagttog og beskrev, hvordan småbørn (1-2 år) reagerede på henholdsvis samvær med og adskillelse fra moderen i korte perioder og definerede tre forskellige tilknytningsmønstre:

  1. Trygt
    Barnet viser tydeligt glæde ved at være sammen med mor og kan godt udholde at undvære hende i en kortere periode.
  2. Ængsteligt
    Barnet klynger sig til mor og reagerer meget negativt og vredt på adskillelse – også selvom den er ganske kortvarig.
  3.  Svagt
    Barnet viser ingen særlig glæde ved at være sammen med mor i forhold til at være sammen med en fremmed, og barnet undgår undertiden mor. De synes at have lært at være nok i sig selv.

Den amerikanske psykolog og forsker john bowlby bruger udtrykket ”tilknytningsadfærd” om beskrivelsen af spædbarnets forhold til den voksne, som det har tilknyttet sig. det essentielle i begrebet er, at barnet ”udser sig” en voksen primærperson – oftest moderen (og i det følgende kaldt mor, selvom det i princippet kunne være en hvilken som helst anden voksen, der tager mors funktion). derefter udviser barnet en adfærd, hvis formål er at opretholde maksimal kontakt med den udsete. i følge bowlby er barnet genetisk disponeret til at udvikle tilknytningsadfærd til sine primære omsorgspersoner (typisk mor og far), fordi det hjælpeløse barn har brug for beskyttelse for at overleve. derfor er det ’programmeret’ til at fremkalde og fastholde forældrenes nærhed.

Men tilknytningens funktion er også psykologisk, sådan at forstå at den skal skaffe barnet den nødvendige følelsesmæssige tryghed og støtte. Barnet lærer meget hurtigt at påkalde sig forældrenes opmærksomhed med gråd, smil og pludren, og efterhånden lærer barnet at supplere denne signaladfærd med en tilnærmelsesadfærd: det begynder at række ud efter sine omsorgspersoner.

Bowlbys stadieteori har fire niveauer:
  1. (0-6 uger) Barnet kan ikke skelne mellem enkeltpersoner og er tilfreds med en voksens reaktion på sine signaler. Omsorgspersonerne bruger det meste af samværstiden på fysisk pasning.
  2. (fra ca. 6 uger):Barnet opfatter at der er forskel på mennesker og kan også genkende nogle, især forældrene. Forældrene og andre betydningsfulde voksne kan nu bruge mere tid på det sociale samvær (leg).
  3. (7-9 mdr.):    Barnet konsoliderer tilknytningen til bestemte personer og kan med gråd bede om bestemte personers tilstedeværelse. Gennem disse personers reaktioner lærer barnet at indgå i en social kontekst.
  4. (fra 3 år): Barnet begynder at udvise selvstændighed i sociale samspil og kan nu ”elske på afstand”. Derved markerer barnet en stadig større uafhængighed af forældrene og begynder at kunne tolerere længere adskillelser.

©Winnie Haarløv

 

Er jalousi kærlighed?

/i /af

Det gør ondt at være jaloux, og når man har det ondt, bliver man nemt ond. Hver især har vi vores opfattelse af, hvad kærlighed er, men bag jalousien ligger altid angsten for at miste den elskede, som giver livet indhold og mening. Men netop frygten for at miste den elskede er tit det, der i sidste ende ødelægger kærligheden.

Som ganske ung mente jeg at kærlighed og jalousi var to sider af samme sag, og at jalousi var tegn på virkelig, lidenskabelig kærlighed. Og at man ikke ”kunne gøre for det” hvis man var jaloux. En fantastisk undskyldning for at opføre mig hysterisk, ondskabsfuldt og skrækkeligt, fordi min udkårne i min logik nødvendigvis måtte tilgive mig, fordi jeg var styret af mine voldsomme følelser for ham. Det gjorde jeg så – uden at ane, at jeg i virkeligheden var ude på at eje, besidde og bestemme mere end jeg var ude på at elske og blive elsket. Jeg tolererede også at blive udskældt, udskammet, belejret og endda slået, fordi jeg tog min kærestes opførsel som bevis på, at han virkelig elskede mig.

