Mange synes, at det er en falliterklæring at have brug for terapi til parforholdet. De er skamfulde  over, at de “ikke kan klare det selv” eller at “det er kommet så langt ud.”
Det er meget forståeligt, fordi vi i denne kultur lærer at at hæfte etiketter på hinanden, bliver opdraget til at skjule det, vi har brug for (fordi det er “en styrke” ikke at skulle bede om noget) – og at basere vores tilværelse og parforhold på de almindeligt herskende (og tit noget svævende)  begreber, regler og ideer. I terapien gør parterne med min støtte deres egne regler og mønstre tydelige for sig selv og hinanden, og det løser op for mange fastlåste forhold.

Her er seks eksempler på det almindeligste mønstre, som parterne fastholder sig selv og hinanden i:

1. Tankelæsning

Når en partner beslutter, at han eller hun ved, hvad den anden tænker, føler, oplever, ønsker, drømmer om eller gerne vil uden at have foretaget et reality–tjek hos modparten, så er der tale om tankelæsning – og det er meget mere almindeligt, end man måske skulle tro.

• ”Jeg ved, at du aldrig har tilgivet mig at jeg var dig utro”
• ”Du bliver bare skidesur, hvis jeg siger hvad  jeg tænker”

2. Årsagsforklaringer

Når jeg spørger, hvad der er galt i parforholdet, får jeg tit en årsagsforklaring, som enten den ene eller begge parter har godtaget. Den kan udmærket være sand, men den kan også være en massiv hindring for at undersøge, hvad problemet helt konkret er.

• ”Jeg fik tæv hjemme, og derfor er jeg bange for nærhed”
• ”Jeg er blevet svigtet for mange gange, så jeg har lært at passe på mig selv – derfor kan jeg simpelthen ikke tro på det, min partner siger”

3. Forudsigelser

er påstande, der hævder at noget enten vil ske eller ikke vil ske i fremtiden.

• ”Det bliver aldrig bedre – en gammel hund kan ikke lære nye kunster”
• ”Vi har skændtes altid, og det vil vi helt sikkert blive ved med”

Forudsigelser om fremtiden er tit ret sigende om, hvorvidt parret er pessimistisk eller optimistisk parret. Hvis f.eks. den ene gang på gang siger

• ”Min partner bliver aldrig anderledes! Jeg tror simpelthen ikke på det!”

er situationen alvorlig. En af terapeutens vigtigste opgaver er at lukke op for muligheden for, at fremtiden kan blive anderledes end fortiden. Det kan også være en af de vanskeligste opgaver – for på trods af menneskets generelt meget ringe viden om fortiden, så er der rigtig mange mennesker der netop på deres parforholds område er fuldstændig overbeviste om, at de kender fremtiden lige så godt som fortiden.

4. Etiketter

Når den ene etiketterer den anden (eller sig selv, eller andre) afgør han/hun, hvad der der er karakteristisk ved den pågældende – og etiketten bliver påklistret som en fastlagt, stivnet egenskab.

• ”Han er så selvoptaget”
• ”Jeg er lunefuld”
• ”Vores datter har lavt selvværd”
• ”Du er præmenstruel”

Mange kvinder beklager sig over, at deres partner ikke er romantisk. Men når jeg spørger, hvad romantisk betyder, viser det sig tit, at hun har svært ved at definere det konkret. Svarene kan dække meget bredt: lige fra, at han ikke rører særligt meget ved hende til, at han ikke køber blomster eller glemmer fødselsdage og bryllpsdage. Så siger hun:

• “Jamen, hvis jeg selv skal sige det, så er det netop overhovedet ikke romantisk!”

Men hvis hun ikke ved, hvad hun ønsker eller mangler, hvordan kan han så vide, hvad hun vil have? Så er vi tilbage i tankelæsningen. Det er en mission, der aldrig vil lykkes. Hvis hun ikke vil konkretisere, må hun ud og finde sig en troldmand.

5. Generaliseringer

I fastlåste parforhold bruger den ene eller begge parter meget tit universelle vendinger som f.eks. altid, aldrig, ingen, alle, hele tiden.

