En voldsom forelskelse er som en forbigående personlighedsforstyrrelse. På dens højeste kan man føle sig nærmest grænsepsykotisk: ude af stand til at se sig selv, situationen og omverden klart. Men er det kærlighed?
Er forelskelse også kærlighed?
– Åh, jeg er så smaskforelsket! udbrød Stine, før vi overhovedet havde fået skænket te. Vi var seks jævnaldrende kvinder omkring bordet, og hver og én løftede hovedet som på tælling og så på hende, mens al småsnak forstummede.– Jeg er bare så… så lykkelig! Jeg kan næsten ikke være i min krop, tilføjede hun, og vi andre udvekslede tavse, sigende blikke.
Jeg mærkede et lille stik af misundelse og en besynderlig stikken bag øjnene, og min veninde over for mig fik flammede pletter på halsen. Stine henåndede et dybt suk, og vi andre satte os godt til rette i stolene, mens vi langsomt kom til os selv. Min anden veninde, der ligger i skilsmisse, udbrød: ”Nå, ja – men det varer jo heldigvis kun tre måneder.”
Stine ignorerede os totalt. Hun sad med stjerner i øjnene og smilede henført, mens hun så på os alle sammen, som hun var Jesus, og vi var nogle stakkels, gamle farisæere; visne hylstre uden glød. I dét sekund følte jeg mig tom og gammel. Jeg vidste jo præcis, hvordan Stine havde det. Skulle jeg nogen sinde selv opleve det igen?
En voldsom forelskelse kan godt sammenlignes med en forbigående personlighedsforstyrrelse. Alt virker anderledes lyst og indbydende, alle mennesker er skønne og ingen ting betyder noget – andet end forelskelsens genstand. Når den er på det højeste, kan man føle sig nærmest grænsepsykotisk i lange øjeblikke: ude af kontakt med virkeligheden, uarbejdsdygtig og ude af stand til at se sig selv, situationen og omverden klart. Men det er så skønt!
Det Gode Liv har så meget at byde på, og vi vil have det hele. I en tid med det største antal eneboende nogensinde ønsker langt de fleste stadig svimlende forelskelse fulgt af rigtig, ægte og langtidsholdbar kærlighed, og vi stiller stadig højere krav til os selv og det parforhold, der skal give det hele mening. Men hvad er kærlighed og forelskelse egentlig? Og er der forskel? Kan vi selv gøre noget for at kalde på kærligheden?
Hvad er kærlighed og hvad er forelskelse?
”Det er bare kemi!” er et ofte brugt udtryk om forelskelse. ”Vi var skabt for hinanden” eller ”Det sagde bare bang!” er to andre. Det første udsagn giver ingen løfter om romantik, skæbne eller en højere mening – det er videnskab og videnskab er baseret på tørre fakta, som er uigendrivelige. Det lyder kedeligt og hverdagsagtigt og i kærlighedens ærinde giver det indtryk af en lidt kynisk holdning til livet og kærligheden ikke mindst.
De to andre udtryk bærer derimod på den kulturelle arv, som vi i dagens Danmark mener, at kærlighed er baseret på. Noget der er større end os selv, en gave fra himlen, et skæbnebestemt møde der i sig bærer kimen til noget stort, noget der kan løfte os ud af vores egen lille egocentriske verden og højne vores eksistens til de højere luftlag.
Forelskelse er adgangsbilletten til det tætteste vi som mennesker kommer på guddommelighed: nemlig kærlighed. I takt med at verden bliver mere og mere videnskabeligt bevist, føler flere og flere et stadig stigende behov for at opleve, at vores egen lille eksistens er knyttet til noget, der er langt større end os, og måske også noget der er så stort, at vi ganske enkelt ikke fatter hvor stort det er. Men som (og det er det vigtigste) gør vores liv meningsfulde.
Alle mennesker har behov for at vide, at deres eksistens efterlader et tomrum der er større, end det en finger efterlader i et glas vand, når den bliver trukket op. Hvis vi skal dø meningsfuldt, skal vi vide, at vores liv gjorde en forskel for andre mennesker. For nogle er det nok at opnå en Nobelpris (eller det der ligner), men for de fleste andre gælder det trods alt andet kærligheden. Ikke blot til en partner eller nogle børn, men også kærligheden til andre levende væsener. At vi har elsket og er blevet elsket og derigennem har gjort et uudsletteligt indtryk på verden.
