Tag Archive for: mistillid

Jalousi handler ikke om din partner

/i /af

– men om, hvor tryg du som barn var ved din mor.

Vi knytter os til hinanden på mange måder: i venskab, kærlighed og sociale relationer. Forskning har vist at et lille barn knytter sig til sin mor på en tryg, ængstelig eller svag måde, alt efter hvor tryg barnet oplever relationen. Og det tilknytningsmønster bliver bestemmende for, hvordan barnet kan agere i et kærlighedsforhold som voksen.

Generel tilknytningsteori

Tilknytningsteoriens ambition er at beskrive og forklare menneskers varige tilknytningsmønstre fra fødsel til død. Når et spædbarn bliver adskilt fra dets forældre, går det gennem tre stadier af følelsesmæssige reaktioner. Det første er protest, hvor barnet græder og nægter at lade sig trøste af andre. Det andet stadium er fortvivlelse, hvor barnet er trist og passivt. Det tredje stadium er adskillelse, hvor barnet aktivt ignorerer forælderen, når/hvis denne vender tilbage.

Teorien beskæftiger sig med forståelse af den spædes følelsesmæssige reaktioner og opsætter en forståelsesramme for begreber som kærlighed, ensomhed og sorg hos voksne. Voksnes tilknytningsformer menes at stamme direkte fra de mentale modeller af Selvet og (opfattelsen af) andre, som blev udviklet i deres tidligste og tidlige barndom.

Figuren viser, hvordan tilknytningskvaliteten er baseret på 1) afhængighedsgraden og 2) graden af forsøg på undgåelse i forholdet til moderen. Man ser, hvordan en høj afhængighed af den anden (negativ selvopfattelse) og en høj undgåelse (negativ opfattelse af betydningsfulde andre) resulterer i ængstelse, mens omvendt  en lav afhængighed af den andre (positiv selvopfattelse af selvet) og lav undgåelse  (positiv opfattelse af betydningsfulde andre) medfører en sikker tilknytning.

Bowlbys tilknytningsteori

Iflg. Bowlby udvikles barnets tilknytningsadfærd i løbet af de første ni måneder efter en ganske enkel formel: jo mere samspil, jo større sandsynlighed for, at barnet udvikler en tillidsfuld tilknytningsadfærd. Når det bliver mødt med varme og omsorg, udvikler det et varigt bånd – og det er skabt, når det lille barn begynder at protestere over at blive efterladt eller overladt til fremmede. Samtidig får barnet etableret nogle indre modeller og repræsentationer af verden i symbolsk form – herunder modeller af sig selv og sine primære omsorgspersoner.

Med andre ord: Det barn, der er blevet mødt af en varm og accepterende mor, opfatter hende som en kilde til tryghed og støtte, og den model påvirker barnets selvoplevelse positivt: barnet udvikler tillid til verden. Her grundlægges med andre ord det at ’gøre mod andre, hvad vores mor og far har gjort mod os’, mener Bowlby. Den tyranniserende voksne er det tyranniserede barn, der er blevet ældre (Bowlby 1979, 149).

“Der er et strengt kausalt forhold mellem et individs oplevelse med dets forældre og den pågældendes evne til senere at knytte nære bån. Visse almindelige variationer i denne evne giver sig til kende i ægteskabelige problemer og vanskeligheder med børnene såvel som neurotiske symptomer og personlighedsforstyrrelser og kan tilskrives de måder, hvorpå forældre varetager deres rolle.” (Bowlby 1979,144).

Tilknytningsadfærden er rettet mod ét eller nogle få personer og ændres næppe af hverken konventionelle belønninger eller afstraffelser – dvs. at selvom barnet udsættes for gentagne hårde afstraffelser og evt. mishandling, vil det alligevel som oftest udvikle en stærk tilknytning.

Tilknytningsadfærden aktiveres, når barnet oplever fremmedhed, sult, træthed eller noget, der virker skræmmende og afhjælpes ved tilknytningsfigurens nærhed – og den gentager sig i mere eller mindre voldsom grad gennem livsløbet, især i forbindelse med de stærkeste af menneskets følelser.

