Tag Archive for: skænderi

Er jalousi kærlighed?

/i /af

Det gør ondt at være jaloux, og når man har det ondt, bliver man nemt ond. Hver især har vi vores opfattelse af, hvad kærlighed er, men bag jalousien ligger altid angsten for at miste den elskede, som giver livet indhold og mening. Men netop frygten for at miste den elskede er tit det, der i sidste ende ødelægger kærligheden.

Som ganske ung mente jeg at kærlighed og jalousi var to sider af samme sag, og at jalousi var tegn på virkelig, lidenskabelig kærlighed. Og at man ikke ”kunne gøre for det” hvis man var jaloux. En fantastisk undskyldning for at opføre mig hysterisk, ondskabsfuldt og skrækkeligt, fordi min udkårne i min logik nødvendigvis måtte tilgive mig, fordi jeg var styret af mine voldsomme følelser for ham. Det gjorde jeg så – uden at ane, at jeg i virkeligheden var ude på at eje, besidde og bestemme mere end jeg var ude på at elske og blive elsket. Jeg tolererede også at blive udskældt, udskammet, belejret og endda slået, fordi jeg tog min kærestes opførsel som bevis på, at han virkelig elskede mig.

Jalousi kan være dræbende

Ja – både for personer og for kærligheden. Den jaloux part skaber med sin afhængighed, overvågning og kontrol både modvilje, usikkerhed og vrede hos sin partner. Den jaloux kan blive så krævende, urimelig og utålelig, at den anden løber skrigende væk. I konsultationen møder jeg klienter, der seriøst mener at den opmærksomhed, som den elskede giver andre, i virkeligheden tilhører dem. Den jaloux part mener ikke, at hverken den elskedes forældre, børn, kollegaer, sportsvenner, arbejde eller interesser har noget krav på opmærksomhed – alt skal primært gå til partneren. Alt, hvad de andre får, er noget, som den jaloux synes at han eller hun mister.

Er symbiose = kærlighed?

Et liv uden kærlighed er ikke noget liv; det er blot en tilstedeværelse i verden. Vi ønsker parforhold, fordi vi ønsker nærhed og omsorg. Alligevel viger de tætte, tætte samtaler og nætter som man har i den første, vilde forelskelse langsomt, når hverdagen skal fungere normalt. Symbiotisk kærlighed er en tilstand af sammensmeltning, hvor ingen af parterne er hel eller fri, som dengang vi var spæde og lå ved mors bryst. Men vi kan ikke være symbiotiske døgnet rundt – vi må også være kammerater og fortrolige og give plads til alt det, vi hver især er uden den elskede: venner, kollegaer, interesser osv. Moden kærlighed er en forening, hvori hver part bevarer sin egen integritet og individualitet. Og jalousi kan blive den alvorligste hindring for, at forholdet kan udvikle sig og blive til moden, varig kærlighed.

At elske og at blive elsket

At være elsket er en afhængigheds­tilstand, hvor den kærlighed man får er en belønning for at forblive lille, hjælpeløs eller flink. Det er et barligt kærlighedsforhold, hvor parterne siger til hinanden: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. At elske er en aktivt virkende tilstand. I det modne kærlighedsforhold siger parterne: Jeg behøver dig, fordi jeg elsker dig.

Kærligheden er ikke et æble

De fleste er jo godt klar over, at jalousien gør mere skade end gavn og prøver at bekæmpe deres jalousi ved at lade som om den ikke er der. Men så kommer angsten for at miste og de negative følelser ud som aggression: Man kritiserer sin partner og lader utilfredsheden ende i skænderier og surhed over dagligdagens småting, føler sig ensom og umulig at holde af – men det drejer sig i virkeligheden om ens egen evne til at elske. Kærlighed kræver, at man kan både give og modtage, for når man i sandhed giver, kan man ikke undgå at modtage det, der gives tilbage til en selv. Kærligheden er ikke noget æble! deklamerede Suzanne Brøgger nede i 70’erne med den pointe, at kærligheden modsat æblet vokser, når du deler ud af den. Jo mere du giver, jo mere får du – og nu går der nærmest Jesus i den: Kærlighed er en holdning til verden. Til alt og alle, inklusive dig selv.

