Hverdagens narcissisme

/i /af

Hanne er gift med Per.

“Han elsker mig overalt i verden og vil gøre alt for mig,” siger hun. Men Hanne elsker ikke Per – foragter ham faktisk lidt, fordi han finder sig i hende: ”Jeg bruger ham som forsørger. Han giver mig materiel tryghed… men jeg har da også gjort meget for ham! Og det er jo ikke min skyld, at han siger han ikke kan leve uden mig, vel? Jeg ville jo være dum, hvis jeg bare gik fra ham, så længe der ikke er en anden på banen. Jeg gider simpelthen ikke bo i en toværelses!” siger hun.

Hanne er hverken dum eller ond. Tværtimod. Hun er en samvittighedsfuld mor og en trofast veninde, velbegavet, flittig og dygtig til sit job som marketingchef. Men hun får aldrig nok, når det gælder succes og anerkendelse. Når et mål er nået eller et ønske opfyldt, oplever hun det hult og ligegyldigt og løber straks videre til det næste projekt, opfyldt af tomhed, ensomhed og depression.

Hun føler sig lidt udenfor blandt kollegerne, og det sårer hende – samtidig med at hun på mange måder også synes de er nogle pivede fjolser. Hun kan være fantastisk sjov og underholde et helt selskab, men når hun indimellem mærker, hvor alene og misforstået hun føler sig, bliver hun vred og fortvivlet.

Det får hende imidlertid til at føle sig svag og dum lige som de andre, og så ifører hun sig det professionelle smil og gør grin med, at hun er sådan en Tudemarie. ”Jeg er jo nødt til at være glad – de andre spørger hvor ‘Glade Hanne,’ er, hvis jeg beklager mig den mindste smule. Jeg er jo ikke typen der græder snot – ligesom dem,” siger hun. Og skælder ud på verden, foragter de andre og trækker sig ind i sig selv, mens hun skiftevis raser over at være omgivet af idioter og græder over sin ensomhed.

Hvad er narcissisme ?

Der findes ingen endegyldig definition af narcissisme som psykologisk begreb – men de professionelle behandlere er enige om, at narcissister er selvoptagede, selvovervurderende, egoistiske og uinteresserede i andre. Den narcissistiske personlighed har en konstant følelse af at være urimeligt behandlet af tilværelsen og tillader sig derfor at være hensynsløs og beregnende uden hverken evne eller lyst til at læse andres følelser. Narcissisten har nemlig også en stærk følelse af at være omgivet af personer, der er dårligere begavet end hun selv. Hun oplever sig selv som god i kontakten med andre mennesker, åben og kreativ, men undervurderet og svigtet. Oftest er hun hypersensitiv overfor kritik og bliver let såret og fornærmet.

Narcissistens problem er ikke selvforelskelse

Ordet narcissisme stammer fra den græske myte om den smukke, unge mand Narkissos, der søgte det fuldkomne og derfor forsmåede skovnymfen Ekkos kærlighed. I stedet fascineredes han af sit eget spejlbillede, som han fik øje på i en skovsø. Fuld af længsel rakte han efter billedets perfekte skikkelse igen og igen – men hver frovandt blikket i vandets krusninger. Sådan sygnede han langsomt hen, imens Ekko forgæves råbte hans navn – uden andet svar end sin egen fortvivlede kalden.

Historien blev nedskrevet af den græske digter Ovid for totusinde år siden, og den er genfortalt tematisk igen og igen. Myten har fascineret både Freud, Jung og deres efterkommere uanset psykologisk retning og fortolkes oftest tragisk: Narkissos opfattes som et sygeligt selvoptaget individ, der udtæres af passion for sig selv, og som derfor optræder som et skræmmebillede på selvoptagethed.

Men Narkissos’ tragedie ikke selvglæde, hovmod eller arrogance. Det er snarere, at han ikke genkender spejlbilledet og tror, at den smukke, attraktive yngling i søen er en anden. Det er en myte, at Narkissos blev forelsket i sig selv – for han sanser ikke alt det smukke og dejlige, han selv rummer. Derfor hader, foragter og afskyer han sig selv. For at skjule dette for omverden, må han forkaste han andre, før de forkaster ham – og søger tilflugt i illusionen om at være sig selv nok. Han må puste sig selv og sit værd op til det storladne for ikke at bliver ’afsløret’ som helt almindelig, nøjagtigt som de moderne narcissister, som der iflg. forskerne bliver stadigt fle­re af. Men i denne selvtilstrækkelighed findes kun afmagt og isolation, for den nar­cissisistisk sårede person kan hverken elske sig selv eller andre.

Sund og usund narcissisme

Som med så meget andet er narcissisme ikke kun usund. Freud beskrev i detaljer barndomsfasernes sunde narcissisisme, som når spædbarnet oplever sig selv som årsagen til moderens blotte eksistens og fysiske tilstedeværelse. Den får baby til at kræve behovstilfredsstillelse af sin mor klokken tre om natten – men det er usund narcissisme, der driver fru Hansen til at ringe sin psykolog op på det tidspunkt for at beklage sig. Og i modsætning til Hanne i eksemplet er den sundt narcissisistiske voksne velfungerende, assertiv, kan mærke og anerkende sine organiske behov (mad, tryghed, sex, fornøjelser osv.) og lader ikke sig slå ud af kurs, når de ikke kan opfyldes. Hun tør mærke både sine behagelige og ubehagelige følelser uden at fornægte dem, skjule dem eller lade dem gå ud over andre, anerkender sine kompetencer, glæder sig over sine resultater og gør sig ikke afhængig af andres meninger om hende. Hun ved, at hun er et almindeligt, unikt menneske på godt og ondt, kan mærke, hvad hun føler, bede om det, hun har brug for og tage imod, når hun får det. Hun har god kontakt til både andre og sig selv. Hvad er det, der gør forskellen? Det er der skrevet tykke bøger om, så et bud på årsagerne her vil naturligvis være meget skematisk. Eksempelvis har den tyske psykiater Alice Miller beskæftiget sig indgående med narcissistisk skadede børn og voksne, og som mange andre forskere mener hun, at de narcissistiske sår tilføjes i den meget tidlige barndom.

Det narcissistiske sår

Spædbarnets voksende evne til at opfatte ‘virkeligheden’ medfører ubehag, frustration og smerte. I samspillet med de kærligste, mest velmenende forældre vil der uundgåeligt forekomme skuffelser, afvisninger, tab, smerte, vrede, konflikter og misforståelser. F.eks. må lille Emil lære, at han godt kan tåle at vente på mad i et kort stykke tid; at han ikke bliver forladt, selvom mor ikke kommer ved det første pip af gråd, og at han ikke kan få, hvad han peger på.

Hvis forældrene kan anerkende Emil som et selvstændigt ligeværdigt (men ikke ligestillet) væsen og være rollemodeller for, at han ligesom de selv har ret til egne følelser og præferencer, får han mulighed for at lære rumme skuffelse og frustration i overkommelige portioner: ubehagelige, men ikke katastrofale; angstprovokerende, men med sikkerhedsnet i form af omsorg og opmærksomhed. Men hvis han oplever uforholdsmæssigt voldsomme frustrationer eller oplever sig overset, afvist eller forkert opstår der ubærlige følelser af skam, ydmygelse og afmægtigt raseri i barnet.

