Ærlig, kærlig og nærværende

Når jeg i mine foredrag spørger tilhørerne hvilke værdier de lever efter, så kommer ærlighed (i en eller anden form), nærvær og kærlighed næsten altid ind som top 3. Og alle tre værdier er vel også en forudsætning for gode relationer.

Om sandhed kan man sige, at den er en evigt skiftende størrelse, fordi tilværelsen hele tiden forandrer sig – og derfor forandrer vores behov sig også, efterhånden som vi udvikler os. Gennem livet ændrer vi os alle sammen mht. behov, ønsker, sym– og antipatier, og afhængigt af hvor meget overskud og hvor mange ressourcer vi har, vil vi påvirkes forskelligt af menneskene omkring os, og hvad vi kan lide som 20–årige kan vi ikke nødvendigvis lide som 35–årige. Din personlige sandhed er altså i konstant forandring. “Man kan ikke træde ud i den samme flod to gange”, siger et asiatisk ordsprog. Floden ligner sig selv, men logisk er vandet jo ikke det samme.

Hvis du vil være ærlig, kærlig og nærværende overfor andre, kræver det derfor, at du er opmærksom både på, hvad der sker inde i dig selv – og imellem dig og andre. Hvis du vil have intense og levende forhold til andre, må du være opmærksom og nærværende sammen med dem. For nærhed kræver ærlighed i form af tre faktorer: at du til enhver tid udtrykker 1) hvem du er, 2) hvad du har brug for og hvad du føler.

Nu vil du måske sige, at det lyder selvcentreret. Men prøv engang at tænke over det. Hvis du fortier de 3 faktorer, så bliver dit forhold til andre forlorent, dødt, stivnet eller kedeligt, og du vil føle dig ensom eller buret inde i en osteklokke. Når du opdager mindre charmerende sider af din personlighed er det jo meget menneskeligt at forsøge at lade være at vise dem frem til omverden. Du tror, at omverden vil have svært ved at acceptere dig som du er, på godt og ondt. Men i virkeligheden er det dig selv, der har svært ved at acceptere dine ”minussider”. Og din fantasi er, at hvis andre ser dem, vil de afvise dig eller løbe skrigende væk.

Mærkeligt nok er sandheden (og den konfrontation / konflikt, som tit følger med) en supergod garanti for at bevare et godt intimt og levende forhold til en anden – også selvom det måske i første øjeblik virker modsat. Fortielser har som regel kun én konsekvens: langsomt at kvæle forholdet.

Flere slags ærlighed

Når jeg fortæller om mine synspunkter på ærlighed, er der næsten altid en eller flere i forsamlingen, som siger, at skam de har prøvet at være ærlige: de har uden omsvøb fortalt kollegaen, chefen eller kunden, hvad de følte og tænkte. Og resultatet var bare, at den anden blev såret, vred eller afvisende. Når jeg så spørger, hvordan de er ærlige, viser der sig næsten altid et bestemt mønster. De fleste er tilbøjelige til at være ærlige om hvad de synes om den anden og det som den anden gør. Dvs. at ærligheden handler ikke om dem selv – men om den anden.

Men det er ikke dén slags ærlighed, som forholdet har brug for. Ærlighed er at tale om sine egne følelser, tanker og sine egne intentioner. Også, når det handler om forhold og situationer, hvor der skal berører kritiske eller følsomme emner. Og i længden kan konflikter ikke undgås og sandheder ikke skjules, hvis en relation skal være levende og nærværende.

Mange undskylder uærligheden med, at den anden ”ikke ville kunne holde til at høre sandheden.” Eller at ”det ville såre den anden unødigt.” Og så sker der tit det, at den anden sig føler sig dobbelt såret, dobbelt svigtet og bedraget eller umyndiggjort. ”Hvorfor sagde du ikke, at jeg irriterede dig sådan? Hvis du havde sagt det, havde jeg da i det mindste haft en chance for at gøre noget ved det,” siger den anden så. Eller ”Hvad så, hvis du er misundelig på mig og ønsker mig hen, hvor peberet gror fordi du synes jeg er hoven og arrogant? Sådan har jeg da også haft det med dig sommetider – jeg troede overhovedet ikke, at man kunne tale et fornuftigt ord med dig,” har jeg hørt to kolleger sige til hinanden efter en hed konflikt. Og bryde ud i gensidig latter.

At beskytte sig selv mod en ubehagelig situation eller et undgå at aflevere et ubehageligt budskab er bare en dårlig undskyldning for ikke at se i øjnene, hvad forhindringen for at tage konfrontationen er. Måske er forhindringen, at du ikke kan holde dine følelser ud, når den anden bliver vred eller ked af det. Måske er det, at du er bange for at blive forladt, afvist, udelukket eller hånet – eller at du er nervøs for at miste privilegier, prestige eller at vise dig fejlbarlig og sårbar. Måske er forhindringen, at du ikke vil såre modparten. Men tror du da, at du kan leve et helt liv uden at gøre eller sige noget, som andre bliver vrede, skuffede eller sårede over? Det kan du ikke. Og i øvrigt bad veninden jo selv om din mening!

Jeg siger det lige igen: Kontakt og nærvær kræver ærlighed. Også, selvom det kan gøre ondt.

LØGN ELLER SANDHED?

Tilværelsen er sjældent sort–hvid, og ikke at sige sandheden er ikke det samme som at lyve. At være ærlig behøver ikke betyde brutal, ubesmykket ærlighed. Den indvending jeg oftest hører imod at ”være ærlig” er, det ville såre den anden, være synd eller være for brutalt. Og både løgn og brutal ærlighed er da også negative værdier.

Et eksempel: I en tøjforretning prøver din veninde en kjole og spørger dig, om du synes at den klæder hende, og hvad du synes om farven. Nu kan du svare på fire forskellige måder:

  • A. Sandhed: ”Det snit fremhæver dine mest uheldige sider, og jeg synes ikke, at farven er god.”
  • B. Løgn: ”Ih ja, den er sørme smart. Og det er jo en spændende farve til dig.”
  • C. Brutal ærlighed: ”Du ligner en børnekarrussel bagfra, og farven får dig til at ligne en gammel ost.”
  • D. Diplomati:  ”Nej, jeg synes ikke den rigtig gør noget for dig. Skal vi ikke prøve at kigge efter en blå eller en rød, der fremhæver dine (arme, ben, nøgleben eller hvad det pæneste ved veninden nu er)?

Risikoen er, at din veninde vil blive ked af det, men chancen for, at hun finder noget der får hende til at se bedre ud og derfor gør hende gladere, er formentlig større. Nu er dette eksempel jo en meget mild konfrontation. Men du kan ved selvsyn konstatere, at det foregår i enhver tøjforretning, hvor veninder shopper.

 

©Winnie Haarløv 

Den store julefrokostamok

Hun fugter læberne let og ser ham dybt i øjnene, mens tommelfingeren næsten rytmisk bevæger sig mod glassets stilk. Øjnene slipper ham ikke, mens hun drikker. På dansegulvet svinger en høj mand en lille, spinkel kvinde. Da han for n’te gang ruller hende ind i sin arm, giver han ikke slip igen. De to kroppes rytmer smelter sammen til én, mens hans arme næsten løfter hende fra gulvet, og hendes hænder glider ind under hans jakke. Det er julefrokost, og det er natten, hvor alt er tilladt.

Skarpe sandheder flyver gennem luften, der bliver praktiseret dirty dancing og toilettet er forstoppet af vielsesringe – for denne ene gang om året er alting tilladt. Hulemanden går på jagt, og sirenerne lokker og forfører. Det er i hvert fald den herskende fordom om den danske julefrokost. Hvadenten den udspiller sig i et firma eller blandt venner, er der lagt op til lir. Hvad det er, der får os til at smide hæmningerne lige netop dén aften? Hvilke psykologiske mekanismer går i gang, når julefrokosten står på bordet? Og hvorfor?

Sex – det største tabu

Der er noget i luften… og det er julefrokostsex. Men noget tyder på, at sex selv i vores pornoficerede, såkaldt individualistiske og frigjorte kultur stadig er forbundet med skyld og skam og derfor er tabuiseret.

Freud mente, at seksualdriften er mere end bare lysten til sex og forplantning; at den er selve livsdriften, nerven i vores overlevelse. Uden kulturbåret socialisering ville både mænd og kvinder formentlig vise deres drifter og lyster langt mere åbenlyst.

I puberteten og den første ungdom går bølgerne ganske vist højt i vandsengene, når man prøver sig selv og diverse partnere af, men når hormonerne finder et mere roligt leje, søger vi ind i de socialt accepterede mønstre og overholder deres tabuer og grænser.

Men helt ærligt…

Findes den kvinde, der vil sige nej til meget mere kærlig opmærksomhed og mange flere ømme kærtegn, der ikke kun er forspil til sex? Findes der en mand, der vil sige nej til en udløsning hver eneste dag (nogle vil sikkert mene det fem–dobbelte)?

Det er almindelig kendt, at mere end halvdelen af den mandlige befolkning tænker på sex mere end én gang dagligt, og at en femtedel af kvinderne gør det samme. Mange af vores forsvarsmekanismer går på at holde disse tanker og lyster i ave, og når de falder væk denne ene gang om året, er det vel ikke så underligt, at julefrokost–klichéen handler om forbudt sex! Slet ikke, når det der ellers er forbudt, pludselig er tilladt for alle.

Vi opfører os som børn

Til julefrokosten slipper Helle (30) og hendes veninder alle manerer, drikker snaps i rå mængder og danser vildt. Nogle gange så vildt, at de ender på skadestuen. Sidste år var der en, der flækkede hagen, og en anden levede sig så meget ind i dansen, at han skulder af gik led.

Syv veninder, deres kærester og et par enkelte venner samles, og efter et par flasker snaps tumler alle rundt på dansegulvet til den reggaesang, som er en af julefrokostens mange faste ritualer.

– Vi opfører os åndssvagt, lige fra vi træder ind ad døren. Denne ene gang om året giver vi los og bliver som børn igen, fortæller Helle, der er 30 år. – Vi har holdt sammen julefrokost i over ti år, lige siden vi læste. Til daglig er vi pæne piger: sygeplejersker, psykologer, designere osv. Men når snapsen flyder til julefrokost, bliver vi utæmmede.

– Vi snakker ikke om noget, laller og pjatter bare, fester igennem og har det sjovt. Hvert år spiser vi den samme mad, hører den samme musik og gør de samme ting – og opfører os så åndssvagt, at det kun er helt særlige, der får lov til at være med. Og nu, da vi er blevet mødre, er julefrokosten den ene fest om året, hvor alle altid møder op og hvor det er tilladt at gemme høflighederne væk og glemme hæmningerne.

