Tag Archive for: børn

Bevar dit barns selvværd

Selvværd, tillidsfuldhed og lykke-evne er egenskaber, der er nødvendige for et godt voksenliv. Hvordan bevarer og udvikler vi som forældre de potentialer, som barnet har med sig fra fødslen til at blive velfungerende, harmoniske voksne, der hviler i sig selv?

De allerfleste børn får omsorg i form af mad, legetøj, tag over hovedet osv. som en selvfølge — men usynlig omsorg er den omsorg, der ikke er materiel, målbår eller konsekvent kan ses eller høres er mindst lige så vigtig (hvis ikke mere).

Kærlighed

Kvantitet og kvalitet er vigtige — dén med ’kvalitetstid’ duer ikke (selvom lidt selvfølgelig er bedre end ingenting). Børn har brug for konsekvent og ubetinget kærlighed. Selvværd næres af følelsen af at være værdsat for ens egen skyld og ikke hvad man kan præstere eller blive til.

Sikkerhed

Frygt og angst er selvværdets farligste fjender. Børn som føler sig usikre på, om deres bsisbehov bliver opfyldt eller at deres følelsesmæssige / fysiske verden vakler, vil kun vanskeligt kunne udvikle tillid til omverden. Når børn føler sig sikre, vil de automatisk forsøge at udvikle deres potentiale ved at tage udfordringer op og kaste sig ud I noget nyt.

Rollemodeller

Børn gør ikke som vi siger men som vi gør. Eksemplets mangt er langt det stærkeste, når det gælder om at udvikle et barns selvtillid. En forælder der er præget af frygt, angst og lave selvværd vil uvilkårligt præge sit barn med det samme – medmindre et stærkt modbillede er konsekvent tilgængeligt i barnets nærhed.

Relationer

Et barn har brug for mange forskellige relationer for at udvikle tillid til at relatere til mange forskellige slags mennekser. Der skal være tætte, intime relationer (typisk til forældrene), nære venskaber og mere overfladiske bekendtskaber (fx fjern familie, butiksekspedienter osv.) Gennem at indgå I relationer opbygger barnet den selv-opmærksomhed og selvindsig, der er forudsætningen for følelsen af selvtillid og hvilen I sig selv.

Sundhed

Børn har brug for sundhed og energi for at lære alt det, de skal lære. Forskning viser, at fx underernærede børn har sværere ved at indlære og tilegne sig færdigheder, og at de derfor har vanskeligere ved at udfolde deres fulde potentiale. Man har også påvist, at børn blomstrer når de er friske og sunde, og i vores kultur er der ingen tvivl om, at sunde, kønne børn i langt højere grad får mere opmærksomhed, flere selvværds—nærende komplimenter og flere muligheder.

Ressourcer

Måske kunne stenaldermenneskenes børn nøjes med at lege med sten og blomster, men i dag er verden langt mere kompleks. Børn med rigelig og konsekvent tilgang til bøger, legetøj, musik og instrumenter, sportsfaciliteter og rejser har uomtvistelige fordele sammenlignet med børn med begrænsede ressourcer. Selvfølgelig er sådanne ressourcer ikke absolut nødvendige for at udvikle selvværd eller selvtillid, men det er nyttige redskaber, der kan hjælpe til personlig vækst og udvikling.

Støtte

Materielle ressourcer er ikke nok. Børn må have anerkendelse, opmuntring og vejledning. De har brug for voksne med god jordforbindelse, der kan rumme og guide dem mod øget tillid og dygtiggørelse — voksne, som giver dem ærlig, konstruktiv feedback både når de klarer sig godt og mindre godt. Støtte er en afgørende faktor i et barns opheling af skuffelser, svigt og nederlag. En vens afvisning eller et dårligt skoleresultat kan ryste et barns verden og slå dybe revner i selvtilliden — og hvorvidt arret skal være livslangt eller kan skubbes ud i glemslen afhænger i høj grad af kvalitet og kvantitet af den støtte, der er tilgængelig for barnet.

Belønning

Processen med at udvikle selvtillid og selvværd kan (som al anden indlæring) bære lønnen i sig selv — sommetider træls, sommetider spændende og givende. Men belønning for opnåede resultater er også vigtig og motiverende, selv for det mest selvkørende og ambitiøse barn. Børn, der regelmæssigt modtager belønning i form af anerkendelse, opmærksomhed osv. for deres resultater og bestræbelser har langt nemmere ved at opretholde deres naturlige nysgerrighed, udforskningstrang og lyst til at sætte nye mål end børn, der ingen belønning får.

Respekt

Et barn er ikke ligestillet med sine voksne. Det har ikke samme magt, samme autoritet og heller ikke samme ansvar. Derfor er det den voksne, der bestemmer og har ret (og pligt) til at udøve sin autoritet og afstikke rammer, give vejledning og inspirere barnet. Men barnet er ligeværdigt med sine voksne. Derfor må den voksne respektere barnets følelser, grænser og fantasier (og derved lære barnet at vokse op til at gøre det samme). At bruge verbal, psykisk eller fysisk vold er respektløst under enhver form. Der er ingen undtagelser.

Kommunikation

Børn gør, som du gør, ikke som du siger. Lær dit barn at kommunikere åbent, respektfuldt og autentist ved at gøre det selv: Sig, hvad du mener; stå ved dine følelser og sig tingene, som de ér. Lær ikke barnet ‘hensynsbetændelse’ og hvide løgne, men vis det, at man ikke kan gå gennem livet uden at træde nogen over tæerne engang imellem (selvom det selvfølgelig ikke er ønskværdigt i sig selv). Lær at tale i jeg-budskaber (det er en fuldstændig enkel teknik, der bare skal indøves – kaldes også Girafsprog). Lyt interesseret – og tænk på, at det bedste svar sommetider er et spørgsmål.

Personlighedens kerne

dannes af objektrelationerne fra 0–3 år. Far, mor, søskende, dagpleje osv. indgår som påvirkere. Det vigtiste element er den følelsesmæssige relation

Et barn med udækket kærlighedsbehov modsætter sig (forgæves) ophævelsen af symbiosen for at holde forladthedssorgen væk. Konsekvenser af forladthedssorgen kan f.eks. være barnets klæben, morens overbeskyttelse eller afvisning af barnet.