Selvom tilknytningsadfærden er tydeligst i tidlige barndom, mener Bowlby, at den ”kendetegner mennesker fra vugge til grav.” (Bowlby 1979, 137). Når den voksne forelsker sig, aktiveres stærke følelser som er kilde til både glæde og sikkerhed, mens trussel om at miste eller tabe den elskede typisk vil aktivere angst, sorg og vrede.

Voksnes tilknytningsadfærd i parforhold

Omkring 1990 identificerede flere psykologiske forskere de samme tilknytningsmønstre hos voksne personer i deres parforhold / kærlighedsforhold. Forskerne lod de enkelte partnere udfylde et omfattende spørgeskema om deres adfærd i parforholdet, om deres følelsesmæssige reaktion på partneren og dennes adfærd i forskellige situationer. Derefter kunne de påvise, at voksne i parfarhold i langt de fleste tilfælde kunne siges at være enten  trygt, ængsteligt eller svagt følelsesmæssigt tilknyttet deres partner.

Det så også ud til, at den tilknytnings den voksne havde haft til mor markant ofte gentog sig i forhold til kæresten, ægtefællen eller partneren. Det er måske ikke overraskende, at det også viste sig, at tilknytningsmønstret spillede ind på både kvaliteten og varigheden af parforholdet.

De trygge og værdsatte børn har mest glæde af deres voksne parforhold, mens de ængsteligt tilknyttede oplever mange flere konflikter og bekymringer, selvom de i praksis er ligeså trofaste som de trygt tilknyttede. De svagt tilknyttede viser sig at være de mindst trofaste og udholdende i deres parforhold.

En undersøgelse af Don Sharpsteen og Lee Kirkpatrick fra universitetet i Missouri i USA viser, at tilknytningsmønstret spiller en vigtig rolle for, hvordan jalousien ytrer sig i parforholdet. De gav 100 yngre mænd og kvinder i parforhold et spørgeskema, der handlede om:tilknytningsmønster til partneren og derestypiske reaktioner ved en oplevet eller tænkt jalousiprovokerende situation. Resultatet blev, at

  • De ængsteligt tilknyttede reagerede med frygt, nedtrykthed og mindreværdsfølelse – men ingen vrede
  • De svagt tilknyttede viste lidt mere vrede, der især rettede sig imod tredjeparten snarere end mod den utro partner. I modsætning til de to andre grupper reagerede de svagt tilknyttede også med at trække sig bort fra partneren og miste tilliden til parforholdet. De trak sig faktisk ud af kampen – uden at kæmpe.
  • De trygt tilknyttede var dem, der reagerede med mest vrede, og den var især rettet mod den utro partner og ikke mod den tredje person, der brød ind i parforholdet. Gruppen reagerede derimod hverken med ret meget frygt eller nedtrykthed på utroskaben. Og modsat de svagt tilknyttede viste de ingen tendens til at trække sig bort fra partneren eller ud af parforholdet. Mest påfaldende var det måske, at disse trygt tilknyttede voksne (til stor forskel fra de to andre grupper) følte, at de efter jalousiepisoden var kommet meget tættere på deres partner end før utroskaben.
Skematisk oversigt over tilknytningsadfærd for barn og voksen
Barn Voksen
Trygge børn søger enten nærhed eller kontakt til deres forældre, eller de hilser på dem på afstand med et smil eller ved at vinke. For trygge voksne er det relativt nemt at føle nærhed til andre, og deres afhængighed af andre er uproblematisk, ligesom de ser andres afhængighed af dem som uproblematisk. Trygge voksne bekymrer sig sjældent for at blive forladt eller at lade andre være afhængige af dem
Undvigende børn undgår deres forældre Undvigende voksne føler ubehag ved nærhed til andre, og de finder det vanskeligt at stole fuldt ud på andre og at være afhængige af dem. De bliver nervøse, når nogen kommer for tæt ind på dem, og deres kærester ønsker ofte, at de var mere intime i kontakten, end de selv ønsker at være.
Antisociale/ambivalente børn viser enten passivt eller aktivt fjendskab overfor deres forældr Nervøse/ambivalente voksne vil nødig have andre så tæt ind på sig, som disse måske gerne vil være, og de er ofte bekymrede for, om deres partner nu også elsker dem. De ønsker at ”klæbe” til andre i en grad, der skræmmer andre væk
Oversigt over tilknytningsadfærd  

