Tag Archive for: ægteskab

Parforhold er som en blomst. Det skal vandes for at stå stærkt og frodigt.

Parforhold – ja tak. Hvordan trives dit?

Og hvis det ikke gør, ved du så hvorfor?

Vi var engang så tæt
jeg dansede kun for dig
Hvordan kan jeg ligge her hos dig i natten
og være kold som vinter regn?
engang var du den allervigtigste af alle
nu er du allermest i vejen
Imellem os er marker fyldt med gammel sne
jeg fatter stadig ikke hvordan det ku’ ske

– Anne Dorte Michelsen 1983

I parterapi får jeg ikke så sjældent besøg af par, som synes det går ‘sådan meget godt’ – men de savner liv, lyst og gnist. De er egentlig ikke i tvivl om, at de elsker hinanden og gerne vil være i forholdet, men… 

Hvorfor keder de sig så begge to?

Ja, de keder sig – og det er de kede af. En typisk problemfremstilling er, at han  ønsker mere sex, og hun ønsker mere nærhed. Det er et typisk symptom, og det er en samtale værd. For så simpelt er det langtfra altid. Og gør man ingenting, er det den lige vej til skilsmisse eller utroskab.

“Dengang vi mødte hinanden, kunne vi slet ikke få nok. Vi elskede flere gange om dagen og snakkede hele natten,” hører jeg. “Alt var interessant. At han fik en blå cykel i fireårs-fødselsdagsgave, og at hun forvred knæet slemt, da hun stod på sine fine, nye skøjter første gang.

Nu er der tavshed. Og snakken går om børnene, haven, jobbet eller økonomien. De lever, når de tager på ferie og får en snert af håb: kan vi ikke tage alt det sjove, varme, afslappede og improviserede med hjem?
Nej. De vil så forfærdelig gerne, men det lykkes ikke.

Tro. Håb. Kærlighed.

Det er en almindelig fejlopfattelse, at kærligheden klarer alt, og at den RIGTIGE kærlighed overlever hvad som helst. Opfattelsen stammer nok fra Paulus ord om tro, håb og kærlighed i 1. Korinterbrev (også kaldet Kærlighedens højsang.) Teksten handler om de tre kristne dyder: troen på Gud, håbet om frelse og kærlighed til Gud og Næsten. Og den sætter kærligheden højest. Så meget, at tro og håb nærmest mister  værdi, hvis ikke de er farvet af den hellige kærlighed.

Det moderne parforhold er også bygget på kærlighed (for næppe nogen kristen eller sekulær dansker gifter sig af nødvendighed, ære eller hensyn til familien). Kærlighedens kraft driver værket, og vi forventer, at den holder til det hele. Men den sekulære kærlighed er mere pragmatisk og måske knapt så rummelig som den kærlighed, Paulus taler om.

Nærhed. Passion. Tillid.

Det er efter min overbevisning grundhjørnestenene i det moderne parforhold. Tilsammen udgør de kærlighedens fundament og den respekt, der væver sig som en gylden tråd igennem tæppet. Og da man først kan behandle et problem, når man ved 1)  at det findes og 2) hvad det drejer sig om, så går den første parsamtale som regel ud på at finde ud af, hvor det halter.

Vil du vide, hvor det halter i netop dit parforhold, så tag testen her.

Opskrift på et godt parforhold

Alle mennesker i et parforhold ønsker, at forholdet skal være godt, givtigt og tilfredsstillende. Men hvad er egentlig et godt parforhold?

Mennesket er et væsen, der har behov for nærhed, samhørighed, intimitet og kærlighed – både som giver og modtager. Men for mange er det rigtig svært.

Gennem mine år som parterapeut har jeg lært næsten alt, hvad jeg ved om parforhold af mine klienter, og det er dem, der har inspireret mig til denne liste. Den er nok ikke udtømmende, og måske er den heller ikke hverken nyskabende eller verdens klogeste. Men den kommer direkte fra de par, der har delt uddrag af deres liv, tanker, følelser og problemer med mig. Her er et bud på 25 gode råd.

