grænser Arkiv - TERAPEUT.NET

Tag Archive for: grænser

Styrer du din vrede? Eller styrer den dig?

Den gode vrede – og den dårlige

27. april 2015/i Menneskelig adfærd/af admin

”Din rapport er fuld af uklarheder,” siger Rikkes leder og smiler træt. ”Og så har du skrevet ordret af, hvad jeg sagde på mandagsmødet. Måske skal vi give opgaven til en anden – noget tyder på, at du er ved at køre sur i de rapporter.” Lederen smiler hurtigt, før han går.

Rikke spænder i hele kroppen for ikke at eksplodere. Mens uretfærdigheden svier i tårekanalerne, bobler raseriet i maven og får hende til at knytte hænder og krumme tæer. Hvad havde han regnet med? Rapporten er jo slet ikke færdig – han bad selv om en foreløbig kladde, gav en helt urimelig deadline og forlangte specifikt at blive citeret. Hun sender dræbende blikke efter ham og er mopset og nedtrykt resten af dagen.

Ved aftensmaden spørger Peter, hendes samlever, om hun har hentet hans rensetøj på vejen. Det har hun ikke. ”Jamen, du tilbød det jo selv,” siger han – og selvom han har fuldstændig ret, eksploderer Rikke. Hun kyler en grydeske efter katten, råber at det da for f$!@€$# i h#£$€ ikke er hendes opgave at opvarte ham, at hun er dødtræt af at blive kritiseret, og at det måske er på tide, at de tager en pause.

Om natten ligger hun og tænker på alt det, hun skulle have sagt i stedet for. Det ender med, at hun er mest gal på sig selv. ”Det er også mit temperament,” tænker hun. ”Gid jeg kunne lære at styre det.”

At forsvare sine grænser

Vrede er et signal om, at din grænse er overtrådt. Rikkes leder gør det ved at stille krav og give kritik, som hun synes er både urimelig og uretfærdig. Hun bliver vred, men hun forsvarer sig ikke. I stedet underkaster og behersker hun sig og håber, at vreden forsvinder. Det gør den bare ikke – den går ud over både Peter og over hende selv. Lederen, som vreden egentlig hører hjemme hos, er den eneste, der ikke mærker Rikkes vrede. Og det er ikke konstruktivt – hverken for Rikke, der bliver sur og indebrændt, eller for lederen, der jo ikke bliver klogere på, hvor hendes grænser går.

Hvis Rikke i stedet for at underkaste sig havde mindet lederen om, hvordan deres aftale om opgaven var, havde hun formentlig været langt mere tilfreds med sig selv. Og så var hun måske ikke blevet så rasende. Men hun turde ikke sige fra – og derfor kan hun ikke passe på sig selv over for den, som truer hendes grænser. Det skaber en ubevidst, dybtliggende angst, og det er den, der viser sig som Rikkes ”temperament” i form af hidsige vredesudbrud.

Vrede er sund og naturlig

Mange (kvinder) har svært ved at sige: ”Jeg er vred”. De siger hellere, at de er irriterede, frustrerede, ærgerlige eller sure. Vi er nemlig opdraget til at være søde, omsorgsfulde og attraktive, og vrede bliver generelt anset for at være en ”grim” følelse. Derfor har nogle helt mistet evnen til at mærke den og bliver snarere skuffede, sårede og kede af det, når deres grænser overtrædes. Andre reagerer ved at blive overoptimistiske, hektiske eller supertravle. Og nogle shopper, spiser, ryger eller drikker. Alt sammen forsvar imod at mærke den farlige, måske ustyrlige vrede.

Selvom du kan mærke din vrede, kan det være svært at stå ved den. Måske har du erfaringer for, at det går galt, hvis du viser den, eller du er bange for at såre andre med den. Men vrede er en naturlig følelse mellem mennesker. Tænk bare på små børn – så længe de er tumlinger, tør de alle sammen at blive vrede, når nogen overtræder deres grænser ved at drille eller tage deres legetøj. Som voksen duer det selvfølgelig ikke at reagere som et barn, og hvis vi ikke har fået lært at håndtere den konstruktivt, vælger vi tit at sluge, skjule eller fortrænge den. Men sådan behøver det ikke at være.

Test: Styrer du din vrede, eller styrer den dig?

Dialog i stedet for krig

Vejen frem er at blive fortrolig med din vrede, så du kan mærke den, tøjle den og slippe den løs i passende portioner og på måder, der repekterer modparten og dermed bringer løsningen nærmere i stedet for at gøre problemet større. Udfordringen er at er at åbne en dialog og at invitere modparten til at kommunikere og udveksle synspunkter om det, du er uenig i og vred over. Desværre starter de fleste mennesker ikke en dialog, men en krig med anklager og bebrejdelser. Resultatet bliver typisk, at modparten enten går til modangreb og begynder at skælde ud, eller at hun trækker sig (som Rikke). I begge tilfælde er kommunikationen afbrudt, og der er ingen løsning i sigte.

Det gælder altså ikke om at skjule vreden. Tværtimod. Det er langt bedre klart at udtrykke hvad du er vred over, hvad det gør ved dig og hvad du gerne vil have i stedet for uden at nedgøre, bebrejde eller kritisere modparten. Det er det, man kalder at gå efter bolden i stedet for efter spilleren, og det er en forudsætning for at kunne at tale sammen, selvom man er vred.

