De sværeste kampe kæmpes i familien

• Betyder det noget for dig, dit parforhold og dine børn, at din bedstefar var alkoholiker da din far var dreng?
• Er det vigtigt, at din mor var depressiv, da du blev født?
• Og spiller det overhovedet nogen rolle, at Grandtante Tut ikke kom til din konfirmation, fordi hun lå på den lukkede?

Alt betyder noget

Personligheden formes i familien. Fra nyfødt og op gennem barneårene præges du med værdier, moral, normer og ideologier og uskrevne regler, og meget lagres i underbevidstheden.

Familiemedlemmerne er rollemodeller for kærlighed, selvværd, følelser, konflikt, sex, kønsroller og alt muligt andet, som er vigtigt og nødvendigt for at skabe og eksistere i menneskelige relationer. Selvfølgelig er mor, far og søskende typisk de vigtigste forbilleder, men en familie er et vidtrækkende system, og adfærdsmønstre kan nedarves gennem generationer.

Eksempel: Hvis din bedstefar stak din far nogle flade, kan din far enten have valgt at gøre det samme ved dig (“jeg tog jo ingen skade, og jeg var tit selv ude om det”). Eller han kan vælge at bryde mønstret og blive forkæmper for, at vold er bandlyst i familien.

Han kan altså vælge at bruge sin far som modbillede, når det gælder øretæver. Men måske har han ikke opdaget, at din bedstefars drilleri og sarkasme er så indoptaget i ham, at han også har drillet og nedgjort dig for sjov, og at du derfor i dag er hyperfølsom overfor kritik, fordi din far ubevidst har brugt din bedstefar som medbillede. Nøglen til selvindsigt, hvis du vil udvikle dig personligt og blive en bedre partner eller forælder ligger altså i familien.

Opvæksten præger dig dybt

Enhver familie har en eller anden form for følelsesmæssig smerte vævet ind i deres baggrund: depressioner, alkoholisme, dødsfald, skilsmisser, aborter, kriminalitet, fallit o. lgn. Den smerte kan være årsag til, at familiens medlemmerr gennem generationer er præget med mønstre, der ubevidst gentager sig og f.eks. skaber konflikter.

Og familieskænderier præger børnene for livet. De skaber utryghed, der forstyrrer børnenes søvn og giver negative følelser. Det er det barske resultat af to nye undersøgelser (1). I den ene fulgte man 223 seksårige for at undersøge, hvordan forældrens konflikter påvirkede børnenes følelsesmæssige status – og fandt, at børnene led under det psykisk, fordi de blev bange og usikre – og fysisk, fordi usikkerheden ledte til forstyrrede søvnmønstre.

Det betød irritation og udmattelse, gav anledning til yderligere konflikter i familien og tog energi fra livsvigtige kontakt og omsorg. Hvor vigtig den er, illustreres af de rumænske børnehjemsbørn, som døde eller blev psykotiske på stribe i deres isolerede senge, var ikke fysisk syge ― de manglede voksenkontakt og følelsesmæssig omsorg. På ét af børnehjemmene fandt man, at barnet i sengen nærmest døren overlevede længere end nogle af de andre, og ved at videooptage stuen viste det sig, at rengøringshjælpen hver dag satte sig 10 min. ved sengen og snakkede med barnet, inden hun gik (2). Skræmmende. Og tankevækkende.

Tryghed, voksenomsorg og opmærksomhed er altså livsnødvendig for et barn, og derfor vil barnet gøre alt, hvad der står i dets magt for at få det fra de voksne. Det vil indordne sig under de gældende regler og gøre, hvad der skal til for at beholde sin plads i familien. For mennesket er et flokdyr. Vi bliver til, når andre ser os og anerkender vores eksistens, og derfor er det et livsvigtigt projekt for et barn at høre til i en flok.

Men barnet må tage den rolle, familien har plads til. Den kloge, samvittighedsfulde og ansvarlige helterolle tages typisk af det første barn, og den næste kan så vælge rollen som familiens klovn, maskot, sorte får eller drømmer. Rollen styrer adfærd og reaktioner længe efter, at barndomsfamilien er forladt og gentages, når det voksne individ stifter sin egen familie.

Familien Perfekt. Eller familien God Nok?