Mangel på selvtillid kan føre til selvhad og selvdestruktiv adfærd, f.eks. misbrug (alkohol, sex, mad, rusmidler, kriminalitet). Din selvværdsfølelse afspejler, hvordan din mor var til at elske dig

Følelser kommer af tanker. Bag enhver følelse er der en tanke, og derfor en ”følelser uden en tanke” ikke brugbar (fordi tanken ikke er erkendt, og derfor er følelsen falsk eller løgn)

Find ”smittebæreren” i et rum eller en forsamling – så kan du identificere den, der aktiverer dit (uhensigtsmæssige) mønster.

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

© Winnie Haarløv

Barnets vrede

 Vidste du, at raseri er et udtryk, der primært er tillært?

Det siger noget om, hvor vigtigt det er for forældre at lære deres børn at kende, acceptere og kontrollere deres vrede tidligt i livet. Vrede er en naturlig følelse, der som udgangspunkt har en forklarlig og forståelig grund. At vise og bruge den konstruktivt er en kompetence, der er med til at skabe barnets evne til at håndtere pressede situationer og til at styre sine følelser. Det barn, som ikke får lov at øve sig i dét, fordi det skal “være sødt” eller “opføre sig pænt,” må undertrykke vreden. Det resulterer oftest i eksplosive raseriudbrud og aggression, når trykket bliver for stort.

Det er helt normalt for et barn at udtrykke sin irritation eller frustration på en ikke-aggressiv måde, f.eks. ved ansigtsudtryk, gråd eller ved at skrige – men at give vreden afløb med aggressive handlinger (at slå, at smide med tingene eller at kaste sig på gulvet i et ”raserianfald”) er hverken naturligt eller acceptabelt.

Forældres største fejltagelse

Det er den voksnes opgave at hjælpe barnet med at bryde vanen og oparbejde opmærksomhed på, hvad der fører til aggressionen og hvordan den kommer til udtryk. Det betyder også at barnet skal forstå de negative konsekvenser af vredesudbruddet. Det er nok den største misforståelse, der eksisterer hos børneforældre: at de ikke må kræve noget af barnet, som kan gøre barnet ”ulykkeligt.” Men barnet bliver ikke ulykkeligt. Det bliver vredt, når det ikke må få sin vilje. Nøjagtig som forældrene i virkeligheden selv bliver. De har bare lært at holde deres vrede tilbage og affinde sig med, at sådan er det bare mange gange. Det er dét, de skal lære videre til deres barn. Hvem skulle ellers?

Lukas på 8 bliver bedt om at samle sit legetøj op og gøre klar til at gå i seng. Han nægter, bliver vred og siger sin mor imod. På dette tidspunkt skal han have at vide, at der er konsekvenser af hans handlinger: 1) fordi han nægter at rydde op og 2) fordi han ikke adlyder. Nu vil der rejse sig et ramaskrig i de små hjem – for er det ikke sort opdragelse og gammeldags børnemishandling?

Nej. Det er en tjeneste, man som forældre gør sit barn – og en pligt, man som forælder har til at lære barnet, at det ikke er verdens centrum, og at det ikke kan bestemme selv. For sådan er jo vilkårene for os: vi lever i et samfund, hvor vi pinedød er nødt til at være i stand til at respektere autoriteter og overholde reglerne. Hvad ville der ske, hvis vi gav os til at nægte at respektere det røde trafiklys, fordi vi ikke havde lyst til at stoppe?

Forældres næststørste fejltagelse

Barnets voksne må mene det de siger og sige det, de mener. Det duer ikke at true barnet med konsekvenser og straf og så ikke gennemføre dem. Barnet regner lynhurtigt ud, at truslerne ingen konsekvenser har, og så er vejen til raserianfald banet.

Ethvert normalt begavet barn forstår uden besvær, hvordan det kan manipulere sine forældre ved at råbe, skrige, kaste sig på gulvet eller ødelægge ting som et magtfuldt våben til at få sin vilje. Og det duer jo ikke. Et barn er nødt til at lære selvkontrol og selvdisciplin, ellers er der jo i længden ingen, der kan udholde at være i selskab med ungen – ikke engang forældrene. Og der ér altså kun én måde at gøre det på, og det er ved at oplyse barnet om konsekvenserne og gøre det klart, at du mener, hvad du siger. Hvis du ikke har tænkt dig at følge dine trusler til dørs, så lad hellere være med at udstede dem.

Du er dit barns rollemodel

Hvis du vil vide, hvor god du er til håndtere og udtrykke vrede konstruktivt, så se på dit barn: hvis barnet kan, så er du god til det. Hvis ungen får raserianfald, skriger og skaber sig eller trækker sig ind i sig selv, kaster med ting eller surmuler – så har du et problem. For det er noget, barnet har lært. Sådan er det ikke født!

Børn gør ikke, som du siger. De gør, som du gør. Du er dit barns rollemodel, og det lærer ved at efterabe dig. Det mest effektive du kan gøre er derfor at anerkende din egen vrede, acceptere den og tage ansvar for den, sådan at du kan vise barnet, at det er muligt og tilladt at blive vred, at det kan ske direkte og at det ikke behøver at ske på en aggressiv måde.

Road rage og andre uhensigtsmæssigheder

Hvordan tror du f.eks. at det påvirker dit barn, hvis du råber og skriger ad medtrafikanterne, når I kører i bil? Eller hvis du vrisser, bander eller nedgør barnets anden forælder (eller andre, for den sags skyld)? Du viser barnet, at det er acceptabel adfærd. Og næste gang du tager barnet i armen og skælder ud, fordi det har sagt grimme ting eller hidset sig op overfor en kammerat, hvad skulle så få barnet til at lystre dig?
En dreng lærer at blive mand af sin far, og hvis han kalder mor for en dum kælling, så gør drengen også. En pige lærer at blive kvinde af sin mor, og hvis mor får hysteriske anfald og smider med tallerkner, så gør pigen også.

Eksemplets magt er en af de stærkeste, fordi barnet i bund og grund ser op til sine forældre og ønsker at være ligesom dem. Så hvis du ikke selv kan håndtere din vrede, så vil din barn heller ikke lære det.