Et barn er dybt afhængigt af sine forældre og kan derfor ikke rumme at rette disse voldsomme følelser mod dem – og retter dem i stedet imod sig selv. Derved lærer barnet at hade og foragte sig selv, at opfatte sig selv som forkert, at tro, at det ikke kan have tillid til omverden og derfor må klare sig selv og gøre sig uafhængig af andre. At åbne sig for andre, vise sig fejlbarlig og have brug for omverden bliver et tegn på ”svaghed”, så den narcissistisk sårede person lukker sig og beskytter sin angst for kritik og afvisning ved at prøve at være dygtig, fantastisk og fejlfri. Han er i konstant kamp med sin den indre uro og angst som han må skjule, fordi han ikke kan håndtere at føle sig sårbar.

Det narcissisistisk sårede menneske bærer barnets smertelige følelser dybt i sig. Det er f.eks. hende, der er besat af sin vægt eller sit udseende eller den utrættelige stræber, der aldrig får succes, penge eller anerkendelse nok. Narcissisten kan optræde arrogant, egoistisk eller føle ret til særbehandling – eller være fuldstændig selvcentreret og bruge sig selv som eneste referencepunkt.

Selv lettere narcissisistiske træk påvirker klart individets evne til at elske og arbejde, fordi andre i større eller mindre grad vil opleve dem optræde dominerende, krævende eller urimelige. I sin milde form er denne ”narcissisistiske tilstand” faktisk ret almindelig – en neurose snarere end en personlighedsforstyrrelse. Den lettere narcissisistisk sårede kan godt indgå i forhold til andre, selvom de ikke bliver hverken så intense, autentiske eller på anden måde tilfredsstillende som de kunne være.

Narcissisten på jobbet

En narcissist er selvoptaget, selvglad og ikke bleg for at score point på andres bedrifter. Altså en uudholdelig kollega, men måske en arbejdsgivers drøm! For narcissisten knokler hårdere og gør sig mere umage, når nogen bemærker deres arbejdsindsats. Fordi narcissisten så gerne vil beundres, giver hun sig gerne i kast med opgaver, der kan skaffe hende belønning og anerkendelse.

Og hun har gode muligheder for at komme op ad karrierestigen. For i et verdenssamfund, hvor de mest succesfulde ledere i erhvervslivet er omvandrende eksempler på begær og manglende respekt for mennesker og love (f.eks. Enron–lederne, præsident Berlusconi med sin nepotisme og korruption eller vores hjemlige Thorsen & Trads), bliver egenskaber som egoisme og narcissisme let både legitimerede og beundrede. Der er mange grunde til, at den narcissistiske personlighedstype bliver stadigt mere udbredt:

I bestræbelserne på at opdrage barnet til selvrespekt glemmer mange forældre at stimulere barnets respekt for andre. Barnet sættes i centrum og får ansvar for at træffe valg, som det hverken har brug for eller kompetence til at træffe, og af (narcissisitisk) angst for ikke at blive bedømt som gode forældre eller for ikke at blive elsket, undlader forældrene at sætte rammer og grænser. Det tager tid, masser af tid at være sammen med børn, og tid er en luksusvare i dagens børnefamilier.

Derfor kan doseringen af frustrationerne let bliver forkert, og barnet vokser op som selvhævdende, uempatisk, arrogant og hypersensitiv over for kritik. Barnet vil søge sit eget behov opfyldt først og overtræde andres grænser, fordi hun aldrig har lært hverken at mærke eller respektere dem. Får hun en lederstilling (og det gør hun formentlig, fordi hun besidder netop de egenskaber, der tæller i dagens narcissisistiske samfund), så bliver hun en af de giftige ledere, der ikke respekterer sine medarbejderes krav på et privatliv men kræver uforbeholden støtte til sine storslåede planer gennem en indsats, der ikke begrænses af faste arbejdstider.

Hvis du har en narcissistisk kollega eller leder, så har du en sand udfordring. Du kan bryde kontakten til kollegaen, men hvis du ikke vil skifte job pga. af din narcissistiske leder, der lyver, manipulerer og forsøger at vække din tvivl på dig selv, så hold fast i dig selv og lyt til din egen intuition. Bid tænderne sammen og lad dig ikke forføre af hans grandiose visioner! Narcissisten skaber sin egen verden og tror selv på sine visioner og løgne. Han siger dem så tit, at de for ham bliver sandheden. Og hvis du forsøger at punktere hans ballon, bliver han rasende – så af hensyn til dig selv gør du klogt i at være varsom med, hvordan du fremsætter din kritik og markerer din grænse. Det kræver megen selvbeherskelse, og derfor har du brug for et bagland eller en kollega, som kan lytte, perspektivere og støtte dig i at holde fast i din virkelighed.

Overlev med en narcissist i dit liv
  • Kend dig selv.Vær bevidst om, hvem du er og hvordan du fungerer. Beskyt dit selvværd og lad dig ikke forføre af narcissistens påstande om, at du er mindre værd end han.
  • Se virkeligheden i øjnene. Erkend, at du har at gøre med en narcissist og opfind en strategi for at omgås hende. Tænk f.eks. på, at narcissisten rent følelsesmæssigt har et niveau som et børnehavebarn.
  • Vis grænser. Bestem dig til, hvad du vil være med til – og hvad du ikke vil finde dig i. Håndhæv grænsen, og lad være at forsøge at få forståelse fra narcissisten. Det får du aldrig.
  • Dyrk dine øvrige relationer. Du får brug for støtte fra andre, normale relationer i og udenfor jobbet. Har du ingen, så skab dem. Du får svært ved at klare dig imod narcissisten alene!

Den narcissistisk personlighedsforstyrrede føler sig som noget helt specielt og mener at have krav på at blive behandlet bedre end andre. Han er meget optaget af rigdom og berømmelse bliver vred, hvis nogen kritiserer hende eller står i vejen for hendes planer. Han betragter sig selv et naturligt centrum og har svært ved at sætte sig ind i andres situation. Han lægger stor vægt på det ydre – også titler, postnumre, bilmærker osv. Han opfører sig grandiost, dvs. føler, at han er fantastisk. Men bag grandiositeten gemmer sig dyb usikkerhed og tomhedsfølelse. Derfor har han stor risiko for at få en depression eller komme ud i et misbrug, hvis han oplever en krise.

Hvordan diagnosticeres en narcissist?

I USA er narcissistisk personlighedsforstyrrelse en selvstændig diagnose, men i det internationale diagnosesystem (ICD 10) som bruges i Danmark, findes den ikke. I stedet bruges diagnosen ’anden type personlighedsforstyrrelse.’ Man bruger betegnelsen ’narcissistisk personlighedsforstyrret’ om personer, der 1) iflg. det amerikanske diagnosesystem kan klassificeres som narcissister og 2) har et vedvarende og karakteristisk adfærdsmønster, som adskiller sig fra det normalt acceptable i den kultur man tilhører på mindst to af følgende områder:

  • Erkendelser eller holdninger
  • Følelser
  • Kontrol over egne behov og impulser
  • Forhold til andre mennesker
  • Unuanceret, utilpasset og uhensigtsmæssig adfærd, der er begyndt i barn– eller ungdom, ikke skyldes hverken anden psykisk sygdomm, misbrug eller fysisk sygdom (f.eks. hjerneskade)

Kilde: netpsykiater.dk

Det narcissistiske samfund

Narcissismen er en hovedtendens i tidens litteratur, film og musik. Fascinationen af medie– og berømmelseskulturen, selvpsykologien og den smukke, unge og perfekte krop er tydelige tegn på øget narcissisme i den danske nationalkarakter. Et overvældende antal unge vil ’arbejde med medier’ eller har som erklæret mål at blive kendte, og terapiretninger med målet om at gøre sig uafhængig af andre og ’være sin egen bedste ven og støtte’ er utroligt populære i flodbølgen af interesse for personlig vækst og selv–aktualisering. ’Vind eller forsvind’–typen af tv–shows dyrker også det narcissistiske med sin jagt på vindere og stærke enere, der søger deres femten minutters berømmelse.

