Når jeg spørger et par i terapi hvad de sætter højest i et parforhold, siger de typisk ærlighed eller nærvær. Hver især ønsker de, at deres partner skal sige sandheden, være åbne om følelser og tanker og vise mere af sig selv. Det er jo bl.a. sådan, nærvær skabes.

Men tit ønsker ingen af dem i virkeligheden at høre, hvad den anden virkelig mener, ligesom de heller ikke selv for alvor vil sige nøjagtigt hvad de tænker og føler. Det, de ønsker er en vis grad af ærlighed og oprigtighed – nemlig præcis den, de hver især er i stand til at håndtere.

De vil begge to høre den slags “ærlighed” som får dem til at føle sig anerkendt, påskønnet og accepteret. Med andre ord: de vil hver især faktisk kun høre den sandhed, der får dem til at føle sig godt tilpas.

Og helt ærligt: hvor mange af os parat til at høre sandheder, som ikke virker på den måde?
Kan du holde ud at høre din partner tale om ideer, synspunkter og opfattelser som gør dig ængstelig, vred eller ked af det?
Og er du selv parat til at tale om det, som du ved vil gøre ondt på din partner at høre?

Er du parat til ærlighed? Test dig selv her:

Forestil dig, at de følgende fem udsagn er relevante for dig. Ville du være parat til at sige dem til din partner?

• “Jeg gider ikke lave mad (putte børn / købe ind / vaske tøj) idag. Faktisk bryder jeg mig overhovedet ikke om, at det ligesom ligger i luften at det er mig, der er ansvarlig for det hver dag.”
• “Forresten havde jeg en virkelig interessant, personlig samtale med Lise / Niels (en kollega med modsat køn af dig selv), da vi spist frokost sammen idag…”
• “Jeg har lyst til at gå i byen alene i aften. Jeg har brug for noget tid for mig selv.”
• “I den seneste tid har jeg ikke haft rigtig lyst eller været rigtig tændt, når vi har haft sex.”
• “Helt ærligt, så bryder jeg mig ikke om din frisure / din håndtaske / din ånde om morgenen osv.)

Kan du kan være åben og oprigtig over for din partner, både om det du kan lide ved vedkommende og om det, du ikke bryder dig om?
Eller er du tilbøjelig til at beherske dig og kun sige det, der ikke vil såre, skabe ballade eller misfornøjethed?

En dans på æggeskaller

Når du ustandselig vogter på, hvad du siger af hensyn til den anden, så ryger ærligheden sig en tur. Alt det usagte og alle de små hvide løgne bygger langsomt barrierer op, der skiller jer ad og skaber distance. Nærhed bliver umulig. Distancen vokser imellem jer.

Det betyder selvfølgelig ikke, at I skal gå og kritisere hinanden og sige jeres mening hele tiden, for det er lige så ødelæggende. Men når to mennesker kommer til mig og beklager sig over, at deres samvær er blevet kedeligt, at sexlivet ikke fungerer eller at de er “vokset fra hinanden”, så er det i 99,9% af gangene fordi de fortier væsentlige ting for hinanden.

Hvis hun ikke føler sig tændt af hans måde at berøre hende på eller synes han lugter grimt om morgenen – skal det så ikke siges højt, hvis det kan hjælpe på hendes lyst?

Og hvis han trænger til en aften i byen alene for at mærke sit eget rum og lege, at han stadig er en hanløve med frihed til at forlade flokken indimellem – skal han så ikke sige sit ønske højt, hvis det gør ham glad og giver ham lyst til at vende hjem og være i sin flok igen?

Det mener jeg. Men det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, hvis de to parter stoler på hinanden og tænder på hinanden. Og det gør de ikke, når nærheden er forsvundet.

Hvorfor er vi bange for ærlighed?

Oftest skyldes det, at vi frygter at blive afvist af den anden. Og afvisningen kan have mange ansigter: Gøren nar, nedladenhed, sarkasme / ironi, ignorans eller dominans, sur tavshed, åbent drilleri eller provokation osv.

Angsten for afvisning ligger dybt i os alle, og flertallet af os vil gøre rigtig meget for at undgå den. Vi indgår kompromis’er for at enes eller skabe harmoni, vi undgår konflikter og negative reaktioner og viser ikke, at vi er vrede, sårede eller bange. Altsammen, fordi vi helst vil undgå at blive gjort til grin, beskyldt for at være hysteriske eller hvad det nu kan være. Når du holder disse følelser tilbage, er du godt på vej til at kompromittere din egen integritet. Du er på vej til at miste dig selv og fjerne dig fra din partner.

Grunden til at du gør det er selvfølgelig, at det på kort sigt føles bedre at give op og holde borgfred. Men hver gang skærer du en bid af dit eget selvværd og smider den ud.

