Jeg kunne læse, før jeg fyldte fire og skrive skråskrift, før jeg kom i skole som seksårig. Til gengæld er jeg helt og aldeles talblind, kan fare vild i en telefonboks og har i-n-g-e-n stedsans.
Som teenager ville jeg være journalist og forfatter (helst berømt), men hjemme syntes man, at jeg skulle vælge noget mere fornuftigt – primært en mand med formue. Og strakte mit overbid ikke til dét, så i det mindste en plads i en bank eller postkontor. I nævnte rækkefølge.

Det var en entusiastisk skolefrøken, der på trods af min mutte rebelskhed i folkeskolen sørgede for, at jeg kom i mellemskolen på Holte Gymnasium. Dér blev jeg student i 1968 – vist nærmest fordi lærerstaben ikke orkede at have mig gående længere. For mig var det en ren fest at gå i gymnasiet. Musikken (Doors, Dylan, Hendrix & hele slænget) åbnede min bevidstheds døre, godt hjulpet af diverse forbudte hjælpemidler. Og adgangskriterier til den videregående uddannelse var slet ikke opfundet. Halleluja.

Først var der dog så meget andet, der skulle prøves: en kunsthøjskole, hvor jeg blev smidt af malerholdet for absolut talentløshed, et kollektiv hvor vi delte tøj, plader og kærester, en folkesangsgruppe (før stemmen blev for hæs af at ryge Kings), solooptrædener for sagesløse krogæster med min guitar og mit Joan Baez-repertoire, at være blandt de første på Christiania, koncertoplevelser med Kinks, Hendrix, Led Zeppelin, Frank Zappa, Pink Floyd, Grand Funk osv., at tomle til Paris og hjem igen på egen hånd, den allerførste Roskilde Festival… Og meget andet, der ikke egner sig til gengivelse her. Alvoren meldte sig, da vennegruppen begyndte at døaf overdoser – eller blev klippet og gik i gang med deres uddannelser.

Journalist eller berømt blev  jeg ikke, men jeg har i ca. 30 år skrevet artikler til diverse dameblade og magasiner, og siden jeg debuterede som forfatter i 1991, er det blevet til ialt ti udgivelser. Desuden har jeg skrevet reklametekster, ugebladsnoveller og -romaner  i rigtig mange år og i 90’erne var jeg med til at skrive Danmarks første soap: Hvide løgne. Litteratur var det ikke, men det var sjovt!

Både min produktion og berømmelse er beskeden i sammenligning med fx Rifbjergs, men den kejtede tøs fra Holte er ganske godt tilfreds. Jeg ærgrer mig kun over, at jeg ikke kastede mig ud i skriveriet som 18-årig, for det er jo dét, jeg altid har villet. Og det eneste, jeg rigtig synes jeg kan – bortset fra at være mig. Det er jeg efterhånden også rigtig god til.

Her på siden kan du læse uddrag af mine bøger og en god del af min artikelbase.