Indlæg

Opmærksomhed og nærvær

Opmærksomhed er nødvendig for at mærke, hvad der opstår i dig – hvad du er, gør, føler, tænker, mener, ønsker osv. Opmærksomhed muliggør nærvær, kontakt, sansning, spænding, at opleve i nuet (i stedet for i fortid og fremtid) og at anerkende, at du er forskellig fra dine omgivelser. Og kun med opmærksomhed kan du se, hvad du selv eller andre gør for at bidrage til eller afbryde en god dialog.

Et barns nysgerrighed og vågne opmærksomhed betyder, at det kan være totalt til stede i nuet og mærke sine egne sansninger. Men langsomt lærer barnet at blokere eller omdirigere opmærksomheden. Enten som en reaktion på egne erfaringer eller ved at iagttage sine rollemodeller (mor og far). Barnet afkoder hurtigt, hvad de voksne ønsker og hvilke reaktioner, der passer i de de givne situationer i barnets familiesystem. Og så holder barnet tilbage på de spontane reaktioner, der enten ikke passer med regler og normer i familien eller skaffer barnet det, som han ønsker. Fx kærlighed, opmærksomhed, plads til egne følelser osv.

Den energi, der bliver brugt til at blokere opmærksomhed, blokerer og hæmmer altså individets opmærksomhed på egne reaktioner og vender dem imod omgivelsernes forventninger. Barnet lærer at ignorere, hæmme eller skjule sit autentiske jeg ved at dæmpe opmærksomheden på dem – for i længden er det smertefuldt ikke at kunne udfolde sig som den mand. At skrue ned for opmærksomhed på omgivelsernes stimuli er en naturlig beskyttelse.

For med uopmærksomhed på de stimuli, der findes i omgivelserne, kan man undlade at reagere og svare. Hvordan kan man reagere på noget, man ikke bemærker? Barnets – og senere den voksnes – manglende reaktioner lammer personlig udvikling og vækst, fordi individet ikke bliver opmærksom på noget nyt (alternative muligheder). Og fordi han derfor ikke er i kontakt og dialog.

At leve uden opmærksomhed betyder, at meget af et menneskes energi går til at undgå den virkelighed, der eksisterer her og nu. Det opmærksomhedsløse menneske eksisterer i en slags bevidstløshed, fordi han ikke oplever, hvad der sker i nuet. Jo større tab af nutidsopmærksomhed, jo mere energi er nødvendig for undgå nuet, jo mindre vækst og jo større risiko for fejludvikling vil han opleve.

Kedsomhed, forvirring, mangel på energi, kronisk angst eller ængstelse og følelser af fremmedgørelse er alle blot nogle af almindelige symptomer, som den opmærksomhedsløse oplever, når han lukker nuet ude ved at bruge energi på at holde fast i sin egen virkelighed, fortiden eller fremtiden.

At være i verden kræver opmærksomhed på i det mindste nogle af de stimuli man modtager fra omverden og nogle af de fornemmelser, der opstår i kroppen. Den, der ikke bemærker, at han er kold, kan fryse ihjel. Den, der overser, at en bil er på vej, kunne træde ud på gaden og blive dræbt.

Opmærksomhed i gestaltisk forstand betyder uddybe denne kontakt med øjeblikket (nuet) igen og igen. Eller med andre ord: at leve livet, mens øjeblikket er der.

Denne form for opmærksomhed skal ikke forveksles med ”selv-opmærksomhed”, dvs. refleksion eller at ”se indad” (introspektion). Introspektion kan være givtigt, men kan også aktivt forstyrre nu-opmærksomheden ved at distrahere med analyse, evaluering, korrektion osv.

Opmærksomhed er kernen i gestaltterapi. At genopdage og genvinde barnets vågne opmærksomhed er et afgørende skridt på vejen til udviklingen af en ny adfærd. I terapi opdager klienten gennem øvelser, samtale og/eller vejledning fra terapeuten de dele af egen opmærksomhedsadfærd, som ignoreres.

Ansvar

Ansvar indebærer evnen til at reagere. At tage ansvar betyder at være opmærksom på sine egne reaktioner og at stå inde for dem.

Når du erkender, at uanset hvad dine forældre gjorde mod dig, lærte dig eller påvirkede dig, og uanset hvordan samfundet, skæbnen, livet osv. har behandlet dig, så er du og kun du er ansvarlig for dig og dine handlinger – så kan du åbne din evne til at reagere her og nu.

Kronisk undgåelse af ansvar viser sig i sproget. Når du f.eks. siger ”man” og i virkeligheden mener jeg, så uindgår dit ansvar. Det sammen, når du siger ”vi” og rent faktisk mener du. Ved gøre din tale ikke-jeg orienteret, aflægger du ansvaret for, hvad du siger og mener. Mange problemer opstår i menneskelige relationer, fordi parterne har mistet deres evne til at reagere på hinanden i nuet og tage ansvar for sig selv. I stedet spiller de Anklager og Bebrejder, fremsætter ikke-jeg udsagn som ”du skal”, ”du burde”, ”du gjorde ikke,” “man kan da ikke”, “det er ikke normalt” osv.

Gestaltterapien opfordrer den enkelte om at personliggøre sine udsagn. Det kaldes at ”tage ejerskab” og betyder, at den talende anerkender de tanker og følelser, han udtrykker som hans alene og ikke en eller anden udefineret lovmæssighed. At blive personlig i sit sprog vil uundgåeligt skabe mere opmærksomhed og bedre kontaktmuligheder.

Formålet er at minde den enkelte om, hvordan ethvert menneske er skabende i sit nu og i sine relationer og derfor også ansvarlig for sin egen virkelighed. Det betyder, at et menneske

  • ikke kan skyde skylden for egne følelser, tanker og handlinger fra sig
  • ikke er ansvarlig for andres følelser, tanker eller handlinger.
  • ansvar for, at det der ham og kun ham, der accepterer eller ændrer sin egen virkelighed (ved at bestemme, om han vil erkende den eller lukke af for den).
fig.grundFigur og grund

Af dagens mange stimuli vælger du at fokusere på et lille antal. Det, du fokuserer på bliver figur, mens det, du vælger fra, bliver (bag)grund. Ligesom på billedet her, der skifter mellem en vase og to profiler. Du kan ikke se de to billeder samtidig, for når den ene træder frem, bliver det andet baggrund.

Figur og grund eksisterer i kraft af hinanden og kan ikke adskilles på anden måde end ved at flytte fokus.

Ved at skifte fokus (=rette opmærksomhed mod), tillader du ved hvert skift en ny figur at træde frem fra baggrunden. Når du øger opmærksomheden på denne adskillelse i figur og grund, kan du fokusere på forskellige, tydelige figurer i omgivelserne. Den proces gør dig i stand til at opfylde dine behov og fortsætte din vækst.

En sund, dynamisk og fritflydende relation mellem figur og grund kan afbrydes på ​​to måder:

  • Du bliver fikseret på figuren og tillader ikke en ny at træde frem
  • Du bliver fikseret på baggrunden, så denne bliver rigid og hæmmer skiftet mellem figur og grund.