Tilknytning betegner en følelsesmæssig binding mellem mennesker, der har tiltro til hinanden. I udviklingspsykologien betyder det ”et følelsesmæssigt bånd mellem et spædbarn og en eller flere voksne” som medfører, at barnet:

  • søger dem frem for andre, hvis det føler sig utrygt
  • er tryg ved dem, også i det udviklingsstadium hvor fremmede vækker angst
  • er meget påvirkeligt for omsorg og andre reaktioner fra dem
  • udviser angst ved adskillelse fra dem.

Anna Freud begyndte at studere børns tilknytning til deres mødre, og hendes arbejde blev videført af den engelske børnepsykolog MaryAinsworth i 1970. Hun iagttog og beskrev, hvordan småbørn (1-2 år) reagerede på henholdsvis samvær med og adskillelse fra moderen i korte perioder og definerede tre forskellige tilknytningsmønstre:

  1. Trygt
    Barnet viser tydeligt glæde ved at være sammen med mor og kan godt udholde at undvære hende i en kortere periode.
  2. Ængsteligt
    Barnet klynger sig til mor og reagerer meget negativt og vredt på adskillelse – også selvom den er ganske kortvarig.
  3.  Svagt
    Barnet viser ingen særlig glæde ved at være sammen med mor i forhold til at være sammen med en fremmed, og barnet undgår undertiden mor. De synes at have lært at være nok i sig selv.

Den amerikanske psykolog og forsker john bowlby bruger udtrykket ”tilknytningsadfærd” om beskrivelsen af spædbarnets forhold til den voksne, som det har tilknyttet sig. det essentielle i begrebet er, at barnet ”udser sig” en voksen primærperson – oftest moderen (og i det følgende kaldt mor, selvom det i princippet kunne være en hvilken som helst anden voksen, der tager mors funktion). derefter udviser barnet en adfærd, hvis formål er at opretholde maksimal kontakt med den udsete. i følge bowlby er barnet genetisk disponeret til at udvikle tilknytningsadfærd til sine primære omsorgspersoner (typisk mor og far), fordi det hjælpeløse barn har brug for beskyttelse for at overleve. derfor er det ’programmeret’ til at fremkalde og fastholde forældrenes nærhed.

Men tilknytningens funktion er også psykologisk, sådan at forstå at den skal skaffe barnet den nødvendige følelsesmæssige tryghed og støtte. Barnet lærer meget hurtigt at påkalde sig forældrenes opmærksomhed med gråd, smil og pludren, og efterhånden lærer barnet at supplere denne signaladfærd med en tilnærmelsesadfærd: det begynder at række ud efter sine omsorgspersoner.

Bowlbys stadieteori har fire niveauer:
  1. (0-6 uger) Barnet kan ikke skelne mellem enkeltpersoner og er tilfreds med en voksens reaktion på sine signaler. Omsorgspersonerne bruger det meste af samværstiden på fysisk pasning.
  2. (fra ca. 6 uger):Barnet opfatter at der er forskel på mennesker og kan også genkende nogle, især forældrene. Forældrene og andre betydningsfulde voksne kan nu bruge mere tid på det sociale samvær (leg).
  3. (7-9 mdr.):    Barnet konsoliderer tilknytningen til bestemte personer og kan med gråd bede om bestemte personers tilstedeværelse. Gennem disse personers reaktioner lærer barnet at indgå i en social kontekst.
  4. (fra 3 år): Barnet begynder at udvise selvstændighed i sociale samspil og kan nu ”elske på afstand”. Derved markerer barnet en stadig større uafhængighed af forældrene og begynder at kunne tolerere længere adskillelser.

©Winnie Haarløv

 

Er jalousi kærlighed?

/i /af

Det gør ondt at være jaloux, og når man har det ondt, bliver man nemt ond. Hver især har vi vores opfattelse af, hvad kærlighed er, men bag jalousien ligger altid angsten for at miste den elskede, som giver livet indhold og mening. Men netop frygten for at miste den elskede er tit det, der i sidste ende ødelægger kærligheden.