Jamen, jeg kan ikke gøre for det…

Jo, du kan. Man kan godt forvente, at en voksen tager ansvaret for sine følelser. Også selvom de skyldes dårlige erfaringer i tidligere forhold eller måske noget i barndommen. Måske oplevede du ikke ubetinget kærlighed eller fik opmærksomhed hed nok i din barndomsfamilie. Derfor tror du, at kærlighed er flygtig, at den forsvinder let, og derfor har du mistillid til din partner. Du tør ikke stole på ham (eller nogen andre). Det er alt sammen forståelige forklaringer – men de løser ikke problemet. Det må man selv gøre, og det kan f.eks. være sådan:

  1. Det første skridt til at få bugt med jalousien er at erkende, at den er der.
  2. Det næste er at finde ud af, hvor den er opstået. Hvor i dit liv har du oplevet svigt? Har du eller en tidligere kæreste været utro? Var du jaloux på dine søskende, venner, veninder i skoletiden? Følte du dig svigtet, forrådt eller overset af mor, far eller andre betydningsfulde voksne? Lader du fortidens erfaringer styre (og ødelægge) dit nu og din fremtid?
  3. Det tredje skridt er at tale med din partner om dine tanker, for der bliver ikke mange ressourcer tilbage til positive tanker og kærlighed til den anden, hvis du selv skal bære på skammen og skylden over de ”grimme” følelser. Og hvis din partner tør være ærlig, vil du møde genkendelse.

10 kendetegn på ægte kærlighed

1. Jeg føler dyb, oprigtig interesse i alt, hvad min partner siger og gør

2. Vi har mange ting fælles: f.eks. smag, idealer, værdier og normer

3. Jeg føler ro, glæde og fællesskab i min partners selskab

4. Jeg savner min partner, når vi ikke er sammen, men det griber ikke ind i min evne til at fungere

5. Vi fortæller ikke hinanden alt, selvom vi er hinandens fortrolige, sparringspartnere og legekammerater

6. Sommetider giver jeg mest. Andre gange modtager jeg mest. Det svinger

7. Jeg er taknemmelig for at vi mødtes, selvom jeg ved, at kærligheden ikke kan garanteres

8. Min partner har gode og mindre gode sider, men jeg vil ikke lave noget om

9. Jeg kan godt leve uden min partner, men jeg vil helst ikke

10. Det gør mig glad at se min partner glad – f.eks. i selskab med andre, ved at være optaget af sine interesser osv.

Læs også:

© Winnie Haarløv

Drop-metoden. Hvis forholdet er en boksering

/i /af

Uenighed i parforholdet kan ikke undgås, hvis begge skal have plads til at være sig selv. Men konflikter behøver ikke at udmunde i råbekonkurrencer. Men hvordan kan uoverensstemmelser løses på en sober måde?

Begynd med at blive enige om, hvad I skændes om. Alt for tit forsvinder skænderiets årsag tit i tågerne, fordi det kommer til at handle om alt muligt andet i stedet – f.eks. hvordan den ene taler til den anden, eller noget der er sket i fortiden, og det er spild af et godt skænderi! Begynd med at definere hvad konflikten handler om – og prøv drop–metoden:

1. Drop stress–skænderiet

Vent, til I kan tale sammen i fred for børn, telefoner, gæster osv. Der kan ikke komme et konstruktivt skænderi ud af at slynge ord i hovedet på hinanden lige før ungerne skal afleveres i børnehaven, eller I skal af sted på arbejde – eller når svigerfamilien er på trapperne.

2. Drop beskyldningerne

Det nemmeste er at pege på modparten: Det er din skyld! Men anklager sætter en stopper for al konstruktiv samtale, fordi den anklagede vil forsvare sig – og så fjerner I jer fra skænderiets egentlige årsag.

3. Drop tankelæsningen

Du ved ikke, hvad din partner tænker og føler – og det samme gælder omvendt. Fortæl hellere med egne ord hvad der foregår i dig. Vær specifik, den anden forstår, hvad du siger.

4. Drop det gamle

Gem gamle, uafklarede spørgsmål til separate diskussioner. Tag gerne ti sekunder til at skrive ned, hvad der dukker op som også skal diskuteres – på et andet tidspunkt.

5. Drop tavshedsterroren

Sig ligeud, hvad der generer dig. Er det for svært, så skriv det – uden beskyldninger og anklager! Fortæl, hvad du føler, hvad du gerne vil have og hvad du er parat til at gøre for at ændre situationen.

6. Drop afbrydelserne

Selv om du er uenig, og selvom det den an­den siger gør dig endnu mere vred, så hold mund og lyt!. Din partner har lige så meget ret til at lufte sine følelser og synspunkter, som du har.

7. Drop de halve sandheder

“Ja, men…” betyder NEJ. Hvis du mener nej, så sig NEJ! At sige ja uden at mene det er at forråde dig selv – og når du gør det, opbygger du nag og vrede. Sig hellere f.eks. “Ja, jeg er skuffet / såret / irriteret / bange for osv – men jeg er ikke parat til at tale om det lige nu.” Tag tråden op, når I har tid og ro.

