Mange års forskning og erfaringer viser klart, at barnets plads i søskenderækken har afgørende indflydelse på, hvordan barnet vil forholde sig til omverden, agere i relationer og anskue sine livsbetingelser som voksen. Barnets personlighed præges tidligt (og uundgåeligt) af dets placering i søskenderækken. I en børneflok på f.eks. 3 melder der sig forskellige udfordringer for ældste-, yngste- og mellembarnet, mens enebarnets udfordring er at lære at lege alene uden at føle sig ensom – og at lære at begå sig i en flok, når det bliver børnehavetid.

Det ældste barn typisk vil udvikle nogle karakteregenskaber, som ligger yngstebarnet fjernt – og omvendt. Et enebarn bliver præget af ingen søskende at have, og en efternøler kan udvikle nogle af de samme egenskaber, selvom der er mange ældre søskende.

Den førstefødte er enebarn, indtil den næste melder sin ankomst og må dele sine forældres kærlighed med den nye baby. Det er et chok, som kan få barnet til at føle sig uelsket og tro, at ingen elsker det mere. Barnet løser problemet ved at blive præstationsorienteret: dygtig, artig osv. – eller udvikler med andre ord evnen til at skaffe sig opmærksomhed i form af respekt, beundring og anerkendelse som erstatning for den tabte, ubetingede kærlighed. Barnet tror ofteste, at det på en eller anden måde selv er skyld i den tabte kærlighed og føler skam og skyld over sin ”forbrydelse”. For at slippe for skyldfølelsen udvikler barnet fintfølende antenner, så det kan undgå at såre eller genere andre og dermed risikere at miste den smule kærlighed, der er til rådighed. Den ældste kommer derfor nemt til at føle sig uelsket og forkastet, når moderens kærlighed skal deles med den nye baby.

Den næstældste må forholde sig til, at storesøster eller -bror tiltrækker sig netop respekt, beundring og anerkendelse ved sin dygtighed. Ligemeget hvad den næstældste gør for at få opmærksomhed, er storesøster eller –bror dygtigere, hurtigere eller mere erfaren. Den næstældste lærer at føle sig utilstrækkelig og forsøger at overvinde denne følelse ved at perfektionere sig på udvalgte felter, fordi det tror, at hvis det bare bliver endnu bedre, får det kærlighed. En anden mulighed er at gøre sig “anderledes”, f.eks. i påklædning, valg af hobbies el.lgn. Den næstældste kommer nemt til at føle, at ingen bryder sig om hvordan han eller hun føler (for det gør den ældste i hvert fald ikke!), og for at undgå denne smertelige følelse, undertrykker barnet den. Den næstældste oplever manglen på opmærksomhed som om ingen bryder sig om, hvordan han eller hun føler. Følelser bliver derfor en kilde til smerte og ses derfor som noget, der skal undgås. Den næstældste forsøger altså at håndtere livet med logik i stedet for følelser.

Det tredje barn må finde sig i at blive drillet og hakket på af den næstældste, som gør det for at slippe af med sine egne utilstrækkelighedsfølelser. Det gør den tredjefødte sårbar og får ham til at føle sig ubeskyttet, og barnet forsøger at klare sig imod den næstældste bror eller søster ved at beslutte sig til ikke at lade sig genere. Udvejen er at klare sig ved at være stærk – og det betyder, at barnet er nødt til at fortrænge frygten. Den tredjefødte der klarer dét, bliver frygtløs. Den, der ikke klarer det, bliver frygtsom.

Den fjerde må finde sig i, at den tredjefødte holder ham i skak med at beskylde ham for ikke at være stor nok, stærk, hurtig, gammel eller smart nok til at lege med. Dette barn opnår intet ved at være sårbar, men følelsen af forkastelse kan resultere i en konstant følelse af forkastelse og af at være lille, uønsket og forkert som kan blive hængende hos individet livet ud – og en kamp for at opnå ligeværdighed ved at gøre sig virkelig meget umage.

Kommer der et femte barn, forsøger den fjerdefødte at videregive disse følelser ved at ignorere den nye baby. Hermed begynder mekanismen forfra og den femtefødte opfatter sig selv som et enebarn eller en førstefødt, indtil familien måske får et sjette barn.

Naturligvis er der mange undtagelser, og den numeriske placering i søskendeflokken korresponderer derfor ikke ubetinget med barnets psykologiske placering.

Helt, Syndebuk, Drømmer eller Maskot?

Helten

Familiens helt er det perfekte barn – den ansvarlige, respektfulde, dygtige–i–skolen og formentlig velklædte. Andre synes hun er intelligent, begavet, talentfuld, forsigtig, omhyggelig, seriøs, ansvarsfuld, pålidelig, stærk, kreativ og har fuld fart på.