Familiemedlemmer kan ligne hinanden forbløffende meget, fysisk og psykisk. Men ethvert individ er født med unikke anlæg (temperament, evner, talenter) som ligger i genmaterialet og sagtens kan springe generationer over. Det er med andre ord ikke alt, som er præget ind i os. Og heldigvis kan vi som voksne vælge at slå automatpiloten fra og bevidstgøre os om, hvilke mønstre i barndomsfamilien vi har videreført, om vi udlever uhensigtsmæssige værdier og normer, eller om det ville gavne familien at skrotte dem og indføre vores egne.

Eksempelvis ses efterkrigsårene tit som et billede på Familien Perfekt med hjemmegående, bollebagende mor, renvaskede, velopdragne børn med skilninger som øksehug og næsen presset mod ruden i forventning om alfaderens hjemkomst til det veldækkede bord. Men vi, der voksede op i den tid fik ikke kun sprøjtet kakao efter skole ind i blodet.

Vi fik også stive normer, snævre moralværdier og rigide familiesystemer, sex som et tabuemne og opfattelsen af, at det er egoistisk at give udtryk for egne behov. Vi forventedes at blive det samme som forældre og bedsteforældre, og det var ikke spor skægt at være familiens ’sorte får’. Hvis f.eks. man i en familie med stolte traditioner for landbrug gerne ville realisere sine medfødte, kunstneriske evner for abstrakt maleri (eller omvendt) ― så var prisen tit udstødning.

Her kæmpes de sværeste kampe

Familien vælger man ikke selv. Men den er svær at vælge fra ― og selvom du gør det, bærer du den med dig alligevel. Men familien er et optimalt afsæt til personlig udvikling. Giver jeg f.eks. mine børn alt det, jeg ikke selv fik? Og er det rent faktisk dét, de vil have? Eller er det mine egne barndomslængsler, jeg på den måde lever ud gennem mine dem? Har jeg valgt en partner, der ligner en af mine forældre ― og er det så, fordi jeg aldrig følte mig helt accepteret af den forælder? Eller det modsatte?

Der er tusindvis af relevante spørgsmål, man kan stille sig. Hvis man tør! For lige så berigende det kan være at beskæftige sig med familiens betydning for humør og reaktionsmønstre― lige så svær og smertefuld en kamp kan det være at erkende, at barndomslandet måske ikke var det smukke, lykkelige og harmoniske sted vi nok alle ønsker os at have i erindringen.

Den gode nok familie

Det kræver mod og vilje at se i øjnene, at der findes usunde mønstre omkring ens eget spisebord ― men det er aldrig for sent at ændre sig. Og forandring er altid mulig, når det gælder personligheden. At ændre gamle mønstre kan vende et dysfunktionelt og skadeligt familiemønster til et, der er godt nok. For selvom forældre elsker deres børn og gør deres bedste for dem, så præger familiesystemet os på godt og ondt. Det hører til sjældenhederne, at man ikke får noget som helst godt med sig ― men den perfekte familie er endnu sjældnere. Den eksisterer nemlig ikke. Det bliver aldrig perfekt ― men godt nok er langt bedre end skidt.

Kildehenvisninger:Auburn University (Alabama); Brown University (Providence) & University of Rochester (New York) 2002)

• BerlingskeTidende, april 2006

Hvor lidt ’må’ familien skændes, før det påvirker børnene?

Ifølge undersøgelser: uhyggelig lidt. Fjendtlighed, aggression, nedgøring, gøren grin med og sarkasme har livslange konsekvenser for børnene. Selv når forældrene behandler hinanden med tavshed for at skjule deres vrede, vækkes børnenes angst.

Forskere, psykologer og psykiatere har i en lang årrække beskæftiget sig med kvaliteten af familien og skelner mellem sunde (funktionelle) og usunde (dysfunktionelle) familier, og visse forskere mener, at kun 5% af nutidens familier er optimalt funktionelle ― tag dén!

Den dysfunktionelle familie

En familie med utrygge eller utilpassede medlemmer er dysfunktionel, dvs. samspillet mellem individerne fungerer ikke. Måske er der visse følelser, der ikke er velsete, eller der stilles krav og forventninger, som er urealistiske. Man spiller ikke med åbne kort og skal være en anden end man er for at være velkommen i familien. Man går med masker. Dysfunktionaliteten kan ‘bæres’ af alle i familien eller af ét medlem.

©Winnie Haarløv

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab