Tag Archive for: offer

Følelsesvampyren. Del I (af 3)

/i , /af

“En følelsesvampyr? Sådan en kender jeg da ikke,” siger du måske. Men det gør du. Helt garanteret!

Følelsesvampyrer er den slags mennesker, som efterlader dig totalt følelsesmæssigt drænet, når du har været sammen med dem. De udsuger både din fysiske og psykiske energi og efterlader dig udmattet og tom. Og fuldstændig på linje med de mytiske, blodsugende uhyrer giver samværet med følelsesvampyren en stærk trang til at slippe væk.

Følelsesvampyren er oftest hverken ond eller grusom og er måske ikke engang ude på at skade dig. Han er sjældent opmærksom på, hvordan han påvirker dig og andre og kan være særdeles charmerende og tiltrækkende. Han tiltrækker dig med snuhed og dygtighed, og ligesom en ægte filmvampyr nægter han at se sit eget spejlbillede, for han bryder sig ikke om sig selv og vil undgå selvransagelse for enhver pris. Selvransagelse betyder nemlig, at man må tage ansvar for sig selv – og det ønsker følelsesvampyren ikke at gøre under nogen omstændigheder. Ligesom den ægte vampyr lever i mørke, foretrækker den psykiske vampyr at fastholde sit Selv (sin selvindsigt) i det ubevidste. Og derfor forstår han hverken sin negative påvirkning af andre eller hvordan han dræner sine omgivelser.

Han nægter at tage nogen form for ansvar for sin påvirkning på andre og heller ikke for hvordan han lever af andres følelser og energi. Nogle eksempler:

  • Jonas er en flot fyr i trediverne: spændende, højtlønnet job, lækker ejerlejlighed det rigtige sted, interesser som kultur og samfundsstrømninger. Kvinderne tiltrækkes af ham som bier af en syltetøjsklat. Men hans samtaler indledes tit med en eller anden form for beklagelse. Hvis den, han taler til, vælger at give en optimistisk kommentar eller en løsningsforslag, så vil han begynde at suge på hendes positive energi og læne sig op ad hende, for han er ude af stand til selv at skabe den slags energi. Han vil fastholde hende i samtalen, bede om råd og lytte intenst til hende – og hun fortæller glad videre, fordi hun tror at han er interesseret i hende. Men det er ikke tilfældet. Han bader sig i hendes energi og mærker for en kort stund glæden ved hendes optimisme og livskraft – for den ejer han ikke selv.
  • Julie spørger sødt, hvordan du har det, når hun ringer (ofte flere gange i døgnet). Men meget hurtigt begynder hun at tale om sig selv, og før du ved af det, er du i fuld gang med at trøste eller give gode råd. Med tonefald og ord forsøger du at gøre det klart, at du ikke har tid (=lyst) til at tale mere, men hun overhører dig og tromler videre. Inden du får lagt på, har du lovet hende mindst tre forskellige tjenester, der koster dig tid, penge eller ulejlighed. Til gengæld har du hørt om, hvordan hendes barn går i børnehave med en kendt skuespillers børn; hvor mange penge hendes nye taske har kostet,hvor forfærdeligt hendes mand behandler hende og hvor begejstret folk klappede, da hun var toastmaster ved en venindens bryllup.
  • Da I mødtes, erklærede Mark dig sin store, endeløse kærlighed og tilbad dig som den vidunderligste kvinde på jorden. Nu, et halvt år efter, er han sygeligt jaloux, når du skal på café med veninderne. Han tjekker din mobiltelefon og læser beskederne fra din eks (som stadig du stadig deler arbejdsplads med, som som du skiltes fra, længe før du mødte Mark – og som i øvrigt netop har giftet sig med Kvinden i Sit Liv) – og når du er til julefrokost eller på rejse for dit firma, ringer han gerne 25 gange og råber eller græder i telefonen, fordi han savner dig. Når det kun er dig og ham, er det en slags lykkeboble hvor han er blid, god og kærlig og giver dig fantastisk sex. Men der er ikke plads til andre end dig og ham i boblen – og sidste jul lavede han en kæmpescene, da du ikke ville have ham med hjem til dine forældre i julen, fordi du var nervøs for, at han skulle lave en scene.

Den psykologiske terminologi arbejder med begrebet “medafhængighed” for at beskrive det individ, hvis liv afhænger af eller drejer sig om en anden. Den medafhængige (den følelsesmæssige vampyr) undgår dermed at undersøge og udvikle sit eget selv, sin egen identitet og prøver i stedet at definere sig selv via den anden – typisk den, hun er forelsket i. Der er få eller ingen psykologiske grænser mellem vampyren og den udvalgte.

Vampyren er aldrig tilfreds, hverken med andre eller med sig selv. Alting kunne have været bedre, hvis bare DU var anderledes, handlede anderledes eller var en helt anden. Følelsesvampyren lever af dig og har ingen kerne. Derfor kan du ikke frelse ham eller hende, ligegyldigt hvor hårdt du arbejder på det, for han vil ikke tage ansvar for sine egne følelser.

Og hvorfor skulle han også det, når han har dig? Du stormer jo rundt og prøver af al magt at behage ham og gøre ham tilfreds!

Følelsesvampyren har ingen ydre, særlige kendetegn; hverken hugtænder eller hår på ryggen. Men når du ved, hvad du skal kigge efter, så er det nemt at genkende dem. Der er mange måder at genkende dem på, og her er et par klassikere. Det er ham eller hende, der:

  • taler og taler (enten i telefonen eller når I er sammen), indtil du føler dig nærmest udmattet og får lyst til at gå eller afbryde.
  • altid har ondt af sig selv, beklager eller brokker sig ustandselig
  • beder dig om tjenester I en grad, som du aldrig selv ville byde andre eller beder dig gøre noget “for min skyld”
  • kræver omsorg eller særlig hensyntagen fra omgivelserne og forventer, at andre selv skal, vil og kan finde ud af, hvad vampyren har behov for
  • provokerer, bruger skældsord eller øgenavne for at gøre dig vred (for så kan hun mærke din vredesenergi, og den er bedre end slet ingenting) ustandselig kommer for sent – eller vækker opmærksomhed ved at være outreret klædt
  • kommer som den sidste til selskabet og derved sikrer sig forsamlingens opmærksomhed
  • elsker at kaste rundt med navne på de kendte eller halvkendte, han har været I berøring med, omgåes med eller som f.eks. har børn I samme børnehave som ham
  • let føler sig udenfor, svigtet, forladt eller afvist – og anklager andre for at skabe disse følelser
  • har brug for konstant bekræftelse og anerkendelse

Læs også

Giftige mennesker

©Winnie Haarløv

 

©Winnie Haarløv 

Hverdagens masker

/i /af

Hvad er det vi leger? Du ved det måske ikke, men du og dine omgivelser går med masker. Det, du kalder ”kemi” kan være bygget på løgne, fortielser og benægtede følelser – uanset, om kemien er der eller ej, og mange af hverdagens konflikter og irritationsmomenter skyldes, at du og dine kolleger hver dag er medspillere i flere forskellige dramaer. De kan stoppes, hvis du kan genkende din egen maskeadfærd og de roller, du selv spiller.

  • Olivia har fået nyt job. Hendes leder hedder Siv, og Olivia synes, at hun er urimeligt krævende. I kantinen klager hun med blanke øjne sin nød til kollegaen René. ”Siv forstår mig overhovedet ikke… det gør mig så utryg! Jeg skulle aldrig have taget det her job – men jeg simpelthen ikke overskue at skifte igen! Slet ikke, når min migræne er så slem, som den er for tiden! Det er godt, du er her, René – ellers var jeg da helt lost!” Om søndagen er hun langt nede, fordi hun snart skal på arbejde – så hun snupper en sygedag for at forkorte ugen og gøre det hele lidt mere overskueligt. Det er et problem, men hvad kan hun gøre?
  • René er kontorets humørspreder. Han kan faktisk godt lide deres leder og kan også godt se, at Sivs kritik tit er berettiget. Olivia kan være både langsom og lidt sjusket med sine ting – men det nytter jo ikke at sige det til hende, for så bliver hun endnu mere ked af det. René mærker med det samme, når hun eller andre er i dårligt humør, og han er god til at lette stemningen ved f.eks. at fortælle pudsige historier fra sin dag. Fordi han er så utroligt hjælpsom og arbejdsom, er han begyndt at tage nogle af Olivias opgaver – det er jo synd for hende, at hun har det så svært. Desværre betyder det, at han må møde en time tidligere og gå senere hjem end både Siv og Olivia og hans kæreste er begyndt at brokke sig over det. Det er et problem, men hvad kan han gøre?
  • Siv ansatte selv Olivia, fordi hun virkede så sød, ivrig og lærevillig. Desværre begyndte Olivia hurtigt at hænge med næbbet og klage over tempoet, og det irriterer Siv i dén grad, at hun bliver ironisk, sarkastisk og hidsig. Hun er nødt til at tæmme irritationen så hun ikke eksploderer, når Olivia sidder dér og sukker. Nu skal Olivia snart til første medarbejdersamtale, og Siv spekulerer som en rasende på, hvordan hun skal få sagt at hun faktisk ikke er tilfreds med Olivias indsats, uden at Olivia bryder sammen eller hun selv hidser sig op. Siv ved godt, at hun har det med at stikke til Olivia, og at det er helt utilstedeligt, men efterhånden melder irritationen sig, bare hun kommer i nærheden af Olivia. Det er et problem, men hvad kan hun gøre?
Hvad er det, de leger?

Olivia, Siv og René spiller med i et hverdagsdrama, der er en af de mest almindelige og destruktive, psykologiske processer der findes. Det kaldes Dramatrekanten og blev først beskrevet af transaktionspsykologen Stephen Karpman i 1968. Dramaet har tre roller: Et Offer, en Redder og en Skurk, og de har hver især et sæt personlige, (ubevidste) myter som gør dem specielt egnet til netop deres rolle. Iflg. Karpman kan vi alle sammen spille alle tre roller, og de fleste af os har endda en favorit, som vi har lært i vores barndomsfamilie og perfektioneret gennem tiden. De er ikke kønsbestemte, og ingen mennesker er én af rollerne helt og fuldt. For vi har alle en snert af både Offer, Redder og Skurk i os.