Eksempel: Hvis du konstant bekymrer dig, sørger eller er vred over din ulykkelige barndom eller tidligere dumheder, tab og fiaskoer, er al din energi koncentreret i grund (= din fortid). Der bliver ikke plads og energi til at lade nye figurer træde frem. Din vækst går i stå, og din dynamik forsvinder. I stedet kunne du vælge at rette opmærksomheden mod et smerteligt tab, når det for alvor trænger sig på, eller du ønsker beskæftige dig med det.

Det er ikke det samme som et “glemme” eller “komme videre”. Det er et spørgsmål om at bevidstgøre, at dit liv er fuldt af både skidt og kanel, og at du ikke behøver fokusere rigidt på hverken det ene eller det andet.

I enhver relation findes der bestemte rigide figurer mod en rigid grund. De repræsenterer relationens ”issues” og negative mønstre. Figur/grund er fastfrosset, og rigide holdninger og synspunkter vedr. f.eks. sex, økonomi, børneopdragelse, venner uden for forholdet, fortid, fremtid osv. er typiske fastfrosne figur-grund problematikker i problematiske relationer.

  • Måske er Adam karrieremenneske og tilfreds med at tjene mange penge – men han er plaget af stress, er ikke særlig vild med selve jobbet og savner egentlig tid med Eva. Men når hun ønsker hans nærvær, forsvarer han sig med, at det er nødvendigt at tjene mange penge. Adams baggrund er måske hans svære barndom, hvor han oplevede knaphed på alt: penge, kærlighed, tryghed osv. Nu maser han løs og skyder langt over målet, fordi denne baggrund er fikseret.
  • Måske har Eva været Adam utro. Hun angrer og ønsker kun at være sammen med Adam, men han hænger fast i figuren utroskab og lader den være i forgrund ligegyldigt, hvad Eva ellers gør og siger.
  • Måske har

Med en åben og fleksibel figur-jord dynamik får den enkelte et godt grundlag for opleve nye indsigter og skabe nye muligheder for at genopbygge sine relationer. Men hvis en af parterne nægter at åbne dynamikken i sin figur-grund, kan det være en alvorlig hæmsko for relationens udvikling. Det gælder alle slags relationer: parforhold, venskaber, forælder-barn, leder-medarbejder osv.

Hos velfungerende, tilfredse og almindeligt livsduelige mennesker er forholdet mellem figur og grund er en konstant skiftende proces.

Samspillet mellem figur og grund er altså nødvendigt for at opnå levende relationer med opmærksomhed, fokus, interesse, empati, og tilgivelse. Forvirring, kedsomhed, tvangshandlinger, angst, nølen, stagnation og selvoptagethed er symptomer på en forstyrrett figur-grund dynamik.

konfluensKonfluens

For at se klart, må du altså kunne skelne en figur fra sin baggrund. Et tydelig figur er i kontakt med omgivelserne eller baggrunden. Er figurens grænser er udviskede, smelter den sammen med baggrunden. Den flyder sammen med omgivelser og fusionerer med den. Der er ingen grænser mellem figuren og baggrunden – de er, hvad gestaltterapien kalder konfluente.

Vil du ses tydeligt, må du have klare grænser. Vil du se dig selv, må du være klar over dine egne grænser. Kun sådan kan du skelne dine egne behov fra andres. Også i forhold til dem, der tæt på dig.

Manglende forskellighed og manglende entydighed betyder manglende kontakt.

Kontakt opstår, når du oplever dig selv som ”jeg”, forskellig fra hvad der er ”ikke jeg.” I usunde relationer bruger parterne konfluens for at reducere forskelle og undgå konflikter. De er ikke sikre på, hvem de selv er og hvordan de er indbyrdes forskellige, og de enes om ikke at være uenige. Der eksisterer ingen fornemmelse af grænser, for grænser betyder forskellighed, og det er utrygt. De deler altså kun ligheder og benægter, overser eller fortrænger forskelle. De er konfluente.

I konfluensen bliver de indbyrdes forskelligheder og hver persons særegenhed utydelig. Forskellene er jo det, der adskiller dem, og i konfluente relationer skaber adskillelse uro. Konfluensen forhinder oplevelsen af spænding, begejstring og glæde ved den anden som person.

I sådan en relation lever man i en slags parallitet, side om side, og forholdet siges at være ”gå fint.” Det er sandt, for de to har aldrig sagt et ondt ord til hinanden, selvom de måske har været uenige i årevis.

Den ene kan ikke kontakte den anden, for kontakt opstår i grænsen mellem de to (tænk selv efter: enten rører jeg ved væggen (kontakt) eller jeg rører den ikke (ikke-kontakt).

De kan heller ikke få deres behov i relationen opfyldt, – det kan kun lade sig gøre, når man er i kontakt med modparten og kan (tør) opleve et ”jeg” og et ”du” – dvs. et “ikke-jeg”.

contactKontakt

Kontakt er i sin enkleste form berøring. Kærlig berøring reducerer angst og spænding og øger åbenhed over for anerkendelse af en ”Jeg-Du” relation og muligheden for at opleve, nyde eller hade hinandens forskelle. Konfluens giver fred og harmoni, men i længden vil konfluensen medføre, at relationen bliver rutinemæssig, kedelig, uvedkommende og stagnerer. En fri og variende skiften mellem kontakt og konfluens muliggøres af opmærksomhed.

Adams grænser findes der, hvor han kan mærke kontakt; der, hvor han har en oplevelse af ”Jeg.” Jeg-oplevelsen bliver tydelig, når Jeg-grænsen mærker Evas grænse, den anden persons Jeg.

Når Jeg’et er i funktion, opleves kontakten som personlig. Og når begge parter mærker, hvad der er JEG og hvad der er IKKE-JEG, opstår mødet. I gestaltterapi kaldes det fuld kontakt.

Modstand og forsvarsmekanismer

Alt, hvad der er ukendt, er utrygt, og ændringer i det kendte forrykker tryghedsbalancen. Derfor bruger mennesker modstande og forsvarsmekanismer for at beskytte sig mod forandring. Vi ved, hvad vi har, men ikke, hvad vi får.

Modstanden opstår bevidst eller ubevidst, mens vi kæmper for at bevare vores billede af os selv og verden, som vi kender den. Selv hvis denne verden hverken opleves tilfredsstillende eller behovsopfyldende, er det for den enkelte tit tryggere at holde sig til det kendte og undgå det ukendte.

Måden at gøre dét på er at hindre enhver anden oplevelse end de velkendte i at komme ind i opmærksomheden. Teknikken er at gøre sig uimodtagelig for reel kommunikation, dvs. at undgå kontakt med hvad der er ”Ikke-jeg.” Resultatet bliver det, som gestaltterapien kalder ”kontaktforstyrrelser”.

Der findes lidt over en håndfuld, og de mest almindelige er introjektion, projektion og retroflektion. Alle mennesker bruger alle disse modstande, og alle bruger én mere end en anden.

introjectionIntrojektion

At introjicere vil sige at ”sluge” de påbud, man oplever fra omgivelserne (typisk autoriteter og rollemodeller). Nogle introjektioner er ganske nyttige og kan hjælpe den enkelte til at overleve fysisk og socialt, f.eks. reglerne i trafikken, at man ikke peger fingre ad folk osv. Det er så indlysende, at enhver hurtigt vil forstå, at det ikke er den slags samfundsbestemte regler og normer, der stikker kæppe i hjulet for et menneske.