  1. Vælg din partner med omhu. Vi forelsker os i hinanden af mange forskellige grunde: måske giver den elskede os opmærksomhed og gider lytte, måske minder han eller hun om nogen i fortiden eller får os til at føle os betydningsfulde og elskede. Forelskelsens tid er en slags sindssyge, hvor man mister realitetssansen og er uimodtagelig for fornuft. Det er en skøn tid, som typisk varer mellem tre og seks måneder. Og så kan man se klart igen.
    Når den tid kommer, kan du vælge din partner med åbne øjne. Vælg ham eller hende, som du ville vælge en ven. Kan du lide personens karakter og personlige egenskaber? Er du enig i vedkommendes værdier og menneskesyn? Eller kan du i det mindste forlige dig med dem? Kan du lide den måde, du bliver behandlet på, når I skændes, eller når din elskede er utilfreds med dig? Føler du dig respekteret og lyttet til? Interesserer din elskede sig for dig og for, hvad du tænker, føler og bestiller? Er han eller hun generøs med følelser, opmærksomhed, penge – eller påholdende? Holder vedkommende ord? Har han/hun en social omgangskreds, eller er personen en ensom rytter?
    Der er selvfølgelig ingen rigtige svar eller måder, der er bedre end andre. Det vigtigste er at DU vælger med åbne øjne.
  2. Sørg for at vide, hvad din partner tror, mener og tænker om parforhold. Forskellige mennesker har forskellige og tit direkte konfliktende opfattelser om, hvad et godt parforhold er. Hvis du f.eks. sætter troskab højt og din partner ikke gør, så kan det skabe voldsomme problemer. Eller hvis I er uenige om, hvorvidt man f.eks. kan bruge tid alene eller hver for sig med venner og familie, tage på ferie alene og videre i den dur.
  3. Forveksl ikke drømmegod sex med kærlighed. Især i forelskelsesfasen er tiltrækning, begær og sex tit vidunderlige oplevelser. Men de kan ikke stå alene, og de behøver ikke at have noget med kærlighed at gøre.
  4. Sæt ord på dine behov og sig dem højt. Et parforhold er ikke en gætteleg! Alligevel forventer mange både mænd og kvinder, at partneren kan gætte deres behov ’hvis bare han elsker mig højt nok.’ Men kærlighed gør ikke nogen til tankelæser, og resultatet kan kun være ét: skuffelse over ikke at få tilfredsstillet sine behov. Hvis du camouflerer, skjuler eller fortrænger dine behov, så skaber du afstand til partneren og slår revner i forholdet. Nærhed kan kun skabes med ærlighed og åbenhed. Også, hvis det er svært og du aldrig har lært at bede om noget. Eller tage imod.
  5. Betragt jer som et team med to ligeværdige parter. I er to unikke, individuelle individer som hver især tilfører parforholdet forskellige perspektiver, styrker og ressourcer. Respekter hinandens forskelligheder, og lad fremfor alt være med at lave hinanden om. Dels er det umuligt, og dels er det respektløst. Lær i stedet at leve med og rumme forskellighederne. Lær, at der nok er flere egenskaber ved din partner, du ikke bryder dig om – men at det absolut ikke udelukker, at du kan elske vedkommende.
  6. Lær at turde være uenige. Jeres mange forskelligheder truer ikke forholdet – det gør kun den måde, I håndterer dem på. Lær at håndtere de negative følelser, som er uundgåelige konsekvenser af forskellighederne mellem jer. Forskellighed skader ikke forholdet, men at kalde hinanden øgenavne og grimme skældsord giver dybe ridser. Vær åben om de konflikter, uenighederne skaber. At ignorere, undgå eller fortrænge dem er ikke at håndtere dem.
  7. Hvis du ikke forstår hvad din partner gør og hvorfor, eller hvis du ikke bryder dig om det, så spørg hvorfor det sker. Tal om det! Antag ikke, at du kender forklaringen. Du er ikke tankelæser.
  8. Løs problemerne, efterhånden som de opstår. Lad ikke misfornøjelser og skuffelser ligge og forsure og gære. Det meste af det, der er galt i et parforhold kan føres tilbage til sårede følelser og skuffelser – og hvis de svære følelser ikke kommer ud i lyset og bliver imødegået, så vil hver partner langsomt begynde at tage afstand. Den sårede, fordi hun er såret og den anden, fordi han mærker at hun tager afstand.
  9. Lær at forhandle. Moderne parforhold afhænger ikke længere af kulturbårne rollefordelinger. Parrene kan skabe deres egne roller, og det er jo spændende – men det er også en situation, hvor der kræves gode evner til forhandling, fordi ikke ret meget er givet på forhånd. Forhandling sker bedst i en åben, tillidsfuld atmosfære, der er præget af åbenhed og ønsket om at nå en fælles løsning. Vær opmærksom på, at en magtkamp ikke en forhandling. En magtkamp kan kun have én vinder og vil derfor ikke skabe et resultat, der er godt for begge parter. Kompromis’ets kunst er meget vigtig i et parforhold, også fordi livsbehovene ændrer sig løbende og skal genforhandles med jævne mellemrum.
  10. Lyt. Lyt. Lyt. I virkeligheden er det måske det vigtigste bud af alle. Hvis du kan lytte til din partners ønsker, bekymringer og beklagelser uden at forsvare dig og gå til modangreb, vil du opdage, at mange af dem løser sig af sig selv. At blive lyttet til er noget af det, der gør mennesker blide som lam, åbne og imødekommende. Og empatisk lytning betyder overhovedet ikke, at du skal sætte dine egne ønsker, meninger eller behov over styr. Det bliver jo din tur til at fremføre dem, når din partner er færdig! Og blot fordi han eller hun beder om noget eller beklager sig over noget, betyder det ikke at du skal give det eller at han har ret. Et ønske er ikke et krav, og et behov skal ikke for enhver pris opfyldes. Lyt og forsøg at sætte dig i din partners sted.
  11. Arbejd bevidst på at skabe og opretholde nærhed. Nærhed og samhørighed kommer ikke af sig selv, det gør kun nullermænd. Men når nærheden er borte, ’vokser man fra hinanden’ , og symptomerne kan være f.eks. manglende sexliv, utroskab eller dårlig stemning. Et godt parforhold skal holdes i live og passes. Det kræver opmærksomhed og tid (men ikke nødvendigvis hverken gaver eller penge).
  12. Anlæg et langtidsperspektiv. Et parforhold er i de fleste tilfælde indgået med ønsket om, at det skal vare resten af livet. Tjek jeres drømme med hinanden med jævne mellemrum og undersøg, om I stadig er på rette kurs i forhold til de ønsker og visioner, I sammen havde og har. Opdater drømmene og prioriteterne, så I går i takt og har nogenlunde samme retning.
  13. Lad ikke dig selv forfalde. Hold dig pæn, ren, soigneret og gør noget ud af dig selv, når lejligheden byder sig.
  14. Sex er godt, men fortrolighed er i mange tilfælde vigtigere. Sex er nemt, intimitet langt sværere. Intimitet og fortrolighed kræver ærlighed, autencitet, åbenhed og modet til at vise sin skrøbelighed og sårbarhed i form af håb, drømme, følelser og alt det, du frygter eller er ked af.
  15. Gå aldrig vred i seng. I behøver hverken at være enige eller glade, men gør, hvad du kan for at vise din partner at du stadig elsker hende eller ham, selvom du er utilfreds med noget.
  16. Sig undskyld. Alle kan begå en fejl, og en ærlig undskyldning kan spare jer for meget ævl og kævl fremover.
  17. Afhængighed er nødvendigt, men skal ikke overdrives – og den skal helst spredes ud på andre end partneren. Total afhængighed af partneren er i bund og grund usundt for relationen. Det er en balance, for vi er alle afhængige af nogen: venner, familie, mentorer osv., og det gælder både mænd og kvinder. For lidt afhængighed giver lukkethed og afstand. For meget giver uselvstændighed og tendens til at klæbe og overvåge. Begge dele mindsker trygheden og øger risikoen for jalousi og utroskab.
  18. Oprethold din selvrespekt og dit selvværd. Det er meget nemmere for andre at kunne lide dig og få lyst til dit selskab, hvis du kan lide dig selv. Jo flere roller du udfylder så godt du kan, jo flere kilder til selvrespekt har du (f.eks. forælder, formand for sejlklubben, fodboldtræner for lilleputterne osv.) Et meningsfuldt arbejde er en god kilde til selvrespekt og selvværd. Sørg for at skifte kurs, når du kører sur. Det, du kan lide at gøre er det, du gør bedst.
  19. Berig parforholdet ved at bringe nye interesser og inspiration ind udefra. Jo flere passioner, interesser og dynamiske felter I har imellem jer, jo stærkere bliver forholdet. Men ingen kan opfylde alle dine krav og behov. Derfor styrker det også forholdet, hvis du engagerer dig uden for det.
  20. Samarbejd. Del ansvar. Et forhold skal være gensidigt, og selvom man tit oplever, at den ene part i perioder har flere ressourcer og mere at give end den anden har, så skal det udjævnes, når rollerne skifter.
  21. Vær åben for spontanitet, leg og fjollethed. Sørg for at lege og grine sammen. ‘Leg’ kan betyde alt, hvad der er sjovt og ikke har noget effektivitetsformål bortset fra at være en nydelse.
  22. Hold jer i god form og ved godt helbred. Støt hinandens behov for fx ændrede spise- eller motionsvaner. Man behøver ikke gøre det samme, men hvis den ene part gerne vil begynde at vinterbade og den anden ikke vil, så gør plads til dét.
  23. Erkend, at ethvert parforhold har gode og mindre gode perioder. Intet forhold er harmonisk hele tiden. Bær over med hinanden i de svære tider. Det vil gøre forholdet stærkere, når det vender.
  24. Hvis noget knaser i forholdet, så brug det konstruktivt. Måske har du eller den anden et gentagelsesmønster, som kan ændres. Opgiv ikke bare, hvis det ikke duer – mange gange flytter nissen med. Forhold dig hellere nysgerrigt til knaseriet og brug det hellere til at undersøge, hvordan du selv bidrager til problemet (og lad din partner gøre det samme). I stedet for at skælde hinanden ud og kaste med skyld, så tænk over, hvad du kunne gøre anderledes eller bedre.
  25. Tag selv det første skridt: Vær selv den forandring du ønsker, simpelthen ved at give det, du ønsker at modtage. Det kræver mod at flytte fokus fra den anden og alle de mangler og forkertheder som irriterer, sårer eller frustrerer dig. Men hvis der er en magisk ingrediens, så tror jeg, at det er denne her.