Stammen og dens ritualer

Julefrokosten kan ses som et tilbagevendende ritual, hvor medlemmerne af en klan eller en stamme holder fest for sig selv. I sådanne ritualer der der skrevne regler, f.eks. at firmaet betaler julefrokosten og lægger lokaler til, eller at medarbejderne må klare det selv. I nogle firmaer fester alle sammen og tager eftermiddagen fri, og består stammen af alle medarbejderne. Andre steder udgøres stammen af den afdeling, der afholder ”frokosten” efter arbejdstid.

For gruppens medlemmer er de uskrevne regler lige så velkendte, og de skaber en uudtalt forventning om ritualets forløb: f.eks. at alle kan gå amok i en slags tilladt massehysteri eller katharsis, en slags renselse for hele stammen. Derved gør man sig klar til det næste år uden underliggende spændinger mellem medlemmerne og høvdingen.

Ligesom i virksomhedens organisation har stammens medlemmer hver især roller og opgaver: nogle arrangerer festen, nogle sørger for musikken, andre arrangerer underholdningen (både den planlagte og den spontane) osv. I firmaet er stammens høvding topederen, ved julefrokosten er det er værten (og det kan jo også godt være lederen), og der er forventninger til høvdingen. Han eller hun slår tonen an og sætter rammerne.

Høvdingens rolle er svær, for lige netop dén aften kan han ikke ”kun” være høvding. Medarbejderens forventning til lederen er, at han skal være festlig, åben og villig til at tale om andet end job og firma og løfte sløret for, hvem han er privat. Men endelig ikke for meget, for så kommer han så tæt på, at det bliver pinligt! Og heller ikke for lidt, for så holder han distance. Og så er han ikke et ægte stammemedlem.

Ritualer i flok

I forbindelse med julefrokosten er ritualtanken tydelig, selvom den har et bestemt formål. Men Gennem maden, dansen og beruselsen er der en uudtalt forventning om, at de spændinger der gennem året har hobet sig op, på en eller anden måde skal frigøres i løbet af lige præcis den aften.

Det kan være to kollegaer der har gået og kigget efter hinanden; det kan være en medarbejders frustration over at blive forbigået af lederen eller det kan være irritationen over en kollegas manglende arbejdsindsats.
Traditionelt taler man om overgangsritualer, hvorigennem deltagerne går fra en tilstand til en anden (f.eks. fra barn til voksen).

For nye medarbejdere kan julefrokosten ses som netop sådan en slags indvielse, hvor den nyansatte bliver introduceret til de (uformelle) regler, som virksomheden (stammen) har. Overholder hun reglerne, bliver hun optaget som medlem, og når det bliver hverdag igen, har hun lov at deltage i sladderen ved frokostbordet og de andre uformelle grupper, som der dannes i en organisation.

Men overtræder hun de uformelle regler og f.eks. kysser med chefen, smider tøjet, bliver for fuld eller går fuldstændig ædru hjem kl. 22, så er hun ”dumpet” og bliver ikke blevet indviet i den nye stamme. Hun er stemplet som en udstødt. I hvert fald indtil næste julefrokost, hvor hun skal gøre sig endog meget godt bemærket for at blive inviteret indenfor igen.

Man kan godt komme med kvalificerede gæt på, hvordan de forskellige persontyper vil reagere:

  • Perfektionisten, der til daglig er kontrolleret og lidt kølig, begynder at uddele kys og kram i flæng, spilder ned ad sig og dropper sin vielsesring i ris à la manden
  • Flinkeskoledrengen, der ellers bider det meste i sig og forsøger at være alle tilpas, tager bladet fra munden, råber, bander og synger sjofle sange
  • Den reserverede, der altid forsøger at være nøgtern, retfærdig og punktlig – og som pludselig snerrer til chefen, at han kan gøre hendes job meget bedre
  • Den impulsive spasmager, der ellers altid har et smil og en sjov bemærkning, vil deklamere Nietzsche og insistere på at tale om livet og døden
  • Den flirtende vil ud på aftenen bryde sammen i gråd over, at ingen nogensinde tager hende alvorligt og ser hvor dyb hun er
  • Den venlige og hjælpsomme fyr i it-support vil slå om sig med sydende sarkasmer til højre og venstre og gøre nar af alt og alle.
Haps, haps, haps – nu skal vi ha’ snaps

For niende år i træk skal Julie lave bondesild med flødeskum og æbler til en venindejulefrokost, også selv nogle hader sild. Sammen med de traditionelle juleretter er to snapsesange nogle af de ritualer, der skal overholdes. Julie og veninderne har kendt hinanden siden 7. klasse, og lige siden første julefrokost har de samme 18 mennesker været inviteret. Det begyndte som et sammenskudsgilde, og de samme retter har været på menuen lige siden.

– Alle hader mine bondesild, så et år luftede jeg, at jeg ville tage noget andet med. Det udløste et ramaskrig, for alle ville holde fast i traditionerne, og ingen ville undvære bondesildene, fortæller Julie.

Første år blev der også drukket så meget snaps, at Julie og en anden måtte ned i en kiosk og købe en flaske mere. Det satte niveauet, og siden har forventningerne til julefrokosten været ligeså høje som musikken, der brager ud af højtalerne.

– Af en eller anden grund må en julefrokost gerne blive meget vildere end en almindelig fest. Når snapsen går ind, har vi lov til at slå os løs. Vi danser på bordene, bliver meget fulde og falder i søvn alle mulige steder. Til den første julefrokost faldt min mand i søvn i en sofa, og han mærkede ikke, at der var en, der skød valnødder i hovedet på ham – han sov bare videre og vågnede næste morgen med et blåt øje.

En anden faldt i søvn på Store Kongensgade midt i København, så på mange måder satte den første julefrokost standarden for snaps, sjov og ballade.

– Inderkredsen mødes i september og aftaler, hvilken dato i december festen skal holdes. Vi diskuterer ikke, hvad der skal ske, for vi ved jo det hele i forvejen. Julie griner: – Traditionerne må ikke brydes. Vi holder somme tider også nytårsaften sammen, men det er en helt anden pæn fest.

– Til nytår bliver jeg tit skuffet. Der er også store forventninger til den aften, men i modsætning til den vilde julefrokost går de mere på, at nytårsaften skal være højtidelig. Måske derfor bliver det et underligt miks af både det ene og det andet, og det bliver aldrig lige så sjovt.

Men hvorfor er det sådan? Hvad er det, der får helt almindelige, velopdragne mennesker til at overtræde egne og andres grænser – lige netop dén aften?

Flinkeskolen: ikke kun for piger

Et psykologisk bud på løssluppenheden kan være, at vores daglige, bevidste og ubevidste forsvarsmekanismer bliver demonteret ved den årlige fest. Kombinationen af sløvende alkohol og forventningerne om, at alt er tilladt den aften betyder, at vi giver los for alt det, der ligger under overfladen – og så glemmer vi alt det, vi lærte i Flinkeskolen om standarder for ”ordentlig opførsel”.

Som børn har vi alle haft brug for anerkendelse: kærlighed, bekræftelse, respekt og opmærksomhed fra vores forældre for at håndtere opvækstens udfordringer. Men for mange af os har denne livsnødvendige anerkendelse været betinget af, at vi levede op til bestemte standarder.

Børn gør, hvad der er nødvendigt for at overleve psykisk, så de fleste af os lærte hurtigt at leve efter disse standarder om, hvad der er godt og skidt, tilladt og ikke tilladt – i en grad, så måske også sætter dem også op for både vores egne børn og for mennesker omkring os.

Men i virkeligheden lever vi dermed efter regler, der ikke er vores egne, og det skaber uoverensstemmelse imellem hvad vi har brug for og hvad vi tillader os selv. Er du f.eks. født med en følelsesladet natur og har fået at vide, at du kun er ”sød” når du er rolig og afbalanceret, så har du måske indlært reglen om, at følelser skal skjules – men så får du hverken vist eller brugt dit naturlige temperament. Og når du indimellem alligevel bryder ud i vild jubel eller smadrer en tallerken, føler du dig forkert, fordi du overtræder dine inkorporerede regler.

På den måde bliver det endnu sværere at møde livets udfordringer, og det giver skår i selvværd og selvrespekt. Derfor prøver vi at forsvare vores skrøbelige egoer så godt vi nu kan, og til det bruger vi forsvarsmekanismerne. Det er bl.a. dem, der betegner hvilken ”type” vi er og hvilke egenskaber, der kendetegner os.

Når sprutten går ind, forsvinder forsvarsmekanismerne, og så kommer det undertrykte, som nogle kalder skyggesiderne, frem.

I den moderne kultur anses det f.eks. for pinligt at give udtryk for vores følelser, medmindre det sker under fuld kontrol. At give følelserne frit løb (f.eks. hulke eller rase) opfattes som en slags krænkelse af de vedtagne og usynlige grænser, vi har socialiseret frem. Og her kommer julefrokostens stammeritual ind, for her ændrer de sædvanlige grænser sig.

Vi kender de fleste af variationerne i en grad, så det nærmer sig klichéer. Vi ved også, at når hæmningerne falder, kommer de sider af os frem, som vi ellers tror vi er nødt til fuldstændig at undertrykke. Men ved vi også, at den, som tør være sig selv til daglig, kan sige fra og til, skælde ud når hun er vred og græde, når hun er ked af det, ikke forandrer sig nævneværdigt? Hun bliver allerhøjst lidt mere sig selv.

Vejen til sjovere julefrokoster behøver  ikke at være brolagt med forbud og begrænsninger. Tværtimod. Ved at give os selv og andre lidt større råderum, lidt løsere tøjler og lidt mere tolerance til daglig ville den danske juleamok formentlig ende som en almindelig, sjov og hyggelig fest. Spørgsmålet er så bare, om det er dét, vil vil.

Dagbog fra en julefrokost

Kl. 19.00

Jeg tegner munden op og giver den en gang rødt. Lige inden jeg vender mig fra spejlet, knapper jeg endnu en knap op i skjorten. Min kavalergang trænger til et løft, så jeg folder et par trusseindlæg og understøtter de rigtige steder – og bingo! Hvis jeg sænker hovedet for længe ad gangen, kan jeg begå selvmord ved kvælning.

19.17

Taxaen holder uden for restauranten, og jeg ifører mig min Brøgger–hat med lange fjer (som jeg har haft i årevis og som ellers er for meget), finder balancen på stiletterne og skridter ind. Tobakstågerne hænger tæt, og storbarmede Lotte fra receptionen griner allerede som en hest. Jeg tror sgu, jeg er ved at være for gammel til det her, og jeg lovede også Peter at komme tidligt hjem. Vi skal til julekaffe hos svigermor i morgen, så…

20.34

Jeg hader snaps, men nu har jeg drukket seks. Både fordi jeg hverken kan lide finker eller flæskesteg og fordi jeg keder mig. Min bordherre er Søren, den nye konsulent, der så pæn og kedelig og hele tiden snakker om, hvor glad han er for at være i firmaet.