Masker, der ikke kan tages af

Carl Jung, den berømte schwiziske psykiater, var utrolig produktiv og nyskabende – f.eks. beskrev han det psykologiske begreb persona (græsk for maske). Begrebet maske er oldgammelt. I mange primitive kulturer brugte (og bruger man stadig) masker for at fremhæve eller ændre den måde, vi virker på andre på, og skuespillerne, og i de oldgræske arenaer brugte spillerne masker for at vise, hvilken rolle de spillede i dramaet. I Jungs optik er masken og et fundamentalt aspekt ved selve vores personlighed, og man kan til en vis grad sidestille Jungs begreb maskeadfærd med Karpmans roller.

Men i modsætning til et rigtigt teaterstykke kan vi ikke bare hoppe ind og ud af rollerne. Maskeadfærden / rollespillet afspejler, hvad barnet tilegnede sig gennem opvæksten og viser, hvilken adfærd forældre, lærere og andre vigtige personer roste det for eller fordømte. Gennem årene identificerede barnet sig i stadigt højere grad med denne adfærd, indtil den blev en integreret del af barnets personlighed – og som voksne bærer vi ubevidst disse tillærte roller netop som en slags maske: det billede af os selv, som vi gerne vil vise omverden. Jung mente, at opgaven med at forstå vores egen maske-adfærd er den vigtigste, vi har. Det er den, vi bruger til at manifestere os positivt i omverden og opretholde et positivt selvbillede, og derfor er maskeadfærden selvforstærkende.

Problemet med maskeadfærden er, at den indimellem bliver ekstrem og uhensigtsmæssig for os. Ubevidst forsøger vi at skjule det, der er bag masken – det, som Jung kaldte vores Skygge. At se åbent og ærligt på sine egne skyggesider kan være smertefuldt, fordi disse sider typisk er dem, vi forsøger at skjule for andre og for os selv ved at fortrænge dem og benægte, at de er der. Hver eneste maske har således en modpol. Et eksempel: Hvis du er typen, der ”altid er glad” og ”elsker at gøre noget for andre” – så har du helt sikkert en skyggeside, der er vred eller ked af det og meget hellere vil tilgodese dig selv.

Og når vi spiller roller, er det typisk for at skjule skyggesiderne og vise den adfærd, der ”gav bonuspoint” i barndomsopvæksten – f.eks. kan den typiske Redder have lært, at det er egoistisk at tilgodese sine egne behov. Derfor får Redderen dårlig samvittighed over at tænke på sig selv, og det betyder, at Redderen kan være svær at arbejde sammen med, fordi hun ikke vil være til ulejlighed og ikke tør stille krav. Hvis kollegaen er et typisk Offer, der har lært at han ikke kan noget selv, bliver det klart, hvem der kommer til at gå fra mødet med aben på skulderen!

Men dynamikken er ikke altid klar for deltagerne i rollespillet, selvom vi alle på et eller andet punkt i arbejdslivet vil blive suget ind i det. Derfor er det vigtigt at kunne genkende rollerne hos sig selv og andre og vide, hvordan man kan undgå at spille med i det destruktive spil.

Rollespil på jobbet

 

Skurken

Siv har svært ved at uddelegere og mener dybest set, at hun selv er den bedste til at gøre arbejdet. Måske uden at gøre sig det klart føler hun tit, at de andre er inkompetente og uansvarlige, og derfor kan hun være nedladende, krævende og uden forståelse for, at andre kan begå fejl. Som chef skaber hun en kølig atmosfære, præget af frygt for at begå fejl og uden klare succeskriterier – for selvom hun er god til at lave planer og sætte mål for sig selv og andre, så kunne det jo altid blive lidt bedre. Som Skurk kan Siv blive fri for nærhed med andre. Da hun jo grundlæggende mener, at andre er idioter, har hun i sin selvforståelse heller ikke brug for andre. At klare sig selv giver hende følelsen af kontrol og uafhængighed. Med hendes egenskaber er det ikke underligt, at hun bliver irriteret på Olivia og anklager hende for sur­brokkeri – og har dermed har hun taget præcis den skurkerolle, Olivia gav hende hende. Dramaet er i gang.

Offeret

Ofelia er fuld af undskyldninger og forklaringer på, hvorfor planen ikke bliver fulgt, deadline overskrides, opgaverne løses halvt osv. Hun peger på de andres fejl og føler sig magtesløs og misforstået, og dermed opnår hun at fritage sig selv for både skyld og ansvar. Hun benægter sine følelser af mindreværd og vil ikke indrømme, at hun er både afhængig af og jaloux på René, fordi han klarer sig bedre over for Siv. Hun er bange for Siv og benægter det ved at udnævne hende til Skurk, og på den måde kan hun give Siv skylden for sit mindreværd med subtil manipulation: ”Du aner ikke, hvor svært det er for mig!”, og på typisk offervis foretrækker hun ansvarsbefriende årsagsforklaringer: ”Jamen det var også bare fordi jeg kom til…” Som et ægte Offer konfronterer hun ikke Siv, men taler om hende til René eller enhver anden, der orker at høre på hende: ”Det er osse Sivs skyld – hun er helt urimeligt krævende, jeg tror faktisk hun er perfektionist!” Ofelia bruger mange ressourcer på at forvisse omverden om sine gode intentioner og sin magtesløshed, fordi ”ingen forstår eller respekterer hende,” og det giver hende opmærksomhed og medfølelse fra dramaets tredje spiller:

Redderen

René mærker og forstår Ofelias position og forsøger at ”redde” hende ved at overtage hendes forpligtelser eller på anden måde støtte og hjælpe. I virkeligheden forhindrer René dermed Ofelia i at tage ansvar for sine egne problemer og komme ud af offerrollen. Hvorfor gider han dét? Fordi han som Redder kan spille helt ved at mediere mellem de to andre og dermed føle sig vigtig og betydningsfuld. Det giver ham selvværd og selvtillid. Når han mærker noget træk­ke op, rykker han frem. Han er den fødte diplomat; en mester i at se tingene fra to sider og gyde olie på vandene, og han kan fortælle om en hund, der gik over vejen på en måde så glemmer det ubehagelige og ligger flade af grin. Når Siv langer ud efter Olivia, glatter René ud og forsøger at redde Olivias humør. Det giver ham en følelse af betydningsfuldhed, når Ofelia sukkende giver ham sin påskønnelse – og han ser jo tydeligt, at Siv har mere respekt for ham end for Ofelias offerrolle. Det tier han med, men varmer sig ved det.

Drama for fuld udblæsning

Det komplekse er, at alle spillerne skifter roller med jævne mellemrum. Når Olivia omsider bliver træt af at spille underhund, bliver hun vred – og skifter til Skurk. Men da der kun er plads til én af hver, må Siv også skifte rolle:

René har fået lønforhøjelse, og Olivia er rasende – så da Siv kommer ind, farer Olivia på hende. ”Det er bare så uretfærdigt! Sådan ville en god leder aldrig gøre!” siger hun og rammer Siv lige i solar plexus: i sårbarheden for kritik. Pludselig bliver Siv usikker. Er der noget om det, Olivia siger – er hun virkelig en dårlig leder?

”Det var jo ikke for at genere dig,” begynder hun (på vej ind i Offerrollen). ”Men du aner ikke, hvor svært det er at fordele lønpuljen retfærdigt!” Olivia raser videre, og Siv har egentlig mest lyst til at smække Olivia én på lampen, men det går jo ikke. Så hun forsøger at vinde sin Skurkeposition tilbage – der, hvor hun føler sig mest hjemme.

”Nu er det nok, Olivia. Vi må tage det op ved medarbejdersamtalen.” Siv stirrer ildevarslende på Olivia og bider sig i læben for ikke at knibe en tåre. Hun hader sig selv for at være lige ved at miste kontrollen, og det gør hende så rasende, at hun må lade vreden gå ud over nogen. Hun hvæser ad René: ”Hvorfor flyder der med kaffekander og papir her i forkontoret? Var det ikke på tide at rydde op!” Hun smækker døren efter sig, og nu er René nervøs for, hvad Siv tænker om ham.

”Hun blev vist sur,” siger han til Olivia, der skynder sig tilbage i Offerrollen.

”Ikke på dig – du er jo hendes yndling. Det er altid mig, hun bliver så sur på… jeg ved ikke, hvad det er jeg gør så forkert!”

Men nu har René fået nok. Han synes simpelthen, at Olivia er vildt irriterende, og han er dødtræt af at frelse hende – og af, at Olivia aldrig synes at lægge mærke til, hvor meget René gør for hende. Så han ryk­ker op i Skurkepositionen:

”Ærlig talt, Olivia – enten piber du, eller også skælder du ud. Jeg gider faktisk heller ikke at høre på dig!” Og René vender ryggen til den chokerede Olivia, der med blanke øjne føler sig fuldstændig forrådt og må ud i forkontoret og finde nogen at beklage sig til. Dér sidder kontoreleven og sammen kan de så skiftes til at beklage sig over Skurke–Sivs urimeligheder og den troløse René.

Ud af de destruktive spil

Som et Janusansigt har hver negativ pol en positiv modpol, og vejen ud af det destruktive spil kan være bevidst at vælge denne modsatrettede energi for at opretholde harmoniske og produktive relationer på arbejdspladsen.

Offeret beklager sig konstant over situationen og den almindelige tilstand. Den positive side af dét er en stor åbenhed for forandring.

  • Tag ansvar for dig selv: stå ved dine følelser og tanker
  • Bed om forklaringer, detaljer og uddybninger for at forstå, hvad der egentlig bliver sagt
  • Lyt – både til dig selv og andre

For Redderen, der jo altid forsøger at afbøde Offerets hjælpeløshed og Skurkens vrede og usikkerhed, er den positive pol en stærk empati og indlevelsesevne.

  • Forsøg ikke at løse andres problemer og lad være ved at give gode råd.
  • Sig ikke ja, når du mener nej

Spørg den anden: Hvad kan du gøre? Hvad vil du gøre?

Skurken, der ikke viger tilbage for at tromle sin vilje igennem, har sin positive styrke i sin personlige gennemslagskraft og handlekompetence.

