Indlæg

Parforhold er som en blomst. Det skal vandes for at stå stærkt og frodigt.

Parforhold – ja tak. Hvordan trives dit?

Og hvis det ikke gør, ved du så hvorfor?

Vi var engang så tæt
jeg dansede kun for dig
Hvordan kan jeg ligge her hos dig i natten
og være kold som vinter regn?
engang var du den allervigtigste af alle
nu er du allermest i vejen
Imellem os er marker fyldt med gammel sne
jeg fatter stadig ikke hvordan det ku’ ske

- Anne Dorte Michelsen 1983

I parterapi får jeg ikke så sjældent besøg af par, som synes det går ‘sådan meget godt’ – men de savner liv, lyst og gnist. De er egentlig ikke i tvivl om, at de elsker hinanden og gerne vil være i forholdet, men… 

Hvorfor keder de sig så begge to?

Ja, de keder sig – og det er de kede af. En typisk problemfremstilling er, at han  ønsker mere sex, og hun ønsker mere nærhed. Det er et typisk symptom, og det er en samtale værd. For så simpelt er det langtfra altid. Og gør man ingenting, er det den lige vej til skilsmisse eller utroskab.

“Dengang vi mødte hinanden, kunne vi slet ikke få nok. Vi elskede flere gange om dagen og snakkede hele natten,” hører jeg. “Alt var interessant. At han fik en blå cykel i fireårs-fødselsdagsgave, og at hun forvred knæet slemt, da hun stod på sine fine, nye skøjter første gang.

Nu er der tavshed. Og snakken går om børnene, haven, jobbet eller økonomien. De lever, når de tager på ferie og får en snert af håb: kan vi ikke tage alt det sjove, varme, afslappede og improviserede med hjem?
Nej. De vil så forfærdelig gerne, men det lykkes ikke.

Tro. Håb. Kærlighed.

Det er en almindelig fejlopfattelse, at kærligheden klarer alt, og at den RIGTIGE kærlighed overlever hvad som helst. Opfattelsen stammer nok fra Paulus ord om tro, håb og kærlighed i 1. Korinterbrev (også kaldet Kærlighedens højsang.) Teksten handler om de tre kristne dyder: troen på Gud, håbet om frelse og kærlighed til Gud og Næsten. Og den sætter kærligheden højest. Så meget, at tro og håb nærmest mister  værdi, hvis ikke de er farvet af den hellige kærlighed.

Det moderne parforhold er også bygget på kærlighed (for næppe nogen kristen eller sekulær dansker gifter sig af nødvendighed, ære eller hensyn til familien). Kærlighedens kraft driver værket, og vi forventer, at den holder til det hele. Men den sekulære kærlighed er mere pragmatisk og måske knapt så rummelig som den kærlighed, Paulus taler om.

Nærhed. Passion. Tillid.

Det er efter min overbevisning grundhjørnestenene i det moderne parforhold. Tilsammen udgør de kærlighedens fundament og den respekt, der væver sig som en gylden tråd igennem tæppet. Og da man først kan behandle et problem, når man ved 1)  at det findes og 2) hvad det drejer sig om, så går den første parsamtale som regel ud på at finde ud af, hvor det halter.

Vil du vide, hvor det halter i netop dit parforhold, så tag testen her.

Min søster, der døde som 17-årig

Kunsten at tilgive (2)

Vejen til tilgivelse

De fleste mennesker ønsker trods alt at vokse, udvikle sig og at være rummelige og generøse. Det første skridt mod at lære at tilgive er at mobilisere modet til at møde sin egen smerte.

Adam troede ikke, at Eva kunne være ham utro. Han har altid foragtet utroskab og aldrig været fristet og forestillede sig, at hun følte det samme.

Men i månedsvis var Eva involveret i en hemmelig, seksuel affære, som han opdagede ved en tilfældighed. Hun brød straks sammen i en tårefyldt tilståelse, og Adam gik i chok.

Først var han nærmest følelsesløs. Så blev han vred, rasende, panisk – og så trak han sig, kunne ikke holde ud at se på hende. Hvordan kunne han bo sammen med en kvinde, der havde forrådt ham? Tanken om intimitet mellem Eva og elskeren gjorde ham desperat, og raseriet overmandede ham: han råbte, bandede, truede og slog en knytnæve gennem væggen. Han ”hadede” hende, krævede, at hun flyttede ud, kaldte hende alle de grimmeste gloser han kendte og gjorde, hvad han kunne for at såre hende. Han truede med selvmord og råbte, at det ville være hendes skyld, at børnene blev faderløse.

Eva græd og bad om forladelse, mens hun forsøgte at forklare, at hun stadig elskede Adam, og at hun havde følt sig alene, træt, overset osv. Til sidst fremlejede han en lejlighed, fast besluttet på skilsmisse.

Da Adam og Eva begyndte i terapi hos mig, var han godt i gang med at udleve sit raseri. Men han var også træt, for han havde indset, at bebrejdelser, anklager, raseri og kulde ikke fik ham til at få det bedre. Han var ulykkelig, og ægteskabet var i opløsning. Han mente, at det var ved at slå ham ihjel.

