Indlæg

undskyld

Undskyld er det nye sort

En af tidens megatrends er undskyldninger. Desværre af den forlorne slags, som i modsætning til de ægte bare er en slags høflighedsfraser, som afvæbner andre og faktisk er en fornærmelse. Alligevel griber undskylderiet uhæmmet om sig, godt suppleret af den allestedsnærværende politiske korrekthed. Kender du forskellen?

Undskyldemosteren

Som barn lærte du, at det er høfligt at sige undskyld. Så det praktiserer du selvfølgelig også som voksen. ”Ih, altså, undskyld! Jeg er bare så forvirret / stresset / hidsig osv.” smiler du, hver gang du kommer for sent. Eller når du vifter med en enkelt liter letmælk og springer over i supermarkedskøen – og igen, når du har hidset sig op foran ungerne, veninden eller kæresten.

Du er en Undskyldemoster. Du har ikke opdaget, at den slags undskyldninger er totalt uægte og derfor fuldstændig værdiløse og forstår ikke, at andre alligevel bliver sure, selvom du siger undskyld. Du ser ikke, at dine undskyldninger i virkeligheden er fornærmende, fordi de mest består af manipulation og undvigelsesmanøvrer.

En Undskyldemoster forventer automatisk syndsforladelse og nægter at tage konsekvensen af sine handlinger. Det underliggende budskab i den slags undskyldninger er nemlig: ”Når jeg siger undskyld, kan du ikke være bekendt at være vred på mig!” Faktisk kunne hun lige så godt sige: ”Jeg er komplet an­svarsløs, så jeg gider ikke gøre mig nogen som helst anstrengelser for din skyld. Men når jeg siger pænt undskyld og du bliver sur alligevel, så er det dig, der er dum, smålig og forkert!”

Magt eller mode

Undskyldninger er mere trendy end nogensinde – også de offentlige, som giver undskylderen en voldsom magt. Når en en fremstående person siger offentligt undskyld, bliver vi lange i spyttet, for kan man tillade sig at være vred på nogen, der angrer deres fejl? Når skatteministeren bliver sendt i byen med en offentlig undskyldning for, at regeringschefen og syv andre højtstående personer drønede igennem en lille nordsjællandsk by med fartovertrædelser, der ville have skaffet almindelige mennesker bøde, fængsel eller tre klip i kortet – skal man så afvæbne sin irritation over, at landets øverste bryder de love, de selv vedtager?

Og hvad med alle de politisk korrekte undskyldninger, der kræves her og der: Skal Danmark undskylde slavehandlen i 1700-tallet, som en delegation fra Jomfruøerne i april kom til Danmark for at diskutere? Skal vi så også undskylde for vikingernes voldtægter, plateauskoene, burhønsene og århus-vittighederne? Hvor går grænsen? Og er der forskel på ægte og forlorne undskyldning?

Glasbjerg og gummisko

”Jeg har virkelig svært ved at sige rigtigt undskyld,” siger Lene, en voksen kvinde fra min konsultation. ”Jeg kan simpelthen ikke. Heller ikke, selvom jeg udmærket ved, at jeg har dummet mig. Undskyld­ninger får mig til at føle mig taberagtig – og jeg hader nederlag. Jeg føler mig en halv meter høj: svag, utroværdig og ynkelig. Det er simpelthen så pinligt at sige undskyld. Men det er sgu osse flovt, at jeg ikke kan finde ud af det!” På mit spørgsmål om, hvad hun så gør, indrømmer hun: ”Jeg lader som ingenting. Eller jeg prøver at overbevise andre om, at jeg har ret, eller at det var deres skyld. For hvad nu, hvis jeg bliver helt til grin – eller hvis folk ikke gider mig, når jeg kan være så dum?”

Frygten for at blive afvist eller ’til grin’ gør undskyldningen til et glasbjerg, der skal bestiges iført gummisko. At indrømme sine fejl gør Lene mindre værd i hendes egne øjne, og så tror hun, at det er sværere at holde af hende. For hende gælder det om ikke at blotte sine fejl, for som alle andre frygter hun dybest set at blive afvist, udstødt eller at miste sine tilhørsforhold.

Det paradoksale er, at Lene på den måde skruer sig selv længere og længere ned i indlandsisen. Andre opfatter hende let som arrogant, hård, selvglad, ufølsom osv. – og det er jo slet ikke rigtigt! Det endnu mere paradoksale er næsten, at der er kæmpestore chancer for, at en ærligt ment undskyldning bliver godtaget. Og selvom det kan være svært at indrømme egne fejl og mangler, så er der faktisk flere fordele end ulemper ved det. Det ville uden tvivl øge Lenes selvrespekt, at hun turde stå ved sig selv og indrømme, at hun har trådt forkert. Det ville formentlig også skabe respekt hos modparten. Og respekt er en dialogåbner, der giver både Lene og modparten chancen for se hinanden i øjnene og komme videre. Hvorfor er det så svært?

De smertelige følelser

Lene er styret af skyld, når hun føler, at der er behov for en undskyldning og af skam, når hun vægrer sig ved at give den. Skam er den smertefulde følelse af at være forkert og ’ingenting værd’ som kan opstå, når man har dummet sig (og også, selvom man ikke har!). Det er forståeligt, at Lene hurtigst muligt skyder skylden på andre (anklager, bebrejdelser) eller forsøger at af-skylde sig med den forlorne undskyldnings forklaringer eller fraser.

Men når vi lige ser bort fra det kristne skyldbegreb, hvor alle mennesker er syndige, så kan noget kun være Lenes skyld, hvis hun kunne have handlet anderledes i en given situation. Hvis hun kommer for sent, fordi en væltet træstamme har blokeret kørebanen eller busserne helt uventet strejker, så behøver hun ikke at undskyld. Det er jo ikke hendes skyld. Men når hun vælger at stå for sent op, springe over i supermarkedskøen og råbe ad kæresten, er det hendes valg og hendes skyld. Hun vælger at gøre noget, som hun ved er forkert, og vil hun af med skyldfølelsen, så må hun tage ansvar for dét valg. Og give en ægte undskyldning til den, det gik ud over. Bagefter må hun så prøve at tilgive sig selv, at hun bar sig forkert ad.

Godt så – men hvad er en ægte undskyldning?

Den oprigtige undskyldning tager udgangspunkt i at du: 1) har skylden, dvs. har handlet forkert 2) indser det og tager ansvar for det og 3) ønsker tilgivelse. ’Undskyld mig’ betyder jo ’forlad mig min skyld.’

Når skamfølelsen hærger, er det tudesvært at se den anden i øjnene. Derfor foretrækker du måske at give undskyldningen i et brev, en e-mail eller en sms, og det er selvfølgelig bedre end ingenting. Men det allerbedste er at kvinde dig op og give undskyldningen ansigt til ansigt. Sørg for, at der er fred og uforstyrrethed, at I ikke bliver afbrudt af børn, chefer eller telefoner – og husk Kleenex! Rigtige undskyldninger rører tit ved de dybe følelser, så det er ikke usandsynligt, at I begge to vil blive bevæget. Eventuelt kan du i forvejen (telefonisk eller skriftligt) bede om modpartens opmærksomhed, f.eks. ”Jeg vil gerne tale uforstyrret med dig i to minutter. Kan du kl…/ sted…

Ligesom at handle i Fakta tager det nemlig ikke engang fem minutter at give en oprigtig undskyldning. Den skal ikke være en lang diskussion af, hvad du gjorde og hvorfor – den er kort, præcis og indeholder de nedenstående fem punkter, og når den er afleveret, kan mødet slutte. Du kan ikke forvente at blive tilgivet på stedet. Tilgivelse kan tage lang tid eller være umulig, og den er altid en gave. Og gaver har ingen som bekendt krav på.