8. Drop hån, sarkasme, ironi og nedgøring

Gå ikke efter an­dens selvværd: ”Du er en elendig forælder!” osv. Brug “jeg­budskaber”: ”Jeg bliver vred og ked af det og vred, når du hellere vil …. end være sammen med mig og børnene”

9. Drop uhøfligheden

Er du lige så høflig, imødekommende og hensynsfuld over for din partner som du er over for venner, bekendte og kolleger? Tænk over det næste gang du skal til at åbne munden og skælde ud. Ville du tale sådan til Onkel Åge?

10. Drop trusler og følelsesmæssig afpresning

Lad være med at true med skilsmisse. Du kan ikke tænke klart og mærke dine varme følelser, mens du raser. Vent, til uvejret er drevet over – og mærk så efter, om du har lyst til at gå.

 

© Winnie Haarløv

Kærestesorg for voksne

/i /af

Kærestesorg er ikke kun for teenagere. Voksne i alle aldre kan blive ramt, når kærligheden kuldsejler, og følelserne kan være stærke og næsten ubærlige. De kan ikke handles væk – men hvad gør man så? Fem alternative råd til dig, der lider alle kærestesorgens kvaler.

Hun krammer den våde kleenex, mens hun ser op med øjne fulde af sorg og smerte.

– Jamen, hvad skal jeg gøre? hvisker hun, mens tårerne igen vælder op og løber over. – Jeg savner ham så frygteligt.

Hun er 43 år og har kærestesorg. For to uger siden flyttede hendes mand ud af huset og ind hos den anden, som han skal giftes med, så snart skilsmissen og samkvemsaftalen er på plads. Det kom som et chok, der først nu ved at trænge gennem glasklokke af uvirkelighed, som hun har gået rundt i. Og først nu er det for alvor ved at gå op for, at han ikke kommer tilbage.

– Der må da være noget, jeg kan gøre, siger hun grådkvalt.

Og selvfølgelig er der noget, man kan gøre

Men det, hun kan gøre, kan ikke bringe ham tilbage. Det kan derimod bringe hende selv videre, gennem sorgen og ud på den anden side. Som et helt menneske med nogle smertelige, værdifulde og brugbare erfaringer – en kvinde, der har lært noget vigtigt om både sig selv og om kærligheden.

En blomst vokser ikke, selvom man trækker i den, og en sorgproces er også en udvikling, der skal gennemløbes. Sorg tager tid. Masser af tid. For selvom følelserne er i vejen, kan de hverken kvæles, glemmes eller ændres med viljens magt.

Derfor er det bedste hun kan gøre på en måde også det nemmeste: at være nøjagtigt der, hvor hun er. At tillade sig selv at føle alle sine følelser: sorg, angst, vrede, jalousi, misundelse, hævn – det hele. Og det allerbedste er at finde nogen, hun kan dele dem med. Der er nemlig langt fra tanke til handling, og selve det at tillade sig at give los kan være meget forløsende.

Det værste, hun kan gøre…

…er at tage facaden på og stille op til alt det, som de velmenende venner, veninder og familiemedlemmer foreslår. De vil jo så gerne trøste og hjælpe, for det er svært at se lidelsen hos en, man holder af. Så er det, at de begynder at komme med opmuntringer og ’gode råd’:

  • Glem ham – sådan en idiot. Når han kan gøre sådan noget…
  • Tiden læger alle sår, og du skal bare se at komme videre. Verden er fuld af mænd! Op på hesten igen – ud på netdating, i foreninger eller klubber.
  • Har du nogensinde mødt min fætter Michael? Han er også lige blevet skilt, og han er lige noget for dig…

Alt sammen ubærligt for den kærestesorg-ramte. For hun vil jo kun have ham, som hun ikke mere har og ikke kan få. Hun smiler tappert og tørrer øjnene, men hun har ikke brug for noget af det, de foreslår. Hun vil meget hellere tale med nogen, som hun ikke behøver være bange for at såre. Nogen, som ikke bliver skuffet eller ked af det, når hun bare græder og slet ikke gider noget af alt det, de arrangerer for hende.

Men det er fint at sige nej tak til alle deres ideer og aktiviteter, for man kan ikke handle sig ud af en sorg; kun dulme den. Det kan gøres på mange måder: med hvidvin, mad, shopping, sex, hovedrengøring… fortsæt selv. Alt sammen handlinger, der virker som den nemmeste udvej fordi de lindrer ved at fjerne fokus fra det, der gør så ondt. Alligevel hjælper de ikke rigtigt. Tværtimod forlænger de sorgperioden og blokerer dig fra det, du allerhelst vil: at komme videre med dit liv. Og i nattemørket under dynen kommer sorgen igen med fuld styrke.