Sådan gør du

Processen har tre adskilte trin:

Begynd med at anerkende, at du er vred og anerkend, at det er rimeligt. Vær sikker på at du forstår hvorfor du er vred.
Frigør vreden fra kroppen: snig dig ud på toilettet med din overfrakke og bid eller skrig ned i den; sæt dig i bilen og råb eder og forbandelser ud – eller gå i kælderen og tramp i gulvet. Du synes sikkert, at det lyder fjollet, men det er meget afgørende at få den fysiske vrede ud, for så slipper du af med aggressionen og bliver klar i hovedet igen.
Nu er du klar til at udtrykke vreden i ord, selvom du stadig mærker den. En god formel er: ”Jeg bliver vred, når … og det betyder… Jeg vil gerne have, at….”

For eksempel:

”Jeg er vred, fordi du nu igen kommer for sent uden at ringe besked. Jeg bliver nervøs for, hvad der er sket og føler mig helt afmægtig. Jeg vil gerne have, at du overholder aftalen med at ringe, hvis du bliver mere end X minutter forsinket.”
”Jeg er vred, fordi du ikke har afleveret det input, som du har lovet i en uge. Jeg har selv en deadline, og jeg kan ikke komme videre, før du afleverer. Jeg vil gerne have materialet senest i morgen.”.

Du kan godt. Også på en dårlig dag

Selv med øvelse kan det være svært udtrykke sin vrede tydeligt og klart, hvis aggressionen suser rundt i kroppen. Lad os sige, at du har en rigtig dårlig dag. Du har flere forgæves rykket en kollega for noget input. Din leder er irriteret, fordi han skal bruge den opgave, som du ikke kan gøre færdig uden kollegaens input. Du er stresset, vred og irriteret. Tager du fat i din kollega lige nu, bliver samtalen næppe konstruktiv – det bliver snarere et angreb, fordi det er vreden, der styrer dig. Du blander de tre trin sammen og råber, vrisser eller bliver sarkastisk, og kollegaen vil selvfølgelig forsvare sig. Hun lukker simpelthen af og hører ikke dit budskab. Vent derfor hellere, til du er dampet lidt af og vreden er ude af kroppen.

Og nej, du har helt ret: det er ikke nemt. Men det var din første køretime heller ikke: Træd på speederen, drej på rattet og se over venstre skulder, mens du passer på cyklister og lyskurve. Gisp. Men fik du det lært? Selvfølgelig, selvom du troede det helt umuligt. Øvelse gør som bekendt mester.

Vrede er en nødvendig og naturlig, menneskelig følelse og hverken dårlig eller forkert i sig selv
Vrede er en reaktion på en følelse i dig og ikke noget, du kan planlægge
Hvis du er træt eller stresset, bliver du lettere vred
Angriber du i vrede, indleder du en krig – og får forsvar som reaktion. Der bliver ingen dialog eller forståelse.
Aggression er ikke vrede. Det er angst.
Under aggressionen ligger oftest sårbarhed. Med den voldsomme vrede kan du skjule sårbarheden og virke stærk.
Når vrede holdes tilbage, kommer den lettere ud som en eksplosion. Sæt hellere ord på den med det samme, den opstår.
At undertrykke sin vrede er usundt og kan påvirke helbredet. Lær hellere at udtrykke den på en acceptabel måde.
Vrede kan sætte sig i kroppen som smerter i f.eks. skulder, ryg eller mave og skade helbredet.
At styre sin vrede er en kompetence, der kan læres – ligesom at tage kørekort. Det er svært i begyndelsen og bliver lettere med rutinen.

Test: Styrer du din vrede, eller styrer den dig?

Hvad med mig, der aldrig bliver hidsig?

Hvis du sjældent eller aldrig bliver vred, kan det være fordi du:

ignorerer dine grænser og nægter dig selv tilladelse til at blive vred. Det kan være, at du i stedet sladrer, bagtaler eller bruger ironi og sarkasme.
bliver ked af det, skuffet eller såret, for det er mindre ”farligt” end at blive vred. I sidste ende kan det føre til at du hverken håber eller forventer noget af andre eller af livet. Også kaldet: depression.
vender vreden indad i mod dig selv. Resultatet kan blive overdrevet selvkritik, mindsket selvværd, arbejdsnarkomani, anorexi og afhængighed af mad, alkohol eller shopping.
er god til at sige fra, når nogen kommer for tæt på, og derfor er din vrede sjældent nødvendig. Dine grænser er tydelige, og derfor behandler andre dig respektfuldt. Du er suveræn til at undlade at tage andres brokkerier, anklager, insinuationer og stikpiller personligt.
har et filter, der lukker alt det ude, som du ikke gider tage dig af, og derfor kan du lade uretfærdighed, anklager og bebrejdelser løbe af dig.

©Winnie Haarløv

De pæne pigers tyranni

27. april 2015/i Menneskelig adfærd/af admin

Mange mennesker (og måske især kvinder) er så pæne, at vi nemt bliver vores egne værste fjender.

Måske er det fordi vi ikke kender vores eget værd, eller også står vi ikke ved det. Pænheden spænder ben i lønforhandlinger, når der er udsigt til forfremmelse og når vi prioriterer os selv nederst på listen over behov og forkælelse og højest på listen over forpligtelser. Og tit bliver vi hinandens fjender, kritiserer, fordømmer og bagtaler hinanden i stedet for at danne netværk.

Hvorfor gør vi det?

Vi er født og opvokset i en kultur, hvor man skelner mellem ”grimme” og ”gode” følelser. Vi lærer fra barnsben at det ikke er okay at blive:

vred (”vil du SÅ opføre dig ordentligt! Sådan skal du ikke tale til mig!)
ked af det (”gå ind på dit værelse hvis du skal skabe dig sådan – så kan du komme ud, når du er færdig”) eller
bange (”vær nu en stor pige – det er da ikke noget at være bange for).

