Indlæg

barnsvrede

Barnets vrede

 Vidste du, at raseri er et udtryk, der primært er tillært?

Det siger noget om, hvor vigtigt det er for forældre at lære deres børn at kende, acceptere og kontrollere deres vrede tidligt i livet. Vrede er en naturlig følelse, der som udgangspunkt har en forklarlig og forståelig grund. At vise og bruge den konstruktivt er en kompetence, der er med til at skabe barnets evne til at håndtere pressede situationer og til at styre sine følelser. Det barn, som ikke får lov at øve sig i dét, fordi det skal “være sødt” eller “opføre sig pænt,” må undertrykke vreden. Det resulterer oftest i eksplosive raseriudbrud og aggression, når trykket bliver for stort.

Det er helt normalt for et barn at udtrykke sin irritation eller frustration på en ikke-aggressiv måde, f.eks. ved ansigtsudtryk, gråd eller ved at skrige – men at give vreden afløb med aggressive handlinger (at slå, at smide med tingene eller at kaste sig på gulvet i et ”raserianfald”) er hverken naturligt eller acceptabelt.

Forældres største fejltagelse

Det er den voksnes opgave at hjælpe barnet med at bryde vanen og oparbejde opmærksomhed på, hvad der fører til aggressionen og hvordan den kommer til udtryk. Det betyder også at barnet skal forstå de negative konsekvenser af vredesudbruddet. Det er nok den største misforståelse, der eksisterer hos børneforældre: at de ikke må kræve noget af barnet, som kan gøre barnet ”ulykkeligt.” Men barnet bliver ikke ulykkeligt. Det bliver vredt, når det ikke må få sin vilje. Nøjagtig som forældrene i virkeligheden selv bliver. De har bare lært at holde deres vrede tilbage og affinde sig med, at sådan er det bare mange gange. Det er dét, de skal lære videre til deres barn. Hvem skulle ellers?

Lukas på 8 bliver bedt om at samle sit legetøj op og gøre klar til at gå i seng. Han nægter, bliver vred og siger sin mor imod. På dette tidspunkt skal han have at vide, at der er konsekvenser af hans handlinger: 1) fordi han nægter at rydde op og 2) fordi han ikke adlyder. Nu vil der rejse sig et ramaskrig i de små hjem – for er det ikke sort opdragelse og gammeldags børnemishandling?

Nej. Det er en tjeneste, man som forældre gør sit barn – og en pligt, man som forælder har til at lære barnet, at det ikke er verdens centrum, og at det ikke kan bestemme selv. For sådan er jo vilkårene for os: vi lever i et samfund, hvor vi pinedød er nødt til at være i stand til at respektere autoriteter og overholde reglerne. Hvad ville der ske, hvis vi gav os til at nægte at respektere det røde trafiklys, fordi vi ikke havde lyst til at stoppe?

Forældres næststørste fejltagelse

Barnets voksne må mene det de siger og sige det, de mener. Det duer ikke at true barnet med konsekvenser og straf og så ikke gennemføre dem. Barnet regner lynhurtigt ud, at truslerne ingen konsekvenser har, og så er vejen til raserianfald banet.

Ethvert normalt begavet barn forstår uden besvær, hvordan det kan manipulere sine forældre ved at råbe, skrige, kaste sig på gulvet eller ødelægge ting som et magtfuldt våben til at få sin vilje. Og det duer jo ikke. Et barn er nødt til at lære selvkontrol og selvdisciplin, ellers er der jo i længden ingen, der kan udholde at være i selskab med ungen – ikke engang forældrene. Og der ér altså kun én måde at gøre det på, og det er ved at oplyse barnet om konsekvenserne og gøre det klart, at du mener, hvad du siger. Hvis du ikke har tænkt dig at følge dine trusler til dørs, så lad hellere være med at udstede dem.