De skadevoldende introjekter består af autoriternes personlige værdier, som er blevet proppet ind i barnet.

I ethvert menneskes opvækst påvirker autoriteter som forældre, skole, myndigheder og samfund os med bør og burde, og det er vi som opvoksende indvider nødt til at tage med. Ellers ville livet blive alt for svært eller helt umuligt.

Når vi så er blevet voksne, kan vi i vid udstrækning selv bestemme, hvad vi bør og ikke bør – men alligevel fortsætter mange voksne med at bære barndommens påbud med sig som tunge byrder i en svulmende rygsæk. (Det er jo interessant, at ordet byrder ligner bør og burde). Ved at have en fikseret forestilling om, hvad der burde gøres, fastholder introjektoren sit livs tidligere oplevelser af bør og burde, f.eks. du skal være sød, du må ikke være vred, du skal altid tænke først på andre osv. osv. Den voksne har integreret autoriternes påbud som egne værdier.

Sådan en voksen gør sig ikke for alvor klart, at hans verden er forskellig fra hans barndom. Udadtil, selvfølgelig – men indadtil er der stemme, der altid fortæller ham hvad er er rigtigt og forkert, hvad der forventes, hvordan han bør opføre sig.

Den stemme repræsenterer alt det ”slugte” materiale og kan ses som en fastfrosset figur-grund: der er ikke plads til nyfortolkninger af, hvad der er muligt for ham at gøre eller vælge. Introjektionerne holder ham væk fra kontakten med nuet og med det, der er lige nu.

En introjektor vil altid bebrejde sig selv:

  • Jeg burde gøre x bedre
  • Jeg burde ikke blive ked af…
  • Jeg burde være mere …

Introjektioner fremkalder skyld, dårlig samvittighed og følelsen af ikke at være god nok. Introjektion uden kontakt i individets her og nu vil producere depression og en attitude af ”stakkels mig.

Vejen frem er opmærksomhed på, hvordan personens egne værdier egentlig er (indadskuen) og en udadvendt opmærksomhed på virkelighede, dvs. “jeg gjorde det bedste, jeg kunne, og derfor kan det ikke blive bedre.” Eller “Jeg er ked af …, og det kan jeg faktisk godt forstå, at jeg er.”

projectionProjektion

Den projicerende skyder skylden på omgivelserne med udtalelser og forklaringer, f.eks:

  • De burde gøre det bedre
  • Det et umenneskeligt system
  • De har ødelagt mit liv
  • Det er samfundets skyld
  • Det var også bare fordi du…

Projektoren bruger upersonlige ”det”, ”du” og ”de”, når han beskæftiger sig med personlige eller følelsesmæssige forhold. I dagligdagen vil han eller hun ofte bebrejde ovnen eller gæsterne, der kom for sent, at middagen ikke blev perfekt. Skylden falder også tit på andre mennesker, fordi de har undladt at gøre, hvad den projicerende havde ønsket eller forventet.

Den projicerende kan på den måde lægge alle de følelser, som han finder ”dårlige” eller uacceptable ud på omgivelserne: Følelsen af ikke at være tilfreds med et resultat, med ikke at kunne navigere i systemet, af ikke at mestre sit eget liv eller ikke at være tilfreds med samfundet. I eksemplet med middagen projiceres følelsen af fiasko over på ovnen eller de for sent ankomne gæster.

Ved at skyde skylden på omgivelser kan projektoren undgå kontakt mellem ”mig” og hvad er ”ikke mig.” Men i stedet for at tage tingene personligt (som den introjicerende), skubber den projicerende alt uden for sig selv og over på omgivelserne: ”dem, det, systemet, alle mennesker, de andre.

Konstant projektion skaber fremmedgørelse i forhold til omgivelserne og fantasier om, hvad der egentlig foregår: ”De kan ikke lide mig”, ”Det er en fjendtlig verden” og i nogle tilfælde fremkalde paranoia.

Vejen ud er at skærpe opmærksomheden på eget ansvar.

Retroflektion

retroDen retroflekterende gør mod sig selv, hvad han ønsker at gøre mod andre. Sætninger som viser tegn på retroflektion:

  • Jeg snakker også for meget, jeg kan aldrig holde mund
  • Jeg kan ikke tilgive mig selv, at…
  • Gid jeg var død, jeg hader mig selv
  • Jeg sagde også til mig selv…

Den talende gør sig selv til både subjekt og objekt i et lukket kommunikationskredsløb. En fremragende metode til at undgå kontakt – især, hvis man frygter, at denne kontakt vil blive konfronterende.

Overdreven brug af retroflektion leder til ensomhed. Den retroflekterende gør sig selv til sin eneste ven eller fjende, og det kan lede til depressive eller endda selvmordsadfærd.

Den retroflekterende har oftest haft en opvækst, hvor der ikke blev givet plads eller pluspoints for at være ærlig om tanker og følelser, eller hvor rollemodellerne havde denne adfærd. Sådan et menneske har været nødt til at holde det meste inden i sig selv og tage bestik af, hvad omgivelserne kunne forvente og handle derefter.

I fagterminologien taler man om børn, der samarbejder over evne – dvs. tilsidesætter egne behov for at være mors og fars lille, elskede barn. Det koster på den lange bane, idet resultatet tit bliver, at det barn som voksen ikke hverken kan mærke, anerkende eller tilgodese sine egne behov (= de figurer, der træder frem). Figur-grund er fikseret, og intet nyt er muligt. Kun samspillet med sig selv. Det er ensomt.

Vejen ud er at blive opmærksom på, hvordan man taler til sig selv. Og ved at blive i virkeligheden (og ikke fantasien) at bestemme, om det er rimeligt.

Afsluttende

Der er intet mærkeligt eller farligt i forsvarsmekanismer, og alle mennesker bruger dem. Men processen bliver patologisk, når mekanismerne bruges overdrevent og uden opmærksomhed. Så forhindrer de ægte kontakt med både sig selv og kommunikation med andre. Og den, der undgår autentisk kontakt, konfrontation og konflikter, vil stagnere i væksten som mennesker og gå glip af oplevelsen og glæden i mødet med andre.

Den vigtigste hindring for vækst findes i selvets modstand mod forandring. Det er altid muligt at lære og vokse, fordi det altid er muligt blive opmærksom på, at noget nyt er muligt.

Og hvis det ikke var sådan, ville det være helt meningsløst at arbejde som terapeut. Så ville jeg lave noget helt andet.

 

©Winnie Haarløv

Bliv en bedre lytter – få bedre relationer

De fleste menneskers talehastighed ligger på mellem100-150 ord i minuttet – men når vi lytter, kan vi opfange 400-500 ord i minuttet. Derfor bliver der masser af tid til overs når vi lytter – og den kan bruges konstruktivt eller det modsatte. Den Gode Lytter fokuserer på den talende i stedet for bare at vente på en anledning til at få sagt, hvad hun selv synes. Det kræver lidt teknik, for at lytte er ikke bare at tie, mens den anden taler. Vil du lytte kvalificeret, må du aktivt deltage i det, den anden siger og forsøge at forstå. Her er nogle bud på, hvordan du kan blive en bedre lytter.

bedre.lytter.2Vores kommunikation består af 7 % ord, 38 % tonefald og 55 % kropssprog, og dermed er 93% af det, vi opfatter, non–verbalt.

På den baggrund bliver det indlysende, at effektiv kommunikation kræver effektive lytteevner. Det er enkelt at være en effektiv lytter – men det er ikke nødvendigvis nemt, for dét at lytte effektivt er en proces, der kræver åbenhed, modtagelig og koncentration af lytteren. Menneskets tankestrømme er konstante og fulde af ideer, spørgsmål og reaktioner, og hvis du lader din indre dialog køre, lytter du ikke med fuld opmærksomhed, men sidder måske og zoner ud eller tænker på, hvad du vil sige når det bliver din tur.

Mennesker i krise

En person i sorg, krise, dyb frustration eller stress skal ikke forstås på sine ord alene, for ordene kan sagtens være i strid med det, som tonefald og kropssprog fortæller. Når en person prøver at videregive stærk, følelsesladet information, så kommer ordene meget tit til kort. Følelser er svære at beskrive, og derfor er det meget vigtigt at være opmærksom på på tonefald og kropssprog. Derfor kan mennesker i sorg, dyb stress eller krise være svære at tale med, og lytteren må mobilisere både tålmodighed, evner og erfaring for at kunne forstå og tolke det non–verbale sprog. Det kræver fuld opmærksomhed, og lytteren må indimellem tjekke med taleren om budskabet er forstået rigtigt.

Sådan bliver du en god lytter

 

1. Bed den anden specificere

Når noget ikke står klart for dig, så bed om flere oplysninger. Du kan f.eks. sige: “Sig noget mere om…” eller “Kan du give mig et eksempel på…” Du kan også sige: “Jeg forstår ikke helt, hvad du mener med…” – eller nikke og sige “hmm?” som en opfordring til den anden om at fortsætte. For mange spørgsmål kan godt blive lidt krydsforhørsagtigt, og mange mennesker føler sig afskrækket, hvis du fyrer spørgsmål af.

2. Giv den talende tid til at tilføje noget

Vær ikke bange for tavsheden. Du behøver ikke svare eller reagere omgående.

Fuldend a-l-d-r-i-g (som i ALDRIG) den andens sætning, selvom du tror, at du ved hvad hun vil sige. For det første kan du ikke vide det med sikkerhed, og for det andet signalerer du, at du egentlig ikke gider lytte og er utålmodig for at hun skal blive færdig.

3. Stil åbne spørgsmål

Undgå lukkede spørgsmål, de5r kan besvares med et ja eller et nej.

Undgå også “hvorfor” – i stedet for at sige f.eks. “Hvorfor vrisser du sådan?” så sig “Er du vred på mig?” I stedet for at sige: “Hvorfor ringede du ikke?” – så sig “Var der en grund til, at du ikke ringede?”

4. Genfortæl

God kommunikation forudsætter, at både afsender og modtager bruger og opfatter ord, tonefald og kropssprog på samme måde. Men sådan er det ikke altid. Derfor er det nyttigt at genfortælle eller omskrive det, du har hørt. Formålet er 1) at vise, at du har hørt, hvad den anden siger og 2) at du gerne vil høre og forstå ham. Du genfortæller ikke som en papegøje, men med dine egne ord:

  • “Så selvom det er dyrt, så mener du altså, at kurset vil være brugbart for dig her på arbejdspladsen”
  • “Hvis jeg forstår dig korrekt, så er du utilfreds med den nye ferieordning”
  • “Det lyder, som om du har brug for hjælp til at blive færdig med opgaven. Er det rigtigt forstået?”
  • Jeg får en fornemmelse af, at du er utilfreds med din nye kollega – er det rigtigt

Det kan godt være, at din gengivelse bliver mødt med et nej, fordi du ikke har forstået den talendes budskab rigtigt – men formålet med gengivelsen er netop at rette eventuelle misforståelser. Sommetider kan gengivelsen ske med spørgsmål (og her må spørgsmålet gerne være lukket, for det giver hurtigere opklaring af om der er tale om en misforståelse):

  • Mener du, at du hellere vil være fri for at deltage i mødet?
  • Er du skuffet over, at du ikke fik bevilget det kursus, du søgte?
  • Synes du, at jeg har behandlet dig uretfærdigt?
  • Hvis jeg forstår dig rigtigt, så . . .
  • Der var vist noget, jeg ikke rigtigt forstod. Du siger, at . . .

Med genfortællingen opnår du følgende:

  • Du og den anden får en bedre forståelse af hinanden
  • I får en følelse af gensidighed og kontakt – også selvom I er uenige
  • Du videregiver omsorg og empati, fordi du viser den anden interesse
5. Lyt mellem linierne – og sig, hvad du hører

Lad den talende forstå, at du er opmærksom på at der er følelser med i spillet. Lyt mellem linierne og forsøg at høre, hvilke følelser der er i spil. Hvad føler den anden, som ikke bliver sagt? Hvad beder hun om – uden at sige det direkte? Brug din empati. Sig til dig selv: “Hvis jeg var i hendes sted, hvad ville jeg så føle?” Det kan være svært at sætte ord på følelser, men ved at gøre det får du en dybere forståelse af budskabet. Du gør det ved at omarbejde talerens ikke-verbale udtryk (fagter, gebærder, tonefald, udtryksmåde, kropssprog) til en forsøgsvis beskrivelse af følelserne. Du må være klar over, at du famler dig frem, og derfor må du altid være prøvende og hverken dømmende eller bedrevidende. Du skal ikke være bange for at gætte forkert, for den anden vil hurtigt korrigere dig – og det er jo selve formålet: at du forstår, hvad den anden føler. Der er fire faser i processen:

a. Iagttag

Uden at sige noget prøver du i første omgang at fornemme talerens følelser ved at iagttage hans tonefald og kropssprog.

b. Identificer

Stadig uden at tale bestemmer du så, hvilken af grundfølelserne der er på spil: Vrede, angst, sorg eller glæde. Prøv at fornemme den nuance, det drejer sig om.

c. Formuler

Nu formulerer du prøvende, hvad du tror, den anden person oplever og føler:

  • Jeg får den opfattelse, at . . .
  • Jeg tænker på, om . . .
  • For mig ser det ud, som om . . .
  • Det lyder for mig, som om . . .
  • Jeg har på fornemmelsen, at . . .
  • Du må vel føle en form for . . . ?
  • Din oplevelse må have været . . . ?
  • Jeg tror, du oplever . . .

d. Spørg

Spørg om du gættede rigtigt – direkte og i en varm tone:

  • Kan der være noget om det?
  • Passer det på dig?
  • Kan du genkende noget?
  • Er det rigtigt gættet – Eller hvordan vil du selv sige det?
  • Tager jeg helt fejl?
  • Passer det?
6. Læg to og to sammen

Mens du lytter, kan du måske se sammenhængen mellem følelser og fakta. Du kan give den talende opklarende feedback, når du sørger for at gøre det på en måde, der hverken er dømmende eller bedrevidende. Giv udtryk for hvad du ser og hører, som ikke bliver sagt:

  • Du virker skuffet over…. Er det rigtigt?
  • Jeg får en fornemmelse af, at du er bange for at…. Har det noget på sig?
  • Det ser ud som om du er vred, men jeg er ikke helt sikker, for du smiler også. Er der noget om det?

Brug evt. ordet fordi til at kæde følelser og fakta sammen:

  • Okay, så du er lidt nervøs, fordi det er noget helt nyt?
  • Aha, nu tror jeg, jeg forstår: Du vil ikke sige det til ham, fordi du er bange for at han flipper helt ud?

Den gode lytters 10 bud

Jeg vil:

  1. forstå hvad du mener og vil, før jeg bestemmer mig til, hvad jeg selv synes. Jeg vil sikre mig, at du føler at jeg lytter til dig, og jeg vil ikke afbryde samtalen i vrede
  2. undgå at afbryde og at udfylde pauser med mit eget. Jeg vil lytte til dig uden at komme med forslag, løsninger eller belæringer
  3. respektere, at du måske mener noget andet, end jeg opfatter, og at de ord, du bruger, måske betyder noget andet for dig end de gør for mig
  4. sikre mig, at det jeg hører måske ikke er det, du mener
  5. være opmærksom på både dine ord og dine følelser, og derfor vil jeg give dig tid til at forklare dig. Jeg vil koncentrere mig og hverken prøve at fortolke eller gætte, hvad du vil sige uden at tjekke med dig, om jeg fornemmer rigtigt
  6. lytte til alt, hvad du har at sige – også selvom jeg er uenig eller ikke bryder mig om det
  7. efterprøve både det du siger og det jeg selv siger, indtil vi har forstået hinanden
  8. lytte til dig uden at rette dig eller bruge tid på at finpudse mit eget svar
  9. være åben for, at du måske kan lære mig noget eller give mig anledning til at ændre mit standpunkt
  10. respektere din ret til at blive hørt og forvente, at du gør det samme mod mig

 

©Winnie Haarløv

Ti gode råd til parforholdet

I parforholdet gælder det samme, som gælder for resten af dit liv: din indstilling og holdning er lige så vigtig som dine handlinger.
De fleste menneskers personlige værdier er integritet, ærlighed, indføling, entusiasme o.lgn. Hvis vi alle sammen tog dem med ind i parforholdet og levede efter dem, ville skilsmisseraten uden tvivl falde drastisk.
Og parterapeuter ville blive arbejdsløse.

1. Tag medejerskab for forholdet – og dets problemer

Hvis der er et problem i dit parforhold, har du medansvar for det. Der findes ingen ofre, kun frivillige – og hvis du er martyren, den sårede eller lidende part i forholdet, så er det fordi du har vist din partner, at du lader dig behandle på den måde. Tag ejerskab for dit forhold til din partner og betragt dig selv som en voksen, kompetent ressource i stedet for som et offer. Der er aldrig kun én part, der er skurken i forholdet, og det er heller ikke muligt for den ene part at redde et skrantende parforhold. Der skal to til det hele. Et parforhold er et fælles projekt.

2. Tag risiko for at være sårbar

At ønske, håbe og åbne dig for din partner gør dig sårbar, men samtidig er det også netop dét, der giver dig chancen for at få, hvad du vil have. Hvis du ikke tør ønske, håbe eller åbne dig, har du slet ingen chancer. Vil du spille i lotteriet, må du købe en lodseddel. Sætter du ikke dig selv på spil, kan du ikke vinde, og lader du frygt (f.eks. angsten for at miste eller for at blive skuffet) styre dit liv, så har du gjort dig selv til offer. Kærlighedens pris er angsten for at miste. Du kan ikke elske nogen uden at mærke angst – og du kan heller ikke garantere, at du vil elske nogen til du dør. Der findes ingen garantier, når det gælder følelser.

3. Accepter din partner

Hvis du giver accept, er der større chance for at du får accept – alene fordi du virker åben og imødekommende, når du ikke kritiserer, forkaster eller lukker af. Alt, hvad du gør skaber enten distance eller nærhed i dit parforhold. Og det gælder faktisk også alt det, du ikke gør og ikke siger. Accepter, at din partner er helt forskellig fra dig. For sådan er det nemlig, også selvom I har meget til fælles.

4. Fokuser på dét, du kan lide

Hvilke positive egenskaber har din partner? Glem problemerne og smerten for et øjeblik. Tænk tilbage på dét, der fik dig til at ønske nærhed og venskab med din partner. Er det der stadig? Alle mennesker (også du) har sider og egenskaber, som andre ikke kan lide. Det gør dig ikke til en dårlig eller ikke-elskeværdig person, men til et mangesidet menneske. Accepter, at din partner har sider, du ikke bryder dig om. Og at du selv har det!

5. Støt din partner

Anerkend din partners synspunkter og forskellighed fra dig. At anerkende betyder ikke at erklære sig enig – tværtimod betyder det, at du er villig til at se jeres forskelligheder i øjnene. I stedet for at nedgøre eller kritisere kan du fortælle din partner, at du er uenig. Sig også, hvad du er enig i. Hvis det drejer sig om noget, hvor I er nødt til at nå til enighed, så er det essentielt, at I som udgangspunkt ved præcis, hvor enigheden slutter og uenigheden begynder. Behandl din partner lige så respektfuldt som du vil behandle Onkel Åge eller en medpassager i bussen. At du er uenig, vred eller såret berettiger aldrig til respektløs opførsel.

6. Aflever din frustration på rette sted

Reflekter ærligt over, hvad der irriterer eller frustrerer dig og kald det ved navn. De negative sider du ser i din partner er meget tit de samme, du ikke bryder dig om i dig selv, og når du tager ejerskab for dem, vil du opdage at samspillet mellem jer ændrer sig. Det er ikke ukærligt at sætte ord på det negative.

7. Vær ærlig og direkte

Sig, hvad du mener – åbent og uden omsvøb. At sige ét og mene noget andet, at holde noget tilbage for at undgå den andens vrede eller sårethed eller at tie stille af angst for at miste er med til at forkludre kommunikationen og forholdet mellem jer, og uanset hvad der kommer ud af munden på dig, så taler dit kropssprog højlydt. Forsøg at udtrykke dine følelser på en voksen og ansvarlig måde, uden anklager og fantasier. Ved at være ærlig rodfæster du dit forhold på integritet i stedet for løgn og fantasi.

8. Vil du have ret eller vil du være glad?

Overvej, om det du gør når din partner irriterer dig, virker efter hensigten. Og hvis det ikke virker, så gør noget andet. Hvis han/hun har travlt med at overbevise dig om, at du har uret, så sig f.eks. ”Jeg er ikke enig, men jeg vil heller ikke diskutere det mere nu.” Foreslå, hvornår du vil tage emnet op igen: ”Jeg vil tænke over hvad du har sagt, og så kan vi tage det op, når børnene sover.” Vigtigt: Lad være med at gå rundt og nages over at du måske føler dig uretfærdigt behandlet. Gør i stedet noget, der gør dig og partneren glade og gør det muligt at flytte dit fokus, mens du samler energi: køb blomster, lav en frisk kop kaffe, giv din partner et kys. I er uenige om dette emne – ikke om, hvorvidt I vil leve sammen. Du behøver altså ikke forkaste alt ved din partner eller hele forholdet, blot fordi I er uenige om lige netop dette.

9. Hold på værdigheden

Skænderier og perioder med disharmoni optræder i de fleste parforhold, og det er både naturligt og i orden at blive vrede på hinanden indimellem. Men lad ikke knubbede ord skramme forholdet mere end højst nødvendig. Brug ikke skældsord, øgenavne og trusler – og undgå at manipulere eller kontrollere. Hvis du får lyst til at gøre noget at det ovenstående, så sig det: ”Jeg har svært ved at beherske mig lige nu, så jeg trækker mig lige et øjeblik”. Det kan du gøre ved at holde mund, give time–out tegn eller forlade stuen. Det er vigtigt, at I på forhold har aftalt, hvad der er acceptabelt at gøre, så den anden kan forstå og respektere hvad der foregår.

10. Vær selv den forandring, du ønsker

Gør din kærlighed proaktiv. Lad være med at dvæle ved det negative, som er sket – ret blikket og energien fremad og behandl din partner, som du gerne selv vil behandles. Et parforhold er ikke nogen købmandsforretning, og der behøver ikke nødvendigvis at være ligevægt hele tiden mellem give og tage. At give skaber kærlighed, både til dig selv og til partneren. At tage imod skaber kærlighed, både til dig selv og til partneren.

©Winnie Haarløv

Opskrift på et godt parforhold

Alle mennesker i et parforhold ønsker, at forholdet skal være godt, givtigt og tilfredsstillende. Men hvad er egentlig et godt parforhold?

Mennesket er et væsen, der har behov for nærhed, samhørighed, intimitet og kærlighed – både som giver og modtager. Men for mange er det rigtig svært.

Gennem mine år som parterapeut har jeg lært næsten alt, hvad jeg ved om parforhold af mine klienter, og det er dem, der har inspireret mig til denne liste. Den er nok ikke udtømmende, og måske er den heller ikke hverken nyskabende eller verdens klogeste. Men den kommer direkte fra de par, der har delt uddrag af deres liv, tanker, følelser og problemer med mig. Her er et bud på 25 gode råd.

  1. Vælg din partner med omhu. Vi forelsker os i hinanden af mange forskellige grunde: måske giver den elskede os opmærksomhed og gider lytte, måske minder han eller hun om nogen i fortiden eller får os til at føle os betydningsfulde og elskede. Forelskelsens tid er en slags sindssyge, hvor man mister realitetssansen og er uimodtagelig for fornuft. Det er en skøn tid, som typisk varer mellem tre og seks måneder. Og så kan man se klart igen.
    Når den tid kommer, kan du vælge din partner med åbne øjne. Vælg ham eller hende, som du ville vælge en ven. Kan du lide personens karakter og personlige egenskaber? Er du enig i vedkommendes værdier og menneskesyn? Eller kan du i det mindste forlige dig med dem? Kan du lide den måde, du bliver behandlet på, når I skændes, eller når din elskede er utilfreds med dig? Føler du dig respekteret og lyttet til? Interesserer din elskede sig for dig og for, hvad du tænker, føler og bestiller? Er han eller hun generøs med følelser, opmærksomhed, penge – eller påholdende? Holder vedkommende ord? Har han/hun en social omgangskreds, eller er personen en ensom rytter?
    Der er selvfølgelig ingen rigtige svar eller måder, der er bedre end andre. Det vigtigste er at DU vælger med åbne øjne.
  2. Sørg for at vide, hvad din partner tror, mener og tænker om parforhold. Forskellige mennesker har forskellige og tit direkte konfliktende opfattelser om, hvad et godt parforhold er. Hvis du f.eks. sætter troskab højt og din partner ikke gør, så kan det skabe voldsomme problemer. Eller hvis I er uenige om, hvorvidt man f.eks. kan bruge tid alene eller hver for sig med venner og familie, tage på ferie alene og videre i den dur.
  3. Forveksl ikke drømmegod sex med kærlighed. Især i forelskelsesfasen er tiltrækning, begær og sex tit vidunderlige oplevelser. Men de kan ikke stå alene, og de behøver ikke at have noget med kærlighed at gøre.
  4. Sæt ord på dine behov og sig dem højt. Et parforhold er ikke en gætteleg! Alligevel forventer mange både mænd og kvinder, at partneren kan gætte deres behov ’hvis bare han elsker mig højt nok.’ Men kærlighed gør ikke nogen til tankelæser, og resultatet kan kun være ét: skuffelse over ikke at få tilfredsstillet sine behov. Hvis du camouflerer, skjuler eller fortrænger dine behov, så skaber du afstand til partneren og slår revner i forholdet. Nærhed kan kun skabes med ærlighed og åbenhed. Også, hvis det er svært og du aldrig har lært at bede om noget. Eller tage imod.
  5. Betragt jer som et team med to ligeværdige parter. I er to unikke, individuelle individer som hver især tilfører parforholdet forskellige perspektiver, styrker og ressourcer. Respekter hinandens forskelligheder, og lad fremfor alt være med at lave hinanden om. Dels er det umuligt, og dels er det respektløst. Lær i stedet at leve med og rumme forskellighederne. Lær, at der nok er flere egenskaber ved din partner, du ikke bryder dig om – men at det absolut ikke udelukker, at du kan elske vedkommende.
  6. Lær at turde være uenige. Jeres mange forskelligheder truer ikke forholdet – det gør kun den måde, I håndterer dem på. Lær at håndtere de negative følelser, som er uundgåelige konsekvenser af forskellighederne mellem jer. Forskellighed skader ikke forholdet, men at kalde hinanden øgenavne og grimme skældsord giver dybe ridser. Vær åben om de konflikter, uenighederne skaber. At ignorere, undgå eller fortrænge dem er ikke at håndtere dem.
  7. Hvis du ikke forstår hvad din partner gør og hvorfor, eller hvis du ikke bryder dig om det, så spørg hvorfor det sker. Tal om det! Antag ikke, at du kender forklaringen. Du er ikke tankelæser.
  8. Løs problemerne, efterhånden som de opstår. Lad ikke misfornøjelser og skuffelser ligge og forsure og gære. Det meste af det, der er galt i et parforhold kan føres tilbage til sårede følelser og skuffelser – og hvis de svære følelser ikke kommer ud i lyset og bliver imødegået, så vil hver partner langsomt begynde at tage afstand. Den sårede, fordi hun er såret og den anden, fordi han mærker at hun tager afstand.
  9. Lær at forhandle. Moderne parforhold afhænger ikke længere af kulturbårne rollefordelinger. Parrene kan skabe deres egne roller, og det er jo spændende – men det er også en situation, hvor der kræves gode evner til forhandling, fordi ikke ret meget er givet på forhånd. Forhandling sker bedst i en åben, tillidsfuld atmosfære, der er præget af åbenhed og ønsket om at nå en fælles løsning. Vær opmærksom på, at en magtkamp ikke en forhandling. En magtkamp kan kun have én vinder og vil derfor ikke skabe et resultat, der er godt for begge parter. Kompromis’ets kunst er meget vigtig i et parforhold, også fordi livsbehovene ændrer sig løbende og skal genforhandles med jævne mellemrum.
  10. Lyt. Lyt. Lyt. I virkeligheden er det måske det vigtigste bud af alle. Hvis du kan lytte til din partners ønsker, bekymringer og beklagelser uden at forsvare dig og gå til modangreb, vil du opdage, at mange af dem løser sig af sig selv. At blive lyttet til er noget af det, der gør mennesker blide som lam, åbne og imødekommende. Og empatisk lytning betyder overhovedet ikke, at du skal sætte dine egne ønsker, meninger eller behov over styr. Det bliver jo din tur til at fremføre dem, når din partner er færdig! Og blot fordi han eller hun beder om noget eller beklager sig over noget, betyder det ikke at du skal give det eller at han har ret. Et ønske er ikke et krav, og et behov skal ikke for enhver pris opfyldes. Lyt og forsøg at sætte dig i din partners sted.
  11. Arbejd bevidst på at skabe og opretholde nærhed. Nærhed og samhørighed kommer ikke af sig selv, det gør kun nullermænd. Men når nærheden er borte, ’vokser man fra hinanden’ , og symptomerne kan være f.eks. manglende sexliv, utroskab eller dårlig stemning. Et godt parforhold skal holdes i live og passes. Det kræver opmærksomhed og tid (men ikke nødvendigvis hverken gaver eller penge).
  12. Anlæg et langtidsperspektiv. Et parforhold er i de fleste tilfælde indgået med ønsket om, at det skal vare resten af livet. Tjek jeres drømme med hinanden med jævne mellemrum og undersøg, om I stadig er på rette kurs i forhold til de ønsker og visioner, I sammen havde og har. Opdater drømmene og prioriteterne, så I går i takt og har nogenlunde samme retning.
  13. Lad ikke dig selv forfalde. Hold dig pæn, ren, soigneret og gør noget ud af dig selv, når lejligheden byder sig.
  14. Sex er godt, men fortrolighed er i mange tilfælde vigtigere. Sex er nemt, intimitet langt sværere. Intimitet og fortrolighed kræver ærlighed, autencitet, åbenhed og modet til at vise sin skrøbelighed og sårbarhed i form af håb, drømme, følelser og alt det, du frygter eller er ked af.
  15. Gå aldrig vred i seng. I behøver hverken at være enige eller glade, men gør, hvad du kan for at vise din partner at du stadig elsker hende eller ham, selvom du er utilfreds med noget.
  16. Sig undskyld. Alle kan begå en fejl, og en ærlig undskyldning kan spare jer for meget ævl og kævl fremover.
  17. Afhængighed er nødvendigt, men skal ikke overdrives – og den skal helst spredes ud på andre end partneren. Total afhængighed af partneren er i bund og grund usundt for relationen. Det er en balance, for vi er alle afhængige af nogen: venner, familie, mentorer osv., og det gælder både mænd og kvinder. For lidt afhængighed giver lukkethed og afstand. For meget giver uselvstændighed og tendens til at klæbe og overvåge. Begge dele mindsker trygheden og øger risikoen for jalousi og utroskab.
  18. Oprethold din selvrespekt og dit selvværd. Det er meget nemmere for andre at kunne lide dig og få lyst til dit selskab, hvis du kan lide dig selv. Jo flere roller du udfylder så godt du kan, jo flere kilder til selvrespekt har du (f.eks. forælder, formand for sejlklubben, fodboldtræner for lilleputterne osv.) Et meningsfuldt arbejde er en god kilde til selvrespekt og selvværd. Sørg for at skifte kurs, når du kører sur. Det, du kan lide at gøre er det, du gør bedst.
  19. Berig parforholdet ved at bringe nye interesser og inspiration ind udefra. Jo flere passioner, interesser og dynamiske felter I har imellem jer, jo stærkere bliver forholdet. Men ingen kan opfylde alle dine krav og behov. Derfor styrker det også forholdet, hvis du engagerer dig uden for det.
  20. Samarbejd. Del ansvar. Et forhold skal være gensidigt, og selvom man tit oplever, at den ene part i perioder har flere ressourcer og mere at give end den anden har, så skal det udjævnes, når rollerne skifter.
  21. Vær åben for spontanitet, leg og fjollethed. Sørg for at lege og grine sammen. ‘Leg’ kan betyde alt, hvad der er sjovt og ikke har noget effektivitetsformål bortset fra at være en nydelse.
  22. Hold jer i god form og ved godt helbred. Støt hinandens behov for fx ændrede spise- eller motionsvaner. Man behøver ikke gøre det samme, men hvis den ene part gerne vil begynde at vinterbade og den anden ikke vil, så gør plads til dét.
  23. Erkend, at ethvert parforhold har gode og mindre gode perioder. Intet forhold er harmonisk hele tiden. Bær over med hinanden i de svære tider. Det vil gøre forholdet stærkere, når det vender.
  24. Hvis noget knaser i forholdet, så brug det konstruktivt. Måske har du eller den anden et gentagelsesmønster, som kan ændres. Opgiv ikke bare, hvis det ikke duer – mange gange flytter nissen med. Forhold dig hellere nysgerrigt til knaseriet og brug det hellere til at undersøge, hvordan du selv bidrager til problemet (og lad din partner gøre det samme). I stedet for at skælde hinanden ud og kaste med skyld, så tænk over, hvad du kunne gøre anderledes eller bedre.
  25. Tag selv det første skridt: Vær selv den forandring du ønsker, simpelthen ved at give det, du ønsker at modtage. Det kræver mod at flytte fokus fra den anden og alle de mangler og forkertheder som irriterer, sårer eller frustrerer dig. Men hvis der er en magisk ingrediens, så tror jeg, at det er denne her.

©Winnie Haarløv

Skab gnist i parforholdet

Er gnisten gået fløjten? Så er det måske fordi der er for meget, der ikke bliver sagt. Mange par går på æggeskaller for ikke at såre hinanden, men det er sommetider nødvendigt for at vedligeholde passionens saft og kraft. Syv gode råd til, hvordan I gør.

Vi indgår parforhold, fordi vi har brug for at give og modtage nærhed, samhørighed, intimitet og kærlighed, og de fleste ønsker et parforhold med ærlighed, tillid og åbenhed, hvor vi kan dele tanker, holdninger og følelser med hinanden. Det lyder jo gribende enkelt.

Det enkle kan godt være svært

For når forelskelsen er blevet hverdag og det er slut med at sidde i timevis over et glas vin og lytte åndeløst til partnerens fortællinger om sig selv, så siver nærheden og fortroligheden tit umærkeligt ud af forholdet. Børn og forpligtelser holder deres indtog, betagelsen af den andens anderledeshed bliver til irritation over hans eller hendes særheder, og forventningerne vokser sig større end nysgerrigheden.

Manglende ærlighed = besværlighed

Ligesom demokrati kan ærlighed være besværlig og tidkrævende, og det bliver nemmere at holde visse ting for sig selv.
Og pludselig er man dér, hvor ingen af parterne i virkeligheden ønsker at høre, hvad den anden egentlig mener, og ingen af de to vil eller tør sige ærligt, hvad de tænker og føler. Begge ønsker sig faktisk kun en vis grad af ærlighed og oprigtighed nemlig den, de hver især er i stand til at håndtere. De vil hver især kun høre den ”sandhed”, der får dem til at føle sig anerkendt, påskønnet og accepteret.

Når man vogter på, hvad man siger af hensyn til den anden, så ryger ærligheden sig en tur. Alt det usagte og alle de små hvide løgne bygger langsomt barrierer op, der skiller parterne ad. Nærhed bliver umulig, distancen vokser, og samværet bliver en dans på æggeskaller.

Passionen forsvinder

Fraværet af konfliktstof betyder, at parforholdet først kan opleves harmonisk og uden de store følelsesmæssige udsving, men passionen, lidenskaben og længslen vil i længden forsvinde og erstattes af en høflig, måske endda både kærlig og hensynsfuld omgangsform.
Parforholdet antager mere og mere karakter af et venskabs eller bror – søsterforhold, og i smug beklager parterne sig over, at deres samvær er blevet kedeligt, at sexlivet ikke fungerer eller at de er ”vokset fra hinanden”. I 99,9% af tilfældene skyldes det, at de fortier væsentlige ting for hinanden.
At puste liv i passionen og følelserne kræver, at parterne åbent og ærligt tør dele deres inderste tanker og følelser med hinanden både de positive og de negative. Det betyder ikke, at ALT skal siges højt slet ikke. Det betyder heller ikke, at man skal kritisere hinanden ustandseligt og sige sin mening hele tiden, for det er lige så ødelæggende. Det betyder simpelthen, at begge tager ansvar for at stå ved deres egne følelser og meninger, når det bliver relevant.

Ærlighed kræver tillid. Tillid skaber ærlighed

For hvis hun ikke føler sig tændt af hans måde at berøre hende på eller synes han lugter grimt om morgenen skal det så ikke siges højt, hvis det kan hjælpe på hendes lyst? Og hvis han trænger til en aften i byen alene for at mærke sit eget rum og lege, at han stadig er en hanløve med frihed til at forlade flokken indimellem skal han så ikke sige sit ønske højt, hvis det gør ham glad og giver ham lyst til at vende hjem og være i sin flok igen?

Jo, selvfølgelig. Men det kræver tillid og åbenhed mellem parterne. Og ingen af delene findes, når nærheden er forsvundet. Så er der kun angsten for afvisning og vreden over kritik tilbage. Begge dele skaber afstand, og så er det nemmere at tie. Desværre øger det kun afstanden.

Test dig selv

Kan du holde ud at høre din partner tale om ideer, synspunkter og opfattelser som gør dig ængstelig, vred eller ked af det?

Og er du selv parat til at tale om det, som du ved vil gøre ondt på din partner at høre?

Kan du kan være åben og oprigtig over for din partner, både om det du kan lide ved vedkommende og om det, du ikke bryder dig om? Eller er du tilbøjelig til at beherske dig og kun sige det, der ikke vil såre, skabe ballade eller misfornøjethed?

Forestil dig, at de følgende fem udsagn er relevante for dig. Ville du være parat til at sige dem til din partner?

  • ”Jeg gider ikke lave mad (putte børn / slå græs / besøge dine forældre) idag. Vil du ikke bare gøre det?”
  • ”Forresten havde jeg en virkelig interessant, personlig samtale med XX (en kollega med modsat køn af dig selv), da vi spiste frokost sammen idag…”
  • “Jeg har lyst til at gå i byen alene i aften. Jeg har brug for noget tid for mig selv.”
  • ”I den seneste tid har jeg ikke haft rigtig lyst eller været helt tændt, når vi har haft sex.”
  • ”Helt ærligt, så bryder jeg mig ikke om din frisure / håndtaske / ånde om morgenen osv.)

SYV GODE RÅD

1. Tag medejerskab for forholdets problemer

Hvis der er et problem i dit parforhold, har du medansvar for det. Der findes ingen ofre, kun frivillige – og hvis du er martyren, den sårede eller lidende part af jer to, så er det fordi du har vist din partner, at du lader dig behandle sådan. Betragt dig selv som en voksen, kompetent ressource i stedet for som et offer. Der er aldrig kun den ene, der er skurken i forholdet, og det er ikke muligt for den ene part at redde et skrantende parforhold. Der skal to til det hele. Et parforhold er et fælles projekt.

2. Vær autentisk

Sig, hvad du føler, selvom du er bange for at såre. Tal roligt, venligt og kærligt, hvis det er muligt. Skyd ikke skylden for dine følelser over på partneren dine følelser er kun dine. Stå ved dem og fortæl, hvad de gør ved dig. F.eks.: ”Når du rører mig på den måde, så føler jeg, at… Jeg vil meget hellere have…”

3. Styr dine følelser

Når vrede, angst eller sorg overvælder dig, kan du ikke udtrykke dig fornuftigt, lytte eller tænke rationelt. Sørg for at få de voldsomste følelser ud af kroppen, før du taler med din partner. Det er rigtig svært at kommunikere, når man er i affekt. Sig åbent, at du har brug for en timeout og gå evt. afsides, indtil du bliver roligere. Er du f.eks. vred, så skrig i bilen eller bank tæpper. Når du er roligere, så tag kontakt og fortæl åbent om dine følelser og hvad der forårsagede dem.

4. Stol på dig selv

Hvis din partner ikke reagerer på den måde du ønsker eller hvis han/hun ikke vil tale med dig om problemet, viser vrede, mistro, surhed osv. så lad ham/hende være. Prøv igen senere. Hold fast i det, du vil sige. Det bliver ikke mindre vigtigt, bare fordi den anden ikke er parat til at høre det.

5. Stol på din partner

Mistro og mistillid er dræbende. Tal med nogen om din jalousi og din angst for at miste sandsynligvis er den grundlagt længe før dit nuværende forhold. Og muligvis har du (ubevidst) har valgt en partner, der udfordrer dig på netop dette punkt. Med professionel hjælp kan du lære at leve med risikoen for at miste, uden at den skal forpeste din tilværelse og dit forhold.

6. Lyt og vis accept

Når du lytter og viser accept, er der større chance for at du får accept. Du virker åben og imødekommende, når du lytter i stedet for at kritisere, forkaste eller lukke af. Husk, at alt, hvad du gør skaber enten distance eller nærhed i dit parforhold. Og det gælder faktisk også alt det, du ikke gør og ikke siger. Accepter, at din partner er helt forskellig fra dig, og at I tit vil være uenige. Sådan er det nemlig, også selvom I har meget til fælles.

7. Vær selv den forandring, du ønsker

Anerkendelse er altings moder. Gør din kærlighed proaktiv og lad være med at dvæle ved den negative fortid – ret energien fremad og behandl din partner, som du gerne selv vil behandles. Et parforhold er ikke nogen købmandsforretning, og der behøver ikke nødvendigvis at være ligevægt hele tiden mellem give og tage. At give skaber kærlighed, både til dig selv og til alle omkring dig.
©Winnie Haarløv