Tag Archive for: forældre

Bevar dit barns selvværd

Selvværd, tillidsfuldhed og lykke-evne er egenskaber, der er nødvendige for et godt voksenliv. Hvordan bevarer og udvikler vi som forældre de potentialer, som barnet har med sig fra fødslen til at blive velfungerende, harmoniske voksne, der hviler i sig selv?

De allerfleste børn får omsorg i form af mad, legetøj, tag over hovedet osv. som en selvfølge — men usynlig omsorg er den omsorg, der ikke er materiel, målbår eller konsekvent kan ses eller høres er mindst lige så vigtig (hvis ikke mere).

Kærlighed

Kvantitet og kvalitet er vigtige — dén med ’kvalitetstid’ duer ikke (selvom lidt selvfølgelig er bedre end ingenting). Børn har brug for konsekvent og ubetinget kærlighed. Selvværd næres af følelsen af at være værdsat for ens egen skyld og ikke hvad man kan præstere eller blive til.

Sikkerhed

Frygt og angst er selvværdets farligste fjender. Børn som føler sig usikre på, om deres bsisbehov bliver opfyldt eller at deres følelsesmæssige / fysiske verden vakler, vil kun vanskeligt kunne udvikle tillid til omverden. Når børn føler sig sikre, vil de automatisk forsøge at udvikle deres potentiale ved at tage udfordringer op og kaste sig ud I noget nyt.

Rollemodeller

Børn gør ikke som vi siger men som vi gør. Eksemplets mangt er langt det stærkeste, når det gælder om at udvikle et barns selvtillid. En forælder der er præget af frygt, angst og lave selvværd vil uvilkårligt præge sit barn med det samme – medmindre et stærkt modbillede er konsekvent tilgængeligt i barnets nærhed.

Relationer

Et barn har brug for mange forskellige relationer for at udvikle tillid til at relatere til mange forskellige slags mennekser. Der skal være tætte, intime relationer (typisk til forældrene), nære venskaber og mere overfladiske bekendtskaber (fx fjern familie, butiksekspedienter osv.) Gennem at indgå I relationer opbygger barnet den selv-opmærksomhed og selvindsig, der er forudsætningen for følelsen af selvtillid og hvilen I sig selv.

Sundhed

Børn har brug for sundhed og energi for at lære alt det, de skal lære. Forskning viser, at fx underernærede børn har sværere ved at indlære og tilegne sig færdigheder, og at de derfor har vanskeligere ved at udfolde deres fulde potentiale. Man har også påvist, at børn blomstrer når de er friske og sunde, og i vores kultur er der ingen tvivl om, at sunde, kønne børn i langt højere grad får mere opmærksomhed, flere selvværds—nærende komplimenter og flere muligheder.

Ressourcer

Måske kunne stenaldermenneskenes børn nøjes med at lege med sten og blomster, men i dag er verden langt mere kompleks. Børn med rigelig og konsekvent tilgang til bøger, legetøj, musik og instrumenter, sportsfaciliteter og rejser har uomtvistelige fordele sammenlignet med børn med begrænsede ressourcer. Selvfølgelig er sådanne ressourcer ikke absolut nødvendige for at udvikle selvværd eller selvtillid, men det er nyttige redskaber, der kan hjælpe til personlig vækst og udvikling.

Støtte

Materielle ressourcer er ikke nok. Børn må have anerkendelse, opmuntring og vejledning. De har brug for voksne med god jordforbindelse, der kan rumme og guide dem mod øget tillid og dygtiggørelse — voksne, som giver dem ærlig, konstruktiv feedback både når de klarer sig godt og mindre godt. Støtte er en afgørende faktor i et barns opheling af skuffelser, svigt og nederlag. En vens afvisning eller et dårligt skoleresultat kan ryste et barns verden og slå dybe revner i selvtilliden — og hvorvidt arret skal være livslangt eller kan skubbes ud i glemslen afhænger i høj grad af kvalitet og kvantitet af den støtte, der er tilgængelig for barnet.

Belønning

Processen med at udvikle selvtillid og selvværd kan (som al anden indlæring) bære lønnen i sig selv — sommetider træls, sommetider spændende og givende. Men belønning for opnåede resultater er også vigtig og motiverende, selv for det mest selvkørende og ambitiøse barn. Børn, der regelmæssigt modtager belønning i form af anerkendelse, opmærksomhed osv. for deres resultater og bestræbelser har langt nemmere ved at opretholde deres naturlige nysgerrighed, udforskningstrang og lyst til at sætte nye mål end børn, der ingen belønning får.

Respekt

Et barn er ikke ligestillet med sine voksne. Det har ikke samme magt, samme autoritet og heller ikke samme ansvar. Derfor er det den voksne, der bestemmer og har ret (og pligt) til at udøve sin autoritet og afstikke rammer, give vejledning og inspirere barnet. Men barnet er ligeværdigt med sine voksne. Derfor må den voksne respektere barnets følelser, grænser og fantasier (og derved lære barnet at vokse op til at gøre det samme). At bruge verbal, psykisk eller fysisk vold er respektløst under enhver form. Der er ingen undtagelser.