Mediehypen omkring personer som f.eks. Paris Hilton (kendt for at være kendt) er et typisk, narcissistisk fænomen – lige som den stærke single–kultur, der tyder på, at man jagter det perfekte (som Narkissos). Det kan være umuligt at finde en partner, der matcher de høje krav – og har man selv vanskeligt ved at klare uoverensstemmelser pga. kritikfølsomhed og manglende empati, bliver det nemmeste (og måske det eneste) alternativ at leve ’ene men stærk.’ Den narcissistiske personlighed defineres netop som en kombination af overdrevet selvbetydelighed og mangel på positiv anerkendelse af andre. Når narcissisten ikke længere er nyforelsket, betyder de to personlighedskarakteristika, at hun får svært ved at leve i et længerevarende, gensidigt givende relation. Den dybt narcissisistisk sårede er mere eller mindre ude af stand til at indgå i nære, givende forhold fordi hun mangler fornemmelse og respekt for både sig selv og andre. I min egen konsultation har jeg set mange såkaldt serielt monogame med tydelige narcissisistiske sår og en lang række skibbrudne parforhold bag sig.

Moralen i dagens verdsliggjorte samfund er også narcissistisk, fordi den er relativ og jeg–centreret, og skillelinjerne mellem rigtigt og forkert er flydende. Hvorfor florerer f.eks. sort arbejde og snyd med offentlige ydelser som aldrig før, når egenskaben ’ærlighed’ figurerer blandt de højest skattede, vigtigste personlige værdier? Måske fordi det er mig, der sættes i centrum. Først mig, og så de andre. Måske fordi krævementaliteten er ved at blive en norm.

©Winnie Haarløv 

Nærighed

/i /af

En af mine klienter klagede over sin nærige kæreste og ville vide, om hun kunne opføre sig på en måde der ville ændre eller fjerne denne egenskab hos kæresten, som hun fandt så afskyelig. Men det kan hun ikke, for det er ikke hende, der udløser den. Nærighed kommer indefra – lige som f.eks. at være mørkeræd. Det er noget, man har med sig fra den allertidligste barndom.

Et barns udvikling foregår i faser, der skifter efter dets forskellige behov og parathed til at lære. Det 1–2– årige barn har opdaget omverden, er fascineret af det stoflige og har brug for at få lov at snavse sig til i mudder, vand, farver osv. – alt det, de voksne kalder ”griseri.” Børn lærer jo ved at udforske, og som et udslag af naturlig nysgerrighed leger de i denne alder ugenert med deres egen afføring, hvis de kan komme til det. Forældrene kan – måske forståeligt nok – blive for ihærdige med hensyn til at optræne barnet til renlighed og lydighed. Begynder de for tidligt eller stiller de for høje krav, kan det udløse barnets første trodsalder (der i virkeligheden er et udtryk for sund og naturlig selvstændighedstrang).

Det behøver nu ikke altsammen ikke foregå på potten, men kan også handle om at barnet ikke vil i seng, ikke vil have tøj på, ikke vil spise eller synke, kaster med legetøjet eller ikke vil dele med andre. Barnets reaktion betyder endnu flere krav, skældud og straf, og så er den onde cirkel i gang. Barnet lærer, at det ikke kan forvente noget af omgivelserne: dvs. at når det følger sin lyst og drift, bliver det ønskede taget væk – så det må sørge for sig selv og populært sagt ”rage til sig,” hvis det vil have noget.

Min klient klagede over, at hendes kæreste ikke ville bruge penge på et nyt, fælles køleskab. Men computerspil, ny bil og ture i byen til sig selv ofrede han gerne penge på. “Hvorfor?” spurgte hun. Der er næppe nogen ensidig forklaring, men der er en høj grad af perfektionisme i det nærige menneske. En perfektionist opstiller uopnåelige standarder for sig selv, fordi han tidligt har lært at opfylde høje krav (til f.eks. renlighed og lydighed) for at blive elsket.

Som barn har han altså lært, at det er bedst at være uafhængig af andre, både økonomisk og følelsesmæssigt – dvs. en slags gerrighed i de nære relationer. Som voksen bliver han typisk følelsesmæssigt distanceret og optaget af egne behov. Sådan et menneske har simpelthen lært, at der ikke er noget at få – at hvis man vil have noget, må man samle til bunke. Det er udtryk for en følelsesmæssig sult – der er aldrig ”nok”, og derfor er der heller ikke noget at dele ud af. Man kan ikke give hvad man ikke har, og føler man aldrig at man har overskud bliver der selvfølgelig intet givet.

Nærighed i parforholdet

Nærigheden er en slags tidligt tillært hæmning og korrekthed, der kan give voldsomme raserianfald i forbindelse med provokationer, kritik eller uenighed. En mildere udgave af den anale karaktertype er mønsterbarnet, der som voksen bliver typen med pinlig orden i alt – lige fra følelseslivet, der kontrolleres og beherskes til værktøjskassen, hvor alt ligger parallelt og i orden. Lige så praktisk for økonomien det kan være at samle til bunke, lige så uhensigtsmæssigt i et forhold er det at holde følelser tilbage. Dels eksploderer man i raseri på et eller andet tidspunkt, og dels kan forholdet til kæreste, venner og familie være præget af distance og kølighed, så snart alt ikke er i perfekt orden – og det gælder på både det indre, følelsesmæssige plan og på det ydre, rent fysisk konkrete plan.

Jeg har oplevet par, hvor begge parter er lige nærige og nøjeregnende (både med penge, tolerance og følelsesmæssig generøsitet over for andre), som egentlig havde det glimrende sammen.

At lære en tyr at synge

Du kan i hvertfald ikke fjerne en andens nærighed. Punktum. Hvis din kæreste selv er interesseret i at ændre sig på det punkt, kan han gå i terapi – men gør dig ingen illusioner om, at du kan få det til at forsvinde. Det skyldes hverken din kærestes uvilje eller dumhed, men simpelthen at årsagen ligger på et dybdepsykologisk plan, som hverken du eller han kan nå uden professionel hjælp. Du kan muligvis enten true eller ”træne” ham til at fortrænge eller skjule nærigheden og lære ham hvordan han kan optræde generøst, men glem alt om at lære ham glæden ved at give. Det svarer til at lære en tyr at synge: det vil ikke lykkes, og det provokerer tyren til at angribe.

Så det mest hensigtsmæssige at gøre afhænger af din egen personlighed: er du selv en nærigpind, så ønsk dig selv til lykke med drømmemanden. Er du den generøse type, så kan du enten tage hans nærighed som en oplevelse, eller du gøre ham lykkelig ved at lade ham tælle småpengene i din sparegris – og så kan du jo selv gå i byen for at finde en med et større nummer i spendérbukser imens.