Undskyldningens fem bud
  1. Vær seriøs. Giv kun undskyldninger, som du virkelig mener. Følelser siger mere end ord, og fordi kropssproget (holdning, mimik, gestus, toneleje osv.) udgør 93% af vores kommunikation, bliver din oprigtighed tydelig for modtageren – næsten uanset, hvordan ordene lyder. Hvor den uoprigtige undskyldning let kan blive en fornærmelse, så vil den oprigtige oftest blive modtaget, fordi den vil ramme modtageren på et dybere plan.
  2. Drop forklaringerne. Vent, til du har perspektiv på, hvad der egentlig skete – og drop så alle de forklaringer, der myldrer frem i dit hoved. Modparten vil opfatte dem som bortforklaringer – og hvis du er helt ærlig over for dig selv, så er de det tit også!
  3. Tag ansvar. Kommuniker klart, hvad din andel af miséren var og hvad dine følelser er omkring det skete. En undskyldning, som f.eks. . ”Jeg var ikke omhyggelig nok med… og jeg er virkelig ked af, at resultatet blev, at …” er langt mere virkningsfuld end ”Undskyld, at jeg rodede rundt i det.” “Det var min fejl. Jeg tager det fulde ansvar, og jeg beklager, at…” er langt bedre end f.eks. ”Jeg skulle ikke have sagt… men det var en hård dag, og jeg havde sygdom derhjemme.” Bortforklringer tager fokus fra undskyldningen og skader både din troværdighed og din undskyldnings oprigtighed.
  4. Fortæl evt., hvad du vil gøre anderledes. I nogle sammenhænge kan det være relevant at sige f.eks.: ”Jeg bar mig forkert ad, og det er jeg ked af. Jeg skulle ikke have sagt / gjort …, og jeg vil gøre mit bedste for at det ikke sker igen.” Men vær forsigtig! Det kan let komme til at lyde helligt eller forlorent, hvis du ikke er 100% oprigtig. Falske løfter er en fornærmelse, ikke en undskyldning.
  5. Forvent ikke tilgivelse. Tilgivelse er ingen rettighed, som du kan gøre krav på – den er altid en gave. På det menneskelige plan er det nærmeste, vi kommer tilgivelse nok det man kunne kalde ’selektiv hukommelse’: at vi kan komme videre ved at give hinanden ord på, at vi kan leve med det skete og måske glemme det. Forvent altså ikke, at du går fra ’undskyldningsmødet’ med fuld tilgivelse. Måske får du den aldrig!

©Winnie Haarløv 

myter

De destruktive myter

Der findes en række uskrevne love eller myter, som er almindelige i vor kulturkreds, og som forhindrer os i at skabe et åbent, ærligt, selvtillidsfuldt forhold til andre mennesker. Jeg kalder dem myter, fordi den, der lever efter dem sjældent eller måske aldrig undersøger, om de er sande og rimelige.

Hos nogle mennesker er disse myters regler så indgroede, at de efterlever dem og giver dem videre til andre uden selv at være opmærksomme på det – som om de er eviggyldige sandheder, som det kan være livsfarligt at anfægte. Myterne er destruktive, fordi den, der tror på dem uvægerligt vil føle sig ringere end omgivelserne, og fordi de forhindrer den troende i at skabe ægte og nære relationer.

myter.2Myte 1: du skal være beskeden

Regler

1. Du må ikke tale positivt om dig selv, dine præstationer eller talenter. Du må ikke være stolt af noget, du har gjort eller i det hele taget indrømme at der er noget særlligt positivt ved dig.

2. Du skal altid være opmærksom på dine egne fejl, mangler og bommerter – og helst fremhæve dem. Og hvis nogen siger dig imod og påpeger dine kompetencer eller fortrin, skal du benægte dem.

3. Hvis andre roser dig, skal du hurtigst muligt forklejne dig selv, f. eks. ved at sige noget negativt om dig selv eller sørge for, at den positive egenskab kommer til at virke som noget ligegyldigt og betydningsløst. Du kan også gøre grin med rosen eller med den der roser dig – eller du kan afskrive dine gode resultater som held, fedteri eller snyd.

Nej til myten

At være beskeden er en slags nærighed, fordi du ved at sætte dit lys under en skæppe i stedet for at lade det skinne på verden snyder ikke bare dig selv, men også andre for at glæde sig eller nyde godt af det, du har at bidrage med. Erkend og anerkend din stærke sider og interesser – uanset hvor banale eller selvfølgelig du synes de er.

Øv dig i at tage imod, når andre roser dig. Sig f.eks. ”Ja, det synes jeg også selv” eller ”Tak, det er jeg også selv glad for / stolt af” osv. Læg mærke til deres respons. Som regel vil du opleve, at den, der roser dig bliver glad for at du hører, hvad hun siger og respekterer hendes mening.

Overvej, om den der har viser dig respekt og omtanke ved at rose dig fortjener at blive anerkendt, ignoreret eller modsagt. Det gør dig glad at glæde andre, forudsat at du oprigtigt mener, hvad du siger. Og når du er generøs, kan du bedre lide dig selv. Det kan blive begyndelsen på en positiv spiral.

Øv dig i at omtale dine positive sider for andre. Andre mennesker vil som regel heller vil høre om gode ting end om svagheder og nederlag. Del dine glæder, færdigheder og resultater med andre og mærk, hvordan I får kontakt: den anden lytter og vil til gengæld også gerne fortælle om sig selv.

Hvis det er svært for dig at tage plads til at tale om dig selv, så begynd evt. med én ting og lad så den anden svare tilbage og dele noget. Selvfølgelig gælder det ikke om at fremhæve dig selv i tide og utide – men du får heller ikke kontakt, hvis du bare sidder passiv eller kun taler om dine egne vanskeligheder og nederdag.

Hvis du lever efter myten

Følg reglerne, så du kan blive tilstrækkeligt selvkritisk, usikker på dig selv og indimellem deprimeret. Du er på rette vej, når du bliver utilpas ved ros og komplimenter – og du er dygtig, hvis du uden videre accepterer som regel den kritik, andre retter imod dig. Du er udlært, når du nærmest udelukkende beskæftiger dig med de negative egenskaber og holder op med at tro, at du kan finde ud af noget som helst.

myter.1Myte 2: du må ikke sige nej

Regler:

1. Hvis jeg siger nej (til en ven, kollega, leder, slægtning, et barn osv.) der beder mig om noget, afviser jeg vedkommende.

2. Hvis jeg kan lide en anden, siger jeg ikke nej.

3. Det er mindre ubehageligt at sige ja end at sige nej.

Nej til myten

Giv, når du har noget at give. Et venskab er ikke nogen købmandshandel, og hvis der er udsolgt, er der udsolgt. Dvs. hvis du ikke har lyst eller lejlighed til at hjælpe, så sig det. Foreslå evt. en anden lejlighed, hvor du kan give hjælpen.

Vær ærlig. Det er hverken kærligt eller venligt at lyve.

Ved at være ærlig og sige nej når det ikke passer dig opnår du to ting:

  • Din modpart tør også sige nej.
  • Din modpart tør også bede dig om noget, når du tør sige nej.
Hvis du lever efter myten

Du er som regel smilende, hjælpsom og flink – i hvert fald udadtil. Inderst inde føler du dig tit udnyttet, og du bliver i hemmelighed tit irriteret, når nogen beder dig om hjælp. Det skammer du dig lidt over og synes, at du er et dårligt menneske og en dårlig ven / datter / nabo / kæreste osv.

Derfor kan du ikke få dig selv til at sige nej – heller ikke, når du egentlig synes det ville være rimeligt. For hvis du siger nej, så bliver den, der beder dig såret, vred eller kan ikke lide dig mere, fordi du er bange for at såre dine venners følelser og bange for, at de så ikke kan lide dig.

Myte 3: du må ikke bede nogen om noget

Regler

1. Hvis du beder nogen om noget, afslører du at du er en kluddermor, der ikke kan finde ud af noget selv. Du er ikke din opgave voksen.

2. Hvis du beder nogen om noget vil de ikke være i stand til at sige nej. Derfor vil de synes, du er til ulejlighed – så du må hellere lade være.

  • Hans beder ikke Grethe om noget, for hun er jo altid så sur. Derfor er han også sur på hende.
  • Grethe tør ikke bede Hans om noget, for han beder jo aldrig hende om noget. Derfor er hun sur på ham.
Nej til myten

Vis modparten tillid ved at turde bede om noget. Stol på, at jeres forhold er stærkt nok til at den anden kan sige nej – og at du selv kan tåle at få et nej.