Kommunikation

Børn gør, som du gør, ikke som du siger. Lær dit barn at kommunikere åbent, respektfuldt og autentist ved at gøre det selv: Sig, hvad du mener; stå ved dine følelser og sig tingene, som de ér. Lær ikke barnet ‘hensynsbetændelse’ og hvide løgne, men vis det, at man ikke kan gå gennem livet uden at træde nogen over tæerne engang imellem (selvom det selvfølgelig ikke er ønskværdigt i sig selv). Lær at tale i jeg-budskaber (det er en fuldstændig enkel teknik, der bare skal indøves – kaldes også Girafsprog). Lyt interesseret – og tænk på, at det bedste svar sommetider er et spørgsmål.

Personlighedens kerne

dannes af objektrelationerne fra 0–3 år. Far, mor, søskende, dagpleje osv. indgår som påvirkere. Det vigtiste element er den følelsesmæssige relation

Et barn med udækket kærlighedsbehov modsætter sig (forgæves) ophævelsen af symbiosen for at holde forladthedssorgen væk. Konsekvenser af forladthedssorgen kan f.eks. være barnets klæben, morens overbeskyttelse eller afvisning af barnet.

Mangel på selvtillid kan føre til selvhad og selvdestruktiv adfærd, f.eks. misbrug (alkohol, sex, mad, rusmidler, kriminalitet). Din selvværdsfølelse afspejler, hvordan din mor var til at elske dig

Følelser kommer af tanker. Bag enhver følelse er der en tanke, og derfor en ”følelser uden en tanke” ikke brugbar (fordi tanken ikke er erkendt, og derfor er følelsen falsk eller løgn)

Find ”smittebæreren” i et rum eller en forsamling – så kan du identificere den, der aktiverer dit (uhensigtsmæssige) mønster.

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

© Winnie Haarløv

Hvorfor får børn raserianfald?

Lige så nemt det er at få øje på et barns raserianfald, lige så svært kan det være at opfatte, hvorfor barnet raser. Men der er altid en grund. Altid.

Det kan være svært at forstå, hvorfor et barn som man har opdraget med kærlighed, omsorg og omtanke pludselig får raserianfald. Forskellige eksperter er ude med alle mulige forklaringer om forkælethed, overopmærksomhed, forsømmelse og fortravlede, selvoptagne forældre.
Som vidne til et hylende, sparkende, frådende barn kan man som mor godt pludselig blive i tvivl om det er for naivt at tro, at det kan lade sig gøre at et barn kan vokse op uden straf og disciplin. Og så kører karrusellen: Hvad har jeg gjort forkert? Har jeg været for skrap – eller for efterladende? Har jeg ikke givet ham kærlighed, omsorg og forståelse nok – eller har jeg givet ham for meget?

Lad være med det! Tænk i stedet på, at der altid er en grund til at barnet reagerer, som det gør. Børn er meget til stede i deres nu, og derfor ligger årsagen sjældent ret langt væk Og børns ræsonnementer og årsager til at handle er som regel særdeles konkrete.
Tænk f.eks. ”Hvad er der sket på netop denne dag, i øjeblikket op til raserianfaldet?” Lige som jeg glemte, at vi netop var flyttet og havde brugt lang tid på en frustrerende kassekø, så er det nemt at glemme f.eks. at barnets yndlingslegetøj gik i stykker nede i vuggestuen, at storesøster måske uretfærdigt nok fik rigelig meget opmærksomhed i morges, da hun faldt og slog sig, at en forkølelse kan være på vej eller at telefonen ringede netop da barnet var midt i en historie – og jeg afbrød ham og tog i stedet røret.

Er du en del af løsningen eller en del af problemet?
  1. Siger du ”Jeg forstår egentlig godt, at du er nysgerrig efter at vide, hvem der bor i huset ved siden af – og efter at vide, hvad katten hedder. Men kan vi ikke bruge et par minutter på at kæle katten nu – og så komme tilbage en anden dag, når vi har mere tid?”
  2. Eller siger du: ”Kom så her – nu! Jeg sagde NU!”

Effekten af 1) kan være, at den potentielle konflikt bliver undgået, fordi du anerkender barnets følelser og handlemåde. Effekten af 2) kan være den samme som hvis du siger: ”jeg vil hverken ikke høre på dig, respektere dig eller på nogen måde prøve at forstå dig lige nu. Du skal lystre, uanset om du har lyst eller ej, for det er mit behov, der kommer først.” Altså en invitation til en magtkamp.

Du kan lære noget af at betragte dit barn, når det er glad og afslappet. Hvad afstedkom dén stemning? Er det fordi barnet er udhvilet? Er dagen ikke travl? Har du fri? Har barnet fået sin yndlingsmad til sidste måltid? Har der simpelthen været meget tid til at være sammen i? Har barnet fået tilstrækkeligt af dit nærvær og er tilfreds? Eller hvad? Fokusér på den enkelte situation stedet for på hele din mor–rolle og hele forældreskabet (”Jamen, jeg har virkelig prøvet at være en god mor og givet ham opmærksomhed og omsorg. Hvorfor opfører han sig så sådan – hvad har jeg gjort forkert?!?)

Ingen er perfekt. I hvert fald ikke hele tiden

Du er ikke perfekt. Du er menneske på godt og ondt – og derfor også fuld af fejl og uhensigtsmæssigheder. Derfor kan ikke opføre dig perfekt, reagere perfekt og sige de rigtige ting hele tiden.

