Omkring femårsalderen skrev du dit livs drejebog – en slags livsmanuskript, baseret på dine opnåede erfaringer om dig selv og verden. Din personlige drejebog er fuld af beslutninger om, hvilke regler og retningslinier, der gælder for dit liv, dine relationer og din væren-i-verden. Altså en slags Grundlov for dit liv. Denne grundlov er mere eller mindre bevidst dit udgangspunkt for din væren-i-verden, og derfor er den betydningsfuld og udslagsgivende for den måde, du lever dit liv på. De præger din adfærd, din tankegang, dine følelser og din opfattelse af alt, hvad der sker og alt hvad du gør.

Du er godt nok født med helt individuelle gener og nedarvede karakteristika, som er umulige at ændre. Men fra det øjeblik, navlestrengen kappes (visse forskere mener endda før), begynder påvirkningen og prægningen, som bliver til det sæt af oplevelser, der cirka fem år senere er indfældet i dig som Grundloven for dit lov.

En af dit sinds grundlæggende funktioner er at sørge for, at du overlever fysisk, mentalt, emotionelt og åndeligt. Alt hvad du gør, har derfor til formål at sikre din overlevelse på et af disse niveauer. Derfor er det også vigtigt for dig at finde ud af, hvad der virker for dig – det er jo et spørgsmål om liv eller død.

Så du begynder som spæd (nogle mener faktisk allerede som foster) at træffe beslutninger om dig selv og verden. Men da du jo endnu ikke har hverken sprog eller analysekapacitet, tager du beslutningerne på det man kalder overlevelsesniveauet, dvs. at intet af det, du beslutter er mentalt eller rationelt. Beslutningerne er udelukkende baseret på følelser og instinkt, og da de ikke er taget ved hjælp af mental analyse, fornuft eller bevidst overvejelse, er de ubevidste.

Din ubevidste Grundlov skabes

Måske oplever du som spæd noget, du opfatter som: at din mor ikke hører dig græde i barnevognen; at familiens labrador snuser til dig mens du ligger forsvarsløs på gulvet, eller at en fremmed voksen forskrækker dig med en høj lyd eller ved sin blotte tilstedeværelse.

Baseret på sådanne oplevelse træffer du en ubevidst beslutning: f.eks. Verden er farlig. Dit kropslige og emotionelle systems grundlæggende overlevelsesfunktioner aktiveres og byder dig at følge denne ’lov.’ Den sandhed, der nu gælder for dig er altså, at verden er farlig. Den ’sandhed’ bliver det farvede filter, som du ser verden igennem.

På den måde får du ret i den beslutning, du ubevidst tog om verden. Men problemet er jo, at berigtigelsen er selvrefererende – dvs. at du berigtiger din egen oplevelse på grundlag af din egen oplevelse. Det ved du imidlertid ikke, fordi din ’sandhed’ jo er ubevidst.

En farlig verden kan være overvældende, og oplevelsen vil naturligvis fremkalde angst. Din næste beslutning kunne derfor sagtens være baseret på følelsen frygt, og når du er bange og føler dig overvældet, får du opfattelsen af at være svag. Nu har du to beslutninger:

1) ikke bare er verden farlig

2) du er også svag, når du udsættes for verdens farlighed. Du har altså skabt dig endnu en “sandhed” og endnu et filter som du ser verden igennem.

Beslutning nr. 3 kunne så bliver følgende: ”Jeg lever i en farlig verden, som jeg føler mig svag og bange i, og hvis jeg vil have tryghed og beskyttelse, må gøre det jeg mener der skal til for at skaffe mig det.” Altså:

3) ”Jeg må tilpasse mig.”

Din lektion er dermed klar, og i dit sind (som stadig er uden kapacitet til ord og rationel analyse) lyder den noget i stil med: ”Jeg er nødt til at tilpasse mig for at få kærlighed, tryghed og accept, og for at tilpasse mig gør jeg det, som får omgivelserne til at give mig det, jeg ønsker.” Eller med andre ord: ”Hvis jeg vil elskes, må jeg indrette mig, så jeg passer til omgivelserne.” Resultatet bliver, at omgivelserne ser (og elsker) det, de ser. Men de ser ikke hele dig.

Omkring fem-seksårsalderen begynder et barn at kunne ræsonnere (analysere, planlægge, fortolke). Det er nemt at forstå, at dit barneræsonnement bliver, at det hele jeg ikke er værd at elske – det er kun den tilpassede del, der belønnes med kærlighed. I dette tilfælde kommer Drejebogen til at hedde: ”Jeg er ikke værd at elske.”