Dette barn får familien til at ligne en succesrig familie – for hvordan kan der være noget som helst galt med en familie, der kan frembringe sådan et barn?

Men når et individ spiller en rolle, bliver der mindre plads til at være sig selv. Inderst inde føler Helten sig tit anspændt, utilstrækkelig, angst for fiasko, vred, trist, ensom, værdiløs, skamfuld eller følelsesløs.

For at bryde ud af rollen har Helten brug for

• Tilladelse til at begå fejl og ikke skulle være perfekt
• Mulighed for at lege
• Mulighed for at udtrykke følelser og behov

Syndebukken

Syndebukken er ”det sorte får” eller ”problembarnet”, der ikke passer ind. Syndebukken laver ballade og skaber problemer og hører tit de andre sige f.eks. ”Hvis du dog bare ville opføre dig ordentligt, så ville der ingen problemer være!”. Men sådan er det ikke – for syndebukkens rolle er netop at flytte fokus fra familiens problemer ved at suge den negative opmærksomhed til sig.

Andre ser Syndebukken som vred, mopset, stærk, rebelsk, vild, trodsig, uopdragen, hård eller næsvis. Teenageren i den rolle kan f.eks. blive gravid i utide, rode sig ind i ulovligheder eller misbruge alkohol eller stoffer.

Indvendig føler Syndebukken sig tit såret, er bange for at stole på nogen, føler sig afvist af familien, misforstået, håbløs, forrådt og synes hun får skylden for alt.

For at bryde ud af rollen har Syndebukken brug for

• Tilladelse til at få succes – og anerkendelse for det
• Støtte og bekræftelse
• Struktur og pålidelighed

Det fortabte barn

Denne rolle kaldes også ”Den stille pige / dreng” eller ”Drømmeren”. Hun holder sig væk fra problemer og holder sig meget for sig selv. Opgaven ligner Heltens: fordi Det fortabte Barn så sjældent kommer i vanskeligheder, kan familien sige: ”Hun er en god pige – måske lidt aparte, men det går jo meget godt” – underforstået, at så går det jo også godt i familien.

Andre synes at Det fortabte Barn er stille, reserveret, kreativt, uafhængigt, venligt, kunstnerisk, musisk begavet, blødhjertet, usynligt, mildt, kan lade sig fuldstændig opsluge af en bog, tegning eller musik og undgår så vidt muligt konflikter. Er der optræk til konfrontationer, forsøger barnet at gå i et med tapetet, så vreden ikke rettes imod hende.

Indvendig føler Det Fortabte Barn sig udenfor, ensom, vred, skrøbelig, isoleret, magtesløs, bange, forvirret og leger sommetider med tanken om at ”forsvinde”.

For at bryde ud af rollen har Det Fortabte Barn brug for

• Positiv, direkte opmærksomhed
• Opmuntring til at tage chancer
• At føle sig forbundet med andre

Maskotten

Familiemaskottens formål er at aflede spændinger og lette stemningen med humor eller klovnerier. Hun er oftest den nuttede, yndige eller pudsige, og andre ser hende som sjov, sorgløs, opmærksomhedskrævende, charmerende, med et lyst sind og let hjerte, dramatisk, indtagende, krævende, manipulerende og umoden.

Indvendig føler hun sig tit bange, forvirret, skamfuld, udenfor, hjælpeløs, afhængig, vred, skyldig, ensom og usikker.

For at bryde ud af rollen har Maskotten brug for

• at blive taget alvorligt
• at opleve, at hendes mening tæller
• at alle hendes følelser bliver rummet og anerkendt

Kend din rolles ‘regler’

Rollerne i barndomsfamilien kan blive bestemmende for fremtidens succes eller fiasko – og det behøver ikke altid kun at føre noget negativt med sig.

Jeg har f.eks. en bekendt, der som har valgt at specialisere sig i arbejdet med indvandrere. Hun var familiens Syndebuk og engagerede sig voldsomt politisk i den sociale skævdeling, da hun læse. En af mine klienter lever rent faktisk af sin Maskotrolle ved at være stand–up–komiker.

Det problematiske opstår, hvis rollen bliver en begrænsning og hindrer individet i at folde alle sine unikke potentialer ud. Din familierolles begrænsninger er oftest fortrængt til dit underbevidste, hvor dens ”regler” så ligger og spænder ben for det, du ønsker at gøre, uden at du forstår hvorfor du reagerer, som du gør.

Først når du bevidstgør disse regler og forstår, hvad der foregår, kan du ændre det, der er uhensigtsmæssigt for dig.

© Winnie Haarløv