undskyld

Undskyld er det nye sort

En af tidens megatrends er undskyldninger. Desværre af den forlorne slags, som i modsætning til de ægte bare er en slags høflighedsfraser, som afvæbner andre og faktisk er en fornærmelse. Alligevel griber undskylderiet uhæmmet om sig, godt suppleret af den allestedsnærværende politiske korrekthed. Kender du forskellen?

Undskyldemosteren

Som barn lærte du, at det er høfligt at sige undskyld. Så det praktiserer du selvfølgelig også som voksen. ”Ih, altså, undskyld! Jeg er bare så forvirret / stresset / hidsig osv.” smiler du, hver gang du kommer for sent. Eller når du vifter med en enkelt liter letmælk og springer over i supermarkedskøen – og igen, når du har hidset sig op foran ungerne, veninden eller kæresten.

Du er en Undskyldemoster. Du har ikke opdaget, at den slags undskyldninger er totalt uægte og derfor fuldstændig værdiløse og forstår ikke, at andre alligevel bliver sure, selvom du siger undskyld. Du ser ikke, at dine undskyldninger i virkeligheden er fornærmende, fordi de mest består af manipulation og undvigelsesmanøvrer.

En Undskyldemoster forventer automatisk syndsforladelse og nægter at tage konsekvensen af sine handlinger. Det underliggende budskab i den slags undskyldninger er nemlig: ”Når jeg siger undskyld, kan du ikke være bekendt at være vred på mig!” Faktisk kunne hun lige så godt sige: ”Jeg er komplet an­svarsløs, så jeg gider ikke gøre mig nogen som helst anstrengelser for din skyld. Men når jeg siger pænt undskyld og du bliver sur alligevel, så er det dig, der er dum, smålig og forkert!”

Magt eller mode

Undskyldninger er mere trendy end nogensinde – også de offentlige, som giver undskylderen en voldsom magt. Når en en fremstående person siger offentligt undskyld, bliver vi lange i spyttet, for kan man tillade sig at være vred på nogen, der angrer deres fejl? Når skatteministeren bliver sendt i byen med en offentlig undskyldning for, at regeringschefen og syv andre højtstående personer drønede igennem en lille nordsjællandsk by med fartovertrædelser, der ville have skaffet almindelige mennesker bøde, fængsel eller tre klip i kortet – skal man så afvæbne sin irritation over, at landets øverste bryder de love, de selv vedtager?

Og hvad med alle de politisk korrekte undskyldninger, der kræves her og der: Skal Danmark undskylde slavehandlen i 1700-tallet, som en delegation fra Jomfruøerne i april kom til Danmark for at diskutere? Skal vi så også undskylde for vikingernes voldtægter, plateauskoene, burhønsene og århus-vittighederne? Hvor går grænsen? Og er der forskel på ægte og forlorne undskyldning?

Glasbjerg og gummisko

”Jeg har virkelig svært ved at sige rigtigt undskyld,” siger Lene, en voksen kvinde fra min konsultation. ”Jeg kan simpelthen ikke. Heller ikke, selvom jeg udmærket ved, at jeg har dummet mig. Undskyld­ninger får mig til at føle mig taberagtig – og jeg hader nederlag. Jeg føler mig en halv meter høj: svag, utroværdig og ynkelig. Det er simpelthen så pinligt at sige undskyld. Men det er sgu osse flovt, at jeg ikke kan finde ud af det!” På mit spørgsmål om, hvad hun så gør, indrømmer hun: ”Jeg lader som ingenting. Eller jeg prøver at overbevise andre om, at jeg har ret, eller at det var deres skyld. For hvad nu, hvis jeg bliver helt til grin – eller hvis folk ikke gider mig, når jeg kan være så dum?”

Frygten for at blive afvist eller ’til grin’ gør undskyldningen til et glasbjerg, der skal bestiges iført gummisko. At indrømme sine fejl gør Lene mindre værd i hendes egne øjne, og så tror hun, at det er sværere at holde af hende. For hende gælder det om ikke at blotte sine fejl, for som alle andre frygter hun dybest set at blive afvist, udstødt eller at miste sine tilhørsforhold.

Det paradoksale er, at Lene på den måde skruer sig selv længere og længere ned i indlandsisen. Andre opfatter hende let som arrogant, hård, selvglad, ufølsom osv. – og det er jo slet ikke rigtigt! Det endnu mere paradoksale er næsten, at der er kæmpestore chancer for, at en ærligt ment undskyldning bliver godtaget. Og selvom det kan være svært at indrømme egne fejl og mangler, så er der faktisk flere fordele end ulemper ved det. Det ville uden tvivl øge Lenes selvrespekt, at hun turde stå ved sig selv og indrømme, at hun har trådt forkert. Det ville formentlig også skabe respekt hos modparten. Og respekt er en dialogåbner, der giver både Lene og modparten chancen for se hinanden i øjnene og komme videre. Hvorfor er det så svært?

De smertelige følelser

Lene er styret af skyld, når hun føler, at der er behov for en undskyldning og af skam, når hun vægrer sig ved at give den. Skam er den smertefulde følelse af at være forkert og ’ingenting værd’ som kan opstå, når man har dummet sig (og også, selvom man ikke har!). Det er forståeligt, at Lene hurtigst muligt skyder skylden på andre (anklager, bebrejdelser) eller forsøger at af-skylde sig med den forlorne undskyldnings forklaringer eller fraser.

Men når vi lige ser bort fra det kristne skyldbegreb, hvor alle mennesker er syndige, så kan noget kun være Lenes skyld, hvis hun kunne have handlet anderledes i en given situation. Hvis hun kommer for sent, fordi en væltet træstamme har blokeret kørebanen eller busserne helt uventet strejker, så behøver hun ikke at undskyld. Det er jo ikke hendes skyld. Men når hun vælger at stå for sent op, springe over i supermarkedskøen og råbe ad kæresten, er det hendes valg og hendes skyld. Hun vælger at gøre noget, som hun ved er forkert, og vil hun af med skyldfølelsen, så må hun tage ansvar for dét valg. Og give en ægte undskyldning til den, det gik ud over. Bagefter må hun så prøve at tilgive sig selv, at hun bar sig forkert ad.

Godt så – men hvad er en ægte undskyldning?

Den oprigtige undskyldning tager udgangspunkt i at du: 1) har skylden, dvs. har handlet forkert 2) indser det og tager ansvar for det og 3) ønsker tilgivelse. ’Undskyld mig’ betyder jo ’forlad mig min skyld.’

Når skamfølelsen hærger, er det tudesvært at se den anden i øjnene. Derfor foretrækker du måske at give undskyldningen i et brev, en e-mail eller en sms, og det er selvfølgelig bedre end ingenting. Men det allerbedste er at kvinde dig op og give undskyldningen ansigt til ansigt. Sørg for, at der er fred og uforstyrrethed, at I ikke bliver afbrudt af børn, chefer eller telefoner – og husk Kleenex! Rigtige undskyldninger rører tit ved de dybe følelser, så det er ikke usandsynligt, at I begge to vil blive bevæget. Eventuelt kan du i forvejen (telefonisk eller skriftligt) bede om modpartens opmærksomhed, f.eks. ”Jeg vil gerne tale uforstyrret med dig i to minutter. Kan du kl…/ sted…

Ligesom at handle i Fakta tager det nemlig ikke engang fem minutter at give en oprigtig undskyldning. Den skal ikke være en lang diskussion af, hvad du gjorde og hvorfor – den er kort, præcis og indeholder de nedenstående fem punkter, og når den er afleveret, kan mødet slutte. Du kan ikke forvente at blive tilgivet på stedet. Tilgivelse kan tage lang tid eller være umulig, og den er altid en gave. Og gaver har ingen som bekendt krav på.

Undskyldningens fem bud
  1. Vær seriøs. Giv kun undskyldninger, som du virkelig mener. Følelser siger mere end ord, og fordi kropssproget (holdning, mimik, gestus, toneleje osv.) udgør 93% af vores kommunikation, bliver din oprigtighed tydelig for modtageren – næsten uanset, hvordan ordene lyder. Hvor den uoprigtige undskyldning let kan blive en fornærmelse, så vil den oprigtige oftest blive modtaget, fordi den vil ramme modtageren på et dybere plan.
  2. Drop forklaringerne. Vent, til du har perspektiv på, hvad der egentlig skete – og drop så alle de forklaringer, der myldrer frem i dit hoved. Modparten vil opfatte dem som bortforklaringer – og hvis du er helt ærlig over for dig selv, så er de det tit også!
  3. Tag ansvar. Kommuniker klart, hvad din andel af miséren var og hvad dine følelser er omkring det skete. En undskyldning, som f.eks. . ”Jeg var ikke omhyggelig nok med… og jeg er virkelig ked af, at resultatet blev, at …” er langt mere virkningsfuld end ”Undskyld, at jeg rodede rundt i det.” “Det var min fejl. Jeg tager det fulde ansvar, og jeg beklager, at…” er langt bedre end f.eks. ”Jeg skulle ikke have sagt… men det var en hård dag, og jeg havde sygdom derhjemme.” Bortforklringer tager fokus fra undskyldningen og skader både din troværdighed og din undskyldnings oprigtighed.
  4. Fortæl evt., hvad du vil gøre anderledes. I nogle sammenhænge kan det være relevant at sige f.eks.: ”Jeg bar mig forkert ad, og det er jeg ked af. Jeg skulle ikke have sagt / gjort …, og jeg vil gøre mit bedste for at det ikke sker igen.” Men vær forsigtig! Det kan let komme til at lyde helligt eller forlorent, hvis du ikke er 100% oprigtig. Falske løfter er en fornærmelse, ikke en undskyldning.
  5. Forvent ikke tilgivelse. Tilgivelse er ingen rettighed, som du kan gøre krav på – den er altid en gave. På det menneskelige plan er det nærmeste, vi kommer tilgivelse nok det man kunne kalde ’selektiv hukommelse’: at vi kan komme videre ved at give hinanden ord på, at vi kan leve med det skete og måske glemme det. Forvent altså ikke, at du går fra ’undskyldningsmødet’ med fuld tilgivelse. Måske får du den aldrig!

©Winnie Haarløv