Hvad kan du så stille op, når du savner ham forfærdeligt, sover elendigt og nærmest intet overskud har?

Læs nedenfor. Og fat mod!

heartbreak.bogLæs et uddrag af min bog “Førstehjælp til knuste hjerter”

Fem alternative råd

  1. Tag din kærestesorg alvorligt. Gå ind i den i stedet for at gå uden om den. Kærlighed gør sårbar, fordi den har forbindelse til alle de dybe, menneskelige følelser: angsten for at miste, frygten for aldrig finde kærligheden igen; vreden over, at det skulle ske og sorgen over de knuste drømme. Kærlighedens vilkår er, at den eksisterer side om side med disse følelser – for hvis de ikke var der, var der jo ikke tale om kærlighed. Det er derfor, at dens modstykke ikke er had, for had kommer også fra hjertet. Det modsatte af kærlighed er ligegyldighed. Elskede du ham ikke, ville du ikke sørge, når han forlod dig. Og det er også derfor, at kuren ikke bare er at lade som ingenting og kaste dig ud i et nyt forhold. Du forråder dine egne følelser.
  2. Tal om kærestesorgen. Idag gælder det om at have succes, og det kan godt føles lidt taber-agtigt at indrømme sin kærlighedsfiasko. Det er fristende at prøve at skjule det og gå videre med oprejst pande. Men resultatet er oftest, at du føler dig fuldstændig ensom og synes, at ingen forstår dig. Gør hellere det modsatte: Indrøm, at du sørger, at du har det skidt, at du føler dig skrøbelig. Sig det højt. Alle har prøvet det, og alle ved, hvor forfærdeligt det kan være. De allerfleste vil endda gerne både lytte til dig og dele deres erfaringer.
  3. Afsæt tid. En kærestesorg varer typisk mellem seks og tolv måneder og forløber i forskellige faser. Affind dig med, at det kan vare længe, før du helt er dig selv igen – og ignorer dem, der bliver bekymrede for dig efter nogle måneder. Læs bøger om sorgprocessen, så du kan holde fast i, at du er helt normal. Skriv dagbog, så du kan notere og bemærke, at der sker ændringer: at du f.eks. begynder at sove bedre, le igen og måske ikke græde helt så tit eller voldsomt.
  4. Lad dig ikke skræmme af dine følelser. Selvom 80% af menneskets adfærd bestemmes af følelser, så bestemmer vi ikke selv, hvornår, hvordan, hvor længe eller hvor kraftigt følelserne viser sig. Opsøg mennesker, der kan udholde at se og høre om dine følelser. Dér kan du skabe en smule overskud til at dæmme op for dem når det bliver nødvendigt (f.eks. på jobbet). Giv los, når det ikke er nødvendigt at holde følelserne inde. Græd igennem – hulk, ras og forband. Tillad dig selv at have vilde hævntanker og rasende fantasier om alle de måder, du vil slå ham ihjel på. Der er milevidt fra tanke til handling, og hvis du slipper jalousien og misundelsen, hadet og hævngerrigheden løs, så er der gode chancer for, at disse følelser efterhånden opløses – i stedet for at forgifte dig indefra.
  5. Bed om det, du har brug for. Ingen og intet kan fjerne din sorg fra dig. Det er et kors, du selv må bære. Fortæl omgivelserne, hvordan de kan støtte dig: f.eks. Ved at lytte og holde mund med alle deres gode råd, give dig lov til bare at sidde i et sofahjørne uden at skulle underholde eller være selskabelig. Invitere dig til en fest eller et arrangement og lade dig gå hjem, hvis det pludselig bliver for meget for dig. Høre dig fortælle om dit tab igen og igen, selvom det er den samme historie. Bed om det, der er godt for dig. Kun du ved, hvad det er.

©Winnie Haarløv

Sådan bomber du dit parforhold

/i /af

Ingen nok så dygtig og velmenende parterapeut kan pege på noget, I ikke allerede begge to ved. Så hvis jeres forhold knirker, så tjek her, om I smider nogle af de typiske ti ødelæggende bømber. Måske kan I spare en parterapi 🙂

I en film så jeg den amerikanske skuespiller Julianne Moore råbe til sin partner på nogenlunde denne måde:

“Parforhold er et marathonløb, det er udmattende, frustrende og kræver hårdt arbejde, som aldrig stopper!”