At kunne håndtere sin vrede er en nødvendighed. For vrede er en naturlig og nyttig følelse, og den opstår tit mange gange dagligt. Den forsvinder ikke fordi man fornægter den – og heller ikke, hvis man råber eller skriger den ud for fuldt blæs. Tværtimod. Vrede har det med at holde sig selv i live, så det er en myte, at vreden skal ud for fuldt knald i enhver situation.

Hvis du elsker dit barn og ønsker det bedste for det, så lær det at respektere vrede – både hos sig selv og andre. Barnet vil takke dig for det senere i livet.

Hvorfor bliver barnet vredt?

Det gælder mennesker i alle aldre, at vi bliver vrede, når vores grænser krænkes, eller vi mærker frustration af vores behov. Vreden kan  en næsten umærkelig irritation eller den kan være frådende raseri. Det er kun en volumnforskel, som har sin rod i, hvem vi er og hvad vi har lært os om vrede og reaktioner gennem opvæksten. Årsagerne kan være utallige, men her er fem af de mest almindelige:’

  1. Konflikt om, hvad barnet anser for SIN ejendom. Hvis nogen tager barnets ting eller overtræder barnets grænse (der jo også er barnets ejendom), resulterer det typisk i vrede.
  2. Afvisning. Når et barn føler sig ignoreret eller holdt udenfor
  3. Lydighedskrav. Når et barn bliver bedt om at gøre noget, som det ikke ønsker at gøre (f.eks. gå i seng, rydde op, bære ud af bordet)
  4. Verbal vold. Hvis man driller et barn, nedgør, ironiserer eller sårer det ved f.eks. at kalde det f.eks. dumt, et fjols eller lignende.
  5. Fysisk vold. Når et barn bliver skubbet eller slået af en voksen eller et andet barn.
Strategier, der kan stoppe vreden, før den eskalerer

En præventiv strategi kan være at styre din egen vredesopførsel i barnets nærvær. Det er en falliterklæring, hvis man som voksen ikke vil kontrollere sit raseri. For selvfølgelig kan du – du orker det bare ikke. Eller har ikke fået lært det som barn og har ikke gidet lære det som voksen.

Find ud af, hvad der trigger dit barns vrede. F.eks. vil nogle børn gerne have tre-fem minutter til at vænne sig til tanken om at skulle dække bord, børste tænder, rydde op, slukke for tv osv. i stedet for at gøre det lige på sekundet, og i det fleste tilfælde er det jo ret nemt at tage hensyn til det. Sådan er der også mange voksne, der har det. Andre børn er meget sensitive overfor den tone, der bliver brugt (og det samme gælder voksne!) – og når man respekterer barnets egenart, glider tingene nemmere.

En situationsstrategi kan være at opfordre barnet til at trække vejret dybt eller at aflede dets opmærksomhed via f.eks. en time-out – dvs. at stoppe diskussionen, før vreden eskalerer eller lade den ligge lidt.

Et eksempel:

Dit barn spiller et spil med en kammerat, og pludselig bliver han vred, fordi kammeraten ikke følger reglerne. Den bedste løsning kan være at bede barnet gå ind i et andet værelse (eller komme med dig, det afhænger af barnets alder) og køle lidt af, mens du taler roligt med barnet. Eller (hvis alderen er til det) sige, at barnet lige må tænke igennem, hvad det nu vil gøre.

Et andet eksempel:

Du og dit barn har en heftig diskussion. Før det udvikler sig til en råbekonkurrence kan du sige ”Time-out” (eller vise et tegn med hånden, der betyder det samme), sådan at barnet kan se, at du ikke vil fortsætte diskussionen lige nu, men trænger til at køle lidt af, før den skal afsluttes.

Det er i orden at sige f.eks. ”Jeg kan mærke, at jeg bliver for vred til at tale videre lige nu – vi fortsætter om lidt, når jeg er kølet af.” Det vil vise barnet, at du respekterer din egen vrede og lære ham, at vrede ikke er forbudt, og at man det er godt at vente lidt, når den bliver for voldsom.

At råbe videre vil ikke føre til noget som helst andet end frustration og dårlig steming, foruden at du viser dit barn en rigtig dårligt eksempel.

©Winnie Haarløv  

Hvorfor får børn raserianfald?

Lige så nemt det er at få øje på et barns raserianfald, lige så svært kan det være at opfatte, hvorfor barnet raser. Men der er altid en grund. Altid.

Det kan være svært at forstå, hvorfor et barn som man har opdraget med kærlighed, omsorg og omtanke pludselig får raserianfald. Forskellige eksperter er ude med alle mulige forklaringer om forkælethed, overopmærksomhed, forsømmelse og fortravlede, selvoptagne forældre.
Som vidne til et hylende, sparkende, frådende barn kan man som mor godt pludselig blive i tvivl om det er for naivt at tro, at det kan lade sig gøre at et barn kan vokse op uden straf og disciplin. Og så kører karrusellen: Hvad har jeg gjort forkert? Har jeg været for skrap – eller for efterladende? Har jeg ikke givet ham kærlighed, omsorg og forståelse nok – eller har jeg givet ham for meget?

Lad være med det! Tænk i stedet på, at der altid er en grund til at barnet reagerer, som det gør. Børn er meget til stede i deres nu, og derfor ligger årsagen sjældent ret langt væk Og børns ræsonnementer og årsager til at handle er som regel særdeles konkrete.
Tænk f.eks. ”Hvad er der sket på netop denne dag, i øjeblikket op til raserianfaldet?” Lige som jeg glemte, at vi netop var flyttet og havde brugt lang tid på en frustrerende kassekø, så er det nemt at glemme f.eks. at barnets yndlingslegetøj gik i stykker nede i vuggestuen, at storesøster måske uretfærdigt nok fik rigelig meget opmærksomhed i morges, da hun faldt og slog sig, at en forkølelse kan være på vej eller at telefonen ringede netop da barnet var midt i en historie – og jeg afbrød ham og tog i stedet røret.

Er du en del af løsningen eller en del af problemet?
  1. Siger du ”Jeg forstår egentlig godt, at du er nysgerrig efter at vide, hvem der bor i huset ved siden af – og efter at vide, hvad katten hedder. Men kan vi ikke bruge et par minutter på at kæle katten nu – og så komme tilbage en anden dag, når vi har mere tid?”
  2. Eller siger du: ”Kom så her – nu! Jeg sagde NU!”