Nærige mennesker er oftest af den anale personlighedstype. Forskere og psykologer taler om den anale karakters treenighed, som omfatter pedanteri, nærighed og egensindighed. Persontypen har ofte tendens til overdreven kontrol, og en kontrollerende familie vil oftest give karakteregenskaberne videre til børnene.

Er nærighed udtryk for egoisme?

Sandsynligvis ikke. Det er et karaktertræk, der er grundlagt så tidligt, at det formentlig er rodfæstet i den ubevidste del af psyken. Det er en drift for den nærige at samle til bunke og holde på sine ejendele, penge og følelser (for man er sjældent generøs med det ene og nærig med noget andet – nærigheden er oftest gennemgående). Egoisme er en værdi, en moralsk vurdering – nærighed er en drift. De to kan ikke sammenlignes. Man kan måske snarere sige, at nærigheden er et forsvar, som den nærige bruger for at beskytte sig selv.

©Winnie Haarløv 

Magt og manipulation

/i /af

Det er en bange hund, der bider, for den er afmægtig. Den trygge hund, som tror på at den kan klare sig over for de andre hunde, markerer sine grænser og forsvarer dem uden at blive vred eller aggressiv.

Sådan er det også med mennesker: at føle sig afmægtig betyder netop, at man har lagt magten af sig og derfor ikke magter situationen mere. At være afmægtig er skræmmende, for så er man forsvarsløs, hjælpeløs og sårbar – og den tilstand der er i bundkurs hos de fleste mennesker.

For min sønnesøn føles det heldigvis stadig naturligt at sige: ”Farmor, du må hjælpe mig. Det her er altså svært!” uden at føle sig dum, uduelig og mindreværdig. Han græder også uhæmmet, når han bliver ked af det, kyler rasende legetøjsrobotten ind i væggen, når den ikke vil som han vil og beder mig med store, bange øjne om at låse hoveddøren når han skal sove, så monstre og dinosaurer ikke kan komme ind. Han skammer sig med andre ord ikke over at mangle magt over situationen.

Magt og manipulation

Men det vil han formentlig – og desværre – nok snart begynde at gøre. For alle hans rollemodeller: forældre, bedsteforældre, ældre søskende, pædagoger – demonstrerer hele tiden for ham, at det er vigtigt at have styr på tingene. Og at det er skamfuldt og nærmest en slags defekt, når vi ikke har det.

Det gør vi først og fremmest ved at styre vores følelsesudbrud, og det er både godt og nødvendigt. Desværre gør mange af os det ved så vidt muligt at lade være med at føle dem – og hvis vi gør, så at lade være med at reagere på dem.

I stedet bruger vi forsvarsmekanismer: vi angriber (kritiserer) dem, vi opfatter som truende. Vi hader i stilhed dem, som kritiserer os og brokker os til nogle andre. Vi trækker os fra dem, som kræver vores opmærksomhed i stedet for at afvise og måske skuffe eller såre dem. Vi undviger dem, som vækker vores ’negative’ følelser og kritiserer bagefter os selv for ikke at have sagt fra eller have vist vores grænser.

Det hele er en magtkamp om retten til at være dem, vi er: glade, sure, bange, uvidende, vrede, nysgerrige… fortsæt selv. Vores rollemodeller har lært os, at det vigtigste er at have styr på det. Og det tillader altså ikke ret mange af de ovennævnte følelser. Derfor må vi manipulere omgivelserne, så vi holder dem på afstand, og så de ikke ser vores sårbarhed.

Indviklet? Nej.

Fem måder at manipulere på

Mennesket er et flokdyr, og i en flok må der nødvendigvis være et vist hierarki, fordi enhver gruppe har brug for en leder. Hos ulvene er der en alfahan og en alfahun, og hvis de ikke er der, går flokken til grunde. Hvor nødigt vi end vil indrømme det, er det også sådan for mennesker. Magtspillere er usikre mennesker, som forsøger at konsolidere hakkeordenen, og de bruger forskellige metoder. Selvom de kan gennemskues, kan det være svært at ryste sig fri af den. Her er nogle typiske, drevne magtspillere:

1. Trykkogeren

magtspil.trykkogEmil, 12 år, er vred på sin mor, fordi hun ville skilles fra Emils far og derefter flyttede sammen med sin nye kæreste og dennes to mindre børn. Nu behandler den sammenbragte familie Emil som et råddent æg på grund af hans “temperament”.

For at undgå hans lunefulde vredesudbrud undgår alle familiens øvrige medlemmer at sige, gøre eller fortælle noget, der kan ”gøre Emil sur”. Med mellemrum demonstrerer Emil sin magt og konsoliderer hakkeordenen ved at overfuse sin mor, helst når de andre hører det.

Mor forsvarer sig ikke, for dels føler hun skyld over, at drengen er så ulykkelig og savner sin far så frygteligt, dels skammer hun sig over at være sådan en tilsyneladende elendig mor, der ikke kan magte sit eget barn – og dels ved hun efterhånden, at hverken fornuft eller argumenter hjælper. Resten af familien forholder sig passive for ikke at risikere at blive den næste.

Hvad opnår Emil? Hans omgivelser føjer ham og giver intet modspil. Så Emil må selv forsøge at få styr på sin egen situation, og det gør han ved at tilegne sig magten og kontrollen over familien og gøre sig urørlig. Indeni er han ensom og ulykkelig og føler sig forladt og forkastet af sin mor, der gør sit yderste for at tækkes kæresten og de to fremmede børn. Emil er blevet en menneskeforbruger.

2. Kritikeren

magtspil.kritikerUanset hvad Gitte bliver præsenteret for, så sætter hun straks fingeren på svaghederne. Når solen skinner på en herlig majdag, siger hun: ”Det bliver sikkert regnvejr i aften,” og hendes automatiske reaktion på hvad som helst er: ”Det kan jeg/vi/man ikke” eller ”Det må jeg/vi/man ikke.”

Gitte er overbevist om, at andre vil snyde og bedrage, så når nogen kommer med en ny ide, er det med garanti, fordi de vil opnå et eller andet eller også ”var det på tide, at de endelig gjorde noget ved sagen”. Hun er fanget i en selvforstærkende spiral og leder systematisk efter beviser på, at andre folk er idioter, beregnende, dårlige mennesker. Hun eksploderer ikke i de store udbrud eller beklagelser og prøver heller ikke at få sagt sin mening eller renset luften – hun foretrækker de små daglige, sure opstød.

Hvad opnår Gitte? Magt – og maksimal opmærksomhed. Familie og kolleger kan bruge timer på at argumentere, diskutere og bevise, men de når ingen vegne. Gitte vil hellere være ensom end at afsløre sin angst for ikke at have styr på situationen. For så ville hun tabe ansigt og afsløre, at hun er sårbar, følsom og skrøbelig lige som alle andre kan være. Og så er hun ikke Stærke Gitte mere – bare en menneskeforbruger, som bruger andre til at stive sin “styrke” af på.

