Indlæg

offer.for.dit.liv

Er du offer for dit liv?

Vil du gerne udvikle dig personligt? Så begynd med at lære at tage ansvar for dine følelser og handlinger. Det vil bringe dig frem til at kunne tage ansvar for dit liv. Det lyder gríbende enkelt, men det er måske den sværeste opgave, vi som mennesker har.

  • At tage ansvar for dit liv betyder, at du selv bliver drivkraften for det, du ønsker at opnå. Eller med andre ord: at du bliver opmærksom på, om du på et eller flere områder lever dit liv som et offer.
  • At tage ansvar for dit liv betyder, at du hverken vil være offer for dine egne eller andres krav, og at du ikke vil vente på, at et mirakel skal redde dig fra dine problemer.
Tage ansvar – jamen, hvordan?

Hvis du vil forløse dit fulde potentiale, må du tage ansvar for alt hvad du gør. Du må se dine valgmuligheder i øjnene, for der er altid et valg. Oftest kan du vælge at handle på flere forskellige måder, men du kan også vælge ikke at gøre noget. Ikke at handle eller at blive ved at gøre, som du plejer er med andre ord også et valg.

Bevidsthed

Du kan vælge mellem 1) at være opmærksom og til stede, når du træffer valg og beslutninger – f.eks. på jobbet, når du fordyber dig i en opgave, diskuterer med andre eller forlænger frokostpausen. Eller du kan vælge 2) at være fysisk tilstede og mentalt fraværende i det, du foretager dig.
Hvad du end vælger, er det dit valg og dit ansvar, hvilken grad af bevidsthed du vælger at have i de forskellige situationer. Derfor er du også ansvarlig for, hvad valgene fører med sig.

Valg & handlinger

Det kan være fristende at forsøge at tage afstand eller ”frakoble” forbindelsen til sine egne valg – f.eks. ved at påstå, at andre får dig til at føle eller handle på bestemte måder.

Men andre mennesker får dig ikke til at sige eller gøre bestemte ting – det er dit ansvar, hvad du siger og hvordan du opfører dig. Det gælder, uanset om du handler rationelt eller irrationelt, om du behandler andre fair eller det modsatte, om du holder dine løfter eller bryder dem. Når du anerkender, at du er er kilden til dine egne valg og handlinger, og at du derfor er ansvarlig for dem – så er det meget mere sandsynligt, at du kan handle forsvarligt. F.eks. undgå at sige eller gøre ting, som du senere fortryder.

Ønskeopfyldelse

En klassisk årsag til at føle sig ulykkelig eller frusteret er forestillingen om, at ”nogen” eller ”noget” vil komme og frelse dig, redde dig eller sørge for, at alting bliver anderledes, så du får opfyldt dine ønsker og alle dine problemer forsvinder.
Når du tager ansvar for dig selv, anerkender du, at du er primus motor i dit liv, og at der ikke kommer andre og fikser tingene for dig. Det eneste, du kan forandre er dig selv. Og hvis du ikke selv gør noget for at sætte forandringerne i gang, vil intet væsentligt ændre sig.

Regler og værdier

Er du bevidst om, hvilke regler og værdier, der gælder for dig? Har du valgt dem? Eller har du overtaget dem fra andre og glemt at reflektere over, om de passer til dig?
Når du tager ansvar, vælger du selv dine regler og værdier. Du forholder dig kritisk til dem, som du allerede har og til dem, som andre gerne vil pådutte dig. Du opsøger mennesker, der handler og tænker anderledes end dig selv for at lade dig inspirere – og så vælger du, hvilke regler og værdier du vil basere dit liv på.

Prioriteringer

Du kan bruge tid og energi på to forskellige måder: enten i overensstemmelse med dine værdier – eller ude af takt med dét, du går rundt og siger at du synes er vigtigt.
Når du anerkender, at din tid og din energi tilhører dig, og at det er dig, der bestemmer hvordan du vil bruge begge dele, så bliver du i stand til at skabe overensstemmelse mellem den tid og energi, du har til rådighed – og dét, som du gerne vil udrette. I stedet for at lade dig drukne i aftaler, opgaver og sociale sammenkomster eller negligere dem, kan du på basis af dine værdier udvælge det og prioritere det, der er vigtigt for dig.

Valg af partner og venner

Du kan vælge at fortsætte med at bebrejde og anklage dem, der ikke behandler dig ordentligt, skuffer eller svigter dig – og bruge en stor del af livet på at føle medlidenhed med dig selv.

