Uddrag (2)

19–årige Sally er blevet gravid og vil ikke have barnet. Året er 1969, og den fri abort er endnu ikke tilladt. Hun får hjælp af sin mere erfarne veninde, Janne – og fru Jensen, en rutineret kvaksalver, der bruger køkkenbordet som operationsstue.

Sally havde hørt alle de klassiske gysere om illegale aborter med strikkepinde, saltvandssprøjter, blodstyrtninger og sterilitet og blev kold ned ad nakken. Janne tog hendes hånd.
“Jeg tager med dig. Og husk nu – vi lever ikke i stenalderen, selv om abort er forbudt.” Sally følte sig beroliget ved Jannes kølige beslutsomhed. Det skulle nok gå. Og hvad var alternativet?
“Tag en kjole på,” sagde Janne, og Sally stak i sin marokkanske kaftan, den eneste kjolelignende genstand, hun ejede. Det var egentlig Nevs’, men den var krøbet i vask og stumpede også omkring hendes skinneben. Hun tvang sig til at lade være med at lugte til den for at indsnuse hans duft. “Tænk på noget andet,” sagde Janne og lukkede entrédøren bag dem. Sally tænkte i stedet på, hvad hun skulle gøre, når dette her var overstået. Men det eneste, der meldte sig var synet af Nevs og Ea i det mørke værelse og Eas hvide ben, der snoede sig om Nevs’ ryg. De sagde ingenting på den korte køretur.
Klokken 17 holdt de i Jannes mascot udenfor et lille byhus i Lyngby, nær ved søen. Vinden havde lagt sig, og solen sendte venlige aprilstråler over vandblikket. Udenfor det lille hus var roserne omhyggeligt fæstnet til et espalier, og bedenes kanter var skåret med militarisk præcision. Et lille, blomsterbemalet porcelænsskilt sad på døren. M. Jensen, stod der. En lille hund gøede arrigt inde bag røvballegardinerne, og pelargonier stod sirligt i linie i vindueskarmen. Sally så tvivlende på Janne.
“Er du sikker på…” spurgte hun, men Janne nikkede bare og pegede på bilens dørhåndtag.
“Jeg kører om i gården og venter,” sagde hun. “Du skal ikke være bange. Fru Jensen er den bedste.” Sally så undersøgende på Janne, men hendes ansigtstræk forrådte intet. “Man hører så meget i modelverdenen,” sagde hun bare. “Kom så af sted. Om et kvarter er det overstået.”
Sally sank noget og bankede på den lave dør. Den gik straks op, og en plump kone med forklæde lukkede op og trådte straks til side, så Sally kunne komme ind. Konen præsenterede sig ikke og spurgte heller ikke om Sallys navn, tog blot hendes frakke og lagde den over en stol i entreen. Så rakte hun hånden frem, og Sally stirrede uforstående på hende.
“Fru Jensen?” spurgte hun, men konen fortrak ikke en mine.
“Tak,” sagde hun bare, og Sally forstod pludselig og skyndte sig at give hende de fem hundredekronesedler, som Janne havde stukket hende. Fru Jensen stak dem i sin forklædelomme, før hun tog Sally ved albuen og ledte hende ud i et lille, lysegulmalet køkken med slidt linoleum på gulvet. Hun pegede på et aflangt køkkenbord, hvorpå der lå et rent, men tyndslidt, hvidt bomuldstæppe. Sally så uforstående på hende.
“Læg dig,” sagde konen. “Ja, du skal selvfølgelig tage trusserne af først,” tilføjede hun, da Sally gjorde mine til at bestige bordet med alt tøjet på. Sally blev flov over sin dumhed og smøgede hun dem hurtigt af, mens konen vendte sig mod komfuret og tog en kogende kedel vand fra ilden. Sally vidste ikke, hvor hun skulle gøre af trusserne. Hun så sig søgende omkring og besluttede sig til at beholde dem i hånden. Fra en bakke med instrumenter tang, et par tynde plastichandsker og nogle grålige lærredsklude tog fru Jensen en lang, skinnende tang. Hun dyppede instrumentet i det skoldende hede vand og saksede prøvende med tængerne. Gennem den halvtåbne dør ind til stuen fik Sally pludselig øje på den skaldede isse af mand, der sad med ryggen til i en skidengrøn lænestol og læste avis. Hun stirrede fra manden til fru Jensen og tilbage igen.