Jalousi kan være dræbende

Ja – både for personer og for kærligheden. Den jaloux part skaber med sin afhængighed, overvågning og kontrol både modvilje, usikkerhed og vrede hos sin partner. Den jaloux kan blive så krævende, urimelig og utålelig, at den anden løber skrigende væk. I konsultationen møder jeg klienter, der seriøst mener at den opmærksomhed, som den elskede giver andre, i virkeligheden tilhører dem. Den jaloux part mener ikke, at hverken den elskedes forældre, børn, kollegaer, sportsvenner, arbejde eller interesser har noget krav på opmærksomhed – alt skal primært gå til partneren. Alt, hvad de andre får, er noget, som den jaloux synes at han eller hun mister.

Er symbiose = kærlighed?

Et liv uden kærlighed er ikke noget liv; det er blot en tilstedeværelse i verden. Vi ønsker parforhold, fordi vi ønsker nærhed og omsorg. Alligevel viger de tætte, tætte samtaler og nætter som man har i den første, vilde forelskelse langsomt, når hverdagen skal fungere normalt. Symbiotisk kærlighed er en tilstand af sammensmeltning, hvor ingen af parterne er hel eller fri, som dengang vi var spæde og lå ved mors bryst. Men vi kan ikke være symbiotiske døgnet rundt – vi må også være kammerater og fortrolige og give plads til alt det, vi hver især er uden den elskede: venner, kollegaer, interesser osv. Moden kærlighed er en forening, hvori hver part bevarer sin egen integritet og individualitet. Og jalousi kan blive den alvorligste hindring for, at forholdet kan udvikle sig og blive til moden, varig kærlighed.

At elske og at blive elsket

At være elsket er en afhængigheds­tilstand, hvor den kærlighed man får er en belønning for at forblive lille, hjælpeløs eller flink. Det er et barligt kærlighedsforhold, hvor parterne siger til hinanden: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. At elske er en aktivt virkende tilstand. I det modne kærlighedsforhold siger parterne: Jeg behøver dig, fordi jeg elsker dig.

Kærligheden er ikke et æble

De fleste er jo godt klar over, at jalousien gør mere skade end gavn og prøver at bekæmpe deres jalousi ved at lade som om den ikke er der. Men så kommer angsten for at miste og de negative følelser ud som aggression: Man kritiserer sin partner og lader utilfredsheden ende i skænderier og surhed over dagligdagens småting, føler sig ensom og umulig at holde af – men det drejer sig i virkeligheden om ens egen evne til at elske. Kærlighed kræver, at man kan både give og modtage, for når man i sandhed giver, kan man ikke undgå at modtage det, der gives tilbage til en selv. Kærligheden er ikke noget æble! deklamerede Suzanne Brøgger nede i 70’erne med den pointe, at kærligheden modsat æblet vokser, når du deler ud af den. Jo mere du giver, jo mere får du – og nu går der nærmest Jesus i den: Kærlighed er en holdning til verden. Til alt og alle, inklusive dig selv.

Jamen, jeg kan ikke gøre for det…

Jo, du kan. Man kan godt forvente, at en voksen tager ansvaret for sine følelser. Også selvom de skyldes dårlige erfaringer i tidligere forhold eller måske noget i barndommen. Måske oplevede du ikke ubetinget kærlighed eller fik opmærksomhed hed nok i din barndomsfamilie. Derfor tror du, at kærlighed er flygtig, at den forsvinder let, og derfor har du mistillid til din partner. Du tør ikke stole på ham (eller nogen andre). Det er alt sammen forståelige forklaringer – men de løser ikke problemet. Det må man selv gøre, og det kan f.eks. være sådan:

  1. Det første skridt til at få bugt med jalousien er at erkende, at den er der.
  2. Det næste er at finde ud af, hvor den er opstået. Hvor i dit liv har du oplevet svigt? Har du eller en tidligere kæreste været utro? Var du jaloux på dine søskende, venner, veninder i skoletiden? Følte du dig svigtet, forrådt eller overset af mor, far eller andre betydningsfulde voksne? Lader du fortidens erfaringer styre (og ødelægge) dit nu og din fremtid?
  3. Det tredje skridt er at tale med din partner om dine tanker, for der bliver ikke mange ressourcer tilbage til positive tanker og kærlighed til den anden, hvis du selv skal bære på skammen og skylden over de ”grimme” følelser. Og hvis din partner tør være ærlig, vil du møde genkendelse.