Tilladte følelser

Vi må gerne være glade, søde og smilende (men ikke FOR glade: ”Okay, nu er det nok – du behøver da ikke hoppe sådan rundt, bare fordi du fik den lyserøde Barbiecykel du ønskede dig. Slap nu af”).

Kort sagt: Vi får besked på at føle noget andet, end det vi gør, fordi vi skal være ”ordentlige. Resultatet er pænhed: for det første, fordi vi mister evnen til at mærke hvad vi egentlig føler og for det andet troen på at vi har lov til at føle, som vi gør. Socialiseringen er en slags hypnose: andre fortæller os, hvordan vi skal være, og vi lader os hypnotisere af de informationer vi får om hvem og hvad vi er.

Det betyder, at vi ikke giver os selv lov til at udfolde os, og det skaber vrede og irritation som kommer til at gå ud over andre: nemlig dem, der tør. Hvor tit har du hørt en kvinde sige om en anden kvinde: “Hun fylder for meget”? Og har du nogen sinde tænkt på, om det er fordi hun ikke selv tør fylde noget?

Siger du ja, når du mener nej?

Alle har brug for at føle sig værdifulde. Det værste for et menneske er at blive udstødt, blive afvist, forkastet eller føle sig uelsket. Vi har brug for at høre til og mærke kærlighed. Og kærlighed får du, når du bliver mødt dér hvor du er – som den du er.

Men hvis f.eks. lille Rikkes forældre i deres bestræbelser på at opdrage hende gør deres kærlighed betinget af, at hun opfører sig ordentligt, så lærer Rikke automatisk, at hvis hun vil elskes, så må hun være sød, makke ret, tie stille, ikke være besværlig eller kræve sin ret, finde sig i at blive overhørt og sluge sine ”grimme” følelser uanset hvor berettigede de end måtte være. Det er livstruende for et lille barn at føle sig ubeskyttet, så Rikke gør alt, hvad hun kan for at mor og far skal holde af hende. Inden Rikke er tre år, har hun lært, hvad der giver hende accept – og det er så dét, hun gør.

Og det bliver hun ved med, selv når hun bliver voksen og det ikke længere er livstruende for hende, hvis mor eller far bliver vrede. Hvis hun ikke er opmærksom på, hvad det er hun gør, så overfører hun ubevidst barndommens mønstre på kæresten, chefen osv. Med sin fornuft kan hun fortælle sig selv tusind gange, at der ikke er noget at være bange for, at hun har fortjent en lønforhøjelse, eller at hun ikke behøver at hoppe og springe for at gøre andre tilpas – men på det dybe, følelsesmæssige plan sætter hun hele sin eksistens på spil ved at kræve sin ret og vise sine grænser. Derfor er det jo ikke så underligt, at det er svært for hende at stå fast på sig selv.

Det er mændenes skyld?

Vel er det ej. Det er en gammel klassiker, at hvis en kvinde siger fra og udtrykker, hvad hun ønsker, så er hun en bitch, en hystade eller et rivejern, mens den mandlige kollega er ”udpræget lederpotentiale”. Men det bliver det jo ikke sandt af.

Det Det sørgeligste er næsten at kvinde tit er kvinde værst. Ikke bare får du som kvinde bebrejdende blikke fra medsøstrene, hvis du fører dig frem – du bebrejder også dig selv, at du nok også fylder for meget, er for dominerende, har svært ved at holde kæft eller hvad du nu kalder det. Det kunne vi godt lave om på, vi kvinder.

Offerkvinden

Mange kvinder påtager sig skylden for andres ve og vel langt ud over det rimeliges grænser: at svigermor er i godt humør, at det ikke regner til sankthans, at lille Peter skal være glad og harmonisk hele tiden, at sexlivet fungerer, at hjemmet er pletfrit og maden sund, økologisk og afvekslende og taljen ikke over 60 cm. De kvinder beder aldrig om hjælp, for det er et nederlagt, svagt og et bevis på udueligt. Og fordi de har lært, at det ikke er pænt at vise vrede, være besværlige (dvs. at have behov og grænser) bider de det hele i sig og bebrejder sig ovenikøbet sig selv, at de har det ad helvede til.

Når presset indeni bliver for stort, går de i terapi og fortæller mig, at de ikke kan forstå hvorfor tårerne springer som et vandfald hver de ser Pretty Woman eller Det Lille Hus på Prærien, sover dårligt om natten eller går rundt og smågræder eller er irritable ”uden grund”.
Men følelser går ikke væk, fordi de bliver fortrængt. De hober sig op, og på et eller andet tidspunkt eksploderer de. Lige som en flødebolle, der er hård og blank uden på og helt blød indeni, men der skal ikke meget til, før overfladen smelter eller sprækker. Man bliver sprød og nem at slå itu, når ens kerne er så blød. Og ensom. Meget, meget ensom!

Hvad kan du gøre?

Giv dine handlemønstre opmærksomhed. Læg mærke til, hvor tit du siger ja hvor du mener nej. Tænk over det, fortæl det til nogen du har tillid til (eller begynd en dagbog) og tænk så over, hvad der kunne ske hvis du sagde, hvad du mente. Ville du blive udstødt? Fyret? Ville kæresten slå op, manden indgive skilsmissebegæring eller børnene få traumer for livet? Ville veninden forstøde dig? Og hvis hun nu gjorde, hvad så?
Undersøg dine fantasier og vurder sandsynligheden for, hvad der kan ske. Bed om støtte hos dine nærmeste til at acceptere, at du øver dig i at sige at du er uenig, vred osv. – og tilbyd dem det samme.