Sociale fordomme om rigtig kærlighed
På sin vis definerer vores succes i kærlighed også vores succes som menneske. En nobelpristager der stadig bor hjemme hos sin mor er rent menneskeligt lidt sølle betragtet, fordi han ikke har formået at løsrive sig fra hjemmet og skabe sit eget liv, hvor kulminationen altid findes i at stifte sin egen familie.Ligeså er eksemplet på den rige og succesfulde forretningsmand, der stadig går i byen og (forsøger at) scorer efter han har passeret de 45 år.
Rent socialt er der nemlig klare regler for, hvornår man har succes med kærlighed og hvornår man er lidt taberagtig. En af de mange sociale fordomme om, hvad rigtig kærlighed er når en voksen mand vælger at blive hos sin mor og tage sig af hende i stedet for at finde sig en kone. Et par der mødes som 12-årige i 6. klasse og holder sammen hele livet er også en smule mistænkeligt, men har dog et romantisk forsonende skær over sig.
En yngre kvindes kærlighed til sin bedsteforældre og ønske om at passe dem til de dør bliver der set på med medlidende øjne (er der virkelig ikke andre der elsker hende?) og en kvindes kærlighed til sine 5 katte er for nogle direkte frastødende og tæller overhovedet ikke for kærlighed. Vi har altså nogle klare sociale normer og regler for, hvornår kærlighed er kærlighed.
Det forkerte match
For at det skal være ligeværdigt, skal det helst matche nogle socialt accepterede match af alder, udseende og kulturelle niveau. En grim kvinde sammen med en flot mand skaber altid opmærksomhed; langt mere end den omvendte situation gør.
En meget intelligent kvinde med en høj uddannelse og et prestigefyldt job taber status, hvis hendes mand viser sig at være en renovationsarbejder, der er Brøndby Supporter og elsker at bruge sine søndage på stadion og kun kan tale med om superligaen.
En yngre mand med en ældre kvinde skaber muligvis misundelse hos kvindens jævnaldrende veninder, men får ofte alle andre til lige at løfte et øjenbryn.
Vi reagerer på situationerne fordi de virker mistænkelige. Der må stikke et eller andet under, tænker vi, for hvorfor skulle en flot mand ellers være sammen med en grim kvinde – han må da kunne få hvem som helst. Eller hvorfor skulle en ung mand spilde sit liv sammen med en gammel kone. Eller den seje bizz-kvinde må være til spank af en brutal primitiv mand, ellers ville hun vel finde en jævnbyrdig mand. Det falder de færreste af os ind, at den ene må være en meget elskværdig person, som får den anden til at føle sig elsket og betydningsfuld.
3 sociale bud for kærlighedens væsen
Lige som vi har sociale forventning til kærlighedens udtryk, har vi også sociale forventninger til selve kærlighedens væsen, når den udleves i et parforhold.
Et af de første og vigtigste bud er, at vi ofrer alt for den sande ægte kærlighed. I Romeo & Julie udgaven er det livet selv, i hverdagsudgaven er det karrierejobbet i København, når familien har etableret sig i Tappernøje, kulturweekenden i Rom der opgives for Formel 1 ræs i Monaco eller den nyeste James Bond film for en Woody Allen kavalkade.
Vi lever med en forventning om, at ægte kærlighed er lig opofrelse; underteksten er, at den elskedes ønsker og behov altid kommer i første række, for ellers kan det ikke være ægte kærlighed.
Og det fører lige over i en anden forventing: nemlig, at du altid kan gætte hvad din partner ønsker, har behov for og drømmer om uden at hun behøver så meget som at sitre med mundvigene. Hvis du virkelig elsker hende – eller ham – giver det sig selv, for gennem din store kærlighed til dette udvalgte væsen, har du også adgang til hele hendes indre univers og din pligt består i at gøre hende lykkelig. Ægte kærlighed sætter dig i stand til at spå og læse tanker.