Overfor sidder Robert, der for hver eneste ”skål” har sænket blikket dybere og mere åbenlyst ned i min udskæring. Men okay, det er jeg jo selv ude om. Robert beskylder mig for at være kedelig, og jeg kan mærke, at mit humør daler, så jeg tager den sidste snaps. Bagefter vil jeg kun drikke vand og tænke på svigermor.

22.06

Den traditionelle julegaveauktion indbragte flere tusind kroner til fælles drikkevarer. Min medbragte gave (et Anders And blad, det kan enhver vel bruge) gik for 300 kr., men så begyndte Robert at byde på en af damerne fra et helt andet selskab og betalte 1.200 kr for en eller anden brintoveriltedulle, der nu sidder ved vores bord. Hvis han er til barmfagre blondiner, hvorfor går han så ikke bare efter Lotte? Den kjole, hun næsten har på, viser jo med al tydelighed at hun stadig er desperat single.

22.46

Okay, det gjorde han så også, men Lotte smækkede ham bare én, da han tog hende på DD–skålen… Nu sidder hun og tuder op ad moderlige Helga fra bogholderiet. Jeg har danset med Søren – enten er han alligevel ikke helt så kedelig, eller også har han verdens længste tunge. Den kunne i hvert fald nå helt ind i mit øre selvom vi dansede jitterbug. Min ene sko fløj ad h… til, og jeg kan ikke finde den – måske har en eller anden fetichist fået sig en uventet julegave?

23.38

Jeg skal til at tage mig sammen her. Den yngste marketingmand lagde an på mig og sagde at han var SÅ meget til ældre kvinder. Godt nok bliver jeg 34 næste gang, men helt ærligt!!! Jeg foreslog ham at sætte sig over til Lone fra bogholderiet i stedet for, og det gjorde han så, og nu har hun været ude at tage læbestift på. Selv har jeg alvorligt kig på Søren… der er et eller andet ved ham. Mit ur og min moral siger, at jeg skal gå hjem, men nu er der en, der tager fat i mig –

01.27

Det var chefen, der syntes vi liiiiige skulle diskutere noget som jeg i hvert fald ikke gad snakke om nu. Men jeg opdagede pludselig at han har de blødeste, brune øjne… og så var der vist noget om, at han havde en lille hule et eller andet sted ude i Rødovre. Ville det være for klamt at lege brandbil med ham?

02.16

Jeg vil helst ikke vil være Peter utro, så derfor forsøgte jeg at stoppe Søren ind i barkøleskabet, da han sagde at han var brændt varm på mig. Og som den voksne, fornuftige quinde jeg er slyngede jeg hurtigt min sidste cognac ned i ét drag og gik ud og ringede til Peter, det er jo ikke til at få en taxa. Nu står jeg iført én sko på restaurantens fortrappe og venter på ham. Længere nede ad gaden kan jeg se Lotte hænge på Sørens arm, og Robert har armen om skulderen på… Mads, den nye piccolo! Der kan man bare se…

 

© Winnie Haarløv

Ser min r.. stor ud?

Stikker du hvide løgne? Ja, det gør du. Hver dag. Mange gange dagligt. Og hvis du ikke tror mig, så sæt en lille prik på dit håndled med en kuglepen, hver gang det sker. Du vil blive forbløffet. Forskning viser, at et helt almindeligt menneske lyver i gennemsnit 142 gange dagligt.

Vi er alle blevet trænet – bevidst eller ubevidst – i at bruge såkaldt ”hvide løgne” som en naturlig del af vores omgangsform og daglige kommunikation. Der er lavet film og skrevet bøger og eventyr om folk, der pludselig bliver frataget evnen til at lyve – med komiske, frygtelige og skræmmende konsekvenser. Moralen er oftest, at vi er nødt til at lyve for at afbøde den tilsyneladende frygtelige sandhed. Det lader til, at ingen kan tåle den.

Hvorfor er de så populære, alle de der Bridget–Jones agtige bøger og vitser om ”Ser jeg tyk ud i det her?”
Hvorfor er er så mange bøger, brevkasser og selvhjælpsbøger der handler om at det er okay at sige nej?
Hvorfor tror du, at det gør dig til verdens dårligste veninde / hustru / datter / mor / arbejdskollega. hvis du:

  • siger nej til at passe venindens barn på ugens eneste friaften?
  • ikke vil have sex med Mr. Wonderful når han kommer fuld, cigarstinkende og værtshuslysten hjem fra en drengeaften i byen?
  • når du ikke gider besøge svigermor hver søndag?
  • nægter at servere friturestegte mars barer til middag?
  • nægter at møde op, når chefen forlanger at du skal bruge en lørdag på at pakke dit kontor i kasser, fordi virksomheden skal flytte?

Måske er grunden til misèren, at du – ligesom alle os andre – er opdraget med ideen om, at det er muligt at såre hinanden følelsesmæssigt. At du rent faktisk kan være ”skyld” i, at en anden bliver ked af det, vred, bange eller glad. Du har fra barnsben ladet dig bilde ind, at du er ansvarlig for andre menneskers følelser, og at du har magt og evner til at ændre dem. Sådan mener jeg ikke, at det er!

Hvem er ansvarlig for en persons følelser?

Hvis du nu virkelig for alvor besad evnen til på kommando at fremkalde bestemte følelser hos andre, ville du så ikke også være i stand til at få dem til at reagere som du ønskede? Men hvis du siger den samme ting til 100 forskellige mennesker, vil de så alle sammen reagere på samme måde?

Vel vil de ej! De vil reagere på ca. 100 forskellige måder. Hver især reagerer vi nemlig i overensstemmelse med det sæt regler og værdier, der er vores – parret med den mening, vi hver især får ud af det, du siger.

Et (provokerende?) eksperiment

Forestil dig, at du går rundt og siger ”Din røv er kæmpestor” til alle, du møder – uanset alder, vægt og BMI–index. Hvordan tror du reaktionerne vil være? Måske forestiller du dig, at alle ville blive rasende. Men det er jo ikke sikkert: nogle ville blive bange, andre grine højt og andre igen blive forlegne. Nogle ville svare igen og beskylde dig for det samme, og atter andre ville sige ”Vel er den ej” uden at tage sig af din mening.

Én ville måske bryde sammen for øjnene af dig, én rasende anklage dig for grusomhed, nogle ville ignorere dig – og måske ville nogle begynde at kommentere din egen bagdel. Nogle mænd ville måske true dig, andre vil se himmelfaldne eller nysgerrigt på dig, nogen ville tro du er blevet vanvittig og andre ville invitere dig på middag.

Det mest interessante er, at den faktiske størrelse på deres bag næppe vil spille nogen som helst rolle for, hvordan de hver især reagerer. Jeg har mødt kvinder med en bagdel på størrelse med en ært, der ville bryde hulkende sammen og tro på, at de lignede et isbjerg bagfra – og andre, der har besvær med at skrue sig ned i en størrelse 52, som ville sige: ”Tak – den plejer at være enorm, men jeg har lige tabt ti kilo!” Nogle mennesker kan faktisk gode lide deres egen bagdel og er fuldstændig ligeglade med, hvad du synes.

Så hvordan er det liiige med din magt her? Hvor meget indflydelse har du i virkeligheden på, om folk føler sig vrede eller sårede?

Er du linedanser?

Hvis du føler dig ansvarlig for andres følelser, er du nødt til at kunne gå på line for at holde balancen mellem dine egne og modpartens følelser (=reaktioner). Du må censurere hvert ord du siger, for ikke at træde ved siden af – og du må forsøge at gætte, hvad andre ønsker at hvordan de vil reagere. En langsom, besværlig og ineffektiv for kommunikation. Et liv, der er fuldt af hvide løgne og halve sandheder. Hvor fedt er dét?

Ærlighed kan være radikal, når man ikke er vant til den – men også nøglen til intimitet, nærhed, kærlighed og dynamiske forhold. Uden ærlighed reducerer vi os selv til skuespillere, der siger acceptable replikker. Jeg tror faktisk, at alle mennesker udmærket ved, hvad der foregår. Det er, som om vi alle sammen går rundt med en tehætte på hovedet og snakker, arbejder og ”kommunikerer”. mens vi lader som om vi ikke ser hinandens klovnehatte.
”Hvis du lader som om jeg ikke har en tehætte på hovedet, så lader jeg også, som om jeg ikke kan se din.”

I have a dream

Jeg drømmer sommetider om, at alle mennesker ville rejse sig og på samme tide råbe til hinanden: ”Jeg er fuld af løgn!” – og bagefter skulle alle begynde på en frisk, hvor de sagde sandheden. Det behøver selvfølgelig ikke betyde, at vi skulle sige ALT hvad vi tænkte HELE tiden – snarere, at når vi blev opfordret eller spurgt til at sige hvad vi tænker, mener eller synes, så sagde vi sandheden. Kan du overhovedet forestille dig, hvordan det ville være at være ægte og sandfærdig over for andre? Ikke at skulle dæmpe dig, smålyve, pakke ting ind og lade som om du føler, tænker eller mener noget der slet ikke er sådan? Tænk, hvis du for alvor kunne tro på, hvad andre siger til dig!

Det ville da nok give nogle knubs og en masse uenighed. Men jeg tror, at det ville forandre verden. Til det bedre.

Du bestemmer ikke andres følelser!

Menneskers reaktioner afhænger af et utal af faktorer – der alle sammen er unikke for netop dem. Deres bevæggrunde og årsager til at reagere, som de gør, har intet – INTET – med dig at gøre. Du har ingen magt, når det gælder andre menneskers grunde, årsager, regler og værdier (alt sammen medvirkende faktorer i deres reaktioner).

Hvis alle mennesker anerkendte, at vi alle sammen hver især er ansvarlige for vores egne følelser, ville vi alle sammen føle større frihed til at sige, hvad vi i virkeligheden tænker og føler. Oftest mangler vi selvværd eller selvtillid nok til at håndtere andres reaktioner – og det betyder, at vi lægger bånd på vores virkelige følelser og tanker.

”Uha, hvad nu hvis hun bliver såret” eller ”Nej, det siger jeg ikke – han bliver bare sur”. Og i begge tilfælde: Hvis du mener, at det er ”din skyld” at den anden bliver såret eller sur, så fortæller du i stedet en hvid løgn. For at undgå den andens reaktioner – og for at skåne din egen skyldfølelse over at have fremkaldt dem.

For det er jo et faktum, at folk reagerer med vrede eller bliver sårede, når vi siger sandheden. Mange mennesker kan ikke holde ud at være uenige og bliver vrede eller sårede simpelthen fordi der opstår uenighed. Mange kan slet ikke forholde sig til at få sandheden at vide. Så når din mor, veninde eller datter spørger: “Ser jeg tyk ud i det her?” er det et spørgsmål, der skriger på svaret “Ih, nej – slet ikke!” – også selvom det ærlige svar ville være “Ja, det gør du faktisk.”

Så for at undgå spørgerens reaktion, lyver du for hende og lader hende tilfreds vralte rundt i en kreation, der måske slet ikke gør noget for hende. Ret ukærligt, egentlig – eller hvad?