Når du anerkender dig selv overfor dig selv, behøver du ikke længere at skjule dig for dig selv. Alene dét betyder, at dine følelser får lov at leve i stedet for at skulle fortrænges, fornægtes eller forskydes. Du bestemmer jo ikke selv, hvad du vil føle – men du bestemmer, hvordan du vil håndtere det, du føler. Først når du f.eks. giver dig selv lov til at være vred, kan du give vreden eller ked–af–det–heden luft ved f.eks. at sætte dig ud og græde eller skrige i bilen, banke sengen med et kosteskaft, hulker højt eller kaste puder efter lænestolen, mens du råber skælds– og bandeord.

Dit temperament må afgøre, hvad der er bedst for dig – men det er jo ikke vreden, sorgen eller angsten, der er uhensigtsmæssig. Det er de aggressioner, der tit følger med. Og hvis du får dem ud først, kan du bedre styre din vrede på en sober måde og sige til din chef f.eks. ”Jeg er vred over, at jeg ikke fik den forfremmelse du lovede mig, og nu vil jeg gerne vide hvorfor.” Når aggressionen (eller gråden) ikke længere truer med at skyde hatten af dig, kan du bedre holde fast og stå ved din vrede i konfrontationen.

Det handler om at vise dine grænser. Ikke om at være en sur nej-siger, men at passe på dig selv, som du gerne vil passe på alle andre. Når du gør det, får du mere overskud og glæde ved at give til andre – i stedet for at føle dig flået i fra alle sider.

Sådan bliver det bedre

Skærp opmærksomheden. I stedet for at skælde dig selv ud og beslutte, at fra i morgen vil du være helt anderledes – så begynd at lægge mærke til det, du er utilfreds med i dit reaktionsmønster. Det er opmærksomheden, der forandrer dig. Ikke forventningen om det resultat, du vil nå. Det er lige som slankekure: Vejen er at gå vejen! Der er ingen smutveje.
Anerkend dine følelser. Følelserne er drivkraften i enhver sand forandring. Derfor gælder det om at mærke, hvad der foregår i dig. Mærk efter, hvad du føler i situationen. Hvis du bliver vred, ked af det eller bange, så sig til dig selv: Nu bliver jeg vred, ked af det, bange osv. Det er dine følelser, og derfor kan de ikke være forkerte. Giv dem evt. luft i enrum (se artikelteksten).
Hold op med kritisere dig selv. Beslut, at du vil holde op med at fortælle dig selv at det nok er din skyld alt sammen, og at du ikke har lov at føle, som du gør. Er du typen, der fortæller dig selv at ”Hvis jeg kan finde ud af det, kan man sætte en abe til det?” Stop det. Begynd i stedet at rose dig selv, når du rent faktisk gør noget, du selv synes er okay.
Se din virkelighed i øjnene. Erkend, at det rent faktisk er meget lidt, du kan kontrollere. Lige så lidt som du kan regulere vejret, kan du regulere andres dårlige humør.
Sorter i krav og forventninger. Når du styrter rundt med støvekluden, febrilsk forsøger at få Emil til at holde op med at skrige eller hader dig selv for ikke at kunne passe en str. 36, så spørg dig selv: Hvis forventninger er det jeg forsøger at leve op til lige nu? Er det min? Alt for Damernes? Min mors? Eller hvad? Og hvad ville der ske, hvis jeg nu lod være?
Vær opmærksom på destruktiv tankegang. Hvis nogen (eller du selv) anklager dig for at være en elendig mor, en dårlig veninde eller en ukærlig datter, så tjek lige efter, om det nu er den fulde og hele sandhed, eller om det er kendetegnende for dig en gang imellem. Og hvis det er, så giv dig selv credit for at du er et rigtigt menneske og ikke et glansbillede.
Giv dig selv noget omsorg. Hvad du ikke har, kan du ikke give – så hvis du ikke selv har overskud og føler dig godt tilpas, hvordan skulle du så kunne give barnet, parforholdet eller jobbet noget af dig selv?
Lad være med at forklare eller bruge hvide løgne. Du er voksen – du skylder ikke nogen andre at forklare dig. Du har ret til at sige f.eks. ”Nej, det passer mig ikke at passe dine femlinger på søndag. Men du må gerne spørge mig en anden gang.” Eller: ”Jeg kommer desværre for sent. Det er jeg ked af.” Det er helt unødvendigt at begynde at gøre rede for hvorfor.
Udskift ”perfekt” med ”godt nok”. Opsæt dine egne succeskriterier og gør dem klare og firkantede. Du bruger ca. 20% af din tid og dine ressoucer på at nå 80% af vejen. Overvej, om det ikke er godt nok – og i stedet for at bruge de resterende 80% på at nå op på 100, så brug dem på noget, du synes er sjovt eller meningsfuldt for dig – ligegyldigt hvad. Det kan være hovedrengøring, mudderboksning, overarbejde eller skovtur med børnene – bare du synes, det er godt for dig.
Tag dig selv alvorligt, men ikke højtideligt. Hvis du mener, at du har fortjent en lønforhøjelse, så hør efter, når du forklarer dig selv hvorfor – og tag dine argumenter alvorligt. Hvis DU ikke tager dig selv alvorligt og lytter til det, du siger – hvorfor skulle andre så?

