Fra kollektiv skam til individuel skamløshed

Sociologer, samtidshistorikere og fremtidsforskere beskæftiger sig stadigt mere intenst med det individualiserede / navlepillende / skamløse / narcissistiske samfund, og hele bølgen af selvpsykologi, selvhjælp, selvrealisering og optagethed af identitet, selvværd osv. som er skyllet ind over os gennem de sidste dekader har forstærket tendensen til individualisering.

Samtidig er tidligere tiders autoriteter devalueret (eks. Gud, Konge og Fædreland), og i stedet for at opleve samfundet som en samling af individer, der hver især bidrager til samfundets bedste, er billedet vendt: samfundet betragtes som en kilde til at højne individets livskvalitet og som ansvarshavende for den enkeltes velfærd.

Det er en ganske ny tendens. Eksempelvis nægtede forfatterens mor­far (f. 1898) stædigt at mod­tage folkepension, da han i 1965 fyldte 67. Han var metalarbejder og havde hele sit voksne liv boet i den snævre, mørke toværelses på Amager, hvor han forsørgede kone og tre børn. Han var arbejder med hud og hår, satte en ære i at klare sig selv og oplevede det skamfuldt at spise af hånden, som han kaldte de offentlige ydelser. Ved hans død i 1979 stod der over 70.000 pensionskroner på hans bankbog (svarende til ca. 225.000 kr) som han stædigt havde nægtet at bruge. Den indstilling eksisterer næppe i dag, kun en menneskealder senere.

De værdi- og adfærdsnormer, der gjaldt i tidligere generationers kollektivt orienterede samfund, er nem­lig vendt på hovedet flere gang alene gennem denne forfatters levetid. De fungerede som rammer for, hvad der var god tone og uskrevne regelsæt for, hvad man skulle, måtte og burde. Da forfatteren eksempelvis var ung folkeskolelærer i sen-halv­fjerd­serne, var det skamfuldt at bruge mascara, iføre sig bh og ønske sig at gå hjem­me med sin nyfødte længere end de 14 ugers barselsorlov. Kvinder måtte hverken være seksual­objekter eller ”holdte kvinder” – de skulle realisere sig selv og kun­ne selv. I dag (2014) er det nærmest skamfuldt at ønske sig ud på arbejdsmarkedet, når man har et barn i vuggestue.

Ægteskab og monogame parforhold blev så godt som afskaffet (i hvert fald i de såkaldt ”frie”, venstredrejede kredse), og jalousi og troskab blev i 1970’­erne anset for at være småligt og ukærligt. En grel modsætning til nu, hvor kernefamilien er i højsædet, og utroskab sætter nationale klenodier som sportsstjerne, præsidentkandidater og kongelige i gabestok. Men ligesom skammen formentlig lå til grund for de bornerte halvtredsere, var 70’ernes demonstrative seksuelle frigjorthed i måske virkeligheden et udtryk for skam, som fik formen skamløshed. En byrde var det i hvert fald for de fleste af os.

Når normerne skifter, forsvinder skammen så?

Nej. Vi skammer os muligvis over andre ting, men skammen eksisterer stadig i bedste velgående. Den post-moderne selvrealisering er i hvert fald uforenelig med det kollektive koncept i en tid, hvor vi både kan og forventes selv at beslutte, hvilke normer vi vil respektere, og hvor kravene om succes og præstation øges i takt med en stigende strøm af information, teknologi og globalitet. Alt er muligt, mønsterbryderne hyldes, og i dag ligger det skamfulde i at være utro imod sig selv, dvs. ikke at være autentisk, ikke leve i nuet. Nutidsmennesket skammer sig over ikke at realisere sig selv. Især, da grænser er brudt ned, glaslofter er sprængt og vidensamfundet har muliggjort valg som aldrig før.

Det er med andre ord blevet skamfuldt ikke at være lykkelig, skamfuldt at være afhængig af noget eller nogen. Kravene om selv­rea­lise­ring kan tolkes som et opgør med historiens kollektivisme og indbyrdes afhængighed. Men for at realisere sig selv må man være selvbevidst, have kontakt med sig selv og kunne handle i overensstemmelse med egne værdier og følelser, og det kan man jo netop ikke, hvis man skammer sig.