Hvis dét er rigtigt, så er parforhold godt nok et overvurderet koncept. Og så er det helt ufatteligt, at det er så populært og efterspurgt. Selvfølgelig har jeg (både privat og professionelt) oplevet den type forhold. Men jeg er sikker på, at det ikke behøver at være sådan.

 Jeg køber ikke ideen om, at parforhold nødvendigvis er hårdt arbejde.

Jeg tror på, at det er muligt at parforhold kan være til glæde og gavn og at relationen kan være det sted, hvor begge parter kan være sig selv, læsse af, lade op, reflektere, blive inspireret, slappe af osv. Og jeg tror, at de allerfleste par ønsker det samme.

Men hvordan kan det så være, at så mange par gør hvad de kan for at bombe deres parforhold itu og skabe en relation, der er utryg, præget af mistillid, skæv magtbalance, konflikter og utryghed?

De 12 dræbere

Når jeg får et nyt par i konsultation, fortæller de mig tit, at de udmærket godt ved både hvad de gør galt og hvad der mangler. Når jeg så spørger, hvorfor de så ikke laver om på det, så kan de sjældent svare. Men det viser sig altid, at skaden opstår af mindst én og oftest flere af de 12 følgende dræbere.

Og at de begge to udmærket godt ved det!

Tjek her, hvilke bomber du bruger som yndlings- ammunition:

1. Du vil vinde eller have ret

En af parforholdets dødeligste dræbere er trangen til at vinde. Hvis du går efter at ”vinde” jeres skænderier eller diskussioner, få ret, få overtaget, retfærdiggøre dig selv osv. eller simpelthen få din partner til at holde mund, så bidrager du ikke konstruktivt til relationen på nogen måde. Du tænker på dig selv – og kun på dig selv. Du er uinteresseret i at gå partneren i møde, lytte og forstå. Du forsvarer og forklarer, undskylder og afbryder i din iver for at vinde eller få ret. Din partner ikke altså få kontakt med dig.

Da din partner lige som dig også gerne vil høres, begynder han / hun at svare igen på samme måde, og hurtigere end du kan sige ballongynge, er I endt i en råbekonkurrence med efterfølgende isnende kulde, afmagt, frustration, fortvivlelse og dårlig stemning osv.

Det betyder, at I begge tror at I ikke kan ”tale sammen,” og det fører typisk til, at der bliver flere og flere emner, som ingen af jer orker at tage op. For det ender jo bare i ballade, ikke? Og meget af det, du siger bliver misforstået eller brugt imod dig i andre sammenhænge.

Den type parforhold kan man kalde konkurrencepræget, for det gælder jo om at vinde. Og det er dødsdømt.

2. Du lytter ikke

Hvis du straks begynder at forsvare dig, når din partner siger noget der kan opfattes som kritik, så lytter du ikke. Du tager magten ved at afbryde modparten og gå til modangreb, kommer med undskyldninger eller forklaringer – eller du trækker dig ind i dig selv og afbryder kontakten ved at blive fornærmet, ked af det eller vred. Du lytter ikke til den anden. Du lytter kun til dig selv.

Og nej, det er da ikke sjovt at lytte til den andens kritik eller utilfredshed. Men din partner fortjener at blive lyttet til (ligesom du selv gør). Hvis du ikke vil lytte, kan I ikke mødes. Måske vil din partner så råbe højere, trænge sig på, demonstrere sit behov for at blive hørt, eller måske vil han / hun give op og lade stå til. Begge dele er døden for forholdet.

3. Du forventer tankelæsning

Når du tier med noget, som du er utilfreds med, er det måske fordi du ikke vil såre, fordi du er vil undgå konflikt eller er bange for at blive forladt – eller det kan være fordi du vil have magten.

”Hvis du ikke ved, hvorfor jeg er sur, så er det også lige meget!” siger du måske. Og så længe du er vred og ikke vil sige hvorfor, så har du magten, mens den anden enten prøver at behage dig eller trækker sig tilbage i fornærmet tavshed, indtil du bliver god igen. Det kan virke nemmere på den korte bane, fordi du slipper for ballade, når du fortæller hvorfor du er vred. Risikoen er jo, at der opstår konflikt eller at din partner bliver såret over din irritation.

Men i længden udhuler det parforholdets nærhed og fortrolighed – dvs. selve forholdets basis. Små uenigheder og uoverensstemmelser vokser sig uundgåeligt større og større, og problemer bliver ikke løst. Din partner kan jo ikke kan læse dine tanker. Og måske ved han / hun ikke engang, at der er noget der generer dig.

At tie og forvente tankelæsning afspejler mangel på tillid (til at blive mødt, forstået af modparten. Det leder til forholdets sikre død.