Er du arbejdspladsens mor?

16. april 2015/i Menneskelig adfærd/af admin

Da min søn var 13 måneder, ville han stadig ikke gå. Bekymret tog jeg ham med til lægen og blev irriteret, da han bad mig sætte sønneke på gulvet og sætte mig i en stol et stykke derfra. Drengen græd og ville hen til mig, og mit moderhjerte bød mig at springe op og tage ham. Lægen så ud over brillerne og sagde tørt: ”Hvorfor skulle han dog have besvær med at lære at gå, når han kan blive båret?” Skamfuld måtte jeg erkende, at jeg var min søns største forhindring for at lære at klare sig selv.

På samme måde overinvolverer kontorets mor sig, men hun kvæler sine omgivelsers initiativ og drivkraft i hjælpsomhed, empati og omsorgsfuldhed. Hun finder sin eksistensberettigelse i at hjælpe andre, for hun mener oprigtigt, at hun gør det af et godt hjerte, og at hun glæder andre. Og selvfølgelig er det da skønt at blive hjulpet, når man har brug for det. Men hjælp, der gives uopfordret er faktisk bare indblanding. For ved at tage ansvaret for andre uden at de har bedt dig om det, fortæller du dem indirekte, at de ikke kan selv. Og det kunne jo være, at de rent faktisk synes, at det er irriterende.

At være til besvær

”Jamen, jeg hader at bede om hjælp og ulejlige andre!” udbryder Inge, en kvindelig mellemleder, der sidder i min konsultation og krøller Kleenex’er i bunkevis, mens hun græder sine modige tårer over sin situation. Hun er stresset, føler sig udnyttet, synes at hun bruger alt for meget tid på at rose og anerkende sine folk, mens hun sjældent får andet end utak og skuldertræk igen. ”Jeg fotokopierer endda selv mine præsentationer, for sekretæren er lige så stresset som jeg – og jeg laver selv mødekaffe… piccolinen har jo så meget andet!” snøfter hun. ”Men alligevel brokker de sig, melder sig syge og tager fri ustandseligt. Og min sidste lederevaluering var elendig. Jeg fatter det ikke!”

Som alt for mange kvinder påtager Inge sig opgaver, der hører hjemme hos andre eller kunne uddelegeres. Hvorfor? Fordi hun tror, at hendes medarbejdere vil påskønne hende for det, fordi hun ikke vil være til besvær, eller fordi hun i virkeligheden ser ned på sekretærens arbejde og derfor ikke kan lide at bede hende udføre ”idiotarbejde”. Men ved at undgå at uddelegere tager Inge en dominerende, overbeskyttende mor-rolle, som hverken giver medarbejderen mulighed for at udfylde sin plads eller for at udvikle sig. Som chef bliver hun altså en dårlig mentor, fordi hun med sin misforståede hjælpsomhed signalerer, at andre intet kan.

Signalement af en arbejdsplads-mor

Hvis du – som masser af andre kvinder – har taget afgangseksamen fra Flinkeskolen, har du nok fået topkarakterer i hjælpsomhed, beskedenhed og omgængelighed. Og da du begyndte i erhvervslivet, roste chefen dig sikkert for din grundighed og kollegerne komplimenterede dig for at være lærenem, samarbejdsvillig og omhyggelig. Måske blev du på den baggrund endda forfremmet til en bedre stilling – og måske både én og to gange. Og måske er det dér, du sidder i dag. Stresset, udkørt, sur og i tvivl om, hvad du vil og hvorfor. Måske endda om, hvem du egentlig er.

Du kæmper dagligt for at afværge konfrontation, konflikt og risiko, og din hjælpsomhed og empati er enestående. Du slår knuder på dig selv for at være loyal, samle løse ender, glatte ud, følge instrukser og levere 110% – også efter arbejdstid, når du på bekostning af aftenkaffen lytter til en kollegas lange telefonbeklagelser og forsøger at rådgive efter bedste evne. Du hverken råber op, forfægter dine egne ideer eller siger nogen imod. Du står på hænder for at andre har det godt, og hvis du endelig bruger mund eller går imod autoriteter eller kolleger, er det oftest for at hjælpe eller støtte nogen. Du vil gerne have indflydelse, men ikke magt. Du vil gerne høres, men ikke konfrontere eller skabe konflikt. Du tager kort sagt rollen som arbejdspladsens og familiens sociale lim, for du er fantastisk god til at glatte ud, tale de svages sag og bruge din empati.

Desværre når du hverken op ad karrierestigen eller ud mod lykkelige horisonter. I bedste fald fastholder din superomsorg og overansvarlighed dig dér, hvor du er. I værste fald spænder de ben for dig og tærer på dine ressourcer.

”Man skal da hjælpe hinanden,” klager Anne, en ægte arbejdsplads-mor: superdygtig til sit job og den, som lederen bare regner med. ”De andre kan jo ikke engang finde ud af at fylde kopimaskinen op, når den er tom! Men jeg er jo ikke leder, så jeg kan jo ikke bare uddelegere!”

Nej – og netop derfor må Anne være ekstra omhyggelig med ikke at ødsle med sit overskud. Desværre er det netop dét hun gør, hver gang hun siger ja fordi hun ikke tør eller vil sige nej. Hun er så bange for at nogen skal blive sure, sårede eller finde hende urimelig, at hun hellere gør både sit og andres arbejde. Hun føler sig mere og mere afmægtig, deprimeret og umotiveret, brokker sig ved kaffemaskinen, bagtaler eller sladrer om dem, der ’udnytter’ hende og lader vreden gå ud over katten, børnene eller partneren, når hun kommer hjem.