Efterhånden som du vokser til, skaber du flere ‘sandheder,’ og efterhånden som de hober sig op gør de filteret tykkere og tykkere, så dine billeder af dig selv og verden passer i den drejebog, som gælder for dit liv. Og som du gør, hvad du kan for at følge.

• Det er vigtigt at understrege, at et andet individ (selv din søster eller bror) sikkert vil træffe andre beslutninger baseret på egne oplevelser i den samme familie og dermed skabe en helt anden drejebog på nogenlunde samme baggrund. For eksempel: Verden er farlig. Hvis jeg skal finde tryghed og overleve, må jeg være endnu farligere. Jeg må være hård og bekæmpe og kontrollere verden med min vrede og aggression.
• Et tredje individ kan beslutte, at Verden er kaotisk. Hvis jeg skal finde tryghed og overleve, må jeg skabe orden omkring mig. Jeg må kunne analysere, sortere, ordne, forklare og kontrollere alt.
• Naturligvis kan de første fem års oplevelser også være overvejende positive og skabe et positivt og livsfremmende livsmanuskript, f.eks.: Verden er tryg. Jeg er stærk og kraftfuld. Jeg bliver værdsat, også når jeg viser mine sande følelser, behov og grænser. Jeg er værd at elske.

Det siger sig selv, at dit livsmanuskript fremover vil påvirke din livskvalitet, dine relationer til dig selv og andre og den måde du møder udfordringer på.

Psykologiske spil

En måde at følge din personlige drejebog på er at spille psykologiske spil. Da dine spil er grundlagt i før-bevidstheden, er både spillene og deres formål ubevidste. Men på samme måde som du oplever større tryghed ved at køre en vej du kender, giver det tryghed at følge de love og sandheder du kender – dvs. dem, der gælder i din drejebog.

Rationelt kan du sikkert godt se, at det kan være destruktivt at fortælle sig selv at verden er et farligt sted, ligesom du kan forsøge at overbevise dig selv om, at det ikke er farligt f.eks. at begå fejl – men spillets regler er jo netop ikke rationelle, men følelsesmæssigt baseret. Derfor gør du, hvad du kan for at ”overleve”, altså spille efter de regler, der passer til din drejebog og din filtrerede billede af verden. Ligesom når du spiller ludo går det ud på at vinde; at få ret i, at dine regler gælder.

Hvis din drejebogs grundsætning er ”Jeg er dum og uvigtig, og andres behov og følelser er vigtigere end mine”, så lever du dit liv på helt andre betingelser end den, hvis grundsætning er: ”Andre mennesker er idioter. De kan ikke bruges til noget, så jeg må klare mig selv og blæse på dem og deres behov.” Ingen af jer er bevidste om jeres grundsætninger, men det slår helt sikkert en eller anden slags gnister, når I mødes.

Dramatrekanten

Dramatrekanten er et eksempel på et klassisk og helt almindeligt psykologisk spil. Trekanten har de tre positioner: Offer, Skurk (også kaldet Krænker el. Anklager) og Redder. Personerne i spillet bevæger sig rundt mellem Dramatrekantens tre positioner. Offeret oplever sig selv som svag og andre som stærke. Skurken og Redderen opfatter sig selv som stærke og andre som svage:.