Med lidt hjælp begyndte han at falde til ro. Han var jo rent faktisk hverken syg eller død – han trak stadig vejret, og han havde et NU. Jeg opfordrede ham til at gå ind i smerten (= konfrontere den) i stedet for at forsøge at mindske den ved at råbe og true. Det tog lidt tid, før han tog mod til at forsøge sig.

I sin fremlejede lejlighed sad Adam i fire dage alene og tillod sig som noget nyt at græde og sørge. Vreden tog af og bruste kun op indimellem, og da han holdt op med at true med at ødelægge Eva og deres familie, dukkede længslen efter en fremtid med hende og børnene op. Langsomt begyndte han at indse, at Eva var ulykkelig, fortrød sine handlinger og blev ved at bønfalde ham om at give deres ægteskab en chance. Langsomt, langsomt åbnede hans smerte for hans lydhørhed, og han begyndte at skimte de problemer i forholdet, der havde ført til Evas utroskab.

Han begyndte at indse, hvordan de begge havde overset en masse irritationer og ladet dem ligge for ikke at skabe ballade. Så meget var efterhånden blevet skubbet ind under gulvtæppet, at de kun sjældent talte om andet end det praktiske. Begge havde interessante jobs og interesser, som de begge havde givet mere energi end de voksende vanskeligheder i forholdet. Sex var blevet en pro forma øvelse, som de dyrkede som et symbol på deres sammenhold og ikke som en kilde til glæde og intimitet. De havde kort sagte mistet kontakten, og distancen blev efterhånden uoverskuelig. Det valgte Eva at reagere på ved at have en affære. Forståeligt måske, men destruktivt. Lige så destruktivt som Adam havde reageret på den voksende distance: ved at begrave sig i arbejde, udtrykke sin misfornøjethed med forholdet ved at kritisere Eva og være sur meget af tiden.

Da Adam i stedet for at køre på energierne af vrede, bitterhed, selvretfærdighed og skyld begyndte at vende tilbage til bevidstheden om sig selv og fandt mod til at tage ansvar for sin egen del af misèren, voksede hans forståelse for Eva langsomt. Han græd over sine smertefulde billeder af hende og den anden og Eva græd over at have såret ham så grusomt. Adam lyttede, når Eva fortalte om sin smerte og desperation ved at have følt sig uelsket og overflødig i så lang tid, og sammen sørgede de over, at de var kommet så langt ud uden at nogen af dem havde taget sig mod til at konfrontere sig selv eller den anden med problemerne.

Efter nogen tid mærkede han, at han savnede hende, og at smerten over at leve uden hende var større end smerten over det skete. Han besluttede at bede hende tage ham tilbage, da han blev klar over, at utroskaben ikke så meget handlede om ham personligt som den drejede sig om Evas desperation og smerte. I fællesskab enedes de om, at skulle afstanden mellem dem igen begynde at vokse, ville de vende sig til hinanden i stedet for fra hinanden.

“Tilgiver du mig?” spurgte Eva. “Ja,” svarede han. “Når jeg en dag har tilgivet mig selv, at jeg svigtede dig, så er jeg sikker på, at jeg kan.”

Det er vigtigt at understrege, at Evas desperation var en forklaring og ikke en retfærdiggørelse af hendes utroskab. At Adam forstod hende, betød ikke, at det var okay, at Eva var utro. Men forståelsen åbnede for hans tilgivelse af, at hun reagerede så destruktivt.

Da Adam konfronterede sin dybe smerte, sin bristede tillid og de sårede følelser, opdagede han, at han rent faktisk godt kunne udholde at erkende, hvad der skete uden at blive overvældet af følelser. Han indså, at selvom han helst ikke ville leve uden Eva, kunne han godt, hvis han skulle. Det var det første skridt.

Erkendelsen af, at utroskaben gjorde ondt, men ikke truede hans eksistens satte ham i stand til at tænke på det skete uden at føle sig nødt til aktivt eller passivt at ødelægge Eva. Det betød, at han fik overskud til at undersøge sit eget medansvar og tilgive sig selv, at han havde forsømt og overset hende. Adam var på vej mod ærlig tilgivelse.

Projektioner hindrer tilgivelse

At projicere betyder at lægge ejerskabet for en (ubevidst) uacceptabel følelse eller impuls hos en anden. Derved slipper man af med de sider af sig selv, som man ikke kan lide eller måske ikke engang er klar over, at man besidder.

  • Eksempel I: En kortluntet, hidsig person beskylder i et skænderi modparten for at være hysterisk. Gevinst: Den hidsige flytter fokus fra sit eget hysteri over på modparten.
  • Eksempel II: En depressiv kvinde forelsker sig i en mand med stærke, depressive træk. Hun bekymrer sig konstant for sin ’stakkels’ partner, beskytter ham som et barn. Gevinsten er, at hun føler sig stærk og uundværlig.

At projicere betyder, at man ikke sætter sig i andres sted, og det er helt nødvendigt for at kunne tilgive. En ”os – dem” tilgang til relationer er afstandstagende og giver ingen mulighed for at opleve sig selv som tilgivende.

De fleste mennesker viger tilbage for at vise for meget af sig selv, fordi de gerne vil skjule deres ”mindre flatterende” sider. De projiceres i stedet over på andre, og på den måde kan man skabe afstand mellem dem og mig på samme måde, som man skaber afstand til sine egne, uacceptable egenskaber. Tænk på ordsproget ”Tyv tror, at hver mand stjæler.”