3. Martyren

magtspil.martyrLena har fuldtidsjob og tre børn, og hun beklager sig konstant over alt det, hun gør for andre uden at få et ord til tak. I weekenden taler hun om, hvor hård ugen har været, og i hverdagen taler hun om, hvor hårdt hun er hængt op i weekenden. Hun er tit syg, har hovedpine, stress og mange bekymringer, føler sig presset, udnyttet og sukker meget.

Når nogen spørger om hun dog ikke glæder sig til jul / påske / sommer / efterårsferie, sukker hun og siger “Jo, hvis bare der ikke var så meget, der skulle gøres – men det er da godt, at I andre i det mindste kan nyde det!”

Der er intet lys for enden af Lenas tunnel. Det sørger hun selv for ved at opsøge alt det, der skaber mulighed for at hun kan have ondt af sig selv. Hvis nogen siger, at hun jo kan lade være at påtage sig så meget, har Lena en smart afparering klar: “Jeg er også så dum -det er min egen skyld, og nu må jeg bare tage, hvad der kommer.”

Hvad får Lena ud af det? Tja, alle ved jo, at man ikke må slå på en der ligger ned, så det er jo en fantastisk måde for Lena at få magten til at undgå konfrontationer, udfordringer og forandringer på – samtidig med, at hun kan stå på sin piedestal og modtage beundring for alt det, hun gør.

I modsætning til Sortseeren viser hun sin sårbarhed, men hun giver alle andre skylden for den og nægter at tage ansvar og stille krav. Det giver hende opmærksomhed og tjenesteydelser, men det gør hende også ensom. For hun er jo uudholdelig at være sammen med. En ægte menneskeforbruger.

4. Sladdertasken

magtspi.sladder56-årige Inge er single uden børn og er populær i frokoststuen, fordi hun altid har en god historie. Hun har veludviklede antenner og en formidabel evne til at være lige dér, hvor det sner: har altid ”selv set det” eller ”hørt det fra pålidelig kilde”. Hun er venner med alle, kender deres fødselsdage og navnet på deres hund, og hun siger om sig selv: “Jeg er typen, som folk fortæller alting,” mens hun smiler beskedent.

Hun holder familie, venner og kolleger til ilden ved at antyde eller fortælle brudstykker af helheden. Så må de andre nemlig opsøge hende flere gange for at få mere at vide, og Inge kan føle sig populær og betydningsfuld. Hun ser ikke, at de andre foragter hendes sladdervornhed og har heller ingen tætte venner.

Hvad opnår Inge? Magt. Hun gør sig interessant, iscenesætter sig selv som centrum og videnscenter (jvfr. det gamle ordsprog om, at “viden er magt”) og sætter lidt fut i en måske lidt grå hverdag. Desuden kan hun føle sig feteret af dem, der opsøger hende for at slå en sludder af.

Inge er ensom under det snakkende ydre, for ingen, der kender hende, taler med hende om andet end vejret. Det ender jo bare på forsiden af søndagsavisen. Hun er en menneskeforbruger.

5. Den tyranniske kujon

magtspil.tyranJohan fik ingen lommepenge dengang nede i halvfjerdserne, da han boede med sin mor i et antikapitalistisk kollektiv – men det gjorde hans kone, så hun har presset Johan til at give børnene lommepenge, selvom han er imod det. Det er han sur over, så han gør stille oprør ved at modarbejde hende og brodere på reglerne for udlevering af beløbet hver eneste fredag og opfinde nye, små, finurlige forhindringer for uddelingen.

Johan har indført et indviklet system af mulige straffe, der kan give fradrag i lommepengene, men han kan også finde på pludselig at vise sit storsind ved at gøre undtagelser. Hvis altså ungerne så husker at lægge ansigterne i de rette, ærbødige folder… Johan føler sig uden skyld i, at børnene sjældent får udbetalt det fulde beløb af de aftalte lommepenge. “Det er jo jer selv, der bestemmer,” siger han. “I kender reglerne, så I kan jo bare lade være med at bryde dem, ikke?”

Hvad opnår Johan? Han kan lide at have magt uden at ville stå ved det, og han vil til enhver tid stædigt vil påstå, at han handler for børnenes bedste. Ovenikøbet synes han sikkert selv, at de andre skylder ham for hans storsindethed.

Han er en kujon, der gemmer sig bag tyranni fordi han ikke tør, vil eller kan stå ved sine synspunkter. For så vil børnenes mor sikkert blive vred. Johan bruger familien til at modarbejde sin egen følelse af afmægtighed og bilder sig ind, at han er modig, fordi han står alene med sine synspunkter på lommepenge.

©Winnie Haarløv

Ærlig, kærlig og nærværende

/i /af

Når jeg i mine foredrag spørger tilhørerne hvilke værdier de lever efter, så kommer ærlighed (i en eller anden form), nærvær og kærlighed næsten altid ind som top 3. Og alle tre værdier er vel også en forudsætning for gode relationer.

Om sandhed kan man sige, at den er en evigt skiftende størrelse, fordi tilværelsen hele tiden forandrer sig – og derfor forandrer vores behov sig også, efterhånden som vi udvikler os. Gennem livet ændrer vi os alle sammen mht. behov, ønsker, sym– og antipatier, og afhængigt af hvor meget overskud og hvor mange ressourcer vi har, vil vi påvirkes forskelligt af menneskene omkring os, og hvad vi kan lide som 20–årige kan vi ikke nødvendigvis lide som 35–årige. Din personlige sandhed er altså i konstant forandring. “Man kan ikke træde ud i den samme flod to gange”, siger et asiatisk ordsprog. Floden ligner sig selv, men logisk er vandet jo ikke det samme.

Hvis du vil være ærlig, kærlig og nærværende overfor andre, kræver det derfor, at du er opmærksom både på, hvad der sker inde i dig selv – og imellem dig og andre. Hvis du vil have intense og levende forhold til andre, må du være opmærksom og nærværende sammen med dem. For nærhed kræver ærlighed i form af tre faktorer: at du til enhver tid udtrykker 1) hvem du er, 2) hvad du har brug for og hvad du føler.

Nu vil du måske sige, at det lyder selvcentreret. Men prøv engang at tænke over det. Hvis du fortier de 3 faktorer, så bliver dit forhold til andre forlorent, dødt, stivnet eller kedeligt, og du vil føle dig ensom eller buret inde i en osteklokke. Når du opdager mindre charmerende sider af din personlighed er det jo meget menneskeligt at forsøge at lade være at vise dem frem til omverden. Du tror, at omverden vil have svært ved at acceptere dig som du er, på godt og ondt. Men i virkeligheden er det dig selv, der har svært ved at acceptere dine ”minussider”. Og din fantasi er, at hvis andre ser dem, vil de afvise dig eller løbe skrigende væk.

Mærkeligt nok er sandheden (og den konfrontation / konflikt, som tit følger med) en supergod garanti for at bevare et godt intimt og levende forhold til en anden – også selvom det måske i første øjeblik virker modsat. Fortielser har som regel kun én konsekvens: langsomt at kvæle forholdet.

Flere slags ærlighed

Når jeg fortæller om mine synspunkter på ærlighed, er der næsten altid en eller flere i forsamlingen, som siger, at skam de har prøvet at være ærlige: de har uden omsvøb fortalt kollegaen, chefen eller kunden, hvad de følte og tænkte. Og resultatet var bare, at den anden blev såret, vred eller afvisende. Når jeg så spørger, hvordan de er ærlige, viser der sig næsten altid et bestemt mønster. De fleste er tilbøjelige til at være ærlige om hvad de synes om den anden og det som den anden gør. Dvs. at ærligheden handler ikke om dem selv – men om den anden.

