Tag Archive for: kreativ

Lev kreativt. Det er sjovere

Blandt tidens buzzwords som nærvær, livsvalitet og mindfulness rangerer kreativitet højt på listen. At være kreativ behøver ikke at betyde, at man kan male, tegne, skrive eller finde på vittigheder. Det kan også være en måde at leve på; et par briller at anskue tilværelsen igennem og en måde at løse problemer og tænke nyt på.

At være kreativ er heller ikke (altid) noget, der kommer af sig selv. Selv vi mennesker er født kreative (ellers havde vi ikke overlevet!), så har vi skabt os en verden, hvor netop det kreative er nedprioriteret i dagligdagen.

Hvor mange timer bruger dit barn i skolen på at udtrykke sig andet end sprogligt? Hvor mange timer bruger du selv?

Den såkaldt kreative klasse er en af de mest eksklusive, og det er jo børnelærdom, at det, der er mindst af også er dét, der er mest eksklusivt. Men hvordan får du gang i din egen, kreative tilgang til livet?

1. Gør dig klart, hvad du brænder for

Fokusér og koncentrer din kreative energi på dét, som interesserer dig. Det, du kan lide at gøre og måden du foretrækker at gøre det på er også det, du er bedst til. Formuler en mission for dig selv, der minder dig om, hvad der driver dig – eller bare et sæt retningslinjer. At finde frem, hvad der for alvor driver og inspirerer dig støtter dig også i at fokusere din opmærksomhed og energi på din kreativitet. Og en tydelig mission fungerer som et fyr på din vej og hjælper dig til at se klart, hvad du skal sige ja eller nej til.

2. Hold fast i dine ideer

Hvor tit har du ikke oplevet at få en god ide, mens du var i gang med noget helt andet – og så have glemt den, når du ville tænke mere over den? Køb en notesbog, som du altid har i tasken, hav en tynd lille blok liggende i din kalender, eller omgiv dig med små gule post-it blokke, som du kan kradse stikord ned op. Eller brug din telefon, din pda, send dig selv en e-mail…. hvad som helst, bare du tager dine ideer alvorligt nok til at grifle dem ned, når de dukker op. Nøglen hedder konsekvens. Find den metode, der virker for dig.

3. Feng shui din hjerne

Din hjerne er en 16-sporet motorvej, fuld af praktiske og vigtige tanker om alt det, du skal huske og nå hver dag. Men på nogle af vejbanerne kører der også tilfældige tanker, opmærksomheder og ideer, som tit bliver overhalet af de mere autoriserede, mentale ”køretøjer.” Begynd at skrive dagbog (helst i hånden, det er mest virkningsfuldt) og skriv alt det ned, som roder rundt i dit tankesystem. Lav lister, før samtaler med dig selv, undersøg løse ideer og indfald og genfortæl drømme. At få det hele ned på papir er den rene feng shui for din hjerne – og gør det enten lige før du går i seng eller om morgenen (jo, du kan godt nå det, hvis du står tyve minutter tidligere op!)

4. Skab kreative ritualer

Engager dig i aktiviteter, som morer dig. Det giver din kreative gnist næring og holder dit udsyn frisk. Det kan være helt simpelt som at grine i to minutter eller mere kompliceret som at arrangere en weekendtur med en, du holder af. Formålet er at inspirere dig til at gøre noget nyt og anderledes, fordi netop dette genoplader dine kreative batterier og nærer din fantasi.

5. Tag dig tid til at reflektere og skue indad

Når du ligger i din seng og huset er stille, så reflekter over, om du har adfærdsmønstre eller vanetanker, som hæmmer din kreativitet. Siger du til dig selv, at ”nej, det kan jeg nok ikke” eller ”arh, det kan ikke lade sig gøre?” Er der situationer eller mennesker i dit liv, som suger energi af dig og som dermed hæmmer din kreativitet? Er der noget, du kan gøre det ved det? Kreativiteten kommer indefra. At skabe mere plads, rum og energi til dig selv inde i dig er et skridt i den rigtige retning.

6. Mærk og udtryk din taknemmelighed

Taknemmelighed og ydmyghed er vigtige forudsætninger for kreativitet. Når du gør dig klart, hvad du er taknemmelig for i din tilværelse, vil du opdage, at du får mange nye ideer. Udtryk din taknemmelighed i dagbogen, og du vil mærke at din kreative gnist får fat. Hvis du er kreativt blokeret, så sæt dig for at lave en liste over mindst ti ting, som du føler taknemmelighed over – og når der sker dig noget godt eller nogen viser dig opmærksomhed, så udtryk din tak.

7. Vis påskønnelse

Påskønnelse og anerkendelse er i tæt forbandt med taknemmelighed. At vise andre din påskønnelse og anerkendelse, når de præsterer noget, skaber noget eller bare er til, er med til at spore dig ind på kreativitetens vej. Find noget hver dag, som du kan udtrykke påskønnelse af: andres bestræbelser, noget smukt på din vej, naturens luner eller hvad som helst. Læg mærke til, hvordan det påvirker dig og dit humør at gøre det.

8. Find nogen at dele med

Der er altid nogen, som har den samme brændende interesse som du. Find dem – og gør det ved at fortælle om dig selv og om, hvad der tænder dig: dine succes’er, dine fiaskoer, dine mest langt ude ideer. Du finder dem på nettet, på kontoret, på en café – hvis du lukker op, gør andre også.

9. Giv din indre sortseer mundkurv på

Inden i dig har du måske en lille, sur sortseer som fortæller dig, at du ikke er god nok, original nok, dygtig nok eller begavet nok. Beslut dig til at overhøre sortseeren – det kan du nemlig godt. Tænk på de gange i dit liv, hvor du gjorde noget, som du godt vidste at dine forældre havde rådet dig fra – men du gjorde det alligevel, fordi du bare måtte gøre det. Måske endte det ikke godt hver gang, men nogen gange gjorde det helt sikkert. Og det, som ikke bliver en succes, bliver i hvert fald en erfaring. Din indre sortseers eneste formål er at hindre dig i at udfolde dig og vokse. Lad ham ikke få lov!

10. Fejr dine små succes’er

Kreativitet behøver ikke at vise som som noget kæmpestort eller epokegørende. Anerkend dig selv, når du har gjort noget nyt eller på en en anden måde, også selvom det måske kun er dig, der opdager det. Ros dig selv, når du springer ud i at prøve noget af det, du ellers kun har drømt om – om det så er at købe dig en hat, gå i røde støvler eller gøre noget nyt i ægtesengen. Anerkend dig selv for at være et væsen, der kan forandre dig. Forandring er ikke altid nødvendig, men den er altid mulig.

 

©Winnie Haarløv