Romeos utroskab

Julie var en smuk kvinde og lidt af en flirt. Hun elskede mændenes anerkendelse og lange blikke, selvom trangen til at opleve den gav hende dårlig samvittighed. Hun skammede sig også over, at hun fra tid til anden havde danset lidt for tæt med kolleger til festlige begivenheder, men trøstede sig med, at hun aldrig var gået over stregen.

Da Romeo var hende utro, var hun chokeret, knust og ulykkelig. Selvom hun elskede ham, insisterede hun på separation og straffede ham ved at plyndre ham og nægte ham adgang til børnene på alle mulige måder. Hun var helt uforsonlig og holdt på, at utroskab ikke kan undskyldes og tilgives. Med sin fornuft kunne hun godt se, at utroskab kan forklares og til dels også, at både hun og Romeo havde sin del af ansvaret for, at han søgte bekræftelse hos en anden, for de havde begge forsømt forholdet og var kommet længere og længere fra hinanden. Men hun magtede ikke at tilgive Romeo, at han havde valgt en så uhensigtsmæssig udvej af forholdets problemer og var nådesløs overfor alle hans forsøg på forsoning. Alligevel ville hun ikke undvære ham og fortsatte i ægteskabet.

Men med jævne mellemrum kunne Julie fryse til is og isolere sig fra ham. Desuden forpestede hun forholdet med en sviende, besiddende jalousi, som betød at Romeo skulle redegøre for hvert minut af sin færden og måtte lade Julie åbne sine breve, læse hans e-mails og have fri adgang til hans telefon. Hvis han anførte sin ret til privatliv, brusede hun op og anklagede ham for at ville snyde, bedrage, forråde og være utro. Hun holdte lange enetaler om, hvor forkasteligt det var at flirte eller bare se på andre kvinder, og venskab med kvindelige kolleger kunne der slet ikke blive tale om. I sit stille sind foragtede hun sig selv for sin jalousi og kontrollerende adfærd, men kunne ikke finde ud af at styre den.

Romeo oplevede igen afstanden mellem dem vokse og påpegede, at de hastigt var på vej væk fra hinanden, ligesom før utroskaben. Det kunne Julie godt mentalt forstå (og hun mærkede jo også både afstanden og sin egen usikkerhed), men hun formåede ikke følelsesmæssigt at sætte sig i Romeos sted og slog selvretfærdigt på sin Offerstatus: ”Det var dig, der var utro. Det her er prisen, hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på dig igen?”

I dette tilfælde er der to blokeringer for, at forholdet mellem Romeo og Julie kan blive godt, trygt og varmt igen.

Julie kan ikke sætte sig i Romeos sted, fordi hun har projiceret sin egen lyst til bekræftelse og flirt (som hun ikke bryder sig om) over på Romeo. Derfor kan hun overhovedet ikke sætte sig i hans sted og forstår overhovedet ikke, hvordan han overhovedet kunne se på en anden kvinde. Hun har fraspaltet / fortrængt sin egen lyst til at se på andre mænd og tror oprigtigt på, at hun KUN er interesseret i ham, nu og for evigt.

Hun fralægger sig ansvaret for at genopbygge tilliden mellem dem og placerer den 100% hos Romeo. Julie overser helt, at problemet med den manglede tillid rent faktisk er hendes. Det er hende, der så at sige ejer mistilliden, og derfor er det hende, der må bruge sin personlige kraft for at bygge den op igen. Det forhindrer hun imidlertid selv ved at kontrollere Romeo i stort og småt, mens hun nidkært leder efter mistænkelige tegn på utroskab. Hun har fralagt sig ejerskabet for sit eget problem og gjort ham til problemet i stedet for at se på sig selv og sit medansvar i misèren.

Empati: forudsætningen for at tilgive

Et barn, der vokser op hos forældre, som er optaget af deres egne utilstrækkeligheder, fejl og skam og lægger dem over på barnet, lærer hurtigt at føle sig ansvarlig for forældrenes utilfredshed.

Hvis mor ikke føler sig god nok, skal barnet være perfekt: smukt, dygtigt, stærkt, beundringsværdigt og populært for at mor kan føle sig vellykkelt. Hun har lagt al sin angst for at være ikke-god nok, grim, uduelig, skrøbelig og upopulær over på barnet og pacer det frem, mens hun soler sig i barnets resultater og i fuld oprigtighed mener, at barnet har taget ved lære af hende. Det barns miljø giver ikke mulighed for, at barnet lærer, hvem det selv er og får mod til at stå ved sig selv. Barnet føler sig forkert i mors øjne og bliver skamfuld, når det skuffer hendes høje forventninger.

Den dynamik ses overalt: hos politikere, der banker løs på modstanderne og taler hånligt og nedladende om dem, i film og musikvideoer om mobning og smerten ved at blive holdt udenfor, mediernes idealisering af bestemte kropsidealer og værdier, selvretfærdige journalister, hadefulde blogindlæg, rettighedsforkæmpere og tegneserier osv. osv.