4. Du stoler ikke på din partner

Der er to aspekter af tillid, som er vigtige i et parforhold.

1. At stole på, at din partner ikke vil svigte og såre dig med f.eks. løgn eller utroskab

2. At stole på, at din partner kan acceptere, at du begår fejl, ikke er perfekt, bærer dig dumt ad osv.

I samme sekund et af de to tillidsaspekter forsvinder hos den ene part, så er forholdet i ubalance. Den, der mangler tillid, vil enten opgive og afvise modparten – eller udvikle sig til et kontrolmonster, der ”kommer til” eller ”ikke kan lade være med” at tjekke partnerens sms’er, bestemme komme-hjem-tidspunkter, overvåge osv. Mistilliden sætter partneren i bur, og det virker trygt (for fangevogteren). Men faktisk er det en dødelig kurs og virkelig usundt for forholdet.

Et frustrerende og udmattende marathonløb er skudt i gang, og det kan vare i årevis – ja, resten af samlivet. Men forholdet er dødsdømt og bliver aldrig en oase. Det er og bliver en magtkamp mellem en fangevogter og en prøveløsladt.

5. Du bruger penge som om du var single

Uanset hvem der tjener mest, er I to om at dele det økonomiske ansvar. Du har selv valgt at dele din tilværelse med din partner, og dermed har du påtaget dig halvdelen af ansvaret for økonomien. Hvordan I indretter jer, er ikke væsentligt i denne sammenhæng. Hvadenten I har separat økonomi eller alting fælles, er der under alle omstændigheder fælles udgifter, ønsker og planer at tage hensyn til.

Hvis du bruger penge uden at tage hensyn til resten af familien eller nægter at diskutere dit forbrug, så er du godt på vej til at ødelægge dit forhold.

6. Du er bange for  at blive alene

Hvad kendetegner et lykkeligt parforhold? Er det, at man aldrig skændes? At man altid er tilfreds? At man synes at den anden er perfekt? Ingen af delene. Det lykkelige parforhold er kendetegnet ved, at ingen af parterne frygter forholdets afslutning (selvom det ville være smertefuldt at skiles). Begge er i forholdet, fordi det der dér, de vil være. Ikke fordi de er bange for ikke at være der.

Hvis du er bange for at forlade din partner eller for at blive forladt, er der noget helt galt med mellem jer. Den frygt opstår, når der mangler tillid, selvtillid eller selvværd hos en eller begge parter, og selvom det kun gælder den ene part, vil det præge relationen imellem jer dybt.

Hvis du er bange for, at du ikke slår til eller er ”nok” for din partner, så bruger du ressourcer på at vise en udgave af dig selv, som er glad, fejlfri, fantastisk og tiltrækkende med det formål at være god nok og værd at elske. Det betyder, at dit fokus ligger på partneren og ikke på dig selv, og langsomt bliver du både udmattet og fremmed for dig selv.

Og når du ikke er til stede i dig selv som dig selv, kan du heller ikke være til stede for din partner. Når han / hun opdager det, så dør parforholdet.

7. Du er for afhængig. Eller for uafhængig

I nogle parforhold forventer den ene, at man skal gøre alting sammen, ikke bruge tid væk fra hinanden, være sammen om alt og altid ”være der for hinanden”.  Ægte kærlighed bliver opfattet som at “vi ikke kan leve uden hinanden.” Det er en romantisk, men kvælende indstilling.

Hvis du mener, at du ikke kan leve uden din partner, så er du for afhængig. Alle mennesker har brug for at være betydningsfulde for en anden, så til at begynde med kan din partner sikkert godt lide at være så betydningsfuld. Men på samme måde har alle mennesker brug for at trække sig og være i sit eget rum med jævne mellemrum (både fysisk og psykisk), så det bliver hurtigt en byrde, at du ikke kan være foruden din modpart. Du føler dig forladt, når den anden trækker sig, og det skaber uro mellem jer – uanset om du vælger at græde, surmule, skælde ud eller trygle om nærvær.

(Og hvis du er så angst for at miste, tør du så i øvrigt at være den, du er og stå ved, når du er sur, utilfreds eller vred? Det tør du næppe – for tænk nu, hvis partneren forlader dig.)

Desværre duer den anden ekstrem heller ikke. I et sundt parforhold har begge brug for oplevelser uden for forholdet, og igen er der tale om en fin balance. Hvis du føler dig fuldstændig uafhængig og bruger meget tid uden for forholdet, så bringer du forhåbentlig inspiration og oplevelser med tilbage, og det er godt, så længe din partner synes det er okay.

