Indlæg

magtspil

Magt og manipulation

Det er en bange hund, der bider, for den er afmægtig. Den trygge hund, som tror på at den kan klare sig over for de andre hunde, markerer sine grænser og forsvarer dem uden at blive vred eller aggressiv.

Sådan er det også med mennesker: at føle sig afmægtig betyder netop, at man har lagt magten af sig og derfor ikke magter situationen mere. At være afmægtig er skræmmende, for så er man forsvarsløs, hjælpeløs og sårbar – og den tilstand der er i bundkurs hos de fleste mennesker.

For min sønnesøn føles det heldigvis stadig naturligt at sige: ”Farmor, du må hjælpe mig. Det her er altså svært!” uden at føle sig dum, uduelig og mindreværdig. Han græder også uhæmmet, når han bliver ked af det, kyler rasende legetøjsrobotten ind i væggen, når den ikke vil som han vil og beder mig med store, bange øjne om at låse hoveddøren når han skal sove, så monstre og dinosaurer ikke kan komme ind. Han skammer sig med andre ord ikke over at mangle magt over situationen.

Magt og manipulation

Men det vil han formentlig – og desværre – nok snart begynde at gøre. For alle hans rollemodeller: forældre, bedsteforældre, ældre søskende, pædagoger – demonstrerer hele tiden for ham, at det er vigtigt at have styr på tingene. Og at det er skamfuldt og nærmest en slags defekt, når vi ikke har det.

Det gør vi først og fremmest ved at styre vores følelsesudbrud, og det er både godt og nødvendigt. Desværre gør mange af os det ved så vidt muligt at lade være med at føle dem – og hvis vi gør, så at lade være med at reagere på dem.

I stedet bruger vi forsvarsmekanismer: vi angriber (kritiserer) dem, vi opfatter som truende. Vi hader i stilhed dem, som kritiserer os og brokker os til nogle andre. Vi trækker os fra dem, som kræver vores opmærksomhed i stedet for at afvise og måske skuffe eller såre dem. Vi undviger dem, som vækker vores ’negative’ følelser og kritiserer bagefter os selv for ikke at have sagt fra eller have vist vores grænser.

Det hele er en magtkamp om retten til at være dem, vi er: glade, sure, bange, uvidende, vrede, nysgerrige… fortsæt selv. Vores rollemodeller har lært os, at det vigtigste er at have styr på det. Og det tillader altså ikke ret mange af de ovennævnte følelser. Derfor må vi manipulere omgivelserne, så vi holder dem på afstand, og så de ikke ser vores sårbarhed.

Indviklet? Nej.

Fem måder at manipulere på

Mennesket er et flokdyr, og i en flok må der nødvendigvis være et vist hierarki, fordi enhver gruppe har brug for en leder. Hos ulvene er der en alfahan og en alfahun, og hvis de ikke er der, går flokken til grunde. Hvor nødigt vi end vil indrømme det, er det også sådan for mennesker. Magtspillere er usikre mennesker, som forsøger at konsolidere hakkeordenen, og de bruger forskellige metoder. Selvom de kan gennemskues, kan det være svært at ryste sig fri af den. Her er nogle typiske, drevne magtspillere:

1. Trykkogeren

magtspil.trykkogEmil, 12 år, er vred på sin mor, fordi hun ville skilles fra Emils far og derefter flyttede sammen med sin nye kæreste og dennes to mindre børn. Nu behandler den sammenbragte familie Emil som et råddent æg på grund af hans “temperament”.

For at undgå hans lunefulde vredesudbrud undgår alle familiens øvrige medlemmer at sige, gøre eller fortælle noget, der kan ”gøre Emil sur”. Med mellemrum demonstrerer Emil sin magt og konsoliderer hakkeordenen ved at overfuse sin mor, helst når de andre hører det.

Mor forsvarer sig ikke, for dels føler hun skyld over, at drengen er så ulykkelig og savner sin far så frygteligt, dels skammer hun sig over at være sådan en tilsyneladende elendig mor, der ikke kan magte sit eget barn – og dels ved hun efterhånden, at hverken fornuft eller argumenter hjælper. Resten af familien forholder sig passive for ikke at risikere at blive den næste.

Hvad opnår Emil? Hans omgivelser føjer ham og giver intet modspil. Så Emil må selv forsøge at få styr på sin egen situation, og det gør han ved at tilegne sig magten og kontrollen over familien og gøre sig urørlig. Indeni er han ensom og ulykkelig og føler sig forladt og forkastet af sin mor, der gør sit yderste for at tækkes kæresten og de to fremmede børn. Emil er blevet en menneskeforbruger.

2. Kritikeren

magtspil.kritikerUanset hvad Gitte bliver præsenteret for, så sætter hun straks fingeren på svaghederne. Når solen skinner på en herlig majdag, siger hun: ”Det bliver sikkert regnvejr i aften,” og hendes automatiske reaktion på hvad som helst er: ”Det kan jeg/vi/man ikke” eller ”Det må jeg/vi/man ikke.”

Gitte er overbevist om, at andre vil snyde og bedrage, så når nogen kommer med en ny ide, er det med garanti, fordi de vil opnå et eller andet eller også ”var det på tide, at de endelig gjorde noget ved sagen”. Hun er fanget i en selvforstærkende spiral og leder systematisk efter beviser på, at andre folk er idioter, beregnende, dårlige mennesker. Hun eksploderer ikke i de store udbrud eller beklagelser og prøver heller ikke at få sagt sin mening eller renset luften – hun foretrækker de små daglige, sure opstød.