Ved at forsøge at sætte os i andres sted i stedet for at tage afstand og nedgøre dem, der er forskellige fra os kan vi vende vores negative projektioner til positive. Hvis vi tør gå dybt nok ind i os selv til opleve muligheden for at respektere og acceptere vores egne tanker, følelser og handlinger – også alt det, vi ikke er stolte af – så baner vi vejen for at lære andre at kende og turde indgå i relationer med forståelse, indlevelse og accept.

Eller med andre ord: når man kan tilgive sig selv, åbnes muligheden for at tilgive andre. Det er en proces, der består af personlig styrke, forståelse, accept og tilgivelse. Og når vi lærer medfølelse med os selv, bliver det muligt at forstå, at andre også kun lever i ét øjeblik ad gangen og vælger deres adfærd bevidst og ubevidst, uden nødvendigvis at have til formål at være onde eller at skade dig.

Jamen, siger Eva. Jeg kan da godt forstå, acceptere og tilgive andre, der gør noget dumt eller bærer sig fjollet ad. Svar: Det er heller ikke så svært, når de andre ikke er så nær dit hjerte som Adam. Så kan de påføre dig samme smerte, forladthedsfølelse og oplevelse af svigt.

Afstanden fra forståelse til accept til tilgivelse er ikke lang. Hvert individ er et spejl af alt levende, og ingen del af livet er fuldstændig fremmed for os. Ligesom vores kroppe indånder og udånder atomer, som engang var Sokrates, Einstein, Kristus og Hitler, så har vi i os fragmenter af hver eneste ondskab, hver eneste dyd. Menneskers fascination af gangstere, monstre, oprørere, mordere, dæmoner og helgener, engle, blide kvinder, venlige mænd og visionære børn manifesterer mangfoldigheden og bredden af menneskets potentiale for indlevelse i disse egenskaber og erkende dem i os selv.

Da min lillesøster i 1972 blev dræbt i en trafikulykke, tror jeg næppe, at lastbilchaufføren ved morgenkaffen havde besluttet, at han den formiddag ville dræbe et menneske.

Det var et samspil af uheldige omstændigheder – deriblandt uforsigtighed. Både hans og hendes. Den formiddag sprængtes min familie og min tilværelse i atomer.

Det tog årevis for mig at forstå, at skulle jeg finde ressourcer til at at leve med sorgen, var jeg nødt til at tilgive ham.

Og i bakspejlet er det tydeligt, hvor meget nag og bitterhed fyldte og hæmmede min livskvalitet, før jeg kom så langt.

Først måtte jeg forstå, at det at tilgive ikke er at være ligeglad. Jeg måtte erkende, at det skete var sket, og at jeg selv var herre over, hvordan jeg ville leve med det.

At der var andre muligheder end at drukne i tanker om, hvor synd det var for mig og min familie; andre udveje end at forbitresover, at vi skulle bære på en så grufuld sorg resten af vores liv.

At forlade den komfortable offerholdning betød for mig, at jeg fik mulighed for at opleve verden som en arena med mig selv som aktør – og ikke som en skræmmende trussel, der skabte og bestemte mit liv.

Da jeg holdt op med at forvente, at verden ville behandle mig retfærdigt og indfri mine forventninger, kunne jeg begynde at tage ansvar for min tilværelse i egne hænder og ændre den måde jeg prægede min verden på.

Jeg var blevet bevidst om min personlige kraft – og paradoksalt nok også den meget begrænsede magt og kontrol, jeg har.

At tilgive er ikke at glemme.

Hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme en så stor sorg?

Det kan jeg ikke. Men tilgivelsen betyder, at sorgen har fundet sin plads i mig – at jeg kan tage den frem og turde mærke den, når jeg er i dét humør. Jeg er jo ikke interesseret i at glemme, hvad der engang var. Men det duer heller ikke at have det siddende på nakken konstant.

Det lyder enkelt, og det er det også. Men det enkle er langtfra altid nemt.

En ting tror jeg på: Tiden læger IKKE nogen sår, heller ikke utroskab og andre svigt. En smerte og den sorg den skaber skal gennemleves for at komme frem til tilgivelsen. Det duer ikke at lægge sig ned og spille Offer. Det bringer ingen gennem en sorg.

Den personlige kraft

Der er kun én vej væk fra Offer-holdningen: at finde frem til sin personlige kraft ved at tage ansvar for sine egne erfaringer, også for de uheldige og smertefulde og dem, som bare er sket. Kun den, der er bevidst om sin personlige kraft (= ved, at han ikke knækker under sin smerte) kan hele sig selv.

Der er to måder at forvalte sin kraft på: den ekskluderende og den inkluderende.