Indrøm, at det er svært for dig at bede om noget. Sig f.eks. ”Det er svært for mig at bede dig om dette her, og jeg vil gerne have at du siger nej, hvis du ikke vil give mig det.” Hvis den anden part så siger ja, så stol på, at hun mener det.

Hvis du lever efter myten

Du spæner sikkert rundt og forsøger at klare alting selv. Både job, forpligtelser, ting du er ked af og det, du har svært ved at rumme eller klare. Du lytter til alle dem, der brokker sig eller hælder vand ud af ørerne, og du springer op som en cockerspaniel efter en kiks, når nogen beder dig om en tjeneste – men i hemmelighed er du både skuffet og krænket over, at ingen gider lytter til dig eller hjælpe, når du har brug for det.

Men tænk lige på, hvilket selvbillede du viser verden! Du virker så stærk og selvstyrende, at mange ikke engang tænker på, at du også kan være skrøbelig. Og da andre ikke kan læse dine tanker, så må du selv ud af busken og bede om noget!

Myte 4: du må ikke være svag

Regler

1. Du må ikke være usikker, nervøs, bange eller angst, for så er du svag. Hvis du mærker svaghed, angst eller usikkerhed, så giv dig for alt i verden ikke til at græde eller vise dine følelser. Det er pinligt og forkert og beviser bare, at du ikke har styr på en skid.

2. Du må ikke svag. Du skal være stærk og have kontrol over alt: dig selv, dine følelser, situationen.

Sig nej til myten

Fortæl de andre om din angst og usikkerhed – når den viser sig, og så tit det lader sig gøre.

På den måde kan frygten for angsten og frygten for at afsløre sig selv overfor de andre aftage, sådan at der bliver mulighed for at tage fat på det, der i første omgang fremkalder din angst og usikkerhed.

Hvis du lever efter myten

Du bruger tid og energi på at skjule din egen angst. Derfor vokser usikkerheden og angsten. For efterhånden bliver du bange for at blive usikker og nervøs, og oveni kommer angsten for at de andre skal opdage, hvordan du har det. Du skal altid se rolig og afslappet ud, du skal have fuld kontrol over dig selv. En stor del af dine opmærksomhed vil være rettet indad, mod tegn på angst, og hvert angsttegn udløser forstærket angst. (positiv / negativ motivation og tabuer).

Myte 5: du må ikke være vred

Regler
  1. Du må ikke vise, at du er vred, irriteret, sur, ophidset. Så er du urimelig, og der er noget forkert ved dig.
  2. Du må ikke være forkert, for så vil de andre ikke have med dig at gøre. Hvis du bliver vred, må du beherske dig og skjule det.
Sig nej til myten

Erkend din vrede, når du mærker den. Irritation, surhed og generelt dårligt humør er grader af vrede, og det er uro og rastløshed også meget tit. Gør dig fortrolig med, hvordan du mærker din vrede og erkend, at du er vred.

Find ud af hvad du er vred over. Hvis der dukker nogle altid’er eller aldrig’er op, så er det tit fordi den gamle, uforløste vrede blander sig, og så må du prøve at adskille det gamle fra det aktuelle. Vælg tid og sted med omhu.

1. Sig hvad du ønsker, f.eks: Jeg vil gerne have tid til at tænke mig om.

2. Sig, hvad du føler, f.eks.: Det er tredje gang, du afbryder mig, og det irriterer mig hver gang.

3. Beskriv de følelser, der ligger bag vreden: Når du afbryder mig, bliver jeg nervøs for, at du ikke gider høre på hvad jeg siger – og det gør mig vred.

4. Giv udtryk for, at du forstår den andens situation: Jeg ved godt du har travlt – men det irriterer mig alligevel, at du afbryder mig.

5. Undgå beskyldninger; udtryk din vrede i sætninger, der begynder med jeg. Mærk forskellen på de følgende to udtryk:

  • Du er altid bare fuldkommen ligeglad med at overholde vores aftaler!
  • Jeg bliver vred, når du ikke kommer til den tid vi har aftalt.
Hvis du lever efter myten

Din vrede slår indad og hober sig op inden i dig. Når du endelig bliver vred, slipper du den ”gamle” vrede løs og bliver måske alt, alt for vred over en bagatel – fordi du har så meget sammensparet vrede, der vil ud. Folk siger, at du har temperament og det gør dig lidt flov, når du mærker, at vreden rumsterer i maven – for så ved du jo, at de har ret. Det er dig, der er forkert på den – er det måske ikke dig, der har svært ved at styre dig?

Myte 6: du skylder ikke altid en forklaring

Regler

1. Du skal være taknemmelig og lytte efter de råd og tilbud om hjælp som du får. Det er jo venligt ment.

2. Hvis du endelig får sagt nej, skylder du den anden en logisk og forståelig forklaring på dit nej.

Sig nej til myten

Det DIT liv, og det bliver ikke genudsendt. Derfor er din tid det kostbareste, du kan give andre. Og det er sandt, at man får det godt af at være generøs og hjælpsom – men ikke i alle tilfælde. Du skal også huske at lade op, for ellers har du simpelthen ingenting at give. Det er ikke egoistisk, og derfor skylder du heller ikke nogen andre en forklaring på, hvorfor du vælger at gøre, som du gør og leve, som du gør. Det kan være praktisk og høfligt i mange sammenhænge – men det er altså ikke noget krav!

Hvis du lever efter myten

Du har altid dårlig samvittighed og føler, at det er vigtigt for dig at blive forstået. Du gør dig altid umage for at undskylde og forklare – endda i så høj grad, at du godt kan kommet til at fyre en lillebitte hvid løgn af, for at ingen skal blive sure eller begynde en konflikt, hvis du vælger at ignorere eller styre uden om deres råd og regler. Men husk, at du er voksen: du bestemmer selv!

©Winnie Haarløv

hvem.bestemmer.i.dit.liv

Hvem bestemmer i dit liv?

Du får ikke hvad du har fortjent. Du får, hvad du forventer.

–Anonym

 

Therese Tusindfryd: En historie om at forlade sig selv

Therese var gravid i 8. måned, og det var hendes mands fødselsdag. Hun ville gerne fejre Søren med en hjemmelavet middag. Så det gjaldt om at finde på noget overskueligt, hun selv kunne finde ud af at lave. Hun begyndte med at invitere sine forældre.

”Hej mor!” sagde hun i telefonen. ”Har du og far ikke lyst til at komme til Thomas’ fødselsdag? Jeg inviterer også hans forældre og laver en middag.”

”Jamen, søde Therese–mus – tror du nu ikke, det bliver alt for voldsomt for dig? Jeg mener… med graviditeten og det hele..” Therese kendte sin mor og vidste, at der lå andet end blot og bar bekymring under. Hun ventede. ”Jeg mener… du er jo så dygtig til dit job, men madlavning – det har du jo aldrig rigtig gået op i, vel?” kom det ganske rigtigt.

Thereses irritation steg med et springvands kraft, og på et nanosekund var hendes humør på minusgrader. Hendes mor havde ret. Hun havde aldrig været nogen Nigella Lawson i et køkken. På den anden side –

”Hvis man vil lære noget, må man jo kaste sig ud det – ” begyndte hun. Moren sukkede dybt.

”Jamen, så lad mig i det mindste hjælpe dig, søde. Vi kan jo ikke have, at din svigermor tror, at Søren er gift med en sluske, vel?”

Therese sendte sin svigermor en giftig tanke–pil. I det mindste var hendes mor da på hendes side.

”Jeg tænkte på hønsekødsuppe, stegte rødspætter og frisk frugt til dessert – det tror jeg godt, jeg kan finde ud af.” Der blev en pause i røret, som gjorde hende usikker.

”Nåja – men hvis jeg nu lige stikker forbi lørdag formiddag – så kan vi kigge på, hvad der skal købes ind og så videre, ikke?”