Men hvis du er bange for åbenhed og autencitet, hvad er det så nøjagtigt du frygter? Og når du ikke siger åbent hvad du mener, føler og tænker til din partner, føler du dig så nærmere forbundet med ham eller hende – eller omvendt?

Måske oplever du ikke tryghed i forholdet. Du ved måske ikke helt, hvor du står i forholdet til ham eller hende. Derfor er du på vagt, vælger dine ord med omhu og lægger bånd på dig selv. Og hele tiden bliver det bare værre.

Fysisk og følelsesmæssig nærhed er noget af det mest meningsfulde, givende og dejlige mennesker kan opleve. Men de par, jeg møder i min konsultation for parterapi, henvender sig typisk netop, fordi nærheden mangler imellem dem.

Måske mener de, at deres problemer skyldes at de skændes for meget, taler for lidt sammen, ikke forstår hinanden eller oplever, at sexlivet er dødt eller døende. Men alt dette er ikke problemet. Det er følgevirkningen af, at nærheden mangler imellem dem. Parrene savner den vidunderlige følelse af tryghed og samhørighed det kan give at dele sine inderste tanker og følelser med en anden; at blive set, rummet og anerkendt af en betydningsfuld person.

At dele sorg, glæde, håb og længsler giver grobund for passion og kreativitet og betyder, at to sjæles ensomhed kan mødes og støtte hinanden, når livets smerte og eksistentielle vilkår presser på.

Hvorfor være angst for nærhed?

Jamen – hvis nærhed er så vidunderligt og givende, hvordan kan nogen så være bange for den? Det er da heller ikke nærheden i sig selv, som er så skræmmende. Det er angsten for, hvad der sker hvis den forsvinder. For hvis vi hver især turde tro, at nærheden ville være vedvarende og garanteret, ville den udelukkende være en positiv oplevelse som ingen behøvede at frygte. Men sådan er det kun for de færreste, og de fleste mennesker frygter nærheden af to grunde.

Den ene er den konstante, bevidste eller ubevidste frygt for at blive afvist, forkastet, isoleret, nedgjort eller såret, hvis vi gør os sårbare over for vores partner. Og sårbarhed er en uundgåelig følge af nærhed. Ligesom kærligheden altid følges af angsten for at miste, kan nærhed kun opstå eller eksistere, hvis man åbner sit hjerte og viser, hvem man er. Tager skjoldet ned, så at sige. Som Anne Dorte Michelsen synger så præcist:

Jeg har lagt mine våben for dig
Både skjoldet og mit sværd
Jeg vil ikke bære våben mer’
Jeg har åbnet mit hjerte for dig
Det er sjældent at det sker
Jeg er ikke bange for dig mer’

Den anden er frygten for at blive opslugt: at blive invaderet, kontrolleret og tromlet ned. Når man bliver opslugt eller knust af andre, overskrider ens personlige grænser, mister man sig selv.

Alle har vi lært at reagere på konflikt med forskellige forsvar og kontrolmekanismer: modstand i form af vrede, angreb og bebrejdelser eller flugt i form af tilbagetrækning, undgåelse eller underkastelse. Hver eneste relation vi har konfronterer os med disse valg, når vi trues af afvisning eller dominans. Hvis den ene part bliver vred, vil den anden måske føle sig afvist eller domineret og reagere ved enten at gå til modangreb i vrede, opgive og underkaste sig, trække sig eller undgå faren ved at tage hele skylden for misèren selv.

Hvis den ene lukker til (”klapper i,” trækker sig, giver den kolde skulder osv.), vil den anden føle sig afvist og forsvare sig ved at reagere kritisk og fordømmende – og det vil igen trigge den første parts frygt for at blive invaderet, opslugt eller domineret.

Alle mennesker har nogle foretrukne mekanismer, som de reagerer efter. Ikke nødvendigvis nogen de selv bevidst har valgt. De er oftest tillært gennem opvækstens vilkår og viser sig i en eller anden form i enhver relation. Og når frygten for afvisning eller dominans bliver for stor, kan resultatet blive, at individet beslutter, at det simpelthen er for smertefuldt eller ”farligt” at være i en nær relation. Og at det sikreste forsvar er at undgå nærheden. Skjoldet må være oppe konstant.

Prisen for at undgå nære relationer (enten det er med familie, venner eller i parforholdet) er ensomhed og stagnerende personlig vækst. Personlige relationer er næring til personlig vækst, hvis man tager den udfordring op som det er at turde være i kontakt med andre.

At overvinde frygten for nærhed

Frygten eksisterer ikke på grund af selve de erfaringer, man som barn har gjort sig med afvisninger eller dominans. Den opstår, fordi barnet ikke kunne og ikke fik lært at håndtere disse oplevelser. Nøglen til at overvinde frygten ligger at udvikle den kraftfulde og kærlige voksne del, som både har langt større kompetencer, intellektuelt beredskab og evne til at gennemskue, hvad der foregår – og som kan beskytte sig på andre måder end barnet kunne. Den voksne del ved, at afvisninger ikke nødvendigvis skal tages personligt og formår at mærke og vise egne grænser, sådan at dominans og opslugning undgås.