Effekten af 1) kan være, at den potentielle konflikt bliver undgået, fordi du anerkender barnets følelser og handlemåde. Effekten af 2) kan være den samme som hvis du siger: ”jeg vil hverken ikke høre på dig, respektere dig eller på nogen måde prøve at forstå dig lige nu. Du skal lystre, uanset om du har lyst eller ej, for det er mit behov, der kommer først.” Altså en invitation til en magtkamp.

Du kan lære noget af at betragte dit barn, når det er glad og afslappet. Hvad afstedkom dén stemning? Er det fordi barnet er udhvilet? Er dagen ikke travl? Har du fri? Har barnet fået sin yndlingsmad til sidste måltid? Har der simpelthen været meget tid til at være sammen i? Har barnet fået tilstrækkeligt af dit nærvær og er tilfreds? Eller hvad? Fokusér på den enkelte situation stedet for på hele din mor–rolle og hele forældreskabet (”Jamen, jeg har virkelig prøvet at være en god mor og givet ham opmærksomhed og omsorg. Hvorfor opfører han sig så sådan – hvad har jeg gjort forkert?!?)

Ingen er perfekt. I hvert fald ikke hele tiden

Du er ikke perfekt. Du er menneske på godt og ondt – og derfor også fuld af fejl og uhensigtsmæssigheder. Derfor kan ikke opføre dig perfekt, reagere perfekt og sige de rigtige ting hele tiden.

Dit barn er et helt menneske med alle følelserne: vrede, angst, sorg og glæde. Det nærmeste, du kommer perfekt er, hvis du kan lade barnet bibeholde evnen til at føle alle følelserne.

Hvis du kan fokusere på de umiddelbare omstændigheder i stedet for på fjerne mål og tidligere ”fejl” – altså på f.eks. legetøjet, der gik i stykker, larmen, udmattelsen, travlheden, den truende forkølelser osv. – så kan du måske få et mere relevant svar på ”Hvorfor opfører mit barn sig sådan?”. Og så kan du måske give barnet empati og indlevelse i stedet for bebrejdelser over raserianfaldet: ”Jeg ved godt, du synes det er irriterende når jeg skal tale i telefon hele tiden – og nu gik dit legetøj oven i købet i stykker! Det er ikke så mærkeligt, at du er vred lige nu.”

Men hvis din respons er vrede, straf eller afvisning, gør du situationen værre – for så giver du barnet endnu mere grund til at føle vrede og frustration. Endda i et øjeblik, hvor han nærmest er ude af stand til at håndtere det.

  • Øv dig i at anerkende barnets følelser og udtrykke empati, f.eks.: ”Åh nej – nu væltede Lillebror din Lego–bygning! Hvor må det være ærgerligt!” eller ”Jeg forstår godt, at du synes det er irriterende at du skal dele mig med Lillesøster. Du ville måske ønske, at det bare var os to? Det er der ikke noget at sige til.”
  • Undgå at isolere barnet ved f.eks. at sende det ind på værelset eller ignorere det, når det græder eller raser. Gør du det, sender du en ordløs meddelelse om, at ”jeg elsker dig kun, når du opfører dig ordentligt – gør du ikke det, er du ikke velkommen i familien.”
Nøgleord: hjælpeløshed

Når barnet raser, er det hjælpeløst. Barnet oplever, at det ingen kontrol har over omstændighederne: han ønsker, at tingene skal være anderledes men magter ikke at bringe ændringerne frem. Prøv at forestille dig, hvordan afmagt føles – hvor skræmmende den følelse kan være. Barnet oplever sig selv som fuldstændig overgivet andre.

Hjælpeløsheden kan opleves som et alvorligt skår i selvværdet: når barnet føler sig ude af stand til at påvirke eller ændre omstændighederner, kan det nemt lede ham til at tro, at han slet ikke er i stand til det – og endda, at han heller ikke fortjener eller har ret til at ændre på situationen.

Raserianfald kan være et sundhedstegn

Når barnet insisterer på sine behov for at blive hørt, kan det betyde, at han stadig har troen på, at forældrene gerne vil høre og se ham. At han tror på, at han kan råbe dem op og på, at han har ret til at blive hørt. Men hvis han bliver ignoreret, tromlet eller straffet for at ville høres tilstrækkeligt mange gange, lærer han at lade være med at søge sine behov opfyldt og at tie stille med det, han vil sige.

Mange gange opfattes et sådant barn som ”artigt”, ”velopdragent” og ”modent” – men sandheden kan være, at han simpelthen har opgivet håbet om at blive hørt og derfor undertrykker sin vrede, sorg og frustration indtil han føler sig stærk nok til at modstå disse følelser (oftest i puberteten, hvor de formentlig vil manifestere sig som en anden slags oprør). På den måde er raserianfald ikke altid tegn på noget ”dårligt” eller ”usundt” hos barnet, men et tegn på, at han forsøger at kommunikere på den måde, han bedst kan finde ud af.

Raserianfald kan altså være signaler om hjælpeløshed og frygt, selvom det kan virke nærmest modsat. Forældre eller lærere tror måske, at barnet forsøger at dominere eller manipulere forældrene eller situationen – muligvis fordi vi som voksne kun sjældent forstår at anerkende og forstå vores egne barndomsfølelser (og især, hvis vi også selv føler os trætte, magtesløse eller vrede). Det er fristende at fokusere på opførslen snarere end drivkraften bag den, og mange af os har selv haft en opvækst med forældre, der ønskede velopdragne børn. Så vi kender rumlen: Opfør dig ordentligt, ellers…

Børn og forældre arbejder hårdt

Som forældre kræver vi uforholdsmæssigt meget af os selv. Vi vil gerne være omsorgsfulde, kærlige, forstående, give børnene tryghed, kærlighed og materielle goder; være tilgængelige, kreative og rummende. Desværre fører de høje idealer også tit til, at vi forlanger meget af børnene, deres alder og kompetencer taget i betragtning. Det kan være godt engang i mellem at stoppe op og huske, at på samme måde som forældre gør det så godt, som de kan, så forsøger langt de fleste børn at samarbejde med forældrene for at stille dem tilfredse. Og i langt de fleste tilfælde er det barnet, der arbejder hårdest.

