Indlæg

angrymom

Jalousi handler ikke om din partner

- men om, hvor tryg du som barn var ved din mor.

Vi knytter os til hinanden på mange måder: i venskab, kærlighed og sociale relationer. Forskning har vist at et lille barn knytter sig til sin mor på en tryg, ængstelig eller svag måde, alt efter hvor tryg barnet oplever relationen. Og det tilknytningsmønster bliver bestemmende for, hvordan barnet kan agere i et kærlighedsforhold som voksen.

Generel tilknytningsteori

Tilknytningsteoriens ambition er at beskrive og forklare menneskers varige tilknytningsmønstre fra fødsel til død. Når et spædbarn bliver adskilt fra dets forældre, går det gennem tre stadier af følelsesmæssige reaktioner. Det første er protest, hvor barnet græder og nægter at lade sig trøste af andre. Det andet stadium er fortvivlelse, hvor barnet er trist og passivt. Det tredje stadium er adskillelse, hvor barnet aktivt ignorerer forælderen, når/hvis denne vender tilbage.

Teorien beskæftiger sig med forståelse af den spædes følelsesmæssige reaktioner og opsætter en forståelsesramme for begreber som kærlighed, ensomhed og sorg hos voksne. Voksnes tilknytningsformer menes at stamme direkte fra de mentale modeller af Selvet og (opfattelsen af) andre, som blev udviklet i deres tidligste og tidlige barndom.

Figuren viser, hvordan tilknytningskvaliteten er baseret på 1) afhængighedsgraden og 2) graden af forsøg på undgåelse i forholdet til moderen. Man ser, hvordan en høj afhængighed af den anden (negativ selvopfattelse) og en høj undgåelse (negativ opfattelse af betydningsfulde andre) resulterer i ængstelse, mens omvendt  en lav afhængighed af den andre (positiv selvopfattelse af selvet) og lav undgåelse  (positiv opfattelse af betydningsfulde andre) medfører en sikker tilknytning.

Bowlbys tilknytningsteori

Iflg. Bowlby udvikles barnets tilknytningsadfærd i løbet af de første ni måneder efter en ganske enkel formel: jo mere samspil, jo større sandsynlighed for, at barnet udvikler en tillidsfuld tilknytningsadfærd. Når det bliver mødt med varme og omsorg, udvikler det et varigt bånd – og det er skabt, når det lille barn begynder at protestere over at blive efterladt eller overladt til fremmede. Samtidig får barnet etableret nogle indre modeller og repræsentationer af verden i symbolsk form – herunder modeller af sig selv og sine primære omsorgspersoner.

Med andre ord: Det barn, der er blevet mødt af en varm og accepterende mor, opfatter hende som en kilde til tryghed og støtte, og den model påvirker barnets selvoplevelse positivt: barnet udvikler tillid til verden. Her grundlægges med andre ord det at ’gøre mod andre, hvad vores mor og far har gjort mod os’, mener Bowlby. Den tyranniserende voksne er det tyranniserede barn, der er blevet ældre (Bowlby 1979, 149).

“Der er et strengt kausalt forhold mellem et individs oplevelse med dets forældre og den pågældendes evne til senere at knytte nære bån. Visse almindelige variationer i denne evne giver sig til kende i ægteskabelige problemer og vanskeligheder med børnene såvel som neurotiske symptomer og personlighedsforstyrrelser og kan tilskrives de måder, hvorpå forældre varetager deres rolle.” (Bowlby 1979,144).

Tilknytningsadfærden er rettet mod ét eller nogle få personer og ændres næppe af hverken konventionelle belønninger eller afstraffelser – dvs. at selvom barnet udsættes for gentagne hårde afstraffelser og evt. mishandling, vil det alligevel som oftest udvikle en stærk tilknytning.

Tilknytningsadfærden aktiveres, når barnet oplever fremmedhed, sult, træthed eller noget, der virker skræmmende og afhjælpes ved tilknytningsfigurens nærhed – og den gentager sig i mere eller mindre voldsom grad gennem livsløbet, især i forbindelse med de stærkeste af menneskets følelser.