Lørdag formiddag følte Therese sig lidt mere på fast grund. Måske var det alli­gevel meget godt at have mor i baghånden. Hun begyndte med at lave helt om på menuen og lærte Therese både at koge rejer, ridse svær på en ribbensteg og smelte husblas til citronfromage.

På dagen kom Thereses forældre tidligt, og hendes mor greb støvekluden før hun havde fået frakken af. Så begyndte hun at folde servietter i svanefacon. Therese mærkede igen irritationen og usikkerheden. Hun vidste jo godt, at mo­ren gjorde det for at hjælpe, men alligevel… Hun snakkede sig selv til ro. Det nyttede jo ikke at lave en scene nu, så hun nøjedes med at sukke, før hun sagde noget.

”Mor – du er jo gæst. Sæt dig nu bare ind til de andre…”

Thereses mor foldede videre med et lille smil om læben og glattede med ruti­neret hånd de flotte svaner. Så så hun hen på Therese. Der manglede kun to servietter.

”Jeg ville jo bare hjælpe, søde Therese. Men nu skal jeg nok nære mig!”

Therese fik omgående dårlig samvittighed. Hun vidste jo godt, at hendes mor gjorde det af god vilje. Og hun selv var jo ikke meget bevendt som værtinde.

”Okay… måske ser det også mere festligt ud, det der med svanerne,” fik hun sagt før hun gik ud i køkkenet. Det dårlige humør kom farende om hjørnet, og hun rørte som en rasende i saucen og følte sig dum og smålig, fordi hun blev mere og mere irriteret på de skide servietsvaner.

Svigermor ankom, kyssede Søren på begge kinder og overrakte ham en lagkage til dessert – i fire lag, med tredive lys og hele baduljen. Therese måbede.

”Og jeg har selv kogt jordbærsyltetøjet,” sagde svigermor henrykt og klappede Søren på kinden. ”Lige som du allerbedst kan lide den, Sørmand – med bær fra bedet oppe på landet!”

 ”Jeg har ellers lavet citronfromage!” sagde Therese spidst, mens hun trak vej­ret dybt og lavede knibeøvelser for ikke enten at begynde at græde eller kaste med knive. Hendes mor stirrede på hende på dén måde, der fik hende til at bide sig dybt i tungen og ærgre sig i stilhed. Heldigvis skulle der røres lidt mere i saucen – og piskes ekstra flødeskum til kagen.

Middagen gik meget godt – indtil Therese skænkede sig et kvart glas rødvin. Hendes mor sendte hende igen blikket. Sørens mor nikkede bekymret.

”Jeg læste om et barn, der blev født med to hoveder?” sagde hun sådan lidt ud i luften og tændte en cerut. ”Der stod, at det var fordi moren havde drukket alkohol under graviditeten.” Hun så sensationslystent over på Thereses mor, der simpelthen tog glasset ud af Thereses hånd og hældte det i den nærmeste potteplante.

”Det var jo bare ét lille nip…!” Therese slugte lysten til at sparke sin mor over åreknuderne, men den dårlige samvittighed overmandede hende. Ét lille nip var måske nok! Og tænk nu, hvis barnet virkelig var deformt… Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv. Hun skænkede sig straks et glas vand.

Til kaffen bød Thereses far cigarer rundt, og Sørens mor tændte endnu en ce­rut. Den tykke røg hang allerede tungt i stuen, og Therese rejste sig for at sikre sig, at dørene til soveværelse og det nymalede barnekammer var lukket.

”Ja, undskyld – det er den der tykke cigarrøg!,” sagde hun forsigtigt. ”Stuerne lugter ikke særlig godt i flere dage bagefter.”

”Ungdommen nutildags er så sart,” sagde hendes svigerfar. ”Du skal i det mindste ikke sove i en kommodeskuffe bagefter – som en anden én skulle, da han var dreng!”

”Du skal bare lufte ordentligt ud. Det er kun sundt med lidt frisk luft – især i din tilstand,” hviskede Thereses mor og trykkede hendes hånd under bordet.

Therese gik ud i køkkenet for at piske flødeskum. Hun tørrede et par løsgående tårer med køkkenrullen og skyndte sig at smile og begynde at pynte citronfro­magen, da Søren kom ud til hende. Han kyssede hende vådt i nakken og tog hende på ballerne. Han havde i hvert fald fået rødvin nok, tænkte hun, men tav. Hun ville jo ikke ødelægge stemningen.

”Tak for mad, skat. Det klarede du jo helt godt!” Thereses elendige humør steg et par grader, da han fik øje på hendes dessert. ”Orv – den ser ellers lækker ud, den fromage!”

”Synes du?” Det var dejligt, at der endelig var nogen der lagde mærke til hen­des anstrengelser.

”Ja, klart!” sagde Søren. ”Jeg har en idé: kan vi ikke spise den i morgen? Du ved jo, hvordan mor elsker at lave lagkage til mig, når jeg har fødselsdag.”

Thereses humørbarometer drejede om til stormende kuling.

”Så kan vi da spise lagkagen i morgen,” indvendte hun. ”Hvis jeg havde vidst, at din mor ville lave lagkage, så havde jeg da ikke gidet bokse med den fromage – ”

Søren afbrød.

”Men nu har hun jo lavet den, ikke… Og hun gør det jo i en god mening. Jeg får altid lagkage på min fødselsdag.”

Hun vidste godt, at Søren ikke brød sig om at hun kritiserede hans mor, men nu var hun ærlig talt gal.

”Det kunne du sguda bare have sagt – så ville jeg…” Søren afbrød hende. Igen.

”Du kan jo ikke lave mad, skat – det siger du altid selv. Har jeg ikke ret?”

”Jeg synes bare ikke din mor kan være bekendt at komme rendende med en lagkage når vi ikke har aftalt det – ” Thereses stemme knækkede over, og vandtrykket bag øjnene steg igen faretruende.

En sky trak over Sørens ansigt. Han rettede sig op og stak hænderne i lommen et øjeblik. Så tog han lagkagen og fiskede kageskeen op ad skuffen.

”Nu skal du ikke begynde at kritisere hende igen, vel? Kan du nu for en gangs skyld ikke bare komme ind og være lidt hyggelig?”

Og dér stod Therese, rasende, ked af det og følte sig svigtet og udenfor. Hun var parat til at kaste med fromagen, blive skilt, sælge huset, kvæle sin svigermor og adoptere sine forældre væk.

De fleste af os ønsker kontrol over vores liv og følelser. Vi tiltrækkes af dem, som vi opfatter som ‘i kontrol’, fordi kontrol giver følelsen af at kunne styre sig selv, situationen og andre. Kontrol giver forventninger om en retfærdig verden, og vi vil så gerne tro, at hvis vi opfører os ordentligt, så går det os nok også godt, for i en retfærdig verden får man, hvad man har fortjent. Følelsen af kontrol giver håb om at kunne forme tilværelsen og fremtiden efter vores ønsker – og dét gør verden mere forudsigelig og dermed mindre skræmmende.

Når vi føler os trygge (= i kontrol) bliver vi mere effektive, mere ansvarlige og simpelthen gladere mennesker. Derfor synes vi bedre om os selv, og derfor vokser både følelsen af selvværd og selvtillid. Det er ikke så underligt, at enhver boghandel med respekt for sig selv kan byde på snesevis af titler om selvværd og selvtillid, for troen på vores egen evne til at styre vores liv indvirker på næsten alt hvad vi gør, tænker og føler. Når vi bliver kastet ud i kaos, har vi tendens til at glemme, at efter kaos følger orden.

Nynne-effekten

Det kan også øge selvtilliden at se, opleve eller høre om andres fiasko – enten fordi vi kan lære, hvad vi ikke skal gøre, eller fordi vi tror vi kan klare opgaven bedre selv. Det kan være en af grundene til, at Nynne-historierne har slået sådan an, for hun er da en anti-helt, der vil frem!