  • Giv personlig, specifik feedback uden at angribe, bebrejde eller anklage.
  • Brug jeg–budskaber
  • Ros – både dig selv og andre
Signalement af en Redder
  1. Søger at opnå kontrol ved at fortælle, hvad der skal gøres
  2. Smider om sig med gode råd og hjælper uden at blive bedt om det
  3. Siger sjældent nej, sympatiserer og virker empatisk
  4. Kan vende fra hjælpsom støtte til irritation på et sekund
  5. Konfronterer ved at foreslå en samtale om problemerne og holder sig selv udenfor
  6. Beklager sig over stress, overbebyrdelse
  7. Som leder: Kan være lunefuld, kontrollerende og uforudsigelig. Vil gerne være populær og ven med sine medarbejdere.
  8. Tier med sin kritik af andre for ikke at såre
  9. Yndlingsfraser: ”Du kan da nok forstå, at…” ”Nu skal du ikke være så…”
  10. Dominerende følelse: skyld
Signalement af en Skurk
  1. Er kritisk, krævende, dominerende, vred og irriteret
  2. Stille skyhøje krav, er svær eller umulig at stille tilfreds
  3. Konfronterer med trusler eller beskyldninger
  4. Som leder: skaber frygt, udsteder ordrer, eksekverer regler. Har svært ved at uddelegere og give ros. Minimal fejltolerance.
  5. Lader vrede og skyldfølelse gå ud over andre
  6. Bruger sarkasme, ironi og hån
  7. Handler ”til andres bedste” uden at spørge andre, hvad de vil
  8. Tror og forventer det værste. Mistror andres motiver
  9. Yndlingsfraser: ”Nej” og ”Det skal du få betalt”
  10. Dominerende følelse: vrede
Signalement af et Offer
  1.  Nedgør og undervurderer sig selv
  2. Bliver let såret eller fornærmet
  3. Konfronterer enten med beskyldninger – eller bagtaler
  4. Flygter ved optræk til ballade – enten fysisk eller ved at begynde at græde, tale udenom el. lgn.
  5. Tager ikke imod gode råd, men synes alligevel at det påhviler andre at løse problemerne
  6. Som leder: tøvende, svært ved at tage beslutninger, søger kompromis og bekræftelse.
  7. Tager automatisk skylden for noget, der er andres fejl
  8. Bruger fortiden som forklaring på, at forandring ikke er mulig
  9. Yndlingsfraser: ”Ja, men…” ”Hvis bare…”
  10. Dominerende følelse: Hjælpeløshed og håbløshed
En rolle bliver til

Siv voksede op i en familie med strikse regler, kontrol og konsekvent justits. Hun blev straffet, hvis hun ikke levede op til forventninger og standarder, som blev sat for hende, og hun var tit den, der ikke måtte gå til fest eller skulle tidligst hjem. Hun blev rasende, når hun af forældrene fik skylden for at noget var gået i stykker eller ikke var blevet gjort – men hun lærte hurtigt, at hun ikke kunne forvente megen forståelse eller tolerance. Allerede som barn opgav hun at gå i dialog med andre, og som teenager smækkede hun med dørene, skred i vrede eller gav de voksne fingeren. Hun følte sig ensom og forladt og lod vreden overtage de sårbare, smertefulde følelser af forladthed.

Mennesker med Offer som yndlingsposition opfattes som problemet i familien. Det er helt naturligt for dem at søge professionel hjælp, for de er ubevidst på jagt efter en Redder. Olivias overbeskyttende forældre pylrede og nussede om hende ustandseligt, og Olivia lærte hurtigt, at verden var for farlig og besværlig til at hun selv kunne klare den, at hun var et problem fordi hun ikke kunne klare den – og at andre altid stod på spring for at hjælpe hende. Selv når hun en sjælden gang spiller en af de andre roller, vil hun uvægerligt søge tilbage til Offerrrollens ansvarsfrihed.

Den almindelige, gældende norm er, at et godt menneske tager hensyn til andres ve og vel – også i et omfang, der tilsidesætter deres eget velbefindende. Vi præges intenst med, at det er egoistisk at tage hensyn til sig selv. René lærte hurtigt, at hvis han kunne få sine små søskende til at tie stille, når far var træt, aflede hans opmærk­somhed når han skældte ud på mor eller gøre ham glad ved at få gode karakterer, så kunne han overtage ansvaret for fars humør og Redde ham. Han brugte sine lommepenge på blomster til mor, glædede hende ved at slå græsset, give hende ret eller være ekstra sød når hun havde hovedpine, far var sur eller naboen lavede en bule i bilen. René lærte at hurtigt, at fars, mors og alle andres behov og følelser var vigtige, og at hans egne behov var besværlige. Det gør René til et nemt byttedyr for et Offer på jagt – og Redder–rollen er vanedannende, fordi den gør spilleren til Helt.

Sådan kommer du ud af dramaet
  • Trin 1: at opdage og anerkende, at du deltager i Dramatrekanten og hvordan du gør det – for den er der altid, når noget ikke fungerer.
  • Trin 2: at erkende din egen favoritrolle, undersøge dine kernemyter og indgroede regler.
  • Trin 3: at lære at mærke og anerkende dine ægte følelser; at udholde dem i stedet for at forsøge at give andre skylde for dem, benægte dem eller finde en, der kan frelse dig fra dem.
  • Trin 4: at handle på de første tre indsigter: ved at tage ansvar for dig selv og melde dine ægte følelser ud med åbne, ærlige og respektfulde jeg–bud­skaber.

Kun ved at turde sige åbent og ærligt, hvad du selv vil og mener, kan du refokusere energien til den positive side af enhver situation. Til gengæld kan du så begynde at skabe positiv forandring i stedet for afmagt, motivere dig selv og andre til at yde det bedste i stedet for at nedgøre og demotivere.

©Winnie Haarløv

 

Dit livs manuskript

/i , /af

Omkring femårsalderen skrev du dit livs drejebog – en slags livsmanuskript, baseret på dine opnåede erfaringer om dig selv og verden. Din personlige drejebog er fuld af beslutninger om, hvilke regler og retningslinier, der gælder for dit liv, dine relationer og din væren-i-verden. Altså en slags Grundlov for dit liv. Denne grundlov er mere eller mindre bevidst dit udgangspunkt for din væren-i-verden, og derfor er den betydningsfuld og udslagsgivende for den måde, du lever dit liv på. De præger din adfærd, din tankegang, dine følelser og din opfattelse af alt, hvad der sker og alt hvad du gør.

Du er godt nok født med helt individuelle gener og nedarvede karakteristika, som er umulige at ændre. Men fra det øjeblik, navlestrengen kappes (visse forskere mener endda før), begynder påvirkningen og prægningen, som bliver til det sæt af oplevelser, der cirka fem år senere er indfældet i dig som Grundloven for dit lov.

En af dit sinds grundlæggende funktioner er at sørge for, at du overlever fysisk, mentalt, emotionelt og åndeligt. Alt hvad du gør, har derfor til formål at sikre din overlevelse på et af disse niveauer. Derfor er det også vigtigt for dig at finde ud af, hvad der virker for dig – det er jo et spørgsmål om liv eller død.

Så du begynder som spæd (nogle mener faktisk allerede som foster) at træffe beslutninger om dig selv og verden. Men da du jo endnu ikke har hverken sprog eller analysekapacitet, tager du beslutningerne på det man kalder overlevelsesniveauet, dvs. at intet af det, du beslutter er mentalt eller rationelt. Beslutningerne er udelukkende baseret på følelser og instinkt, og da de ikke er taget ved hjælp af mental analyse, fornuft eller bevidst overvejelse, er de ubevidste.

Din ubevidste Grundlov skabes

Måske oplever du som spæd noget, du opfatter som: at din mor ikke hører dig græde i barnevognen; at familiens labrador snuser til dig mens du ligger forsvarsløs på gulvet, eller at en fremmed voksen forskrækker dig med en høj lyd eller ved sin blotte tilstedeværelse.

Baseret på sådanne oplevelse træffer du en ubevidst beslutning: f.eks. Verden er farlig. Dit kropslige og emotionelle systems grundlæggende overlevelsesfunktioner aktiveres og byder dig at følge denne ’lov.’ Den sandhed, der nu gælder for dig er altså, at verden er farlig. Den ’sandhed’ bliver det farvede filter, som du ser verden igennem.

På den måde får du ret i den beslutning, du ubevidst tog om verden. Men problemet er jo, at berigtigelsen er selvrefererende – dvs. at du berigtiger din egen oplevelse på grundlag af din egen oplevelse. Det ved du imidlertid ikke, fordi din ’sandhed’ jo er ubevidst.

En farlig verden kan være overvældende, og oplevelsen vil naturligvis fremkalde angst. Din næste beslutning kunne derfor sagtens være baseret på følelsen frygt, og når du er bange og føler dig overvældet, får du opfattelsen af at være svag. Nu har du to beslutninger:

1) ikke bare er verden farlig

2) du er også svag, når du udsættes for verdens farlighed. Du har altså skabt dig endnu en “sandhed” og endnu et filter som du ser verden igennem.

Beslutning nr. 3 kunne så bliver følgende: ”Jeg lever i en farlig verden, som jeg føler mig svag og bange i, og hvis jeg vil have tryghed og beskyttelse, må gøre det jeg mener der skal til for at skaffe mig det.” Altså:

3) ”Jeg må tilpasse mig.”

Din lektion er dermed klar, og i dit sind (som stadig er uden kapacitet til ord og rationel analyse) lyder den noget i stil med: ”Jeg er nødt til at tilpasse mig for at få kærlighed, tryghed og accept, og for at tilpasse mig gør jeg det, som får omgivelserne til at give mig det, jeg ønsker.” Eller med andre ord: ”Hvis jeg vil elskes, må jeg indrette mig, så jeg passer til omgivelserne.” Resultatet bliver, at omgivelserne ser (og elsker) det, de ser. Men de ser ikke hele dig.

Omkring fem-seksårsalderen begynder et barn at kunne ræsonnere (analysere, planlægge, fortolke). Det er nemt at forstå, at dit barneræsonnement bliver, at det hele jeg ikke er værd at elske – det er kun den tilpassede del, der belønnes med kærlighed. I dette tilfælde kommer Drejebogen til at hedde: ”Jeg er ikke værd at elske.”

Efterhånden som du vokser til, skaber du flere ‘sandheder,’ og efterhånden som de hober sig op gør de filteret tykkere og tykkere, så dine billeder af dig selv og verden passer i den drejebog, som gælder for dit liv. Og som du gør, hvad du kan for at følge.