Selvom tilknytningsadfærden er tydeligst i tidlige barndom, mener Bowlby, at den ”kendetegner mennesker fra vugge til grav.” (Bowlby 1979, 137). Når den voksne forelsker sig, aktiveres stærke følelser som er kilde til både glæde og sikkerhed, mens trussel om at miste eller tabe den elskede typisk vil aktivere angst, sorg og vrede.

Voksnes tilknytningsadfærd i parforhold

Omkring 1990 identificerede flere psykologiske forskere de samme tilknytningsmønstre hos voksne personer i deres parforhold / kærlighedsforhold. Forskerne lod de enkelte partnere udfylde et omfattende spørgeskema om deres adfærd i parforholdet, om deres følelsesmæssige reaktion på partneren og dennes adfærd i forskellige situationer. Derefter kunne de påvise, at voksne i parfarhold i langt de fleste tilfælde kunne siges at være enten  trygt, ængsteligt eller svagt følelsesmæssigt tilknyttet deres partner.

Det så også ud til, at den tilknytnings den voksne havde haft til mor markant ofte gentog sig i forhold til kæresten, ægtefællen eller partneren. Det er måske ikke overraskende, at det også viste sig, at tilknytningsmønstret spillede ind på både kvaliteten og varigheden af parforholdet.

De trygge og værdsatte børn har mest glæde af deres voksne parforhold, mens de ængsteligt tilknyttede oplever mange flere konflikter og bekymringer, selvom de i praksis er ligeså trofaste som de trygt tilknyttede. De svagt tilknyttede viser sig at være de mindst trofaste og udholdende i deres parforhold.

En undersøgelse af Don Sharpsteen og Lee Kirkpatrick fra universitetet i Missouri i USA viser, at tilknytningsmønstret spiller en vigtig rolle for, hvordan jalousien ytrer sig i parforholdet. De gav 100 yngre mænd og kvinder i parforhold et spørgeskema, der handlede om:tilknytningsmønster til partneren og derestypiske reaktioner ved en oplevet eller tænkt jalousiprovokerende situation. Resultatet blev, at

  • De ængsteligt tilknyttede reagerede med frygt, nedtrykthed og mindreværdsfølelse – men ingen vrede
  • De svagt tilknyttede viste lidt mere vrede, der især rettede sig imod tredjeparten snarere end mod den utro partner. I modsætning til de to andre grupper reagerede de svagt tilknyttede også med at trække sig bort fra partneren og miste tilliden til parforholdet. De trak sig faktisk ud af kampen – uden at kæmpe.
  • De trygt tilknyttede var dem, der reagerede med mest vrede, og den var især rettet mod den utro partner og ikke mod den tredje person, der brød ind i parforholdet. Gruppen reagerede derimod hverken med ret meget frygt eller nedtrykthed på utroskaben. Og modsat de svagt tilknyttede viste de ingen tendens til at trække sig bort fra partneren eller ud af parforholdet. Mest påfaldende var det måske, at disse trygt tilknyttede voksne (til stor forskel fra de to andre grupper) følte, at de efter jalousiepisoden var kommet meget tættere på deres partner end før utroskaben.
Skematisk oversigt over tilknytningsadfærd for barn og voksen
Barn Voksen
Trygge børn søger enten nærhed eller kontakt til deres forældre, eller de hilser på dem på afstand med et smil eller ved at vinke. For trygge voksne er det relativt nemt at føle nærhed til andre, og deres afhængighed af andre er uproblematisk, ligesom de ser andres afhængighed af dem som uproblematisk. Trygge voksne bekymrer sig sjældent for at blive forladt eller at lade andre være afhængige af dem
Undvigende børn undgår deres forældre Undvigende voksne føler ubehag ved nærhed til andre, og de finder det vanskeligt at stole fuldt ud på andre og at være afhængige af dem. De bliver nervøse, når nogen kommer for tæt ind på dem, og deres kærester ønsker ofte, at de var mere intime i kontakten, end de selv ønsker at være.
Antisociale/ambivalente børn viser enten passivt eller aktivt fjendskab overfor deres forældr Nervøse/ambivalente voksne vil nødig have andre så tæt ind på sig, som disse måske gerne vil være, og de er ofte bekymrede for, om deres partner nu også elsker dem. De ønsker at ”klæbe” til andre i en grad, der skræmmer andre væk
Oversigt over tilknytningsadfærd  

Tilknytning betegner en følelsesmæssig binding mellem mennesker, der har tiltro til hinanden. I udviklingspsykologien betyder det ”et følelsesmæssigt bånd mellem et spædbarn og en eller flere voksne” som medfører, at barnet:

  • søger dem frem for andre, hvis det føler sig utrygt
  • er tryg ved dem, også i det udviklingsstadium hvor fremmede vækker angst
  • er meget påvirkeligt for omsorg og andre reaktioner fra dem
  • udviser angst ved adskillelse fra dem.

Anna Freud begyndte at studere børns tilknytning til deres mødre, og hendes arbejde blev videført af den engelske børnepsykolog MaryAinsworth i 1970. Hun iagttog og beskrev, hvordan småbørn (1-2 år) reagerede på henholdsvis samvær med og adskillelse fra moderen i korte perioder og definerede tre forskellige tilknytningsmønstre:

  1. Trygt
    Barnet viser tydeligt glæde ved at være sammen med mor og kan godt udholde at undvære hende i en kortere periode.
  2. Ængsteligt
    Barnet klynger sig til mor og reagerer meget negativt og vredt på adskillelse – også selvom den er ganske kortvarig.
  3.  Svagt
    Barnet viser ingen særlig glæde ved at være sammen med mor i forhold til at være sammen med en fremmed, og barnet undgår undertiden mor. De synes at have lært at være nok i sig selv.

Den amerikanske psykolog og forsker john bowlby bruger udtrykket ”tilknytningsadfærd” om beskrivelsen af spædbarnets forhold til den voksne, som det har tilknyttet sig. det essentielle i begrebet er, at barnet ”udser sig” en voksen primærperson – oftest moderen (og i det følgende kaldt mor, selvom det i princippet kunne være en hvilken som helst anden voksen, der tager mors funktion). derefter udviser barnet en adfærd, hvis formål er at opretholde maksimal kontakt med den udsete. i følge bowlby er barnet genetisk disponeret til at udvikle tilknytningsadfærd til sine primære omsorgspersoner (typisk mor og far), fordi det hjælpeløse barn har brug for beskyttelse for at overleve. derfor er det ’programmeret’ til at fremkalde og fastholde forældrenes nærhed.

Men tilknytningens funktion er også psykologisk, sådan at forstå at den skal skaffe barnet den nødvendige følelsesmæssige tryghed og støtte. Barnet lærer meget hurtigt at påkalde sig forældrenes opmærksomhed med gråd, smil og pludren, og efterhånden lærer barnet at supplere denne signaladfærd med en tilnærmelsesadfærd: det begynder at række ud efter sine omsorgspersoner.

Bowlbys stadieteori har fire niveauer:
  1. (0-6 uger) Barnet kan ikke skelne mellem enkeltpersoner og er tilfreds med en voksens reaktion på sine signaler. Omsorgspersonerne bruger det meste af samværstiden på fysisk pasning.
  2. (fra ca. 6 uger):Barnet opfatter at der er forskel på mennesker og kan også genkende nogle, især forældrene. Forældrene og andre betydningsfulde voksne kan nu bruge mere tid på det sociale samvær (leg).
  3. (7-9 mdr.):    Barnet konsoliderer tilknytningen til bestemte personer og kan med gråd bede om bestemte personers tilstedeværelse. Gennem disse personers reaktioner lærer barnet at indgå i en social kontekst.
  4. (fra 3 år): Barnet begynder at udvise selvstændighed i sociale samspil og kan nu ”elske på afstand”. Derved markerer barnet en stadig større uafhængighed af forældrene og begynder at kunne tolerere længere adskillelser.

©Winnie Haarløv