Som ganske ung mente jeg at kærlighed og jalousi var to sider af samme sag, og at jalousi var tegn på virkelig, lidenskabelig kærlighed. Og at man ikke ”kunne gøre for det” hvis man var jaloux. En fantastisk undskyldning for at opføre mig hysterisk, ondskabsfuldt og skrækkeligt, fordi min udkårne i min logik nødvendigvis måtte tilgive mig, fordi jeg var styret af mine voldsomme følelser for ham. Det gjorde jeg så – uden at ane, at jeg i virkeligheden var ude på at eje, besidde og bestemme mere end jeg var ude på at elske og blive elsket. Jeg tolererede også at blive udskældt, udskammet, belejret og endda slået, fordi jeg tog min kærestes opførsel som bevis på, at han virkelig elskede mig.

Jalousi kan være dræbende

Ja – både for personer og for kærligheden. Den jaloux part skaber med sin afhængighed, overvågning og kontrol både modvilje, usikkerhed og vrede hos sin partner. Den jaloux kan blive så krævende, urimelig og utålelig, at den anden løber skrigende væk. I konsultationen møder jeg klienter, der seriøst mener at den opmærksomhed, som den elskede giver andre, i virkeligheden tilhører dem. Den jaloux part mener ikke, at hverken den elskedes forældre, børn, kollegaer, sportsvenner, arbejde eller interesser har noget krav på opmærksomhed – alt skal primært gå til partneren. Alt, hvad de andre får, er noget, som den jaloux synes at han eller hun mister.

Er symbiose = kærlighed?

Et liv uden kærlighed er ikke noget liv; det er blot en tilstedeværelse i verden. Vi ønsker parforhold, fordi vi ønsker nærhed og omsorg. Alligevel viger de tætte, tætte samtaler og nætter som man har i den første, vilde forelskelse langsomt, når hverdagen skal fungere normalt. Symbiotisk kærlighed er en tilstand af sammensmeltning, hvor ingen af parterne er hel eller fri, som dengang vi var spæde og lå ved mors bryst. Men vi kan ikke være symbiotiske døgnet rundt – vi må også være kammerater og fortrolige og give plads til alt det, vi hver især er uden den elskede: venner, kollegaer, interesser osv. Moden kærlighed er en forening, hvori hver part bevarer sin egen integritet og individualitet. Og jalousi kan blive den alvorligste hindring for, at forholdet kan udvikle sig og blive til moden, varig kærlighed.

At elske og at blive elsket

At være elsket er en afhængigheds­tilstand, hvor den kærlighed man får er en belønning for at forblive lille, hjælpeløs eller flink. Det er et barligt kærlighedsforhold, hvor parterne siger til hinanden: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. At elske er en aktivt virkende tilstand. I det modne kærlighedsforhold siger parterne: Jeg behøver dig, fordi jeg elsker dig.

Kærligheden er ikke et æble

De fleste er jo godt klar over, at jalousien gør mere skade end gavn og prøver at bekæmpe deres jalousi ved at lade som om den ikke er der. Men så kommer angsten for at miste og de negative følelser ud som aggression: Man kritiserer sin partner og lader utilfredsheden ende i skænderier og surhed over dagligdagens småting, føler sig ensom og umulig at holde af – men det drejer sig i virkeligheden om ens egen evne til at elske. Kærlighed kræver, at man kan både give og modtage, for når man i sandhed giver, kan man ikke undgå at modtage det, der gives tilbage til en selv. Kærligheden er ikke noget æble! deklamerede Suzanne Brøgger nede i 70’erne med den pointe, at kærligheden modsat æblet vokser, når du deler ud af den. Jo mere du giver, jo mere får du – og nu går der nærmest Jesus i den: Kærlighed er en holdning til verden. Til alt og alle, inklusive dig selv.