• Offeret ser ikke sine egne muligheder for at tage ansvar og handle for at ændre sin situation. Fra Offerpositionen sender han/hun signaler om, at andre skal komme og tage sig af problemerne. I Offerets drejebog står der nemlig følgende: ”Jeg kan ingenting, og alle andre er dygtigere, bedre, smukkere og mere værd end mig. Jeg er så håbløs og svag, at jeg lige så godt kan opgive på forhånd, men jeg er åben og prøver ikke at lade som om jeg kan noget selv. Når de andre ser, hvor svært jeg har det, så må de da holde af mig, selvom jeg egentlig ikke er værd at elske.”
  Offeret føler sig svag, rådvild, hjælpeløs, afmægtig, ulykkelig, frustreret osv. og hans/hendes overlevelsesstrategi er at gøre sig selv endnu mere svag og hjælpeløs i det ubevidste håb, at andre tager over.
• Skurkens filter viser: ”Alle andre er idioter, og jeg kan ikke bruge dem til noget eller regne med, at nogen vil mig noget godt. Jeg er alene i verden, og jeg må holde idioterne væk med min vrede – så kan jeg bedst kontrollere dem. Jeg må være stærk og uafhængig og ikke have brug for andre. Det er min måde at finde tryghed på.”
  Derfor går Skurken rundt som en tikkende bombe og eksploderer ind imellem, så ingen tør udfordre hans/hendes meninger og autoritet af angst for at blive overfaldet verbalt eller fysisk. Skurken trækker sine grænser med aggression og forsøger at få opfyldt sine behov ved at tromle hen over andre med vrede og uden respekt for deres grænser, følelser og behov.
• Redderen har en drejebog, hvori der står: ”Jeg får tryghed og accept, når jeg tilsidesætter mig selv og gør mit yderste for at hjælpe andre og bære deres byrder. Jeg må tage mig af dem, for de kan jo ikke klare sig selv, og derfor må jeg tilsidesætte mine egne behov og tilgodese andres. Det er hårdt og et stort arbejde, men det gør mig til et godt menneske, og så får jeg værdi og bliver påskønnet.”
  Redderen investerer mere energi i at løse Offerets problemer, end Offeret selv gør, for det understøtter jo Redderens drejebog at kunne hjælpe det svage Offer. Det er også grunden til at Redderen ubevidst forsøger at fastholde Offeret i Offerpositionen ved gøre tingene for ham/hende: at give ham fisk i stedet for at lære ham at fiske.

Favoritpositionen

Som alle andre mennesker kender du til alle tre positioner og kan spille dem, men du har også en yndlingsposition, som står i din Drejebog.

• Måske oplevede du som lille, at når du var i en presset situation eller en konflikt, skulle du bare at give op og se hjælpeløs ud, så kom der nogen og hjalp dig og klarede tingene for dig. Strategien ”Hjælpeløs” virkede, så den blev din ubevidste strategi fremover. Offeret blev din favoritposition.
• Måske oplevede du, at hvis du bare blev tilstrækkeligt vred i en presset eller konfliktfyldt sitaution, blev omgivelserne bange og rettede ind efter dig, så du fik din vilje. Din strategi fremover kom til at hedde ”Respektløs”, og din yndlingsposition blev altså Skurken.
• Eller måske oplevede du, at hvis du bare tilsidesætte dine egne behov og tog hensyn til de andres, så blev en truende konflikt glattet ud, en ubehagelig situation blev opløst, og det hele gled lidt lettere. Konflikten ophørte, og du fik påskønnelse og en identitet som den, der tager sig af andre. Din ubevidste strategi blev ”Grænseløs”, og Redder blev din favoritposition.

Helle – et offer

Helles favoritposition er Offer, så hun foretrækker at omgive sig med mennesker, der har Skurk eller Redder som favoritposition. For så passer set-uppet jo med det, der gjorde at hun skabte sig en Offer-drejebog. Hun vil utvivlsomt vælge enten en Skurk eller en Redder som partner, for så kan de støtte hinanden i at blive fastholdt i hver deres favoritposition. Helle styrker ham i hans Drejebog, og hun bestyrkes i, at han (=andre) er smartere, dygtigere osv. end hende. Helle fortæller:

Vi mødtes til en fest. Jeg kom alt for sent, fordi jeg som sædvanlig ikke kunne finde hverken min taske eller begge mine sko. Da jeg ville praje en taxa, plaskede den min kjole til fordi jeg uheldigvis havde stillet mig lige foran en kæmpe vandpyt.

Jeg nåede derhen en halv time efter alle andre, og jeg er godt nedtrykt og usikker, da jeg jeg entrer lokalet. Men heldigvis var der en mand, der smilede til mig og kom til undsætning. Det var Ole. Han tilbød galant at hjælpe mig med at få mudderpletterne af kjolen og var forbavsende dygtig til det, og han fik mit humør på køl igen. Han virkede så dejlig tryg og rolig – sådan en med totalt styr på tingene og råd for alt. Vi snakkede utrolig godt sammen, og det blev begyndelsen på vores parforhold.

Spillet kan begynde

De ubevidste, psykologiske spil i Dramatrekanten opstår, når der viser sig en presset situation (stor eller lille) og begynder med, at parterne stiller sig i hver deres favoritposition, hvorefter én af spillerne kaster en krog ud. Hvis den anden napper på, kan spillet begynde.