Men det er ikke dén slags ærlighed, som forholdet har brug for. Ærlighed er at tale om sine egne følelser, tanker og sine egne intentioner. Også, når det handler om forhold og situationer, hvor der skal berører kritiske eller følsomme emner. Og i længden kan konflikter ikke undgås og sandheder ikke skjules, hvis en relation skal være levende og nærværende.

Mange undskylder uærligheden med, at den anden ”ikke ville kunne holde til at høre sandheden.” Eller at ”det ville såre den anden unødigt.” Og så sker der tit det, at den anden sig føler sig dobbelt såret, dobbelt svigtet og bedraget eller umyndiggjort. ”Hvorfor sagde du ikke, at jeg irriterede dig sådan? Hvis du havde sagt det, havde jeg da i det mindste haft en chance for at gøre noget ved det,” siger den anden så. Eller ”Hvad så, hvis du er misundelig på mig og ønsker mig hen, hvor peberet gror fordi du synes jeg er hoven og arrogant? Sådan har jeg da også haft det med dig sommetider – jeg troede overhovedet ikke, at man kunne tale et fornuftigt ord med dig,” har jeg hørt to kolleger sige til hinanden efter en hed konflikt. Og bryde ud i gensidig latter.

At beskytte sig selv mod en ubehagelig situation eller et undgå at aflevere et ubehageligt budskab er bare en dårlig undskyldning for ikke at se i øjnene, hvad forhindringen for at tage konfrontationen er. Måske er forhindringen, at du ikke kan holde dine følelser ud, når den anden bliver vred eller ked af det. Måske er det, at du er bange for at blive forladt, afvist, udelukket eller hånet – eller at du er nervøs for at miste privilegier, prestige eller at vise dig fejlbarlig og sårbar. Måske er forhindringen, at du ikke vil såre modparten. Men tror du da, at du kan leve et helt liv uden at gøre eller sige noget, som andre bliver vrede, skuffede eller sårede over? Det kan du ikke. Og i øvrigt bad veninden jo selv om din mening!

Jeg siger det lige igen: Kontakt og nærvær kræver ærlighed. Også, selvom det kan gøre ondt.

LØGN ELLER SANDHED?

Tilværelsen er sjældent sort–hvid, og ikke at sige sandheden er ikke det samme som at lyve. At være ærlig behøver ikke betyde brutal, ubesmykket ærlighed. Den indvending jeg oftest hører imod at ”være ærlig” er, det ville såre den anden, være synd eller være for brutalt. Og både løgn og brutal ærlighed er da også negative værdier.

Et eksempel: I en tøjforretning prøver din veninde en kjole og spørger dig, om du synes at den klæder hende, og hvad du synes om farven. Nu kan du svare på fire forskellige måder:

  • A. Sandhed: ”Det snit fremhæver dine mest uheldige sider, og jeg synes ikke, at farven er god.”
  • B. Løgn: ”Ih ja, den er sørme smart. Og det er jo en spændende farve til dig.”
  • C. Brutal ærlighed: ”Du ligner en børnekarrussel bagfra, og farven får dig til at ligne en gammel ost.”
  • D. Diplomati:  ”Nej, jeg synes ikke den rigtig gør noget for dig. Skal vi ikke prøve at kigge efter en blå eller en rød, der fremhæver dine (arme, ben, nøgleben eller hvad det pæneste ved veninden nu er)?

Risikoen er, at din veninde vil blive ked af det, men chancen for, at hun finder noget der får hende til at se bedre ud og derfor gør hende gladere, er formentlig større. Nu er dette eksempel jo en meget mild konfrontation. Men du kan ved selvsyn konstatere, at det foregår i enhver tøjforretning, hvor veninder shopper.

 

©Winnie Haarløv 

Den store julefrokostamok

/i /af

Hun fugter læberne let og ser ham dybt i øjnene, mens tommelfingeren næsten rytmisk bevæger sig mod glassets stilk. Øjnene slipper ham ikke, mens hun drikker. På dansegulvet svinger en høj mand en lille, spinkel kvinde. Da han for n’te gang ruller hende ind i sin arm, giver han ikke slip igen. De to kroppes rytmer smelter sammen til én, mens hans arme næsten løfter hende fra gulvet, og hendes hænder glider ind under hans jakke. Det er julefrokost, og det er natten, hvor alt er tilladt.

Skarpe sandheder flyver gennem luften, der bliver praktiseret dirty dancing og toilettet er forstoppet af vielsesringe – for denne ene gang om året er alting tilladt. Hulemanden går på jagt, og sirenerne lokker og forfører. Det er i hvert fald den herskende fordom om den danske julefrokost. Hvadenten den udspiller sig i et firma eller blandt venner, er der lagt op til lir. Hvad det er, der får os til at smide hæmningerne lige netop dén aften? Hvilke psykologiske mekanismer går i gang, når julefrokosten står på bordet? Og hvorfor?

Sex – det største tabu

Der er noget i luften… og det er julefrokostsex. Men noget tyder på, at sex selv i vores pornoficerede, såkaldt individualistiske og frigjorte kultur stadig er forbundet med skyld og skam og derfor er tabuiseret.

Freud mente, at seksualdriften er mere end bare lysten til sex og forplantning; at den er selve livsdriften, nerven i vores overlevelse. Uden kulturbåret socialisering ville både mænd og kvinder formentlig vise deres drifter og lyster langt mere åbenlyst.

I puberteten og den første ungdom går bølgerne ganske vist højt i vandsengene, når man prøver sig selv og diverse partnere af, men når hormonerne finder et mere roligt leje, søger vi ind i de socialt accepterede mønstre og overholder deres tabuer og grænser.

Men helt ærligt…

Findes den kvinde, der vil sige nej til meget mere kærlig opmærksomhed og mange flere ømme kærtegn, der ikke kun er forspil til sex? Findes der en mand, der vil sige nej til en udløsning hver eneste dag (nogle vil sikkert mene det fem–dobbelte)?

Det er almindelig kendt, at mere end halvdelen af den mandlige befolkning tænker på sex mere end én gang dagligt, og at en femtedel af kvinderne gør det samme. Mange af vores forsvarsmekanismer går på at holde disse tanker og lyster i ave, og når de falder væk denne ene gang om året, er det vel ikke så underligt, at julefrokost–klichéen handler om forbudt sex! Slet ikke, når det der ellers er forbudt, pludselig er tilladt for alle.

Vi opfører os som børn

Til julefrokosten slipper Helle (30) og hendes veninder alle manerer, drikker snaps i rå mængder og danser vildt. Nogle gange så vildt, at de ender på skadestuen. Sidste år var der en, der flækkede hagen, og en anden levede sig så meget ind i dansen, at han skulder af gik led.

Syv veninder, deres kærester og et par enkelte venner samles, og efter et par flasker snaps tumler alle rundt på dansegulvet til den reggaesang, som er en af julefrokostens mange faste ritualer.

– Vi opfører os åndssvagt, lige fra vi træder ind ad døren. Denne ene gang om året giver vi los og bliver som børn igen, fortæller Helle, der er 30 år. – Vi har holdt sammen julefrokost i over ti år, lige siden vi læste. Til daglig er vi pæne piger: sygeplejersker, psykologer, designere osv. Men når snapsen flyder til julefrokost, bliver vi utæmmede.