Grundlaget for dét er det personlige ansvar for at definere og stå ved dig selv som en person, du selv kan lide og synes er okay, i stedet for at definere dig selv efter, hvad andre synes om dig og om de kan lide dig. Når du kan det, kan du bruge andres input, kritik og opfattelse af dig hvis det drejer sig om dig, og hvis du finder det relevant.

Dermed kan du også udelukke bedømmelser, angreb, kritik og negativitet som du ikke finder relevant. Du kan lade være at tage dét til dig, som slet ikke drejer sig om dig, men som handler om den, der kritiserer eller fordømmer dig – og vise dine grænser, hvis andre forsøger at dominere eller tromle dig. Og så har det mistet sin kraft. Frygten er borte, og du kan åbne dig for kontakt og nærhed.

Når du lærer at stå ved os selv og ikke mere tillader andre at invadere, kvæle, dominere eller kontrollere dig, behøver du heller ikke længere at frygte for at miste dig selv i en relation. Den, som frygter at miste en anden (f.eks. partneren) er parat til at opgive sig selv for at forsøge at holde på den andens følelser og interesse og tror, at hvis bare han underkaster sig ethvert krav fra partneren, vil hun elske ham.

Men det sker ikke. Han vil i stedet miste både sig selv og partneren, der efterhånden vil miste interessen. For den, der opgiver sig selv bliver ”tom” og uinteressant. At miste en, man elsker er forfærdeligt, og frygten for dét er både forståelig og menneskelig. Men det er kærlighedens vilkår, og den som af lutter angst for at miste holder sig fra at komme tæt på andre, lever et kærlighedsløst liv.

Vejen til nærhed

Vejen frem er at lære at elske og respektere dig selv. At sætte pris på dig selv som det menneske du er, respektere og udleve dine egne værdier og tage ansvar for dine egne følelser af selvværd, smerte, glæde, angst og vrede.

Når du sætter dig selv højt, er du en person, som hviler i dig selv og som ikke er bange for afvisning og dominans – og som ved, at selvfølgelig er kærlighed og nærhed risikabel, fordi du risikerer at miste og blive sårbar. Men at du kan leve videre alligevel, selvom du skulle blive såret eller svigtet.

4 trin mod nærhed

Selvom du gerne vil opleve større nærhed og samhørighed med din partner, kan du have svært ved at åbne dig for ham eller hende. Måske har du svært ved at tale om dine følelser, eller du er bange for at såre. Måske er du bange for at miste den andens accept.

Mangel på åbenhed vil selvsagt skabe en vis distance, men til gengæld vil parforholdet mange gange føles harmonisk og uden de store følelsesmæssige udsving.

Det betyder også, at passionen, lidenskaben og længslen i længden vil forsvinde og erstattes af en høflig, måske endda både kærlig og hensynsfuld omgangsform. Parforholdet antager mere og mere karakter af et venskabs- eller bror – søster forhold.

At puste liv i passionen og følelserne kræver, at parterne tør dele deres inderste tanker og følelser med hinanden åbent og ærligt. Både de positive og de negative.

Det betyder ikke, at ALT skal siges højt – slet ikke. Det betyder simpelthen, at hver af parterne tager ansvar for at stå ved deres egne følelser, når det bliver relevant.

1. Vær autentisk

Sig, hvad du føler – uanset, hvordan den anden reagerer. Tal roligt og undgå at skyde skylden for dine følelser over på partneren. Dine følelser er dine.

2. Styr din ængstelse og ophidselse

Træk vejret dybt og find ro og jordforbindelse i det. Når du er i følelsernes vold, kan du ikke udtrykke dig fornuftigt, lytte eller tænke rationelt. Sørg for at få de voldsomste følelser ud af kroppen, før du tager fat på at tale med din partner.

3. Stol på dig selv

Hvis din partner ikke reagerer på den måde du ønsker eller hvis han/hun ikke vil tale med dig om problemet, viser vrede, mistro, surhed osv. så lad ham/hende være. Prøv igen senere.

4. Stol på din partner

Evig mistro og mistillid er dræbende. Tal hellere med nogen om din jalousi og din angst for at miste – sandsynligvis er den opstået længe før dit nuværende forhold. Men det er muligt, at du (ubevidst) har valgt en partner, der konstant udfordrer dig på netop dette punkt, og at du derfor har chancen for at lære at leve med risikoen for at miste, uden at den skal forpeste din tilværelse og dit forhold. Sådan er kærligheden jo: der gives ingen garantier.

© Winnie Haarløv