©Winnie Haarløv

Kys frøen. Fang prinsen

Kærlighed kræver nærvær. Hvis du kan blive i tvivl om dine følelser for din partner, kan det være klogt at undersøge om du er til stede i forholdet, før du begynder at slå skår i forholdet.

Dit parforhold er velfungerende. Du troede virkelig, at du havde fundet HAM: soulmaten, evig kærlighed, hele dynen. Alligevel tænker du mere og mere på Den Gamle Kæreste – for dit nuværende forhold når ikke rigtig de svimlende højder som dengang. Så eks’en melder sig på din indre scene, når hverdagen trænger sig på med vasketøj, overarbejde og nullermænd. Spørgsmålene står i kø: Er det mig, der er noget galt med? Elsker jeg ikke min partner ’rigtigt?’ Var det eks’en, jeg skulle have haft? Skal jeg opsøge ham for at fjerne hans magi?

Det handler om nærvær

Det kan selvfølgelig være, at du er havnet sammen med den forkerte. Men hvis du på trods af drømmene om eks’en alligevel ikke føler dig parat til at bryde med din nuværende partner, kan det skyldes at afstanden og fraværet mellem jer lige så stille er vokset og blevet for stort. I tomrummet dukker drømmeprinsen op i dine tanker og vækker gamle følelser, fordi du er utilfreds med dit NU. Og fordi tanken om at lave om på dit nuværende forhold virker håbløs eller uoverskuelig.

I den situation er det både fristende og forståeligt at romantisere fortiden – og meget, meget nemmere end at ændre det, som du er utilfreds med. Hvis hverdagen er fuld af forpligtelser, fuldtidsjobs og meterhøje bunker af rudekuverter, så havde du også nok sjovere med eks’en: frihed, sorgløshed, spontanitet, stort nærvær og tilstedeværelse. Eller også husker du, hvor smertelig højt du elskede ham, og hvor mange tårevædede dramaer I udspillede for at nå den søde forsoning. Det er også en meget nærværende og intens måde at leve på (selvom den er anstrengende). Man kan virkelig mærke sig selv, mærke at man lever, når følelserne står på højkant. Det matcher bare ikke en hverdag med forældremøder, madpakker og vasketøj.

Men når du hænger fast i fortiden og minderne om den gamle kæreste, er du ikke til stede i hverken dit eget liv eller i dit parforhold. Og når nærværet ryger, forsvinder intitimiteten og fornemmelsen af meningsfuldhed også. Nærvær er det, der gør dig levende, og som puster liv i parforholdet. Tænk bare på de gange, du har været nyforforelsket, hvor du sad hele nætter og lyttede fortryllet og opmærksomt til, hvordan han fik et rødt løbehjul som 6-årig, og hvordan han fik fåresyge som 12-årig. Dét er nærvær. Det er sjovt, meningsfuldt og udviklende. Og tænk så på alle de gange, du har siddet ved f.eks. et møde og ønsket dig alle mulige andre steder hen. Dét er fravær. Og det er skruphamrende kedeligt og spild af liv.