Skammen i kultursociologisk optik

Den amerikanske kultursociolog Christopher Lasch ser da også skammen som en betydningsfuld faktor for en civilisations sammenhængskraft og mener, at skammen omtrent er udraderet i det moderne samfund, og at fraværet af den kollektive skam og de deraf følgende kollektive normer betyder, at samfundet fragmenteres. Tidens idealer er individuelle, uklare og umålbare, og derfor bliver det svært eller umuligt at sætte mål, forfølge dem og vide, hvornår de er nået. Kan det ikke altid gøres lidt bedre?

Den britiske sociolog Anthony Giddens beskriver det moderne individ som et selvrefleksivt væsen og mener, at vi hver især til stadighed må tage aktivt stilling til vores identitetsskabelse: hvem vi vil være, hvad vi vil vælge og hvad vi så vil gøre. Iflg. Giddens er disse reflek­­tioner i vores kultur en nødvendighed, fordi vi ikke længere praktiserer de overgangsriter, som tidligere generationer opretholdt. F.eks. havde konfirmationens markering af overgangen fra barn til voksen rent faktisk et konkret indhold.

I forfatterens skoletid var 7. klasse sidste skoleår for næsten halvdelen af årgangen, som efter konfirmationen forlod skolen for at komme i lære eller bare ud for at arbejde og bidrage til den hjemlige økonomi. Vores kultur benytter ikke længere disse overgangsritualer, og vi er i højere grad herrer i eget liv. Facit er så at sige forsvundet, fordi mønstre og forventninger er så individuelle.

Risikoen for at fejle og for at være utilstrækkelig er altså øget, men det er skamrisikoen dermed også. Alligevel er menneskets iboende trang til autonomi og uafhængighed mere fremherskende end nogen sinde før. Og kravene om selvstændighed og autonomi er paradoksalt nok grobund for grandiositet og urealistiske forventninger.

SKAMLØSHED

Livet er værdi-nivelleret, og at tilfredsstille alle lystimpulser skaber/kræver kynisme. Men den skamløse kyniker er fomentlig engang selv blevet skamløst ydmyget, og derfor føler han skam over egen sårbarhed og må derfor gøre sig hård. Hans værn mod skammen bliver en stædig strategi præget af ufølsomhed, fordi han selv er krænket ufølsomt: Skammen skjules under skamløsheden. Omgivelserne lider under denne skamløshed – langt mere end den skamløse selv.

Den skamløse enmandshær

Men den skamløse stiller sig udenfor andres dom ved at stille sig uden for den sædvanlige værdiskala (normerne). Skamløsheden gør på denne måde den skamløse ensom. Mange gange oplever omgivelserne slet ikke sårbarheden, men ser sådan en person som ”stærk.” Ikke mindst fordi dette menneske nemt bliver en énmandshær – dvs. den, der ”siger fra”, ”råber op” og kritiserer, også på andres vegne. Men bage bag den stålhårde, arrogante eller afvisende, provokerende maske er den dominerende følelse skam og generthed.

Den skamløse familie

Uenighed, skuffelse, vrede, sorg osv. skjules bag en facade af enighed og klæbrigt sammenhold. Man anvender fx mad eller nøgenhed for at skabe en følelse af nærhed. Det er en grel modsætning til den følelses­mæssige distance.

Et barn, der tvinges af respektløse voksne til at tage del i deres skænderier, seksualitet, sladder, grådighed, falskhed osv. kan enten blive som dem (gå ind i flokken) eller lide skammen over at stå uden for (fjerne sig fra) flokken.

I den skamløse familie er følelser skamfulde og forbudte – især kærlighed og sorg. Når der savnes mulighed for privatliv og ensomhed, mangler betingelsen for udvikling af et indre liv.

I sin udvikling er barnet afhængigt af at kunne idealisere sine forældre og identificere sig med dem. Sker det ikke, oplever barnet 1) et smerteligt tab og 2) en hindring for vækst.

©Winnie Haarløv