  • Den ekskluderende ser verden som modsætninger: svage og stærke, smuk­­ke og grimme, gode og dårlige, vindere og tabere. I det perspektiv er man stærk, når man ser andre som svage, god, når man ser andre som dårlige osv. At ekskludere er at begrænse: jeg er nødt til at… for at blive bedre end min modstander. Det er den den lige vej til uforsonlighed. At tilgive er i det perspektiv at godtage den ”dårlige” eller onde. Og hvem er jeg så selv?
  • Den inkluderende er funderet i individets oplevelse af sin indre verden og i, at han ser alle livets begivenheder som muligheder. Verden ses som råstof for at forme sit eget liv, og tilværelsen opleves ikke i modsætninger, men i muligheder: Hvis ikke begge er tilfredse, er vi begge tabere. Andre mennesker opfattes som deltagere i et flow og fælles skabelse, også, selvom de repræsenterer forskellighed og uenighed. Det er en fælles verden, der inkluderer alles erfaringer. For egentlig findes der intet, som ikke i en vis forstand kan assimileres, bruges og bidrage til videreudvikling. Den inkluderende tilgang til egen kraft giver mulighed for at elske og føle sig elsket, at indgå i alle slags fællesskaber og vide, at der ikke er vindere og tabere. Der er kun forskelligheder.
En case

L’s barndom var uharmonisk. Da han var to, forlod hans far familien, og L voksede op hos en deprimeret og hysterisk mor, en dominerende og konkurrerende søster og en passiv bedstemor. Han kæmpede sig gennem skolen, tog småjobs og havnede i relationer, der var korte, overfladiske og ufrugtbare. Indtil han fyldte tredive, var også hans familierelationer krigeriske og uforsonlige, og han var helt uinteresseret i at undersøge, hvorfor han havde så svært ved at indgå i varme, kærlige relationer til venner og kærester.

I trediverne kom han tilfældigt ind i en kreds af mennesker, der dyrkede selvudvikling. Han gik i intensiv terapi, søgte for første gang et job, der passede til hans intelligensniveau og involverede sig med en kærlig kvinde. Efterhånden forstod han, at det var muligt at leve på en anden måde: med givende job og nærende relationer og fik den tanke, at det måske endda var muligt at forsone sig med sin mor, søster og bedstemor.

Han tog fat på den vanskelige opgave at etablere forhold til dem, som var baseret på respekt og gensidig dialog, fordi han blev klar over, i hvor høj grad han savnede samspil med sin familie. Han opsøgte også sin far for første gang i tredive år. Faren viste dog ingen særlig interesse, så L opgav at udvikle forholdet. Alligevel var han glad for deres møder, for nu kunne han se faren som et menneske og ikke som et ondt fantom. Desuden forstod han, at hans fars manglende evne til at indgå i nære, intime relationer var grunden til, at han forlod familien dengang. Og at det ikke var L’s fejl.

Da L tog kontrol over sit liv, begyndte hans uforsonlighed at mindskes. Forholdet til mor og søster blev tættere, fordi han kunne nærme sig dem uden vrede, bebrejdelser og anklager for hans egen, smertefulde barndom. Med sin personlige kraft havde han skabt det bedst mulige resultat for sig med de kort, han havde på hånden. Det var en stor tilfredsstillelse for ham at slippe for at mærke sin vrede, fortrydelse og uforsonlighed døgnet rundt.

Kunsten at tilgive (del I)

Kunsten at tilgive (del III)

 

©Winnie Haarløv 

juleamok

Den store julefrokostamok

Hun fugter læberne let og ser ham dybt i øjnene, mens tommelfingeren næsten rytmisk bevæger sig mod glassets stilk. Øjnene slipper ham ikke, mens hun drikker. På dansegulvet svinger en høj mand en lille, spinkel kvinde. Da han for n’te gang ruller hende ind i sin arm, giver han ikke slip igen. De to kroppes rytmer smelter sammen til én, mens hans arme næsten løfter hende fra gulvet, og hendes hænder glider ind under hans jakke. Det er julefrokost, og det er natten, hvor alt er tilladt.

Skarpe sandheder flyver gennem luften, der bliver praktiseret dirty dancing og toilettet er forstoppet af vielsesringe – for denne ene gang om året er alting tilladt. Hulemanden går på jagt, og sirenerne lokker og forfører. Det er i hvert fald den herskende fordom om den danske julefrokost. Hvadenten den udspiller sig i et firma eller blandt venner, er der lagt op til lir. Hvad det er, der får os til at smide hæmningerne lige netop dén aften? Hvilke psykologiske mekanismer går i gang, når julefrokosten står på bordet? Og hvorfor?

Sex – det største tabu

Der er noget i luften… og det er julefrokostsex. Men noget tyder på, at sex selv i vores pornoficerede, såkaldt individualistiske og frigjorte kultur stadig er forbundet med skyld og skam og derfor er tabuiseret.

Freud mente, at seksualdriften er mere end bare lysten til sex og forplantning; at den er selve livsdriften, nerven i vores overlevelse. Uden kulturbåret socialisering ville både mænd og kvinder formentlig vise deres drifter og lyster langt mere åbenlyst.

I puberteten og den første ungdom går bølgerne ganske vist højt i vandsengene, når man prøver sig selv og diverse partnere af, men når hormonerne finder et mere roligt leje, søger vi ind i de socialt accepterede mønstre og overholder deres tabuer og grænser.

Men helt ærligt…

Findes den kvinde, der vil sige nej til meget mere kærlig opmærksomhed og mange flere ømme kærtegn, der ikke kun er forspil til sex? Findes der en mand, der vil sige nej til en udløsning hver eneste dag (nogle vil sikkert mene det fem–dobbelte)?

Det er almindelig kendt, at mere end halvdelen af den mandlige befolkning tænker på sex mere end én gang dagligt, og at en femtedel af kvinderne gør det samme. Mange af vores forsvarsmekanismer går på at holde disse tanker og lyster i ave, og når de falder væk denne ene gang om året, er det vel ikke så underligt, at julefrokost–klichéen handler om forbudt sex! Slet ikke, når det der ellers er forbudt, pludselig er tilladt for alle.