  • Det er vigtigt at understrege, at et andet individ (selv din søster eller bror) sikkert vil træffe andre beslutninger baseret på egne oplevelser i den samme familie og dermed skabe en helt anden drejebog på nogenlunde samme baggrund. For eksempel: Verden er farlig. Hvis jeg skal finde tryghed og overleve, må jeg være endnu farligere. Jeg må være hård og bekæmpe og kontrollere verden med min vrede og aggression.
  • Et tredje individ kan beslutte, at Verden er kaotisk. Hvis jeg skal finde tryghed og overleve, må jeg skabe orden omkring mig. Jeg må kunne analysere, sortere, ordne, forklare og kontrollere alt.
  • Naturligvis kan de første fem års oplevelser også være overvejende positive og skabe et positivt og livsfremmende livsmanuskript, f.eks.: Verden er tryg. Jeg er stærk og kraftfuld. Jeg bliver værdsat, også når jeg viser mine sande følelser, behov og grænser. Jeg er værd at elske.

Det siger sig selv, at dit livsmanuskript fremover vil påvirke din livskvalitet, dine relationer til dig selv og andre og den måde du møder udfordringer på.

Psykologiske spil

En måde at følge din personlige drejebog på er at spille psykologiske spil. Da dine spil er grundlagt i før-bevidstheden, er både spillene og deres formål ubevidste. Men på samme måde som du oplever større tryghed ved at køre en vej du kender, giver det tryghed at følge de love og sandheder du kender – dvs. dem, der gælder i din drejebog.

Rationelt kan du sikkert godt se, at det kan være destruktivt at fortælle sig selv at verden er et farligt sted, ligesom du kan forsøge at overbevise dig selv om, at det ikke er farligt f.eks. at begå fejl – men spillets regler er jo netop ikke rationelle, men følelsesmæssigt baseret. Derfor gør du, hvad du kan for at ”overleve”, altså spille efter de regler, der passer til din drejebog og din filtrerede billede af verden. Ligesom når du spiller ludo går det ud på at vinde; at få ret i, at dine regler gælder.

Hvis din drejebogs grundsætning er ”Jeg er dum og uvigtig, og andres behov og følelser er vigtigere end mine”, så lever du dit liv på helt andre betingelser end den, hvis grundsætning er: ”Andre mennesker er idioter. De kan ikke bruges til noget, så jeg må klare mig selv og blæse på dem og deres behov.” Ingen af jer er bevidste om jeres grundsætninger, men det slår helt sikkert en eller anden slags gnister, når I mødes.

Dramatrekanten

Dramatrekanten er et eksempel på et klassisk og helt almindeligt psykologisk spil. Trekanten har de tre positioner: Offer, Skurk (også kaldet Krænker el. Anklager) og Redder. Personerne i spillet bevæger sig rundt mellem Dramatrekantens tre positioner. Offeret oplever sig selv som svag og andre som stærke. Skurken og Redderen opfatter sig selv som stærke og andre som svage:.

  • Offeret ser ikke sine egne muligheder for at tage ansvar og handle for at ændre sin situation. Fra Offerpositionen sender han/hun signaler om, at andre skal komme og tage sig af problemerne. I Offerets drejebog står der nemlig følgende: ”Jeg kan ingenting, og alle andre er dygtigere, bedre, smukkere og mere værd end mig. Jeg er så håbløs og svag, at jeg lige så godt kan opgive på forhånd, men jeg er åben og prøver ikke at lade som om jeg kan noget selv. Når de andre ser, hvor svært jeg har det, så må de da holde af mig, selvom jeg egentlig ikke er værd at elske.”
    Offeret føler sig svag, rådvild, hjælpeløs, afmægtig, ulykkelig, frustreret osv. og hans/hendes overlevelsesstrategi er at gøre sig selv endnu mere svag og hjælpeløs i det ubevidste håb, at andre tager over.
  • Skurkens filter viser: ”Alle andre er idioter, og jeg kan ikke bruge dem til noget eller regne med, at nogen vil mig noget godt. Jeg er alene i verden, og jeg må holde idioterne væk med min vrede – så kan jeg bedst kontrollere dem. Jeg må være stærk og uafhængig og ikke have brug for andre. Det er min måde at finde tryghed på.”
    Derfor går Skurken rundt som en tikkende bombe og eksploderer ind imellem, så ingen tør udfordre hans/hendes meninger og autoritet af angst for at blive overfaldet verbalt eller fysisk. Skurken trækker sine grænser med aggression og forsøger at få opfyldt sine behov ved at tromle hen over andre med vrede og uden respekt for deres grænser, følelser og behov.
  • Redderen har en drejebog, hvori der står: ”Jeg får tryghed og accept, når jeg tilsidesætter mig selv og gør mit yderste for at hjælpe andre og bære deres byrder. Jeg må tage mig af dem, for de kan jo ikke klare sig selv, og derfor må jeg tilsidesætte mine egne behov og tilgodese andres. Det er hårdt og et stort arbejde, men det gør mig til et godt menneske, og så får jeg værdi og bliver påskønnet.”
    Redderen investerer mere energi i at løse Offerets problemer, end Offeret selv gør, for det understøtter jo Redderens drejebog at kunne hjælpe det svage Offer. Det er også grunden til at Redderen ubevidst forsøger at fastholde Offeret i Offerpositionen ved gøre tingene for ham/hende: at give ham fisk i stedet for at lære ham at fiske.
Favoritpositionen

Som alle andre mennesker kender du til alle tre positioner og kan spille dem, men du har også en yndlingsposition, som står i din Drejebog.

  • Måske oplevede du som lille, at når du var i en presset situation eller en konflikt, skulle du bare at give op og se hjælpeløs ud, så kom der nogen og hjalp dig og klarede tingene for dig. Strategien ”Hjælpeløs” virkede, så den blev din ubevidste strategi fremover. Offeret blev din favoritposition.
  • Måske oplevede du, at hvis du bare blev tilstrækkeligt vred i en presset eller konfliktfyldt sitaution, blev omgivelserne bange og rettede ind efter dig, så du fik din vilje. Din strategi fremover kom til at hedde ”Respektløs”, og din yndlingsposition blev altså Skurken.
  • Eller måske oplevede du, at hvis du bare tilsidesætte dine egne behov og tog hensyn til de andres, så blev en truende konflikt glattet ud, en ubehagelig situation blev opløst, og det hele gled lidt lettere. Konflikten ophørte, og du fik påskønnelse og en identitet som den, der tager sig af andre. Din ubevidste strategi blev ”Grænseløs”, og Redder blev din favoritposition.
Helle – et offer

Helles favoritposition er Offer, så hun foretrækker at omgive sig med mennesker, der har Skurk eller Redder som favoritposition. For så passer set-uppet jo med det, der gjorde at hun skabte sig en Offer-drejebog. Hun vil utvivlsomt vælge enten en Skurk eller en Redder som partner, for så kan de støtte hinanden i at blive fastholdt i hver deres favoritposition. Helle styrker ham i hans Drejebog, og hun bestyrkes i, at han (=andre) er smartere, dygtigere osv. end hende. Helle fortæller:

Vi mødtes til en fest. Jeg kom alt for sent, fordi jeg som sædvanlig ikke kunne finde hverken min taske eller begge mine sko. Da jeg ville praje en taxa, plaskede den min kjole til fordi jeg uheldigvis havde stillet mig lige foran en kæmpe vandpyt.

Jeg nåede derhen en halv time efter alle andre, og jeg er godt nedtrykt og usikker, da jeg jeg entrer lokalet. Men heldigvis var der en mand, der smilede til mig og kom til undsætning. Det var Ole. Han tilbød galant at hjælpe mig med at få mudderpletterne af kjolen og var forbavsende dygtig til det, og han fik mit humør på køl igen. Han virkede så dejlig tryg og rolig – sådan en med totalt styr på tingene og råd for alt. Vi snakkede utrolig godt sammen, og det blev begyndelsen på vores parforhold.

Spillet kan begynde

De ubevidste, psykologiske spil i Dramatrekanten opstår, når der viser sig en presset situation (stor eller lille) og begynder med, at parterne stiller sig i hver deres favoritposition, hvorefter én af spillerne kaster en krog ud. Hvis den anden napper på, kan spillet begynde.

Da Helle ikke kan finde adventspynten i kælderens rod, går hun i Offerposition og smider krogen ud ved at hænge med hovedet og signalere: ”Jeg er ikke rigtig glad.” Hun siger det ikke højt, men regner med, at Redder-Ole med sine højpolerede antenner straks vil opfange hendes tavse råb om opmærksomhed. Det gør han dog ikke straks, så Helle forstærker (stadig ubevidst) signalet. Hun sukker højlydt, og nu reagerer Ole.

”Er der noget i vejen, skat? Kan jeg gøre noget for dig?”

Det var jo netop det, som Helle i begyndelsen syntes var rart, men nu, da deres parforhold er blevet mere etableret, begynder Ole hurtigere og hurtigere at redde hende, give råd og tage affære.

”Der er så rodet i kælderen. Adventspynten…” begynder hun, og før sætningen er slut, buldrer Ole ned ad trapperne og rumsterer rundt og leder efter kassen. Tilbage sidder Helle og føler sig egentlig ikke hjulpet, mens han drøner rundt dernede. Hun ønskede jo egentlig nærvær og måske også et tilbud om hjælp, men da Ole bare rykkede på hendes signaler, sidder hun og føler sig únderligt forsømt og forladt der i sofaen. Det irriterer hende, så hun bliver vred. Da han glædestrålende dukker op med den eftersøgte kasse, er hun sur og har indtaget positionen Skurk (Anklager), .

”Du er ligeglad med mig,” anklager hun vredt. ”Du løber fra kælder til kvist og er her aldrig når jeg har brug for dig.”

”Jamen, jeg ville jo bare hjælpe…” siger den forbløffede Ole, der jo trofast har fulgt sin Drejebog – og så skaffer det ham ikke Helles kærlighed og påskønnelse. Tværtimod bliver hun sur. Det forvirrer ham og gør ham forsvarsløs og rådvild. Han bliver ked af det og flytter fra Redder til Offerposition. “Det kan du ikke være bekendt,” siger (eller tænker) han.

Helle får dårlig samvittighed. For hun kan jo godt se, at han ikke var ude på at såre hende. Hun er den stærke af de to lige nu, og det er faktisk rart for en gangs skyld, for så føles verden ikke så farlig som ellers. Det er en sjælden nydelse for hende at føle sig tryg og ovenpå, så hun begynder at Redde ham (dvs. give råd og hjælp som Ole ikke har bedt om):

”Ved du hvad, du skulle også tænke lidt på dig selv engang imellem. Du arbejder dig jo ihjel – fikser familiens pc-problemer, arbejder over, varter mig op. Du har altid så travlt, og jeg føler bare, at du slet ikke er til stede.”

Så er det Oles tur til at blive gal. Han bliver stresset og ubehageligt til mode, fordi det nu – helt uvant – er hans behov, der er i søgelyset. Utilpasheden gør ham irritabel, og vreden rykker ham op i Anklager/Skurk. Helle bliver skubbet tilbage i Offerpositionen.

”Du er sgu heller ikke nem!” råber han. ”Først beder du mig om det ene, så om det andet, og det du selv skal ordne glemmer du eller opgiver på halvvejen! Der er jo kun mig til at gøre tingene, og når jeg så gør det, så bliver du sgu sur!”

Helle begynder at græde.

”Du har ret, Ole. Undskyld, skat. Jeg er et fjols, og jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig.”

Pyha. Nu kender Ole hende igen. Helle er ked af det, rådvild og hjælpeløs, og han kan erobre sin velkendte Redder-position tilbage og trøste hende.

”Så, så, skat… Sådan var det jo heller ikke ment. Undskyld, at jeg for sådan op, jeg ved jo, at du bliver så nervøs, når vi bliver uvenner. Nu skal du se, nu laver jeg lidt te til dig, og så får jeg ryddet færdig i kælderen. Her er en Kleenex, tør nu dine smukke øjne.”

Og vupti ! De er begge tilbage i deres trygge favoritpositioner. Runden er slut, og der er fred og ingen fare. Indtil en ny, presset situation opstår, og næste runde kan begynde.

Hvad opnår Helle og Ole?
  • Helle får ret i, at hun er offer. Hun får bestyrket rigtigheden og værdifuldheden af sin Drejebog, som har titlen “Jeg kan ikke finde ud af noget.” For da hun endelig følte sig ovenpå og ville hjælpe Ole, virkede det lige modsat, så hun fik ingen kærlighed på dén konto. Så hellere være lille, dum og svag.
  • Ole får ret i, at der er brug for hans hjælp og bliver bestyrket i sin Drejebog, som hedder “Ingen er interesseret i dine følelser og behov.” Han har fra barnsben lært, at der er mest kærlighed at hente, når han fokuserer på andres behov.
Rabatmærker

Spillerne i Dramatrekanten samler på psykologiske rabatmærker: følelser, som spilleren ifølge sin Drejebog ikke har lov til at føle og udtrykke. I stedet undertrykker de følelserne og samler dem ind som rabatmærker.

Helle – den søde pige

Da Helle var barn, kom hendes følelser tit i konflikt med forældrenes.

  • Når hun var glad, var hun for højrøstet, og hendes far gav hende besked på at være stille.
  • Var hun ked af det, fortalte hendes mor, hvor ked af det hun selv var, hvor hårdt familiens liv var og hvor svært det var at få enderne til at mødes. Helle lærte hurtigt at lægge låg på sine følelser og tilsidesætte sine behov for at tage sig af forældrenes, dvs. være nem, sød, stille og ikke-krævende.
  • Når Helle var vred, blev hendes forældre endnu mere vrede og forurettede. De ignorerede og passiviserede hendes vrede, hvis de da ikke latterliggjorde den og kaldte hende hysterisk og forkælet, umulig, dum og utaknemmelig.
  • Hvis hun blev bange, f.eks. for mørke eller uhyrer under sengen, grinte hendes far og kaldte hende en tudeprinsesse og en bangebuks. Hendes forældre blev enige om at hun skulle sove med slukket lys ”for hendes egen skyld, for det går jo ikke at du er sådan et pjevs, hvis du skal overnatte ude.”

Sådan lærte Helle at lægge låg på bestemte følelser og være den ”nemme, søde, stille og ikke-besværlige” pige. Det præger hende på mange måder, nu, da hun er voksen – f.eks. når hun bliver vred. I Helles Drejebog står der jo, at hun ikke må være vred, og derfor må hun nøjes med at mærke vrede ulme, når nogen overskrider hendes grænser. Hun må undertrykke den.

Den ikke-udtrykte vrede bliver til et rabatmærke i samlehæftet. Og flere kommer til: næste gang, Helle føler sin grænse overskredet, sluger hun igen vreden og samler endnu et rabatmærke. Når det er sket tilstrækkelig mange gange, mangler der kun ét rabatmærke, før bogen er fuld. Og når der så er én, som gør eller siger noget, som giver det sidste rabatmærke, så er er bogen fuld, og så kan den indløses. Det gør Helle ved at gøre noget destruktivt, f.eks lade vreden gå ud over

  • modparten: eksplodere og hælde al sin sammensparede vrede i hovedet på den, der gav hende det sidste rabatmærke
  • noget andet: slå noget i stykker / køre for stærkt i bilen / sparke katten / skælde partneren ud osv.
  • sig selv: bruge for mange penge / drikke sig fuld / bryde sin slankekur el.lgn.

På den måde kommer Helles drejebog til at passe, og hun får berigtiget sin strategi om, at ”jeg må ikke vise vrede, for det har kun negative konsekvenser.” For se selv, hvad der skete: Hun undertrykte den jo så længe, og nu, da hun omsider viste den, så brød helvede jo løs! Der blev måske krise i parforholdet, eller hendes venner blev sure over at blive overfuset og trak sig væk – stuen ligger i ruiner, eller hendes kolleger er begyndt at kalde hende uligevægtig og svær at samarbejde med, så hun er blevet bange for at være den næste der skal fyres. Men hun må jo ikke vise angst, så… Fortsæt selv.

Drejebogens konsekvenser

At leve sit liv efter begrænsende love (“Verden er farlig / Jeg er svag / Jeg skal tilpasse mig / Jeg er ikke værd at elske” osv.), har vidtrækkende konsekvenser. Det leder til følelser af f.eks. ubehag og stress.

Alle dine følelser er meddelelser fra dig til dig. Når du er i harmoni med dig selv og omgivelserne, mærker du jo hverken ubehag eller stress, så følelserne af ubehag og stress er meddelelser om, at du ikke er i harmoni med mig selv og dine omgivelser. De er advarselsflag der påpeger, at noget er i ubalance. De beder dig tage filteret af linsen og gøre det, der kræves for at genoprette harmonien.

Beholder du filteret på, tror du selvfølgelig, at du må kaste dig ud i en gang Dramatrekant. Også selvom dette spil er destruktivt og begrænsende. For det er nemlig velkendt og har jo været din overlevelsesstrategi så længe. Selvom du måske begynder at forstå, at trygheden kun er kortvarig, kan du opleve stor modstand mod at ændre den.

Derfor ignorerer du det, du egentlig godt ved: at din strategi ikke for alvor virker, og at trygheden kun er kortvarig. Den virker ikke på den lange bange (det viste eksemplet med Helle og Ole jo tydeligt) Filteret skal af, og det betyder, at du må ændre på mønstre i dit liv. Du må rette i Drejebogen. Men ”det er svært!” siger du. Og ja, det er ikke nemt at ændre et helt livs vaner. Det er meget nemmere at ignorere dem og deres konsekvenser.

Hvis du vil undgå at rette i drejebogen

Der er utallige måder at undgå at skabe de nødvendige forandringer i dit liv. Du kan f.eks. ignorere de ubehagelige følelser ved at:

  • lægge låg på dem (holde dem inde, lave dem om til noget andet, f.eks. gråd i stedet for vrede / vrede i stedet for angst / angst i stedet for gråd osv.)
  • bedøve dem (spise, drikke, ryge, tage stoffer)
  • fortrænge dem (arbejde, dyrke hård sport, lade dig optage af fornøjelser eller sex)

Der er mange flere metoder. Formålet med hver eneste af dem er, at du den fritager dig for at at stoppe op og mærke smerten og fortvivlelsen. Og når du ikke mærker følelserne, får du heller ikke meddelelsen – og dermed bliver du herligt fri for tilskyndelsen til at lave forandringer. Puha! Du slipper og kan fortsætte som hidtil.

Hvis du mærker følelserne, kan du vælge at ignorere deres betydning. Naturligvis føler du ubehag og stress – det er jo en livstilstand du selv har skabt, og som er uforanderlig, fordi “verden er hård/ond/farlig, og jeg er svag” eller ”Andre er dumme, så jeg er helt alene og må klare mig selv.” Uanset hvad din Drejebog har af forklaringer på ubehaget så dikterer den vidunderlige bog også, at den jo er Grundloven – og Grundloven kan ikke sådan bare forandres. Dit lod er dit, og du må bare lære at leve med ubehaget og stressen.

Det kan også være, at du mærker følelserne og erkender, at de er meddelelser til dig om at gøre det du skal gøre for at bringe dig selv i harmoni. Så kan du heldigvis ignorere dine egne muligheder for at handle og ændre situationen. Du forstår selvfølgelig udmærket, at andre kan ændre deres liv, for det findes der jo mange eksempler på. Men du tror også fuldt og fast på, at DU ikke kan – og så kan du gudskelov finde samtlige undskyldninger og forklaringer på dét i Drejebogen: Verden er farlig… fortsæt selv. Du er nemlig for gammel, for ung, for dum, for klog, for fattig, har ikke den rette uddannelse, har det forkerte køn, må vise hensyn til familien og til firmaet etc. Så du kan lige så godt leve videre med ubehag og stress, og det har konsekvenser. Det forringer din livskvalitet og påvirker din kropskemi, hormonbalance, kirtelfunktioner og dit immunforsvar. Du risikerer at blive syg.

Sygdom

Bemærk venligst, at når jeg taler om at tage ansvar for sin egen sygdom, mener jeg ikke nødvendigvis skyld i egen sygdom. Naturligvis tror jeg på lægevidenskaben og ved, at utallige faktorer påvirker menneskets helbred.
Sygdomme kan have genetiske. miljømæssige, mekaniske eller psykologiske årsager – eller opstå som en kombination. En metode til at fjerne sygdom er lægelig indgriben. En anden er at ændre sygdomsfremkaldende miljø eller fjerne sig fra det. En tredje er at tage ansvar for mit liv, og bringe mig selv i harmoni og derved styrke immunforsvaret. Og ingen af de tre udelukker hinanden.

