Uddrag (1)

Mor, du har magten! Fat mod og brug den!

Denne bogs formål er at provokere de stivnede forestillinger om, hvad godt moderskab er, vække til eftertanke og give konstruktive forslag til, hvordan en mor kan forvalte sin magt og sit lederskab for sine børn. Vi mener, at tidens snak om grænsesætning er overflødig for det barn, som via eksemplets magt lærer at mærke og vise sine egne grænser og tage sig selv alvorligt. Og det kan et barn kun lære ét sted: hos den mor eller far, der selv kan kunsten og derfor magter både at vise barnet, hvordan det skal gøre. Og respektere barnet, når det gør det.

Mor er en engel

Udefra ser det fuldstændig ud som om betingelserne for at blive mor aldrig har været bedre. Men den største nedværdigelse, det største tabu og den tungeste smerte kan meget vel være alle de tabuer, der er forbundet med moderrollen. Hun må ikke på noget tidspunkt indrømme, at hun keder sig, er frustreret eller synes, at hendes liv er utilfredsstillende – for så vil hun have stemplet sig selv som en elendig mor!

Gode mødre er lykkelige

• Gode mødre har kun kærlige følelser for deres børn
• Gode mødre kritiserer aldrig omstændighederne ved moderskabet – kun chefen, jobbet, politikerne, manden eller naboerne.
• Gode mødre vil til enhver tid meget hellere klippe julestads i børnehaven end gå til firmafest; og de vil hellere have både Emil og Emma med til Legoland i bededagsferien end tage en sviptur til Venedig med børnenes far.
• Gode mødre lever for deres moderskab og ville aldrig finde på at bruge tid, penge, tanker, drømme eller ressourcer på sig selv.
• Gode mødre nægter at have noget at gøre med begreber som magt og lederskab. Bruger engle måske magt og lederskab?

Tabuer skaber undertrykte følelser, og undertrykte følelser skaber vrede. Vrede er en uaccepteret følelse i vores kultur, og der­for må vreden under­tryk­kes, fortrænges og skjules. Den, der gemmer følelser væk på den måde, bliver fremmed for sig selv. Den, der lever på præ­misser, andre har skabt, lægger sig på ryggen som en lille hund der logrer for en stor og viser maveskind. Det gør kvinder idag, når de sluger betingelser­ne råt.

Hylekorene

Nu vil der nærme sig to hylekor. Det ene vil være dem, der råber:
”Jamen, det er biologisk naturligt, at moderdyret tager sig af yngelplejen!” (hørt på bl.a. Københavns radio så sent som april 2003)! Og barnet har da mest behov for sin mor de første år, det siger da selv!”
Det andet kor vil hyle:
”Barnet har vel også en far, og han har da også barselsorlov, og–”
Og så er der selvfølgelig dem, der vil mene at kvindens undertrykkelse er opfundet af kvinder – for så kan de manipulere, spille ofre eller blive lesbiske for at opnå det, de vil. Det hylekor består nok mest af chauvinister. Det er også dem, der vil sige: ”Andenrangsmennesker? Ja, selvfølgelig? Kender du måske nogle store, kvindelige komponister?” Osv.
Ja, det er alt sammen rigtigt. Men når vi nu på så mange andre områder med stolthed har hævet os over primaterne – hvorfor så ikke lige her? Hvordan kan det være, at en forbløffende procentdel af befolkningen opfatter kvinder som andenklasses mennesker? Det gælder begge køn. Kvinderne tager jo undertrykkelsen på sig – de føler skyld, skam, beder om forståelse og langer undskyldningerne frem uden den mindste anledning. De kvinder bruger ikke deres personlige magt. De tager ikke lederskab. De vedkender sig formentlig ikke engang deres raseri (eller andre følelser) over det. De tager ikke sig selv alvorligt.

Winnie fortæller

Da jeg i 1974 fik barn, var jeg 24 år og havde haft min folkeskolelærereksamen i nøjagtigt fire måneder. Vi boede i et selvbygget hus i en nordsjællandsk provinsby, et dejligt sted ved skov og strand med have og en splinterny, king–size mother­fucker af en affjedret barnevogn på terrassen. Men da sønnike var toenhalv må­ned gammel, måtte jeg aflevere ham til en dagplejemor og køre i skole med ammebh’en spændt til briste­punktet. Af datidens 14 ugers orlov havde jeg brugt de to inden jeg fødte, og i januarmørket okse­de jeg på cykel opad bakke mod skolen, mens sluden stod mig i ansigtet og de visnede juletræer i forhaverne afspejlede min sinds­stem­ning. Og dukkede nakken, da jeg trådte ind på lærerværelset og blev mødt af de kvindelige kolleger i partisantørklæder og træskostøvler.
”Er det ikke skønt at være tilbage!” deklamerede en af dem, som selv havde tre børn i førskolealderen. ”Man får jo pip i papkassen af at gå rundt derhjemme og lege forkvin­de for husmorforeningen!”
Jeg nikkede skræmt og skammede mig over mine forbudte drømme – for jeg, der er rundet af en fuldblods efterkrigskernefamilie med tre børn, hjemmegående forklædemor og en fuldtidsarbejdende, entreprenant og fraværende far, drømte i det skjulte om at være hos min søn mens han var spæd.
Jeg undertrykte min tabuiserede, romantiske længsel efter at lægge min søn til brystet og skammede mig over at være sådan en forræder for mit køn, så jeg nikkede slapt og traskede ned ad linoleumsgangen på vej mod alle de andre kvinders børn: tysk i 7.b, geo­grafi i 4. a og tre timers dansk, engelsk og sang i 5.c. To dage efter havde jeg ikke mere mælk, og drengen slog sig på flasken før sin fyldte 3. måned.

Moderskabet står i det ensomme hjørne

Moderskabet har aldrig før været så kompliceret. I vores børnecentrerede kultur er det nærmest tabu for mødre at sige, at de altså ikke bryder sig meget om at være hjemmegående med børnene. Mange mødre på arbejdsmarkedet tier stille med, at de arbejder fordi de synes det er sjovt og givende – de skynder sig at på­pege den økono­miske nødvendighed.
75% af dagens kvinder i den fødedygtige alder har et job, en uddannelse eller er i gang med en. De bevæger sig altså rundt derude mellem mændene og bruger hjernen, hænderne og kontaktevnen. Hvorfor er det nu, at en kvinde lige pludselig skulle synes, at det er herligt at gå hjem­me og skif­te ble tyve gange i døgnet, varme mælk, tørre gylp op og flytte nullermænd som heltids­be­skæftigelse?
Selv i en tid, hvor maskinerne vasker op, vasker og tørrer tøjet og bleerne er af papir, der hverken skal skylles i wc’et og ligge i Rodalon i seks timer bagefter – og hvor køkkenrulle, papirservietter og engangsservice letter dagligdagen, så er det stadig kedeligt meget af tiden! Og så har en mor stadig mulighed for mere fritid end den hun havde i 1974, da videoen endnu ikke var opfundet (eller var den? Hun havde så bare aldrig hørt om den) – for nu kan man med et tryk på en knap afspille Teletubbyer, Disneyfilm eller Alfons Åberg i et endeløst loop, hvis samvittigheden ellers tilllader det.
Den nybagte mors største problem er næppe husarbejdet, men den isolation, hun lever i. Et vacuum der opstår, fordi venner, bekendte og familie går på arbejde og selv har travlt med dagligdagen. Det begrænser hendes muligheder for at indkalde ekstra ressourcer til støtte, aflastning, rådgivning eller inspiration, og det bidrager til at give hende stress.
Tumlinger og større børn kan ikke bare sendes ud og lege. Gader og villaveje er farlige, og i øvrigt er de arbejdende mødres poder i institution. Går hun på indkøb med barnevognen, møder hun pensionister, studerende og arbejdsløse på bænkene i solskinnet – eller de andre mødre på barsel, der muligvis selv er i underskud rent ressourcemæssigt. Hendes formaliserede netværk består af sundhedsplejersker og mødregrupper – men hvem siger, at man kan have meningsfulde tilknytninger til andre, bare fordi de tilfældigvis har født et barn på cirka samme tidspunkt som én selv?
Far går på arbejde, og mor går på barsel. For pengene skal tjenes, og barnet skal ikke bare passes, men have tryghed, omsorg og kærlig pleje. Plus at i det mindste én af de voksne får lejlighed til at være sammen med barnet. En tilsyneladende uløselig konflikt. Nyfeministerne argumenterer for, at farmand skal tage sin del af husarbejde og børnepasning, så mor på på deltid og flekstid kan deltage på arbejdsmarkedet på lige fod med ham. Eller at den ene eller begge kan arbejde hjemmefra, som teknologien og den almindelige trend i man­ge tilfælde giver mulighed for.
Men det vil jo bare betyde isolation for hele familien – far, mor og barn / børn vil så danne deres egen lille bjørnehule, og gader og villaveje vil stadig være tomme. Medmindre altså at der udbryder en epidemi med barslende, hjemmearbejdende forældre i hele boligkvarteret. Så hvad gør vi?

Spræng forventningerne

Billederne af den forventningsfulde børneflok, der med næserne presset mod ru­den venter på far i en duft af boller i selleri, mens mor ruller voksdugen på og glat­ter forklædet, er på samme tide dragende og latterligt. Vi ved godt, at det er en fantasi – et Ne­ver–Never–Land, der aldrig har ek­si­steret. Det er en skrøne, at efterkrigstidens mødre var meget mere lykkelige og harmoniske end nutidens – dengang manifesterede utilfredsheden sig måske mere i, at hun drak portvin af flas­ken, spiste nervepiller eller havde rengøringsvanvid. Hun lå på sine knæ og bonede gulve for at rengøringshjælpen ikke skulle opdage hvor snavset der var – for dengang før individualismens tidsalder var det i det mindste tilladt at sige højt, at hun bekymrede sig om hvad naboen og de andre mon ville sige. Dét er ikke engang tilladt Dagens Donna – hun skal helst demonstrere sin personlige sikkerhed og integritet ved at virke helt ligeglad med andres mening.
Men hvorfor påtager hun sig så den frustre­rende opgave at forsøge at tilgodese alles forventninger – og gøre det til fuldkommen perfektion? Hvorfor har hun efterladt magten over sit liv et eller andet sted uden for sig selv? Hvorfor lader hun andre sidde i fø­rer­sædet i den bil, der er hendes liv? Skal hun bare resignere, klem­me bal­lerne sammen og planlægge sig ud af problemerne? Det er én løsning, men måske ikke en særlig tilfredsstillende løsning. En anden er at kigge grundigt på sine vilkår og derefter foretage nog­le bevidste valg om, hvad og hvem hun egentlig ønsker at være, frem for at forsøge at leve op til hele baduljen.

Læs også om bl.a.:

• Rejsen mod dig selv
• Livshjulet
• Det Falske og Det Sande Selv
• Tilhørsforhold
• Individualisering
• Kvindens mange roller
• Magtens dilemma
• Magtens natur
• Måder at manipulere på
• Forskelle på mænd og kvinder
• De magtfulde børn
• Hvordan får du magt?
• Den kosmiske vits om skyld
• Børns raserianfald
• Kunsten at sige nej
• Behagesyge
• Tyve alternativer til straf
• Kærlighed, socialisering og rammesætning
• – og meget mere.

© Winnie Haarløv

• Køb bogen (papirbog, pris: 150,- incl. porto)