– Vi snakker ikke om noget, laller og pjatter bare, fester igennem og har det sjovt. Hvert år spiser vi den samme mad, hører den samme musik og gør de samme ting – og opfører os så åndssvagt, at det kun er helt særlige, der får lov til at være med. Og nu, da vi er blevet mødre, er julefrokosten den ene fest om året, hvor alle altid møder op og hvor det er tilladt at gemme høflighederne væk og glemme hæmningerne.

Stammen og dens ritualer

Julefrokosten kan ses som et tilbagevendende ritual, hvor medlemmerne af en klan eller en stamme holder fest for sig selv. I sådanne ritualer der der skrevne regler, f.eks. at firmaet betaler julefrokosten og lægger lokaler til, eller at medarbejderne må klare det selv. I nogle firmaer fester alle sammen og tager eftermiddagen fri, og består stammen af alle medarbejderne. Andre steder udgøres stammen af den afdeling, der afholder ”frokosten” efter arbejdstid.

For gruppens medlemmer er de uskrevne regler lige så velkendte, og de skaber en uudtalt forventning om ritualets forløb: f.eks. at alle kan gå amok i en slags tilladt massehysteri eller katharsis, en slags renselse for hele stammen. Derved gør man sig klar til det næste år uden underliggende spændinger mellem medlemmerne og høvdingen.

Ligesom i virksomhedens organisation har stammens medlemmer hver især roller og opgaver: nogle arrangerer festen, nogle sørger for musikken, andre arrangerer underholdningen (både den planlagte og den spontane) osv. I firmaet er stammens høvding topederen, ved julefrokosten er det er værten (og det kan jo også godt være lederen), og der er forventninger til høvdingen. Han eller hun slår tonen an og sætter rammerne.

Høvdingens rolle er svær, for lige netop dén aften kan han ikke ”kun” være høvding. Medarbejderens forventning til lederen er, at han skal være festlig, åben og villig til at tale om andet end job og firma og løfte sløret for, hvem han er privat. Men endelig ikke for meget, for så kommer han så tæt på, at det bliver pinligt! Og heller ikke for lidt, for så holder han distance. Og så er han ikke et ægte stammemedlem.

Ritualer i flok

I forbindelse med julefrokosten er ritualtanken tydelig, selvom den har et bestemt formål. Men Gennem maden, dansen og beruselsen er der en uudtalt forventning om, at de spændinger der gennem året har hobet sig op, på en eller anden måde skal frigøres i løbet af lige præcis den aften.

Det kan være to kollegaer der har gået og kigget efter hinanden; det kan være en medarbejders frustration over at blive forbigået af lederen eller det kan være irritationen over en kollegas manglende arbejdsindsats.
Traditionelt taler man om overgangsritualer, hvorigennem deltagerne går fra en tilstand til en anden (f.eks. fra barn til voksen).

For nye medarbejdere kan julefrokosten ses som netop sådan en slags indvielse, hvor den nyansatte bliver introduceret til de (uformelle) regler, som virksomheden (stammen) har. Overholder hun reglerne, bliver hun optaget som medlem, og når det bliver hverdag igen, har hun lov at deltage i sladderen ved frokostbordet og de andre uformelle grupper, som der dannes i en organisation.

Men overtræder hun de uformelle regler og f.eks. kysser med chefen, smider tøjet, bliver for fuld eller går fuldstændig ædru hjem kl. 22, så er hun ”dumpet” og bliver ikke blevet indviet i den nye stamme. Hun er stemplet som en udstødt. I hvert fald indtil næste julefrokost, hvor hun skal gøre sig endog meget godt bemærket for at blive inviteret indenfor igen.

Man kan godt komme med kvalificerede gæt på, hvordan de forskellige persontyper vil reagere:

  • Perfektionisten, der til daglig er kontrolleret og lidt kølig, begynder at uddele kys og kram i flæng, spilder ned ad sig og dropper sin vielsesring i ris à la manden
  • Flinkeskoledrengen, der ellers bider det meste i sig og forsøger at være alle tilpas, tager bladet fra munden, råber, bander og synger sjofle sange
  • Den reserverede, der altid forsøger at være nøgtern, retfærdig og punktlig – og som pludselig snerrer til chefen, at han kan gøre hendes job meget bedre
  • Den impulsive spasmager, der ellers altid har et smil og en sjov bemærkning, vil deklamere Nietzsche og insistere på at tale om livet og døden
  • Den flirtende vil ud på aftenen bryde sammen i gråd over, at ingen nogensinde tager hende alvorligt og ser hvor dyb hun er
  • Den venlige og hjælpsomme fyr i it-support vil slå om sig med sydende sarkasmer til højre og venstre og gøre nar af alt og alle.
Haps, haps, haps – nu skal vi ha’ snaps

For niende år i træk skal Julie lave bondesild med flødeskum og æbler til en venindejulefrokost, også selv nogle hader sild. Sammen med de traditionelle juleretter er to snapsesange nogle af de ritualer, der skal overholdes. Julie og veninderne har kendt hinanden siden 7. klasse, og lige siden første julefrokost har de samme 18 mennesker været inviteret. Det begyndte som et sammenskudsgilde, og de samme retter har været på menuen lige siden.

– Alle hader mine bondesild, så et år luftede jeg, at jeg ville tage noget andet med. Det udløste et ramaskrig, for alle ville holde fast i traditionerne, og ingen ville undvære bondesildene, fortæller Julie.

Første år blev der også drukket så meget snaps, at Julie og en anden måtte ned i en kiosk og købe en flaske mere. Det satte niveauet, og siden har forventningerne til julefrokosten været ligeså høje som musikken, der brager ud af højtalerne.

– Af en eller anden grund må en julefrokost gerne blive meget vildere end en almindelig fest. Når snapsen går ind, har vi lov til at slå os løs. Vi danser på bordene, bliver meget fulde og falder i søvn alle mulige steder. Til den første julefrokost faldt min mand i søvn i en sofa, og han mærkede ikke, at der var en, der skød valnødder i hovedet på ham – han sov bare videre og vågnede næste morgen med et blåt øje.

En anden faldt i søvn på Store Kongensgade midt i København, så på mange måder satte den første julefrokost standarden for snaps, sjov og ballade.

– Inderkredsen mødes i september og aftaler, hvilken dato i december festen skal holdes. Vi diskuterer ikke, hvad der skal ske, for vi ved jo det hele i forvejen. Julie griner: – Traditionerne må ikke brydes. Vi holder somme tider også nytårsaften sammen, men det er en helt anden pæn fest.

– Til nytår bliver jeg tit skuffet. Der er også store forventninger til den aften, men i modsætning til den vilde julefrokost går de mere på, at nytårsaften skal være højtidelig. Måske derfor bliver det et underligt miks af både det ene og det andet, og det bliver aldrig lige så sjovt.

Men hvorfor er det sådan? Hvad er det, der får helt almindelige, velopdragne mennesker til at overtræde egne og andres grænser – lige netop dén aften?