Jamen, jeg kan ikke gøre for det…

Jo, du kan. Man kan godt forvente, at en voksen tager ansvaret for sine følelser. Også selvom de skyldes dårlige erfaringer i tidligere forhold eller måske noget i barndommen. Måske oplevede du ikke ubetinget kærlighed eller fik opmærksomhed hed nok i din barndomsfamilie. Derfor tror du, at kærlighed er flygtig, at den forsvinder let, og derfor har du mistillid til din partner. Du tør ikke stole på ham (eller nogen andre). Det er alt sammen forståelige forklaringer – men de løser ikke problemet. Det må man selv gøre, og det kan f.eks. være sådan:

  1. Det første skridt til at få bugt med jalousien er at erkende, at den er der.
  2. Det næste er at finde ud af, hvor den er opstået. Hvor i dit liv har du oplevet svigt? Har du eller en tidligere kæreste været utro? Var du jaloux på dine søskende, venner, veninder i skoletiden? Følte du dig svigtet, forrådt eller overset af mor, far eller andre betydningsfulde voksne? Lader du fortidens erfaringer styre (og ødelægge) dit nu og din fremtid?
  3. Det tredje skridt er at tale med din partner om dine tanker, for der bliver ikke mange ressourcer tilbage til positive tanker og kærlighed til den anden, hvis du selv skal bære på skammen og skylden over de ”grimme” følelser. Og hvis din partner tør være ærlig, vil du møde genkendelse.

10 kendetegn på ægte kærlighed

1. Jeg føler dyb, oprigtig interesse i alt, hvad min partner siger og gør

2. Vi har mange ting fælles: f.eks. smag, idealer, værdier og normer

3. Jeg føler ro, glæde og fællesskab i min partners selskab

4. Jeg savner min partner, når vi ikke er sammen, men det griber ikke ind i min evne til at fungere

5. Vi fortæller ikke hinanden alt, selvom vi er hinandens fortrolige, sparringspartnere og legekammerater

6. Sommetider giver jeg mest. Andre gange modtager jeg mest. Det svinger

7. Jeg er taknemmelig for at vi mødtes, selvom jeg ved, at kærligheden ikke kan garanteres

8. Min partner har gode og mindre gode sider, men jeg vil ikke lave noget om

9. Jeg kan godt leve uden min partner, men jeg vil helst ikke

10. Det gør mig glad at se min partner glad – f.eks. i selskab med andre, ved at være optaget af sine interesser osv.

Læs også:

© Winnie Haarløv

Angsten for nærhed

/i /af

Når jeg spørger et par i terapi hvad de sætter højest i et parforhold, siger de typisk ærlighed eller nærvær. Hver især ønsker de, at deres partner skal sige sandheden, være åbne om følelser og tanker og vise mere af sig selv. Det er jo bl.a. sådan, nærvær skabes.

Men tit ønsker ingen af dem i virkeligheden at høre, hvad den anden virkelig mener, ligesom de heller ikke selv for alvor vil sige nøjagtigt hvad de tænker og føler. Det, de ønsker er en vis grad af ærlighed og oprigtighed – nemlig præcis den, de hver især er i stand til at håndtere.

De vil begge to høre den slags “ærlighed” som får dem til at føle sig anerkendt, påskønnet og accepteret. Med andre ord: de vil hver især faktisk kun høre den sandhed, der får dem til at føle sig godt tilpas.

Og helt ærligt: hvor mange af os parat til at høre sandheder, som ikke virker på den måde?
Kan du holde ud at høre din partner tale om ideer, synspunkter og opfattelser som gør dig ængstelig, vred eller ked af det?
Og er du selv parat til at tale om det, som du ved vil gøre ondt på din partner at høre?

Er du parat til ærlighed? Test dig selv her:

Forestil dig, at de følgende fem udsagn er relevante for dig. Ville du være parat til at sige dem til din partner?

  • “Jeg gider ikke lave mad (putte børn / købe ind / vaske tøj) idag. Faktisk bryder jeg mig overhovedet ikke om, at det ligesom ligger i luften at det er mig, der er ansvarlig for det hver dag.”
  • “Forresten havde jeg en virkelig interessant, personlig samtale med Lise / Niels (en kollega med modsat køn af dig selv), da vi spist frokost sammen idag…”
  • “Jeg har lyst til at gå i byen alene i aften. Jeg har brug for noget tid for mig selv.”
  • “I den seneste tid har jeg ikke haft rigtig lyst eller været rigtig tændt, når vi har haft sex.”
  • “Helt ærligt, så bryder jeg mig ikke om din frisure / din håndtaske / din ånde om morgenen osv.)