Vi opfører os som børn

Til julefrokosten slipper Helle (30) og hendes veninder alle manerer, drikker snaps i rå mængder og danser vildt. Nogle gange så vildt, at de ender på skadestuen. Sidste år var der en, der flækkede hagen, og en anden levede sig så meget ind i dansen, at han skulder af gik led.

Syv veninder, deres kærester og et par enkelte venner samles, og efter et par flasker snaps tumler alle rundt på dansegulvet til den reggaesang, som er en af julefrokostens mange faste ritualer.

– Vi opfører os åndssvagt, lige fra vi træder ind ad døren. Denne ene gang om året giver vi los og bliver som børn igen, fortæller Helle, der er 30 år. – Vi har holdt sammen julefrokost i over ti år, lige siden vi læste. Til daglig er vi pæne piger: sygeplejersker, psykologer, designere osv. Men når snapsen flyder til julefrokost, bliver vi utæmmede.

– Vi snakker ikke om noget, laller og pjatter bare, fester igennem og har det sjovt. Hvert år spiser vi den samme mad, hører den samme musik og gør de samme ting – og opfører os så åndssvagt, at det kun er helt særlige, der får lov til at være med. Og nu, da vi er blevet mødre, er julefrokosten den ene fest om året, hvor alle altid møder op og hvor det er tilladt at gemme høflighederne væk og glemme hæmningerne.

Stammen og dens ritualer

Julefrokosten kan ses som et tilbagevendende ritual, hvor medlemmerne af en klan eller en stamme holder fest for sig selv. I sådanne ritualer der der skrevne regler, f.eks. at firmaet betaler julefrokosten og lægger lokaler til, eller at medarbejderne må klare det selv. I nogle firmaer fester alle sammen og tager eftermiddagen fri, og består stammen af alle medarbejderne. Andre steder udgøres stammen af den afdeling, der afholder ”frokosten” efter arbejdstid.

For gruppens medlemmer er de uskrevne regler lige så velkendte, og de skaber en uudtalt forventning om ritualets forløb: f.eks. at alle kan gå amok i en slags tilladt massehysteri eller katharsis, en slags renselse for hele stammen. Derved gør man sig klar til det næste år uden underliggende spændinger mellem medlemmerne og høvdingen.

Ligesom i virksomhedens organisation har stammens medlemmer hver især roller og opgaver: nogle arrangerer festen, nogle sørger for musikken, andre arrangerer underholdningen (både den planlagte og den spontane) osv. I firmaet er stammens høvding topederen, ved julefrokosten er det er værten (og det kan jo også godt være lederen), og der er forventninger til høvdingen. Han eller hun slår tonen an og sætter rammerne.

Høvdingens rolle er svær, for lige netop dén aften kan han ikke ”kun” være høvding. Medarbejderens forventning til lederen er, at han skal være festlig, åben og villig til at tale om andet end job og firma og løfte sløret for, hvem han er privat. Men endelig ikke for meget, for så kommer han så tæt på, at det bliver pinligt! Og heller ikke for lidt, for så holder han distance. Og så er han ikke et ægte stammemedlem.

Ritualer i flok

I forbindelse med julefrokosten er ritualtanken tydelig, selvom den har et bestemt formål. Men Gennem maden, dansen og beruselsen er der en uudtalt forventning om, at de spændinger der gennem året har hobet sig op, på en eller anden måde skal frigøres i løbet af lige præcis den aften.

Det kan være to kollegaer der har gået og kigget efter hinanden; det kan være en medarbejders frustration over at blive forbigået af lederen eller det kan være irritationen over en kollegas manglende arbejdsindsats.
Traditionelt taler man om overgangsritualer, hvorigennem deltagerne går fra en tilstand til en anden (f.eks. fra barn til voksen).

For nye medarbejdere kan julefrokosten ses som netop sådan en slags indvielse, hvor den nyansatte bliver introduceret til de (uformelle) regler, som virksomheden (stammen) har. Overholder hun reglerne, bliver hun optaget som medlem, og når det bliver hverdag igen, har hun lov at deltage i sladderen ved frokostbordet og de andre uformelle grupper, som der dannes i en organisation.

Men overtræder hun de uformelle regler og f.eks. kysser med chefen, smider tøjet, bliver for fuld eller går fuldstændig ædru hjem kl. 22, så er hun ”dumpet” og bliver ikke blevet indviet i den nye stamme. Hun er stemplet som en udstødt. I hvert fald indtil næste julefrokost, hvor hun skal gøre sig endog meget godt bemærket for at blive inviteret indenfor igen.

