Myter og fakta om vrede

Hvis en ven har forrådt dig, hvis nogen har angrebet dig, bestjålet dig eller hvis der er begået en åbenlys uretfærdighed imod dig (eller nogen, der betyder noget for dig), så er det klart, at du bliver vred. Biologisk får vreden gang i adrenalinen og driver dig frem mod handling.
På den anden side er de hysteriske anfald, som mange mennesker får over bagateller, både usunde og destruktive. At råbe uhæmmet af en medtrafikant, at blive s….sur over forkerte byttepenge eller at råbe-skælde ud over en for sent afleveret søndagsavis er almindelige eksempler. Den slags vrede kan have alvorlige, helbredsmæssige konsekvenser, og forskning viser, at usund, destruktive vrede provokerer hjertesygdomme i langt højere grad end både rygning, fedme og forhøjet blodtryk. Raserianfald er aldrig produktive. Tværtimod: udover sundhedsrisikoen nedsætter de omgivelsernes respekt for dig. Og påvirker din egen selvrespekt, hvilket måske næsten er det værste.

Vrede kan have mange styrkegrader, lige fra mild utilfredshed til voldsom vrede. Nogle mennesker har ikke noget sprog for disse forskellige følelser og betragter enhver oplevelse af fjendtlighed som en intens, voldsom krise – også selvom det drejer sig om en forbigående frustration. Sådanne mennesker skyer vreden og laver bjerge ud af muldvarpeskud på den måde, at de trækker sig fra enhver antydning af konflikt eller kritik og dermed gør det ret umuligt at få snakket ud om tingene. Det kan i sig selv være voldsomt vredesfremkaldende for omgivelserne, så de opnår faktisk det modsatte af, hvad de ønsker – nemlig at skabe intens irritation over deres konfliktskyhed og sårbarhed.

Det er ikke nødvendigt at slippe vreden ud uden hæmninger. Det er langt bedre at slippe den ud på samme måde som damp fra en trykkoger: i kontrollerede, hensigtsmæssige portioner, der tager trykket og sikrer, at du netop ikke eksploderer.

Mange mennesker tror, at de holder deres vrede for sig selv. Men selvom de hverken råber, kaster med ting eller siger ”Jeg er vred på dig,” så er vreden tydelig. De surmuler, trækker sig, bliver negative eller afvisende, smækker med døre osv. Mennesker, der ikke er vant til eller ikke tør stå ved deres vrede, bliver sådan nogle lidt hverdags-negative nogen, som man opfatter som kantede eller bare generelt sure i betrækket. Man opfatter deres vrede uden altid at vide, hvad de er vrede over.

At kontrollere vreden betyder heller ikke at skjule den. Det betyder, at du hindrer dig selv i at reagere som en tre-årig og gøre noget, som du senere vil fortyrde. Det indebærer, at du tager ansvar for din vrede og forsøger at berolige dig selv – ikke for at få vreden til at forsvinde, men for at få den ned på et niveau, hvor du kan udtrykke den direkte og konstruktivt. Hvis altså det er vigtigt nok – for det kan du også først vurdere, når du har fået kontrol overden. Det er i høj grad et spørgsmål om øvelse, og der findes mange, mange teknikker til at opnå denne kompetence.