Da Helle ikke kan finde adventspynten i kælderens rod, går hun i Offerposition og smider krogen ud ved at hænge med hovedet og signalere: ”Jeg er ikke rigtig glad.” Hun siger det ikke højt, men regner med, at Redder-Ole med sine højpolerede antenner straks vil opfange hendes tavse råb om opmærksomhed. Det gør han dog ikke straks, så Helle forstærker (stadig ubevidst) signalet. Hun sukker højlydt, og nu reagerer Ole.

”Er der noget i vejen, skat? Kan jeg gøre noget for dig?”

Det var jo netop det, som Helle i begyndelsen syntes var rart, men nu, da deres parforhold er blevet mere etableret, begynder Ole hurtigere og hurtigere at redde hende, give råd og tage affære.

”Der er så rodet i kælderen. Adventspynten…” begynder hun, og før sætningen er slut, buldrer Ole ned ad trapperne og rumsterer rundt og leder efter kassen. Tilbage sidder Helle og føler sig egentlig ikke hjulpet, mens han drøner rundt dernede. Hun ønskede jo egentlig nærvær og måske også et tilbud om hjælp, men da Ole bare rykkede på hendes signaler, sidder hun og føler sig únderligt forsømt og forladt der i sofaen. Det irriterer hende, så hun bliver vred. Da han glædestrålende dukker op med den eftersøgte kasse, er hun sur og har indtaget positionen Skurk (Anklager), .

”Du er ligeglad med mig,” anklager hun vredt. ”Du løber fra kælder til kvist og er her aldrig når jeg har brug for dig.”

”Jamen, jeg ville jo bare hjælpe…” siger den forbløffede Ole, der jo trofast har fulgt sin Drejebog – og så skaffer det ham ikke Helles kærlighed og påskønnelse. Tværtimod bliver hun sur. Det forvirrer ham og gør ham forsvarsløs og rådvild. Han bliver ked af det og flytter fra Redder til Offerposition. “Det kan du ikke være bekendt,” siger (eller tænker) han.

Helle får dårlig samvittighed. For hun kan jo godt se, at han ikke var ude på at såre hende. Hun er den stærke af de to lige nu, og det er faktisk rart for en gangs skyld, for så føles verden ikke så farlig som ellers. Det er en sjælden nydelse for hende at føle sig tryg og ovenpå, så hun begynder at Redde ham (dvs. give råd og hjælp som Ole ikke har bedt om):

”Ved du hvad, du skulle også tænke lidt på dig selv engang imellem. Du arbejder dig jo ihjel – fikser familiens pc-problemer, arbejder over, varter mig op. Du har altid så travlt, og jeg føler bare, at du slet ikke er til stede.”

Så er det Oles tur til at blive gal. Han bliver stresset og ubehageligt til mode, fordi det nu – helt uvant – er hans behov, der er i søgelyset. Utilpasheden gør ham irritabel, og vreden rykker ham op i Anklager/Skurk. Helle bliver skubbet tilbage i Offerpositionen.

”Du er sgu heller ikke nem!” råber han. ”Først beder du mig om det ene, så om det andet, og det du selv skal ordne glemmer du eller opgiver på halvvejen! Der er jo kun mig til at gøre tingene, og når jeg så gør det, så bliver du sgu sur!”

Helle begynder at græde.

”Du har ret, Ole. Undskyld, skat. Jeg er et fjols, og jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig.”

Pyha. Nu kender Ole hende igen. Helle er ked af det, rådvild og hjælpeløs, og han kan erobre sin velkendte Redder-position tilbage og trøste hende.

”Så, så, skat… Sådan var det jo heller ikke ment. Undskyld, at jeg for sådan op, jeg ved jo, at du bliver så nervøs, når vi bliver uvenner. Nu skal du se, nu laver jeg lidt te til dig, og så får jeg ryddet færdig i kælderen. Her er en Kleenex, tør nu dine smukke øjne.”

Og vupti ! De er begge tilbage i deres trygge favoritpositioner. Runden er slut, og der er fred og ingen fare. Indtil en ny, presset situation opstår, og næste runde kan begynde.

Hvad opnår Helle og Ole?

• Helle får ret i, at hun er offer. Hun får bestyrket rigtigheden og værdifuldheden af sin Drejebog, som har titlen “Jeg kan ikke finde ud af noget.” For da hun endelig følte sig ovenpå og ville hjælpe Ole, virkede det lige modsat, så hun fik ingen kærlighed på dén konto. Så hellere være lille, dum og svag.
• Ole får ret i, at der er brug for hans hjælp og bliver bestyrket i sin Drejebog, som hedder “Ingen er interesseret i dine følelser og behov.” Han har fra barnsben lært, at der er mest kærlighed at hente, når han fokuserer på andres behov.