Ideen om, at hvis du som forælder bare gør alting rigtigt, så bliver dit barns tilværelse og barndom perfekt, er en giftig faldgrube.

Det er helt urealistisk at forvente af far, mor eller barn, at ingen af jer nogensinde bliver vred, bange eller ked af det. Eller hysterisk, urimelig, jaloux, misundelig eller uretfærdig.

En dag, da min søn var to år gammel stod jeg med indkøbsposer og var ved at låse hoveddøren op – og så stak han af for at lege med naboens kat. Jeg havde travlt, havde for meget at bære på og skulle i gang med aftensmaden, så jeg skyndte på ham og bad ham komme tilbage med det samme. Men det ville han ikke; han ville lege med katten. Jo mere jeg opfordrede, jo skarpere jeg blev i tonen, jo mere irriteret blev jeg – og jo mere stædig blev han. En magtkamp var i gang.

Så slog det mig, at dagen også havde været stresset for ham. Lige fra jeg hentede ham, havde jeg været en halv time for sent på den. I supermarkedet var der kø, udsolgt af kartofler og desuden var vi netop flyttet.

Altså ikke bare en stresset dag, men en stresset tid for mig – og for ham. Og nu var min søn i gang med noget, der var både meningsfuldt og nødvendigt for ham: han var ved at gøre sig bekendt med sine omgivelser og naboens kat.

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

© Winnie Haarløv

 

 

Tyve alternativer til straf

Vi ved det jo godt.

Utryghed, skænd, straf, kulde, fjendtlighed, råben, ironi, sarkasme, at blive ladt alene, sendt ind på værelset osv. osv. er skadeligt for et barn. Vi ved det godt!

At “opdrage” betyder ikke at “krænke.” Det betyder at vise barnet, hvilke rammer det kan agere inden for og hvilke normer, der gælder i de hierarkier som det lille menneske bevæger sig i. Det gør vi bedst ved at være rollemodeller og  med kontant, letforståelig vejledning. Det vigtigste for et barn er respekt (lige som det er for alle os andre).

  • Et barn, der krænkes, lærer offer-krænker adfærd. Og regler. love og normer.
  • Et barn, der oplever respekt, lærer respektfuld adfærd. Også overfor regler, love og normer.

Nu tænker du måske: “Jamen, skal jeg da bare lade ungen gøre som hun/han vil?”

Og selvfølgelig ikke. Børn, der opfører sig “umuligt” har lært den adfærd ét eneste sted fra: sine forældre. Børn gør det, der betaler sig for dem. Nøjagtig lige som alle os andre, med den forskel at vi voksne skjule det med manipulation.
Et “umuligt barn” findes ikke. Det er nemlig ikke umuligt; det er forladt, rådvildt og i tvivl. Sådan et barn leder efter sine forældre og deres respektfulde vejledning.

Forældre, der opfører sig som børn, straffer, skælder ud, vrisser og siger at det er for barnets egen skyld. Det er en dårlige, elendig og skadelig undskyldning. En manipulativ, ansvarsfraskrivende løgn..

Så hvad kan man som forældre gøre i stedet?

1. Find det underliggende behov

Hvis dit barn skriger, plager om slik eller bliver utålmodigt mens du venter i kassekøen, så vær forberedt: keder det sig, så giv barnet noget at lege med. Er det sultent, så giv det en frugt. Hjælper det ikke, så forklar roligt barnet, at det ikke må få slik nu – og lad det skrige. Skæld ikke ud, straf ikke. Og blæs på, hvad de andre i køen synes (de har sikkert selv prøvet at stå med et skrigende barn et offentligt sted).

2. Giv oplysninger og fornuftsgrunde, der passer til alderstrinnet

Hvis barnet tegner på vægge eller ødelægger ting, så tag dig tid til at forklare hvorfor du synes det er mest hensigtsmæssigt at tegne på papir eller passe på tingene. Hvis barnet er for lille til at forstå en forklaring, så vis barnet et alternativ eller en konsekvens. River din 9 mdr gamle baby i dine ørenringe, så sæt dig i sofaen og sæt barnet ved siden af så snart det sker. Hold øjenkontakt og sig “nej” – venligt og fast. Forlad ikke barnet, rynk ikke panden og smil ikke.

3. Find den underliggende følelse

Anerkend, accepter og respekter barnets følelser. Hvis barnet slår, driller eller kniber, så find ud af, om barnet er f.eks. jaloux, misundelig eller føler sig overset – og anerkend, at det er sådan. Der er altid en grund til at barnet gør, som det gør. Inviter barnet til at vise sin vrede og jalousi på andre, mere hensigtsmæssige måder. F.eks. at græde og skælde ud over for dig.

4. Lav om på omgivelserne. Ikke på barnets nysgerrighed

Når man får et barn, viser omgivelserne sig sommetider uhensigtsmæssige. Hvis dit barn bliver ved at tage ting fra reoler eller køkkenskabe, så udskift de ting, der findes i børnehøjde med nogle, som barnet gerne må lege med. Sørg for, at hjemmets indretning respekterer, at der nu bor et legelystent, nysgerrigt barn.

5. Find acceptable alternativer

Hvis du ikke vil have, at barnet bygger en hule i spisestuen, så vis barnet, hvor det gerne må bygge en hule – i stedet for bare at sige NEJ.

6. Vær et eksempel for dit barn

Hvis barnet f.eks. trækker en kat i halen, så sig “nej” – og vis barnet, hvordan man klør katten bag øret. Eksemplets magt er langt stærkere end ord.

7. Giv valg – ikke ordrer

Beslutninger og valg giver barnet magt over sin egen situation, mens ordrer inviterer til magtkamp. Tilbyd ikke for store eller frit formulerede valg, f.eks. ”Hvad har du lyst til at lave på søndag?”
Giv hellere valgmuligheder, som er overskuelige i forhold til barnets alder og kompetence. Spørg ikke f.eks.: ”Hvad vil du have på i børnehave? – men: ”Vil du have den røde eller den blå trøje?” og ”Vil du børste tænder før eller efter at du har taget pyjamas på?”