Flinkeskolen: ikke kun for piger

Et psykologisk bud på løssluppenheden kan være, at vores daglige, bevidste og ubevidste forsvarsmekanismer bliver demonteret ved den årlige fest. Kombinationen af sløvende alkohol og forventningerne om, at alt er tilladt den aften betyder, at vi giver los for alt det, der ligger under overfladen – og så glemmer vi alt det, vi lærte i Flinkeskolen om standarder for ”ordentlig opførsel”.

Som børn har vi alle haft brug for anerkendelse: kærlighed, bekræftelse, respekt og opmærksomhed fra vores forældre for at håndtere opvækstens udfordringer. Men for mange af os har denne livsnødvendige anerkendelse været betinget af, at vi levede op til bestemte standarder.

Børn gør, hvad der er nødvendigt for at overleve psykisk, så de fleste af os lærte hurtigt at leve efter disse standarder om, hvad der er godt og skidt, tilladt og ikke tilladt – i en grad, så måske også sætter dem også op for både vores egne børn og for mennesker omkring os.

Men i virkeligheden lever vi dermed efter regler, der ikke er vores egne, og det skaber uoverensstemmelse imellem hvad vi har brug for og hvad vi tillader os selv. Er du f.eks. født med en følelsesladet natur og har fået at vide, at du kun er ”sød” når du er rolig og afbalanceret, så har du måske indlært reglen om, at følelser skal skjules – men så får du hverken vist eller brugt dit naturlige temperament. Og når du indimellem alligevel bryder ud i vild jubel eller smadrer en tallerken, føler du dig forkert, fordi du overtræder dine inkorporerede regler.

På den måde bliver det endnu sværere at møde livets udfordringer, og det giver skår i selvværd og selvrespekt. Derfor prøver vi at forsvare vores skrøbelige egoer så godt vi nu kan, og til det bruger vi forsvarsmekanismerne. Det er bl.a. dem, der betegner hvilken ”type” vi er og hvilke egenskaber, der kendetegner os.

Når sprutten går ind, forsvinder forsvarsmekanismerne, og så kommer det undertrykte, som nogle kalder skyggesiderne, frem.

I den moderne kultur anses det f.eks. for pinligt at give udtryk for vores følelser, medmindre det sker under fuld kontrol. At give følelserne frit løb (f.eks. hulke eller rase) opfattes som en slags krænkelse af de vedtagne og usynlige grænser, vi har socialiseret frem. Og her kommer julefrokostens stammeritual ind, for her ændrer de sædvanlige grænser sig.

Vi kender de fleste af variationerne i en grad, så det nærmer sig klichéer. Vi ved også, at når hæmningerne falder, kommer de sider af os frem, som vi ellers tror vi er nødt til fuldstændig at undertrykke. Men ved vi også, at den, som tør være sig selv til daglig, kan sige fra og til, skælde ud når hun er vred og græde, når hun er ked af det, ikke forandrer sig nævneværdigt? Hun bliver allerhøjst lidt mere sig selv.

Vejen til sjovere julefrokoster behøver  ikke at være brolagt med forbud og begrænsninger. Tværtimod. Ved at give os selv og andre lidt større råderum, lidt løsere tøjler og lidt mere tolerance til daglig ville den danske juleamok formentlig ende som en almindelig, sjov og hyggelig fest. Spørgsmålet er så bare, om det er dét, vil vil.

Dagbog fra en julefrokost

Kl. 19.00

Jeg tegner munden op og giver den en gang rødt. Lige inden jeg vender mig fra spejlet, knapper jeg endnu en knap op i skjorten. Min kavalergang trænger til et løft, så jeg folder et par trusseindlæg og understøtter de rigtige steder – og bingo! Hvis jeg sænker hovedet for længe ad gangen, kan jeg begå selvmord ved kvælning.

19.17

Taxaen holder uden for restauranten, og jeg ifører mig min Brøgger–hat med lange fjer (som jeg har haft i årevis og som ellers er for meget), finder balancen på stiletterne og skridter ind. Tobakstågerne hænger tæt, og storbarmede Lotte fra receptionen griner allerede som en hest. Jeg tror sgu, jeg er ved at være for gammel til det her, og jeg lovede også Peter at komme tidligt hjem. Vi skal til julekaffe hos svigermor i morgen, så…

20.34

Jeg hader snaps, men nu har jeg drukket seks. Både fordi jeg hverken kan lide finker eller flæskesteg og fordi jeg keder mig. Min bordherre er Søren, den nye konsulent, der så pæn og kedelig og hele tiden snakker om, hvor glad han er for at være i firmaet.

Overfor sidder Robert, der for hver eneste ”skål” har sænket blikket dybere og mere åbenlyst ned i min udskæring. Men okay, det er jeg jo selv ude om. Robert beskylder mig for at være kedelig, og jeg kan mærke, at mit humør daler, så jeg tager den sidste snaps. Bagefter vil jeg kun drikke vand og tænke på svigermor.

22.06

Den traditionelle julegaveauktion indbragte flere tusind kroner til fælles drikkevarer. Min medbragte gave (et Anders And blad, det kan enhver vel bruge) gik for 300 kr., men så begyndte Robert at byde på en af damerne fra et helt andet selskab og betalte 1.200 kr for en eller anden brintoveriltedulle, der nu sidder ved vores bord. Hvis han er til barmfagre blondiner, hvorfor går han så ikke bare efter Lotte? Den kjole, hun næsten har på, viser jo med al tydelighed at hun stadig er desperat single.

22.46

Okay, det gjorde han så også, men Lotte smækkede ham bare én, da han tog hende på DD–skålen… Nu sidder hun og tuder op ad moderlige Helga fra bogholderiet. Jeg har danset med Søren – enten er han alligevel ikke helt så kedelig, eller også har han verdens længste tunge. Den kunne i hvert fald nå helt ind i mit øre selvom vi dansede jitterbug. Min ene sko fløj ad h… til, og jeg kan ikke finde den – måske har en eller anden fetichist fået sig en uventet julegave?

23.38

Jeg skal til at tage mig sammen her. Den yngste marketingmand lagde an på mig og sagde at han var SÅ meget til ældre kvinder. Godt nok bliver jeg 34 næste gang, men helt ærligt!!! Jeg foreslog ham at sætte sig over til Lone fra bogholderiet i stedet for, og det gjorde han så, og nu har hun været ude at tage læbestift på. Selv har jeg alvorligt kig på Søren… der er et eller andet ved ham. Mit ur og min moral siger, at jeg skal gå hjem, men nu er der en, der tager fat i mig –

01.27

Det var chefen, der syntes vi liiiiige skulle diskutere noget som jeg i hvert fald ikke gad snakke om nu. Men jeg opdagede pludselig at han har de blødeste, brune øjne… og så var der vist noget om, at han havde en lille hule et eller andet sted ude i Rødovre. Ville det være for klamt at lege brandbil med ham?

02.16

Jeg vil helst ikke vil være Peter utro, så derfor forsøgte jeg at stoppe Søren ind i barkøleskabet, da han sagde at han var brændt varm på mig. Og som den voksne, fornuftige quinde jeg er slyngede jeg hurtigt min sidste cognac ned i ét drag og gik ud og ringede til Peter, det er jo ikke til at få en taxa. Nu står jeg iført én sko på restaurantens fortrappe og venter på ham. Længere nede ad gaden kan jeg se Lotte hænge på Sørens arm, og Robert har armen om skulderen på… Mads, den nye piccolo! Der kan man bare se…

 

© Winnie Haarløv