Sommetider kan det virke at få positiv feed–back eller opmuntring, selvom virkningen sjældent holder ret længe ad gangen. Din indre, konstruktive del vil opmuntre dig til at tro på rosen og tillade dig at give dig selv positive klap. Men hvis din SuperSelvkritik er løs, skal han/hun hurtigt få det ødelagt. Og hvis du tror du har styr på noget, så er selvkritikken der igen med sine destruktive budskaber:

”Ha! Troede du virkelig, du kunne styre noget som helst! Det er din skyld, at dit og dat gik galt, for du er så dum / uansvarlig / klodset etc.”

Det sker, når selvværdet er lavt. For du kan sagtens have god selvtillid (= være god til at gøre eller præstere et eller andet) og lavt selvværd (= at opleve sin eksistens som meningsfuld og berettiget uden at gøre noget for at fortjene den). Hvis du har et lavt selvværd, vil du typisk forsøge at kontrollere dig selv og omgivelserne for at opnå den indre sikkerhed, du mangler.

Faktorer uden for din kontrol

Men der er ret få ting uden for os selv, vi faktisk kan kontrollere. Psykologisk forskning har vist, at den fantastiske følelse af indefra kommende selvtillid opstår af følelsesmæssige snarere end af faktuelle oplevelser. Eller med andre ord: det betyder noget for os at se andre ”i samme båd”, der slås med problemer, som ligner vores egne (jvfr. “nynne-effekten) – meget mere end at læse bøger om, hvordan vi kan blive bedre. Det kan give selvtillid at lytte til nogen, der har klaret et problem, der ligner vores, og at høre hende beskrive, hvad hun gjorde og hvad hun oplevede undervejs – medmindre hun er alt for succesfuld, for så virker det modsat. Tjek det ud i ugebladene. De er fulde af den slags historier.

Der er masser af faktorer som er ude af din kontrol. Udover vejret kan det være f.eks. andres medfødte træk (temperament, evner, robusthed eller sårbarhed) – eller det kan være udefra kommende som f.eks. mediernes påvirkninger og ændringer i samfundet plus andre menneskers opførsel og prægninger på os.

Det perfekte barn?

Frederik er ”mild” og ”nem.” Han sover hele natten fra han er seks uger gammel, spiser hvad der bliver givet ham og græder kun, når der er klar grund til det. Han elsker at ”læse” en billedbog og er ikke spor kræsen. Hans tvillingsøster, Julie, giver højlydt udtryk for sine behov om afveksling, opmærksomhed og nærvær, sover som to–årig stadig ikke igennem, vil hellere rulle sig i mudder end læse Futte, det lille tog og har meget bestemte meninger om, hvad der kan spises og hvad der skal smides med. Den milde Frederik bliver nemt idealet om Det Perfekte Barn, og Julie bliver den lidt besværlige.

Men de er begge to lige perfekte – de er bare forskellige. Sådan er de født, og deres mor kan vælge at erkende eller modarbejde det. Uanset om målet er at gøre Frederik lidt mindre forsigtig eller Julie lidt mindre vild (eller begge dele!) så går projektet her ud på at ændre noget, der grundlæggende ikke kan ændres. For det første, fordi det er barnets valg at ændre sig. Og for det andet fordi det ligger uden for mors magt at ændre på Frederik og Julies individuelle, medfødte disposition. I stedet kan opgaven være at lære dem begge at sætte pris på sig selv og hjælpe dem med at acceptere de individuelle muligheder og be­grænsninger, som de medfødte træk kan afstedkomme.

Hvis Julie og Frederik insisterer på at få lov at gå i laksko på en vinterdag, vil de formentlig reagere helt forskelligt, hvis du siger nej. Måske vil Julie anklage dig for ikke forstå hende og måske endda for ikke at holde af hende, når du er så tarvelig, mens Frederik roligt vil acceptere din forklaring og tage den som bevis på, at han trygt kan stole på, at du passer på ham, fordi du holder af ham. Du kan ikke kontrollere, hvordan dine ord og handlinger bliver modtaget – eller med andre ord: du kan ikke kontrollere dit barns følelsesliv. Men hvis du ikke passer på, så lader du barnet kontrollere dit.

Faktorer inden for din kontrol

Du kan vælge at lade dig trække rundt ved næsen af alt det, der ligger uden for din kontrol. Det kan give dig stress bare ved at kigge på pausefisk! Men i stedet for at lade de ydre faktorer bestemme, hvordan du skal have det, kan du vælge at anskue det konstruktivt, rationelt, eller realistisk (kald det, hvad du vil. Suppeterningen indeholder det samme).

Ingen kan formentlig tænke og føle konstruktivt altid, men der er mange situationer, hvor det godt kan lade sig gøre – hvis du ved hvordan du kan gennemhulle destruktive (irrationelle) tanker og følelser og erstatte dem med nogle mere konstruktive og realistiske. F.eks.:

SITUATION DESTRUKTIVE TANKER DESTRUKTIVE
FØLELSER
KONSTRUKTIVE TANKER KONSTRUKTIVE FØLELSER
Du opdager, at 13–årige Malou har røget hash Det er min skyld. Jeg burde have gjort noget for at det ikke ville ske. Nu ender hun sikkert som narkoman og det, der er værre Jeg er en elendig mor. Malou. Jeg har nok arbejdet for meget eller haft for travlt med hendes lillebror Jeg kan ikke bestemme over Malous lyster, tanker, drifter og følelser. Si­tuationen er skuffende, men ikke nødvendigvis en uoprettelig katastrofe Jeg er ked af det, vred og bange for, at det skal føre til noget værre. Jeg vil fortælle hende at jeg elsker hende og er bange for at miste hende
Ydrestyring: Therese

Therese føler sig tit som en skibbruden på et rumskib, styret af et ukendt kontrolcenter. Hun føler sig underlagt andre mennesker, skæbnen, heldet, tilfældet eller noget guddommeligt. Tit er hun ængstelig, pessimistisk og tror ikke på at hun kan påvirke eller ændre noget, og hun kan være kritisk og fordømmende over for andre – også fordi hun går ud fra, at de er kritiske over for hende. Hun er tit smådeprimeret uden at vide hvorfor. Når det er værst, bliver hun modløs og passiv; fyldt af en uforklarlig følelse af meningsløshed og tom­hed eller overvældet af magtesløshed og frustration over at være i klemme mellem alle de sure sokker, nullermændene og de manglende tusindkronesedler. Sommetider køber hun ting for at trøste sig, andre gange bliver hun syrlig og vrissen. Hun kan lynhurtigt skifte mellem at blive rasende og ked af det, fordi hun indimellem synes, at folk hele tiden vil have noget af hende. Mellem børn, mand, familie, kolleger, terminsydelser og sociale forpligtelser føler hun aldrig, at der er tid og overskud til hende.

Når hun har det bedst, er hun en helt anden. Så er hun super–optimist og tryg ved, at tingene går, som de skal gå. Hun tænker, at hun jo egentlig har det meget godt og faktisk har været rimeligt heldig i livets store lotteri – og at der nok er en eller anden slags universel mening med tingene, selvom hun har så få muligheder for at påvirke sit liv.

Therese stiller som regel sig selv i sidste række. Hun kan ikke lide at bede om noget, sige sin mening eller udtrykke stærke følelser, for hun vil ikke være til besvær og gøre andre vrede, bange eller kede af det. Hun synes hun er nødt til at bage tre slags boller til forældremødet, lade sig vælge som forældrerepræsentant i børnehaven når nu ingen andre vil – og sige ja til sin mand, når han vil have torsdags–sex og hun ikke kan slippe ved at lade som om hun sover. Når hun begår fejl (og det gør hun tit) bliver hun flov, frustreret, skamfuld og ulykkelig. Hun prøver at finde ud af, hvem eller hvad der er skyld i fejlen, så hun kan gøre dem opmærksom på det. Hun vil for enhver pris undgå, at nogen skal kunne pege fingre ad hende og finde hende dum, inkompetent eller klodset. Hun er rastløs, urolig og har konstant dårlig samvittighed over et eller andet, som hun ikke rigtigt ved hvad er.