• ”Der er ingen, der interesserer sig for, hvor de rene sokker kommer fra – bortset fra mig”
• ”Han kommer aldrig til tiden”
• ”Hun bruger ustandseligt for mange penge”

Generaliseringer kan bruges konstruktivt. Hvis parterne kan erkende bare én konkret undtagelse, så er der sat spørgsmålstegn ved generaliseringen. Hvis partneren kom til tiden én gang, så passer aldrig ikke længere. Jeg har faktisk alvorligt overvejet at opstille et båthorn i terapilokalet og trykke på det, hver gang en generalisering dukker op.

6. Ækvivalenser

er det indhold, som en person forbinder med et begreb:

• ”Kærlighed er aldrig at behøve at sige undskyld”
• ”Jeg ville ønske, at du var en bedre far: en god far leger meget mere med børnene”
• ”Jeg synes ikke, at det her forhold er spændende: vi går aldrig ud og danser / klatrer i bjerge / løber på skøjter / dyrker sex efter Kama Sutra”

Parternes forskellige ækvivalenser kan godt ligne hinanden på overfladen, f.eks.: ”Man skal være gode ved hinanden” – men det, som de to lægger i begrebet ‘at være god ved hinanden’ kan konkret være meget forskelligt.

I terapien bruger jeg meget tid på at lade parret udforske deres ækvivalenser for abstrakte begreber som f.eks. kærlighed, ærlighed, støtte, egoisme, romantik, sjov osv. Dels fordi de to parters forskellighed og enighed bliver tydeligere derved, og dels fordi de underliggende værdier og leveregler kommer op til overfladen på den måde og nemmere kan omsættes til konkrete handlinger. Man kan jo ikke bevidst arbejde med at ændre eller acceptere noget, man ikke ved eller erkender.

Kører I i ring?

• ”Hvorfor glor du altid på de åndssvage sportsprogrammer?”
• “Skal du absolut gøre rent / rydde op / ordne vasketøj lige nu?”
• ”Det der med at se pornofilm, det kan du godt glemme – det finder jeg mig ikke i”
• ”Skal vi nu besøge din familie igen? De er simpelthen så rædselsfulde!”
• “Du gider jo aldrig noget – hvorfor er det altid mig, der….

I parterapien kan vi skabe et rum, hvor forskellighederne får lov at komme frem og fastlåsthederne kan løses op. Hver part får lov at tale ud og blive hørt. Mit arbejdsgrundlag er, at der ikke er noget universelt rigtigt eller forkert. Derfor må vi som personer hver især bestemme, hvad vi vil synes om pornografi, sportsprogrammer og skrækkelige familier – og om nazisme, indvandrere, utroskab osv. Vi er forskellige mennesker med forskellige værdier. Og pudsigt nok er det sådan, at parterne oprindeligt forelskede sig i netop de sider ved den anden, der var forskellige fra dem selv. Det er blevet de egenskaber, der er allermest irriterende!

Det viser sig sommetider, at parterne må opgive at leve sammen. Det er sjældent selve forskellighederne, der er problemet. Det er snarere, at den ene ikke vil eller kan rumme den andens forskellighed. Men det er ikke forskellighederne, der er problemet. Det er måden, parret håndterer dem på.
Oftest sker det, at parterne vælger at anerkende og acceptere deres indbyrdes forskelligheder. De bliver sammen og holder op med at forsøge at ændre hinandens værdier.
Det kan også være, at de enes om at ændre på nogle af de værdier og leveregler, der er blevet tydelige i terapien og som de ikke selv har valgt, men har overtaget fra andre uden at reflektere over dem.
Som terapeuten er jeg den, der støtter parret i hver for sig at indse disse forskelligheder og bagefter enten vælge at acceptere dem eller ændre dem.

Læs også

• Magtspillet – eller Historien om et parforhold
• Angsten for nærhed
• Hvis humør eller overskud er til det, så prøv parforholdstesten (mest for sjov)