Dit barn er et helt menneske med alle følelserne: vrede, angst, sorg og glæde. Det nærmeste, du kommer perfekt er, hvis du kan lade barnet bibeholde evnen til at føle alle følelserne.

Hvis du kan fokusere på de umiddelbare omstændigheder i stedet for på fjerne mål og tidligere ”fejl” – altså på f.eks. legetøjet, der gik i stykker, larmen, udmattelsen, travlheden, den truende forkølelser osv. – så kan du måske få et mere relevant svar på ”Hvorfor opfører mit barn sig sådan?”. Og så kan du måske give barnet empati og indlevelse i stedet for bebrejdelser over raserianfaldet: ”Jeg ved godt, du synes det er irriterende når jeg skal tale i telefon hele tiden – og nu gik dit legetøj oven i købet i stykker! Det er ikke så mærkeligt, at du er vred lige nu.”

Men hvis din respons er vrede, straf eller afvisning, gør du situationen værre – for så giver du barnet endnu mere grund til at føle vrede og frustration. Endda i et øjeblik, hvor han nærmest er ude af stand til at håndtere det.

  • Øv dig i at anerkende barnets følelser og udtrykke empati, f.eks.: ”Åh nej – nu væltede Lillebror din Lego–bygning! Hvor må det være ærgerligt!” eller ”Jeg forstår godt, at du synes det er irriterende at du skal dele mig med Lillesøster. Du ville måske ønske, at det bare var os to? Det er der ikke noget at sige til.”
  • Undgå at isolere barnet ved f.eks. at sende det ind på værelset eller ignorere det, når det græder eller raser. Gør du det, sender du en ordløs meddelelse om, at ”jeg elsker dig kun, når du opfører dig ordentligt – gør du ikke det, er du ikke velkommen i familien.”
Nøgleord: hjælpeløshed

Når barnet raser, er det hjælpeløst. Barnet oplever, at det ingen kontrol har over omstændighederne: han ønsker, at tingene skal være anderledes men magter ikke at bringe ændringerne frem. Prøv at forestille dig, hvordan afmagt føles – hvor skræmmende den følelse kan være. Barnet oplever sig selv som fuldstændig overgivet andre.

Hjælpeløsheden kan opleves som et alvorligt skår i selvværdet: når barnet føler sig ude af stand til at påvirke eller ændre omstændighederner, kan det nemt lede ham til at tro, at han slet ikke er i stand til det – og endda, at han heller ikke fortjener eller har ret til at ændre på situationen.

Raserianfald kan være et sundhedstegn

Når barnet insisterer på sine behov for at blive hørt, kan det betyde, at han stadig har troen på, at forældrene gerne vil høre og se ham. At han tror på, at han kan råbe dem op og på, at han har ret til at blive hørt. Men hvis han bliver ignoreret, tromlet eller straffet for at ville høres tilstrækkeligt mange gange, lærer han at lade være med at søge sine behov opfyldt og at tie stille med det, han vil sige.

Mange gange opfattes et sådant barn som ”artigt”, ”velopdragent” og ”modent” – men sandheden kan være, at han simpelthen har opgivet håbet om at blive hørt og derfor undertrykker sin vrede, sorg og frustration indtil han føler sig stærk nok til at modstå disse følelser (oftest i puberteten, hvor de formentlig vil manifestere sig som en anden slags oprør). På den måde er raserianfald ikke altid tegn på noget ”dårligt” eller ”usundt” hos barnet, men et tegn på, at han forsøger at kommunikere på den måde, han bedst kan finde ud af.

Raserianfald kan altså være signaler om hjælpeløshed og frygt, selvom det kan virke nærmest modsat. Forældre eller lærere tror måske, at barnet forsøger at dominere eller manipulere forældrene eller situationen – muligvis fordi vi som voksne kun sjældent forstår at anerkende og forstå vores egne barndomsfølelser (og især, hvis vi også selv føler os trætte, magtesløse eller vrede). Det er fristende at fokusere på opførslen snarere end drivkraften bag den, og mange af os har selv haft en opvækst med forældre, der ønskede velopdragne børn. Så vi kender rumlen: Opfør dig ordentligt, ellers…

Børn og forældre arbejder hårdt

Som forældre kræver vi uforholdsmæssigt meget af os selv. Vi vil gerne være omsorgsfulde, kærlige, forstående, give børnene tryghed, kærlighed og materielle goder; være tilgængelige, kreative og rummende. Desværre fører de høje idealer også tit til, at vi forlanger meget af børnene, deres alder og kompetencer taget i betragtning. Det kan være godt engang i mellem at stoppe op og huske, at på samme måde som forældre gør det så godt, som de kan, så forsøger langt de fleste børn at samarbejde med forældrene for at stille dem tilfredse. Og i langt de fleste tilfælde er det barnet, der arbejder hårdest.

Ideen om, at hvis du som forælder bare gør alting rigtigt, så bliver dit barns tilværelse og barndom perfekt, er en giftig faldgrube.

Det er helt urealistisk at forvente af far, mor eller barn, at ingen af jer nogensinde bliver vred, bange eller ked af det. Eller hysterisk, urimelig, jaloux, misundelig eller uretfærdig.