Leg med ild

Måske har du en studenter-genforeningsfest vinkende forude, hvor du ved, at eks’en vil dukke op igen. Eller du kender hans yndlingsbar, ved hvor han dyrker sport eller hvor hans barn går i skole. Kvinders fantasi, når det gælder om ’tilfældigt’ at støde ind i den eftertragtede hanabe er en kraft, der kan flytte bjerge. Og at møde ham, flirte, mærke den gamle glød blusse op er en fristende, fræk og forførende dagdrøm. Men gør dig klart, at det leg med ild, og at du vil være et supernemt offer for en romantisk, hed og forførerisk affære, hvor alle de gamle håb og drømme får noget at leve af. Tør du det? Er det det, du vil? Hvis ja, så skru hovedet af og kast dig ud i det, for så skal du ikke bruge det. Men vær parat til at tage konsekvenserne. For de kommer, og de bliver smertefulde.

Elsker du ham?

I stedet for at handle hovedløst eller dagdrømme dig væk og langsomt opløse dit parforhold indefra, så kan du også vælge at tage din tvivl alvorligt – især, hvis der er børn mellem jer, for så gælder det jo ikke kun din egen fremtid. Begynd med at undersøge dine følelser for din nuværende til bunds. Se pragmatisk på det: Hvis følelserne for den gamle kæreste stadig lever efter al den tid, så forsvinder de nok ikke, selvom du bruger nogle måneder på at give dit parforhold en chance. Det samme gælder eks’en: har han elsket og savnet dig så længe, så holder det nok nogle måneder endnu. Du kan altså roligt parkere ham og koncentrere dig om at finde ud af, om du virkelig er parat til at forlade, hvad du har. Det gør dig ikke til et dårligt menneske – tværtimod. For hvis du ikke er hundrede procent til stede i parforholdet, gør du din partner en stor tjeneste ved at forlade ham.

Udvikling kræver nærvær

Aldoux Huxley’s klassiker “Ø” (1962) foregår på øen Pala, som på mange måder ligner vores velfærdssamfund med økonomisk og social velstand, respekt for individet og rige muligheder for selvudvikling. På Pala er alle slags stimulanser og tantrisk seks til rådighed, men det særlige er øens mange mynah-fugle (en slags papegøjer), hvis eneste funktion er konstant at råbe “Her og nu!” “Vær opmærksom!” For på trods af – eller på grund af – velstand og tryghed har øens indbyggere svært ved at være til stede i nuet: det eneste sted, hvor man kan foretage konstruktive ændringer i sit liv. Men øboerne kan ikke bruge nogen af mulighederne for selvudvikling og tilfredshed, fordi de hænger fast i fortiden eller ustandselig tænker sig ud i fremtiden.

Styr på tanker og følelser

Hvis du ikke kan mærke om du elsker din partner, så er det fordi du gør som øboerne, og fordi kærligheden kun eksisterer i nuet. Tanker og forestillinger skaber følelser, og stærke billeder af eks’en i dit hoved vækker stærke følelser. Jo mere du gør det, jo mere vil du tro på, at følelserne ’bare kommer’. Det bliver en vane, der bliver sværere og sværere at lægge af. Eksempel: De færreste kan lide øl eller cigaretter ved første smagsprøve, men de vænner sig til smagen, hvis de bliver ved at prøve. Og vaner opfører sig som gøgeunger: de går forud for det meste andet.

Selvfølgelig kan du ikke ikke ’gøre for’ dine følelser – men du kan bestemme, hvad du vil gøre med dem. Vil du lade dem tyrannisere dig? Fortrænge dem? Eller tage ansvar for dem, prøve dem af? For de forsvinder ikke bare og kan ikke ændres med viljens magt. Hvis dét var muligt, var der ingen ulykkelige, jaloux eller misundelige mennesker på jorden. Alle ville være glade, tilfredse, nyforelskede eller rolige, sindige og tålmodige, altefter hvad vi nu hver især opfatter som en optimal tilstand. Du kan heller ikke at beslutte at aflede tankerne.

Men du kan kontrollere dem ved at finde en positiv, konkret afledning.

HVIS MAN VIRKELIG ELSKER HINANDEN, SÅ: Enig Måske Uenig
1 vil man føle, at ens parforhold er forskelligt fra alle andres
2 vil man aldrig kede sig sammen
3 vil man aldrig synes, at den anden er en idiot
4 kan man klare alle forhindringer
5 skændes man sjældent eller aldrig – og i hvert fald kun om meget alvorlige ting / emner
6 vil passion og lidenskab altid være til stede mellem os
7 kender man hinanden så godt, at man kan læse hinandens tanker
8 ved man præcis, hvad den anden drømmer om
9 vil man altid helst være sammen med hinanden
10 vil man aldrig føle sig fristet til utroskab
11 vil en så latterlig ting som penge ikke komme imellem os
12 vil ingen af parterne flirte
13 vil vi ikke presse hinanden til at tale om problemer eller noget, der nager os
14 vil vi aldrig tvivle på vores kærlighed
15 tilgiver man hinanden alt
16 betyder udseende intet eller meget, meget lidt
17 kan man tale sig frem til enighed, hvis bare man gør sig nok umage
18 må man ofre sig for hinanden
19 har man ikke brug for så mange venner / veninder, fordi man har hinanden
20 fortæller man hinanden alt og har ingen hemmeligheder

Score

65 – 100

Vågn op! Dit syn på parforhold og kærlighed er urealistisk, umodent og unuanceret (jo højere score, jo mere), og derfor kan du kun blive skuffet. Det gælder også den drømmeprins, du går rundt og længes efter og husker som perfekt, ufejlbarlig og fantastisk. For kærligheden er ikke perfekt, og den gør ingen perfekt – men alligevel kan den sagtens eksistere. Du er sikkert rigtig god til at være forelsket og nyder at være det. Men hvis du for alvor vil opleve at elske nogen, så må du lære at acceptere, at kærligheden også indeholder hverdage, hvor du ikke svæver på en sky. Det svære ved den er, at du og din udkårne er forskellige på mange, mange punkter – og at du ikke kan ændre det. Du er nødt til at indse, at begejstringen over at ligne hinanden hører hjemme i den romantiske forelskelsesfase. Accepten af indbyrdes forskelle er den ’ægte’ kærligheds byggesten i et stærkt og holdbart forhold.

35 – 65

Hvis tanken om din drømmeprins dukker op med jævne mellemrum, så forsvinder den sikkert også igen. Din balance mellem romantik og virkelighed er nemlig fin, og det giver dig mulighed for både at forholde dig til din hverdag og at drukne dig i lyserøde champagnedrømme, når du har behov for det – uden at miste jordforbindelsen. Du tør at hengive dig og indrømme din følelsesmæssige afhængighed af din partner, men du kan også godt vælge ham fra i visse sammenhænge. Det giver en god vekselvirkning i samlivet og gør det muligt for jer begge to at bringe noget nyt og dynamisk ind i forholdet, fordi I begge har en selvstændig eksistens udenfor forholdet. Sammen er I gode, blandt andet fordi det er en gave i ethvert forhold sommetider at kunne glemme hverdagen og gøre noget fjollet, romantisk eller upraktisk – især, hvis man gør det sammen. Dog – jo højere din score er, jo større er din risiko for at blive hængende i fortiden eller i illusionen.

0 – 35

Du er pragmatisk og realistisk i forhold til kærligheden, og du har en ganske god indsigt i, hvordan kærlighed fungerer, og hvad der skal til for at skabe et solidt parforhold. Det kan udmærket være, at du elsker din partner – men at du måske ikke rigtigt kan mærke det. For I har nok en tendens til at være venner og samarbejdspartnere i stedet for at være romantiske kærlighedspartnere. Og det er her, din askepotsko trykker: Det kniber nok med romantikken og spindelvævsdrømmene for dig (eller jer). Indimellem dukker tanken om dengang du svævede på en sky måske op, og du puster den omgående væk og affærdiger den som fjollet, upraktisk og urealistisk. Men i længden savner du nok romantikken, og så dukker drømmen om Prinsen op hos dig. Prøv at overgive dig til dine romantiske længsler sammen med din partner – kort sagt, giv romantikken, kærligheden og følelserne for ham en chance. Hvis det er svært at tale om, så anskaf jer et parforholdsspil og sæt en aften og en god flaske vin af til det. Det er okay at flyve på fantasien indimellem, for du er så jordbunden, at du altid vil lande på fødderne.

Sådan bliver du nærværende

  • Ret opmærksomheden imod en genstand eller en lyd i rummet, hvor du befinder dig. Eller luk øjnene og nulr en genstand i lommen, som du har til det samme. Indsæt et fantasibillede, som du på forhånd har udvalgt. Det er både hurtigt, enkelt og virkningsfuldt.
  • Lad dig inspirere af mynah-fuglene: Prøv at tænke tanken “NU” hver gang du går gennem en dør, eller før du ringer op på telefonen. Hvis du kun tænker på den kop the du skal have, når du er færdig med at vaske op, så snyder du sig selv for leve, imens du vasker op. Du lader fremtiden suge dig ind uden at leve et eneste minut fuldt ud. Som modgift kan du stille dig selv fem enkle spørgsmål:
  1. Hvad tænker og føler jeg LIGE NU?
  2. Hvad gør jeg LIGE NU?
  3. Hvad har jeg lyst til LIGE NU?
  4. Hvad føler jeg for drømmeprinsen LIGE NU?
  5. Hvad føler jeg for min partner LIGE NU?
De grimme, nødvendige spørgsmål

Når du ikke er tilfreds med hverdagen, så har du uopfyldte behov. Hvad er det for nogle? Der er kun én vej frem: ærlighed. Tag et stykke papir og en blyant og skaf dig en aften, hvor du er uforstyrret – helst sammen med en fortrolig, som du kan stole på og være grumt, grimt ærlig over for. En, der tør stille dig de følgende 10 spørgsmål og insistere på at få ærlige svar. Er du ikke indstillet på total ærlighed, så spild ikke dit liv på dem. Drøm bare videre.

  1. Hvilke behov får du ikke opfyldt?
  2. Hvilke fem egenskaber sætter du mest pris på hos din eks?
  3. Hvilke fem egenskaber sætter du mest pris på hos din nuværende partner?
  4. Hvad tænder du på ved eks’en, som din nuværende mangler?
  5. Hvad holder dig sammen sammen med din partner?
  6. Kan du se dig selv sammen med din partner om 10 år? 15 år?
  7. Er du den samme kvinde, når du er sammen med din partner som du ville være med din eks?
  8. Hvordan ville det være at finde sammen med eks’en igen? Hvilke forandringer ville det betyde i din dagligdag?
  9. Hvad hindrer dig i at opsøge din eks?
  10. Hvordan ville det være for dig, hvis din kæreste stadig drømte om sin eks?

©Winnie Haarløv

Sådan bomber du dit parforhold

Ingen nok så dygtig og velmenende parterapeut kan pege på noget, I ikke allerede begge to ved. Så hvis jeres forhold knirker, så tjek her, om I smider nogle af de typiske ti ødelæggende bømber. Måske kan I spare en parterapi 🙂

I en film så jeg den amerikanske skuespiller Julianne Moore råbe til sin partner på nogenlunde denne måde:

“Parforhold er et marathonløb, det er udmattende, frustrende og kræver hårdt arbejde, som aldrig stopper!”

Hvis dét er rigtigt, så er parforhold godt nok et overvurderet koncept. Og så er det helt ufatteligt, at det er så populært og efterspurgt. Selvfølgelig har jeg (både privat og professionelt) oplevet den type forhold. Men jeg er sikker på, at det ikke behøver at være sådan.

 Jeg køber ikke ideen om, at parforhold nødvendigvis er hårdt arbejde.

Jeg tror på, at det er muligt at parforhold kan være til glæde og gavn og at relationen kan være det sted, hvor begge parter kan være sig selv, læsse af, lade op, reflektere, blive inspireret, slappe af osv. Og jeg tror, at de allerfleste par ønsker det samme.

Men hvordan kan det så være, at så mange par gør hvad de kan for at bombe deres parforhold itu og skabe en relation, der er utryg, præget af mistillid, skæv magtbalance, konflikter og utryghed?

De 12 dræbere

Når jeg får et nyt par i konsultation, fortæller de mig tit, at de udmærket godt ved både hvad de gør galt og hvad der mangler. Når jeg så spørger, hvorfor de så ikke laver om på det, så kan de sjældent svare. Men det viser sig altid, at skaden opstår af mindst én og oftest flere af de 12 følgende dræbere.

Og at de begge to udmærket godt ved det!

Tjek her, hvilke bomber du bruger som yndlings- ammunition:

1. Du vil vinde eller have ret

En af parforholdets dødeligste dræbere er trangen til at vinde. Hvis du går efter at ”vinde” jeres skænderier eller diskussioner, få ret, få overtaget, retfærdiggøre dig selv osv. eller simpelthen få din partner til at holde mund, så bidrager du ikke konstruktivt til relationen på nogen måde. Du tænker på dig selv – og kun på dig selv. Du er uinteresseret i at gå partneren i møde, lytte og forstå. Du forsvarer og forklarer, undskylder og afbryder i din iver for at vinde eller få ret. Din partner ikke altså få kontakt med dig.

Da din partner lige som dig også gerne vil høres, begynder han / hun at svare igen på samme måde, og hurtigere end du kan sige ballongynge, er I endt i en råbekonkurrence med efterfølgende isnende kulde, afmagt, frustration, fortvivlelse og dårlig stemning osv.

Det betyder, at I begge tror at I ikke kan ”tale sammen,” og det fører typisk til, at der bliver flere og flere emner, som ingen af jer orker at tage op. For det ender jo bare i ballade, ikke? Og meget af det, du siger bliver misforstået eller brugt imod dig i andre sammenhænge.

Den type parforhold kan man kalde konkurrencepræget, for det gælder jo om at vinde. Og det er dødsdømt.

2. Du lytter ikke

Hvis du straks begynder at forsvare dig, når din partner siger noget der kan opfattes som kritik, så lytter du ikke. Du tager magten ved at afbryde modparten og gå til modangreb, kommer med undskyldninger eller forklaringer – eller du trækker dig ind i dig selv og afbryder kontakten ved at blive fornærmet, ked af det eller vred. Du lytter ikke til den anden. Du lytter kun til dig selv.

Og nej, det er da ikke sjovt at lytte til den andens kritik eller utilfredshed. Men din partner fortjener at blive lyttet til (ligesom du selv gør). Hvis du ikke vil lytte, kan I ikke mødes. Måske vil din partner så råbe højere, trænge sig på, demonstrere sit behov for at blive hørt, eller måske vil han / hun give op og lade stå til. Begge dele er døden for forholdet.

3. Du forventer tankelæsning

Når du tier med noget, som du er utilfreds med, er det måske fordi du ikke vil såre, fordi du er vil undgå konflikt eller er bange for at blive forladt – eller det kan være fordi du vil have magten.

”Hvis du ikke ved, hvorfor jeg er sur, så er det også lige meget!” siger du måske. Og så længe du er vred og ikke vil sige hvorfor, så har du magten, mens den anden enten prøver at behage dig eller trækker sig tilbage i fornærmet tavshed, indtil du bliver god igen. Det kan virke nemmere på den korte bane, fordi du slipper for ballade, når du fortæller hvorfor du er vred. Risikoen er jo, at der opstår konflikt eller at din partner bliver såret over din irritation.

Men i længden udhuler det parforholdets nærhed og fortrolighed – dvs. selve forholdets basis. Små uenigheder og uoverensstemmelser vokser sig uundgåeligt større og større, og problemer bliver ikke løst. Din partner kan jo ikke kan læse dine tanker. Og måske ved han / hun ikke engang, at der er noget der generer dig.

At tie og forvente tankelæsning afspejler mangel på tillid (til at blive mødt, forstået af modparten. Det leder til forholdets sikre død.

4. Du stoler ikke på din partner

Der er to aspekter af tillid, som er vigtige i et parforhold.

1. At stole på, at din partner ikke vil svigte og såre dig med f.eks. løgn eller utroskab

2. At stole på, at din partner kan acceptere, at du begår fejl, ikke er perfekt, bærer dig dumt ad osv.

I samme sekund et af de to tillidsaspekter forsvinder hos den ene part, så er forholdet i ubalance. Den, der mangler tillid, vil enten opgive og afvise modparten – eller udvikle sig til et kontrolmonster, der ”kommer til” eller ”ikke kan lade være med” at tjekke partnerens sms’er, bestemme komme-hjem-tidspunkter, overvåge osv. Mistilliden sætter partneren i bur, og det virker trygt (for fangevogteren). Men faktisk er det en dødelig kurs og virkelig usundt for forholdet.

Et frustrerende og udmattende marathonløb er skudt i gang, og det kan vare i årevis – ja, resten af samlivet. Men forholdet er dødsdømt og bliver aldrig en oase. Det er og bliver en magtkamp mellem en fangevogter og en prøveløsladt.

5. Du bruger penge som om du var single

Uanset hvem der tjener mest, er I to om at dele det økonomiske ansvar. Du har selv valgt at dele din tilværelse med din partner, og dermed har du påtaget dig halvdelen af ansvaret for økonomien. Hvordan I indretter jer, er ikke væsentligt i denne sammenhæng. Hvadenten I har separat økonomi eller alting fælles, er der under alle omstændigheder fælles udgifter, ønsker og planer at tage hensyn til.

Hvis du bruger penge uden at tage hensyn til resten af familien eller nægter at diskutere dit forbrug, så er du godt på vej til at ødelægge dit forhold.