© Winnie Haarløv

Hverdagens masker

Hvad er det vi leger? Du ved det måske ikke, men du og dine omgivelser går med masker. Det, du kalder ”kemi” kan være bygget på løgne, fortielser og benægtede følelser – uanset, om kemien er der eller ej, og mange af hverdagens konflikter og irritationsmomenter skyldes, at du og dine kolleger hver dag er medspillere i flere forskellige dramaer. De kan stoppes, hvis du kan genkende din egen maskeadfærd og de roller, du selv spiller.

  • Olivia har fået nyt job. Hendes leder hedder Siv, og Olivia synes, at hun er urimeligt krævende. I kantinen klager hun med blanke øjne sin nød til kollegaen René. ”Siv forstår mig overhovedet ikke… det gør mig så utryg! Jeg skulle aldrig have taget det her job – men jeg simpelthen ikke overskue at skifte igen! Slet ikke, når min migræne er så slem, som den er for tiden! Det er godt, du er her, René – ellers var jeg da helt lost!” Om søndagen er hun langt nede, fordi hun snart skal på arbejde – så hun snupper en sygedag for at forkorte ugen og gøre det hele lidt mere overskueligt. Det er et problem, men hvad kan hun gøre?
  • René er kontorets humørspreder. Han kan faktisk godt lide deres leder og kan også godt se, at Sivs kritik tit er berettiget. Olivia kan være både langsom og lidt sjusket med sine ting – men det nytter jo ikke at sige det til hende, for så bliver hun endnu mere ked af det. René mærker med det samme, når hun eller andre er i dårligt humør, og han er god til at lette stemningen ved f.eks. at fortælle pudsige historier fra sin dag. Fordi han er så utroligt hjælpsom og arbejdsom, er han begyndt at tage nogle af Olivias opgaver – det er jo synd for hende, at hun har det så svært. Desværre betyder det, at han må møde en time tidligere og gå senere hjem end både Siv og Olivia og hans kæreste er begyndt at brokke sig over det. Det er et problem, men hvad kan han gøre?
  • Siv ansatte selv Olivia, fordi hun virkede så sød, ivrig og lærevillig. Desværre begyndte Olivia hurtigt at hænge med næbbet og klage over tempoet, og det irriterer Siv i dén grad, at hun bliver ironisk, sarkastisk og hidsig. Hun er nødt til at tæmme irritationen så hun ikke eksploderer, når Olivia sidder dér og sukker. Nu skal Olivia snart til første medarbejdersamtale, og Siv spekulerer som en rasende på, hvordan hun skal få sagt at hun faktisk ikke er tilfreds med Olivias indsats, uden at Olivia bryder sammen eller hun selv hidser sig op. Siv ved godt, at hun har det med at stikke til Olivia, og at det er helt utilstedeligt, men efterhånden melder irritationen sig, bare hun kommer i nærheden af Olivia. Det er et problem, men hvad kan hun gøre?
Hvad er det, de leger?

Olivia, Siv og René spiller med i et hverdagsdrama, der er en af de mest almindelige og destruktive, psykologiske processer der findes. Det kaldes Dramatrekanten og blev først beskrevet af transaktionspsykologen Stephen Karpman i 1968. Dramaet har tre roller: Et Offer, en Redder og en Skurk, og de har hver især et sæt personlige, (ubevidste) myter som gør dem specielt egnet til netop deres rolle. Iflg. Karpman kan vi alle sammen spille alle tre roller, og de fleste af os har endda en favorit, som vi har lært i vores barndomsfamilie og perfektioneret gennem tiden. De er ikke kønsbestemte, og ingen mennesker er én af rollerne helt og fuldt. For vi har alle en snert af både Offer, Redder og Skurk i os.

Masker, der ikke kan tages af

Carl Jung, den berømte schwiziske psykiater, var utrolig produktiv og nyskabende – f.eks. beskrev han det psykologiske begreb persona (græsk for maske). Begrebet maske er oldgammelt. I mange primitive kulturer brugte (og bruger man stadig) masker for at fremhæve eller ændre den måde, vi virker på andre på, og skuespillerne, og i de oldgræske arenaer brugte spillerne masker for at vise, hvilken rolle de spillede i dramaet. I Jungs optik er masken og et fundamentalt aspekt ved selve vores personlighed, og man kan til en vis grad sidestille Jungs begreb maskeadfærd med Karpmans roller.

Men i modsætning til et rigtigt teaterstykke kan vi ikke bare hoppe ind og ud af rollerne. Maskeadfærden / rollespillet afspejler, hvad barnet tilegnede sig gennem opvæksten og viser, hvilken adfærd forældre, lærere og andre vigtige personer roste det for eller fordømte. Gennem årene identificerede barnet sig i stadigt højere grad med denne adfærd, indtil den blev en integreret del af barnets personlighed – og som voksne bærer vi ubevidst disse tillærte roller netop som en slags maske: det billede af os selv, som vi gerne vil vise omverden. Jung mente, at opgaven med at forstå vores egen maske-adfærd er den vigtigste, vi har. Det er den, vi bruger til at manifestere os positivt i omverden og opretholde et positivt selvbillede, og derfor er maskeadfærden selvforstærkende.

Problemet med maskeadfærden er, at den indimellem bliver ekstrem og uhensigtsmæssig for os. Ubevidst forsøger vi at skjule det, der er bag masken – det, som Jung kaldte vores Skygge. At se åbent og ærligt på sine egne skyggesider kan være smertefuldt, fordi disse sider typisk er dem, vi forsøger at skjule for andre og for os selv ved at fortrænge dem og benægte, at de er der. Hver eneste maske har således en modpol. Et eksempel: Hvis du er typen, der ”altid er glad” og ”elsker at gøre noget for andre” – så har du helt sikkert en skyggeside, der er vred eller ked af det og meget hellere vil tilgodese dig selv.

Og når vi spiller roller, er det typisk for at skjule skyggesiderne og vise den adfærd, der ”gav bonuspoint” i barndomsopvæksten – f.eks. kan den typiske Redder have lært, at det er egoistisk at tilgodese sine egne behov. Derfor får Redderen dårlig samvittighed over at tænke på sig selv, og det betyder, at Redderen kan være svær at arbejde sammen med, fordi hun ikke vil være til ulejlighed og ikke tør stille krav. Hvis kollegaen er et typisk Offer, der har lært at han ikke kan noget selv, bliver det klart, hvem der kommer til at gå fra mødet med aben på skulderen!

Men dynamikken er ikke altid klar for deltagerne i rollespillet, selvom vi alle på et eller andet punkt i arbejdslivet vil blive suget ind i det. Derfor er det vigtigt at kunne genkende rollerne hos sig selv og andre og vide, hvordan man kan undgå at spille med i det destruktive spil.

Rollespil på jobbet

 

Skurken

Siv har svært ved at uddelegere og mener dybest set, at hun selv er den bedste til at gøre arbejdet. Måske uden at gøre sig det klart føler hun tit, at de andre er inkompetente og uansvarlige, og derfor kan hun være nedladende, krævende og uden forståelse for, at andre kan begå fejl. Som chef skaber hun en kølig atmosfære, præget af frygt for at begå fejl og uden klare succeskriterier – for selvom hun er god til at lave planer og sætte mål for sig selv og andre, så kunne det jo altid blive lidt bedre. Som Skurk kan Siv blive fri for nærhed med andre. Da hun jo grundlæggende mener, at andre er idioter, har hun i sin selvforståelse heller ikke brug for andre. At klare sig selv giver hende følelsen af kontrol og uafhængighed. Med hendes egenskaber er det ikke underligt, at hun bliver irriteret på Olivia og anklager hende for sur­brokkeri – og har dermed har hun taget præcis den skurkerolle, Olivia gav hende hende. Dramaet er i gang.

Offeret

Ofelia er fuld af undskyldninger og forklaringer på, hvorfor planen ikke bliver fulgt, deadline overskrides, opgaverne løses halvt osv. Hun peger på de andres fejl og føler sig magtesløs og misforstået, og dermed opnår hun at fritage sig selv for både skyld og ansvar. Hun benægter sine følelser af mindreværd og vil ikke indrømme, at hun er både afhængig af og jaloux på René, fordi han klarer sig bedre over for Siv. Hun er bange for Siv og benægter det ved at udnævne hende til Skurk, og på den måde kan hun give Siv skylden for sit mindreværd med subtil manipulation: ”Du aner ikke, hvor svært det er for mig!”, og på typisk offervis foretrækker hun ansvarsbefriende årsagsforklaringer: ”Jamen det var også bare fordi jeg kom til…” Som et ægte Offer konfronterer hun ikke Siv, men taler om hende til René eller enhver anden, der orker at høre på hende: ”Det er osse Sivs skyld – hun er helt urimeligt krævende, jeg tror faktisk hun er perfektionist!” Ofelia bruger mange ressourcer på at forvisse omverden om sine gode intentioner og sin magtesløshed, fordi ”ingen forstår eller respekterer hende,” og det giver hende opmærksomhed og medfølelse fra dramaets tredje spiller:

Redderen

René mærker og forstår Ofelias position og forsøger at ”redde” hende ved at overtage hendes forpligtelser eller på anden måde støtte og hjælpe. I virkeligheden forhindrer René dermed Ofelia i at tage ansvar for sine egne problemer og komme ud af offerrollen. Hvorfor gider han dét? Fordi han som Redder kan spille helt ved at mediere mellem de to andre og dermed føle sig vigtig og betydningsfuld. Det giver ham selvværd og selvtillid. Når han mærker noget træk­ke op, rykker han frem. Han er den fødte diplomat; en mester i at se tingene fra to sider og gyde olie på vandene, og han kan fortælle om en hund, der gik over vejen på en måde så glemmer det ubehagelige og ligger flade af grin. Når Siv langer ud efter Olivia, glatter René ud og forsøger at redde Olivias humør. Det giver ham en følelse af betydningsfuldhed, når Ofelia sukkende giver ham sin påskønnelse – og han ser jo tydeligt, at Siv har mere respekt for ham end for Ofelias offerrolle. Det tier han med, men varmer sig ved det.

Drama for fuld udblæsning

Det komplekse er, at alle spillerne skifter roller med jævne mellemrum. Når Olivia omsider bliver træt af at spille underhund, bliver hun vred – og skifter til Skurk. Men da der kun er plads til én af hver, må Siv også skifte rolle:

René har fået lønforhøjelse, og Olivia er rasende – så da Siv kommer ind, farer Olivia på hende. ”Det er bare så uretfærdigt! Sådan ville en god leder aldrig gøre!” siger hun og rammer Siv lige i solar plexus: i sårbarheden for kritik. Pludselig bliver Siv usikker. Er der noget om det, Olivia siger – er hun virkelig en dårlig leder?