En dag, da min søn var to år gammel stod jeg med indkøbsposer og var ved at låse hoveddøren op – og så stak han af for at lege med naboens kat. Jeg havde travlt, havde for meget at bære på og skulle i gang med aftensmaden, så jeg skyndte på ham og bad ham komme tilbage med det samme. Men det ville han ikke; han ville lege med katten. Jo mere jeg opfordrede, jo skarpere jeg blev i tonen, jo mere irriteret blev jeg – og jo mere stædig blev han. En magtkamp var i gang.

Så slog det mig, at dagen også havde været stresset for ham. Lige fra jeg hentede ham, havde jeg været en halv time for sent på den. I supermarkedet var der kø, udsolgt af kartofler og desuden var vi netop flyttet.

Altså ikke bare en stresset dag, men en stresset tid for mig – og for ham. Og nu var min søn i gang med noget, der var både meningsfuldt og nødvendigt for ham: han var ved at gøre sig bekendt med sine omgivelser og naboens kat.

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

© Winnie Haarløv

 

 

Tyve alternativer til straf

Vi ved det jo godt.

Utryghed, skænd, straf, kulde, fjendtlighed, råben, ironi, sarkasme, at blive ladt alene, sendt ind på værelset osv. osv. er skadeligt for et barn. Vi ved det godt!

At “opdrage” betyder ikke at “krænke.” Det betyder at vise barnet, hvilke rammer det kan agere inden for og hvilke normer, der gælder i de hierarkier som det lille menneske bevæger sig i. Det gør vi bedst ved at være rollemodeller og  med kontant, letforståelig vejledning. Det vigtigste for et barn er respekt (lige som det er for alle os andre).

  • Et barn, der krænkes, lærer offer-krænker adfærd. Og regler. love og normer.
  • Et barn, der oplever respekt, lærer respektfuld adfærd. Også overfor regler, love og normer.

Nu tænker du måske: “Jamen, skal jeg da bare lade ungen gøre som hun/han vil?”

Og selvfølgelig ikke. Børn, der opfører sig “umuligt” har lært den adfærd ét eneste sted fra: sine forældre. Børn gør det, der betaler sig for dem. Nøjagtig lige som alle os andre, med den forskel at vi voksne skjule det med manipulation.
Et “umuligt barn” findes ikke. Det er nemlig ikke umuligt; det er forladt, rådvildt og i tvivl. Sådan et barn leder efter sine forældre og deres respektfulde vejledning.

Forældre, der opfører sig som børn, straffer, skælder ud, vrisser og siger at det er for barnets egen skyld. Det er en dårlige, elendig og skadelig undskyldning. En manipulativ, ansvarsfraskrivende løgn..

Så hvad kan man som forældre gøre i stedet?

1. Find det underliggende behov

Hvis dit barn skriger, plager om slik eller bliver utålmodigt mens du venter i kassekøen, så vær forberedt: keder det sig, så giv barnet noget at lege med. Er det sultent, så giv det en frugt. Hjælper det ikke, så forklar roligt barnet, at det ikke må få slik nu – og lad det skrige. Skæld ikke ud, straf ikke. Og blæs på, hvad de andre i køen synes (de har sikkert selv prøvet at stå med et skrigende barn et offentligt sted).

2. Giv oplysninger og fornuftsgrunde, der passer til alderstrinnet

Hvis barnet tegner på vægge eller ødelægger ting, så tag dig tid til at forklare hvorfor du synes det er mest hensigtsmæssigt at tegne på papir eller passe på tingene. Hvis barnet er for lille til at forstå en forklaring, så vis barnet et alternativ eller en konsekvens. River din 9 mdr gamle baby i dine ørenringe, så sæt dig i sofaen og sæt barnet ved siden af så snart det sker. Hold øjenkontakt og sig “nej” – venligt og fast. Forlad ikke barnet, rynk ikke panden og smil ikke.

3. Find den underliggende følelse

Anerkend, accepter og respekter barnets følelser. Hvis barnet slår, driller eller kniber, så find ud af, om barnet er f.eks. jaloux, misundelig eller føler sig overset – og anerkend, at det er sådan. Der er altid en grund til at barnet gør, som det gør. Inviter barnet til at vise sin vrede og jalousi på andre, mere hensigtsmæssige måder. F.eks. at græde og skælde ud over for dig.

4. Lav om på omgivelserne. Ikke på barnets nysgerrighed

Når man får et barn, viser omgivelserne sig sommetider uhensigtsmæssige. Hvis dit barn bliver ved at tage ting fra reoler eller køkkenskabe, så udskift de ting, der findes i børnehøjde med nogle, som barnet gerne må lege med. Sørg for, at hjemmets indretning respekterer, at der nu bor et legelystent, nysgerrigt barn.

5. Find acceptable alternativer

Hvis du ikke vil have, at barnet bygger en hule i spisestuen, så vis barnet, hvor det gerne må bygge en hule – i stedet for bare at sige NEJ.

6. Vær et eksempel for dit barn

Hvis barnet f.eks. trækker en kat i halen, så sig “nej” – og vis barnet, hvordan man klør katten bag øret. Eksemplets magt er langt stærkere end ord.