Rabatmærker

Spillerne i Dramatrekanten samler på psykologiske rabatmærker: følelser, som spilleren ifølge sin Drejebog ikke har lov til at føle og udtrykke. I stedet undertrykker de følelserne og samler dem ind som rabatmærker.

Helle – den søde pige

Da Helle var barn, kom hendes følelser tit i konflikt med forældrenes.

• Når hun var glad, var hun for højrøstet, og hendes far gav hende besked på at være stille.
• Var hun ked af det, fortalte hendes mor, hvor ked af det hun selv var, hvor hårdt familiens liv var og hvor svært det var at få enderne til at mødes. Helle lærte hurtigt at lægge låg på sine følelser og tilsidesætte sine behov for at tage sig af forældrenes, dvs. være nem, sød, stille og ikke-krævende.
• Når Helle var vred, blev hendes forældre endnu mere vrede og forurettede. De ignorerede og passiviserede hendes vrede, hvis de da ikke latterliggjorde den og kaldte hende hysterisk og forkælet, umulig, dum og utaknemmelig.
• Hvis hun blev bange, f.eks. for mørke eller uhyrer under sengen, grinte hendes far og kaldte hende en tudeprinsesse og en bangebuks. Hendes forældre blev enige om at hun skulle sove med slukket lys ”for hendes egen skyld, for det går jo ikke at du er sådan et pjevs, hvis du skal overnatte ude.”

Sådan lærte Helle at lægge låg på bestemte følelser og være den ”nemme, søde, stille og ikke-besværlige” pige. Det præger hende på mange måder, nu, da hun er voksen – f.eks. når hun bliver vred. I Helles Drejebog står der jo, at hun ikke må være vred, og derfor må hun nøjes med at mærke vrede ulme, når nogen overskrider hendes grænser. Hun må undertrykke den.

Den ikke-udtrykte vrede bliver til et rabatmærke i samlehæftet. Og flere kommer til: næste gang, Helle føler sin grænse overskredet, sluger hun igen vreden og samler endnu et rabatmærke. Når det er sket tilstrækkelig mange gange, mangler der kun ét rabatmærke, før bogen er fuld. Og når der så er én, som gør eller siger noget, som giver det sidste rabatmærke, så er er bogen fuld, og så kan den indløses. Det gør Helle ved at gøre noget destruktivt, f.eks lade vreden gå ud over

• modparten: eksplodere og hælde al sin sammensparede vrede i hovedet på den, der gav hende det sidste rabatmærke
• noget andet: slå noget i stykker / køre for stærkt i bilen / sparke katten / skælde partneren ud osv.
• sig selv: bruge for mange penge / drikke sig fuld / bryde sin slankekur el.lgn.

På den måde kommer Helles drejebog til at passe, og hun får berigtiget sin strategi om, at ”jeg må ikke vise vrede, for det har kun negative konsekvenser.” For se selv, hvad der skete: Hun undertrykte den jo så længe, og nu, da hun omsider viste den, så brød helvede jo løs! Der blev måske krise i parforholdet, eller hendes venner blev sure over at blive overfuset og trak sig væk – stuen ligger i ruiner, eller hendes kolleger er begyndt at kalde hende uligevægtig og svær at samarbejde med, så hun er blevet bange for at være den næste der skal fyres. Men hun må jo ikke vise angst, så… Fortsæt selv.

Drejebogens konsekvenser

At leve sit liv efter begrænsende love (“Verden er farlig / Jeg er svag / Jeg skal tilpasse mig / Jeg er ikke værd at elske” osv.), har vidtrækkende konsekvenser. Det leder til følelser af f.eks. ubehag og stress.

Alle dine følelser er meddelelser fra dig til dig. Når du er i harmoni med dig selv og omgivelserne, mærker du jo hverken ubehag eller stress, så følelserne af ubehag og stress er meddelelser om, at du ikke er i harmoni med mig selv og dine omgivelser. De er advarselsflag der påpeger, at noget er i ubalance. De beder dig tage filteret af linsen og gøre det, der kræves for at genoprette harmonien.