”Det var jo ikke for at genere dig,” begynder hun (på vej ind i Offerrollen). ”Men du aner ikke, hvor svært det er at fordele lønpuljen retfærdigt!” Olivia raser videre, og Siv har egentlig mest lyst til at smække Olivia én på lampen, men det går jo ikke. Så hun forsøger at vinde sin Skurkeposition tilbage – der, hvor hun føler sig mest hjemme.

”Nu er det nok, Olivia. Vi må tage det op ved medarbejdersamtalen.” Siv stirrer ildevarslende på Olivia og bider sig i læben for ikke at knibe en tåre. Hun hader sig selv for at være lige ved at miste kontrollen, og det gør hende så rasende, at hun må lade vreden gå ud over nogen. Hun hvæser ad René: ”Hvorfor flyder der med kaffekander og papir her i forkontoret? Var det ikke på tide at rydde op!” Hun smækker døren efter sig, og nu er René nervøs for, hvad Siv tænker om ham.

”Hun blev vist sur,” siger han til Olivia, der skynder sig tilbage i Offerrollen.

”Ikke på dig – du er jo hendes yndling. Det er altid mig, hun bliver så sur på… jeg ved ikke, hvad det er jeg gør så forkert!”

Men nu har René fået nok. Han synes simpelthen, at Olivia er vildt irriterende, og han er dødtræt af at frelse hende – og af, at Olivia aldrig synes at lægge mærke til, hvor meget René gør for hende. Så han ryk­ker op i Skurkepositionen:

”Ærlig talt, Olivia – enten piber du, eller også skælder du ud. Jeg gider faktisk heller ikke at høre på dig!” Og René vender ryggen til den chokerede Olivia, der med blanke øjne føler sig fuldstændig forrådt og må ud i forkontoret og finde nogen at beklage sig til. Dér sidder kontoreleven og sammen kan de så skiftes til at beklage sig over Skurke–Sivs urimeligheder og den troløse René.

Ud af de destruktive spil

Som et Janusansigt har hver negativ pol en positiv modpol, og vejen ud af det destruktive spil kan være bevidst at vælge denne modsatrettede energi for at opretholde harmoniske og produktive relationer på arbejdspladsen.

Offeret beklager sig konstant over situationen og den almindelige tilstand. Den positive side af dét er en stor åbenhed for forandring.

  • Tag ansvar for dig selv: stå ved dine følelser og tanker
  • Bed om forklaringer, detaljer og uddybninger for at forstå, hvad der egentlig bliver sagt
  • Lyt – både til dig selv og andre

For Redderen, der jo altid forsøger at afbøde Offerets hjælpeløshed og Skurkens vrede og usikkerhed, er den positive pol en stærk empati og indlevelsesevne.

  • Forsøg ikke at løse andres problemer og lad være ved at give gode råd.
  • Sig ikke ja, når du mener nej

Spørg den anden: Hvad kan du gøre? Hvad vil du gøre?

Skurken, der ikke viger tilbage for at tromle sin vilje igennem, har sin positive styrke i sin personlige gennemslagskraft og handlekompetence.

  • Giv personlig, specifik feedback uden at angribe, bebrejde eller anklage.
  • Brug jeg–budskaber
  • Ros – både dig selv og andre
Signalement af en Redder
  1. Søger at opnå kontrol ved at fortælle, hvad der skal gøres
  2. Smider om sig med gode råd og hjælper uden at blive bedt om det
  3. Siger sjældent nej, sympatiserer og virker empatisk
  4. Kan vende fra hjælpsom støtte til irritation på et sekund
  5. Konfronterer ved at foreslå en samtale om problemerne og holder sig selv udenfor
  6. Beklager sig over stress, overbebyrdelse
  7. Som leder: Kan være lunefuld, kontrollerende og uforudsigelig. Vil gerne være populær og ven med sine medarbejdere.
  8. Tier med sin kritik af andre for ikke at såre
  9. Yndlingsfraser: ”Du kan da nok forstå, at…” ”Nu skal du ikke være så…”
  10. Dominerende følelse: skyld
Signalement af en Skurk
  1. Er kritisk, krævende, dominerende, vred og irriteret
  2. Stille skyhøje krav, er svær eller umulig at stille tilfreds
  3. Konfronterer med trusler eller beskyldninger
  4. Som leder: skaber frygt, udsteder ordrer, eksekverer regler. Har svært ved at uddelegere og give ros. Minimal fejltolerance.
  5. Lader vrede og skyldfølelse gå ud over andre
  6. Bruger sarkasme, ironi og hån
  7. Handler ”til andres bedste” uden at spørge andre, hvad de vil
  8. Tror og forventer det værste. Mistror andres motiver
  9. Yndlingsfraser: ”Nej” og ”Det skal du få betalt”
  10. Dominerende følelse: vrede
Signalement af et Offer
  1.  Nedgør og undervurderer sig selv
  2. Bliver let såret eller fornærmet
  3. Konfronterer enten med beskyldninger – eller bagtaler
  4. Flygter ved optræk til ballade – enten fysisk eller ved at begynde at græde, tale udenom el. lgn.
  5. Tager ikke imod gode råd, men synes alligevel at det påhviler andre at løse problemerne
  6. Som leder: tøvende, svært ved at tage beslutninger, søger kompromis og bekræftelse.
  7. Tager automatisk skylden for noget, der er andres fejl
  8. Bruger fortiden som forklaring på, at forandring ikke er mulig
  9. Yndlingsfraser: ”Ja, men…” ”Hvis bare…”
  10. Dominerende følelse: Hjælpeløshed og håbløshed
En rolle bliver til

Siv voksede op i en familie med strikse regler, kontrol og konsekvent justits. Hun blev straffet, hvis hun ikke levede op til forventninger og standarder, som blev sat for hende, og hun var tit den, der ikke måtte gå til fest eller skulle tidligst hjem. Hun blev rasende, når hun af forældrene fik skylden for at noget var gået i stykker eller ikke var blevet gjort – men hun lærte hurtigt, at hun ikke kunne forvente megen forståelse eller tolerance. Allerede som barn opgav hun at gå i dialog med andre, og som teenager smækkede hun med dørene, skred i vrede eller gav de voksne fingeren. Hun følte sig ensom og forladt og lod vreden overtage de sårbare, smertefulde følelser af forladthed.

Mennesker med Offer som yndlingsposition opfattes som problemet i familien. Det er helt naturligt for dem at søge professionel hjælp, for de er ubevidst på jagt efter en Redder. Olivias overbeskyttende forældre pylrede og nussede om hende ustandseligt, og Olivia lærte hurtigt, at verden var for farlig og besværlig til at hun selv kunne klare den, at hun var et problem fordi hun ikke kunne klare den – og at andre altid stod på spring for at hjælpe hende. Selv når hun en sjælden gang spiller en af de andre roller, vil hun uvægerligt søge tilbage til Offerrrollens ansvarsfrihed.

Den almindelige, gældende norm er, at et godt menneske tager hensyn til andres ve og vel – også i et omfang, der tilsidesætter deres eget velbefindende. Vi præges intenst med, at det er egoistisk at tage hensyn til sig selv. René lærte hurtigt, at hvis han kunne få sine små søskende til at tie stille, når far var træt, aflede hans opmærk­somhed når han skældte ud på mor eller gøre ham glad ved at få gode karakterer, så kunne han overtage ansvaret for fars humør og Redde ham. Han brugte sine lommepenge på blomster til mor, glædede hende ved at slå græsset, give hende ret eller være ekstra sød når hun havde hovedpine, far var sur eller naboen lavede en bule i bilen. René lærte at hurtigt, at fars, mors og alle andres behov og følelser var vigtige, og at hans egne behov var besværlige. Det gør René til et nemt byttedyr for et Offer på jagt – og Redder–rollen er vanedannende, fordi den gør spilleren til Helt.

Sådan kommer du ud af dramaet
  • Trin 1: at opdage og anerkende, at du deltager i Dramatrekanten og hvordan du gør det – for den er der altid, når noget ikke fungerer.
  • Trin 2: at erkende din egen favoritrolle, undersøge dine kernemyter og indgroede regler.
  • Trin 3: at lære at mærke og anerkende dine ægte følelser; at udholde dem i stedet for at forsøge at give andre skylde for dem, benægte dem eller finde en, der kan frelse dig fra dem.
  • Trin 4: at handle på de første tre indsigter: ved at tage ansvar for dig selv og melde dine ægte følelser ud med åbne, ærlige og respektfulde jeg–bud­skaber.

Kun ved at turde sige åbent og ærligt, hvad du selv vil og mener, kan du refokusere energien til den positive side af enhver situation. Til gengæld kan du så begynde at skabe positiv forandring i stedet for afmagt, motivere dig selv og andre til at yde det bedste i stedet for at nedgøre og demotivere.

©Winnie Haarløv

 

Dit livs manuskript

Omkring femårsalderen skrev du dit livsmanuskript i form af en drejebog – en slags livsmanuskript, baseret på dine opnåede erfaringer om dig selv og verden. Din personlige drejebog er fuld af beslutninger om, hvilke regler og retningslinier, der gælder for dit liv, dine relationer og din væren-i-verden. Altså en slags Grundlov for dit liv. Denne grundlov er mere eller mindre bevidst dit udgangspunkt for din væren-i-verden, og derfor er den betydningsfuld og udslagsgivende for den måde, du lever dit liv på. De præger din adfærd, din tankegang, dine følelser og din opfattelse af alt, hvad der sker og alt hvad du gør.

Du er godt nok født med helt individuelle gener og nedarvede karakteristika, som er umulige at ændre. Men fra det øjeblik, navlestrengen kappes (visse forskere mener endda før), begynder påvirkningen og prægningen, som bliver til det sæt af oplevelser, der cirka fem år senere er indfældet i dig som Grundloven for dit lov.

En af dit sinds grundlæggende funktioner er at sørge for, at du overlever fysisk, mental, følelsesmæssigt og åndeligt. Alt hvad du gør, har derfor til formål at sikre din overlevelse på et af disse niveauer. Derfor er det også vigtigt for dig at finde ud af, hvad der virker for dig – det er jo et spørgsmål om liv eller død.

Så du begynder som spæd (nogle mener faktisk allerede som foster) at træffe beslutninger om dig selv og verden. Men da du jo endnu ikke har et sprog og heller ikke nogen særlig analysekapacitet, tager du beslutningerne på det man kalder overlevelsesniveauet, og intet af det, du beslutter er mentalt eller rationelt. Beslutningerne er udelukkende følelsesmæssigt baseret, og da de ikke er taget ved hjælp af mental analyse, fornuft eller bevidst overvejelse, er de ubevidste.

Din ubevidste Grundlov skabes

Måske oplever du som spæd noget, du opfatter som truende: at din mor ikke omgående hører dig græde i barnevognen; at familiens hund snuser til dig mens du ligger forsvarsløs på gulvet, eller at en fremmed voksen forskrækker dig med en høj lyd eller ved sin blotte tilstedeværelse.