8. Gør undtagelser nu og da

Lær barnet fleksibilitet ved en sjælden gang at bryde hverdagsrutinen. F.eks. ”Det er okay, at du ikke børster tænder i aften, når du er så træt.” Giv indimellem dig selv lov til at bryde rutinen ved f.eks. at lade barnet få havregryn med mælk til middag el.lgn.

9. Giv barnet tid til at forberede sig

Hvis du f.eks. skal have middagsgæster, så fortæl barnet, hvad du forventer af det. Vær specifik og hold de indgåede aftaler. Hvis aftalen er, barnet skal tage nattøj på uden bøvl, så vær konsekvent. Har du lovet at læse godnathistorie, så gør det. Selvom gæsterne må vente med desserten.

10. Lad barnet opleve konsekvenserne af sine valg

Lad være med at fjerne hver en sten på barnets vej. Hvis et barn f.eks. lader sit våde gymnastikhåndklæde ligge i tasken, så lad barnet selv finde det og opdage, hvor generende det kan være. Det er en menneskeret at træffe valg, og sommetider (tit!) vælger man forkert. Lær barnet, at det er okay, og at det selv må tage konsekvenserne af f.eks. ikke at ville have vanter på i 10 graders frost (du kan jo tage vanterne med i tasken og tilbyde barnet et nyt valg, når det er parat!)

11. Fortæl om dine følelser i stedet for at være sur

Lad barnet vide, hvad dets handlinger gør ved dig. Sig f.eks. ”Det irriterer mig, at du ikke tørrer krummer op efter dig. Jeg vil gerne have, at du gør det.” – og lad så være med selv at tørre dem op!

12. Skrid til handling, hvor det er nødvendigt

Hvis barnet insisterer på at ”gå selv” og derefter stikker af, så hold barnet fast i hånden (uanset dets protester), mens du forklarer hvor farlig trafikken er. Vis eventuelt barnet en fugl eller en ræv, der er blevet kørt over. (Jo! Jeg mener det!)

13. Hold om barnet

Børn, der kaster sig ud i aggression eller trods kan sagtens have brug for, at mor eller far simpelthen holder blidt om dem, uden vrede og formaninger. Tit dækker den vrede opførsel over barnets frustration eller sorg, og den blide omsorg kan få barnet til at græde de nødvendige tårer i stedet for at gøre sig ensom i raseri.
Som voksen ved du jo godt, hvor rasende eller frustreret du kan blive, hvis bernaisen skiller eller pc’en driller. Du har bare lært adfærdskontrol, og det er dét, barnet stadig mangler at lære.

14. Bliv ved barnet i konflikter og kriser

Et barn i oprør (hvadenten det skyldes vrede, sorg eller angst) har allermest brug for en nær voksen, der kan være der. Ti gerne stille og bare vær til stede, indtil barnet eventuelt viser behov for en omfavnelse – og hvis ikke, så bare bliv ved barnet.
Vis, at din kærlighed er ubetinget. Spørg, om barnet har lyst til at fortælle om sine følelser. Tilbyd omfavnelse, men påtving den ikke. Spørg, om barnet har lyst til at høre forslag til, hvad det kan gøre. Siger barnet nej, så respekter dets ønske. Lad være med at bebrejde, trøste, forklejne eller aflede følelserne (ved f.eks. at tilbyde mad, leg eller tale om noget andet).

15. Lad dig lokke til leg

Mange (potentielle) konflikter kan løses ved leg. Eksempelvis: ”Vil du være med til at lege restaurant? Okay – du bærer ud, jeg skyller af” el.lgn. Eller ”Skal vi børste tænder på hinanden?”

16. Respekter barnets følelser: vrede, angst, sorg og glæde

Hvis dit barn er vred på dig, så respektér barnets vrede.
Invitér barnet til at vise vreden ved f.eks. at indbyde til en pudekamp. Når barnet har raset ud, så overgiv dig, gerne på en dramatisk måde.
Hvis barnet er i humør til det, så inviter det til at tale om sin vrede. Spørg f.eks. ”Er du stadig vred på mig ?” Hvis barnet siger ja, så spørg, om barnet har lyst til at sige noget mere om det. Gør ikke barnet forkert eller latterligt ved at nedgøre dets følelser, f.eks. ”Hold nu op med at tude; det er da ikke noget at hyle sådan op over” eller ”Er du virkelig bange for mørke – jeg troede, du var sådan en stor dreng”.

17. Vær fleksibel

Hvis du gerne vil hjem, men barnet er i fuld gang på legepladsen, så sig, at det snart er på tide at gå hjem. Lad barnet selv komme med forslag til, hvornår I skal gå. Respekter dets forslag, selvom det ikke svarer til dit – sig f.eks. ”Nej, en time er for længe, så kan jeg ikke nå at…. Skal vi sige ti minutter? Vil barnet ikke forhandle, må du som den voksne bestemme.

18. Inviter til fælles konfliktløsning

Diskuter konflikter, der bliver ved at opstå, med barnet (f.eks. oprydning, bordskik osv.) Fortæl om dine egne behov, spørg efter barnets og bed om forslag til løsninger. Tag barnets forslag alvorligt, og hvis du ikke kan bruge dem, så begrund hvorfor. Fastlæg reglerne sammen; gerne på familiemøder.
Og fremfor alt: Smed, mens jernet er koldt. Når konflikten raser, duer det ikke at ville forklare, diskutere eller tale fornuft.

19. Skru ned for forventningerne

Små børn har intense følelser og behov, og de er af natur højrøstede, nysgerrige, uorganiserede, utålmodige, krævende, kreative, glemsomme, selvcentrerede og fulde af energi. Accepter disse egenskaber og påskøn umiddelbarhed, så længe den varer. Har du nogen sinde set en 13–årig hoppe i sofaen af glæde – eller smide sig på gulvet i Irma fordi han ikke må få vingummi?

20. Træk dig – og træk vejret

Forlad rummet, hvis du har brug for at samle dig og skabe overblik. Brug evt. nogle minutter på et lynbrusebad, en kort meditation, en grædetur eller at ringe til en veninde. Bare fem minutter med dig selv kan gøre underværker og betyde, at du ikke kommer med raseriudbrud eller giver straffe, som du senere fortryder.