7. Giv valg – ikke ordrer

Beslutninger og valg giver barnet magt over sin egen situation, mens ordrer inviterer til magtkamp. Tilbyd ikke for store eller frit formulerede valg, f.eks. ”Hvad har du lyst til at lave på søndag?”
Giv hellere valgmuligheder, som er overskuelige i forhold til barnets alder og kompetence. Spørg ikke f.eks.: ”Hvad vil du have på i børnehave? – men: ”Vil du have den røde eller den blå trøje?” og ”Vil du børste tænder før eller efter at du har taget pyjamas på?”

8. Gør undtagelser nu og da

Lær barnet fleksibilitet ved en sjælden gang at bryde hverdagsrutinen. F.eks. ”Det er okay, at du ikke børster tænder i aften, når du er så træt.” Giv indimellem dig selv lov til at bryde rutinen ved f.eks. at lade barnet få havregryn med mælk til middag el.lgn.

9. Giv barnet tid til at forberede sig

Hvis du f.eks. skal have middagsgæster, så fortæl barnet, hvad du forventer af det. Vær specifik og hold de indgåede aftaler. Hvis aftalen er, barnet skal tage nattøj på uden bøvl, så vær konsekvent. Har du lovet at læse godnathistorie, så gør det. Selvom gæsterne må vente med desserten.

10. Lad barnet opleve konsekvenserne af sine valg

Lad være med at fjerne hver en sten på barnets vej. Hvis et barn f.eks. lader sit våde gymnastikhåndklæde ligge i tasken, så lad barnet selv finde det og opdage, hvor generende det kan være. Det er en menneskeret at træffe valg, og sommetider (tit!) vælger man forkert. Lær barnet, at det er okay, og at det selv må tage konsekvenserne af f.eks. ikke at ville have vanter på i 10 graders frost (du kan jo tage vanterne med i tasken og tilbyde barnet et nyt valg, når det er parat!)

11. Fortæl om dine følelser i stedet for at være sur

Lad barnet vide, hvad dets handlinger gør ved dig. Sig f.eks. ”Det irriterer mig, at du ikke tørrer krummer op efter dig. Jeg vil gerne have, at du gør det.” – og lad så være med selv at tørre dem op!

12. Skrid til handling, hvor det er nødvendigt

Hvis barnet insisterer på at ”gå selv” og derefter stikker af, så hold barnet fast i hånden (uanset dets protester), mens du forklarer hvor farlig trafikken er. Vis eventuelt barnet en fugl eller en ræv, der er blevet kørt over. (Jo! Jeg mener det!)

13. Hold om barnet

Børn, der kaster sig ud i aggression eller trods kan sagtens have brug for, at mor eller far simpelthen holder blidt om dem, uden vrede og formaninger. Tit dækker den vrede opførsel over barnets frustration eller sorg, og den blide omsorg kan få barnet til at græde de nødvendige tårer i stedet for at gøre sig ensom i raseri.
Som voksen ved du jo godt, hvor rasende eller frustreret du kan blive, hvis bernaisen skiller eller pc’en driller. Du har bare lært adfærdskontrol, og det er dét, barnet stadig mangler at lære.

14. Bliv ved barnet i konflikter og kriser

Et barn i oprør (hvadenten det skyldes vrede, sorg eller angst) har allermest brug for en nær voksen, der kan være der. Ti gerne stille og bare vær til stede, indtil barnet eventuelt viser behov for en omfavnelse – og hvis ikke, så bare bliv ved barnet.
Vis, at din kærlighed er ubetinget. Spørg, om barnet har lyst til at fortælle om sine følelser. Tilbyd omfavnelse, men påtving den ikke. Spørg, om barnet har lyst til at høre forslag til, hvad det kan gøre. Siger barnet nej, så respekter dets ønske. Lad være med at bebrejde, trøste, forklejne eller aflede følelserne (ved f.eks. at tilbyde mad, leg eller tale om noget andet).

15. Lad dig lokke til leg

Mange (potentielle) konflikter kan løses ved leg. Eksempelvis: ”Vil du være med til at lege restaurant? Okay – du bærer ud, jeg skyller af” el.lgn. Eller ”Skal vi børste tænder på hinanden?”

16. Respekter barnets følelser: vrede, angst, sorg og glæde

Hvis dit barn er vred på dig, så respektér barnets vrede.
Invitér barnet til at vise vreden ved f.eks. at indbyde til en pudekamp. Når barnet har raset ud, så overgiv dig, gerne på en dramatisk måde.
Hvis barnet er i humør til det, så inviter det til at tale om sin vrede. Spørg f.eks. ”Er du stadig vred på mig ?” Hvis barnet siger ja, så spørg, om barnet har lyst til at sige noget mere om det. Gør ikke barnet forkert eller latterligt ved at nedgøre dets følelser, f.eks. ”Hold nu op med at tude; det er da ikke noget at hyle sådan op over” eller ”Er du virkelig bange for mørke – jeg troede, du var sådan en stor dreng”.

17. Vær fleksibel

Hvis du gerne vil hjem, men barnet er i fuld gang på legepladsen, så sig, at det snart er på tide at gå hjem. Lad barnet selv komme med forslag til, hvornår I skal gå. Respekter dets forslag, selvom det ikke svarer til dit – sig f.eks. ”Nej, en time er for længe, så kan jeg ikke nå at…. Skal vi sige ti minutter? Vil barnet ikke forhandle, må du som den voksne bestemme.