Baseret på denne oplevelse træffer du ubevidst en rent følelsesmæssigt baseret beslutning: f.eks. Verden er farlig. Dit sinds grundlæggende overlevelsesfunktioner aktiveres og byder dig at følge denne ’lov.’ Den sandhed, der nu gælder for dig og som er baseret på dine hidtidige oplevelser er altså, at verden er farlig. Den ’sandhed bliver det filter, som du ser verden igennem, og filteren farver dit billede af verden og gør at du ser verden som farlig.

På den måde får du ret i den beslutning, du ubevidst tog om verden. Men problemet er jo, at berigtigelsen er selvrefererende – dvs. at du berigtiger din egen oplevelse på grundlag af din egen oplevelse. Det ved du imidlertid ikke, fordi din ’sandhed’ jo er ubevidst.

En farlig verden kan være overvældende, og oplevelsen vil naturligvis fremkalde angst. Din næste beslutning kunne derfor sagtens være baseret på følelsen angst, og når du er bange og føler dig overvældet, får du opfattelsen af at være svag. Nu har du to beslutninger: 1) ikke bare er verden farlig – 2) du er også svag, når du udsættes for verdens farlighed. Du har altså skabt dig endnu en “sandhed” og endnu et filter som du ser verden igennem.

Beslutning nr. 3 kunne så bliver følgende: ”Jeg lever i en farlig verden, som jeg føler mig svag og bange i, og hvis jeg vil have tryghed og beskyttelse, må gøre det jeg mener der skal til for at skaffe mig det.” Altså 3) ”Jeg må tilpasse mig.”

Din lektion er dermed klar, og i dit sind (som stadig er uden kapacitet til ord og rationel analyse) lyder den noget i stil med: ”Jeg er nødt til at tilpasse mig for at få kærlighed, tryghed og accept, og for at tilpasse mig gør jeg det, som får omgivelserne til at give mig det, jeg ønsker.” Eller med andre ord: ”Hvis jeg vil elskes, må jeg tage jeg en maske på, som passer omgivelserne.” Resultatet bliver, at omgivelserne ser (og elsker) masken, men de ser ikke den du er bag ved masken.

Omkring fem-seksårsalderen begynder et barn at kunne ræsonnere (analysere, planlægge, fortolke). Det er nemt at forstå, at dit barneræsonnement bliver, at det sande jeg bag masken ikke er værd at elske – det er kun masken, der belønnes med kærlighed. I dette tilfælde kommer Drejebogen til at hedde: ”Jeg er ikke værd at elske.”

Efterhånden som du vokser til, skaber du “sandhed” på “sandhed”, og efterhånden som de hober sig op gør de filteret tykkere og tykkere, så dine billeder af dig selv og verden passer i den drejebog, som gælder for dit liv. Og som du gør, hvad du kan for at følge.

  • Det er vigtigt at understrege, at et andet individ (selv din søster eller bror) måske ville træffe andre beslutninger baseret på sine oplevelser i den samme familie og dermed skabe en helt anden drejebog på nogenlunde samme baggrund. For eksempel: Verden er farlig. Hvis jeg skal finde tryghed og overleve, må jeg være endnu farligere. Jeg må være hård og bekæmpe og kontrollere verden med min vrede og aggression.
  • Et tredje individ kan beslutte, at Verden er kaotisk. Hvis jeg skal finde tryghed og overleve, må jeg skabe orden omkring mig. Jeg må kunne analysere, sortere, ordne, forklare og kontrollere alt.
  • Naturligvis kan de første fem års oplevelser også være overvejende positive og skabe et positivt og livsfremmende livsmanuskript, f.eks.: Verden er tryg. Jeg er stærk og kraftfuld. Jeg bliver værdsat, selvom jeg viser mine sande følelser, behov og grænser. Jeg er værd at elske.

Det siger sig selv, at dit livsmanuskript fremover vil påvirke din livskvalitet, dine relationer til dig selv og andre og den måde du møder udfordringer på.

Psykologiske spil

En måde at følge din personlige drejebog på er at spille psykologiske spil. Da dine spil er grundlagt i før-bevidstheden , er både dine spil og deres formål er ubevidste. Men på samme måde som du oplever større tryghed ved at køre en vej du kender, giver det tryghed at følge de love og sandheder du kender – dvs. dem, der gælder i din drejebog.

Rationelt kan du sikkert godt se, at det kan være destruktivt at fortælle sig selv at verden er et farligt sted, ligesom du kan forsøge at overbevise dig selv om, at det ikke er farligt f.eks. at begå fejl – men spillets regler er jo netop ikke rationelle, men følelsesmæssigt baseret. Derfor gør du, hvad du kan for at ”overleve”, altså spille efter de regler, der passer til din drejebog og din filtrerede billede af verden. Ligesom når du spiller ludo går det ud på at vinde; at få ret i, at dine regler gælder.

Hvis din drejebogs grundsætning er ”Jeg er dum og uvigtig, og andres behov og følelser er vigtigere end mine”, så lever du dit liv på helt andre betingelser end den, hvis grundsætning er: ”Andre mennesker er idioter. De kan ikke bruges til noget, så jeg må klare mig selv og blæse på dem og deres behov.” Ingen af jer er bevidste om jeres grundsætninger, men det slår helt sikkert en eller anden slags gnister, når I mødes.

Dramatrekanten

Dramatrekanten er et eksempel på et klassisk og helt almindeligt psykologisk spil. Trekanten har de tre positioner: Offer, Skurk (også kaldet Krænker el. Anklager) og Redder. Personerne i spillet bevæger sig rundt mellem Dramatrekantens tre positioner. Offeret oplever sig selv som svag og andre som stærke. Skurken og Redderen opfatter sig selv som stærke og andre som svage:.

  •  Offeret ser ikke sine egne muligheder for at tage ansvar og handle for at ændre sin situation. Fra Offerpositionen sender han/hun signaler om, at andre skal komme og tage sig af problemerne. I Offerets drejebog står der nemlig følgende: ”Jeg kan ingenting, og alle andre er dygtigere, bedre, smukkere og mere værd end mig. Jeg er så håbløs og svag, at jeg lige så godt kan opgive på forhånd, men jeg er åben og prøver ikke at lade som om jeg kan noget selv. Når de andre ser, hvor svært jeg har det, så må de da holde af mig, selvom jeg egentlig ikke er værd at elske.”
    Offeret føler sig svag, rådvild, hjælpeløs, afmægtig, ulykkelig, frustreret osv. og hans/hendes overlevelsesstrategi er at gøre sig selv endnu mere svag og hjælpeløs i det ubevidste håb, at andre tager over.
  • Skurkens filter viser: ”Alle andre er idioter, og jeg kan ikke bruge dem til noget eller regne med, at nogen vil mig noget godt. Jeg er alene i verden, og jeg må holde idioterne væk med min vrede – så kan jeg bedst kontrollere dem. Jeg må være stærk og uafhængig og ikke have brug for andre. Det er min måde at finde tryghed på.”
    Derfor går Skurken rundt som en tikkende bombe og eksploderer ind imellem, så ingen tør udfordre hans/hendes meninger og autoritet af angst for at blive overfaldet verbalt eller fysisk. Skurken trækker sine grænser med aggression og forsøger at få opfyldt sine behov ved at tromle hen over andre med vrede og uden respekt for deres grænser, følelser og behov.
  • Redderen har en drejebog, hvori der står: ”Jeg får tryghed og accept, når jeg tilsidesætter mig selv og gør mit yderste for at hjælpe andre og bære deres byrder. Jeg må tage mig af dem, for de kan jo ikke klare sig selv, og derfor må jeg tilsidesætte mine egne behov og tilgodese andres. Det er hårdt og et stort arbejde, men det gør mig til et godt menneske, og så får jeg værdi og bliver påskønnet.”
    Redderen investerer mere energi i at løse Offerets problemer, end Offeret selv gør, for det understøtter jo Redderens drejebog at kunne hjælpe det svage Offer. Det er også grunden til at Redderen ubevidst forsøger at fastholde Offeret i Offerpositionen ved gøre tingene for ham/hende: at give ham fisk i stedet for at lære ham at fiske.
Favoritpositionen

Som alle andre mennesker kender du til alle tre positioner og kan spille dem, men du har også en yndlingsposition, som står i din Drejebog.

  • Måske oplevede du som lille, at når du var i en presset situation eller en konflikt, skulle du bare at give op og se hjælpeløs ud, så kom der nogen og hjalp dig og klarede tingene for dig. Strategien ”Hjælpeløs” virkede, så den blev din ubevidste strategi fremover. Offeret blev din favoritposition.
  • Måske oplevede du, at hvis du bare blev tilstrækkeligt vred i en presset eller konfliktfyldt sitaution, blev omgivelserne bange og rettede ind efter dig, så du fik din vilje. Din strategi fremover kom til at hedde ”Respektløs”, og din yndlingsposition blev altså Skurken.
  • Eller måske oplevede du, at hvis du bare tilsidesætte dine egne behov og tog hensyn til de andres, så blev en truende konflikt glattet ud, en ubehagelig situation blev opløst, og det hele gled lidt lettere. Konflikten ophørte, og du fik påskønnelse og en identitet som den, der tager sig af andre. Din ubevidste strategi blev ”Grænseløs”, og Redder blev din favoritposition.
Helle – et offer

Helles favoritposition er Offer, så hun foretrækker at omgive sig med mennesker, der har Skurk eller Redder som favoritposition. For så passer set-uppet jo med det, der gjorde at hun skabte sig en Offer-drejebog. Hun vil utvivlsomt vælge enten en Skurk eller en Redder som partner, for så kan de støtte hinanden i at blive fastholdt i hver deres favoritposition. Helle styrker ham i hans Drejebog, og hun bestyrkes i, at han (=andre) er smartere, dygtigere osv. end hende. Helle fortæller:

Vi mødtes til en fest. Jeg kom alt for sent, fordi jeg som sædvanlig ikke kunne finde hverken min taske eller begge mine sko. Da jeg ville praje en taxa, plaskede den min kjole til fordi jeg uheldigvis havde stillet mig lige foran en kæmpe vandpyt.

Jeg nåede derhen en halv time efter alle andre, og jeg er godt nedtrykt og usikker, da jeg jeg entrer lokalet. Men heldigvis var der en mand, der smilede til mig og kom til undsætning. Det var Ole. Han tilbød galant at hjælpe mig med at få mudderpletterne af kjolen og var forbavsende dygtig til det, og han fik mit humør på køl igen. Han virkede så dejlig tryg og rolig – sådan en med totalt styr på tingene og råd for alt. Vi snakkede utrolig godt sammen, og det blev begyndelsen på vores parforhold.

Spillet kan begynde

De ubevidste, psykologiske spil i Dramatrekanten opstår, når der viser sig en presset situation (stor eller lille) og begynder med, at parterne stiller sig i hver deres favoritposition, hvorefter én af spillerne kaster en krog ud. Hvis den anden napper på, kan spillet begynde.