© Winnie Haarløv

De sværeste kampe kæmpes i familien

  • Betyder det noget for dig, dit parforhold og dine børn, at din bedstefar var alkoholiker da din far var dreng?
  • Er det vigtigt, at din mor var depressiv, da du blev født?
  • Og spiller det overhovedet nogen rolle, at Grandtante Tut ikke kom til din konfirmation, fordi hun lå på den lukkede?
Alt betyder noget

Personligheden formes i familien. Fra nyfødt og op gennem barneårene præges du med værdier, moral, normer og ideologier og uskrevne regler, og meget lagres i underbevidstheden.

Familiemedlemmerne er rollemodeller for kærlighed, selvværd, følelser, konflikt, sex, kønsroller og alt muligt andet, som er vigtigt og nødvendigt for at skabe og eksistere i menneskelige relationer. Selvfølgelig er mor, far og søskende typisk de vigtigste forbilleder, men en familie er et vidtrækkende system, og adfærdsmønstre kan nedarves gennem generationer.

Eksempel: Hvis din bedstefar stak din far nogle flade, kan din far enten have valgt at gøre det samme ved dig (“jeg tog jo ingen skade, og jeg var tit selv ude om det”). Eller han kan vælge at bryde mønstret og blive forkæmper for, at vold er bandlyst i familien.

Han kan altså vælge at bruge sin far som modbillede, når det gælder øretæver. Men måske har han ikke opdaget, at din bedstefars drilleri og sarkasme er så indoptaget i ham, at han også har drillet og nedgjort dig for sjov, og at du derfor i dag er hyperfølsom overfor kritik, fordi din far ubevidst har brugt din bedstefar som medbillede. Nøglen til selvindsigt, hvis du vil udvikle dig personligt og blive en bedre partner eller forælder ligger altså i familien.

Opvæksten præger dig dybt

Enhver familie har en eller anden form for følelsesmæssig smerte vævet ind i deres baggrund: depressioner, alkoholisme, dødsfald, skilsmisser, aborter, kriminalitet, fallit o. lgn. Den smerte kan være årsag til, at familiens medlemmerr gennem generationer er præget med mønstre, der ubevidst gentager sig og f.eks. skaber konflikter.

Og familieskænderier præger børnene for livet. De skaber utryghed, der forstyrrer børnenes søvn og giver negative følelser. Det er det barske resultat af to nye undersøgelser (1). I den ene fulgte man 223 seksårige for at undersøge, hvordan forældrens konflikter påvirkede børnenes følelsesmæssige status – og fandt, at børnene led under det psykisk, fordi de blev bange og usikre – og fysisk, fordi usikkerheden ledte til forstyrrede søvnmønstre.

Det betød irritation og udmattelse, gav anledning til yderligere konflikter i familien og tog energi fra livsvigtige kontakt og omsorg. Hvor vigtig den er, illustreres af de rumænske børnehjemsbørn, som døde eller blev psykotiske på stribe i deres isolerede senge, var ikke fysisk syge ― de manglede voksenkontakt og følelsesmæssig omsorg. På ét af børnehjemmene fandt man, at barnet i sengen nærmest døren overlevede længere end nogle af de andre, og ved at videooptage stuen viste det sig, at rengøringshjælpen hver dag satte sig 10 min. ved sengen og snakkede med barnet, inden hun gik (2). Skræmmende. Og tankevækkende.

Tryghed, voksenomsorg og opmærksomhed er altså livsnødvendig for et barn, og derfor vil barnet gøre alt, hvad der står i dets magt for at få det fra de voksne. Det vil indordne sig under de gældende regler og gøre, hvad der skal til for at beholde sin plads i familien. For mennesket er et flokdyr. Vi bliver til, når andre ser os og anerkender vores eksistens, og derfor er det et livsvigtigt projekt for et barn at høre til i en flok.

Men barnet må tage den rolle, familien har plads til. Den kloge, samvittighedsfulde og ansvarlige helterolle tages typisk af det første barn, og den næste kan så vælge rollen som familiens klovn, maskot, sorte får eller drømmer. Rollen styrer adfærd og reaktioner længe efter, at barndomsfamilien er forladt og gentages, når det voksne individ stifter sin egen familie.

Familien Perfekt. Eller familien God Nok?

Familiemedlemmer kan ligne hinanden forbløffende meget, fysisk og psykisk. Men ethvert individ er født med unikke anlæg (temperament, evner, talenter) som ligger i genmaterialet og sagtens kan springe generationer over. Det er med andre ord ikke alt, som er præget ind i os. Og heldigvis kan vi som voksne vælge at slå automatpiloten fra og bevidstgøre os om, hvilke mønstre i barndomsfamilien vi har videreført, om vi udlever uhensigtsmæssige værdier og normer, eller om det ville gavne familien at skrotte dem og indføre vores egne.

Eksempelvis ses efterkrigsårene tit som et billede på Familien Perfekt med hjemmegående, bollebagende mor, renvaskede, velopdragne børn med skilninger som øksehug og næsen presset mod ruden i forventning om alfaderens hjemkomst til det veldækkede bord. Men vi, der voksede op i den tid fik ikke kun sprøjtet kakao efter skole ind i blodet.

Vi fik også stive normer, snævre moralværdier og rigide familiesystemer, sex som et tabuemne og opfattelsen af, at det er egoistisk at give udtryk for egne behov. Vi forventedes at blive det samme som forældre og bedsteforældre, og det var ikke spor skægt at være familiens ’sorte får’. Hvis f.eks. man i en familie med stolte traditioner for landbrug gerne ville realisere sine medfødte, kunstneriske evner for abstrakt maleri (eller omvendt) ― så var prisen tit udstødning.

Her kæmpes de sværeste kampe

Familien vælger man ikke selv. Men den er svær at vælge fra ― og selvom du gør det, bærer du den med dig alligevel. Men familien er et optimalt afsæt til personlig udvikling. Giver jeg f.eks. mine børn alt det, jeg ikke selv fik? Og er det rent faktisk dét, de vil have? Eller er det mine egne barndomslængsler, jeg på den måde lever ud gennem mine dem? Har jeg valgt en partner, der ligner en af mine forældre ― og er det så, fordi jeg aldrig følte mig helt accepteret af den forælder? Eller det modsatte?