“Tag dig ikke af ham. Det er manden,” sagde fru Jensen og bankede med en utålmodig hånd på bomuldstæppet. “Hop så op. Vi har jo ikke hele aftenen. Spred benene og luk øjnene.”
Sally lagde sig tilbage og gjorde, som fru Jensen forlangte. Loftet var nymalet, og der var ikke et spindelvæv eller et støvgran at se nogensteder. Hendes lænd lå hårdt mod køkkenbordet – tæppet var tyndt, og hun føltes så tung. Hun lukkede øjnene hårdere i, da Nevs’ ansigt pludselig tegnede sig mod det hvide loft. Det sorte hår med læderbåndet om, de smalle, grå øjne… Sally knyttede hænderne om sine trusser, og mærkede, at fru Jensen stak en træpind ind mellem hendes tænder.
“Hold øjnene lukket,” kommanderede fru Jensen lavt. “Og bid i pinden. Nu gør det ondt i et øjeblik.” Sally bed til og mærkede noget koldt, metallisk strejfe indersiden af det ene lår, mens fru Jensen lænede sig ind over hende og den fyldige barm pressede sig ned over hendes mave.
Sally var fuldstændig uforberedt på den glødende, svidende, jagende, hvinende smerte, der pludselig jog fra hendes lænd og op bag øjnene. Hun ville skrige, men fru Jensen havde allerede den ene hånd over hendes mund og pressede hendes tænder sammen om træpinden. Smerten rev hende midt over, og Sally slog vildt med hovedet og mærkede tårerne springe som geysere fra øjnene. Ét jag blev til flere, og fru Jensen lænede sig over hendes ene lår, så det lå som i en skruestik. Det susede for hendes ører, og hun smagte blod i munden, mens øjnene truede med at springe ud af deres huler.
Hun hørte den metalliske lyd som af en kniv, der blev lagt i køkkenvasken og forestillede sig i et splitsekund, at fru Jensen havde sprættet hendes underliv op. Så lettede vægten fra hendes ben, og pinden i hendes mund blev fjernet. En klud blev lagt mellem hendes ben, og smerten fortog sig langsomt. Sally syntes næsten, hun kunne se den. Som en hest, der galopperer ud mod det fjerne og bliver mindre og mindre, men bliver ved at være synlig.
“Sæt dig op.” Sally trak vejret dybt og mærkede efter. Smerten var næsten borte, men den havde efterladt en bedøvet ømhed, som efter et hårdt slag. Hun satte sig lydigt, men langsomt og mærkede en varm, våd strøm mellem sine ben. “Det er vandet,” sagde fru Jensen og rakte hende trusserne, som hun åbenbart havde tabt på gulvet. Sally vrikkede dem møjsommeligt på, mens hun blev siddende på bordet. Hendes underliv føltes forstørret, som om hun havde slugt en fodbold, der pressede mod navlen og ned mod lænden.
“Hør nu godt efter. Jeg siger det kun én gang – og jeg kender intet til det, hvis du kontakter mig igen eller påstår, at du har været her. Er du med?” Sally nikkede og følte, at hun kun var halvt til stede. Det snurrede dumpt i hendes mave, og hun følte sig svimmel. “Jeg har klippet hul i fosterhinden. Det, der løber ud nu, er fostervandet – ikke blod. I løbet af tre til seks timer begynder du at bløde, når din krop begynder at afstøde fosteret.” Hun ruskede i Sally, som så på hende med halvtlukkede øjne. Hun følte sig nærmest beruset – eller skæv. Smerten i underlivet tog til, men den var til at holde ud. Ikke værre end almindelige menstruationssmerter. Fru Jensen ruskede hende igen og trak i hendes arm. Sally gled som en snegl ned på køkkengulvet og fandt langsomt balancen. Fru Jensen slap hende.
“Hvis der ikke er sket noget senest i morgen tidlig, skal du ringe til din læge eller til hospitalet og bede om en gynækologisk undersøgelse med det samme. Husk det: absolut med det samme.” Sally nikkede. Med det samme. Med det samme. Fru Jensen skubbede hende venligt, men bestemt hen mod døren og rakte hende frakken, som lå over en stol. Hun åbnede døren, og Sally vendte sig for at sige farvel. Men fru Jensen nikkede bare og lukkede langsomt døren i. Det sidste, Sally så, var den skaldede isse, der ragede op over den grønne lænestols ryg. Han vendte et blad i avisen.

© Winnie Haarløv

Køb bogen (ebog, pris: 49,-