Beholder du filteret på, tror du selvfølgelig, at du må kaste dig ud i en gang Dramatrekant. Også selvom dette spil er destruktivt og begrænsende. For det er nemlig velkendt og har jo været din overlevelsesstrategi så længe. Selvom du måske begynder at forstå, at trygheden kun er kortvarig, kan du opleve stor modstand mod at ændre den.

Derfor ignorerer du det, du egentlig godt ved: at din strategi ikke for alvor virker, og at trygheden kun er kortvarig. Den virker ikke på den lange bange (det viste eksemplet med Helle og Ole jo tydeligt) Filteret skal af, og det betyder, at du må ændre på mønstre i dit liv. Du må rette i Drejebogen. Men ”det er svært!” siger du. Og ja, det er ikke nemt at ændre et helt livs vaner. Det er meget nemmere at ignorere dem og deres konsekvenser.

Hvis du vil undgå at rette i drejebogen

Der er utallige måder at undgå at skabe de nødvendige forandringer i dit liv. Du kan f.eks. ignorere de ubehagelige følelser ved at:

• lægge låg på dem (holde dem inde, lave dem om til noget andet, f.eks. gråd i stedet for vrede / vrede i stedet for angst / angst i stedet for gråd osv.)
• bedøve dem (spise, drikke, ryge, tage stoffer)
• fortrænge dem (arbejde, dyrke hård sport, lade dig optage af fornøjelser eller sex)

Der er mange flere metoder. Formålet med hver eneste af dem er, at du den fritager dig for at at stoppe op og mærke smerten og fortvivlelsen. Og når du ikke mærker følelserne, får du heller ikke meddelelsen – og dermed bliver du herligt fri for tilskyndelsen til at lave forandringer. Puha! Du slipper og kan fortsætte som hidtil.

Hvis du mærker følelserne, kan du vælge at ignorere deres betydning. Naturligvis føler du ubehag og stress – det er jo en livstilstand du selv har skabt, og som er uforanderlig, fordi “verden er hård/ond/farlig, og jeg er svag” eller ”Andre er dumme, så jeg er helt alene og må klare mig selv.” Uanset hvad din Drejebog har af forklaringer på ubehaget så dikterer den vidunderlige bog også, at den jo er Grundloven – og Grundloven kan ikke sådan bare forandres. Dit lod er dit, og du må bare lære at leve med ubehaget og stressen.

Det kan også være, at du mærker følelserne og erkender, at de er meddelelser til dig om at gøre det du skal gøre for at bringe dig selv i harmoni. Så kan du heldigvis ignorere dine egne muligheder for at handle og ændre situationen. Du forstår selvfølgelig udmærket, at andre kan ændre deres liv, for det findes der jo mange eksempler på. Men du tror også fuldt og fast på, at DU ikke kan – og så kan du gudskelov finde samtlige undskyldninger og forklaringer på dét i Drejebogen: Verden er farlig… fortsæt selv. Du er nemlig for gammel, for ung, for dum, for klog, for fattig, har ikke den rette uddannelse, har det forkerte køn, må vise hensyn til familien og til firmaet etc. Så du kan lige så godt leve videre med ubehag og stress, og det har konsekvenser. Det forringer din livskvalitet og påvirker din kropskemi, hormonbalance, kirtelfunktioner og dit immunforsvar. Du risikerer at blive syg.

Sygdom

Bemærk venligst, at når jeg taler om at tage ansvar for sin egen sygdom, mener jeg ikke nødvendigvis skyld i egen sygdom. Naturligvis tror jeg på lægevidenskaben og ved, at utallige faktorer påvirker menneskets helbred.
Sygdomme kan have genetiske. miljømæssige, mekaniske eller psykologiske årsager – eller opstå som en kombination. En metode til at fjerne sygdom er lægelig indgriben. En anden er at ændre sygdomsfremkaldende miljø eller fjerne sig fra det. En tredje er at tage ansvar for mit liv, og bringe mig selv i harmoni og derved styrke immunforsvaret. Og ingen af de tre udelukker hinanden.

Men jeg tror også, at sygdom kan være en meddelelse til dig om, at du er i ubalance med dig selv og dine omgivelser og at du ikke har lyttet til de meddelelser du fik via følelserne af (f.eks.) ubehag og stress. Her kan du så vælge at ryste på hovedet.