Kan du kan være åben og oprigtig over for din partner, både om det du kan lide ved vedkommende og om det, du ikke bryder dig om?
Eller er du tilbøjelig til at beherske dig og kun sige det, der ikke vil såre, skabe ballade eller misfornøjethed?

En dans på æggeskaller

Når du ustandselig vogter på, hvad du siger af hensyn til den anden, så ryger ærligheden sig en tur. Alt det usagte og alle de små hvide løgne bygger langsomt barrierer op, der skiller jer ad og skaber distance. Nærhed bliver umulig. Distancen vokser imellem jer.

Det betyder selvfølgelig ikke, at I skal gå og kritisere hinanden og sige jeres mening hele tiden, for det er lige så ødelæggende. Men når to mennesker kommer til mig og beklager sig over, at deres samvær er blevet kedeligt, at sexlivet ikke fungerer eller at de er “vokset fra hinanden”, så er det i 99,9% af gangene fordi de fortier væsentlige ting for hinanden.

Hvis hun ikke føler sig tændt af hans måde at berøre hende på eller synes han lugter grimt om morgenen – skal det så ikke siges højt, hvis det kan hjælpe på hendes lyst?

Og hvis han trænger til en aften i byen alene for at mærke sit eget rum og lege, at han stadig er en hanløve med frihed til at forlade flokken indimellem – skal han så ikke sige sit ønske højt, hvis det gør ham glad og giver ham lyst til at vende hjem og være i sin flok igen?

Det mener jeg. Men det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis de to parter stoler på hinanden og tænder på hinanden. Og det gør de ikke, når nærheden er forsvundet.

Hvorfor er vi bange for ærlighed?

Oftest skyldes det, at vi frygter at blive afvist af den anden. Og afvisningen kan have mange ansigter: Gøren nar, nedladenhed, sarkasme / ironi, ignorans eller dominans, sur tavshed, åbent drilleri eller provokation osv.

Angsten for afvisning ligger dybt i os alle, og flertallet af os vil gøre rigtig meget for at undgå den. Vi indgår kompromis’er for at enes eller skabe harmoni, vi undgår konflikter og negative reaktioner og viser ikke, at vi er vrede, sårede eller bange. Altsammen, fordi vi helst vil undgå at blive gjort til grin, beskyldt for at være hysteriske eller hvad det nu kan være. Når du holder disse følelser tilbage, er du godt på vej til at kompromittere din egen integritet. Du er på vej til at miste dig selv og fjerne dig fra din partner.

Grunden til at du gør det er selvfølgelig, at det på kort sigt føles bedre at give op og holde borgfred. Men hver gang skærer du en bid af dit eget selvværd og smider den ud.

Men hvis du er bange for åbenhed og autencitet, hvad er det så nøjagtigt du frygter? Og når du ikke siger åbent hvad du mener, føler og tænker til din partner, føler du dig så nærmere forbundet med ham eller hende – eller omvendt?

Måske oplever du ikke tryghed i forholdet. Du ved måske ikke helt, hvor du står i forholdet til ham eller hende. Derfor er du på vagt, vælger dine ord med omhu og lægger bånd på dig selv. Og hele tiden bliver det bare værre.

Fysisk og følelsesmæssig nærhed er noget af det mest meningsfulde, givende og dejlige mennesker kan opleve. Men de par, jeg møder i min konsultation for parterapi, henvender sig typisk netop, fordi nærheden mangler imellem dem.

Måske mener de, at deres problemer skyldes at de skændes for meget, taler for lidt sammen, ikke forstår hinanden eller oplever, at sexlivet er dødt eller døende. Men alt dette er ikke problemet. Det er følgevirkningen af, at nærheden mangler imellem dem. Parrene savner den vidunderlige følelse af tryghed og samhørighed det kan give at dele sine inderste tanker og følelser med en anden; at blive set, rummet og anerkendt af en betydningsfuld person.

At dele sorg, glæde, håb og længsler giver grobund for passion og kreativitet og betyder, at to sjæles ensomhed kan mødes og støtte hinanden, når livets smerte og eksistentielle vilkår presser på.