Da Helle ikke kan finde adventspynten i kælderens rod, går hun i Offerposition og smider krogen ud ved at hænge med hovedet og signalere: ”Jeg er ikke rigtig glad.” Hun siger det ikke højt, men regner med, at Redder-Ole med sine højpolerede antenner straks vil opfange hendes tavse råb om opmærksomhed. Det gør han dog ikke straks, så Helle forstærker (stadig ubevidst) signalet. Hun sukker højlydt, og nu reagerer Ole.

”Er der noget i vejen, skat? Kan jeg gøre noget for dig?”

Det var jo netop det, som Helle i begyndelsen syntes var rart, men nu, da deres parforhold er blevet mere etableret, begynder Ole hurtigere og hurtigere at redde hende, give råd og tage affære.

”Der er så rodet i kælderen. Adventspynten…” begynder hun, og før sætningen er slut, buldrer Ole ned ad trapperne og rumsterer rundt og leder efter kassen. Tilbage sidder Helle og føler sig egentlig ikke hjulpet, mens han drøner rundt dernede. Hun ønskede jo egentlig nærvær og måske også et tilbud om hjælp, men da Ole bare rykkede på hendes signaler, sidder hun og føler sig únderligt forsømt og forladt der i sofaen. Det irriterer hende, så hun bliver vred. Da han glædestrålende dukker op med den eftersøgte kasse, er hun sur og har indtaget positionen Skurk (Anklager), .

”Du er ligeglad med mig,” anklager hun vredt. ”Du løber fra kælder til kvist og er her aldrig når jeg har brug for dig.”

”Jamen, jeg ville jo bare hjælpe…” siger den forbløffede Ole, der jo trofast har fulgt sin Drejebog – og så skaffer det ham ikke Helles kærlighed og påskønnelse. Tværtimod bliver hun sur. Det forvirrer ham og gør ham forsvarsløs og rådvild. Han bliver ked af det og flytter fra Redder til Offerposition. “Det kan du ikke være bekendt,” siger (eller tænker) han.

Helle får dårlig samvittighed. For hun kan jo godt se, at han ikke var ude på at såre hende. Hun er den stærke af de to lige nu, og det er faktisk rart for en gangs skyld, for så føles verden ikke så farlig som ellers. Det er en sjælden nydelse for hende at føle sig tryg og ovenpå, så hun begynder at Redde ham (dvs. give råd og hjælp som Ole ikke har bedt om):

”Ved du hvad, du skulle også tænke lidt på dig selv engang imellem. Du arbejder dig jo ihjel – fikser familiens pc-problemer, arbejder over, varter mig op. Du har altid så travlt, og jeg føler bare, at du slet ikke er til stede.”

Så er det Oles tur til at blive gal. Han bliver stresset og ubehageligt til mode, fordi det nu – helt uvant – er hans behov, der er i søgelyset. Utilpasheden gør ham irritabel, og vreden rykker ham op i Anklager/Skurk. Helle bliver skubbet tilbage i Offerpositionen.

”Du er sgu heller ikke nem!” råber han. ”Først beder du mig om det ene, så om det andet, og det du selv skal ordne glemmer du eller opgiver på halvvejen! Der er jo kun mig til at gøre tingene, og når jeg så gør det, så bliver du sgu sur!”

Helle begynder at græde.

”Du har ret, Ole. Undskyld, skat. Jeg er et fjols, og jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden dig.”

Pyha. Nu kender Ole hende igen. Helle er ked af det, rådvild og hjælpeløs, og han kan erobre sin velkendte Redder-position tilbage og trøste hende.

”Så, så, skat… Sådan var det jo heller ikke ment. Undskyld, at jeg for sådan op, jeg ved jo, at du bliver så nervøs, når vi bliver uvenner. Nu skal du se, nu laver jeg lidt te til dig, og så får jeg ryddet færdig i kælderen. Her er en Kleenex, tør nu dine smukke øjne.”

Og vupti ! De er begge tilbage i deres trygge favoritpositioner. Runden er slut, og der er fred og ingen fare. Indtil en ny, presset situation opstår, og næste runde kan begynde.

Hvad opnår Helle og Ole?
  • Helle får ret i, at hun er offer. Hun får bestyrket rigtigheden og værdifuldheden af sin Drejebog, som har titlen “Jeg kan ikke finde ud af noget.” For da hun endelig følte sig ovenpå og ville hjælpe Ole, virkede det lige modsat, så hun fik ingen kærlighed på dén konto. Så hellere være lille, dum og svag.
  • Ole får ret i, at der er brug for hans hjælp og bliver bestyrket i sin Drejebog, som hedder “Ingen er interesseret i dine følelser og behov.” Han har fra barnsben lært, at der er mest kærlighed at hente, når han fokuserer på andres behov.
Rabatmærker

Spillerne i Dramatrekanten samler på psykologiske rabatmærker: følelser, som spilleren ifølge sin Drejebog ikke har lov til at føle og udtrykke. I stedet undertrykker de følelserne og samler dem ind som rabatmærker.

Helle – den søde pige

Da Helle var barn, kom hendes følelser tit i konflikt med forældrenes.

  • Når hun var glad, var hun for højrøstet, og hendes far gav hende besked på at være stille.
  • Var hun ked af det, fortalte hendes mor, hvor ked af det hun selv var, hvor hårdt familiens liv var og hvor svært det var at få enderne til at mødes. Helle lærte hurtigt at lægge låg på sine følelser og tilsidesætte sine behov for at tage sig af forældrenes, dvs. være nem, sød, stille og ikke-krævende.
  • Når Helle var vred, blev hendes forældre endnu mere vrede og forurettede. De ignorerede og passiviserede hendes vrede, hvis de da ikke latterliggjorde den og kaldte hende hysterisk og forkælet, umulig, dum og utaknemmelig.
  • Hvis hun blev bange, f.eks. for mørke eller uhyrer under sengen, grinte hendes far og kaldte hende en tudeprinsesse og en bangebuks. Hendes forældre blev enige om at hun skulle sove med slukket lys ”for hendes egen skyld, for det går jo ikke at du er sådan et pjevs, hvis du skal overnatte ude.”

Sådan lærte Helle at lægge låg på bestemte følelser og være den ”nemme, søde, stille og ikke-besværlige” pige. Det præger hende på mange måder, nu, da hun er voksen – f.eks. når hun bliver vred. I Helles Drejebog står der jo, at hun ikke må være vred, og derfor må hun nøjes med at mærke vrede ulme, når nogen overskrider hendes grænser. Hun må undertrykke den.

Den ikke-udtrykte vrede bliver til et rabatmærke i samlehæftet. Og flere kommer til: næste gang, Helle føler sin grænse overskredet, sluger hun igen vreden og samler endnu et rabatmærke. Når det er sket tilstrækkelig mange gange, mangler der kun ét rabatmærke, før bogen er fuld. Og når der så er én, som gør eller siger noget, som giver det sidste rabatmærke, så er er bogen fuld, og så kan den indløses. Det gør Helle ved at gøre noget destruktivt, f.eks lade vreden gå ud over

  • modparten: eksplodere og hælde al sin sammensparede vrede i hovedet på den, der gav hende det sidste rabatmærke
  • noget andet: slå noget i stykker / køre for stærkt i bilen / sparke katten / skælde partneren ud osv.
  • sig selv: bruge for mange penge / drikke sig fuld / bryde sin slankekur el.lgn.

På den måde kommer Helles drejebog til at passe, og hun får berigtiget sin strategi om, at ”jeg må ikke vise vrede, for det har kun negative konsekvenser.” For se selv, hvad der skete: Hun undertrykte den jo så længe, og nu, da hun omsider viste den, så brød helvede jo løs! Der blev måske krise i parforholdet, eller hendes venner blev sure over at blive overfuset og trak sig væk – stuen ligger i ruiner, eller hendes kolleger er begyndt at kalde hende uligevægtig og svær at samarbejde med, så hun er blevet bange for at være den næste der skal fyres. Men hun må jo ikke vise angst, så… Fortsæt selv.

Drejebogens konsekvenser

At leve sit liv efter begrænsende love (“Verden er farlig / Jeg er svag / Jeg skal tilpasse mig / Jeg er ikke værd at elske” osv.), har vidtrækkende konsekvenser. Det leder til følelser af f.eks. ubehag og stress.

Alle dine følelser er meddelelser fra dig til dig. Når du er i harmoni med dig selv og omgivelserne, mærker du jo hverken ubehag eller stress, så følelserne af ubehag og stress er meddelelser om, at du ikke er i harmoni med mig selv og dine omgivelser. De er advarselsflag der påpeger, at noget er i ubalance. De beder dig tage filteret af linsen og gøre det, der kræves for at genoprette harmonien.

Beholder du filteret på, tror du selvfølgelig, at du må kaste dig ud i en gang Dramatrekant. Også selvom dette spil er destruktivt og begrænsende. For det er nemlig velkendt og har jo været din overlevelsesstrategi så længe. Selvom du måske begynder at forstå, at trygheden kun er kortvarig, kan du opleve stor modstand mod at ændre den.

Derfor ignorerer du det, du egentlig godt ved: at din strategi ikke for alvor virker, og at trygheden kun er kortvarig. Den virker ikke på den lange bange (det viste eksemplet med Helle og Ole jo tydeligt) Filteret skal af, og det betyder, at du må ændre på mønstre i dit liv. Du må rette i Drejebogen. Men ”det er svært!” siger du. Og ja, det er ikke nemt at ændre et helt livs vaner. Det er meget nemmere at ignorere dem og deres konsekvenser.

Hvis du vil undgå at rette i drejebogen

Der er utallige måder at undgå at skabe de nødvendige forandringer i dit liv. Du kan f.eks. ignorere de ubehagelige følelser ved at:

  • lægge låg på dem (holde dem inde, lave dem om til noget andet, f.eks. gråd i stedet for vrede / vrede i stedet for angst / angst i stedet for gråd osv.)
  • bedøve dem (spise, drikke, ryge, tage stoffer)
  • fortrænge dem (arbejde, dyrke hård sport, lade dig optage af fornøjelser eller sex)

Der er mange flere metoder. Formålet med hver eneste af dem er, at du den fritager dig for at at stoppe op og mærke smerten og fortvivlelsen. Og når du ikke mærker følelserne, får du heller ikke meddelelsen – og dermed bliver du herligt fri for tilskyndelsen til at lave forandringer. Puha! Du slipper og kan fortsætte som hidtil.

Hvis du mærker følelserne, kan du vælge at ignorere deres betydning. Naturligvis føler du ubehag og stress – det er jo en livstilstand du selv har skabt, og som er uforanderlig, fordi “verden er hård/ond/farlig, og jeg er svag” eller ”Andre er dumme, så jeg er helt alene og må klare mig selv.” Uanset hvad din Drejebog har af forklaringer på ubehaget så dikterer den vidunderlige bog også, at den jo er Grundloven – og Grundloven kan ikke sådan bare forandres. Dit lod er dit, og du må bare lære at leve med ubehaget og stressen.