Man kan godt komme med kvalificerede gæt på, hvordan de forskellige persontyper vil reagere:

  • Perfektionisten, der til daglig er kontrolleret og lidt kølig, begynder at uddele kys og kram i flæng, spilder ned ad sig og dropper sin vielsesring i ris à la manden
  • Flinkeskoledrengen, der ellers bider det meste i sig og forsøger at være alle tilpas, tager bladet fra munden, råber, bander og synger sjofle sange
  • Den reserverede, der altid forsøger at være nøgtern, retfærdig og punktlig – og som pludselig snerrer til chefen, at han kan gøre hendes job meget bedre
  • Den impulsive spasmager, der ellers altid har et smil og en sjov bemærkning, vil deklamere Nietzsche og insistere på at tale om livet og døden
  • Den flirtende vil ud på aftenen bryde sammen i gråd over, at ingen nogensinde tager hende alvorligt og ser hvor dyb hun er
  • Den venlige og hjælpsomme fyr i it-support vil slå om sig med sydende sarkasmer til højre og venstre og gøre nar af alt og alle.
Haps, haps, haps – nu skal vi ha’ snaps

For niende år i træk skal Julie lave bondesild med flødeskum og æbler til en venindejulefrokost, også selv nogle hader sild. Sammen med de traditionelle juleretter er to snapsesange nogle af de ritualer, der skal overholdes. Julie og veninderne har kendt hinanden siden 7. klasse, og lige siden første julefrokost har de samme 18 mennesker været inviteret. Det begyndte som et sammenskudsgilde, og de samme retter har været på menuen lige siden.

– Alle hader mine bondesild, så et år luftede jeg, at jeg ville tage noget andet med. Det udløste et ramaskrig, for alle ville holde fast i traditionerne, og ingen ville undvære bondesildene, fortæller Julie.

Første år blev der også drukket så meget snaps, at Julie og en anden måtte ned i en kiosk og købe en flaske mere. Det satte niveauet, og siden har forventningerne til julefrokosten været ligeså høje som musikken, der brager ud af højtalerne.

– Af en eller anden grund må en julefrokost gerne blive meget vildere end en almindelig fest. Når snapsen går ind, har vi lov til at slå os løs. Vi danser på bordene, bliver meget fulde og falder i søvn alle mulige steder. Til den første julefrokost faldt min mand i søvn i en sofa, og han mærkede ikke, at der var en, der skød valnødder i hovedet på ham – han sov bare videre og vågnede næste morgen med et blåt øje.

En anden faldt i søvn på Store Kongensgade midt i København, så på mange måder satte den første julefrokost standarden for snaps, sjov og ballade.

– Inderkredsen mødes i september og aftaler, hvilken dato i december festen skal holdes. Vi diskuterer ikke, hvad der skal ske, for vi ved jo det hele i forvejen. Julie griner: – Traditionerne må ikke brydes. Vi holder somme tider også nytårsaften sammen, men det er en helt anden pæn fest.

– Til nytår bliver jeg tit skuffet. Der er også store forventninger til den aften, men i modsætning til den vilde julefrokost går de mere på, at nytårsaften skal være højtidelig. Måske derfor bliver det et underligt miks af både det ene og det andet, og det bliver aldrig lige så sjovt.

Men hvorfor er det sådan? Hvad er det, der får helt almindelige, velopdragne mennesker til at overtræde egne og andres grænser – lige netop dén aften?

Flinkeskolen: ikke kun for piger

Et psykologisk bud på løssluppenheden kan være, at vores daglige, bevidste og ubevidste forsvarsmekanismer bliver demonteret ved den årlige fest. Kombinationen af sløvende alkohol og forventningerne om, at alt er tilladt den aften betyder, at vi giver los for alt det, der ligger under overfladen – og så glemmer vi alt det, vi lærte i Flinkeskolen om standarder for ”ordentlig opførsel”.

Som børn har vi alle haft brug for anerkendelse: kærlighed, bekræftelse, respekt og opmærksomhed fra vores forældre for at håndtere opvækstens udfordringer. Men for mange af os har denne livsnødvendige anerkendelse været betinget af, at vi levede op til bestemte standarder.

Børn gør, hvad der er nødvendigt for at overleve psykisk, så de fleste af os lærte hurtigt at leve efter disse standarder om, hvad der er godt og skidt, tilladt og ikke tilladt – i en grad, så måske også sætter dem også op for både vores egne børn og for mennesker omkring os.

Men i virkeligheden lever vi dermed efter regler, der ikke er vores egne, og det skaber uoverensstemmelse imellem hvad vi har brug for og hvad vi tillader os selv. Er du f.eks. født med en følelsesladet natur og har fået at vide, at du kun er ”sød” når du er rolig og afbalanceret, så har du måske indlært reglen om, at følelser skal skjules – men så får du hverken vist eller brugt dit naturlige temperament. Og når du indimellem alligevel bryder ud i vild jubel eller smadrer en tallerken, føler du dig forkert, fordi du overtræder dine inkorporerede regler.

På den måde bliver det endnu sværere at møde livets udfordringer, og det giver skår i selvværd og selvrespekt. Derfor prøver vi at forsvare vores skrøbelige egoer så godt vi nu kan, og til det bruger vi forsvarsmekanismerne. Det er bl.a. dem, der betegner hvilken ”type” vi er og hvilke egenskaber, der kendetegner os.

Når sprutten går ind, forsvinder forsvarsmekanismerne, og så kommer det undertrykte, som nogle kalder skyggesiderne, frem.

I den moderne kultur anses det f.eks. for pinligt at give udtryk for vores følelser, medmindre det sker under fuld kontrol. At give følelserne frit løb (f.eks. hulke eller rase) opfattes som en slags krænkelse af de vedtagne og usynlige grænser, vi har socialiseret frem. Og her kommer julefrokostens stammeritual ind, for her ændrer de sædvanlige grænser sig.