Den kulturelle opfattelse af ægte kærlighed er på sin vis ret umoden, da den forventer af parterne at de gør hinanden lykkelige. Ikke at de gør sig selv lykkelige ved at være sig selv i et forhold, hvor de kan give udtryk for deres inderste væsen gennem kærlige handlinger. Vi har derfor også et bud der går på, at vi til hver en tid er klar til at bevise vores kærlighed. Og i dette sidste bud er der faktisk fare for, at vi kan miste os selv. Og dermed kærligheden.
Kierkegaard & Kærligheden
Søren Kierkegaard mente, at man først er et menneske, når man har gjort brug af muligheden for at blive til sig selv – dvs. at finde sin identitet ved at realisere sine iboende potentialer, talenter og lyster. Gør vi ikke dét, er vi ikke os selv. Vi er kun det, som vi blevet gjort til af familien og samfundet. Vi lever, men bliver aldrig til autentiske individer. Og et individ, der ikke er sig selv, kan ikke finde den sande kærlighed.
Ifølge Kierkegaard ser det autentiske menneske kærligheden som en opgave, som hun kan vælge at tage på sig. Hun forholder sig til den elskede med begær og følelser, og hun forholder sig til selve forholdet. Det betyder, at hun bevidst vælger den anden både som person og som forpligtelse, og at et parforhold ikke kun bygger på de foranderlige følelser, men på et valg om at ville den anden person med alt, hvad det indebærer.
Kierkegaard mener, at begær og følelser er forstadier til kærligheden: det, man kalder forelskelse. Den sande kærlighed kræver, at der kobles bevidsthed og samvittighed på, og i hans univers kræver kærligheden altså tre forskellige dele:
- Den sanselige, der styres af begær og seksualitet, hvor den elskede nærmest er en genstand – et objekt, der kan og skal forføres.
- Den sjælelige, hvor den elskende styres af sine følelser og af et stærkt ønske om at blive forenet med den anden og bygge et fællesskab op.
- Den åndelige kærligheds forpligtelse og samvittighed bygger på total, gensidig accept. De to elskende mødes i forståelse, forpligtelse og fortrolighed, og begge vil hinanden med al deres kraft og styrke – uden forventninger og uden ønsket om at ændre på hinanden.
Elsk din næste
Jesus viste også med sit liv og levned, hvad kærlighed indebærer. Han tilgav og elskede sin næste, sine venner og sine bødler, for han forstod, at de ikke vidste, hvad de gjorde. Hans lære har præget vores samfund dybt med sin humanistiske tone. Hele den nutidige statsmagts omsorg, ja hele velfærdssamfundets ide er bygget på den kristne grund, og vores demokrati bærer dybe spor af dette livssyn.
Men i vores tidsalder søger mange det alternative, mens folkekirkerne står gabende tomme. Den almindelige kristentro er ikke på mode, og de fleste mener, at livet styres af tilfældet. Det herskende livssyn er pessimistisk, og vi slås for at overleve i en verden, der gøres op i kroner og øre; hvor den stærkes ret gælder, og hvor vi på trods af humanismen ikke har meget tilovers for de svage, de mislykkede og taberne.
Blomsterbørnenes visioner fra 68 om kærlighed og blomster er afskrevet som en naiv, utopisk drøm, og imens vi skriger på nærvær, fællesskab og mening med livet overser vi, at kærligheden er livets største magtfaktor og løsningen på samtlige vores problemer.
Du skal elske din næste
Sådan siger testamentet, og selvom man ikke er troende, er ideologien jo både smuk og meningsfuld. Den har vi gennem generationer tolket på og givet videre til vores børn. Vi har lært, at det er egoistisk at tænke på sig selv og at vi frem for alt skal tage hensyn, hjælpe og støtte. At sige nej til noget man har ulyst til, at bede om noget og at være ærlig hvis det kan såre andre er blevet tabu.
Men det er en misfortolkning af kærlighedsbudskabet. Ideen er ikke, at du skal elske din næste i stedet for dig selv, og det er en stor, afgørende forskel. For man kan ikke give noget, man ikke har. Og den, der ikke holder af sig selv, kan ikke give kærlighed til andre.
Al kærlighed begynder derfor med at kende, elske og respektere sig selv. Jesus og Søren Kierkegaard er altså enige om, at individet må være sig selv for at kunne elske.