Men hvis han / hun begynder at føle sig forbigået, nedprioriteret, betydningsløs osv., så har du muligvis overdrevet uafhængigheden. I hvert fald er der noget, I skal tale om. Ellers dør forholdet langsomt.

I et godt parforhold må der nødvendigvis være både en vis afhængighed og en vis portion uafhængighed. Nul afhængighed medfører som regel ligegyldighed, og nul uafhængighed betyder, at frihedstrangen vil vokse og i længden ødelægge forholdet indefra.

Det sundeste er, at ressourcebalancen bevæger sig dynamisk mellem de to poler. At begge både kan og tør stå selv og tør vise sårbarhed, og at begge ville kunne leve uden den anden, selvom det ville gøre ondt og føles som et savn. Er det ikke er sådan, bliver forholdet skrøbeligt og forbindelsen svag. Der er ubalance og usundhed i forholdet, og til sidst dør det.

8. Du forventer at være lykkelig

Hvis du forventer, at din partner skal gøre dig lykkelig, så har du lagt en bombe under forholdet. Det er ikke kun en urimelig forventning. Den er også helt urealistisk.

Din lykke er gjort af mange faktorer, men den kommer inde fra dig. Du er ansvarlig for at tage de valg og gøre det, der skal til for at du kan opleve lykkelige stunder. Hvis du vil øge chancen for at tiltrække dem, så er din opgave at give din egen tilværelse indhold og mening. Hvis indholdet og meningen i din tilværelse består af din partner, så er du på dybt vand og afhængig.

I ethvert parforhold opstår der perioder, hvor det ikke rigtigt kører, er kedeligt eller utilfredsstillende. Når du oplever det, er det ikke din partner, der skal få det til at gå væk. Det er dig.

Så længe det er dig, der utilfreds med noget i forholdet er det dit ansvar (og KUN dit) at finde ud af, hvad du kan gøre for at få det bedre. Og at tale åbent med din partner om, hvordan I måske begge kan bidrage til at forbedre forholdet.

9. Du vil ikke skændes

Indimellem kan et konstruktivt skænderi rense luften. Det er en både naturlig og nødvendig del af det menneskelige følelsesrepertoire at blive vred, og et sundt parforhold tager ikke skade af det.

Hvis du frygter konflikt, får du måske ikke rigtig givet udtryk for det, som irriterer eller generer dig, eller som du ville ønske var anderledes. Måske har du lært, at vrede er barnligt eller uproduktivt, og at det er en falliterklæring at blive vred.

Intet kunne være mere forkert.

Det er nødvendigt for jer begge at kunne mærke og stå ved de vrede følelser, og hvis der er åbenhed og tillid i forholdet, kan disse følelser bringes på banen, inden de eksploderer i rødt raseri.

Så længe vreden er grøn, kan man tale sammen. Bliver den gul, stiger trykket, og det bliver straks sværere at være i kontakten – men bliver vreden rød, er der ikke længere mulighed for at kommunikere konstruktivt. I det sunde parforhold tager parterne altså fat i vrede, frustration, irritation, skuffelse, utilfredshed osv. inden trykket stiger, og de vrede følelser bliver gule.

Får disse følelser lov at ligge og gære, forgifter de forholdet indefra. Og det er en dødelig forgiftning.

10. Du forventer, at det er nemt. Eller du forventer, at det er svært

Jeg hører tit to modsatrettede holdninger bragt til torvs af parrene i min konsultation.

  1. Hvis man virkelig elsker hinanden, er hinandens soul mates eller føler, at man er skabt til hinanden, så ordner det hele sig af sig selv.
  2. Parforhold er hårdt arbejde. Basta.

Begge holdninger peger på, at du (og/eller din modpart) ikke arbejder seriøst på forholdet. Hvis I tror, at det skal være nemt, så er præmissen jo, at det er selve kærligheden den er gal med, når der opstår problemer. Og kærlighed kan man ikke arbejde sig til… så derfor må I skilles, hvis problemerne bliver ved at dukke op.

Hvis I tror, at det er hårdt arbejde, så har I faktisk alt for beskedne mål. Alle ressourcerne går med at arbejde, men hvornår kommer belønningen (= fred, harmoni, nærvær og ro)? Hvis præmissen er at det skal være hårdt, så må I jo tro, at der er noget galt, hvis det pludselig er nemt. ”Har vi ingen problemer? Nå, så må vi skabe nogle, for parforholdet er jo først rigtigt, når det er svært.” Tro mig eller lad være: jeg har set det så tit.

I begge tilfælde brænder forholdet hurtigt ud. enten fordi problemerne bliver ved at dukke op, selvom I ignorerer dem (det skal jo være nemt) – eller også fordi I slider og maser jer selv og forholdet til døde.

