En af mine klienter klagede over sin nærige kæreste og ville vide, om hun kunne opføre sig på en måde der ville ændre eller fjerne denne egenskab hos kæresten, som hun fandt så afskyelig. Men det kan hun ikke, for det er ikke hende, der udløser den. Nærighed kommer indefra – lige som f.eks. at være mørkeræd. Det er noget, man har med sig fra den allertidligste barndom.

Et barns udvikling foregår i faser, der skifter efter dets forskellige behov og parathed til at lære. Det 1–2– årige barn har opdaget omverden, er fascineret af det stoflige og har brug for at få lov at snavse sig til i mudder, vand, farver osv. – alt det, de voksne kalder ”griseri.” Børn lærer jo ved at udforske, og som et udslag af naturlig nysgerrighed leger de i denne alder ugenert med deres egen afføring, hvis de kan komme til det. Forældrene kan – måske forståeligt nok – blive for ihærdige med hensyn til at optræne barnet til renlighed og lydighed. Begynder de for tidligt eller stiller de for høje krav, kan det udløse barnets første trodsalder (der i virkeligheden er et udtryk for sund og naturlig selvstændighedstrang).

Det behøver nu ikke altsammen ikke foregå på potten, men kan også handle om at barnet ikke vil i seng, ikke vil have tøj på, ikke vil spise eller synke, kaster med legetøjet eller ikke vil dele med andre. Barnets reaktion betyder endnu flere krav, skældud og straf, og så er den onde cirkel i gang. Barnet lærer, at det ikke kan forvente noget af omgivelserne: dvs. at når det følger sin lyst og drift, bliver det ønskede taget væk – så det må sørge for sig selv og populært sagt ”rage til sig,” hvis det vil have noget.

Min klient klagede over, at hendes kæreste ikke ville bruge penge på et nyt, fælles køleskab. Men computerspil, ny bil og ture i byen til sig selv ofrede han gerne penge på. “Hvorfor?” spurgte hun. Der er næppe nogen ensidig forklaring, men der er en høj grad af perfektionisme i det nærige menneske. En perfektionist opstiller uopnåelige standarder for sig selv, fordi han tidligt har lært at opfylde høje krav (til f.eks. renlighed og lydighed) for at blive elsket.

Som barn har han altså lært, at det er bedst at være uafhængig af andre, både økonomisk og følelsesmæssigt – dvs. en slags gerrighed i de nære relationer. Som voksen bliver han typisk følelsesmæssigt distanceret og optaget af egne behov. Sådan et menneske har simpelthen lært, at der ikke er noget at få – at hvis man vil have noget, må man samle til bunke. Det er udtryk for en følelsesmæssig sult – der er aldrig ”nok”, og derfor er der heller ikke noget at dele ud af. Man kan ikke give hvad man ikke har, og føler man aldrig at man har overskud bliver der selvfølgelig intet givet.

Nærighed i parforholdet

Nærigheden er en slags tidligt tillært hæmning og korrekthed, der kan give voldsomme raserianfald i forbindelse med provokationer, kritik eller uenighed. En mildere udgave af den anale karaktertype er mønsterbarnet, der som voksen bliver typen med pinlig orden i alt – lige fra følelseslivet, der kontrolleres og beherskes til værktøjskassen, hvor alt ligger parallelt og i orden. Lige så praktisk for økonomien det kan være at samle til bunke, lige så uhensigtsmæssigt i et forhold er det at holde følelser tilbage. Dels eksploderer man i raseri på et eller andet tidspunkt, og dels kan forholdet til kæreste, venner og familie være præget af distance og kølighed, så snart alt ikke er i perfekt orden – og det gælder på både det indre, følelsesmæssige plan og på det ydre, rent fysisk konkrete plan.

Jeg har oplevet par, hvor begge parter er lige nærige og nøjeregnende (både med penge, tolerance og følelsesmæssig generøsitet over for andre), som egentlig havde det glimrende sammen.

At lære en tyr at synge

Du kan i hvertfald ikke fjerne en andens nærighed. Punktum. Hvis din kæreste selv er interesseret i at ændre sig på det punkt, kan han gå i terapi – men gør dig ingen illusioner om, at du kan få det til at forsvinde. Det skyldes hverken din kærestes uvilje eller dumhed, men simpelthen at årsagen ligger på et dybdepsykologisk plan, som hverken du eller han kan nå uden professionel hjælp. Du kan muligvis enten true eller ”træne” ham til at fortrænge eller skjule nærigheden og lære ham hvordan han kan optræde generøst, men glem alt om at lære ham glæden ved at give. Det svarer til at lære en tyr at synge: det vil ikke lykkes, og det provokerer tyren til at angribe.

Så det mest hensigtsmæssige at gøre afhænger af din egen personlighed: er du selv en nærigpind, så ønsk dig selv til lykke med drømmemanden. Er du den generøse type, så kan du enten tage hans nærighed som en oplevelse, eller du gøre ham lykkelig ved at lade ham tælle småpengene i din sparegris – og så kan du jo selv gå i byen for at finde en med et større nummer i spendérbukser imens.

Nærige mennesker er oftest af den anale personlighedstype. Forskere og psykologer taler om den anale karakters treenighed, som omfatter pedanteri, nærighed og egensindighed. Persontypen har ofte tendens til overdreven kontrol, og en kontrollerende familie vil oftest give karakteregenskaberne videre til børnene.

Er nærighed udtryk for egoisme?

Sandsynligvis ikke. Det er et karaktertræk, der er grundlagt så tidligt, at det formentlig er rodfæstet i den ubevidste del af psyken. Det er en drift for den nærige at samle til bunke og holde på sine ejendele, penge og følelser (for man er sjældent generøs med det ene og nærig med noget andet – nærigheden er oftest gennemgående). Egoisme er en værdi, en moralsk vurdering – nærighed er en drift. De to kan ikke sammenlignes. Man kan måske snarere sige, at nærigheden er et forsvar, som den nærige bruger for at beskytte sig selv.

©Winnie Haarløv