Therese er godt klar over, at hun sommetider fantaserer, tænker irrationelt og destruktivt. Men det synes hun, at hun er nødt til. Livet er ikke nemt, og man kan sjældent stole på andre. Så hvis hun forventer det værste, så bliver hun ikke skuffet, og så føler hun også, at hun bedre kan komme eventuelle ubehageligheder i forkøbet. Hendes selvværd er lavt, og når hun mister kontrollen, bliver hun bange for at miste alt og alle samtidig.

Indrestyring: Henriette

Henriette synes, at hun stort set selv bestemmer, hvad der skal ske i hendes liv. Hun er for det meste glad, selvom hun har let til både gråd og vrede og tit viser sine følelser – så tit, at mange andre ofte synes at ”hun er for meget.” Det tager hun sig dog ikke synderligt af. For det meste lytter hun til hvad de siger og tager så det til sig, som hun synes er rigtigt eller hun kan bruge. Det betyder ikke så meget for hende, hvad fremmede eller mindre nære personer synes om hende. Hun er spontan og kan lide det uventede, men hun kan også godt lide orden i tingene og føler et stort ansvar for sine beslutninger, succes’er og fiaskoer.

Henriette føler, at hun altid har et valg: selv det ikke at vælge er et valg, og det handler hun efter. Hun tager det som en udfordring at udvikle sig – og hun har engageret sig i flere forskellige mærkesager: hun slås med kommunen om mere personale på hendes barns vuggestue, stilletrafik på villavejen og skriver mange læserbreve til sin avis. På jobbet er hun medarbejderrepræsentant i bestyrelsen, hvor hun stiller alle de ”dumme spørgsmål” på medarbejdernes vegne. Hun er en god lytter og en opmærksom og nysgerrig partner, mor, datter og veninde og kan godt lide at have travlt. Men når det går for stærkt, siger hun nej til at baby­sitte eller til invitationer, fordi hun hellere vil være hjemme og læse en god bog, tage et fodbad eller bare glo ud ad vinduet. Hun er tit den, der tager initiativ i sengen, men hun siger lige så tit nej, hvis hun ikke har lyst.

Hun har skiftet læge flere gange indtil hun fandt en, der gad at tage sig tid til hende og hendes børn og svare omhyggeligt på hendes spørgsmål, og blandt kvarterets handlende har hun ry for at være kræsen og krævende, fordi hun ikke finder sig i at få hverken stødte æbler eller grønne kartofler i posen. Når hun begår fejl (og det gør hun tit) kan hun godt ærgre sig. Så sørger hun for at oplyse dem, som fejlen går ud over om, at hun har kvajet sig og, hvis det er nødvendigt, hjælper hun med at udbedre de eventuelle konsekvenser. Bagefter forsøger hun at finde ud af, hvad hun kan gøre anderledes næste gang i en lignende situation.

Henriette føler sig godt tilpas mellem andre, siger ligeud hvad hun mener og elsker at få komplimenter og ros, som hun siger tak for. Hun er kun sjældent urolig eller rastløs, tynget af uforklarlig skyld og dårlig samvittighed. Men når hun gør, så tager hun sig tid til at tænke igennem, hvor følelserne kommer fra, og hvad hun helt realistisk kan gøre ved dem. Så gør hun det, hun synes der skal til og lader dét ligge, som er uden for hendes kontrol. Hendes selvværd er højt. Hun føler sig sikker på at andre kan lide hende med både gode og mindre gode sider. Hvorfor skulle de ikke det?

Ingen er 100%. Ingen er perfekt

Ingen mennesker er udelukkende indre– eller ydrestyrede. Vi har alle en del af det ene og en del af det andet i os, og opfattelsen af os selv som indre– eller ydrestyret kan afhænge af den situation, vi er i. Idealet er vel at kunne sige som teologen Reinhold Niebuhr (1892-1971): ”Kære Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre på, mod til at ændre på de ting jeg kan – og visdom til at se forskellen.” Almindeligvis bliver vi da også mere indrestyrede, efterhånden som vi lærer os selv at kende og forstår, at det er muligt dels at ændre os selv, dels at påvirke omgivelserne og at vi på utallige måder selv kan forme vores fremtid. Hvorfor er det så svært?

Tænk på, hvor mange tusind gange i dit liv andre har taget dine beslutninger for dig og haft kontrol over dig: forældre, institutioner, myndigheder, ligestillede. Det er ikke så underligt, at mange teenagere og unge ser det som deres mission at opponere mod enhver form for kontrol og tvang. Men både overdrevet oprør mod kontrol og overdrevet kontrol forhindrer det ægte nærvær – det, der opstår mellem mennesker der lytter til hinanden og respekterer forskelligheder mellem sig selv og andre. Eller med andre ord: mennesker, som kan være til stede uden at være bange for, hvad der nu vil ske, hvilke følelser der nu vil komme op, hvad der nu vil blive sagt.

Så kunsten består vel i at opnå et realistisk syn på, hvad du rent faktisk kan og hvad du ikke kan kontrollere, og sandheden ligger vel et sted omkring at kunne træffe de bedst mulige beslutninger så tit det er muligt under indflydelse af so­ciale og lovmæssige sammenhænge.

Kunne Therese have handlet anderledes?

Hvis du genkendte mindst tre af situationerne i historien, så har du nok en snert af Therese–komplekset. Læs evt. historien igen og mærk de steder af, som du genkender bedst.

  • Hvad er det, Therese gør?
  • Hvad påvirker hendes følelser?
  • Hvad er det, du genkender? Tænk på den situation, historien minder dig om.
  • Hvis du var Therese, hvad ville du så gøre?
  • Hvis du kunne gøre din egen situation om, hvad ville du så gøre?
  • Er der noget, der forhindrer dig i at gøre det anderledes?
  • Hvad?

©Winnie Haarløv 

boksning

Drop-metoden. Hvis forholdet er en boksering

Uenighed i parforholdet kan ikke undgås, hvis begge skal have plads til at være sig selv. Men konflikter behøver ikke at udmunde i råbekonkurrencer. Men hvordan kan uoverensstemmelser løses på en sober måde?

Begynd med at blive enige om, hvad I skændes om. Alt for tit forsvinder skænderiets årsag tit i tågerne, fordi det kommer til at handle om alt muligt andet i stedet – f.eks. hvordan den ene taler til den anden, eller noget der er sket i fortiden, og det er spild af et godt skænderi! Begynd med at definere hvad konflikten handler om – og prøv drop–metoden:

1. Drop stress–skænderiet

Vent, til I kan tale sammen i fred for børn, telefoner, gæster osv. Der kan ikke komme et konstruktivt skænderi ud af at slynge ord i hovedet på hinanden lige før ungerne skal afleveres i børnehaven, eller I skal af sted på arbejde – eller når svigerfamilien er på trapperne.

2. Drop beskyldningerne

Det nemmeste er at pege på modparten: Det er din skyld! Men anklager sætter en stopper for al konstruktiv samtale, fordi den anklagede vil forsvare sig – og så fjerner I jer fra skænderiets egentlige årsag.

3. Drop tankelæsningen

Du ved ikke, hvad din partner tænker og føler – og det samme gælder omvendt. Fortæl hellere med egne ord hvad der foregår i dig. Vær specifik, den anden forstår, hvad du siger.

4. Drop det gamle

Gem gamle, uafklarede spørgsmål til separate diskussioner. Tag gerne ti sekunder til at skrive ned, hvad der dukker op som også skal diskuteres – på et andet tidspunkt.

5. Drop tavshedsterroren

Sig ligeud, hvad der generer dig. Er det for svært, så skriv det – uden beskyldninger og anklager! Fortæl, hvad du føler, hvad du gerne vil have og hvad du er parat til at gøre for at ændre situationen.

6. Drop afbrydelserne

Selv om du er uenig, og selvom det den an­den siger gør dig endnu mere vred, så hold mund og lyt!. Din partner har lige så meget ret til at lufte sine følelser og synspunkter, som du har.

7. Drop de halve sandheder

“Ja, men…” betyder NEJ. Hvis du mener nej, så sig NEJ! At sige ja uden at mene det er at forråde dig selv – og når du gør det, opbygger du nag og vrede. Sig hellere f.eks. “Ja, jeg er skuffet / såret / irriteret / bange for osv – men jeg er ikke parat til at tale om det lige nu.” Tag tråden op, når I har tid og ro.