10 kendetegn på ægte kærlighed

1. Jeg føler dyb, oprigtig interesse i alt, hvad min partner siger og gør

2. Vi har mange ting fælles: f.eks. smag, idealer, værdier og normer

3. Jeg føler ro, glæde og fællesskab i min partners selskab

4. Jeg savner min partner, når vi ikke er sammen, men det griber ikke ind i min evne til at fungere

5. Vi fortæller ikke hinanden alt, selvom vi er hinandens fortrolige, sparringspartnere og legekammerater

6. Sommetider giver jeg mest. Andre gange modtager jeg mest. Det svinger

7. Jeg er taknemmelig for at vi mødtes, selvom jeg ved, at kærligheden ikke kan garanteres

8. Min partner har gode og mindre gode sider, men jeg vil ikke lave noget om

9. Jeg kan godt leve uden min partner, men jeg vil helst ikke

10. Det gør mig glad at se min partner glad – f.eks. i selskab med andre, ved at være optaget af sine interesser osv.

Læs også:

© Winnie Haarløv

Drop-metoden. Hvis forholdet er en boksering

/i /af

Uenighed i parforholdet kan ikke undgås, hvis begge skal have plads til at være sig selv. Men konflikter behøver ikke at udmunde i råbekonkurrencer. Men hvordan kan uoverensstemmelser løses på en sober måde?

Begynd med at blive enige om, hvad I skændes om. Alt for tit forsvinder skænderiets årsag tit i tågerne, fordi det kommer til at handle om alt muligt andet i stedet – f.eks. hvordan den ene taler til den anden, eller noget der er sket i fortiden, og det er spild af et godt skænderi! Begynd med at definere hvad konflikten handler om – og prøv drop–metoden:

1. Drop stress–skænderiet

Vent, til I kan tale sammen i fred for børn, telefoner, gæster osv. Der kan ikke komme et konstruktivt skænderi ud af at slynge ord i hovedet på hinanden lige før ungerne skal afleveres i børnehaven, eller I skal af sted på arbejde – eller når svigerfamilien er på trapperne.

2. Drop beskyldningerne

Det nemmeste er at pege på modparten: Det er din skyld! Men anklager sætter en stopper for al konstruktiv samtale, fordi den anklagede vil forsvare sig – og så fjerner I jer fra skænderiets egentlige årsag.

3. Drop tankelæsningen

Du ved ikke, hvad din partner tænker og føler – og det samme gælder omvendt. Fortæl hellere med egne ord hvad der foregår i dig. Vær specifik, den anden forstår, hvad du siger.

4. Drop det gamle

Gem gamle, uafklarede spørgsmål til separate diskussioner. Tag gerne ti sekunder til at skrive ned, hvad der dukker op som også skal diskuteres – på et andet tidspunkt.

5. Drop tavshedsterroren

Sig ligeud, hvad der generer dig. Er det for svært, så skriv det – uden beskyldninger og anklager! Fortæl, hvad du føler, hvad du gerne vil have og hvad du er parat til at gøre for at ændre situationen.

6. Drop afbrydelserne

Selv om du er uenig, og selvom det den an­den siger gør dig endnu mere vred, så hold mund og lyt!. Din partner har lige så meget ret til at lufte sine følelser og synspunkter, som du har.

7. Drop de halve sandheder

“Ja, men…” betyder NEJ. Hvis du mener nej, så sig NEJ! At sige ja uden at mene det er at forråde dig selv – og når du gør det, opbygger du nag og vrede. Sig hellere f.eks. “Ja, jeg er skuffet / såret / irriteret / bange for osv – men jeg er ikke parat til at tale om det lige nu.” Tag tråden op, når I har tid og ro.

8. Drop hån, sarkasme, ironi og nedgøring

Gå ikke efter an­dens selvværd: ”Du er en elendig forælder!” osv. Brug “jeg­budskaber”: ”Jeg bliver vred og ked af det og vred, når du hellere vil …. end være sammen med mig og børnene”

9. Drop uhøfligheden

Er du lige så høflig, imødekommende og hensynsfuld over for din partner som du er over for venner, bekendte og kolleger? Tænk over det næste gang du skal til at åbne munden og skælde ud. Ville du tale sådan til Onkel Åge?

10. Drop trusler og følelsesmæssig afpresning

Lad være med at true med skilsmisse. Du kan ikke tænke klart og mærke dine varme følelser, mens du raser. Vent, til uvejret er drevet over – og mærk så efter, om du har lyst til at gå.

 

© Winnie Haarløv