Nærvær på 25 minutter

/i /af
Læs mere

Rapport fra Rynkeland

/i /af
Læs mere

Individets psykosociale udvikling

/i , /af

Psykologen Erik Erikson var en af de første, der beskrev teorien om forandringen som en livslang proces og opstillede en teori om livets otte vigtigste udviklingstrin i relation til alder.

Han var født i Tyskland og oprindeligt en af Sigmund Freuds disciple – men han var uenig med Freud på flere væsentlige områder, f.eks. i spørgsmålet om, hvad der motiverer den menneskelige adfærd.

Hvor Freud mente, at de biologiske instinkter spillede en altafgørende rolle mente Erikson, at den personlige adfærd blev præget af individernes sociale interaktion.

I 1930’erne emigrerede Erikson til USA, hvor han grundlagde sin udviklingsteori om menneskets otte livsstadier. Hans synspunkt er, at de sociale omgivelser, kombineret med den biologiske modningsproces præsenterer hvert individ for en række livskriser, som skal løses indenfor et vist tidsrum, før den næste krise melder sig på banen. Kriser, der ikke løses (eller løses på en uhensigtsmæssig måde) vil, iflg. Erikson optræde som kampe, problemer eller kriser der vil blive ved at vende tilbage i individets liv. Han mente således, at psykologisk vækst og forandring er en konstant proces, som fortsætter livet igennem.

1. Spædbarnet (0–1 år): Tillid eller mistillid

I barnets første leveår er det hjælpeløst og totalt afhængigt af sine primære voksne (typisk mor/far) for at få tilfredsstillet behovene for mad, varme og kærlighed på en stabil, kærlig og omsorgsfuld måde. Hvis mor og/eller andre omsorgsgivere sørger for at tilfredsstille barnets fysiske og følelsesmæssige behov, vil barnet udvikle en grundlæggende tillid til dem (og ”verden”). Når barnet opdager, at personer og ting også eksisterer, selvom de er ude af barnets synsvinkel, bliver den grundlæggende følelse af tillid betydningsfuld for at barnet ikke skal opsluges af angst og forladthed.

Svigtes barnets behov, vil det hurtigt få en følelse af mistillid til personer og omverden – en følelse, som kan følge individet i resten af dets liv. Barnet vil udvikle tydelige tegn på aggression og har mindre evne til samarbejde og kommunkation med deres primærperson(er). Det er altså altafgørende for de efterfølgende udviklingstrin, om barnets udgangspunkt bliver tillid eller mistillid.

2. Tumlingen (1–2 år): Selvstyre – eller skam og tvivl

Når barnet er et år, er udviklingen af kompetencer normalt i fuld gang: barnet kan gå, tale lidt, lege osv., og barnet begynder så småt at udvikle selvkontrol og selvstyring (autonomi).

Hvis forældrene opmuntrer den to–åriges initiativ og tillader barnet at gå på opdagelse, begå fejl (f.eks. når barnet gerne vil spise selv eller tage tøj af og på) og lader barnet afprøve grænser for egen formåen, giver de barnet gode muligheder for at udvikle selvstændighed, selvtillid, selvkontrol og tillid til egne evner.

Pylrede, overbeskyttende og ængstelige forældre, der modsætter sig barnets initiativer, indgyder tumlingen mistillid til egen formåen og præger barnet med skamfuldhed over sin adfærd. Sådanne forældre begrænser barnets selvstændighed, og senere vil barnet få alvorlige problemer med at tage initiativer og tro på egne evner.

3. Førskolebarnet (2–6 år): Initiativ eller skyld

På dette stadium udvider barnet sin sociale horisont og bliver for alvor interesseret i leg og interaktion. Barnet har brug for at lege og imitere forbilleder, og udfordringen er at afbalancere barnets iver for at opleve eventyr med det realistiske – dvs. at vælge aktiviteter, der giver barnet mulighed for at lære impulsstyring, opleve uafhængighed og en vis grad af farlighed uden at stække dets fantasi.

Et barn, der får lov at tage ansvar for vælge aktiviteter, der interesserer det og giver mening, vil udvikle et positivt syn på sig selv og lære at følge et projekt til afslutning. Det kræver, at forældrene er opmuntrende og konsekvente og lader barnet tage egne beslutninger i det omfang, det er ansvarligt og relevant. Barnet skal lære, at visse ting er forbudt, ikke tilladte eller umulige, og den voksnes opgave er at give barnet denne lærdom uden at gøre barnet forkert eller skamme det ud. Den voksne må også acceptere, at barnet har fantasier Lad barnet hjælpe til i køkkenet, række værktøj til den voksne når cyklen skal lappes el. lgn. Det er vigtigt at give barnet lov at efterligne sine ”helte”: de voksne, der jo tilsyneladende kan alt.

Det barn, der ikke får lov at afprøve beslutningsprocessen og tage eget ansvar under trygge forhold, vil lære, at det er forbundet med skyld at tage initiativ. Prægningen bliver, at det er forkert at være selvstændig, og barnet vil lære at holde sig tilbage fra at tage egne initivativer og overlade ansvar og beslutninger til andre i den tro, at det som barnet ønsker ”nok er forkert”.

4. Skolebarnet (6–12 år): Driftighed eller mindreværd

Nu skal barnet klare overgangen fra den trygge verden hjemme hos forældrene til skolen og de jævnaldrende. Barnet lærer at bruge redskaber og udvikler evnen til at klare sig og forsørge sig selv. Det er første gang, at barnet får tilbagemeldinger om sine præstationer fra personer udenfor familien.

Et barn, der oplever tilfredsstillelse i intellektuel stimulans, i at producere og udføre noget og gøre sit bedste, vil udvikle en følelse af kompetence. Evnen til at relatere til jævnaldrende og tage sin plads i en gruppe udvikles på dette stadie, og kammerater, klubber og tilhørsforhold til jævnaldrende bliver i stigende grad betydningsfulde.

Et barn, der ikke oplever hverken succes eller tilfredsstillelse i læreprocessen, vil udvikle mindreværd og utilstrækkelighedsfølelser, der kan forfølge detesten af livet. Hvis det er svært for barnet at bevæge sig mellem sine to verdner (hjemmet/skolen) bliver barnet usikkert og lærer at tvivle på sig selv. Voksenpersonerne må acceptere barnets oplevelse af sine verdener og tage dem alvorligt.

5. Ungdom (12–18 år): Identitet eller rolleforvirring

En teenager spørger (måske ubevidst): Hvem er jeg? Hvem vil jeg gerne være? Svaret kan findes, hvis de foregående fire trins udfordringer er løst og integreret. Den unge må på opdagelse, afprøve grænser og frigøre sig fra forældrene for at finde sig selv og sin egen identitet. Derfor må den unge nødvendigvis afprøve forskellige roller, adfærdsmønstre og ideologier for at finde den, der føles mest rigtig. Målet er at adskille sig, og det kan være en smertelig proces for både den unge og for forældrene. Det er betydningsfuldt for den unge at have en sikker fornemmelse af at være elsket og accepteret som person, selvom handlinger, udsagn og adfærd i øvrigt godt kan være problematisk.

Hvis den unge ikke når frem til en følelse af at ”finde sig selv”, opnår han/hun heller ikke evnen til at tage beslutninger og træffe valg om f.eks. profession, seksuel orientering og mission i livet. Gøres forældrenes kærlighed og accept betinget af bestemt udseende eller adfærd, bidrager forældrene kun til usikkerheden og oplevelsen af farlighed ved adskillelse. Resultatet kan f.eks. være totalt oprør eller passiv uselvstændighed.

6. Den unge voksne (19–40 år): Intimitet eller isolation

Tiden er inde til at lære at skabe intime og nære relationer, både i venskab og kærlighed – og igen afhænger succes’en af de tidligere trins resultater. Det kan være svært at etablere intimitet for den person, der mangler den grundlæggende tillid til omverden – eller som er usikker på egen identitet.

Den unge voksne skal lære at forholde sig til andre, både ældre og jævnaldrende, for alternativet er fremmedgjorthed, isolation, angst for at binde eller forpligte sig og en manglende evne til at stole på andre. Individet skal lære, at et seksuelt forhold ikke nødvendigvis indebærer intimitet, tillid eller åbenhed. Det er på dette stadie, at individet kan blive i stand til at give og modtage uden at gøre regnskab.

7. Midalder (40–65 år): Aktivitet eller stagnation

Midt i livet må individet være i stand til at se ud over sin egen næse og engagere sig i andre: enten som forælder, mentor, lærer eller som f.eks. skaber af noget, der vil leve længere end personen selv og komme fremtidige generationer til gode.

På dette stadie føler den modne vokse behov for at være produktiv og hjælpe den opvoksende genration. Individet kerer sig om større ting som f.eks. miljøet, verden og den fremtid, menneskerettigheder osv. Løses udfordringen utilfredsstillende, kan resultatet blive et menneske, der forbliver selvcentreret og langsomt går i stå, fordi han/hun er ude af stand til at forholde sig dynamisk til omverden og derfor ikke kan udvikle sig hverken følelsesmæssigt eller psykologisk.

8. Alderdommen: Integritet eller fortvivlelse

Når vi bliver gamle, reflekterer vi over det liv vi har levet og vurderer vores rolle i den store sammenhæng. Livet bliver evalueret, vores resultater bedømt.
Kan man se tilbage med et fåtal af fortrydelser, føle sig tilfreds over det man har nået og mærke tilfredsstillelse og meningsfuldhed, kan man også opleve jeg–integritet og selvaccept. Døden bliver dermed en naturlig afslutning, som giver sin egen mening – også fordi man kan gøre op, hvad man kan efterlade sine efterkommere uanset om det er i form af minder, ideer, tanker eller materielle goder.

Virker det levede liv derimod tomt, forgæves eller meningsløst, bliver resultatat nemt bitterhed og fortvivlelse og en stor angst for den uafvendelige afslutning.

© Winnie Haarløv

En sten i floden

/i /af

“Åh, jeg vil så gerne leve lidt mere… komme videre, ud på vidderne, ud og prøve mig selv af!” sagde en klient, da vi mødtes første gang. Da jeg spurgte, hvad der hindrede hende, så hun bestyrtet på mig og udbrød: “Jamen, så skal jeg fuldstændig forandre mig, for sådan er jeg slet ikke.”

Det sker rigtig tit, at en klient henvender sig og siger ”Det er, som om jeg sidder fast. Jeg kan ikke rigtig komme videre i mit liv, og det frustrerer mig og ødelægger mit humør.” Det kan dreje sig om et fastlåst parforhold, et kedeligt job eller en drøm, som vedkommende har svært ved at finde modet til at leve ud. Eller det kan være, at klienten ”bare” mangler mere sjov, latter og lys i sit liv.

Jeg tror, at de fleste af os har oplevet følelsen af at sidde fast, at vade i kviksand og at længes efter noget andet uden helt at vide, hvad det er og hvordan vi skal få det til at ske. Man føler sig lidt som en sten i floden: vandet bruser og bobler forbi, mens man selv sidder fast og bare må se på at der sker en masse omkring en, uden at man selv rigtig er med i det. Nogle klienter beskriver det sådan her:

”Tilværelsen drøner forbi som et tog, mens jeg står på perronen og glor.”

Men hvad er det, der fastholder os? Hvorfor synker vi til bunds i strømmen indimellem? Her er mine fem bud. Men der er helt sikkert mange, mange flere.

1. Du tror på dine tanker og dit negative sæt af overbevisninger

Vi tænker gennemsnitligt omkring 60.000 tanker hver dag. Og de fleste af os tror på omkring 99% af dem. Nogle af tankerne er produkter af vores opvækst, vores kultur og de værdier og indre regler, vi har med os i rygsækken. Andre tanker opstår ved, at vi observerer ting og hændelser, fortolker dem og sætter dem ind i en sammenhæng. Tankerne hjælper os til at skabe orden og sammenhæng i vores personlige univers og give retningslinier for vores liv, så det virker jo logisk, at vi tillægger dem en vis sandhedsværdi.

Men det er netop med til at skabe problemerne. Vi har det jo med at fastholde overbevisninger, som ikke gælder længere og som ikke engang er positive for os. Personligt mente jeg i mange år, at mine regnefærdigheder var på niveau med en hamsters – men som 41-årig havnede jeg alligevel i et job, hvor jeg havde ansvar for et budget på 30 millioner kroner. Og overholdt det til punkt og prikke. Jeg troede også i årevis, at jeg var grim og klodset – indtil jeg pludselig opdagede, at det egentlig bare var noget jeg havde hørt lidt for tit, da jeg var barn – for jeg kunne jo se i spejlet, at jeg hverken er specielt grim eller specielt klodset. Men de fleste af os forlader folkeskolen og barndommen med nogle negative overbevisninger om os selv. Stop lige op et øjeblik og find dine egne – for du har helt sikkert også nogle stykker.

  • Hvilke overbevisninger har du, som fastholder dig i fortiden og dermed i livet? Hvad tror du, at du aldrig vil kunne udføre eller lykkes med? Hvad er det i dit liv, som ikke skal være som det er? Hvem vil du støde fra dig eller fornærme, hvis du følger dit hjerte?
  • Første skridt ud af fastlåstheden er at undersøge dit personlige sæt af indre regler og overbevisninger og finde frem til, hvilke negative tanker der har taget dig som gidsel.
2. Du giver andre skylden for din situation

Tænk engang på, hvor tit du har hørt andre sige f.eks.: ”Min chef er sådan en idiot. Det er ikke så mærkeligt, at jeg ikke er glad for mit job.” Eller: ”Det er ikke min skyld. Det var ikke mig, der tog den beslutning.”

I alle menneskers liv er der ting, der ikke går så godt som vi kunne ønske. Det er livet, og livet er hverken ondt eller godt. Det er bare. Vi møder forhindringer og masser af dem, og vores opgave er at finde ud af at håndtere dem på den mest optimale måde – ikke at brokke os over dem og hænge ved, hvor uretfærdigt det er.

Men mange (rigtig mange!) mennesker trives ligefrem ved vanskeligheder. De forventer dem og synes, at tingene helst skal være svære for at ”gælde.” Hvis det er for let, tæller det ikke. Sådanne mennesker kan få lov at vente i al evighed på, at tingene skal blive bedre. De skruer sig selv ned i et hul i jorden fordi de nægter at acceptere, at det kan være okay at hoppe over det lave gærde indimellem. De bruger 20% af tiden på at løse 80% af opgaven, og så bruger de de resterende 80% af tiden til at perfektionere det, der egentlig i mange tilfælde var godt nok. Til sidst bliver det for meget for dem, og de begynder at kalde livet hårdt og urimeligt og at give alle andre skylden for, at de sidder fast. De kunne jo også vælge simpelthen bare at gøre deres bedste og acceptere, at det nogle gange faktisk er mere end nok.

  • At indse, at du selv er den eneste, der bestemmer over og prioriterer din indsats, giver dig en følelse af magt i stedet for afmagt. Hvad synes du egentlig selv er godt nok? Er det dig eller en eller anden autoritetsfigur fra fortiden, der kræver 110% hver eneste gang?
  • Hvor mange fejl vil du tillade dig selv at begå? Mange af os kræver fejlfrihed selv i tilfælde, hvor vi skal udføre noget, vi aldrig før har prøvet. Det kan næsten kun give fiasko-følelse.
  • I stedet for at give andre skylden for, at du ikke lykkes, så tag selv ansvaret. ”Jeg skal lige lære det her først, og så tror jeg nok det skal blive bedre.” Og når du mærker, at du faktisk bliver dygtigere efterhånden, så får du også følelsen af at flytte dig. Jo mere du selv tager ansvaret for, hvilke resultater du vil opnå, jo mindre fastlåst vil du føle dig.
3. Du tager dit liv og dig selv for højtideligt

De fleste af os er opdraget i troen på, at nøglen til succes er hårdt arbejde, og på alt for mange arbejdspladser giver det anseelse at arbejde overtid. Da jeg arbejdede i IBM, havde jeg en chef, der gik ned ad gangen hver dag kl. 16.30 og råbte, at alle dem, der ikke var gået hjem, var for langsomme og dårlige til deres arbejde, prioriterede forkert eller brugte kræfter på at fedte for eller imponere andre. Det var en fantastisk inspiration til at yde sit bedste inden for de daglige 8 timer og til at prioritere, hvad der virkelig var vigtigt.

Vi vokser ved at tage os selv alvorligt, men ikke højtideligt. Der skal også være tid til at lege, ellers bliver vi selv og livet dødkedelige. Der skal være tid til at blande sjov, latter og pjat ind i dagligdagen, for det er dét, som kreativiteten lever af. Det, vi er gode til er også dét, vi bliver dygtigst til. Og det, som vi er gode og dygtige til er det, vi bliver allerbedst til. Der er altså ingen grund til at herse med sig selv for absolut at skulle tale tre fremmedsprog, hvis man nu er overvejende matematisk begavet. Et er sikkert nok. Og selvom jeg med mine mangelfulde regnefærdigheder kunne lære at styre et budget, ville jeg aldrig søge et job som regnskabschef eller begynde at læse til revisor. Det ville være at rende mig staver i livet.

  • Når du tager dig selv højtideligt, mister du evnen til at se dig selv i perspektiv og kunne le ad dine fejl og mangler. I stedet føler du dig forkert, dum eller skyldig. Tillad dig selv en bred fejlmargin og indrøm, at du ikke kan være god til alt, og at andre er bedre på visse områder. Og hvad så?
  • Lad være med at bruge kræfter på at imponere eller please andre. I det lange løb er de rystende ligeglade, og det eneste du opnår er at bruge din tid på noget uvigtigt og at slå skår i din egen selvrespekt – og dermed bidrager du til at fastlåse dig selv, fordi du mister troen på at du kan noget, og at livet kan være sjovt.
  • Det, du kan lide er du sikkert smaddergod til til. Hvad er det? Tillad dig selv at pjatte og lege. Når du slapper af, slapper dit sind og dit mentale apparat også af, og dér bliver du kreativ og finder pludselig på løsninger og ideer, du ellers ikke ville have fået. Succes er ikke kun hårdt arbejde. Det kræver også sjov, afslapning og en stor portion held.
4. Du lever livet på den sikre side

Der er megen klogskab i gamle talemåder, men også megen negativ energi. Blandt dem, jeg personligt afskyr mest, er f.eks. ”Flyv ikke højere, end vingerne bær’” eller ”Skomager, bliv ved din læst.” Sikke noget bavl!

Hvis du vil udvikle dig, må du udfordre dig selv og leve livet tættere ved kanten, der hvor du også risikerer noget. Hvis du bliver på midtbanen, er du i sikkerhed – men livet i midtbanen er også kedeligt, forandringsfrit og rutinepræget. Fastlåst, med andre ord. Spontaniteten og spændingen går tabt, sommerfuglene i maven dør. Alligevel er det sådan, de fleste mennesker lever.

  • Ved at opmuntre dig selv til at slå et slag ud i overhalingsbanen indimellem vil du opdage, at der er mange flere baner at køre på. Du behøver ikke at tage voldsomme skridt eller vende op og ned på hele dit liv – små, konsekvente skridt er nok. Og når du først er begyndt at udfordre dig selv i det små, vil du opdage at kanten slet ikke er så frygtindgydende. Der er sjældentså langt ned, som du troede.
  • Når du begynder at gøre nye ting eller gøre noget på en ny måde, vil nye perspektiver åbner sig for dig, og du vil få øje på flere muligheder og chancer. Du vil møde mennesker, som også tør at træde uden for sikkerhedszonen engang imellem, og de kan støtte dig, inspirere og opmuntre dig, hvis du vil lade dem. Når dit liv begynder at åbne sig og du mærker, at du svømmer i den rivende flod, vil du undre dig over at du ventede så længe.
5. Du frygter det ukendte alt for voldsomt

Frygt er en grundlæggende og kraftfuld følelse. Og nyttig, fordi den afholder os fra at bære os fuldstændig tosset ad og være dumdristige. De fleste mennesker bliver lidt nervøse, når de ikke ved hvad der er omkring næste hjørne, og det er naturligt. Men at slide sig fri af følelsen af fastlåshed kræver netop, at man tør at kaste sig ud i noget ukendt. Og at man tør tro på, at Ukendt ikke behøver at betyde Farligt, Frygteligt og Ødelæggende.

Har du drømt om at skifte fag, starte din egen virksomhed, springe ud som kunstner eller at sejle jorden rundt? Hvis du vil give dine drømme en chance, så må du stå ansigt til ansigt med Frygten For Det Ukendte, som er den, der holder dig fastlåst i en skruestik. ”Jamen, hvad nu, hvis jeg mislykkes?” spørger du. Svar dig selv med et andet spørgsmål: ”Hvad er det værste, der kan ske?”

Hvis du mislykkes, hvad mister du så? Og hvis du aldrig forsøger, hvad mister du så?

  • Hvis du undlader at tage chancen af frygt for de negative ting, så vil du altid skulle leve med tanken om, hvad der kunne have været. Og hvis du mislykkes, hvad så? De gamle indianere sagde, at ”når en dør lukkes, åbner der en ny.” Ligegyldigt hvad du havner i, om du lykkes eller mislykkes, vil der altid være nye muligheder. Hvad har du at miste? Det kendte, ja. Men er det ikke netop det, der fastholder dig?
  • Jeg tror, at de fleste mennesker vil opleve at være sten i den rivende flod med jævne mellemrum. Så længe det føles trygt og godt, er det fint – men når følelsen ødelægger livsglæden, er det på tide at gøre noget. Det drejer sig ikke om at vi ikke må føle os fastlåst. Det drejer sig om at vide, at vi kan gøre os fri og komme i bevægelse igen. Et af de vigtigste redskaber til det er opmærksomheden på, hvilke adfærds- og tankemønstre du har, som øger din fastlåsthed og lukker din bevidsthed for dine muligheder.
  • Der er kun én, der kan sparke dig i gang og tage det første skridt. Og nej, det er ikke julemanden!

©Winnie Haarløv 

Angstens mange ansigter

/i /af

Niels skal besøge en velkendt kunde. Frostsolen står højt, og han fløjter, mens han låser bilen – og pludselig fyldes han af en nærmest krampelignende angst. Den lægger sig som en jernhånd omkring brystet og låser ham fast, mens hjertet pumper, så det smerter i halsen. Sveden løber af ham og han må læne sig mod bilen, mens svimmelheden tvinger ham i knæ og maven vender sig. Et øjeblik synes han, at han skal kvæles, mister næsten bevidstheden og kan ikke mærke sine fødder – og så fader følelsen ud, lige så pludseligt som den kom.

Han rejser sig langsomt, tydeligt rystet. Solen skinner stadig køligt, og bilerne kører forbi somom intet var hændt. Men Niels’ verden har ændret nuance – angstens farve. For ham er ingenting som før. For hvornår sker det igen?

Angst og frygt er en naturlig del af livet, og langt de fleste af os oplever den mere eller mindre intenst fra tid til anden, f.eks. før man skal yde noget særligt. Det er situationsangst (nervøsitet): den, der får adrenalinen til at suse og bringer os op på dupperne. Frygt er den naturlige følelse, når en fare truer: en abrupt opbremsning, en rasende hund, et pludseligt tordenbrag. Både situationsangsten og frygten er nyttige, fordi de hjælper os til skærpet opmærksomhed og øget ydeevne i dagligdagen.

Den indlysende forskel på frygt og angst er, at faren ved frygt er rationel: synlig og konkret, mens den ved angst er irrationel. Faren er usynlig og et produkt af vores egen fantasi og tankemønstre om, hvad der kunne ske. De sygelige angstformer er panikangsten og fobierne, som oftest er behandlingskrævende. Iflg. Psykiatrifonden får omkring hver femte af os angstsymptomer: panikangst som Niels i eksemplet, fobier eller andre angstformer. Mindst 200.000 danskere lider altså af angst, deriblandt flere kvinder end mænd. Så angst er altså ikke nogen sjælden lidelse – men hvor går grænsen for det normale?

Fakta om angst

Angsten har fire elementer: angstfølelse, fysiske symptomer, angstprægede tanker og flugtmønstre (væk fra potentielle angstprovokerende situationer)

Angstlidelser koster mange sygedage og angstpatienterne bliver tit sendt til den ene lægeundersøgelse efter den anden, uden at man finder nogen forklaring på angsten. Dens præcise årsager og mekanismer kendes ikke – de er en kombination af biologiske og psykosociale faktorer. I et system, der kaldes ICD–10 klassificerer læger og behandlere angstlidelserne efter adfærdsmønstre, symptomer, varighed og efter hvilken effekt de har på dagligdagen.

  • Generel angst er længerevarende. Symptomerne er oftest milde, f.eks. en konstant følelse af bekymring, ængstelse, rastløshed eller uro – tit i forbindelse med depression.
  • Panikangst kan være kortere eller længerevarende og har dramatiske symptomer
  • Fobier
  • Obsessiv–kompulsiv angst. Symptomerne er tvangsmæssige tanker, handlemønstre eller ritualer, f.eks. Matadors Maude, der hele tiden tørrede dørhåndtagene af for at undgå bakterier.
  • Post–traumatisk stress, der kan opstå som en følgevirkning af en traumatisk begivenhed – f.eks. hvis man er involveret i eller er vidne til en voldshandling, et trafikuheld, et bankrøveri el.lgn. Symptomerne kan være f.eks. mareridt, flashbacks og angst i forskellig intensitet.
  • Separationsangst. Barnet bliver bange, når det adskilles fra mor, og det er måske vores første møde med angsten. Forskere mener, at barnet ubevidst ligestiller den livsnødvendige mors fravær med døden, og at det hos voksne betyder, at døden bliver angstvækkende, fordi den forbindes med denne meget tidlige, overvældende og navnløse rædsel for tilintetgørelse.

For alle angstlidelser gælder, at de oftest bunder i en kombination af psykologiske, fysiske og genetiske faktorer – og at de oftest kan behandles med stor succes.

Hvorfor opstår angst?

Forskning viser, at biokemi kan spille en rolle for, om man er disponeret for angstproblemer. Hjernens billioner af nerveceller (neuroner) kommunikerer konstant med hinanden via hjernens kemiske budbringere, neurotransmitterne. Nogle af dem regulerer humør, og det er dem, der påvirkes ved hjælpe af de såkaldte ”lykkepiller.” Neurotransmitteren udløses fra en hjernecelle og forbinder sig med en modtager på en anden hjernecelle – men sommetider er cellen blokeret så forbindelsen afbrydes. Det medfører ubalance i hjernen, og det kan i visse tilfælde betyde angstsymptomer. Angstproblemer kan også provokeres af udefra kommende årsager, f.eks. post–traumatisk stress.

Tidlig indlæring spiller også ind. Vokser man op i en familie med angste eller frygtsomme primærpersoner kan resultatet være, at barnet modellerer sin adfærd og opfattelse af verden efter disse rollemodeller og lærer at se verden som et overvejende farligt og angstprovokerende sted. Barnet lærer at frygte det værste, og hjernens automatiske reaktion på de negative forventninger og fantasier sætter den i forhøjet beredskab. Risikoen er et panikangstanfald, når en angstprovokerende situation opstår.

Når man sanser fare (selvom selve faren er irrationel), reagerer hjernen ved at sende et signal til det center i hjernen, der kaldes farecentret (amygdala) og som regulerer frygt, erindring, emotioner og koordinerer disse ressourcer med hjerterytme, blodtryk og andre fysiske reaktioner på faresignaler. Hjernen sender nu stresshormoner ud i kroppen (bl.a. adrenalin), og lynhurtigt er kroppen i kamp/flugt position, klar til at møde faren: hjerterytmen stiger voldsomt, sveden bryder frem og vejrtrækningen bliver kort og heftig. Når faren driver over, og hjernens analytiske del forstår dette, så kan man igen slappe af.

Farecentret ”husker” alt det, der satte reaktionen i gang, så den kan reagerer ekstra hurtigt, hvis faren viser sig igen – men det kan betyde, at centret kan begynde at overreagere, sådan at uskyldige situationer og ting opfattes som meget faretruende. Det betyder, at man kan komme til at frygte sine egne fysiske symptomer og tanker så meget, at man vil gøre næsten alt for ikke at komme i situationen igen – og det fører lige ind i angstcirklen: angst for angsten. En fælde, det kan være svært at komme ud af.

Endelig kan fortrængte eller uforløste følelser også skabe angst. Når man ikke vil mærke vores følelser og derfor lukker af for dem, gør man sig fremmed for den del af sig selv, som man ikke vil have med at gøre. Men følelserne forsvinder ikke. De rumsterer som noget ukendt, uforståeligt (fordi man jo nægter at mærke dem), og det er nu engang sådan, at menneskets angstfølelse vækkes af det ukendte.

I psykoterapi kan de fortrængte eller fraspaltede følelser hentes frem og undersøges i et tempo, der er overkommeligt og ikke skræmmende. Tit ser jeg, at angsten forsvinder gradvist, når dette arbejde gøres.

Grundangst

Angsten for døden er en primær angstkilde, der er “medfødt” og gennemsyrer vores sociale strukturer. Menneskets høje intelligens og grad af bevidsthed betyder, at vi som individer lider af grundangst – dvs. den eksistentielle angst for usikkerheden og uforudsigeligheden i forhold til livet, døden og verden som sådan. Hvis vi forsøger at fortrænge den ved at tro, at vi kan kontrollere f.eks. sygdomme, ulykker, kriser og alder, vil den før eller siden melde sig alligevel. Måske i form af panikangst, depression, fobi, generel angst, mareridt, hypokondri eller reel dødsangst. Dødsangstens forklædning er f.eks. let gennemskuelig hos hypokonderen, der ustandselig kredser om sygdom og velbefindende.

Den amerikanske psykiater Irwin D. Yalom beskæftiger sig i sin praksis og sine bøger indgående med angsten som døden eksistentielle grundvilkår og ser dødsangsten som omvendt proportional med livstilfredsheden. Han mener, at erkendelse af døden som et uundgåelig kan give livet dybde og fylde, fordi den river os ud af vores opslugthed af det trivielle og åbner vores øjne for, at nu’et er det eneste, vi har – og at det eneste værn imod eksistentiel angst er at vedkende sig den og leve livet mens man har det. ”

Så længe vi lever, ligger det mulige foran os,” siger han ” Betragt derfor døden, hvis du vil lære at leve.” Dét synspunkt afspejler sig i de kilometervis af bøger om nuet og carpe diem, som så mange har stående på hylderne. Alligevel er det jo de færreste, der evner at føre drømmene ud i livet. Vi udskyde det til næste år, når børnene er blevet større, vi har fået lønforhøjelse eller har tabt ti kilo.

Behandling

Når angsten begrænser individets dagligdag, kræver den behandling. Selv at styre angsten kan virke helt umuligt; at tro, at angsten forsvinder af sig selv er tit forgæves – og langt de fleste angstformer kan behandles med gode resultater.

Behandlingen af de tunge angstlidelser og fobier kan være f.eks. kognitiv adfærdsterapi, medicin, hypnose, afspænding, kropsterapi eller en kombination. Mange forskellige behandlingssteder tilbyder individuel behandling i form af samtaleterapi, hvor den angstlidende lærer at at håndtere angsten, kontrollere og reducere den og holde tankerne i konstruktive, realitiske mønstre.

I forløbet lærer klienten at genkende og håndtere de følelser, som skaber panikangsten, og der arbejdes med de temaer og konflikter, som er svære klienten. Hvis grunden til angsten findes i barndomsbagagen lærer klienten, at han som ung eller voksen har flere kompetencer og ressourcer til at klare de skræmmende følelser og situationer, end han havde som barn.

I behandlingen er det også vigtigt, at man passer på sig selv ved at spise sundt, sover og hviler nok og får rørt sig, undgår at presse og stresse sig selv og tager sin angstlidelse alvorligt.

Det værste, man kan gøre er at give op – og her kan omgivelserne være til god støtte, for det kan være virkelig svært for den angstramte selv at finde overskuddet til at komme i behandling. Desværre oplever mange angstramte tit meget lille forståelse fra omgivelserne, og derfor er der på mange behandlingssteder også og informationsmøder for pårørende.

Litteratur & Links

Hvis man søger på f.eks. ”panikangst” og ”socialfobi” på Google, får man ca. 6.500 og 4000 links – bare fra Danmark, og mange af dem giver også grundig information om litteratur, behandling. Prøv f.eks. www.angstforeningen.dk, netdoktor.dk eller psykiatrifonden.dk – så finder du nemt videre til det, der interesserer dig ved emnet.