6. Du er bange for  at blive alene

Hvad kendetegner et lykkeligt parforhold? Er det, at man aldrig skændes? At man altid er tilfreds? At man synes at den anden er perfekt? Ingen af delene. Det lykkelige parforhold er kendetegnet ved, at ingen af parterne frygter forholdets afslutning (selvom det ville være smertefuldt at skiles). Begge er i forholdet, fordi det der dér, de vil være. Ikke fordi de er bange for ikke at være der.

Hvis du er bange for at forlade din partner eller for at blive forladt, er der noget helt galt med mellem jer. Den frygt opstår, når der mangler tillid, selvtillid eller selvværd hos en eller begge parter, og selvom det kun gælder den ene part, vil det præge relationen imellem jer dybt.

Hvis du er bange for, at du ikke slår til eller er ”nok” for din partner, så bruger du ressourcer på at vise en udgave af dig selv, som er glad, fejlfri, fantastisk og tiltrækkende med det formål at være god nok og værd at elske. Det betyder, at dit fokus ligger på partneren og ikke på dig selv, og langsomt bliver du både udmattet og fremmed for dig selv.

Og når du ikke er til stede i dig selv som dig selv, kan du heller ikke være til stede for din partner. Når han / hun opdager det, så dør parforholdet.

7. Du er for afhængig. Eller for uafhængig

I nogle parforhold forventer den ene, at man skal gøre alting sammen, ikke bruge tid væk fra hinanden, være sammen om alt og altid ”være der for hinanden”.  Ægte kærlighed bliver opfattet som at “vi ikke kan leve uden hinanden.” Det er en romantisk, men kvælende indstilling.

Hvis du mener, at du ikke kan leve uden din partner, så er du for afhængig. Alle mennesker har brug for at være betydningsfulde for en anden, så til at begynde med kan din partner sikkert godt lide at være så betydningsfuld. Men på samme måde har alle mennesker brug for at trække sig og være i sit eget rum med jævne mellemrum (både fysisk og psykisk), så det bliver hurtigt en byrde, at du ikke kan være foruden din modpart. Du føler dig forladt, når den anden trækker sig, og det skaber uro mellem jer – uanset om du vælger at græde, surmule, skælde ud eller trygle om nærvær.

(Og hvis du er så angst for at miste, tør du så i øvrigt at være den, du er og stå ved, når du er sur, utilfreds eller vred? Det tør du næppe – for tænk nu, hvis partneren forlader dig.)

Desværre duer den anden ekstrem heller ikke. I et sundt parforhold har begge brug for oplevelser uden for forholdet, og igen er der tale om en fin balance. Hvis du føler dig fuldstændig uafhængig og bruger meget tid uden for forholdet, så bringer du forhåbentlig inspiration og oplevelser med tilbage, og det er godt, så længe din partner synes det er okay.

Men hvis han / hun begynder at føle sig forbigået, nedprioriteret, betydningsløs osv., så har du muligvis overdrevet uafhængigheden. I hvert fald er der noget, I skal tale om. Ellers dør forholdet langsomt.

I et godt parforhold må der nødvendigvis være både en vis afhængighed og en vis portion uafhængighed. Nul afhængighed medfører som regel ligegyldighed, og nul uafhængighed betyder, at frihedstrangen vil vokse og i længden ødelægge forholdet indefra.

Det sundeste er, at ressourcebalancen bevæger sig dynamisk mellem de to poler. At begge både kan og tør stå selv og tør vise sårbarhed, og at begge ville kunne leve uden den anden, selvom det ville gøre ondt og føles som et savn. Er det ikke er sådan, bliver forholdet skrøbeligt og forbindelsen svag. Der er ubalance og usundhed i forholdet, og til sidst dør det.

8. Du forventer at være lykkelig

Hvis du forventer, at din partner skal gøre dig lykkelig, så har du lagt en bombe under forholdet. Det er ikke kun en urimelig forventning. Den er også helt urealistisk.

Din lykke er gjort af mange faktorer, men den kommer inde fra dig. Du er ansvarlig for at tage de valg og gøre det, der skal til for at du kan opleve lykkelige stunder. Hvis du vil øge chancen for at tiltrække dem, så er din opgave at give din egen tilværelse indhold og mening. Hvis indholdet og meningen i din tilværelse består af din partner, så er du på dybt vand og afhængig.

I ethvert parforhold opstår der perioder, hvor det ikke rigtigt kører, er kedeligt eller utilfredsstillende. Når du oplever det, er det ikke din partner, der skal få det til at gå væk. Det er dig.

Så længe det er dig, der utilfreds med noget i forholdet er det dit ansvar (og KUN dit) at finde ud af, hvad du kan gøre for at få det bedre. Og at tale åbent med din partner om, hvordan I måske begge kan bidrage til at forbedre forholdet.

9. Du vil ikke skændes

Indimellem kan et konstruktivt skænderi rense luften. Det er en både naturlig og nødvendig del af det menneskelige følelsesrepertoire at blive vred, og et sundt parforhold tager ikke skade af det.

Hvis du frygter konflikt, får du måske ikke rigtig givet udtryk for det, som irriterer eller generer dig, eller som du ville ønske var anderledes. Måske har du lært, at vrede er barnligt eller uproduktivt, og at det er en falliterklæring at blive vred.

Intet kunne være mere forkert.

Det er nødvendigt for jer begge at kunne mærke og stå ved de vrede følelser, og hvis der er åbenhed og tillid i forholdet, kan disse følelser bringes på banen, inden de eksploderer i rødt raseri.

Så længe vreden er grøn, kan man tale sammen. Bliver den gul, stiger trykket, og det bliver straks sværere at være i kontakten – men bliver vreden rød, er der ikke længere mulighed for at kommunikere konstruktivt. I det sunde parforhold tager parterne altså fat i vrede, frustration, irritation, skuffelse, utilfredshed osv. inden trykket stiger, og de vrede følelser bliver gule.

Får disse følelser lov at ligge og gære, forgifter de forholdet indefra. Og det er en dødelig forgiftning.

10. Du forventer, at det er nemt. Eller du forventer, at det er svært

Jeg hører tit to modsatrettede holdninger bragt til torvs af parrene i min konsultation.

  1. Hvis man virkelig elsker hinanden, er hinandens soul mates eller føler, at man er skabt til hinanden, så ordner det hele sig af sig selv.
  2. Parforhold er hårdt arbejde. Basta.

Begge holdninger peger på, at du (og/eller din modpart) ikke arbejder seriøst på forholdet. Hvis I tror, at det skal være nemt, så er præmissen jo, at det er selve kærligheden den er gal med, når der opstår problemer. Og kærlighed kan man ikke arbejde sig til… så derfor må I skilles, hvis problemerne bliver ved at dukke op.

Hvis I tror, at det er hårdt arbejde, så har I faktisk alt for beskedne mål. Alle ressourcerne går med at arbejde, men hvornår kommer belønningen (= fred, harmoni, nærvær og ro)? Hvis præmissen er at det skal være hårdt, så må I jo tro, at der er noget galt, hvis det pludselig er nemt. ”Har vi ingen problemer? Nå, så må vi skabe nogle, for parforholdet er jo først rigtigt, når det er svært.” Tro mig eller lad være: jeg har set det så tit.

I begge tilfælde brænder forholdet hurtigt ud. enten fordi problemerne bliver ved at dukke op, selvom I ignorerer dem (det skal jo være nemt) – eller også fordi I slider og maser jer selv og forholdet til døde.

Dine valg – dit ansvar

Der er ingen facit til noget af det ovenstående. Men heldigvis er der masser af valgmuligheder.

Du kan søge oplysning, hjælp og støtte, hvis du ikke finder det nødvendige hos din partner. Du kan råbe op og gøre opmærksom på, at du mener at noget ikke funker. Eller du kan give op og smide håndklædet i ringen.

Forbløffende mange bliver ved at leve i sønderbombede forhold. Ingen af dem er lykkelige, men begge er måske bange for ikke at kunne finde noget bedre, ikke at kunne klare sig alene, opgivende over for, om det kan reddes – eller noget andet.

Du har fortjent at være glad for og i dit forhold. Og hvis du ikke er det, så lad være at underminere det eller skyde skylden på din partner. Vælg hellere at tage ansvar for, hvordan du har det, hvad du ønsker dig, hvad du gerne vil ændre – og gør så noget ved det.

©Winnie Haarløv

Hvis dit parforhold var en bil

Tit bliver et godt brugt parforhold kørt til storskrald, når det begynder at halte, selvom mange småskavanker i parforholdet kan klares ved et servicetjek. Alt levende har brug for næring og pleje.

Et parforhold har brug for løbende pasning og pleje – mest i form af opmærksomhed. Men desværre sker det tit, at et godt brugt parforhold simpelthen opgives og køres til storskrald, hvorefter indehaverne finder sig et nyt. Men meget tit kunne det gamle sagtens have været repareret.

Der følger ingen brugsanvisning med, når parforholdet anskaffes. Derfor kan det være svært at finde fejlen, når motoren begynder at gøre knuder. Hvad er det, der mangler? En dosis romantik? Lidt gensidig respekt? Eller er tanken med håb og drømme løbet fuldstændig tør? Her er en hurtig tjekliste. Hvis du genkender noget, er det måske tid til et eftersyn:

Motoren går ujævnt

Spontane, eksplosive udbrud er tegn på underliggende spændinger og konflikter, der trænger til at komme frem i lyset.

Motoren er svær at slukke

Hvis den ene partner ustandseligt kritiserer noget ved den anden (eller noget, den anden gør / ikke gør), er kritikken sandsynligvis et udtryk for en dybereliggende frustration over noget andet i parforholdet. Når kritikken fortsætter efter at ”årsagen” er væk, er det fordi den egentlige defekt ikke er blevet repareret.

Bremserne hyler

Foragt og sarkasme tyder på, at parforholdet er på vej ud i en usundt mønster, og at den foragtende / sarkastiske part synes, at miséren i høj grad er den andens fejl.

Motoren bliver overophedet

Når den ene part går i forsvar, kan det betyde at han/hun er i gang med at opbygge en mur for at forsvare sig imod følelsesmæssige skader, fordi forholdet smuldrer.

Katastrofeblinket lyser

Hvis den ene part begynder at trække sig væk fra den anden, kan forholdet være i alvorlig fare.

Styretøjet svigter

Hvis den ene part ikke er modtagelig for den andens ideer, forslag eller ønsker, kan det tyde på at partnerne ikke længere lever i et gensidigt givende forhold.

Gearstangen sidder fast

I visse forhold lever parterne i farveløse, parallelle tilværelser – som om de bor til leje hos hinanden eller deler det samme pensionat. Uden nogen følelsemæssig kontakt er parforholdet godt på vej til at visne.

Er det tid til et eftersyn?

Når bilen skranter, bestiller vi uden at tøve tid hos mekanikeren, fordi det er almindelig kendt, at man skal have stået i lære som mekaniker for at kunne reparere fejlene.

Men når parforholdet knirker, har de fleste meget svært ved at søge hjælp. Det opleves tit som skamfuldt og ”for dårligt”, at de ikke selv kan klare problemerne.

Og hvordan skulle de have lært det? Ved at efterabe forældrenes forhold – eller gøre det modsatte? Nej. Alle mennesker er unikke og forskellige, og derfor kan de tillærte modeller, regler, værdier og ideer ikke altid bruges. Og når forelskelsen bliver til hverdag, bliver det tit tydeligt, at vi ikke har samliv på skemaet i hverken skolen eller senere i livet.

En parterapeut kan på samme måde som en mekaniker tit hjælpe med at udbedre skaderne. Dels ved at orientere sig på de åbenlyse mislyde, men også ved at søge efter dem, der måske ikke ses ved første øjekast – men som erfaringsmæssigt også spiller ind på forholdets problemer.

Test dit parforhold her (men kun, hvis du har humor og overskud til det!)

© Winnie Haarløv