Behagesygen rammer dig i nakken

At ville hjælpe er selvfølgelig ikke behagesyge. Men du er behagesyg, hvis du er afhængig af andres anerkendelse; har utrolig svært ved at sige nej, selvom du har lyst – eller at du er overdrevet nervøs for at gøre andre vrede, kede af det eller skuffede. Behagesygen har mange lumske måder at ramme dig i nakken på: hvis du tit er den, der går sidst, tager arbejde med hjem og stiller op i weekenden hver gang, så får du næppe den belønning, du synes du fortjener. De andre roser dig ikke. Tværtimod vil de formentlig vurdere dig lavere rent kompetencemæssigt, end du måske fortjener. Ubevidst sker der nemlig tit det hos omgivelserne, at de betragter den hårdtarbejdende kollega som en, der der nødt til at kompensere for manglende evner eller talenter med hårdt arbejde

Så lidt som muligt, så meget som nødvendigt

Hvis du som en emsig, overbeskyttende mor fjerner alle sten på andres vej, hvordan skal de så lære at se sig for og lade være at snuble? Fidusen er at hjælpe så lidt som muligt og så meget som nødvendigt. Ellers udvikler du tillært hjælpeløshed hos dem, ligesom jeg gjorde hos min søn. Spørg dig selv: Er det mig, der ender med alle de opgaver, ingen andre gider have? Har jeg svært ved at sige nej? Er det vigtigt, at alle kan lide mig?

Svarer du ja til et eller flere af spørgsmålene, er du i færd med at begå selvmord, både karrieremæssigt og fysisk. Karrieremæssigt, fordi du formentlig hverken bliver respekteret eller påskønnet for din indsats. Og fysisk, fordi du er et let offer for stress, depression og udbrændthed.

Gå på afvænning

Hvis du er dødtræt af at være kontorets dørmåtte, der siger ja til for meget og hver gang går fra mødet med aben på skulderen, eller hvis du hele tiden bliver overhalet indenom, så gå på afvænningskur imod behagesyge, overansvarlighed og stress. Kuren er enkel, men ikke nem. Gratis, men ikke omkostningsfri. Og den består i at begynde at mærke dig selv, tage hensyn til dig selv og sætte dig selv først. Noget, der er utrolig svært for mange, mange kvinder. De føler sig egoistiske, når de gør det. Men er det da ikke egoistisk at opfylde dine behov for at være populær eller for at undgå konflikter – ved at stjæle ansvar og initiativ fra andre? At sørge for, at du har det godt og har overskud er sund og nødvendig egoisme. For kun hvis du fylder din egen vandkande op, kan du lindre andres tørst.

NEJ er forudsætningen for JA

Er din automatpilot er rustet fast på ’ja’, påtager du dig for mange forpligtelser i forhold til dine ressourcer. Det giver irritation: på dig selv og på dem, der tillod sig at bede dig om hjælp.

Men for at kunne udnytte de chancer, livet byder dig, må du have overskud til at gribe dem. At sige nej, når du ønsker det kan derfor være noget af det mest positive du kan foretage dig. Hvis du vil øge dit personlige overskud og styrke din selvrespekt, må du øve dig i at sige fra over for dem, der står på spring for at bruge løs af det kostbareste du har: din tid. Du kan ikke være noget for alle – men det er heller ikke alle, der har brug for, at du er det. Og når ved, at du magter at sige nej, kan du for alvor også sige JA uden at føle dig forpligtet, overbebyrdet og udnyttet.

Gør livet lettere

Når du opgiver drømmen om at hjælpe alle, bliver det meget, meget sjovere at være dig. Du vil blive bemærket af andre personer, end du er vant til. Du vil blive mindre slave af dit arbejde, når du tvinger dig selv til at uddelegere, springe over hvor gærdet er lavest og sige nej til opgaver, der er enten irrelevante eller umulige at nå.

Men din hverdag vil uden tvivl også få flere kanter, for omgivelserne vil naturligvis være utilfredse med, at de ikke længere kan udnytte dig. Lige så svært det kan være for dig selv at lære at sige nej, lige så svært kan det være for omgivelserne at ændre deres forventninger til dig. Det tackler du bedst ved at være åben og oprigtig om, hvad det er, du er i færd med at prøve at ændre.

Fem gode råd

Lær at holde mund. I stedet for automatisk at tilbyde dig, så ti stille! Eller sig f.eks. ”Det vil jeg gerne lige tænke over” – eller ”Lad mig lige checke min kalender, så vender jeg tilbage” eller ”Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg kan / vil / har tid til”. Du vinder noget tid, som du kan bruge til at trække vejret og samle mod til at sige fra på en måde, du kan stå inde for. Hvis du ikke kan sige nej, så har assertionskurser og –bøger masser af enkle teknikker. Og plages du af dårlig samvittighed, så søg hjælp til at arbejde med det.
Fokusér på dit mål eller din opgave. Skriv den eller de vigtigste ned, så du kan se dem hele tiden. Forsøg at sige nej til alt, hvad der ikke leder direkte til målet.
Gør kun det, der er nødvendigt – skær det overflødige væk og tænk over, hvad du vil opnå ved at gøre det. Tit tager det 20% af tiden at lave 80% af opgaven – og 80% af tiden at fluekneppe de sidste 20% af opgaven på plads. Nogle opgaver skal selvfølgelig løses til perfektion – men ikke alle!
Bed om hjælp, når du har brug for det. Uddeleger, hvor det er muligt.
Opgiv tanken om, at alle skal kunne lide dig. Det kan de jo ikke engang nu, selvom du okser og maser dig halvt ihjel! Udvælg hellere dem, som betyder noget for dig. Indrøm, at du ikke selv kan lide alle – og sorter dem i ”ligegyldige”, dem du decideret ikke kan lide og dem, du gider have som fjender. Og fokusér så på dem, du kan lide!