Du er dit barns rollemodel

Hvis du vil vide, hvor god du er til håndtere og udtrykke vrede konstruktivt, så se på dit barn: hvis barnet kan, så er du god til det. Hvis ungen får raserianfald, skriger og skaber sig eller trækker sig ind i sig selv, kaster med ting eller surmuler – så har du et problem. For det er noget, barnet har lært. Sådan er det ikke født!

Børn gør ikke, som du siger. De gør, som du gør. Du er dit barns rollemodel, og det lærer ved at efterabe dig. Det mest effektive du kan gøre er derfor at anerkende din egen vrede, acceptere den og tage ansvar for den, sådan at du kan vise barnet, at det er muligt og tilladt at blive vred, at det kan ske direkte og at det ikke behøver at ske på en aggressiv måde.

Road rage og andre uhensigtsmæssigheder

Hvordan tror du f.eks. at det påvirker dit barn, hvis du råber og skriger ad medtrafikanterne, når I kører i bil? Eller hvis du vrisser, bander eller nedgør barnets anden forælder (eller andre, for den sags skyld)? Du viser barnet, at det er acceptabel adfærd. Og næste gang du tager barnet i armen og skælder ud, fordi det har sagt grimme ting eller hidset sig op overfor en kammerat, hvad skulle så få barnet til at lystre dig?
En dreng lærer at blive mand af sin far, og hvis han kalder mor for en dum kælling, så gør drengen også. En pige lærer at blive kvinde af sin mor, og hvis mor får hysteriske anfald og smider med tallerkner, så gør pigen også.

Eksemplets magt er en af de stærkeste, fordi barnet i bund og grund ser op til sine forældre og ønsker at være ligesom dem. Så hvis du ikke selv kan håndtere din vrede, så vil din barn heller ikke lære det.

At kunne håndtere sin vrede er en nødvendighed. For vrede er en naturlig og nyttig følelse, og den opstår tit mange gange dagligt. Den forsvinder ikke fordi man fornægter den – og heller ikke, hvis man råber eller skriger den ud for fuldt blæs. Tværtimod. Vrede har det med at holde sig selv i live, så det er en myte, at vreden skal ud for fuldt knald i enhver situation.

Hvis du elsker dit barn og ønsker det bedste for det, så lær det at respektere vrede – både hos sig selv og andre. Barnet vil takke dig for det senere i livet.

Hvorfor bliver barnet vredt?

Det gælder mennesker i alle aldre, at vi bliver vrede, når vores grænser krænkes, eller vi mærker frustration af vores behov. Vreden kan  en næsten umærkelig irritation eller den kan være frådende raseri. Det er kun en volumnforskel, som har sin rod i, hvem vi er og hvad vi har lært os om vrede og reaktioner gennem opvæksten. Årsagerne kan være utallige, men her er fem af de mest almindelige:’

  1. Konflikt om, hvad barnet anser for SIN ejendom. Hvis nogen tager barnets ting eller overtræder barnets grænse (der jo også er barnets ejendom), resulterer det typisk i vrede.
  2. Afvisning. Når et barn føler sig ignoreret eller holdt udenfor
  3. Lydighedskrav. Når et barn bliver bedt om at gøre noget, som det ikke ønsker at gøre (f.eks. gå i seng, rydde op, bære ud af bordet)
  4. Verbal vold. Hvis man driller et barn, nedgør, ironiserer eller sårer det ved f.eks. at kalde det f.eks. dumt, et fjols eller lignende.
  5. Fysisk vold. Når et barn bliver skubbet eller slået af en voksen eller et andet barn.
Strategier, der kan stoppe vreden, før den eskalerer

En præventiv strategi kan være at styre din egen vredesopførsel i barnets nærvær. Det er en falliterklæring, hvis man som voksen ikke vil kontrollere sit raseri. For selvfølgelig kan du – du orker det bare ikke. Eller har ikke fået lært det som barn og har ikke gidet lære det som voksen.

Find ud af, hvad der trigger dit barns vrede. F.eks. vil nogle børn gerne have tre-fem minutter til at vænne sig til tanken om at skulle dække bord, børste tænder, rydde op, slukke for tv osv. i stedet for at gøre det lige på sekundet, og i det fleste tilfælde er det jo ret nemt at tage hensyn til det. Sådan er der også mange voksne, der har det. Andre børn er meget sensitive overfor den tone, der bliver brugt (og det samme gælder voksne!) – og når man respekterer barnets egenart, glider tingene nemmere.

En situationsstrategi kan være at opfordre barnet til at trække vejret dybt eller at aflede dets opmærksomhed via f.eks. en time-out – dvs. at stoppe diskussionen, før vreden eskalerer eller lade den ligge lidt.

Et eksempel:

Dit barn spiller et spil med en kammerat, og pludselig bliver han vred, fordi kammeraten ikke følger reglerne. Den bedste løsning kan være at bede barnet gå ind i et andet værelse (eller komme med dig, det afhænger af barnets alder) og køle lidt af, mens du taler roligt med barnet. Eller (hvis alderen er til det) sige, at barnet lige må tænke igennem, hvad det nu vil gøre.

Et andet eksempel:

Du og dit barn har en heftig diskussion. Før det udvikler sig til en råbekonkurrence kan du sige ”Time-out” (eller vise et tegn med hånden, der betyder det samme), sådan at barnet kan se, at du ikke vil fortsætte diskussionen lige nu, men trænger til at køle lidt af, før den skal afsluttes.

Det er i orden at sige f.eks. ”Jeg kan mærke, at jeg bliver for vred til at tale videre lige nu – vi fortsætter om lidt, når jeg er kølet af.” Det vil vise barnet, at du respekterer din egen vrede og lære ham, at vrede ikke er forbudt, og at man det er godt at vente lidt, når den bliver for voldsom.

At råbe videre vil ikke føre til noget som helst andet end frustration og dårlig steming, foruden at du viser dit barn en rigtig dårligt eksempel.

©Winnie Haarløv  

angrykid

Hvorfor får børn raserianfald?

Lige så nemt det er at få øje på et barns raserianfald, lige så svært kan det være at opfatte, hvorfor barnet raser. Men der er altid en grund. Altid.

Det kan være svært at forstå, hvorfor et barn som man har opdraget med kærlighed, omsorg og omtanke pludselig får raserianfald. Forskellige eksperter er ude med alle mulige forklaringer om forkælethed, overopmærksomhed, forsømmelse og fortravlede, selvoptagne forældre.
Som vidne til et hylende, sparkende, frådende barn kan man som mor godt pludselig blive i tvivl om det er for naivt at tro, at det kan lade sig gøre at et barn kan vokse op uden straf og disciplin. Og så kører karrusellen: Hvad har jeg gjort forkert? Har jeg været for skrap – eller for efterladende? Har jeg ikke givet ham kærlighed, omsorg og forståelse nok – eller har jeg givet ham for meget?

Lad være med det! Tænk i stedet på, at der altid er en grund til at barnet reagerer, som det gør. Børn er meget til stede i deres nu, og derfor ligger årsagen sjældent ret langt væk Og børns ræsonnementer og årsager til at handle er som regel særdeles konkrete.
Tænk f.eks. ”Hvad er der sket på netop denne dag, i øjeblikket op til raserianfaldet?” Lige som jeg glemte, at vi netop var flyttet og havde brugt lang tid på en frustrerende kassekø, så er det nemt at glemme f.eks. at barnets yndlingslegetøj gik i stykker nede i vuggestuen, at storesøster måske uretfærdigt nok fik rigelig meget opmærksomhed i morges, da hun faldt og slog sig, at en forkølelse kan være på vej eller at telefonen ringede netop da barnet var midt i en historie – og jeg afbrød ham og tog i stedet røret.

Er du en del af løsningen eller en del af problemet?
  1. Siger du ”Jeg forstår egentlig godt, at du er nysgerrig efter at vide, hvem der bor i huset ved siden af – og efter at vide, hvad katten hedder. Men kan vi ikke bruge et par minutter på at kæle katten nu – og så komme tilbage en anden dag, når vi har mere tid?”
  2. Eller siger du: ”Kom så her – nu! Jeg sagde NU!”

Effekten af 1) kan være, at den potentielle konflikt bliver undgået, fordi du anerkender barnets følelser og handlemåde. Effekten af 2) kan være den samme som hvis du siger: ”jeg vil hverken ikke høre på dig, respektere dig eller på nogen måde prøve at forstå dig lige nu. Du skal lystre, uanset om du har lyst eller ej, for det er mit behov, der kommer først.” Altså en invitation til en magtkamp.

Du kan lære noget af at betragte dit barn, når det er glad og afslappet. Hvad afstedkom dén stemning? Er det fordi barnet er udhvilet? Er dagen ikke travl? Har du fri? Har barnet fået sin yndlingsmad til sidste måltid? Har der simpelthen været meget tid til at være sammen i? Har barnet fået tilstrækkeligt af dit nærvær og er tilfreds? Eller hvad? Fokusér på den enkelte situation stedet for på hele din mor–rolle og hele forældreskabet (”Jamen, jeg har virkelig prøvet at være en god mor og givet ham opmærksomhed og omsorg. Hvorfor opfører han sig så sådan – hvad har jeg gjort forkert?!?)

Ingen er perfekt. I hvert fald ikke hele tiden

Du er ikke perfekt. Du er menneske på godt og ondt – og derfor også fuld af fejl og uhensigtsmæssigheder. Derfor kan ikke opføre dig perfekt, reagere perfekt og sige de rigtige ting hele tiden.

Dit barn er et helt menneske med alle følelserne: vrede, angst, sorg og glæde. Det nærmeste, du kommer perfekt er, hvis du kan lade barnet bibeholde evnen til at føle alle følelserne.

Hvis du kan fokusere på de umiddelbare omstændigheder i stedet for på fjerne mål og tidligere ”fejl” – altså på f.eks. legetøjet, der gik i stykker, larmen, udmattelsen, travlheden, den truende forkølelser osv. – så kan du måske få et mere relevant svar på ”Hvorfor opfører mit barn sig sådan?”. Og så kan du måske give barnet empati og indlevelse i stedet for bebrejdelser over raserianfaldet: ”Jeg ved godt, du synes det er irriterende når jeg skal tale i telefon hele tiden – og nu gik dit legetøj oven i købet i stykker! Det er ikke så mærkeligt, at du er vred lige nu.”

Men hvis din respons er vrede, straf eller afvisning, gør du situationen værre – for så giver du barnet endnu mere grund til at føle vrede og frustration. Endda i et øjeblik, hvor han nærmest er ude af stand til at håndtere det.

  • Øv dig i at anerkende barnets følelser og udtrykke empati, f.eks.: ”Åh nej – nu væltede Lillebror din Lego–bygning! Hvor må det være ærgerligt!” eller ”Jeg forstår godt, at du synes det er irriterende at du skal dele mig med Lillesøster. Du ville måske ønske, at det bare var os to? Det er der ikke noget at sige til.”
  • Undgå at isolere barnet ved f.eks. at sende det ind på værelset eller ignorere det, når det græder eller raser. Gør du det, sender du en ordløs meddelelse om, at ”jeg elsker dig kun, når du opfører dig ordentligt – gør du ikke det, er du ikke velkommen i familien.”
Nøgleord: hjælpeløshed

Når barnet raser, er det hjælpeløst. Barnet oplever, at det ingen kontrol har over omstændighederne: han ønsker, at tingene skal være anderledes men magter ikke at bringe ændringerne frem. Prøv at forestille dig, hvordan afmagt føles – hvor skræmmende den følelse kan være. Barnet oplever sig selv som fuldstændig overgivet andre.

Hjælpeløsheden kan opleves som et alvorligt skår i selvværdet: når barnet føler sig ude af stand til at påvirke eller ændre omstændighederner, kan det nemt lede ham til at tro, at han slet ikke er i stand til det – og endda, at han heller ikke fortjener eller har ret til at ændre på situationen.

Raserianfald kan være et sundhedstegn

Når barnet insisterer på sine behov for at blive hørt, kan det betyde, at han stadig har troen på, at forældrene gerne vil høre og se ham. At han tror på, at han kan råbe dem op og på, at han har ret til at blive hørt. Men hvis han bliver ignoreret, tromlet eller straffet for at ville høres tilstrækkeligt mange gange, lærer han at lade være med at søge sine behov opfyldt og at tie stille med det, han vil sige.

Mange gange opfattes et sådant barn som ”artigt”, ”velopdragent” og ”modent” – men sandheden kan være, at han simpelthen har opgivet håbet om at blive hørt og derfor undertrykker sin vrede, sorg og frustration indtil han føler sig stærk nok til at modstå disse følelser (oftest i puberteten, hvor de formentlig vil manifestere sig som en anden slags oprør). På den måde er raserianfald ikke altid tegn på noget ”dårligt” eller ”usundt” hos barnet, men et tegn på, at han forsøger at kommunikere på den måde, han bedst kan finde ud af.

Raserianfald kan altså være signaler om hjælpeløshed og frygt, selvom det kan virke nærmest modsat. Forældre eller lærere tror måske, at barnet forsøger at dominere eller manipulere forældrene eller situationen – muligvis fordi vi som voksne kun sjældent forstår at anerkende og forstå vores egne barndomsfølelser (og især, hvis vi også selv føler os trætte, magtesløse eller vrede). Det er fristende at fokusere på opførslen snarere end drivkraften bag den, og mange af os har selv haft en opvækst med forældre, der ønskede velopdragne børn. Så vi kender rumlen: Opfør dig ordentligt, ellers…

Børn og forældre arbejder hårdt

Som forældre kræver vi uforholdsmæssigt meget af os selv. Vi vil gerne være omsorgsfulde, kærlige, forstående, give børnene tryghed, kærlighed og materielle goder; være tilgængelige, kreative og rummende. Desværre fører de høje idealer også tit til, at vi forlanger meget af børnene, deres alder og kompetencer taget i betragtning. Det kan være godt engang i mellem at stoppe op og huske, at på samme måde som forældre gør det så godt, som de kan, så forsøger langt de fleste børn at samarbejde med forældrene for at stille dem tilfredse. Og i langt de fleste tilfælde er det barnet, der arbejder hårdest.

Ideen om, at hvis du som forælder bare gør alting rigtigt, så bliver dit barns tilværelse og barndom perfekt, er en giftig faldgrube.

Det er helt urealistisk at forvente af far, mor eller barn, at ingen af jer nogensinde bliver vred, bange eller ked af det. Eller hysterisk, urimelig, jaloux, misundelig eller uretfærdig.

En dag, da min søn var to år gammel stod jeg med indkøbsposer og var ved at låse hoveddøren op – og så stak han af for at lege med naboens kat. Jeg havde travlt, havde for meget at bære på og skulle i gang med aftensmaden, så jeg skyndte på ham og bad ham komme tilbage med det samme. Men det ville han ikke; han ville lege med katten. Jo mere jeg opfordrede, jo skarpere jeg blev i tonen, jo mere irriteret blev jeg – og jo mere stædig blev han. En magtkamp var i gang.

Så slog det mig, at dagen også havde været stresset for ham. Lige fra jeg hentede ham, havde jeg været en halv time for sent på den. I supermarkedet var der kø, udsolgt af kartofler og desuden var vi netop flyttet.

Altså ikke bare en stresset dag, men en stresset tid for mig – og for ham. Og nu var min søn i gang med noget, der var både meningsfuldt og nødvendigt for ham: han var ved at gøre sig bekendt med sine omgivelser og naboens kat.

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

© Winnie Haarløv