Dine valg – dit ansvar

Der er ingen facit til noget af det ovenstående. Men heldigvis er der masser af valgmuligheder.

Du kan søge oplysning, hjælp og støtte, hvis du ikke finder det nødvendige hos din partner. Du kan råbe op og gøre opmærksom på, at du mener at noget ikke funker. Eller du kan give op og smide håndklædet i ringen.

Forbløffende mange bliver ved at leve i sønderbombede forhold. Ingen af dem er lykkelige, men begge er måske bange for ikke at kunne finde noget bedre, ikke at kunne klare sig alene, opgivende over for, om det kan reddes – eller noget andet.

Du har fortjent at være glad for og i dit forhold. Og hvis du ikke er det, så lad være at underminere det eller skyde skylden på din partner. Vælg hellere at tage ansvar for, hvordan du har det, hvad du ønsker dig, hvad du gerne vil ændre – og gør så noget ved det.

©Winnie Haarløv

Hvis dit parforhold var en bil

/i /af

Tit bliver et godt brugt parforhold kørt til storskrald, når det begynder at halte, selvom mange småskavanker i parforholdet kan klares ved et servicetjek. Alt levende har brug for næring og pleje.

Et parforhold har brug for løbende pasning og pleje – mest i form af opmærksomhed. Men desværre sker det tit, at et godt brugt parforhold simpelthen opgives og køres til storskrald, hvorefter indehaverne finder sig et nyt. Men meget tit kunne det gamle sagtens have været repareret.

Der følger ingen brugsanvisning med, når parforholdet anskaffes. Derfor kan det være svært at finde fejlen, når motoren begynder at gøre knuder. Hvad er det, der mangler? En dosis romantik? Lidt gensidig respekt? Eller er tanken med håb og drømme løbet fuldstændig tør? Her er en hurtig tjekliste. Hvis du genkender noget, er det måske tid til et eftersyn:

Motoren går ujævnt

Spontane, eksplosive udbrud er tegn på underliggende spændinger og konflikter, der trænger til at komme frem i lyset.

Motoren er svær at slukke

Hvis den ene partner ustandseligt kritiserer noget ved den anden (eller noget, den anden gør / ikke gør), er kritikken sandsynligvis et udtryk for en dybereliggende frustration over noget andet i parforholdet. Når kritikken fortsætter efter at ”årsagen” er væk, er det fordi den egentlige defekt ikke er blevet repareret.

Bremserne hyler

Foragt og sarkasme tyder på, at parforholdet er på vej ud i en usundt mønster, og at den foragtende / sarkastiske part synes, at miséren i høj grad er den andens fejl.

Motoren bliver overophedet

Når den ene part går i forsvar, kan det betyde at han/hun er i gang med at opbygge en mur for at forsvare sig imod følelsesmæssige skader, fordi forholdet smuldrer.

Katastrofeblinket lyser

Hvis den ene part begynder at trække sig væk fra den anden, kan forholdet være i alvorlig fare.

Styretøjet svigter

Hvis den ene part ikke er modtagelig for den andens ideer, forslag eller ønsker, kan det tyde på at partnerne ikke længere lever i et gensidigt givende forhold.

Gearstangen sidder fast

I visse forhold lever parterne i farveløse, parallelle tilværelser – som om de bor til leje hos hinanden eller deler det samme pensionat. Uden nogen følelsemæssig kontakt er parforholdet godt på vej til at visne.

Er det tid til et eftersyn?

Når bilen skranter, bestiller vi uden at tøve tid hos mekanikeren, fordi det er almindelig kendt, at man skal have stået i lære som mekaniker for at kunne reparere fejlene.

Men når parforholdet knirker, har de fleste meget svært ved at søge hjælp. Det opleves tit som skamfuldt og ”for dårligt”, at de ikke selv kan klare problemerne.

Og hvordan skulle de have lært det? Ved at efterabe forældrenes forhold – eller gøre det modsatte? Nej. Alle mennesker er unikke og forskellige, og derfor kan de tillærte modeller, regler, værdier og ideer ikke altid bruges. Og når forelskelsen bliver til hverdag, bliver det tit tydeligt, at vi ikke har samliv på skemaet i hverken skolen eller senere i livet.

En parterapeut kan på samme måde som en mekaniker tit hjælpe med at udbedre skaderne. Dels ved at orientere sig på de åbenlyse mislyde, men også ved at søge efter dem, der måske ikke ses ved første øjekast – men som erfaringsmæssigt også spiller ind på forholdets problemer.

Test dit parforhold her (men kun, hvis du har humor og overskud til det!)

© Winnie Haarløv