8. Drop hån, sarkasme, ironi og nedgøring

Gå ikke efter an­dens selvværd: ”Du er en elendig forælder!” osv. Brug “jeg­budskaber”: ”Jeg bliver vred og ked af det og vred, når du hellere vil …. end være sammen med mig og børnene”

9. Drop uhøfligheden

Er du lige så høflig, imødekommende og hensynsfuld over for din partner som du er over for venner, bekendte og kolleger? Tænk over det næste gang du skal til at åbne munden og skælde ud. Ville du tale sådan til Onkel Åge?

10. Drop trusler og følelsesmæssig afpresning

Lad være med at true med skilsmisse. Du kan ikke tænke klart og mærke dine varme følelser, mens du raser. Vent, til uvejret er drevet over – og mærk så efter, om du har lyst til at gå.

 

© Winnie Haarløv

Magtspil og magtkampe i parforholdet

Magtspillet. Historien om et parforhold

I et magtbaseret parforhold er du enten den kærlighedshungrende part, der elsker og føler sig afvist – eller den afvisende part, der synes at forholdet strammer over skuldrene og har dårlig samvittighed over ikke at mærke dine følelser lige så intenst som din partner.

De to roller kan man kalde Underhunden og Overhunden: begge lige frustrerede, fastlåste og fortvivlede – og det er ikke spor sjovere, stærkere eller sundere at være Overhund end at være Underhund.

Ude fra ser det ud, som om underhunden er den, der er ’under tøflen’— men det er kun overflade. Begge parter er domineret af den anden. Det er bare udtrykket for det, der er forskelligt. Og rollerne er ikke kønsafhængige — slet ikke!

Hvem er du i dit parforhold?

Overhunden: ”Lad nu være med at presse mig hele tiden – giv mig lidt fred! Kan du ikke se, at jeg har travlt med… / er optaget af…?”

Underhunden”Jamen jeg elsker dig jo sådan, jeg har brug for dig – hvorfor bliver du mere og mere fjern?”

Test dit parforhold – se nedenfor

I et almindeligt parforhold skifter balancen og rollerne sådan at de to skiftes til at være den, der ”elsker mest.” Men i et magtbaseret (polariseret) forhold har balancen forrrykket sig, så parterne er fastlåst i hver sin pol. Selvom begge stadig mærker, at de holder af hinanden medvirker fastlåstheden, at de hver især bevæger sig længere og længere væk fra hinanden: mod modsatte poler.

  • Underhunden taler hele tiden om sine følelser og sit behov for nærvær og kontakt og rækker kærligt ud efter sin elskede.
  • Overhunden er mere optaget af sit arbejde, det praktiske og venner/veninder, bliver irriteret over de krav om konstant opmærksomhed, som Underhunden stiller og vender vredt ryggen til. Ønsket om på den ene side nærhed, kontakt og kærlighed og på den anden side om at være herre i sit eget liv er en svær balance.

Hvad er det, der sker?

Den typiske kærlighedsdrøm er at leve sammen med en ligeværdig partner i en tryg, varm, produktiv, livsglad og opløftende familie, hvor begge har lyst og mod til at udfolde sig og blive sig selv.

Men drømme og forventninger modsvares mange gange ikke af realiteterne. Og når hver part i forholdet har deres egne drømmebilleder af virkeligheden, mister de hurtigt kontakten, hvis de ikke tager et ”reality–tjek” med hinanden og i stedet beklager sig til venner og veninder.

Overhund og underhund

Selv om parret altså dybest set ønsker at mødes i øjenhøjde og stå lige, har de etableret sig i en magtbalance, der er ulige: en Under– og Overhundposition. Underhunden synes, at han elsker mest og føler, at han bare indretter sig.

Efterhånden som han oplever et større og større savn og kontroltab, stiger hans desperation. Han synes, at partneren bliver elsket mest og er den, der bestemmer alt og sætter dagsordenen i forholdet. Han oplever, at jo mere tændt han bliver på hende; jo mere han vilhende, jo fjernere, køligere, afvisende og ukærlig bliver hun.

Woody Allens film ”Mig og Annie” er et skoleeksempel på denne ubalance i den scene, hvor Alvie og Annie hver for sig er i terapi. Alvie beklager sig over, at han og Annie næsten aldrig elsker mere: ”Højst 3 gange om ugen,” siger han. Hos sin terapeut beklager Annie sig over, at han Alvie ustandseligt vil i seng med hende. Hun sukker: ”Vi gør det mindst 3 gange om ugen!”

Hvad er problemet?

Fisken i havet nok er den sidste, der bliver klar over, hvor vigtigt vandet er for dens eksistens. På samme måde har vi mennesker tit svært ved at fortolke vores egen adfærd i sammenhæng med andres og se vores reaktion på denne adfærd.

Vi ser ikke de større mønstre og konsekvenser af de magtspil, vi indgår i. Vi ser kun det, som sker og er optaget af, hvis skyld det er. I stedet for at se forholdet oppefra kigger vi indad ( ”min skyld”) eller udad (”din skyld”).

Men verden set igennem Underhundens optik er helt anderledes end den måde, hvorpå Overhunden ser virkeligheden.

  • Problemet er ikke, at den ene ”elsker mest.” Det er helt almindeligt, at den lille ubalance findes. Men i et stærkt og sundt parforhold skifter det med jævne mellemrum.
  •  Problemet er heller ikke, at Underhunden føler sig mindre værd end Overhunden. Det er bestemt lige så smertefuldt og ydmygende at være Overhund – det er blot nogle andre følelser og mekanismer, der driver Overhunden (mere om det senere).
  • Problemet er, at det er lige svært for en Overhund og en Underhund at tale om savn, ønsker og længsler på en måde, der ikke opfattes som kritik af den anden part.
  • det, du ikke siger kan være vigtigere end det, du siger

Underhunden: ”Jo mere jeg anstrenger mig for at få din opmærksomhed, få din kærlighed og nærhed, jo prøver du at undgå mig.”

Underteksten er: Jeg føler mig skuffet, svigtet, forsømt, jaloux, afvist og som taberen i vores forhold.

Overhunden:”Du kræver alt for meget af mig!” Eller ”Jeg tror altså, at jeg trænger til en god lang pause fra dig til at finde ud af mig selv og hvad jeg egentlig vil.”

Underteksten er: Jeg føler mig skyldig, når du lader mig have så stor magt over dine følelser og liv – og jeg er ked af, at jeg åbenbart ikke elsker dig med samme intensitet.

Det er belastende at føle sig ansvarlig for en andens humør, og typisk er der høje krav gemt bag Underhundens tilsyneladende kærlige og omsorgsfulde krav om nærhed. Og hvadenten du synes, at du føler alt for meget og får alt for lidt retur, eller du føler dig konstant jagtet og ønsket og derfor bliver mere afvisende, end du kan lide, er du den ene part i et ubalanceret parforhold.

Når parterne vælger at kommunikere med deres rolletekster, så påvirker det, der bliver sagt den anden part på en måde, der forstærker polariseringen og ubalancen i forholdet.

Valgte parterne derimod at kommunikere det, de virkelig mener (underteksterne), så ville de selvfølgelig blotte deres sårbarhed – men opnå, at det sagte ikke ville lyde som anklager, angreb, en kritik eller forsøg på at lægge skylden fra sig.

Allerede i forelskelsesfasen er det tit den ene, der tager initiativet, mens den anden er mere tilbageholdende, smigret og måske interesseret, men slet ikke ligeså forelsket.

Lykkes forførelsen, kaster den vordende Underhund sig jublende i armene på den lunkne og tænker, at hans/hendes lykke er gjort. Derfor bliver forføreren helt sønderknust, når den udkårne ikke begejstret ringer dagen efter og inviterer på middag eller gensyn. I denne første fase kan der være en så stor ulighed imellem, hvem der føler mest for den anden, at forholdet ender, førend det overhovedet er begyndt. Den ene rækker hjertet frem, og den anden skynder sig forskrækket bort.