Hvorfor være angst for nærhed?

Jamen – hvis nærhed er så vidunderligt og givende, hvordan kan nogen så være bange for den? Det er da heller ikke nærheden i sig selv, som er så skræmmende. Det er angsten for, hvad der sker hvis den forsvinder. For hvis vi hver især turde tro, at nærheden ville være vedvarende og garanteret, ville den udelukkende være en positiv oplevelse som ingen behøvede at frygte. Men sådan er det kun for de færreste, og de fleste mennesker frygter nærheden af to grunde.

Den ene er den konstante, bevidste eller ubevidste frygt for at blive afvist, forkastet, isoleret, nedgjort eller såret, hvis vi gør os sårbare over for vores partner. Og sårbarhed er en uundgåelig følge af nærhed. Ligesom kærligheden altid følges af angsten for at miste, kan nærhed kun opstå eller eksistere, hvis man åbner sit hjerte og viser, hvem man er. Tager skjoldet ned, så at sige. Som Anne Dorte Michelsen synger så præcist:

Jeg har lagt mine våben for dig
Både skjoldet og mit sværd
Jeg vil ikke bære våben mer’
Jeg har åbnet mit hjerte for dig
Det er sjældent at det sker
Jeg er ikke bange for dig mer’

Den anden er frygten for at blive opslugt: at blive invaderet, kontrolleret og tromlet ned. Når man bliver opslugt eller knust af andre, overskrider ens personlige grænser, mister man sig selv.

Alle har vi lært at reagere på konflikt med forskellige forsvar og kontrolmekanismer: modstand i form af vrede, angreb og bebrejdelser eller flugt i form af tilbagetrækning, undgåelse eller underkastelse. Hver eneste relation vi har konfronterer os med disse valg, når vi trues af afvisning eller dominans. Hvis den ene part bliver vred, vil den anden måske føle sig afvist eller domineret og reagere ved enten at gå til modangreb i vrede, opgive og underkaste sig, trække sig eller undgå faren ved at tage hele skylden for misèren selv.

Hvis den ene lukker til (”klapper i,” trækker sig, giver den kolde skulder osv.), vil den anden føle sig afvist og forsvare sig ved at reagere kritisk og fordømmende – og det vil igen trigge den første parts frygt for at blive invaderet, opslugt eller domineret.

Alle mennesker har nogle foretrukne mekanismer, som de reagerer efter. Ikke nødvendigvis nogen de selv bevidst har valgt. De er oftest tillært gennem opvækstens vilkår og viser sig i en eller anden form i enhver relation. Og når frygten for afvisning eller dominans bliver for stor, kan resultatet blive, at individet beslutter, at det simpelthen er for smertefuldt eller ”farligt” at være i en nær relation. Og at det sikreste forsvar er at undgå nærheden. Skjoldet må være oppe konstant.

Prisen for at undgå nære relationer (enten det er med familie, venner eller i parforholdet) er ensomhed og stagnerende personlig vækst. Personlige relationer er næring til personlig vækst, hvis man tager den udfordring op som det er at turde være i kontakt med andre.

At overvinde frygten for nærhed

Frygten eksisterer ikke på grund af selve de erfaringer, man som barn har gjort sig med afvisninger eller dominans. Den opstår, fordi barnet ikke kunne og ikke fik lært at håndtere disse oplevelser. Nøglen til at overvinde frygten ligger at udvikle den kraftfulde og kærlige voksne del, som både har langt større kompetencer, intellektuelt beredskab og evne til at gennemskue, hvad der foregår – og som kan beskytte sig på andre måder end barnet kunne. Den voksne del ved, at afvisninger ikke nødvendigvis skal tages personligt og formår at mærke og vise egne grænser, sådan at dominans og opslugning undgås.

Grundlaget for dét er det personlige ansvar for at definere og stå ved dig selv som en person, du selv kan lide og synes er okay, i stedet for at definere dig selv efter, hvad andre synes om dig og om de kan lide dig. Når du kan det, kan du bruge andres input, kritik og opfattelse af dig hvis det drejer sig om dig, og hvis du finder det relevant.