18. Inviter til fælles konfliktløsning

Diskuter konflikter, der bliver ved at opstå, med barnet (f.eks. oprydning, bordskik osv.) Fortæl om dine egne behov, spørg efter barnets og bed om forslag til løsninger. Tag barnets forslag alvorligt, og hvis du ikke kan bruge dem, så begrund hvorfor. Fastlæg reglerne sammen; gerne på familiemøder.
Og fremfor alt: Smed, mens jernet er koldt. Når konflikten raser, duer det ikke at ville forklare, diskutere eller tale fornuft.

19. Skru ned for forventningerne

Små børn har intense følelser og behov, og de er af natur højrøstede, nysgerrige, uorganiserede, utålmodige, krævende, kreative, glemsomme, selvcentrerede og fulde af energi. Accepter disse egenskaber og påskøn umiddelbarhed, så længe den varer. Har du nogen sinde set en 13–årig hoppe i sofaen af glæde – eller smide sig på gulvet i Irma fordi han ikke må få vingummi?

20. Træk dig – og træk vejret

Forlad rummet, hvis du har brug for at samle dig og skabe overblik. Brug evt. nogle minutter på et lynbrusebad, en kort meditation, en grædetur eller at ringe til en veninde. Bare fem minutter med dig selv kan gøre underværker og betyde, at du ikke kommer med raseriudbrud eller giver straffe, som du senere fortryder.

© Winnie Haarløv

Det største svigt

Et barn overlever ikke uden at få dækket sine fysiske behov (mad, varme, klæder) – de behov, der dækkes med synlig omsorg. Det kan heller ikke undvære at få sine psykiske behov for tryghed, omsorg og kærlighed dækket – dem, der dækkes med usynlig omsorg.

Får barnet ikke begge dele, vil det vantrives og i yderste konsekvens dø. Behovene kan kun dækkes af mindst én primær voksen (mor, far eller nogen der træder i deres sted). Den voksne er altså reelt livsvigtig for barnets overlevelse, og derfor vil barnet instinktivt gøre alt, hvad det kan for at samarbejde med denne livsvigtige omsorgsgiver.

Men én ting er simpel overlevelse. For at udvikle sig som mennesker med evnen til at danne sunde relationer til sig selv og andre, må barnet opleve at blive taget alvorligt: At blive mødt med autencitet. Det er selvfølgelig ikke det eneste, et barn har brug for, men det afgørende for, om barnet bliver skadet eller støttet for livet, er om det, vi siger, gør og viser, er sandt. Dvs. at lade være med at manipulere, lyve, spille komedie, lade som om, pynte på eller fortie – eller simpelthen at undlade at gøre eller sige noget, der bygger på en eller anden grad af løgn.

Autencitet – et grundlæggende behov

Autencitet betyder ”ægthed, pålidelighed, retsgyldighed”. At være autentisk betyder altså at være ægte, stabil og til at stole på. Det er fravær af autenciteten i forældre–barn forholdet, der gør den store forskel på, hvilke barndomsforhold, der får en blivende destruktiv indflydelse på personens liv.

Her vil mange sikkert sige: “Jeg lyver da aldrig for nogen!” eller “Hvor svært kan det være?” Men for de allerfleste er det utrolig svært. Mange mennesker (således også forældre!) ved ikke, at de lyver for barnet, for de er ikke bevidste om, at de lyver for sig selv. Men når den voksne giver barnet skylden for problemerne imellem dem betyder det, at den voksne ikke ser ærligt på sig selv og sit eget ansvar for det problematiske. Den voksne lyver om sit ansvar ved at spille skyld: “Du ødelægger det hele!” “Da jeg var barn, kunne jeg godt sidde stille og spise pænt!” “Smil nu – du har ikke noget at være ked af!” osv. osv.

Spæde kan noget, som de færreste kan

Naturen er autentisk. Hvordan skulle den være andet? At lave sig om, lade som om, tilpasse sig og gøre dét, der er pænt, høfligt, sødt, velopdragent eller betaler sig er tillært. Et nyfødt barn smiler ikke, for at mor skal føle sig som en god mor. Det smiler fordi dets behov er dækkede: mad, tryghed, søvn, varme, ren ble osv. På samme måde er der en årsag til, at barnet græder: det er sultent, utrygt, træt, fryser eller er våd. Spæde kan noget, som større børn og voksne mere eller mindre er opdraget til at have glemt: de kan bede om det, de vil have uden at skamme sig over det.

Barnets forhold til de voksne er altså i sit udgangspunkt autentisk: det viser sig, som det ér – det er ægte og kan derfor kun forvente at blive mødt med ægthed. Når det ikke bliver sker, får barnet problemer med samarbejdet. Barnet prøver at samarbejde ved at lære at lave sig om og gøre det, som den voksne ønsker. Barnet forsøger altså at dække den voksnes behov og skjule sine egne – det lærer sig uautenticitet.

Elsker jeg mit barn? Eller elsker jeg, at barnet bekræfter mig ved at elske mig?

“Ikke alle er modne nok til at undgå det sidste, når vi bliver forældre. Det kan børnene godt leve med en tid, hvis de oplever, at vi er villige til at lære sammen med dem. Hvis vi ikke er villige, elsker de os ikke mindre af den grund. De elsker sig selv mindre.” Sådan skriver Jesper Juul i sin bog ”Det kompetente barn”.

Et barn er en udfordring til og chance for at genopdage, hvad det vil sige at være et rigtigt (autentisk) menneske. Det er ikke opgaven at opdrage barnet til at blive ”et rigtigt menneske” – nærmest tværtimod. Børn er jo rigtige mennesker. De er naturlige, fri for tillærte normer og falskheder. Tænk bare på den gamle kliché “Af børn og fulde folk skal man høre sandheden.”

Barnet er også et fantastisk tilbud til forældrene om et samarbejde henimod at opstille, afprøve og vælge værdier. Barnets autentiske reaktioner på de voksne er en unik chance for at undersøge og revidere egne værdier (eller mangel på samme). Og hvis de voksne ikke vil lære om deres værdiforvirring, kommer barnet til at lide af værdiforvirring.

Væk fra det naturlige

I barnets socialisering og bevidsthedsudvikling brydes modsætningen mellem det autentiske og ureflekterede (”det naturlige”) og det bevidst, tænkende og handlende (“det socialiserede”). Barnet får dermed to helt forskellige grundlag at danne sine selvbilleder på : i den ene pol dét, som barnet mærker, føler og sanser inde fra sig selv, og i den anden pol omverdens reaktioner, skrevne eller uskrevne regler og det, man kalder opdragelse.

Den første, afgørende spejling for barnet er selvfølgelig forældrenes. Når denne spejling ikke er autentisk, bliver barnets informationer fra sine ydre og indre kilder modsætningsfyldte. Når informationerne ikke passer sammen, kan selvbilledet ikke skabes uden konflikt. Det naturlige barn protesterer imod denne uforståelige konflikt med vrede eller gråd, men hvis forælderen overhører protesten, resignerer barnet på et eller andet tidspunkt. Det opgiver efterhånden tilliden til sine egne fornemmelser, følelser, sansninger – dvs. opgiver tilliden til det autentiske. Og da barnet er lærevilligt og vil gøre alt for at samarbejde med sin primærperson, som det er så dybt afhængigt af, tager barnet den første lektion i mistillid til de ægte værdier, der er repræsenterede i dets oprindelige væsen til sig. Den første brik til et negativt selvbillede er lagt.

Et andet Juul–citat:: »Børns evne til at samarbejde med de opvækstvilkår, de har, er næsten uopslidelig. Selv når de forsøger at gøre os opmærksomme på, at samarbejdets pris er ved at blive for høj, kan de resignere, når vi ikke kan se og høre dem. På samme måde er deres kærlighed tilforældrene næsten uopslidelig. Det er deres kærlighed til sig selv, der er sårbar.« (Juul, 1998)

Du er spejl for barnets identitet

Autencitetssvigt fører således til dannelsen af en negativ identitet. Når du spejler Emil eller Sofie, viser du dem hvad deres handlinger og præstationer betyder. Du viser dem også, hvem eller hvad de er. Du spejler deres identitet, og denne spejling skal være sand for at være sund.

Er den ikke det, svigter du det autentiske, og Emil og Sofie får formentlig problemer med værdiforvirring resten af deres liv, medmindre de senere selv udnytter chancen til at få sat værdier på plads. Det kan ske i f.eks. mødet med deres egne børn, andres børn eller med en person, der vil tage dem alvorligt; f.eks. en terapeut eller et menneske, der tager sig selv alvorligt (og jeg mener ikke højtideligt! Der er en verden til forskel!)

Den absurde værdiforvirring

Da jeg for mange år siden arbejdede som folkeskolelærer, oplevede jeg noget, der belyser problematikken klart. Lærergruppen var på planlægningsweekend i en spejderhytte, og før frokost besluttede vi at gå en tur i den omliggende skov. På vejen hjem tog en af kollegerne en afstikker gennem skoven, uden for stierne.

Vi nåede hjem og ventede lidt på hende, inden vi begyndte på frokosten, og da frokosten var overstået, var der gået 1 ½ time, uden at hun var tilbage. To andre besluttede da at køre ud i bil ad omegnens grusveje for at lede, og de fandt hende ca. 7 km væk, vandrende i retning væk fra hytten.

Hjemme igen fortalte hun at hun var gået mod nord, fordi hun mente at den vej, hun kom ud fra skoven på var den, der førte forbi hytten mod syd. Logisk nok. Men rent faktisk var det en nordligere vej hun var stødt på, så vandringen mod nord bragte hende altså længere og længere væk fra målet. Men det virkeligt interessante var, at hun – imens hun gik – forlængst havde regnet ud, at det var sådan, det hang sammen, og at hun altså gik den forkerte vej. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til at standse op og vende om.

Hvorfor? Fordi det ikke var til at bære at at se i øjnene, at hun var gået så langt i den forkerte retning!

Den lader vi lige stå et øjeblik: Det var ikke til at bære at se i øjnene, at hun havde gået den forkerte vej så længe? Jamen hun så det jo – hun erkendte det jo!

Eller med andre ord: hun syntes ikke, at det var til at holde ud at erkende, hvad hun rent faktisk erkendte! Det er absurd.