Underhunden er ikke nogen snehvide

Jo længere tid Underhunden har været frustreret, forsømt og udsultet i et forhold og oplevet sig som en misforstået og håbløs taber, jo mere ondt gør det, og jo mindre indføling har hun. Så udenat ville det bevidst gør Underhunden sin partner ondt. Inde bag Underhundens kærlige og bedende rolle (”jeg elsker dig jo så besvimende højt”) gemmer der sig tit en vulkan af vrede, angst for at miste og angsten for at være forladt og hjælpeløs.

De uerkendte følelser kan hun enten skjule bag kulde, afvisning, tavshed, udtrykke som mild skuffelse, let fornærmethed eller opgivende suk og hjælpeløshed à la jeg kan ikke leve uden dig — eller hun kan eksplodere i styrke 5 orkaner med gråd, raseri, angst, besvimelse og hyperventilation.

Overhunden opdager hurtigt, at Underhundens øjne hele tiden følger hans reaktioner. Forsøget på at genoprette magtbalancen bliver bare til endnu et nederlag. Og hvert nederlag undergraver Underhundens selvværdsfølelse, der bliver mindre for hver gang. Underhunden viser sin vrede og smerte mere subtilt via indirekte anklager:

•       ”Jeg prøvede jo bare at glæde dig, elskede” (= men du er jo bare sur, ligegyldigt hvor meget jeg prøver!)

•       ”Mig? Du skal da ikke tænke på mig”
(= det gør du jo alligevel aldrig! Du tænker kun på dig selv!)

Underhunden, der er en mester i at fremstille sig selv som skrøbelig, mishandlet og usikker kan manipulere Overhundens humør og adfærd. Indeni tænker de måske begge to:

  •  ”Der fik jeg dig, din heks /idiot!”
  • ”Hvorfor f… finder jeg mig dog i det her?”

Vogt dig for langmodig mands vrede

Begges kulde og tavshed betyder som regel ”Jeg føler mig hjælpeløs og afmægtig. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan tackle denne situation uden at gøre den endnu værre.” Og enhver fastlåst situation eksploderer ind i mellem – enten udad, med raseri (og i visse tilfælde vold). Eller indad, hvor personen kollapser depressivt i resignation, depression og dødslængsel. Det var ikke uden grund, at de gamle vestjyder sagde: ”Vogt dig for tålmodig mands vrede.”

Underhunden kan f.eks. gribe til tricks som at vække Overhundens attrå ved at forsøge at gøre denne bange, jaloux, irriteret eller ængstelig.

”Jeg vil skilles!” eller ”Jeg gider ikke det her længere, jeg går fra dig!” råber Underhunden desperat. Overhunden reagerer måske som Michael gjorde med Pia: han opgiver og finder i det skjulte en anden, mens han alligevel hele tiden håber at få sin ’rigtige’ elskede tilbage. Begge dele er manipulation, og det er svært at forsvare sig imod, fordi angreb og modangreb er skjulte. De kan ses som forståelige forsøg på at genoprette magtbalancen, men de slider slemt på forholdet.

Magtfølelse og dødedans

Overhund og Underhund kan let skubbe hinanden ud i et alkoholmisbrug eller selvdestruktive slagsmål. Med årene bliver murene højere og tykkere, tavsheden gror frem imellem to, der hverken kan finde ud af at elske og glæde hinanden – eller gå fra hinanden. Forholdet bliver et hakkejern–forhold, hvor der småbrokkes ustandselig. Tilsyneladende taler parterne meget sammen, men det handler mest om at placere skyld og bebrejdelser. Petitesser svulmer op til kæmpemæssige problemer; alt endevendes kaotisk og pedantisk.

Underhundens kritiske angreb betyder: ”Giv mig mere opmærksomhed, omsorg, indlevelse og forståelse!” For så vidt reelle og forståelige ønsker og længsler – men Overhunden føler det som et pres og forsvarer sig med ”Så lad mig da være i fred!” med efterfølgende dårlig samvittighed og bondeanger over hele tiden at være så afvisende og kold.

Det er utåleligt for Overhunden at føle sig omklamret af en der hele tiden hopper rundt på tungen og ikke kan få nok af ham, når han selv tænder mindre og mindre på denne evigt sultne person. Inden længe føler han sig som et brutal, følelseskoldt uhyre. Og hvem ønsker at være det? Hans udvej er at blive væk, lukke af, forblive kølig og gå sine helt egne veje i tavshed, og derfor oplever han, at Underhunden bevidst prøver på at irritere, drille, såre og provokere og underskylder sig med et uskyldigt: ”jeg prøver jo bare at få lidt kontakt.” For negativ kontakt bedre end slet ingen kontakt, og det nøjes de så begge to med.

Tavshed – som våben og forsvar

Underhundens situation ligner Overhundens. Underhunden er bange for at vække Overhundens vrede, foragt og afsky — og utrolig bange for igen at blive afvist og misforstået. Underhunden vælger måske tavshed for at skju­le sin hjælpeløshed, sårbarhed, kærlighedssult og smerte. Hvis hun taler om sit savn, frygter hun, at hun vil blive afvist og straffet, hvis hun ”kommer til at sige eller gøre noget forkert”.

Tavsheden kan også være et værn imod at acceptere hinandens forskelligheder. I stedet for at tage udgangspunkt i sine egne savn, behov, lyster og længsler, tager Underhunden udgangs­punkt i drømmen om alt det, som burde være så enkelt og naturligt – eller i Overhundens behov og formodede følelser. Hun synes tit, at hun ofrer sig og kun tænker på part­ne­rens behov for at gøre alt så godt. Igen og igen vil Underhun­den derfor kunne høre sig selv sige: ”Du burde altså være / føle/ gøre sådan og sådan” eller ”Jeg burde være sådan og sådan.” Faktisk skulle de to parter være to helt andre personer for at passe i drømmen.

Og når Underhunden indretter sig så meget efter Overhunden, gør hun sig til offer. Hun bider alt muligt i sig for at undgå at lave ballade, scener og komme med voldsomme følelsesudbrud — alt det, som Overhunden anklager hende for og bruger som ”undskyldning” for ikke at gide forholdet. Tavsheden bliver på den måde en beskyttelse med en høj pris. For den, der lider i stilhed, lider dobbelt: både over tabet af den andens kærlighed og over tabet af sig selv. En sådan tavshed kan føre videre til, at Underhunden i det skjulte begynder atmodarbejde Overhunden – bli­ver umulig, utilregnelig, ”glemmer” ting, aftaler osv. Alt sam­men for at straffe Overhunden uden at bryde tavsheden og lave ballade.

Mønsteret kaldes passiv–aggressiv: Underhunden slår igen, men under bordet og viser ikke åbent, at hun rent faktisk er både vred og forurettet. Det er et manipulationsspil, hvor Underhundens mål og hensigter holdes skjult for partneren.

Det er svært at forstå, hvordan nogle kan leve i sådan en dødedans i årevis. Hvorfor er de dog ikke for længst brudt ud af dette fængsel? Er det fordi selve magtfølelsen over den andens følelsesliv nu er blevet mere attraktiv end kærligheden?

Skylden kan ikke placeres. Og nissen flytter med

En klient sagde resigneret til mig: ”Jeg vil så gerne opleve kærligheden. Jeg engagerer mig, men hver gang bliver jeg skuffet og såret, og så trækker jeg mig tilbage, lider i stilhed, småhævner mig eller prøver at lave min partner om. Når jeg bliver desperat nok efter at nogen skal sige, at jeg er ok og værd at elske, giver jeg op. Jeg bryder ud – og starter nøjagtig den samme proces igen. Er kærlighed ikke bare et stort illusionsnummer?”

Det tror jeg ikke. Der er nogle, der formår at holde deres kærlighed levende og forny sig sammen, ændre gamle mønstre og finde nye balancer som ligeværdige elskende. Partnere, som med årene mere og mere kan lide hinanden som de nu engang er. De kan finde den svære balance imellem at bevare den personlige frihed og respektere modpartens behov.

Kærlighed er ikke nok. For uden respekt og frihed til at være sig selv kommer forholdet aldrig til at fungere.