Historien om Eva
”Jeg forstår det ikke,” siger hun og sukker dybt. ”Jeg giver så meget til andre, men jeg får ingenting igen – hverken opmærksomhed, kærlighed, respekt eller anerkendelse. Jeg føler mig tom, udnyttet, forladt, ensom og deprimeret. Hvordan kan andre være så egoistiske?”
Eva giver og giver: opmærksomhed, tjenester og gaver – alt det, hun forbinder med kærlighed. Hun giver i håbet om at få igen, men det hun gør, har intet at gøre med kærlighed. Eva er brugsuddeler i en købmandshandel. Hun lader sine omgivelser definere sin identitet – kun når hun en sjælden gang får den kærlighed og opmærksomhed, respekt og anerkendelse som hun så brændende ønsker sig, er hun glad. Når omgivelserne bekræfter, at hun er den gode, kærlige person hun gerne ville være, så er hun glimtvis næsten lykkelig.
Men glæden forsvinder hurtigt. Fordi Eva søger sin identitet i omgivelserne, er hun ingen i sig selv. Hun bliver såret, når nogen glemmer hendes fødselsdag, skuffet, når hun ikke får de samme søde SMS’er og opmærksomheder som hun selv giver og deprimeret, når andre ikke kan leve sig ind i hendes behov. Ligesom en drage, der i sin hule grådigt vogter en skat, må hun hele tiden nidkært vogte over det, hun får fra andre.
I dragens hule gror fordomme, misundelse, løgn og jalousi som stueplanter. De gror i frygten for, at andre vil få dét, man længes så inderligt efter, og de gødes med had, smålighed og raseri – alt sammen kilder til lavt selvværd. Når Eva mærker at hun har den slags tabufølelser, kan hun slet ikke lide sig selv, og så er det for alvor svært at tro på, at andre kan.
Derfor går hun rundt i en evig, hemmelig angst for at blive ”opdaget” – for hvis andre ser, hvordan hun virkelig er, så vil de blive sårede eller vrede, og så vil de måske forkaste eller forlade hende. Med den evigt tilstedeværende ensomhedsfølelse hun i forvejen har, vil det jo være helt ubærligt. At blive forkastet af mand, veninder, familie osv. vil efterlade hende tom og ”død”.
Så Eva giver, giver og giver. Hun ser sig selv som et kærligt og generøst menneske og fatter ikke, hvorfor hun ikke rigtigt elsker nogen – og hvorfor hun ikke føler sig elsket.
Kærlighedens tre komponenter
Den amerikanske psykolog Robert Sternberg har i bogen Kærlighedens psykologi undersøgt kærlighedsbegrebet og fremsat teorien om kærlighedens triangel. Den består af lidenskab, intimitet og forpligtelse.
Intimitet opstår mellem mennesker, der føler sig forstået af hinanden, og det giver et forhold nærhed og forbundethed. Lidenskaben giver romantik, fysisk tiltrækning, sex og spænding, mens forpligtelsen giver forholdet tryghed og loyalitet, fordi den, der forpligter sig tager ansvar for at kæmpe for forholdets overlevelse. Kunsten er simpelthen at dosere de tre ingredienser i passende mængder. Så opstår det ægte, langtidsholdbare kærlighedsforhold, som vi sukker efter og som giver os blanke øjne, når vi læser om det eller ser det på film.
Test dit parforhold og se, hvordan de tre komponenter er balanceret
Men netop doseringen er det vanskeligste. Bliver blandingsforholdet skævt, bliver forholdet tilsvarende skævt. Her er de syv blandingsmuligheder:
- Venskabsforholdet: Hvis der kun er initmitet i forholdet, er der tale om et varmt venskab. Parterne har stor sympati og loyalitet for hinanden, men der mangler både lidenskab og langtidsudsigter som parforhold – de kunne i virkeligheden lige så godt være personerne fra tv–serien Will og Grace (bøssen, der bor sammen med en gammel veninde).
Meg Ryan og Billy Crystal i Da Harry mødte Sally er en kendt illustration af et venskabsforhold, der udvikler sig til noget mere. Deres venskab holder angsten for ensomhed på afstand, men først da passionen kommer på banen, kommer forpligtelserne og trygheden med.
- Det praktiske forhold: Består forholdet hovedsageligt af forpligtelser, er forholdet tomt. Der er ingen følelser, intet begær og ingen intimitet. Man bliver sammen på grund af børnene, økonomien, religionen etc. Sådan begynder mange arrangerede ægteskaber, men der er mange eksempler på, at forholdet har udviklet sig til også at omfatte de øvrige områder.
I Fay Weldons roman Hundjævelen er den lidet attraktive Ruth gift med Bob, og sammen har de to børn. De bryder sig faktisk ikke om hinanden, og derfor kan Ruth tage på skrup*pelløst, ufølsomt hævntogt, da Bob indleder en fræk affære (der udvikler sig til en besættelse) med Mary Fisher, den lyserøde triviallitteraturs dronning.
- Den frække affære: Det rent lidenskabelige forhold er der begær, fysisk tiltrækning og seksualitet – men hverken ansvar eller forpligtelse. Utroskabsforhold ligger tit her, fordi forholdet har alt, hvad der skal til i en en spændende, kortvarig og uforpligtende affære. Måske er Pretty Woman blevet sådan et monsterhit, fordi Richard og Julia begynder i den side af trekanten og bevæger sig hele vejen rundt for at ende inde i midten?
- Den hede forelskelse: Den romantiske, erotiske kærlighed er en kombination er intimitet og lidenskab: parterne er bundet sammen af følelser og begær. Her ligger forelskelsen. Elvira Madigan og Sixten Sparre havde kendt hinanden i ca. et år, da de begik selvmord, fordi de ikke måtte få hinanden. Det samme gælder Romeo og Julie.
- Besættelsen består af lidenskab og forpligtelse: f.eks. forholdet, hvor parterne flytter sammen meget hurtigt eller indgår en fast forbindelse uden at kende hinanden særlig godt. Forholdet er naivt på den måde at det bygger på håb, drømme og illusioner.
Rhett Butler og Scarlett O’Hara fra Borte med Blæsten er besat af hinanden, og gennem mere end ti år tilbeder han hende uden egentlig at kende hende særlig godt. Da de endelig bliver gift og oplever at miste deres datter, falder forholdet fra hinanden fordi der mangler nærhed, intimitet og forbundethed der skal til for at klare vanskeligheder som f.eks. en stor sorg.
- Tosomhedsforholdet adskiller sig fra venskabet ved at have en høj grad af forpligtelse. Et langvarigt, stabilt og godt ægteskab hvor parterne bindes sammen af fælles interesser, børn, familie, vaner og en lang fortid kan godt være lykkeligt uden den lidenskab, der mangler. Men det kan også være i sådan et forhold, at den ene part pludselig er utro og finder den uforpligtende, initimitetsløse lidenskab udenfor forholdet. Gunnar og Annelise i fra ”Kongeriget” er en karikatur af parret i de ens joggedragter, der lever i deres egen lille dykkerklokke og kan fuldføre hinandens sætninger.
- Den ægte kærlighed kendetegnes ved at indeholde alle tre komponenter. Og når man siger, at der skal arbejdes for parforholdet, så betyder det at begge parter konstant må forsøge at tilgodese alle tre komponenter, så der er den rette balance mellem dem.
Barbara Cartland har skrevet omkring 700 romaner, der alle sammen leder frem til den Store, Lykkelige, Fuldendte Kærlighed. Men hvorfor slutter alle hendes historier dér, hvor de to elskende endelig får hinanden ? Fordi det paradoksalt nok er kedeligt at læse om konfliktfri kærlighed – selvom det formentlig er den, vi alle stræber efter!
Kærlighedens faser
Et kærlighedsforhold udvikler sig typisk gennem fire faser, der hver især spejler, hvordan vi oplever mødet med et andet menneske, der i virkeligheden blot spejler vore følelser for os selv – bare levet ud via den anden. Du kan prøve at tænke over, hvor I er henne i jeres parforhold?
1. Forelskelse: Alt er perfekt
I har lige mødt hinanden og alt ved ham er perfekt. Han ser helt rigtig ud, han siger alle de rigtige ting, han gør alle de rigtige ting, han får dig til at føle alle de rigtige ting, selv du bliver helt rigtig af at være sammen med ham. Og det har en skøn afsmittende effekt på resten af dit liv, for pludselig er græsset blevet grønnere, himlen mere blå og selv din chef er blevet en mere elskelig person. I keder jer aldrig, for I taler hele tiden om jer selv og når I er sammen, smelter I ind i hinanden så i bliver som et kød.
Aldrig er du blevet forstået så godt af nogen som helst og du er endelig holdt op med at føle dig ensom. Du ved bare, at denne følelse aldrig vil gå væk – og du er helt sikker på, at større kærlighed har verden aldrig oplevet. Romeo og Julie – go home! Jeres er den ægte kærlighedshistorie og hvis bare du gad at skrive den ned, ville den blive prototypen på Den Store Kærlighed.
Når en af dine veninder forsigtigt forsøger at antyde, at det virker en smule kedeligt at han interesserer sig så meget for rumænske frimærker og at du en dag vil droppe det henførte udtryk i ansigtet, når han endnu engang smider sin beskidte sportstaske ovenpå dine sarte rosa ruskindssko, kigger du bare opgivende på hende og tænker, at hun aldrig har oplevet den ægte kærlighed. Og hvordan skulle hun også det? Den er bestemt ikke for hvermand. Og lige nu er det dig, der har trukket det store lod.
2. Illusionstab: Alt er forkert
I har kendt hinanden nogen tid og på besynderlig vis begynder det at irritere dig helt vildt, at han klikker med tungen, før han siger noget, når han er usikker. Lige præcis dét, du syntes var så charmerende og drengeagtigt sødt ved ham, da I mødtes. Du tager dig selv i at tænke, at han trænger til at få sig en ordentlig hobby (for eksempel golf), så I kan tage på golfweekend med dine bedste venner. Og så skal du også lige have ham med forbi din yndlingsbutik i herretøj, for helt ærligt: dobbeltradede habitter var vist sidst på mode I 80’erne?
I har en del skænderier og de går næsten altid på, at han synes du skal lave om på dig selv, og at du synes, at han skal lave om på sig selv.
Nogle gange opleves det som om I er fra to forskellige planeter, der overhovedet ikke kan tale sammen og ikke engang har lyst til at lære hinandens sprog. Når du tør se dig selv i øjnene, er du godt klar over, at du forsøger at tage afstand fra ham, fordi han på nogle områder tør og gør nogle ting, som du selv ville ønske du kunne, men som du ikke rigtig tør.
Han spejler så at sige dine mangler i dine egne øjne og det er derfor du går fra at føle dig som jordens skønneste kvinde til at være jordens mest mislykkede kvinde. Hvis du vil videre må du først og fremmest erkende, at alt er som det skal være. Også ham. Og husk, at den eneste du nogen sinde vil kunne lave om er dig selv – så i stedet for at punke ham hele tiden, så vær selv den forandring, som du ønsker at opleve.
3. Var det bare det? Alt er kedeligt
Det er lørdag aften og du vågner lettere irritabel på sofaen, mens tv’et flimrer fordi videofilmen er færdig og I begge er faldet I søvn til den. På sofabordet står de tomme kinesermadsæsker og I ligger helt klistrede sammen under tæppet. Han ligger med åben mund og snorker og dine kontaktlinser er så tørre, at de er lige ved at poppe ud. Du føler dig alt andet end lækker og du skynder dig at kigge væk, når du ser på ham. Han minder dig om din far, når han faldt i søvn på sofaen og det gyser i dig ved tanken om, at du (ligesom din mor) har ladet dig fange ind i et dødssygt forhold.
Du overvejer et øjeblik at snige dig i bad og iføre dig stiletter og korsage og fise ned på venindecaféen og se, om du evt. kan flirte dig igennem aftenen i stedet og på den måde jage følelsen af fiasko og tab på flugt, men i det samme rører han på sig i sofaen og lægger kinden ind mod puden på så sårbar en måde, at du pludselig oversvømmes af kærlige følelser for den mand, der har valgt at dele sit liv med dig. Du opdager, at du på det seneste har fjernet dig bevidst fra ham, fordi du følte du var ved at miste dig selv og at han var begyndt at kende dig lidt for godt.
Det er nu, at I for alvor kan opleve kærlighedens mysterium ved at opdage, at I rent faktisk er to helt forskellige, selvstændige individer, der hver især har noget af give den anden. Men kun hvis I netop bliver ved med at være jer selv. Det er underligt, men ægte intimitet kræver distance – og det er dette punkt I er nået til nu.