Og ikke nok med det. Det, hun vidste var forkert fik hende til at fortsætte med at gøre dét, der var forkert – stik imod det, hun ønskede! Hun kunne ikke bære, at hun havde begået en fejl, så derfor begik hun én til!

Værdiforvirringen er tydelig, og årsagen er det negative selvbillede: hun kunne ikke bære at se sig selv som så dum, at hun havde gået den forkerte vej så længe. Hun vidste det, men kunne ikke få sig selv til at tage sin viden alvorligt i handling, fordi det selvbillede, det gav hende gjorde for ondt. Hun betragtede sig selv med kritik og fordømmelse – og den paradoksale, næsten absurde konsekvens var, at hun dermed motiverede sig selv til handle, så selvbilledet blev værre for hvert skridt. Hun gav sig selv mere og mere grund til selvfordømmelse. Kunne det have været dig?

Hvad kan man gøre?

Hvad ville der være sket, hvis nogen (hun selv, et barn, en terapeut, en ven) havde standset hende og spurgt, hvad det egentlig var, hun gjorde? Ville hendes negative selvbillede blive ved at styre hende?

Hvad nu, hvis hun (eller den anden) i stedet motiverede et kærligt perspektiv frem: ”Nej, hvor er det ærgerligt at du har dummet dig, men det er ikke for sent. Du kan bare vende om!” Hvordan mon hun havde reageret?

De steder i ens liv, hvor man går ad den forkerte, destruktive vej – væk fra sit mål – kan vendepunktet være at møde sig selv med kærlighed i stedet for fordømmelse og selvkritik.

Hvis forældre skal vise barnet den bedst mulige vej, gælder det altså først og fremmest om at undgå at indgive barnet et negativt selvbillede. Og hvis skaden er sket, er det aldrig for sent at vende om! Det kræver mod, men bag det negative selvbillede ligger det ægte, pålidelige, naturlige og autentiske selv stadigvæk. Det skal ”bare” vækkes, og det bliver det med autencitet. Ved at se virkeligheden i øjnene og erkende det, der ér.

Den negative identitet

Når Emil oplever, at hans vrede eller gråd i protesten mod vilkårene ikke virker eller måske endda bare gør situationen endnu værre (mor eller far bliver vred, straffende, bebrejdende, opgivende, eller giver ham skylden: se nu hvad du har gjort!) opgiver han og vender vreden eller sorgen imod sig selv. Emil oplever, at han ikke har nogen indflydelse på de vilkår hans voksne har fastsat for samarbejdet.

Ifølge disse vilkår er det jo ham, der skaber problemerne, ham, der ér problemet. Emil får et negativt syn på sig selv – og et resigneret syn på andre. Kærligheden og tiltroen til ham selv bliver han nødt til at vende til f.eks. selvhad, selvdømmen, selvkritik, selvmistillid eller selvopgivelse. Men kærligheden til forældrene bliver til ulykkelig kærlighed – måske med ambivalens, fordi Emil ubevidst blander den med sin uforløste vrede.

I min praksis ser jeg dagligt konsekvenserne af det negative selvbillede. Den vrede, som en person retter imod sig selv er det grundlæggende problem bag måske alle de problematikker, som der kan arbejdes med i psykoterapi. En person der lider af selvhad, selvkritik osv. kan sagtens virke både selvsikker, udadvendt og kommunikerende i en grad, som godt kan narre omgivelserne til at tro, at her er tale om en person med styr på tingene, selvom han eller hun nok har ”temperament”. Det skyldes nogle kompenserende dynamikker, som det vil føre for vidt at komme ind på her.

Resumé: undgå det store svigt

Det er helt essentielt, at forældrenes evne til at vise varme, respekt og accept ikke bruges manipulerende eller uægte.

Det er afgørende, at du som mor eller far ærligt giver udtryk for dine følelser og standpunkter. Hver gang du ikke gør det, cementerer du barnets mistillid til sin fornemmelse for det autentiske, det virkelige. Du støtter fastholdelsen af barnets negative selvbillede.

At være autentisk kræver, at du kender dig selv godt nok til at kunne mærke, hvad du føler og hvem du egentlig er (og ikke er). Kommer du til at stikke en en hvid løgn eller sige noget, der ikke er helt sandt om dine følelser, meninger osv. (og det gør du, for det er menneskeligt at fejle) – så må du være parat til at indrømme det både overfor dig selv og barnet. Dit arbejde for at give dit barn de bedste udviklingsbetingelser begynder således med at lære dig selv at kende.

Grundlaget for det negative selvbillede er, at barnet har mistet evnen til at skelne mellem falsk og ægte, fordi det har mistet tilliden til sin egen sansning, følen og mærken. Genopdagelsen og genintegrationen af disse evner kan kun ske i autentisk kontakt. Man kan ikke manipulere nogen til at genintegrere de evner, der skal til for at gennemskue manipulation. Man kan ikke narre nogen til at lære ikke at lade sig narre.

Minilex:
  • Den etymologiske grundbetydning af ordet “alvor” er: fuldstændig sand.
  • Autencitet: ægthed, pålidelighed
  • Selvbillede: Den opfattelse, individet har af sig selv
Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

 

© Winnie Haarløv