Uddrag (2)

Ninas veninde Hanne er til glögg hos deres fælles veninde, Kirsten. Det sner kraftigt, og Hanne er bekymret for, om samleveren Steen er nået hjem til børnene, som de har aftalt.

Hanne så på sit ur. Klokken var næsten syv — hun måtte hellere lige ringe hjem. Steen havde lovet Michael og Susanne at hjælpe med at køre et læs brænde hjem i deres kælder, og bagefter skulle han give en hånd med oppe på sin skole, hvor forældrekredsen og lærerne var ved at bygge et nyt læskur. Han havde sagt, at han ville komme hjem ved 18-tiden, og de havde enedes om, at Johnny nok kunne passe Rikke de par timer. Det havde han gjort før.
Det var Johnny, der tog telefonen. Han lød så lille, selvom han efterhånden var 9 år og selv syntes han var en fandens karl.
“Hej Johnny, går det godt? Er Steen hjemme?” spurgte Hanne, og til hendes rædsel svarede Johnny benægtende. “Jamen har du ikke hørt fra ham?” spurgte hun, og drengen svarede igen benægtende. Hvad kunne der være sket? Kunne han være kørt galt? Han kunne da ikke bare være blevet hos Michael uden at give besked? Eller på skolen? Og han havde da også nummeret til Kirsten og vidste, at hun var her?
“Jeg kommer med det samme”, sagde Hanne med fast stemme. “Du skal ikke være bange. Om tyve minutter er jeg hjemme. Hvordan går det med Rikke?” Johnny sagde, at Rikke havde grædt lidt, men så havde han varmet noget mælk til hende og nu var hun faldet i søvn ovre i sofaen. Det var også ved at være sengetid. Men Steen skulle jo have lavet aftensmad til ungerne.
Kirsten fulgte Hanne ud.
“Kan du nu køre? Du har ikke drukket for meget rødvin, vel? Husk, du har også fået gløgg” sagde hun og omfavnede Hanne. Sneen faldt tæt, som i et Disney juleshow. Hanne tog den snedækkede vej i syne. Hun kunne nok ikke nå at være hjemme i løbet af tyve minutter. Det ville snarere tage den dobbelte tid. Hanne kyssede Kirsten på kinden og takkede hende i sit stille sind for, at veninden havde glemt at købe øl. For så havde hun nok ikke kunnet køre.
“Ring lige hjem til Johnny om tyve minutter og sig, jeg kommer snart, ikke?”. Kirsten nikkede og vinkede og gik tilbage til Bente og Nina.
Det tog nøjagtig 44 minutter for hende at nå hjem. Lyset brændte i alle vinduer, og hun flåede døren op og kaldte på Johnny. Han kom løbende i nattøj og sutsko og slæbte på Rikke, som var halvt klædt af og overtræt og halvgnaven. Hun havde det meste af en banan smurt rundt på kinderne og i håret.
“Hej mor” sagde Johnny lettet. “Det var godt du kom. Rikke er skidesur og tuder hele tiden. Jeg har prøvet at give hende banan, men hun ville ikke rigtig have det”. Hanne tog datteren og klappede Johnny på håret. “Steen har ikke ringet”, tilføjede han.
“Du har været meget dygtig. Det er jeg glad for. Nu lægger jeg Rikke i seng, og så skal vi to rigtig hygge os, ikke?” sagde hun og bar pigen ud på badeværelset og gjorde hende i stand til natten. Hun var våd helt op i nakken og havde flammende rødt udslæt på rumpen. Hvor fanden var den idiot? Da klokken var ti, faldt Johnny i søvn, og hun bar ham ind i seng. Skidt med tandbørstningen for en gangs skyld, tænkte hun. Hvor længe skal der gå, inden man må ringe til politiet?
Klokken tolv tog hun sig en ordentlig cognac. Hun havde ringet til Michael og Susanne allerede ved ottetiden, men Steen var som aftalt taget op på skolen ved frokosttid, og de havde ikke set ham siden. Det var den sidste slat af den flaske, Steen havde fået i fødselsdagsgave, men det var ligemeget nu. Hun stod i badekåbe og skisokker og spejdede ud i mørket og forestillede sig motorvejsharmonikasammenstød med hylende sirener, blå blink og bårer skiftende med et billede af en stivfrossen, blå Steen der sad som en isfigur i en grøft og var sneet inde i en bil. Hvis bil vidste hun ikke — hun havde jo haft bilen i dag.
Pludselig så hun to billygter komme op ad indkørslen. Bilen stoppede halvvejs, og motoren blev slukket. Hanne trådte instinktivt om bag gardinet. Bilen blev stående.
Da hun havde stået der i fem minutter, listede hun sig forsigtigt ud af hoveddøren og ned ad indkørslen mod bilen. Hendes mørkeblå badekåbe gjorde hende næppe synlig mod de høje, mørke tujaer der kantede vejen, og hun listede langsomt hen mod den mørklagte bil og mærkede pludselig, at hun havde glemt at tage støvler på og at hendes skisokker var gennemblødte.
Hun kravlede hen mod bilen. Den dybe sne kildede hende på lår og mave, og naboens høje graner dryssede puddersne ned over hende. Hun hævede sig langsomt op langs bildøren, og prøvede at kigge ind ad bilens ruder, men de var helt duggede. Hanne følte sig pludselig helt åndssvag. Hvorfor lå hun på knæ her, i en halv meter sne kun iført badekåbe og skisokker med et halvtømt cognacglas i hånden? Og hvad i alverden var det for en tegnefilm hun var med i? Om lidt begyndte bilen sikkert at tale til hende.
Hun rejste sig, lagde nakken tilbage og slyngede resten af cognac’en indenbords. Så tog hun en fast tag i bildøren og flåede den op.
Inde i bilen fòr to skikkelser fra hinanden. Sneen lyste hvidt på deres ansigter, og Hanne genkendte Pia, den rødhårede fuldbarmede fra i foråret, og Steen, med vildt pjusket hår og et forfjamsket blik i øjnene. I gadelygtens lys kunne hun se, at hans læber var helt ophovnede og røde, og Pias mund havde også en usædvanlig stærk kulør og lidt udflydende kanter. De måtte have kysset hinanden nonstop hele aftenen, tænkte Hanne. Højt sagde hun:
“Ismand!”
Så drejede hun om på den ene skisok og flygtede gennem sneen op til hoveddøren, som hun smækkede bag sig.

© Winnie Haarløv

• Køb bogen (ebog, pris: 49,-