Dermed kan du også udelukke bedømmelser, angreb, kritik og negativitet som du ikke finder relevant. Du kan lade være at tage dét til dig, som slet ikke drejer sig om dig, men som handler om den, der kritiserer eller fordømmer dig – og vise dine grænser, hvis andre forsøger at dominere eller tromle dig. Og så har det mistet sin kraft. Frygten er borte, og du kan åbne dig for kontakt og nærhed.

Når du lærer at stå ved os selv og ikke mere tillader andre at invadere, kvæle, dominere eller kontrollere dig, behøver du heller ikke længere at frygte for at miste dig selv i en relation. Den, som frygter at miste en anden (f.eks. partneren) er parat til at opgive sig selv for at forsøge at holde på den andens følelser og interesse og tror, at hvis bare han underkaster sig ethvert krav fra partneren, vil hun elske ham.

Men det sker ikke. Han vil i stedet miste både sig selv og partneren, der efterhånden vil miste interessen. For den, der opgiver sig selv bliver ”tom” og uinteressant. At miste en, man elsker er forfærdeligt, og frygten for dét er både forståelig og menneskelig. Men det er kærlighedens vilkår, og den som af lutter angst for at miste holder sig fra at komme tæt på andre, lever et kærlighedsløst liv.

Vejen til nærhed

Vejen frem er at lære at elske og respektere dig selv. At sætte pris på dig selv som det menneske du er, respektere og udleve dine egne værdier og tage ansvar for dine egne følelser af selvværd, smerte, glæde, angst og vrede.

Når du sætter dig selv højt, er du en person, som hviler i dig selv og som ikke er bange for afvisning og dominans – og som ved, at selvfølgelig er kærlighed og nærhed risikabel, fordi du risikerer at miste og blive sårbar. Men at du kan leve videre alligevel, selvom du skulle blive såret eller svigtet.

4 trin mod nærhed

Selvom du gerne vil opleve større nærhed og samhørighed med din partner, kan du have svært ved at åbne dig for ham eller hende. Måske har du svært ved at tale om dine følelser, eller du er bange for at såre. Måske er du bange for at miste den andens accept.

Mangel på åbenhed vil selvsagt skabe en vis distance, men til gengæld vil parforholdet mange gange føles harmonisk og uden de store følelsesmæssige udsving.

Det betyder også, at passionen, lidenskaben og længslen i længden vil forsvinde og erstattes af en høflig, måske endda både kærlig og hensynsfuld omgangsform. Parforholdet antager mere og mere karakter af et venskabs- eller bror – søster forhold.

At puste liv i passionen og følelserne kræver, at parterne tør dele deres inderste tanker og følelser med hinanden åbent og ærligt. Både de positive og de negative.

Det betyder ikke, at ALT skal siges højt – slet ikke. Det betyder simpelthen, at hver af parterne tager ansvar for at stå ved deres egne følelser, når det bliver relevant.

1. Vær autentisk

Sig, hvad du føler – uanset, hvordan den anden reagerer. Tal roligt og undgå at skyde skylden for dine følelser over på partneren. Dine følelser er dine.

2. Styr din ængstelse og ophidselse

Træk vejret dybt og find ro og jordforbindelse i det. Når du er i følelsernes vold, kan du ikke udtrykke dig fornuftigt, lytte eller tænke rationelt. Sørg for at få de voldsomste følelser ud af kroppen, før du tager fat på at tale med din partner.

3. Stol på dig selv

Hvis din partner ikke reagerer på den måde du ønsker eller hvis han/hun ikke vil tale med dig om problemet, viser vrede, mistro, surhed osv. så lad ham/hende være. Prøv igen senere.

4. Stol på din partner

Evig mistro og mistillid er dræbende. Tal hellere med nogen om din jalousi og din angst for at miste – sandsynligvis er den opstået længe før dit nuværende forhold. Men det er muligt, at du (ubevidst) har valgt en partner, der konstant udfordrer dig på netop dette punkt, og at du derfor har chancen for at lære at leve med risikoen for at miste, uden at den skal forpeste din tilværelse og dit forhold. Sådan er kærligheden jo: der gives ingen garantier.

© Winnie Haarløv