Der er tusindvis af relevante spørgsmål, man kan stille sig. Hvis man tør! For lige så berigende det kan være at beskæftige sig med familiens betydning for humør og reaktionsmønstre― lige så svær og smertefuld en kamp kan det være at erkende, at barndomslandet måske ikke var det smukke, lykkelige og harmoniske sted vi nok alle ønsker os at have i erindringen.

Den gode nok familie

Det kræver mod og vilje at se i øjnene, at der findes usunde mønstre omkring ens eget spisebord ― men det er aldrig for sent at ændre sig. Og forandring er altid mulig, når det gælder personligheden. At ændre gamle mønstre kan vende et dysfunktionelt og skadeligt familiemønster til et, der er godt nok. For selvom forældre elsker deres børn og gør deres bedste for dem, så præger familiesystemet os på godt og ondt. Det hører til sjældenhederne, at man ikke får noget som helst godt med sig ― men den perfekte familie er endnu sjældnere. Den eksisterer nemlig ikke. Det bliver aldrig perfekt ― men godt nok er langt bedre end skidt.

Kildehenvisninger:Auburn University (Alabama); Brown University (Providence) & University of Rochester (New York) 2002)

  • BerlingskeTidende, april 2006

 

Hvor lidt ’må’ familien skændes, før det påvirker børnene?

Ifølge undersøgelser: uhyggelig lidt. Fjendtlighed, aggression, nedgøring, gøren grin med og sarkasme har livslange konsekvenser for børnene. Selv når forældrene behandler hinanden med tavshed for at skjule deres vrede, vækkes børnenes angst.

Forskere, psykologer og psykiatere har i en lang årrække beskæftiget sig med kvaliteten af familien og skelner mellem sunde (funktionelle) og usunde (dysfunktionelle) familier, og visse forskere mener, at kun 5% af nutidens familier er optimalt funktionelle ― tag dén!

Den dysfunktionelle familie

En familie med utrygge eller utilpassede medlemmer er dysfunktionel, dvs. samspillet mellem individerne fungerer ikke. Måske er der visse følelser, der ikke er velsete, eller der stilles krav og forventninger, som er urealistiske. Man spiller ikke med åbne kort og skal være en anden end man er for at være velkommen i familien. Man går med masker. Dysfunktionaliteten kan ‘bæres’ af alle i familien eller af ét medlem.

Den stærke familie
Den dysfunktionelle familie
Kommunikerer klart og uden tabuer. Alt må siges, og familiemedlemmerne taler meget i dagligdagen. Særlige emner drøftes ved familieråd eller omkringmiddagsbordet, hvor der er tradition for, at alle spiser sammen. Har definerede eller uskrevne regler og tabuer for, hvad der må tales om ― f.eks. kan emner eller følelser vedr. seksualitet, tro eller negative følelser være tabu. Kommunikationen bærer tit præg af sarkasme og ironi.
Familiens medlemmer opmuntrer, støtter og lytter til hinanden, når der er vanskeligheder eller særligt krævende perioder, og man deler åbent skuffelser over fiaskoer eller begåede fejl og kan tale frit om det, så meget man vil. Det enkelte familiemedlem indrømmer nødigt, når noget er gået galt eller en forventning ikke kan indfries. Der bliver gjort grin med fejltrin eller pinligheder ― eller man bliver trøstet med afledning, f.eks. penge, slik, mad eller fornøjelser.
Alle er gensidigt forbundne og ser familien som en enhed. Ingen føler sig udenfor, selvom de ikke altid kan deltage i familiens aktiviteter. I den svage familie bruger medlemmerne det meste af fritiden i eget selskab eller sammen med nogen uden for familien. Der kan optræde jalousi og misundelse.
Samhørighed i familien udspringer af et sæt fælles værdier, og selvom det enkelte familiemedlem kan have sine helt personlige overbevisninger, deler alle nogle fælles værdier som man lever efter, diskuterer og tror på. Der er ingen klart definerede fælles værdier, eller de eksisterende værdier modarbejdes / saboteres. F.eks. kan forældrenes værdi for julen være, at man er sammen ― men teenageren saboterer værdien ved at forlade festen efter gaverne for at være sammen med vennerne.
Er åben og interagerende med det omgivende samfund. Præges af gæstfrihed og spontanitet. Lukker sig om sig selv og åbner sig ikke for andre eller mod andre ― måske fordi noget skal skjules.
Omgås fjernere familiemedlemmer og ældre generationer med respekt og interesse. Afskriver fjernere eller ældre familiemedlemmer som uinteressante eller intetsigende.
Kan tilpasse sig situationer og perioder med stressende og vanskelige vilkår (f.eks. arbejdsløshed, sygdom, dødsfald, dårlig økonomi osv.) og støtter hinanden. Klarer sig dårligt i pressede situationer, og familiemedlemmerne skændes, kommer i konflikter, trækker sig eller gør oprør.
Anerkender og værdsætter indbyrdes forskelle, selvom de falder uden for de overordnede mønstre. Hvis f.eks familiens musiksmag er mainstream, og lillebror begynder at spille guitar i et death metal band, så får han støtte til sin interesse ― uden at familiens andre medlemmer lægger skjul på, at de foretrækker deres egen smag. Alle føler sig som ligeværdige medlemmer af familien. Det anses for en styrke at ligne hinanden: f.eks. have samme interesser, overbevisninger, tøjstil eller måde at agere på. Den, der falder udenfor, forsøger man at genne tilbage i folden med argumentation, motivation, straf eller udelukkelse. Man respekterer ikke den anderledes, gør nar, driller, ignorerer eller modarbejder den ’mærkelige’ interesse.
Det er tydeligt, at forældrene har lederskabet og beslutningsmagten, samtidig med at de er åbne over for børnenes ønsker og ideer. Mange store valg og for stort ansvar overlades til børnene. De voksne nænner ikke at sige nej eller giver efter for at undgå konflikter og konfrontationer.
Bruger meget af deres fritid sammen, fordi de simpelthen kan lide hinanden, og fordi de værdsætter fælles oplevelser. Det største engagement ligger uden for familien, og samvær med familiens medlemmer sker hovedsageligt af pligt.
I den trygge familie er der ingen ’forkerte’ følelser. Det er okay at være vred, skuffet, ked af det, bange, trist, sur osv. I den utrygge familie er visse følelser ikke velsete, og oftest er det bedst at være neutral eller glad.

©Winnie Haarløv

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab