Når forholdet knirker
Er parforholdet blevet besværligt eller halvkedeligt? Eller måske ligefrem meningsløst?
Er der noget, du ikke forstår ved din partner?
Føler du dig ikke forstået i dit parforhold?
Er der noget, I ikke får talt åbent om?
Ligner I pludselig hinanden for meget – eller for lidt?
Du og din partner kan have udbytte af parterapi, hvis
- begge er interesserede i at lave om på parforholdet
- jeres samtaler har tendens til at køre i samme spor eller i ring
- skænderier og uenighed handler om måden I skændes på – i stedet for at handle om det, der ligger til grund for uoverensstemmelsen
- I simpelthen gerne vil have det bedre sammen
Parterapi giver jer hjælp og støtte til at lytte til hinanden og blive tydelige for hinanden. Som parterapeut støtter jeg jer i at få jeres budskaber klart frem – sammen med de følelser der ligger bag (og som tit ikke bliver kommunikeret).
Godt at vide om parterapi
Parterapi hos mig kunne lige så vel hedde “kommunikationstræning for par”, for det er parrets indbyrdes kommunikation, terapien handler om. Det er parforholdet, der er klient i terapien, ikke de to modparter. Derfor vil parterapien ikke indeholde dybe personlige arbejder, som det sker i individuel terapi. Jeg tager ikke parti. Og jeg har ingen forudfattede meninger om, hvad der vil være bedst for jer. Det ved I meget bedre selv, og det er dét, parsamtalen er beregnet på at undersøge og finde ud af.
Det sker ved at I får mulighed for at tale sammen på en måde, der sikrer at pick up’en ikke falder ned i samme rille som derhjemme, og at I begge får plads til at sige det, der skal siges. Og måske allervigtigst: at begge parter virkelig lytter og forstår, hvad modparten mener.
Uanset hvad udfaldet bliver, vil den forbedrede kommunikation åbne for indsigter om sig selv og den anden, som kan øge den gensidige empati, motivation, ømhed og samhørighedsfølelse.