Men jeg tror også, at sygdom kan være en meddelelse til dig om, at du er i ubalance med dig selv og dine omgivelser og at du ikke har lyttet til de meddelelser du fik via følelserne af (f.eks.) ubehag og stress. Her kan du så vælge at ryste på hovedet.

I vores kultur er det mest almindeligt udelukkende at fokusere på rationelle forklaringer på sygdom: genetiske årsager, virus, bakterier eller ulykker (feks. at du i distraktion går over for rødt, bliver kørt ned og brækker armen). Alle disse forklaringer kan udmærket være en del af årsagen.

Der er også den mulige forklaring, at du lever efter en Drejebog, som giver plads til netop dine genetiske anlæg for sygdom får råderum, fordi du vælger at leve med stress og ubehag og derved forringer dit immunforsvar, åbner dig for infektioner og at jeg var så stresset, at jeg gik over for rødt.

Hvis du kun ser de rationelle forklaringer, ser du jo ikke hele spektret af muligheder for selv at tage ansvar og påvirke ditvelbefindende. Og hvis du fortsætter med at ignorere følelsernes og kroppens meddelelser og leve efter en destruktiv og begrænsende Drejebog, koster det energi.

For Verden behøver ikke at være farlig, og livet behøver ikke leves destruktivt. Det er dit dine egne, selvskabte love og filtre, som skaber disse billeder, og det koster nu engang en masse energi at lave verden og livet om, så det passer ind i ens eget billede. Virkeligheden er, at du er skabt som en perfekt skabning, beregnet til at leve i netop denne verden. Hvilket andet væsen på jorden er skabt til at leve i smerte og destruktion? Ingen. Hvorfor skulle det så lige gælde dig?

whfamilie.1956Min personlige drejebog

Et menneskes yndlingsposition spiller ind på, hvilken partner og hvilken profession man vælger. Vi, der har Redder som favoritposition, har tit typiske hjælperjob: sygeplejerske, pædagog, socialrådgiver, psykoterapeut etc.

Når jeg betragter min egen opvækst, er det skræmmende tydeligt, at jeg tidligt lærte at tilsidesætte mine egne behov og forstod, hvordan min maske skulle være.

Min far led forfærdeligt af dårlig ryg, men beklagede sig aldrig – han drak hellere uhæmmede mængder af øl, vin og spiritus. Min mor havde voldsomme migræneanfald og klagede sig, så alle familiens øvrige fire medlemmer måtte gå stille og tale sagte i et mørklagt hus, når hun havde en af sine ”store hovedpiner,” og huslægen kom med alvorsminer og en sprøjte ketogan.

Jeg lærte hurtigt at blive usynlig, undertrykke mine egne behov og lade være at bede om noget. I stedet tog jeg mig af det praktiske, var dygtig til at klare mig selv, betroede mig ikke til nogen og lod, som om jeg lystrede. I det skjulte gjorde jeg, som jeg ville og skaffede mig utrolig meget ballade og endda tæv på halsen, både i skolen og hjemme. Det var i halvtredserne og de tidligste tressere, hvor det var almindeligt at mene, at unoder skulle tæves væk, og at disciplin, straf og lydighed var de vigtigste dyder. Og det bestyrkede mig kun i mit manuskripts hovedstrømning: at ingen måtte opdage, hvem jeg egentlig var, for jeg var dum, grim og umulig.

Da jeg derfor sjældent talte om mig selv, blev jeg tidligt en af dem, andre betroede sig til. Og allerede som ung voksen forbløffede det mig, hvordan vildt fremmede ved feks. middagsborde betroede mig ret personlige ting, uden at jeg oplyste andet om mig selv end mit navn. Mine veninder var oftest den type, der levede nogle voldsomt dramatiske og rodede liv med ulykkelig kærlighed og svigt, og dem måtte de jo så betro mig ved endeløse telefonsamtaler på alle tidspunkter af døgnet.

Mine kærester var også af den slags, der skulle hjælpes. De drak, dumpede, var småkriminelle, utro, arbejdsløse eller på andre måder socialt set uduelige. Min drejebog pålagde mig, at jeg bare skulle elske, hjælpe og støtte dem nok. Så ville jeg få kærlighed og anerkendelse. Men tænk engang: det skete aldrig, selvom jeg utrætteligt stilled op: lånte dem penge, gav dem mad, husly og mig selv og var fuldstændig grænseløs i min længsel efter at høre sammen med nogen. Selv da min første mand blev skilt for anden gang, stillede jeg op til grådkvalte, timelange telefoniske trøstesessioner med hans ekskone ugens syv dage, mens min egen nye mand og mit barn gik rundt som løver i bur og utålmodigt holdt aftensmaden varm.

På sin vis var jeg allerede den gang, så småt, ved at øve mig i at praktisere som psykoterapeut. På en helt omvendt, syret og forkert måde.

Som ung kvinde fik jeg diagnosticeret både migræne og truende diskusprolaps, og begge dele invaliderede mig i forhold til job og almindelig livskvalitet. Jeg skulle blive midt i fyrrerne, før jeg fik ændret i min drejebog og de sandheder, der gjorde mig til en eminent Dramatrekant-spiller med Redder som yndlingsposition.

Min nye, bevidstgjorte drejebog

Ingen indsigt, personlig udvikling eller terapi kan ændre de følelsesmæssige beslutninger, som jeg var nødt til at tage da jeg var meget lille og må bære med mig for altid. Jeg kan kun bevidstgøre det, de gør ved mig og forholde mig opmærksomt og vågent til dem. På det grundlag kan jeg tage nye, bevidste beslutninger om mine handlemåder og –mønstre.

Det er hverken nemt eller fejlfrit. Jeg bliver mange gange dagligt mindet om, hvad der står i min oprindelige drejebog og må aktivt ændre det for at kunne leve det liv, jeg ønsker. Og stå ved mig selv, som den jeg ér.

Et eksempel:

Hvis jeg i min nuværende funktion som psykoterapeut glider ind i Dramatrekanten og spiller Redder, så bliver terapien ikke alene værdiløs, men skadelig.

For så går jeg jo ind i et spil med min klient, hvorfra jeg vil bidrage til at fastholde vedkommende i Offerpositionen.

Ved at løse min klients problemer, give gode råd og på den måde tage ansvar for ham/hende overbeviser jeg jo dette stakkels Offer om, at hun har ret i, at hun ikke kan klare sig selv, men at hun har brug for mig og for at komme hos mig i årevis.

På den konto kan jeg få bekræftelse og påskønnelse – mit narkotikum, der får mig til at ønske mere og mere og til gradvis at overtage klientens liv, give endnu flere gode råd og komme med geniale anvisninger.

Alt sammen fedt for min opmærksomheds hungrende, indre Redder, men super-destruktivt for den klient, der netop ønsker at udfri sig af sin Offerposition, øge sit selvværd og blive stærkere.

  • Skal terapien give udbytte (så jeg kan være tilfreds med mig selv), må jeg være opmærksom på at undlade at jeg hoppe ind i Dramatrekanten og tage rollen som Offer, Skurk eller Redder.
  • Jeg må kunne tåle, at klienten er uenig med mig og indimellem bliver vred på mig, træt af mig eller synes jeg er udygtig og ude af stand til at hjælpe (den største udfordring for min indre Redder!)
  • Jeg må kunne mærke mine egne følelser, behov og grænser. Og turde vise dem uden at tromle klientens eller være respektløs.
  • Jeg må kunne give kærlighed og omsorg på en oprigtig og uselvisk måde der ikke blot har til (Redder) formål at opnå kærlighed, beundring og anerkendelse måde. Selve terapiens formål er jo netop, at klienten skal opnå klarhed og derved blive (i stand til at hjælpe) sig selv, bl.a. ved at revurdere sin drejebog og justere sine filtre, så de passer til virkeligheden og ikke blot til andres forventninger.
  • Jeg må lytte til min krop og mine følelser og interessere mig for, hvordan jeg kan få opfyldt mine behov uden hverken at tage maske på eller krænke mine egne eller andres grænser.
  • Derfor må jeg kunne give med empati: så lidt som muligt, så meget som nødvendigt og aldrig mere, end jeg er parat til.
wh.halvt billedeEn revideret drejebog

Jeg er født i december 1949 og har i bedste fald omkring 20 juleaftner tilbage. Men på trods af min ungdoms fysiske skavanker og mistillid til, at jeg kan noget som helst løber jeg med udsøgt fornøjelse på alpinski, graver meterdybe huller i haven, flytter rundt på mit pianette og slæber rundt på mine børnebørn uden skyggen af rygproblemer.
Ligesom jeg af hjertens lyst drikker både rødvin og champagne når lejlighed gives, er oppe hele natten og danser til høj musik, går i højhælede støvler og skændes lystigt med dem der gider. Jeg har ikke haft et migræneanfald de sidste femten år.

Og ja, det kan være tilfældigt og skyldes hormoner, miljø, forkalkning, at jeg er flyttet ud af byen eller at Gud, Djævlen eller Buddha er med eller imod mig.
Men det kan lige så godt være fordi jeg har ændret og bevidstgjort min drejebog. Og selv skrevet en ny version.

 

©Winnie Haarløv

 

En sten i floden

/i /af

“Åh, jeg vil så gerne leve lidt mere… komme videre, ud på vidderne, ud og prøve mig selv af!” sagde en klient, da vi mødtes første gang. Da jeg spurgte, hvad der hindrede hende, så hun bestyrtet på mig og udbrød: “Jamen, så skal jeg fuldstændig forandre mig, for sådan er jeg slet ikke.”

Det sker rigtig tit, at en klient henvender sig og siger ”Det er, som om jeg sidder fast. Jeg kan ikke rigtig komme videre i mit liv, og det frustrerer mig og ødelægger mit humør.” Det kan dreje sig om et fastlåst parforhold, et kedeligt job eller en drøm, som vedkommende har svært ved at finde modet til at leve ud. Eller det kan være, at klienten ”bare” mangler mere sjov, latter og lys i sit liv.

Jeg tror, at de fleste af os har oplevet følelsen af at sidde fast, at vade i kviksand og at længes efter noget andet uden helt at vide, hvad det er og hvordan vi skal få det til at ske. Man føler sig lidt som en sten i floden: vandet bruser og bobler forbi, mens man selv sidder fast og bare må se på at der sker en masse omkring en, uden at man selv rigtig er med i det. Nogle klienter beskriver det sådan her:

”Tilværelsen drøner forbi som et tog, mens jeg står på perronen og glor.”

Men hvad er det, der fastholder os? Hvorfor synker vi til bunds i strømmen indimellem? Her er mine fem bud. Men der er helt sikkert mange, mange flere.

1. Du tror på dine tanker og dit negative sæt af overbevisninger

Vi tænker gennemsnitligt omkring 60.000 tanker hver dag. Og de fleste af os tror på omkring 99% af dem. Nogle af tankerne er produkter af vores opvækst, vores kultur og de værdier og indre regler, vi har med os i rygsækken. Andre tanker opstår ved, at vi observerer ting og hændelser, fortolker dem og sætter dem ind i en sammenhæng. Tankerne hjælper os til at skabe orden og sammenhæng i vores personlige univers og give retningslinier for vores liv, så det virker jo logisk, at vi tillægger dem en vis sandhedsværdi.

Men det er netop med til at skabe problemerne. Vi har det jo med at fastholde overbevisninger, som ikke gælder længere og som ikke engang er positive for os. Personligt mente jeg i mange år, at mine regnefærdigheder var på niveau med en hamsters – men som 41-årig havnede jeg alligevel i et job, hvor jeg havde ansvar for et budget på 30 millioner kroner. Og overholdt det til punkt og prikke. Jeg troede også i årevis, at jeg var grim og klodset – indtil jeg pludselig opdagede, at det egentlig bare var noget jeg havde hørt lidt for tit, da jeg var barn – for jeg kunne jo se i spejlet, at jeg hverken er specielt grim eller specielt klodset. Men de fleste af os forlader folkeskolen og barndommen med nogle negative overbevisninger om os selv. Stop lige op et øjeblik og find dine egne – for du har helt sikkert også nogle stykker.

  • Hvilke overbevisninger har du, som fastholder dig i fortiden og dermed i livet? Hvad tror du, at du aldrig vil kunne udføre eller lykkes med? Hvad er det i dit liv, som ikke skal være som det er? Hvem vil du støde fra dig eller fornærme, hvis du følger dit hjerte?
  • Første skridt ud af fastlåstheden er at undersøge dit personlige sæt af indre regler og overbevisninger og finde frem til, hvilke negative tanker der har taget dig som gidsel.
2. Du giver andre skylden for din situation

Tænk engang på, hvor tit du har hørt andre sige f.eks.: ”Min chef er sådan en idiot. Det er ikke så mærkeligt, at jeg ikke er glad for mit job.” Eller: ”Det er ikke min skyld. Det var ikke mig, der tog den beslutning.”

I alle menneskers liv er der ting, der ikke går så godt som vi kunne ønske. Det er livet, og livet er hverken ondt eller godt. Det er bare. Vi møder forhindringer og masser af dem, og vores opgave er at finde ud af at håndtere dem på den mest optimale måde – ikke at brokke os over dem og hænge ved, hvor uretfærdigt det er.

Men mange (rigtig mange!) mennesker trives ligefrem ved vanskeligheder. De forventer dem og synes, at tingene helst skal være svære for at ”gælde.” Hvis det er for let, tæller det ikke. Sådanne mennesker kan få lov at vente i al evighed på, at tingene skal blive bedre. De skruer sig selv ned i et hul i jorden fordi de nægter at acceptere, at det kan være okay at hoppe over det lave gærde indimellem. De bruger 20% af tiden på at løse 80% af opgaven, og så bruger de de resterende 80% af tiden til at perfektionere det, der egentlig i mange tilfælde var godt nok. Til sidst bliver det for meget for dem, og de begynder at kalde livet hårdt og urimeligt og at give alle andre skylden for, at de sidder fast. De kunne jo også vælge simpelthen bare at gøre deres bedste og acceptere, at det nogle gange faktisk er mere end nok.

  • At indse, at du selv er den eneste, der bestemmer over og prioriterer din indsats, giver dig en følelse af magt i stedet for afmagt. Hvad synes du egentlig selv er godt nok? Er det dig eller en eller anden autoritetsfigur fra fortiden, der kræver 110% hver eneste gang?
  • Hvor mange fejl vil du tillade dig selv at begå? Mange af os kræver fejlfrihed selv i tilfælde, hvor vi skal udføre noget, vi aldrig før har prøvet. Det kan næsten kun give fiasko-følelse.
  • I stedet for at give andre skylden for, at du ikke lykkes, så tag selv ansvaret. ”Jeg skal lige lære det her først, og så tror jeg nok det skal blive bedre.” Og når du mærker, at du faktisk bliver dygtigere efterhånden, så får du også følelsen af at flytte dig. Jo mere du selv tager ansvaret for, hvilke resultater du vil opnå, jo mindre fastlåst vil du føle dig.
3. Du tager dit liv og dig selv for højtideligt

De fleste af os er opdraget i troen på, at nøglen til succes er hårdt arbejde, og på alt for mange arbejdspladser giver det anseelse at arbejde overtid. Da jeg arbejdede i IBM, havde jeg en chef, der gik ned ad gangen hver dag kl. 16.30 og råbte, at alle dem, der ikke var gået hjem, var for langsomme og dårlige til deres arbejde, prioriterede forkert eller brugte kræfter på at fedte for eller imponere andre. Det var en fantastisk inspiration til at yde sit bedste inden for de daglige 8 timer og til at prioritere, hvad der virkelig var vigtigt.

Vi vokser ved at tage os selv alvorligt, men ikke højtideligt. Der skal også være tid til at lege, ellers bliver vi selv og livet dødkedelige. Der skal være tid til at blande sjov, latter og pjat ind i dagligdagen, for det er dét, som kreativiteten lever af. Det, vi er gode til er også dét, vi bliver dygtigst til. Og det, som vi er gode og dygtige til er det, vi bliver allerbedst til. Der er altså ingen grund til at herse med sig selv for absolut at skulle tale tre fremmedsprog, hvis man nu er overvejende matematisk begavet. Et er sikkert nok. Og selvom jeg med mine mangelfulde regnefærdigheder kunne lære at styre et budget, ville jeg aldrig søge et job som regnskabschef eller begynde at læse til revisor. Det ville være at rende mig staver i livet.

  • Når du tager dig selv højtideligt, mister du evnen til at se dig selv i perspektiv og kunne le ad dine fejl og mangler. I stedet føler du dig forkert, dum eller skyldig. Tillad dig selv en bred fejlmargin og indrøm, at du ikke kan være god til alt, og at andre er bedre på visse områder. Og hvad så?
  • Lad være med at bruge kræfter på at imponere eller please andre. I det lange løb er de rystende ligeglade, og det eneste du opnår er at bruge din tid på noget uvigtigt og at slå skår i din egen selvrespekt – og dermed bidrager du til at fastlåse dig selv, fordi du mister troen på at du kan noget, og at livet kan være sjovt.
  • Det, du kan lide er du sikkert smaddergod til til. Hvad er det? Tillad dig selv at pjatte og lege. Når du slapper af, slapper dit sind og dit mentale apparat også af, og dér bliver du kreativ og finder pludselig på løsninger og ideer, du ellers ikke ville have fået. Succes er ikke kun hårdt arbejde. Det kræver også sjov, afslapning og en stor portion held.
4. Du lever livet på den sikre side

Der er megen klogskab i gamle talemåder, men også megen negativ energi. Blandt dem, jeg personligt afskyr mest, er f.eks. ”Flyv ikke højere, end vingerne bær’” eller ”Skomager, bliv ved din læst.” Sikke noget bavl!

Hvis du vil udvikle dig, må du udfordre dig selv og leve livet tættere ved kanten, der hvor du også risikerer noget. Hvis du bliver på midtbanen, er du i sikkerhed – men livet i midtbanen er også kedeligt, forandringsfrit og rutinepræget. Fastlåst, med andre ord. Spontaniteten og spændingen går tabt, sommerfuglene i maven dør. Alligevel er det sådan, de fleste mennesker lever.

  • Ved at opmuntre dig selv til at slå et slag ud i overhalingsbanen indimellem vil du opdage, at der er mange flere baner at køre på. Du behøver ikke at tage voldsomme skridt eller vende op og ned på hele dit liv – små, konsekvente skridt er nok. Og når du først er begyndt at udfordre dig selv i det små, vil du opdage at kanten slet ikke er så frygtindgydende. Der er sjældentså langt ned, som du troede.
  • Når du begynder at gøre nye ting eller gøre noget på en ny måde, vil nye perspektiver åbner sig for dig, og du vil få øje på flere muligheder og chancer. Du vil møde mennesker, som også tør at træde uden for sikkerhedszonen engang imellem, og de kan støtte dig, inspirere og opmuntre dig, hvis du vil lade dem. Når dit liv begynder at åbne sig og du mærker, at du svømmer i den rivende flod, vil du undre dig over at du ventede så længe.
5. Du frygter det ukendte alt for voldsomt

Frygt er en grundlæggende og kraftfuld følelse. Og nyttig, fordi den afholder os fra at bære os fuldstændig tosset ad og være dumdristige. De fleste mennesker bliver lidt nervøse, når de ikke ved hvad der er omkring næste hjørne, og det er naturligt. Men at slide sig fri af følelsen af fastlåshed kræver netop, at man tør at kaste sig ud i noget ukendt. Og at man tør tro på, at Ukendt ikke behøver at betyde Farligt, Frygteligt og Ødelæggende.

Har du drømt om at skifte fag, starte din egen virksomhed, springe ud som kunstner eller at sejle jorden rundt? Hvis du vil give dine drømme en chance, så må du stå ansigt til ansigt med Frygten For Det Ukendte, som er den, der holder dig fastlåst i en skruestik. ”Jamen, hvad nu, hvis jeg mislykkes?” spørger du. Svar dig selv med et andet spørgsmål: ”Hvad er det værste, der kan ske?”

Hvis du mislykkes, hvad mister du så? Og hvis du aldrig forsøger, hvad mister du så?