Tjek din dørmåttestatus

Hvis du vil gøre dig fri af mor-rollen og skabe mere overskud til dig selv, så begynd med at teste, om du stiller dig til rådighed som dørmåtte: svar ja eller nej på de følgende spørgsmål og mål din dørmåttestatus.

Jeg lyver om mine følelser, hvis jeg tror at de vil vil såre andre
Folk må da kunne mærke min grænse – jeg kan jo mærke deres
Jeg bliver sommetider forvirret eller forlegen, når nogen spørger hvad jeg vil, ønsker, kan lide eller tænker på
Min to–do liste omfatter også ting, der ikke er strengt nødvendige
Når jeg er vred, så ryger, spiser, græder eller drikker jeg
Når jeg er fuldstændig på hælene, så eksploderer jeg sommetider i hovedet på familien, kæresten eller kollegerne – og bagefter får jeg dårlig samvittighed
Jeg kan blive ængstelig ved tanken om, hvad andre tænker eller siger om mig
Min skyldfølelse vokser, når jeg tager mere hensyn til mig selv end til andre
Jeg føler mig tit udnyttet, og jeg kan også blive sur når jeg skal gøre alt muligt for andre
Jeg er bedst til at beklage mig over andre, når de ikke er til stede
Svarede du ja til fire eller derover, så ligger du højt på Dørmåtteskalaen. Du har uhensigtsmæssigt svært ved at sige nej, og det er det første, du med fordel kan kaste dig over at lære.

©Winnie Haarløv

Er du offer for dit liv?

16. april 2015/i Personlig udvikling/af admin

Vil du gerne udvikle dig personligt? Så begynd med at lære at tage ansvar for dine følelser og handlinger. Det vil bringe dig frem til at kunne tage ansvar for dit liv. Det lyder gríbende enkelt, men det er måske den sværeste opgave, vi som mennesker har.

At tage ansvar for dit liv betyder, at du selv bliver drivkraften for det, du ønsker at opnå. Eller med andre ord: at du bliver opmærksom på, om du på et eller flere områder lever dit liv som et offer.
At tage ansvar for dit liv betyder, at du hverken vil være offer for dine egne eller andres krav, og at du ikke vil vente på, at et mirakel skal redde dig fra dine problemer.

Tage ansvar – jamen, hvordan?

Hvis du vil forløse dit fulde potentiale, må du tage ansvar for alt hvad du gør. Du må se dine valgmuligheder i øjnene, for der er altid et valg. Oftest kan du vælge at handle på flere forskellige måder, men du kan også vælge ikke at gøre noget. Ikke at handle eller at blive ved at gøre, som du plejer er med andre ord også et valg.

Bevidsthed

Du kan vælge mellem 1) at være opmærksom og til stede, når du træffer valg og beslutninger – f.eks. på jobbet, når du fordyber dig i en opgave, diskuterer med andre eller forlænger frokostpausen. Eller du kan vælge 2) at være fysisk tilstede og mentalt fraværende i det, du foretager dig.
Hvad du end vælger, er det dit valg og dit ansvar, hvilken grad af bevidsthed du vælger at have i de forskellige situationer. Derfor er du også ansvarlig for, hvad valgene fører med sig.

Valg & handlinger

Det kan være fristende at forsøge at tage afstand eller ”frakoble” forbindelsen til sine egne valg – f.eks. ved at påstå, at andre får dig til at føle eller handle på bestemte måder.

Men andre mennesker får dig ikke til at sige eller gøre bestemte ting – det er dit ansvar, hvad du siger og hvordan du opfører dig. Det gælder, uanset om du handler rationelt eller irrationelt, om du behandler andre fair eller det modsatte, om du holder dine løfter eller bryder dem. Når du anerkender, at du er er kilden til dine egne valg og handlinger, og at du derfor er ansvarlig for dem – så er det meget mere sandsynligt, at du kan handle forsvarligt. F.eks. undgå at sige eller gøre ting, som du senere fortryder.

Ønskeopfyldelse

En klassisk årsag til at føle sig ulykkelig eller frusteret er forestillingen om, at ”nogen” eller ”noget” vil komme og frelse dig, redde dig eller sørge for, at alting bliver anderledes, så du får opfyldt dine ønsker og alle dine problemer forsvinder.
Når du tager ansvar for dig selv, anerkender du, at du er primus motor i dit liv, og at der ikke kommer andre og fikser tingene for dig. Det eneste, du kan forandre er dig selv. Og hvis du ikke selv gør noget for at sætte forandringerne i gang, vil intet væsentligt ændre sig.

Regler og værdier

Er du bevidst om, hvilke regler og værdier, der gælder for dig? Har du valgt dem? Eller har du overtaget dem fra andre og glemt at reflektere over, om de passer til dig?
Når du tager ansvar, vælger du selv dine regler og værdier. Du forholder dig kritisk til dem, som du allerede har og til dem, som andre gerne vil pådutte dig. Du opsøger mennesker, der handler og tænker anderledes end dig selv for at lade dig inspirere – og så vælger du, hvilke regler og værdier du vil basere dit liv på.