Vi kender de fleste af variationerne i en grad, så det nærmer sig klichéer. Vi ved også, at når hæmningerne falder, kommer de sider af os frem, som vi ellers tror vi er nødt til fuldstændig at undertrykke. Men ved vi også, at den, som tør være sig selv til daglig, kan sige fra og til, skælde ud når hun er vred og græde, når hun er ked af det, ikke forandrer sig nævneværdigt? Hun bliver allerhøjst lidt mere sig selv.

Vejen til sjovere julefrokoster behøver  ikke at være brolagt med forbud og begrænsninger. Tværtimod. Ved at give os selv og andre lidt større råderum, lidt løsere tøjler og lidt mere tolerance til daglig ville den danske juleamok formentlig ende som en almindelig, sjov og hyggelig fest. Spørgsmålet er så bare, om det er dét, vil vil.

Dagbog fra en julefrokost

Kl. 19.00

Jeg tegner munden op og giver den en gang rødt. Lige inden jeg vender mig fra spejlet, knapper jeg endnu en knap op i skjorten. Min kavalergang trænger til et løft, så jeg folder et par trusseindlæg og understøtter de rigtige steder – og bingo! Hvis jeg sænker hovedet for længe ad gangen, kan jeg begå selvmord ved kvælning.

19.17

Taxaen holder uden for restauranten, og jeg ifører mig min Brøgger–hat med lange fjer (som jeg har haft i årevis og som ellers er for meget), finder balancen på stiletterne og skridter ind. Tobakstågerne hænger tæt, og storbarmede Lotte fra receptionen griner allerede som en hest. Jeg tror sgu, jeg er ved at være for gammel til det her, og jeg lovede også Peter at komme tidligt hjem. Vi skal til julekaffe hos svigermor i morgen, så…

20.34

Jeg hader snaps, men nu har jeg drukket seks. Både fordi jeg hverken kan lide finker eller flæskesteg og fordi jeg keder mig. Min bordherre er Søren, den nye konsulent, der så pæn og kedelig og hele tiden snakker om, hvor glad han er for at være i firmaet.

Overfor sidder Robert, der for hver eneste ”skål” har sænket blikket dybere og mere åbenlyst ned i min udskæring. Men okay, det er jeg jo selv ude om. Robert beskylder mig for at være kedelig, og jeg kan mærke, at mit humør daler, så jeg tager den sidste snaps. Bagefter vil jeg kun drikke vand og tænke på svigermor.

22.06

Den traditionelle julegaveauktion indbragte flere tusind kroner til fælles drikkevarer. Min medbragte gave (et Anders And blad, det kan enhver vel bruge) gik for 300 kr., men så begyndte Robert at byde på en af damerne fra et helt andet selskab og betalte 1.200 kr for en eller anden brintoveriltedulle, der nu sidder ved vores bord. Hvis han er til barmfagre blondiner, hvorfor går han så ikke bare efter Lotte? Den kjole, hun næsten har på, viser jo med al tydelighed at hun stadig er desperat single.

22.46

Okay, det gjorde han så også, men Lotte smækkede ham bare én, da han tog hende på DD–skålen… Nu sidder hun og tuder op ad moderlige Helga fra bogholderiet. Jeg har danset med Søren – enten er han alligevel ikke helt så kedelig, eller også har han verdens længste tunge. Den kunne i hvert fald nå helt ind i mit øre selvom vi dansede jitterbug. Min ene sko fløj ad h… til, og jeg kan ikke finde den – måske har en eller anden fetichist fået sig en uventet julegave?

23.38

Jeg skal til at tage mig sammen her. Den yngste marketingmand lagde an på mig og sagde at han var SÅ meget til ældre kvinder. Godt nok bliver jeg 34 næste gang, men helt ærligt!!! Jeg foreslog ham at sætte sig over til Lone fra bogholderiet i stedet for, og det gjorde han så, og nu har hun været ude at tage læbestift på. Selv har jeg alvorligt kig på Søren… der er et eller andet ved ham. Mit ur og min moral siger, at jeg skal gå hjem, men nu er der en, der tager fat i mig –

01.27

Det var chefen, der syntes vi liiiiige skulle diskutere noget som jeg i hvert fald ikke gad snakke om nu. Men jeg opdagede pludselig at han har de blødeste, brune øjne… og så var der vist noget om, at han havde en lille hule et eller andet sted ude i Rødovre. Ville det være for klamt at lege brandbil med ham?

02.16

Jeg vil helst ikke vil være Peter utro, så derfor forsøgte jeg at stoppe Søren ind i barkøleskabet, da han sagde at han var brændt varm på mig. Og som den voksne, fornuftige quinde jeg er slyngede jeg hurtigt min sidste cognac ned i ét drag og gik ud og ringede til Peter, det er jo ikke til at få en taxa. Nu står jeg iført én sko på restaurantens fortrappe og venter på ham. Længere nede ad gaden kan jeg se Lotte hænge på Sørens arm, og Robert har armen om skulderen på… Mads, den nye piccolo! Der kan man bare se…

 

© Winnie Haarløv