Det kan også være, at du mærker følelserne og erkender, at de er meddelelser til dig om at gøre det du skal gøre for at bringe dig selv i harmoni. Så kan du heldigvis ignorere dine egne muligheder for at handle og ændre situationen. Du forstår selvfølgelig udmærket, at andre kan ændre deres liv, for det findes der jo mange eksempler på. Men du tror også fuldt og fast på, at DU ikke kan – og så kan du gudskelov finde samtlige undskyldninger og forklaringer på dét i Drejebogen: Verden er farlig… fortsæt selv. Du er nemlig for gammel, for ung, for dum, for klog, for fattig, har ikke den rette uddannelse, har det forkerte køn, må vise hensyn til familien og til firmaet etc. Så du kan lige så godt leve videre med ubehag og stress, og det har konsekvenser. Det forringer din livskvalitet og påvirker din kropskemi, hormonbalance, kirtelfunktioner og dit immunforsvar. Du risikerer at blive syg.

Sygdom

Bemærk venligst, at når jeg taler om at tage ansvar for sin egen sygdom, mener jeg ikke nødvendigvis skyld i egen sygdom. Naturligvis tror jeg på lægevidenskaben og ved, at utallige faktorer påvirker menneskets helbred.
Sygdomme kan have genetiske. miljømæssige, mekaniske eller psykologiske årsager – eller opstå som en kombination. En metode til at fjerne sygdom er lægelig indgriben. En anden er at ændre sygdomsfremkaldende miljø eller fjerne sig fra det. En tredje er at tage ansvar for mit liv, og bringe mig selv i harmoni og derved styrke immunforsvaret. Og ingen af de tre udelukker hinanden.

Men jeg tror også, at sygdom kan være en meddelelse til dig om, at du er i ubalance med dig selv og dine omgivelser og at du ikke har lyttet til de meddelelser du fik via følelserne af (f.eks.) ubehag og stress. Her kan du så vælge at ryste på hovedet.

I vores kultur er det mest almindeligt udelukkende at fokusere på rationelle forklaringer på sygdom: genetiske årsager, virus, bakterier eller ulykker (feks. at du i distraktion går over for rødt, bliver kørt ned og brækker armen). Alle disse forklaringer kan udmærket være en del af årsagen.

Der er også den mulige forklaring, at du lever efter en Drejebog, som giver plads til netop dine genetiske anlæg for sygdom får råderum, fordi du vælger at leve med stress og ubehag og derved forringer dit immunforsvar, åbner dig for infektioner og at jeg var så stresset, at jeg gik over for rødt.

Hvis du kun ser de rationelle forklaringer, ser du jo ikke hele spektret af muligheder for selv at tage ansvar og påvirke ditvelbefindende. Og hvis du fortsætter med at ignorere følelsernes og kroppens meddelelser og leve efter en destruktiv og begrænsende Drejebog, koster det energi.

For Verden behøver ikke at være farlig, og livet behøver ikke leves destruktivt. Det er dit dine egne, selvskabte love og filtre, som skaber disse billeder, og det koster nu engang en masse energi at lave verden og livet om, så det passer ind i ens eget billede. Virkeligheden er, at du er skabt som en perfekt skabning, beregnet til at leve i netop denne verden. Hvilket andet væsen på jorden er skabt til at leve i smerte og destruktion? Ingen. Hvorfor skulle det så lige gælde dig?

whfamilie.1956Min personlige drejebog

Et menneskes yndlingsposition spiller ind på, hvilken partner og hvilken profession man vælger. Vi, der har Redder som favoritposition, har tit typiske hjælperjob: sygeplejerske, pædagog, socialrådgiver, psykoterapeut etc.

Når jeg betragter min egen opvækst, er det skræmmende tydeligt, at jeg tidligt lærte at tilsidesætte mine egne behov og forstod, hvordan min maske skulle være.

Min far led forfærdeligt af dårlig ryg, men beklagede sig aldrig – han drak hellere uhæmmede mængder af øl, vin og spiritus. Min mor havde voldsomme migræneanfald og klagede sig, så alle familiens øvrige fire medlemmer måtte gå stille og tale sagte i et mørklagt hus, når hun havde en af sine ”store hovedpiner,” og huslægen kom med alvorsminer og sprøjtede ketogan ind i hende.

Jeg lærte hurtigt at blive usynlig, undertrykke mine egne behov og lade være at bede om noget. I stedet tog jeg mig af det praktiske, var dygtig til at klare mig selv, betroede mig ikke til nogen og lod, som om jeg lystrede. I det skjulte gjorde jeg, som jeg ville og skaffede mig utrolig meget ballade og endda tæv på halsen, både i skolen og hjemme. Det var i halvtredserne og de tidligste tressere, hvor det var almindeligt at mene, at unoder skulle tæves væk, og at disciplin, straf og lydighed var de vigtigste dyder. Og det bestyrkede mig kun i mit manuskripts hovedstrømning: at ingen måtte opdage, hvem jeg egentlig var, for jeg var dum, grim og umulig.

Da jeg derfor sjældent talte om mig selv, blev jeg tidligt en af dem, andre betroede sig til. Og allerede som ung voksen forbløffede det mig, hvordan vildt fremmede ved feks. middagsborde betroede mig ret personlige ting, uden at jeg oplyste andet om mig selv end mit navn. Mine veninder var oftest den type, der levede nogle frygtelig dramatiske og rodede liv med ulykkelig kærlighed og svigt, og dem måtte de jo så betro mig ved endeløse telefonsamtaler på alle tidspunkter af døgnet.

Mine kærester var også af den slags, der skulle hjælpes. De drak, dumpede, var småkriminelle, arbejdsløse eller på andre måder socialt set uduelige. Min drejebog pålagde mig, at jeg bare skulle elske, hjælpe og støtte dem nok. Så ville jeg få kærlighed og anerkendelse. Men tænk engang: det skete aldrig, selvom jeg utrætteligt stilled op: lånte dem penge, gav dem mad, husly og mig selv og var fuldstændig grænseløs i min længsel efter at høre sammen med nogen. Selv da min første mand blev skilt for anden gang, stillede jeg op til grådkvalte, timelange telefoniske trøstesessioner med hans ekskone ugens syv dage, mens min egen nye mand og mit barn gik rundt som løver i bur og utålmodigt holdt aftensmaden varm.

På sin vis var jeg allerede den gang, så småt, ved at øve mig i at praktisere som psykoterapeut. På en helt omvendt, syret og forkert måde.

Som ung kvinde fik jeg diagnosticeret både migræne og truende diskusprolaps, og begge dele invaliderede mig i forhold til job og almindelig livskvalitet. Jeg skulle blive midt i fyrrerne, før jeg fik ændret i min drejebog og de sandheder, der gjorde mig til en eminent Dramatrekant-spiller med Redder som yndlingsposition.

Min nye, bevidstgjorte drejebog

Ingen indsigt, personlig udvikling eller terapi kan ændre de følelsesmæssige beslutninger, som jeg var nødt til at tage da jeg var meget lille og må bære med mig for altid. Jeg kan kun bevidstgøre det, de gør ved mig og forholde mig opmærksomt og vågent til dem. På det grundlag kan jeg tage nye, bevidste beslutninger om mine handlemåder og –mønstre.

Det er hverken nemt eller fejlfrit. Jeg bliver mange gange dagligt mindet om, hvad der står i min oprindelige drejebog og må aktivt ændre det for at kunne leve det liv, jeg ønsker. Og være den udgave af mig selv, som jeg bedst kan lide.

Et eksempel:

Hvis jeg i min nuværende funktion som psykoterapeut glider ind i Dramatrekanten og spiller Redder, så bliver terapien ikke alene værdiløs, men skadelig.

For så går jeg jo ind i et spil med min klient, hvorfra jeg vil bidrage til at fastholde vedkommende i Offerpositionen.

Ved at løse min klients problemer, give gode råd og på den måde tage ansvar for ham/hende overbeviser jeg jo dette stakkels Offer om, at hun har ret i, at hun ikke kan klare sig selv, men at hun har brug for mig og for at komme hos mig i årevis.

På den konto kan jeg få bekræftelse og påskønnelse – mit narkotikum, der får mig til at ønske mere og mere og til gradvis at overtage klientens liv, give endnu flere gode råd og komme med geniale anvisninger.

Alt sammen fedt for min opmærksomheds hungrende, indre Redder, men super-destruktivt for den klient, der netop ønsker at udfri sig af sin Offerposition, øge sit selvværd og blive stærkere.

  • Skal terapien give udbytte (så jeg kan være tilfreds med mig selv), må jeg være opmærksom på at undlade at jeg hoppe ind i Dramatrekanten og tage rollen som Offer, Skurk eller Redder.
  • Jeg må kunne tåle, at klienten er uenig med mig og indimellem bliver vred på mig, træt af mig eller synes jeg er udygtig og ude af stand til at hjælpe (den største udfordring for min indre Redder!)
  • Jeg må kunne mærke mine egne følelser, behov og grænser. Og turde vise dem uden at tromle klientens eller være respektløs.
  • Jeg må kunne give kærlighed og omsorg på en oprigtig og uselvisk måde der ikke blot har til (Redder) formål at opnå kærlighed, beundring og anerkendelse måde. Selve terapiens formål er jo netop, at klienten skal opnå klarhed og derved blive (i stand til at hjælpe) sig selv, bl.a. ved at revurdere sin drejebog og justere sine filtre, så de passer til virkeligheden og ikke blot til andres forventninger.
  • Jeg må lytte til min krop og mine følelser og interessere mig for, hvordan jeg kan få opfyldt mine behov uden hverken at tage maske på eller krænke mine egne eller andres grænser.
  • Derfor må jeg kunne give med empati: så lidt som muligt, så meget som nødvendigt og aldrig mere, end jeg er parat til.
wh.halvt billedeEn revideret drejebog

Jeg er født i december 1949 og har i bedste fald omkring 25 juleaftner tilbage. Men på trods af min ungdoms fysiske skavanker og mistillid til, at jeg kan noget som helst løber jeg med udsøgt fornøjelse på alpinski, graver meterdybe huller i haven, flytter rundt på mit pianette og slæber rundt på mine børnebørn uden skyggen af rygproblemer.
Ligesom jeg af hjertens lyst drikker både rødvin og champagne når lejlighed gives, er oppe hele natten og danser til høj musik, går i højhælede støvler og skændes lystigt med dem der gider. Jeg har ikke haft et migræneanfald de sidste femten år.

Og ja, det kan være tilfældigt og skyldes hormoner, miljø, forkalkning, at jeg er flyttet ud af byen eller at Gud, Djævlen eller Buddha er med eller imod mig.
Men det kan lige så godt være fordi jeg har ændret og bevidstgjort min drejebog. Og selv skrevet en ny version.

 

©Winnie Haarløv