Det første, et par i terapi beder om, er meget tit “redskaber til at kommunikere bedre.” Og det er som regel nemt for en terapeut at lytte sig ind på, hvor det er, at kommunikationen går skævt – og at påpege helt konkret, hvordan kommunikationen ved hjælp af ganske små midler kan ændres, så resultatet opleves som positivt.
Som par er det naturligt nok akavet og i mange tilfælde skamfuldt at skulle søge hjælp til at leve sammen, og når 1 – 2 ganges terapi mange gange giver mærkbar forandring, er det naturligt nok også fristende at lade det blive ved dét.
Terapi er ikke et fix
Men det svarer faktisk til at spise en chokoladebar til aftensmad, når man ikke har fået noget at spise siden morgenmaden: en tydelig og tilfreds mæthed, der desværre forsvinder efter en halv time. Mange gange hører og læser jeg om par, der ‘virkelig har prøvet en masse terapi’ – men tit betyder det, at de har shoppet fra den ene terapeut til den næste og hver gang bare fået et kort, effektivt fix.
Et parforhold i problemer kan meget sjældent fixes på den måde. Tit har det taget årevis at oparbejde vanskelighederne, og derfor tager det også både tid og hårdt arbejde at bearbejde dem. Ikke årevis – slet ikke, men typisk mellem fem og ti gange 1½ time. Der går tid med at oparbejde tillid til terapeuten, til situationen og genskabe tillid og åbenhed med hinanden.
Og ikke så sjældent stikker problemerne langt dybere end den ‘dårlige periode’ eller de skænderier, som parret kommer for at afhjælpe. Begge parter bringer erfaringer og indlærte mønstre fra bardom og opvækst med sig ind i forholdet, og nogle af dem kan vise sig at være destruktive. De par, der tror at terapeuten kan sige nogle kloge, magiske ord og få alt til at blive bedre, går forgæves. Det gør også de par, hvor kun den ene er indstillet på at arbejde eller kommer for at lave den anden om. Det kræver både mod, åbenhed og villighed til at se ærligt på sig selv at få et godt udbytte af terapien. Og naturligvis viljen til at ændre det, der ikke fungerer.
Ingen kan ændre en anden
Processen er ‘Mit liv fungerer ikke, så jeg vil gøre noget ved det. Jeg har brug for at undersøge og opdage, hvordan jeg selv bidrager til at skabe problemerne og finde ud af, hvordan og hvad jeg kan gøre for at ændre det.’ Essensen er, at klienten i parterapi er parforholdet – ikke den anden part. Og de to parter i forholdet kan ændre den måde, de er i parforholdet på og reagerer over for partneren på. Men de kan ikke ændre partneren.
Der er også par, der går i terapi for at finde tilbage til dengang alt var godt. Men tiden kan ikke skrues tilbage, og et af de menneskelige vilkår er netop forandring. I terapien kan parterne i stedet få øje på, hvordan de har forandret sig og udviklet sig, og de kan få støtte til at finde nye måder at leve sammen på. Terapi handler om forandring: forandring fra det, der skaber smerte til at acceptere forandringen som en naturlig og uundgåelig del af livet.
Terapi og skilsmisse
Engang imellem kommer der par, som enten vil have hjælp til at skilles og sige farvel, eller som undervejs opdager, at deres veje må skilles. Terapi er godt til at få sagt det nødvendige og talt om det svære, så begge parter kan komme videre på en måde, der er til at leve med (selv om den gør ondt).
Terapeuten vil aldrig nogensinde tage parti eller have dagsordner om, at parret skal undgå eller opnå skilsmisse. Det er altid parterne selv, der finder ud af, hvad der er bedst for dem. Terapeuten støtter processen og sætter spot på det, som de to parter enten undgår eller ikke ser, så det kan komme frem og blive undersøgt.
© Winnie Haarløv