4. Ægte kærlighed: Intet er alt
Han smider stadig sin sportstaske oven på dine sarte sko, og han samler stadig på rumænske frimærker. Men det gør ikke rigtig noget længere, for du elsker ham for alt det andet han også er. Han har set dig i dine værste og mest sårbare situationer og han er blevet hos dig alligevel, og det elsker du ham for.
Du har opdaget, at han aldrig kommer til at leve op til alle dine drømme om en rigtig mand, men det gør ikke noget, for han går gerne i biografen med dig, så du kan se Mr. Perfekt på lærredet, mens du holder din egen mand i hånden. Og når I går ud og spiser og du forsøger at fortælle ham en lang og detaljerig historie, kigger han bare på dig og siger ”den korte version, tak!” og du bliver ikke gal, for du har forliget dig med, at han aldrig kan være både din mand og din veninde.
Kort sagt er det gået op for dig, at ægte kærlighed ikke handler om at få alting. Tværtimod handler det om at ville kærligheden hver dag. Hvor forelskelsen oplevedes som en gave, er det blevet klart for dig at kærligheden er en viljesakt. Og du har besluttet dig for, at du gerne vil jeres kærlighed. På godt og ondt.
Jeg kan godt leve uden dig, men jeg vil helst ikke
– Lola Baidel
Psykologen og kulturfilosoffen Erich Fromm beskriver i sin bog “Kunsten at elske” fra 1956, at man i vores kultur mener, at kærlighed er noget, man rammes af. Det er et romantisk syn på kærligheden, der forstærkes af film, litteratur og musik osv. og som giver næring til den voldsomme sult, vi alle har efter kærlighed.
Men ingen fortæller os, at vi måske ville gør klogt i at lære os noget om kærlighed. For hvis kærlighed er en kunst, så må man lære sig kunsten, i teori og praksis. Og ifølge Fromm kræver det både disciplin, koncentration og tålmodighed og ydmyghed at praktisere kærlighed. At give for at få er selvisk og umodent og betyder, at kærligheden er reduceret til en købmandshandel.
Fromm skelner mellem den barnlige, afhængige kærlighed: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig – og den modne, uafhængige: Jeg behøver dig, fordi jeg elsker dig.
Kan man elske et par sko?
Tænk ”kærlighed” og du tænker sikkert mennesker og følelser. Men kan vi mennesker også elske ting? Steder? Musik? Bøger?
Ifølge ordbogen betyder at elske i virkeligheden blot at holde af eller føle glæde for – og hvis det er sandt, så må svaret være ja.
Men hvordan kan man elske noget, som ikke er levende og som ikke reagerer på dig personligt? Det føles sådan, fordi tingen eller stedet vækker nogle følelser i en. En bog, et maleri eller et smykke er umiddelbart en død ting. Men fordi den er skabt af et levende menneske, der på en eller anden måde har lagt sine egne følelser og livserfaringer ind i tingen, får tingen selv også liv.
Den bliver forlenet med et ganske bestemt udtryk, der på sin vis giver den personlighed, og når den vækker genklang i et andet menneske, opstår det følelsesmæssige forhold mellem mennesket og tingen. Hvis tingen så oven i købet bliver givet af en person, som man selv har et følelsesmæssigt forhold til, får tingen også affektionsværdi og så begynder det for alvor at ligne en ægte kærlighedshistorie.
Vi kan synes, at vi elsker en ting, noget musik eller et stykke kunst for dens skønhed, for dens æstetik, for den længsel den vækker i os efter følelser. Og steder kan vi elske for den stemning, som de vækker i os (”jeg kan ånde frit ved havet”) eller for de muligheder de giver os, for at opleve livet på en bestemt måde (”her ved skovsøen oplever jeg en dyb fred”).
Men hvis ægte kærlighed består af intimitet, lidenskab og forpligtelse er det svært at se, hvordan et maleri, en udsigt eller nogle noder kan forpligte sig til dig; endsige skabe intimitet og gensidig lidenskab. Så nej. Man kan nok ikke elske et par sko. Men derfor kan man stadig godt få et lille sug i maven over deres skønhed… og hvad de kan gøre for én.
©Winnie Haarløv