I vores kultur er det mest almindeligt udelukkende at fokusere på rationelle forklaringer på sygdom: genetiske årsager, virus, bakterier eller ulykker (feks. at du i distraktion går over for rødt, bliver kørt ned og brækker armen). Alle disse forklaringer kan udmærket være en del af årsagen.

Der er også den mulige forklaring, at du lever efter en Drejebog, som giver plads til netop dine genetiske anlæg for sygdom får råderum, fordi du vælger at leve med stress og ubehag og derved forringer dit immunforsvar, åbner dig for infektioner og at jeg var så stresset, at jeg gik over for rødt.

Hvis du kun ser de rationelle forklaringer, ser du jo ikke hele spektret af muligheder for selv at tage ansvar og påvirke ditvelbefindende. Og hvis du fortsætter med at ignorere følelsernes og kroppens meddelelser og leve efter en destruktiv og begrænsende Drejebog, koster det energi.

For Verden behøver ikke at være farlig, og livet behøver ikke leves destruktivt. Det er dit dine egne, selvskabte love og filtre, som skaber disse billeder, og det koster nu engang en masse energi at lave verden og livet om, så det passer ind i ens eget billede. Virkeligheden er, at du er skabt som en perfekt skabning, beregnet til at leve i netop denne verden. Hvilket andet væsen på jorden er skabt til at leve i smerte og destruktion? Ingen. Hvorfor skulle det så lige gælde dig?

Min personlige drejebog

Et menneskes yndlingsposition spiller ind på, hvilken partner og hvilken profession man vælger. Vi, der har Redder som favoritposition, har tit typiske hjælperjob: sygeplejerske, pædagog, socialrådgiver, psykoterapeut etc.

Når jeg betragter min egen opvækst, er det skræmmende tydeligt, at jeg tidligt lærte at tilsidesætte mine egne behov og forstod, hvordan min maske skulle være.

Min far led forfærdeligt af dårlig ryg, men beklagede sig aldrig – han drak hellere uhæmmede mængder af øl, vin og spiritus. Min mor havde voldsomme migræneanfald og klagede sig, så alle familiens øvrige fire medlemmer måtte gå stille og tale sagte i et mørklagt hus, når hun havde en af sine ”store hovedpiner,” og huslægen kom med alvorsminer og en sprøjte ketogan.

Jeg lærte hurtigt at blive usynlig, undertrykke mine egne behov og lade være at bede om noget. I stedet tog jeg mig af det praktiske, var dygtig til at klare mig selv, betroede mig ikke til nogen og lod, som om jeg lystrede. I det skjulte gjorde jeg, som jeg ville og skaffede mig utrolig meget ballade og endda tæv på halsen, både i skolen og hjemme. Det var i halvtredserne og de tidligste tressere, hvor det var almindeligt at mene, at unoder skulle tæves væk, og at disciplin, straf og lydighed var de vigtigste dyder. Og det bestyrkede mig kun i mit manuskripts hovedstrømning: at ingen måtte opdage, hvem jeg egentlig var, for jeg var dum, grim og umulig.

Da jeg derfor sjældent talte om mig selv, blev jeg tidligt en af dem, andre betroede sig til. Og allerede som ung voksen forbløffede det mig, hvordan vildt fremmede ved feks. middagsborde betroede mig ret personlige ting, uden at jeg oplyste andet om mig selv end mit navn. Mine veninder var oftest den type, der levede nogle voldsomt dramatiske og rodede liv med ulykkelig kærlighed og svigt, og dem måtte de jo så betro mig ved endeløse telefonsamtaler på alle tidspunkter af døgnet.

Mine kærester var også af den slags, der skulle hjælpes. De drak, dumpede, var småkriminelle, utro, arbejdsløse eller på andre måder socialt set uduelige. Min drejebog pålagde mig, at jeg bare skulle elske, hjælpe og støtte dem nok. Så ville jeg få kærlighed og anerkendelse. Men tænk engang: det skete aldrig, selvom jeg utrætteligt stilled op: lånte dem penge, gav dem mad, husly og mig selv og var fuldstændig grænseløs i min længsel efter at høre sammen med nogen. Selv da min første mand blev skilt for anden gang, stillede jeg op til grådkvalte, timelange telefoniske trøstesessioner med hans ekskone ugens syv dage, mens min egen nye mand og mit barn gik rundt som løver i bur og utålmodigt holdt aftensmaden varm.

På sin vis var jeg allerede den gang, så småt, ved at øve mig i at praktisere som psykoterapeut. På en helt omvendt, syret og forkert måde.

Som ung kvinde fik jeg diagnosticeret både migræne og truende diskusprolaps, og begge dele invaliderede mig i forhold til job og almindelig livskvalitet. Jeg skulle blive midt i fyrrerne, før jeg fik ændret i min drejebog og de sandheder, der gjorde mig til en eminent Dramatrekant-spiller med Redder som yndlingsposition.

Min nye, bevidstgjorte drejebog

Ingen indsigt, personlig udvikling eller terapi kan ændre de følelsesmæssige beslutninger, som jeg var nødt til at tage da jeg var meget lille og må bære med mig for altid. Jeg kan kun bevidstgøre det, de gør ved mig og forholde mig opmærksomt og vågent til dem. På det grundlag kan jeg tage nye, bevidste beslutninger om mine handlemåder og –mønstre.

Det er hverken nemt eller fejlfrit. Jeg bliver mange gange dagligt mindet om, hvad der står i min oprindelige drejebog og må aktivt ændre det for at kunne leve det liv, jeg ønsker. Og stå ved mig selv, som den jeg ér.

Et eksempel:

Hvis jeg i min nuværende funktion som psykoterapeut glider ind i Dramatrekanten og spiller Redder, så bliver terapien ikke alene værdiløs, men skadelig.

For så går jeg jo ind i et spil med min klient, hvorfra jeg vil bidrage til at fastholde vedkommende i Offerpositionen.

Ved at løse min klients problemer, give gode råd og på den måde tage ansvar for ham/hende overbeviser jeg jo dette stakkels Offer om, at hun har ret i, at hun ikke kan klare sig selv, men at hun har brug for mig og for at komme hos mig i årevis.

På den konto kan jeg få bekræftelse og påskønnelse – mit narkotikum, der får mig til at ønske mere og mere og til gradvis at overtage klientens liv, give endnu flere gode råd og komme med geniale anvisninger.

Alt sammen fedt for min opmærksomheds hungrende, indre Redder, men super-destruktivt for den klient, der netop ønsker at udfri sig af sin Offerposition, øge sit selvværd og blive stærkere.

• Skal terapien give udbytte (så jeg kan være tilfreds med mig selv), må jeg være opmærksom på at undlade at jeg hoppe ind i Dramatrekanten og tage rollen som Offer, Skurk eller Redder.
• Jeg må kunne tåle, at klienten er uenig med mig og indimellem bliver vred på mig, træt af mig eller synes jeg er udygtig og ude af stand til at hjælpe (den største udfordring for min indre Redder!)
• Jeg må kunne mærke mine egne følelser, behov og grænser. Og turde vise dem uden at tromle klientens eller være respektløs.
• Jeg må kunne give kærlighed og omsorg på en oprigtig og uselvisk måde der ikke blot har til (Redder) formål at opnå kærlighed, beundring og anerkendelse måde. Selve terapiens formål er jo netop, at klienten skal opnå klarhed og derved blive (i stand til at hjælpe) sig selv, bl.a. ved at revurdere sin drejebog og justere sine filtre, så de passer til virkeligheden og ikke blot til andres forventninger.
• Jeg må lytte til min krop og mine følelser og interessere mig for, hvordan jeg kan få opfyldt mine behov uden hverken at tage maske på eller krænke mine egne eller andres grænser.
• Derfor må jeg kunne give med empati: så lidt som muligt, så meget som nødvendigt og aldrig mere, end jeg er parat til.

En revideret drejebog

Jeg er født i december 1949 og har i bedste fald omkring 20 juleaftner tilbage. Men på trods af min ungdoms fysiske skavanker og mistillid til, at jeg kan noget som helst løber jeg med udsøgt fornøjelse på alpinski, graver meterdybe huller i haven, flytter rundt på mit pianette og slæber rundt på mine børnebørn uden skyggen af rygproblemer.
Ligesom jeg af hjertens lyst drikker både rødvin og champagne når lejlighed gives, er oppe hele natten og danser til høj musik, går i højhælede støvler og skændes lystigt med dem der gider. Jeg har ikke haft et migræneanfald de sidste femten år.

Og ja, det kan være tilfældigt og skyldes hormoner, miljø, forkalkning, at jeg er flyttet ud af byen eller at Gud, Djævlen eller Buddha er med eller imod mig.
Men det kan lige så godt være fordi jeg har ændret og bevidstgjort min drejebog. Og selv skrevet en ny version.

 

©Winnie Haarløv