Eller du kan anerkende dit ansvar for at vælge, hvem du følges med, hvem du vil dele dig selv og dit liv med. Det er dit ansvar at udvælge og fravælge menneskene i dit liv. Det er dig, der bestemmer, hvad du vil være med til i samværet med dem, og hvor du vil sige fra.

Handlinger, forårsaget af følelser
  • Når du bliver vred, er det måske fristende at lange ud (verbalt eller fysisk) efter den, du bliver vred på.
  • Når du bliver såret eller skuffet, bliver du måske fornærmet eller surmulende.
  • Når du mister tålmodigheden, kører du måske for stærkt. Eller skælder ud.
  • Når du bliver sulten, kaster du dig måske over chokoladebollerne.

Men du behøver ikke at handle på hver eneste følelse eller behov, der opstår i dig. Når du tager ansvar for de handlinger, du vælger at foretage, vil du uvilkårligt handle med større opmærksomhed og eftertænksomhed og mindre impulsivitet.

Lykke

Du kan vælge at tro på, at din lykke er afhængig af din partner, skæbnen, tilfældighedernes spil, Gud eller Buddha osv. Hvis noget gør dig ikke–lykkelig eller ligefrem ulykkelig, kan du vælge at tackle det ved at lægge ansvaret for din egen lykke fra dig: ”Nogen må gøre noget!” ”Hvis bare jeg vandt i Lotto!” ”Hvis bare X ville forandre sig, så ville jeg være meget gladere!

Du kan også vælge at tro, at lykken primært ligger i dine egne hænder og give du dig selv en enorm magt: for så behøver du ikke vente på, at de begivenheder, mennesker eller heldige tilfældigheder skal gøre dig lykkelig. Så kan du selv tage ansvaret og spørge: ”Hvad kan jeg gøre, for at….”

Dit liv – dit velvære

Ved at tage ansvar for dit liv, anerkender du samtidig andres ret til at tage ansvaret for deres. Andre mennesker eksisterer ikke som midler for dine mål, ligesom du naturligvis ikke er et redskab for dem til at opfylde deres ønsker.

Mennesker kan vælge at hjælpe hinanden, eller de kan vælge at lade være, og livet bliver oftest kun mere behageligt, hvis man kan bede om, modtage og give hjælp. Men ingen har ret til at forlange din hjælp. Ingen har ret til at forlange at du bruger tid og energi på dem. Du har altså ret til at sige nej, når du bliver bedt om hjælp.

Du kan lære selvansvarlighed ved at stille dig selv to enkle spørgsmål hver dag, flere gange dagligt:

  • Hvilke reelle valgmuligheder har jeg?
  • Hvad vil jeg gøre?

I stedet for at sige ”Jeg ville gerne have…” eller ”Hvis bare…”, så spørg dig selv: ”Hvad er jeg villig til at gøre for at opnå dét, jeg ønsker mig?”

En øvelse: For at øge din opmærksomhed på, om du handler selvansvarligt, så spørg dig selv: ”Hvis jeg vil tage 100% ansvar for mig selv, hvad vil jeg så gøre?” Prøv gennem en hel uge at skrive 6–10 afslutninger på hver af de følgende sætninger:

  1. Hvis jeg vil handle lidt mere selvansvarligt i dag, vil jeg…
  2. Hvis jeg idag vil være lidt mere selvansvarlig i mit forhold til andre, så vil jeg…
  3. Hvis jeg tager ansvar for mine valg og beslutninger i dag, vil jeg ….

Lad være med at fokusere på ”det rigtige” – skriv præcis, hvad der falder dig ind i det øjeblik, det dukker op. Når ugen er gået, så læs alt, hvad du har skrevet – og afslut med at skrive 10 afslutninger på følgende sætning:

  • Hvis noget af det, jeg skrev i ugens løb er sandt, så vil det måske hjælpe mig, hvis jeg…

Hvis du tager øvelsen alvorligt og er konsekvent med den, vil du opdage, at den støtter dig i at skifte mentalt fokus – fra alt det, du er utilfreds med, anklager og beskylder andre for og afskriver som livet, skæbnen eller samfundets skyld – og til dine egne muligheder, valg og ansvar. Resultatet kan være både hurtig og dramatisk forandring.

Står din automatpilot på JA?

Måske er det svært for dig at sige nej og vise grænser? Så er du offer for din egen frygt for at såre andre, at blive upopulær eller at være en dårlig mor, elskerinde, kollega osv. Men at sige nej når der er noget, du ikke vil, er din menneskeret.

At sige nej er en kompetence, man kan lære – UDEN at blive en negativ, sur nejsiger. Den, der ikke mestrer denne kompetence, forfalder nemt til at bruge hvide løgne. En nem løsning på kort sigt, men i længden går den ud over selvrespekten. 

© Winnie Haarløv 

10.bud.paa.lykke

Ti bud på lykke

Abraham Lincoln sagde engang, at mennesker er lige så glade, som de beslutter sig for at være.

I psykologien bliver lykke defineret som “subjektivt velvære” – dvs. hvordan vi oplever, at vores liv er. Det handler nemlig ikke om hvad du har, og egentlig heller ikke om, hvem du er sammen med. Det handler mere om hvem du er, og hvad du gør med det du møder på din vej gennem livet.

Du har måske bemærket, hvordan nogle mennesker er lykkelige med meget lidt, mens andre der har alt materielt, alligevel er meget ulykkelige. En af forklaringerne er, at vi gennem opvæksten bliver programmeret til et bestemt “lykke niveau” sammen med alle vores overbevisninger og vores adfærd. Men denne programmering kan ændres, hvis den ikke fungerer godt nok – dvs. at du kan påvirke din “lykke indstilling” så du kan lære at blive meget mere lykkelig med de vilkår, du har.

Lykke er ikke at gøre det, du kan lide. Lykke er at kunne lide det, du gør.

- James M Barrie

Længerevarende glæde kommer inde fra, og du er selv den eneste der kan gøre dig lykkelig. Det kan godt være, at man forbigående kan få det bedre af at powershoppe, men man kan ikke shoppe sig til en længerevarende lykke, ligesom man heller ikke får et lykkeligere ægteskab ved at bygge en ny terrasse, tage på ferie eller få et barn.

Og selvfølgelig kan du møde et menneske du føler dig lykkelig sammen med – men det er ikke tingen, personen, begivenheden, o.s.v. der gør dig lykkelig. Det er din måde at fortolke den på, og de følelser den udløser hos dig, der gør dig lykkelig. Du bestemmer helt selv – bevidst eller ubevidst – hvad der gør dig lykkelig, og glad. Du kontrollerer dine egne følelser – det er der ikke andre der kan gøre

1. Du må gerne være lykkelig

Ønsket om at være lykkelig er fælles for os alle, og du er ikke selvisk, egoistisk, materialistisk eller selvcentreret hvis du ønsker at være lykkelig. Tværtimod bliver du generøs, givende, rund, mild og tolerant, når du er lykkelig. Hvis alle mennesker var lykkelige, ville der ikke være krig i verden, og det er derfor, at at Dalai Lama mener, at formålet med livet er at være lykkelig.

2. Din lykke – dit ansvar

Skal man følge Dalai Lama, så er lykken snarere en pligt end en rettighed – dvs. at lykken er ikke noget, du kan forvente at andre serverer for dig eller skaffer dig. Du har selv nøglen til din egen lykke, og det er dig, der skal stikke den i låsen. Ingen skylder dig din lykke. Du kan hverken kræve eller forvente lykken.

3. Du får, hvad du giver

Når du spreder glæde og lykke omkring dig, vil du både direkte og indirekte påvirke andre og dig selv. Positivitet smitter – prøv bare at smile en dag, hvor du er i et halvmeleret humør! Sig noget anerkendende til andre, giv ros, se glasset som halvt fuldt. Selvfølgelig skal du ikke lyve, når du deler ud til andre – løgn virker ikke. Find hellere det positive frem, som du ellers nøjes med at tænke, og sig det højt til rette vedkommende.

4. Fokuser på det, du har

I et rum med to sorte og to hvide vægge bestemmer du selv, hvilken farve du vil se på. Sådan kan du også gøre med dit liv: du kan vælge at fokusere på det, du er glad for. Hvis du gør det til en vane at huske på alle de små og store positive elementer du er glad for, så vil du blive bedre og bedre til at se det – og blive lykkeligere. Det er starten på en positiv spiral, for når du er glad, tiltrækker du mere af det gode. Du får, hvad du forventer – ikke, hvad du fortjener. Og så kan du jo lige så godt forvente det bedste.

Hvis du konstant fokuserer på manglerne og det negative, bliver du ulykkelig. Der kan være god motivation i at mærke, hvad du ønsker dig, men overskuddet til omsætte dine ønsker til mål og handling får du fra det positive i dit liv.

5. Ting er ligegyldige

Engang var vi alle jægere og samlere, og måske lagde det grunden til vores glæde ved ting. Den er der ikke noget galt med, så længe vi bare husker at lykken ikke kan købes. En hvilken som helst ting er ligegyldig, når du er ulykkelig.

6. Processen, ikke resultatet

Det er almindeligt at glæde sig til noget: “Når jeg får…”, “Når jeg kommer til…”, “Når jeg er…”, “Hvis bare jeg….”. Men hvis vi udelukkende opfatter lykken som noget der en dag vil komme, når bare… så opnår du den sjældent. Lykken er selve rejsen, og hvis du kun fokuserer på destinationen, så når du aldrig frem. Hvis lykken for dig ligger i fremtiden, så programmerer du din underbevidsthed til, at den ligger dér. Og fremtiden kan du aldrig nå. Gør dig hellere umage for at være lykkelig lige nu. Der er altid et eller andet at være glad for.

7. At tale om din ulykke gør dig ikke lykkelig

Det er godt at beklage sig, når noget går dig på. Utilfredsheden kommer ud, så du kan komme videre. Men det duer ikke kun at tale om den, for det ændrer i sig selv ingenting. Hvis du nøjes med at fortælle andre hvor svært du har det, så sker der ikke noget – tværtimod holder du fast i din egen ulykkelighed. Skaf dig af med den, sæt dig mål og handleplaner for det, du vil ændre. Og gå så i gang.

8. Husk dine lykkestunder

”Gem et lille smil til det bliver gråvejr”, lyder et gammelt Gustav Winckler hit. Og som de fleste klicheer er også denne forankret i virkeligheden. De fleste mennesker oplever, at lykke og ulykke skifter. Når du er glad, så sæt noget ind på din lykkekonto, så du har noget at trække på, når bøtten vender. Det hjælper dig med at huske, at intet varer ved, og at lykken vil komme igen.

9. Glæd dig selv ved at glæde andre

Anerkendelse er altings moder. Giv et venligt ord, en opmærksom gestus eller en kompliment, der kommer fra hjertet. Du bliver ikke fattigere, selvom du ikke får det samme igen, for du beriger allermest dig selv ved at være generøs. Det øger dit personlige velvære, du kommer til at holde mere af dig selv, og din udstråling og karisma vokser. Andre vil søge dit selskab og gøre gengæld.

10. Begynd NU

Livet er én lang kæde af øjeblikke. Fortiden er gået, og fremtiden er ikke kommet endnu. Du lever kun NU, og livet bliver ikke genudsendt. Så hvad venter du på?

Sagt om lykke

En kllling jagede sin egen hale, mens en ældre kat så på.
- Jeg har hørt, at lykken findes i min halespids, og jeg vil fange den, så jeg altid kan være lykkelig, pustede killingen, da den måtte hvile sig lidt. Den gamle kat nikkede.
- Tja. Men jeg har efterhånden indset, at jeg ikke behøver at bruge kræfter på at fange den. For min halespids følger mig ligegyldigt, hvor jeg går.

  • Find lykken i dig selv.
    – Albert Camus
  • It’s the getting – not the having.
    - Elizabeth Taylor
  • Den som nyder at gøre noget, og nyder at gøre det han gør, og det han har gjort, han er lykkelig.
    – Goethe
  • Lykke er et godt helbred. Og en dårlig hukommelse.
    - Ingrid Bergman
  • Mange mennesker forsømmer den lille lykke, mens de forgæves venter på den store.
    - Pearl S. Buck
  • Lykke og Ulykke er naboer.
    – Peder Syv
  • Happiness is not something you postpone for the future; it is something you design for the present.
    - Jim Rohn
  • When one door of happiness closes, another opens; but often we look so long at the closed door that we do not see the one that has been opened for us.
    – Helen Keller
  • You have it easily in your power to increase the sum total of this world’s happiness now. How? By giving a few words of sincere appreciation to someone who is lonely or discouraged. Perhaps you will forget tomorrow the kind words you say today, but the recipient may cherish them over a lifetime.
    – Dale Carnegie
  • You have a choice to be happy or unhappy. Since you must be one or the other, why not choose happiness?
    – Michael Angier
  • Happiness radiates like the fragrance from a flower, and draws all good things toward you. Life is here to enjoy!
    - Maharishi Mahesh Yogi
  • In helping others, we shall help ourselves, for whatever good we give out completes the circle and comes back to us.
    - Flora Edwards
  • I am convinced that our happiness or unhappiness depends far more on the way we meet the events of life than on the nature of those events themselves.
    - Wilhelm von Humboldt
  • The place to be happy is here.
    The time to be happy is now.
    The way to be happy is to make others so.
    - Robert Ingersoll
  • Having more money does not insure happiness. People with ten million dollars are no happier than people with nine million dollars.
    - Hobart Brown

©Winnie Haarløv