  • Hvis du undlader at tage chancen af frygt for de negative ting, så vil du altid skulle leve med tanken om, hvad der kunne have været. Og hvis du mislykkes, hvad så? De gamle indianere sagde, at ”når en dør lukkes, åbner der en ny.” Ligegyldigt hvad du havner i, om du lykkes eller mislykkes, vil der altid være nye muligheder. Hvad har du at miste? Det kendte, ja. Men er det ikke netop det, der fastholder dig?
  • Jeg tror, at de fleste mennesker vil opleve at være sten i den rivende flod med jævne mellemrum. Så længe det føles trygt og godt, er det fint – men når følelsen ødelægger livsglæden, er det på tide at gøre noget. Det drejer sig ikke om at vi ikke må føle os fastlåst. Det drejer sig om at vide, at vi kan gøre os fri og komme i bevægelse igen. Et af de vigtigste redskaber til det er opmærksomheden på, hvilke adfærds- og tankemønstre du har, som øger din fastlåsthed og lukker din bevidsthed for dine muligheder.
  • Der er kun én, der kan sparke dig i gang og tage det første skridt. Og nej, det er ikke julemanden!

©Winnie Haarløv 

Er du offer for dit liv?

/i /af

Vil du gerne udvikle dig personligt? Så begynd med at lære at tage ansvar for dine følelser og handlinger. Det vil bringe dig frem til at kunne tage ansvar for dit liv. Det lyder gríbende enkelt, men det er måske den sværeste opgave, vi som mennesker har.

  • At tage ansvar for dit liv betyder, at du selv bliver drivkraften for det, du ønsker at opnå. Eller med andre ord: at du bliver opmærksom på, om du på et eller flere områder lever dit liv som et offer.
  • At tage ansvar for dit liv betyder, at du hverken vil være offer for dine egne eller andres krav, og at du ikke vil vente på, at et mirakel skal redde dig fra dine problemer.
Tage ansvar – jamen, hvordan?

Hvis du vil forløse dit fulde potentiale, må du tage ansvar for alt hvad du gør. Du må se dine valgmuligheder i øjnene, for der er altid et valg. Oftest kan du vælge at handle på flere forskellige måder, men du kan også vælge ikke at gøre noget. Ikke at handle eller at blive ved at gøre, som du plejer er med andre ord også et valg.

Bevidsthed

Du kan vælge mellem 1) at være opmærksom og til stede, når du træffer valg og beslutninger – f.eks. på jobbet, når du fordyber dig i en opgave, diskuterer med andre eller forlænger frokostpausen. Eller du kan vælge 2) at være fysisk tilstede og mentalt fraværende i det, du foretager dig.
Hvad du end vælger, er det dit valg og dit ansvar, hvilken grad af bevidsthed du vælger at have i de forskellige situationer. Derfor er du også ansvarlig for, hvad valgene fører med sig.

Valg & handlinger

Det kan være fristende at forsøge at tage afstand eller ”frakoble” forbindelsen til sine egne valg – f.eks. ved at påstå, at andre får dig til at føle eller handle på bestemte måder.

Men andre mennesker får dig ikke til at sige eller gøre bestemte ting – det er dit ansvar, hvad du siger og hvordan du opfører dig. Det gælder, uanset om du handler rationelt eller irrationelt, om du behandler andre fair eller det modsatte, om du holder dine løfter eller bryder dem. Når du anerkender, at du er er kilden til dine egne valg og handlinger, og at du derfor er ansvarlig for dem – så er det meget mere sandsynligt, at du kan handle forsvarligt. F.eks. undgå at sige eller gøre ting, som du senere fortryder.

Ønskeopfyldelse

En klassisk årsag til at føle sig ulykkelig eller frusteret er forestillingen om, at ”nogen” eller ”noget” vil komme og frelse dig, redde dig eller sørge for, at alting bliver anderledes, så du får opfyldt dine ønsker og alle dine problemer forsvinder.
Når du tager ansvar for dig selv, anerkender du, at du er primus motor i dit liv, og at der ikke kommer andre og fikser tingene for dig. Det eneste, du kan forandre er dig selv. Og hvis du ikke selv gør noget for at sætte forandringerne i gang, vil intet væsentligt ændre sig.

Regler og værdier

Er du bevidst om, hvilke regler og værdier, der gælder for dig? Har du valgt dem? Eller har du overtaget dem fra andre og glemt at reflektere over, om de passer til dig?
Når du tager ansvar, vælger du selv dine regler og værdier. Du forholder dig kritisk til dem, som du allerede har og til dem, som andre gerne vil pådutte dig. Du opsøger mennesker, der handler og tænker anderledes end dig selv for at lade dig inspirere – og så vælger du, hvilke regler og værdier du vil basere dit liv på.

Prioriteringer

Du kan bruge tid og energi på to forskellige måder: enten i overensstemmelse med dine værdier – eller ude af takt med dét, du går rundt og siger at du synes er vigtigt.
Når du anerkender, at din tid og din energi tilhører dig, og at det er dig, der bestemmer hvordan du vil bruge begge dele, så bliver du i stand til at skabe overensstemmelse mellem den tid og energi, du har til rådighed – og dét, som du gerne vil udrette. I stedet for at lade dig drukne i aftaler, opgaver og sociale sammenkomster eller negligere dem, kan du på basis af dine værdier udvælge det og prioritere det, der er vigtigt for dig.

Valg af partner og venner

Du kan vælge at fortsætte med at bebrejde og anklage dem, der ikke behandler dig ordentligt, skuffer eller svigter dig – og bruge en stor del af livet på at føle medlidenhed med dig selv.

Eller du kan anerkende dit ansvar for at vælge, hvem du følges med, hvem du vil dele dig selv og dit liv med. Det er dit ansvar at udvælge og fravælge menneskene i dit liv. Det er dig, der bestemmer, hvad du vil være med til i samværet med dem, og hvor du vil sige fra.

Handlinger, forårsaget af følelser
  • Når du bliver vred, er det måske fristende at lange ud (verbalt eller fysisk) efter den, du bliver vred på.
  • Når du bliver såret eller skuffet, bliver du måske fornærmet eller surmulende.
  • Når du mister tålmodigheden, kører du måske for stærkt. Eller skælder ud.
  • Når du bliver sulten, kaster du dig måske over chokoladebollerne.

Men du behøver ikke at handle på hver eneste følelse eller behov, der opstår i dig. Når du tager ansvar for de handlinger, du vælger at foretage, vil du uvilkårligt handle med større opmærksomhed og eftertænksomhed og mindre impulsivitet.

Lykke

Du kan vælge at tro på, at din lykke er afhængig af din partner, skæbnen, tilfældighedernes spil, Gud eller Buddha osv. Hvis noget gør dig ikke–lykkelig eller ligefrem ulykkelig, kan du vælge at tackle det ved at lægge ansvaret for din egen lykke fra dig: ”Nogen må gøre noget!” ”Hvis bare jeg vandt i Lotto!” ”Hvis bare X ville forandre sig, så ville jeg være meget gladere!

Du kan også vælge at tro, at lykken primært ligger i dine egne hænder og give du dig selv en enorm magt: for så behøver du ikke vente på, at de begivenheder, mennesker eller heldige tilfældigheder skal gøre dig lykkelig. Så kan du selv tage ansvaret og spørge: ”Hvad kan jeg gøre, for at….”

Dit liv – dit velvære

Ved at tage ansvar for dit liv, anerkender du samtidig andres ret til at tage ansvaret for deres. Andre mennesker eksisterer ikke som midler for dine mål, ligesom du naturligvis ikke er et redskab for dem til at opfylde deres ønsker.

Mennesker kan vælge at hjælpe hinanden, eller de kan vælge at lade være, og livet bliver oftest kun mere behageligt, hvis man kan bede om, modtage og give hjælp. Men ingen har ret til at forlange din hjælp. Ingen har ret til at forlange at du bruger tid og energi på dem. Du har altså ret til at sige nej, når du bliver bedt om hjælp.

Du kan lære selvansvarlighed ved at stille dig selv to enkle spørgsmål hver dag, flere gange dagligt:

  • Hvilke reelle valgmuligheder har jeg?
  • Hvad vil jeg gøre?

I stedet for at sige ”Jeg ville gerne have…” eller ”Hvis bare…”, så spørg dig selv: ”Hvad er jeg villig til at gøre for at opnå dét, jeg ønsker mig?”

En øvelse: For at øge din opmærksomhed på, om du handler selvansvarligt, så spørg dig selv: ”Hvis jeg vil tage 100% ansvar for mig selv, hvad vil jeg så gøre?” Prøv gennem en hel uge at skrive 6–10 afslutninger på hver af de følgende sætninger:

  1. Hvis jeg vil handle lidt mere selvansvarligt i dag, vil jeg…
  2. Hvis jeg idag vil være lidt mere selvansvarlig i mit forhold til andre, så vil jeg…
  3. Hvis jeg tager ansvar for mine valg og beslutninger i dag, vil jeg ….

Lad være med at fokusere på ”det rigtige” – skriv præcis, hvad der falder dig ind i det øjeblik, det dukker op. Når ugen er gået, så læs alt, hvad du har skrevet – og afslut med at skrive 10 afslutninger på følgende sætning:

  • Hvis noget af det, jeg skrev i ugens løb er sandt, så vil det måske hjælpe mig, hvis jeg…

Hvis du tager øvelsen alvorligt og er konsekvent med den, vil du opdage, at den støtter dig i at skifte mentalt fokus – fra alt det, du er utilfreds med, anklager og beskylder andre for og afskriver som livet, skæbnen eller samfundets skyld – og til dine egne muligheder, valg og ansvar. Resultatet kan være både hurtig og dramatisk forandring.

Står din automatpilot på JA?

Måske er det svært for dig at sige nej og vise grænser? Så er du offer for din egen frygt for at såre andre, at blive upopulær eller at være en dårlig mor, elskerinde, kollega osv. Men at sige nej når der er noget, du ikke vil, er din menneskeret.

At sige nej er en kompetence, man kan lære – UDEN at blive en negativ, sur nejsiger. Den, der ikke mestrer denne kompetence, forfalder nemt til at bruge hvide løgne. En nem løsning på kort sigt, men i længden går den ud over selvrespekten. 

© Winnie Haarløv