Hvad opnår Gitte? Magt – og maksimal opmærksomhed. Familie og kolleger kan bruge timer på at argumentere, diskutere og bevise, men de når ingen vegne. Gitte vil hellere være ensom end at afsløre sin angst for ikke at have styr på situationen. For så ville hun tabe ansigt og afsløre, at hun er sårbar, følsom og skrøbelig lige som alle andre kan være. Og så er hun ikke Stærke Gitte mere – bare en menneskeforbruger, som bruger andre til at stive sin “styrke” af på.

3. Martyren

magtspil.martyrLena har fuldtidsjob og tre børn, og hun beklager sig konstant over alt det, hun gør for andre uden at få et ord til tak. I weekenden taler hun om, hvor hård ugen har været, og i hverdagen taler hun om, hvor hårdt hun er hængt op i weekenden. Hun er tit syg, har hovedpine, stress og mange bekymringer, føler sig presset, udnyttet og sukker meget.

Når nogen spørger om hun dog ikke glæder sig til jul / påske / sommer / efterårsferie, sukker hun og siger “Jo, hvis bare der ikke var så meget, der skulle gøres – men det er da godt, at I andre i det mindste kan nyde det!”

Der er intet lys for enden af Lenas tunnel. Det sørger hun selv for ved at opsøge alt det, der skaber mulighed for at hun kan have ondt af sig selv. Hvis nogen siger, at hun jo kan lade være at påtage sig så meget, har Lena en smart afparering klar: “Jeg er også så dum -det er min egen skyld, og nu må jeg bare tage, hvad der kommer.”

Hvad får Lena ud af det? Tja, alle ved jo, at man ikke må slå på en der ligger ned, så det er jo en fantastisk måde for Lena at få magten til at undgå konfrontationer, udfordringer og forandringer på – samtidig med, at hun kan stå på sin piedestal og modtage beundring for alt det, hun gør.

I modsætning til Sortseeren viser hun sin sårbarhed, men hun giver alle andre skylden for den og nægter at tage ansvar og stille krav. Det giver hende opmærksomhed og tjenesteydelser, men det gør hende også ensom. For hun er jo uudholdelig at være sammen med. En ægte menneskeforbruger.

4. Sladdertasken

magtspi.sladder56-årige Inge er single uden børn og er populær i frokoststuen, fordi hun altid har en god historie. Hun har veludviklede antenner og en formidabel evne til at være lige dér, hvor det sner: har altid ”selv set det” eller ”hørt det fra pålidelig kilde”. Hun er venner med alle, kender deres fødselsdage og navnet på deres hund, og hun siger om sig selv: “Jeg er typen, som folk fortæller alting,” mens hun smiler beskedent.

Hun holder familie, venner og kolleger til ilden ved at antyde eller fortælle brudstykker af helheden. Så må de andre nemlig opsøge hende flere gange for at få mere at vide, og Inge kan føle sig populær og betydningsfuld. Hun ser ikke, at de andre foragter hendes sladdervornhed og har heller ingen tætte venner.

Hvad opnår Inge? Magt. Hun gør sig interessant, iscenesætter sig selv som centrum og videnscenter (jvfr. det gamle ordsprog om, at “viden er magt”) og sætter lidt fut i en måske lidt grå hverdag. Desuden kan hun føle sig feteret af dem, der opsøger hende for at slå en sludder af.

Inge er ensom under det snakkende ydre, for ingen, der kender hende, taler med hende om andet end vejret. Det ender jo bare på forsiden af søndagsavisen. Hun er en menneskeforbruger.

5. Den tyranniske kujon

magtspil.tyranJohan fik ingen lommepenge dengang nede i halvfjerdserne, da han boede med sin mor i et antikapitalistisk kollektiv – men det gjorde hans kone, så hun har presset Johan til at give børnene lommepenge, selvom han er imod det. Det er han sur over, så han gør stille oprør ved at modarbejde hende og brodere på reglerne for udlevering af beløbet hver eneste fredag og opfinde nye, små, finurlige forhindringer for uddelingen.

Johan har indført et indviklet system af mulige straffe, der kan give fradrag i lommepengene, men han kan også finde på pludselig at vise sit storsind ved at gøre undtagelser. Hvis altså ungerne så husker at lægge ansigterne i de rette, ærbødige folder… Johan føler sig uden skyld i, at børnene sjældent får udbetalt det fulde beløb af de aftalte lommepenge. “Det er jo jer selv, der bestemmer,” siger han. “I kender reglerne, så I kan jo bare lade være med at bryde dem, ikke?”

Hvad opnår Johan? Han kan lide at have magt uden at ville stå ved det, og han vil til enhver tid stædigt vil påstå, at han handler for børnenes bedste. Ovenikøbet synes han sikkert selv, at de andre skylder ham for hans storsindethed.

Han er en kujon, der gemmer sig bag tyranni fordi han ikke tør, vil eller kan stå ved sine synspunkter. For så vil børnenes mor sikkert blive vred. Johan bruger familien til at modarbejde sin egen følelse af afmægtighed og bilder sig ind, at han er modig, fordi han står alene med sine synspunkter på lommepenge.

©Winnie Haarløv