Er jalousi kærlighed?
Det gør ondt at være jaloux, og når man har det ondt, bliver man nemt ond. Hver især har vi vores opfattelse af, hvad kærlighed er, men bag jalousien ligger altid angsten for at miste den elskede, som giver livet indhold og mening. Men netop frygten for at miste den elskede er tit det, der i sidste ende ødelægger kærligheden.
Som ganske ung mente jeg at kærlighed og jalousi var to sider af samme sag, og at jalousi var tegn på virkelig, lidenskabelig kærlighed. Og at man ikke ”kunne gøre for det” hvis man var jaloux. En fantastisk undskyldning for at opføre mig hysterisk, ondskabsfuldt og skrækkeligt, fordi min udkårne i min logik nødvendigvis måtte tilgive mig, fordi jeg var styret af mine voldsomme følelser for ham. Det gjorde jeg så – uden at ane, at jeg i virkeligheden var ude på at eje, besidde og bestemme mere end jeg var ude på at elske og blive elsket. Jeg tolererede også at blive udskældt, udskammet, belejret og endda slået, fordi jeg tog min kærestes opførsel som bevis på, at han virkelig elskede mig.
Jalousi kan være dræbende
Ja – både for personer og for kærligheden. Den jaloux part skaber med sin afhængighed, overvågning og kontrol både modvilje, usikkerhed og vrede hos sin partner. Den jaloux kan blive så krævende, urimelig og utålelig, at den anden løber skrigende væk. I konsultationen møder jeg klienter, der seriøst mener at den opmærksomhed, som den elskede giver andre, i virkeligheden tilhører dem. Den jaloux part mener ikke, at hverken den elskedes forældre, børn, kollegaer, sportsvenner, arbejde eller interesser har noget krav på opmærksomhed – alt skal primært gå til partneren. Alt, hvad de andre får, er noget, som den jaloux synes at han eller hun mister.
Er symbiose = kærlighed?
Et liv uden kærlighed er ikke noget liv; det er blot en tilstedeværelse i verden. Vi ønsker parforhold, fordi vi ønsker nærhed og omsorg. Alligevel viger de tætte, tætte samtaler og nætter som man har i den første, vilde forelskelse langsomt, når hverdagen skal fungere normalt. Symbiotisk kærlighed er en tilstand af sammensmeltning, hvor ingen af parterne er hel eller fri, som dengang vi var spæde og lå ved mors bryst. Men vi kan ikke være symbiotiske døgnet rundt – vi må også være kammerater og fortrolige og give plads til alt det, vi hver især er uden den elskede: venner, kollegaer, interesser osv. Moden kærlighed er en forening, hvori hver part bevarer sin egen integritet og individualitet. Og jalousi kan blive den alvorligste hindring for, at forholdet kan udvikle sig og blive til moden, varig kærlighed.
At elske og at blive elsket
At være elsket er en afhængighedstilstand, hvor den kærlighed man får er en belønning for at forblive lille, hjælpeløs eller flink. Det er et barligt kærlighedsforhold, hvor parterne siger til hinanden: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. At elske er en aktivt virkende tilstand. I det modne kærlighedsforhold siger parterne: Jeg behøver dig, fordi jeg elsker dig.
Kærligheden er ikke et æble
De fleste er jo godt klar over, at jalousien gør mere skade end gavn og prøver at bekæmpe deres jalousi ved at lade som om den ikke er der. Men så kommer angsten for at miste og de negative følelser ud som aggression: Man kritiserer sin partner og lader utilfredsheden ende i skænderier og surhed over dagligdagens småting, føler sig ensom og umulig at holde af – men det drejer sig i virkeligheden om ens egen evne til at elske. Kærlighed kræver, at man kan både give og modtage, for når man i sandhed giver, kan man ikke undgå at modtage det, der gives tilbage til en selv. Kærligheden er ikke noget æble! deklamerede Suzanne Brøgger nede i 70’erne med den pointe, at kærligheden modsat æblet vokser, når du deler ud af den. Jo mere du giver, jo mere får du – og nu går der nærmest Jesus i den: Kærlighed er en holdning til verden. Til alt og alle, inklusive dig selv.
Jamen, jeg kan ikke gøre for det…
Jo, du kan. Man kan godt forvente, at en voksen tager ansvaret for sine følelser. Også selvom de skyldes dårlige erfaringer i tidligere forhold eller måske noget i barndommen. Måske oplevede du ikke ubetinget kærlighed eller fik opmærksomhed hed nok i din barndomsfamilie. Derfor tror du, at kærlighed er flygtig, at den forsvinder let, og derfor har du mistillid til din partner. Du tør ikke stole på ham (eller nogen andre). Det er alt sammen forståelige forklaringer – men de løser ikke problemet. Det må man selv gøre, og det kan f.eks. være sådan:
- Det første skridt til at få bugt med jalousien er at erkende, at den er der.
- Det næste er at finde ud af, hvor den er opstået. Hvor i dit liv har du oplevet svigt? Har du eller en tidligere kæreste været utro? Var du jaloux på dine søskende, venner, veninder i skoletiden? Følte du dig svigtet, forrådt eller overset af mor, far eller andre betydningsfulde voksne? Lader du fortidens erfaringer styre (og ødelægge) dit nu og din fremtid?
- Det tredje skridt er at tale med din partner om dine tanker, for der bliver ikke mange ressourcer tilbage til positive tanker og kærlighed til den anden, hvis du selv skal bære på skammen og skylden over de ”grimme” følelser. Og hvis din partner tør være ærlig, vil du møde genkendelse.
10 kendetegn på ægte kærlighed
1. Jeg føler dyb, oprigtig interesse i alt, hvad min partner siger og gør
2. Vi har mange ting fælles: f.eks. smag, idealer, værdier og normer
3. Jeg føler ro, glæde og fællesskab i min partners selskab
4. Jeg savner min partner, når vi ikke er sammen, men det griber ikke ind i min evne til at fungere
5. Vi fortæller ikke hinanden alt, selvom vi er hinandens fortrolige, sparringspartnere og legekammerater
6. Sommetider giver jeg mest. Andre gange modtager jeg mest. Det svinger
7. Jeg er taknemmelig for at vi mødtes, selvom jeg ved, at kærligheden ikke kan garanteres
8. Min partner har gode og mindre gode sider, men jeg vil ikke lave noget om
9. Jeg kan godt leve uden min partner, men jeg vil helst ikke
10. Det gør mig glad at se min partner glad – f.eks. i selskab med andre, ved at være optaget af sine interesser osv.
Læs også:
- Magtspillet – eller Historien om et parforhold
- Jalousi handler om forholdet til din mor
- Hvis humør eller overskud er til det, så prøv parforholdstesten (mest for sjov)
© Winnie Haarløv