Prioriteringer

Du kan bruge tid og energi på to forskellige måder: enten i overensstemmelse med dine værdier – eller ude af takt med dét, du går rundt og siger at du synes er vigtigt.
Når du anerkender, at din tid og din energi tilhører dig, og at det er dig, der bestemmer hvordan du vil bruge begge dele, så bliver du i stand til at skabe overensstemmelse mellem den tid og energi, du har til rådighed – og dét, som du gerne vil udrette. I stedet for at lade dig drukne i aftaler, opgaver og sociale sammenkomster eller negligere dem, kan du på basis af dine værdier udvælge det og prioritere det, der er vigtigt for dig.

Valg af partner og venner

Du kan vælge at fortsætte med at bebrejde og anklage dem, der ikke behandler dig ordentligt, skuffer eller svigter dig – og bruge en stor del af livet på at føle medlidenhed med dig selv.

Eller du kan anerkende dit ansvar for at vælge, hvem du følges med, hvem du vil dele dig selv og dit liv med. Det er dit ansvar at udvælge og fravælge menneskene i dit liv. Det er dig, der bestemmer, hvad du vil være med til i samværet med dem, og hvor du vil sige fra.

Handlinger, forårsaget af følelser

Når du bliver vred, er det måske fristende at lange ud (verbalt eller fysisk) efter den, du bliver vred på.
Når du bliver såret eller skuffet, bliver du måske fornærmet eller surmulende.
Når du mister tålmodigheden, kører du måske for stærkt. Eller skælder ud.
Når du bliver sulten, kaster du dig måske over chokoladebollerne.

Men du behøver ikke at handle på hver eneste følelse eller behov, der opstår i dig. Når du tager ansvar for de handlinger, du vælger at foretage, vil du uvilkårligt handle med større opmærksomhed og eftertænksomhed og mindre impulsivitet.

Lykke

Du kan vælge at tro på, at din lykke er afhængig af din partner, skæbnen, tilfældighedernes spil, Gud eller Buddha osv. Hvis noget gør dig ikke–lykkelig eller ligefrem ulykkelig, kan du vælge at tackle det ved at lægge ansvaret for din egen lykke fra dig: ”Nogen må gøre noget!” ”Hvis bare jeg vandt i Lotto!” ”Hvis bare X ville forandre sig, så ville jeg være meget gladere!

Du kan også vælge at tro, at lykken primært ligger i dine egne hænder og give du dig selv en enorm magt: for så behøver du ikke vente på, at de begivenheder, mennesker eller heldige tilfældigheder skal gøre dig lykkelig. Så kan du selv tage ansvaret og spørge: ”Hvad kan jeg gøre, for at….”

Dit liv – dit velvære

Ved at tage ansvar for dit liv, anerkender du samtidig andres ret til at tage ansvaret for deres. Andre mennesker eksisterer ikke som midler for dine mål, ligesom du naturligvis ikke er et redskab for dem til at opfylde deres ønsker.

Mennesker kan vælge at hjælpe hinanden, eller de kan vælge at lade være, og livet bliver oftest kun mere behageligt, hvis man kan bede om, modtage og give hjælp. Men ingen har ret til at forlange din hjælp. Ingen har ret til at forlange at du bruger tid og energi på dem. Du har altså ret til at sige nej, når du bliver bedt om hjælp.

Du kan lære selvansvarlighed ved at stille dig selv to enkle spørgsmål hver dag, flere gange dagligt:

Hvilke reelle valgmuligheder har jeg?
Hvad vil jeg gøre?

I stedet for at sige ”Jeg ville gerne have…” eller ”Hvis bare…”, så spørg dig selv: ”Hvad er jeg villig til at gøre for at opnå dét, jeg ønsker mig?”

En øvelse: For at øge din opmærksomhed på, om du handler selvansvarligt, så spørg dig selv: ”Hvis jeg vil tage 100% ansvar for mig selv, hvad vil jeg så gøre?” Prøv gennem en hel uge at skrive 6–10 afslutninger på hver af de følgende sætninger:

Hvis jeg vil handle lidt mere selvansvarligt i dag, vil jeg…
Hvis jeg idag vil være lidt mere selvansvarlig i mit forhold til andre, så vil jeg…
Hvis jeg tager ansvar for mine valg og beslutninger i dag, vil jeg ….

Lad være med at fokusere på ”det rigtige” – skriv præcis, hvad der falder dig ind i det øjeblik, det dukker op. Når ugen er gået, så læs alt, hvad du har skrevet – og afslut med at skrive 10 afslutninger på følgende sætning:

Hvis noget af det, jeg skrev i ugens løb er sandt, så vil det måske hjælpe mig, hvis jeg…

Hvis du tager øvelsen alvorligt og er konsekvent med den, vil du opdage, at den støtter dig i at skifte mentalt fokus – fra alt det, du er utilfreds med, anklager og beskylder andre for og afskriver som livet, skæbnen eller samfundets skyld – og til dine egne muligheder, valg og ansvar. Resultatet kan være både hurtig og dramatisk forandring.

Står din automatpilot på JA?

Måske er det svært for dig at sige nej og vise grænser? Så er du offer for din egen frygt for at såre andre, at blive upopulær eller at være en dårlig mor, elskerinde, kollega osv. Men at sige nej når der er noget, du ikke vil, er din menneskeret.

At sige nej er en kompetence, man kan lære – UDEN at blive en negativ, sur nejsiger. Den, der ikke mestrer denne kompetence, forfalder nemt til at bruge hvide løgne. En nem løsning på kort sigt, men i længden går den ud over selvrespekten.