Indlæg

masker

Hverdagens masker

Hvad er det vi leger? Du ved det måske ikke, men du og dine omgivelser går med masker. Det, du kalder ”kemi” kan være bygget på løgne, fortielser og benægtede følelser – uanset, om kemien er der eller ej, og mange af hverdagens konflikter og irritationsmomenter skyldes, at du og dine kolleger hver dag er medspillere i flere forskellige dramaer. De kan stoppes, hvis du kan genkende din egen maskeadfærd og de roller, du selv spiller.

  • Olivia har fået nyt job. Hendes leder hedder Siv, og Olivia synes, at hun er urimeligt krævende. I kantinen klager hun med blanke øjne sin nød til kollegaen René. ”Siv forstår mig overhovedet ikke… det gør mig så utryg! Jeg skulle aldrig have taget det her job – men jeg simpelthen ikke overskue at skifte igen! Slet ikke, når min migræne er så slem, som den er for tiden! Det er godt, du er her, René – ellers var jeg da helt lost!” Om søndagen er hun langt nede, fordi hun snart skal på arbejde – så hun snupper en sygedag for at forkorte ugen og gøre det hele lidt mere overskueligt. Det er et problem, men hvad kan hun gøre?
  • René er kontorets humørspreder. Han kan faktisk godt lide deres leder og kan også godt se, at Sivs kritik tit er berettiget. Olivia kan være både langsom og lidt sjusket med sine ting – men det nytter jo ikke at sige det til hende, for så bliver hun endnu mere ked af det. René mærker med det samme, når hun eller andre er i dårligt humør, og han er god til at lette stemningen ved f.eks. at fortælle pudsige historier fra sin dag. Fordi han er så utroligt hjælpsom og arbejdsom, er han begyndt at tage nogle af Olivias opgaver – det er jo synd for hende, at hun har det så svært. Desværre betyder det, at han må møde en time tidligere og gå senere hjem end både Siv og Olivia og hans kæreste er begyndt at brokke sig over det. Det er et problem, men hvad kan han gøre?
  • Siv ansatte selv Olivia, fordi hun virkede så sød, ivrig og lærevillig. Desværre begyndte Olivia hurtigt at hænge med næbbet og klage over tempoet, og det irriterer Siv i dén grad, at hun bliver ironisk, sarkastisk og hidsig. Hun er nødt til at tæmme irritationen så hun ikke eksploderer, når Olivia sidder dér og sukker. Nu skal Olivia snart til første medarbejdersamtale, og Siv spekulerer som en rasende på, hvordan hun skal få sagt at hun faktisk ikke er tilfreds med Olivias indsats, uden at Olivia bryder sammen eller hun selv hidser sig op. Siv ved godt, at hun har det med at stikke til Olivia, og at det er helt utilstedeligt, men efterhånden melder irritationen sig, bare hun kommer i nærheden af Olivia. Det er et problem, men hvad kan hun gøre?
Hvad er det, de leger?

Olivia, Siv og René spiller med i et hverdagsdrama, der er en af de mest almindelige og destruktive, psykologiske processer der findes. Det kaldes Dramatrekanten og blev først beskrevet af transaktionspsykologen Stephen Karpman i 1968. Dramaet har tre roller: Et Offer, en Redder og en Skurk, og de har hver især et sæt personlige, (ubevidste) myter som gør dem specielt egnet til netop deres rolle. Iflg. Karpman kan vi alle sammen spille alle tre roller, og de fleste af os har endda en favorit, som vi har lært i vores barndomsfamilie og perfektioneret gennem tiden. De er ikke kønsbestemte, og ingen mennesker er én af rollerne helt og fuldt. For vi har alle en snert af både Offer, Redder og Skurk i os.

Masker, der ikke kan tages af

Carl Jung, den berømte schwiziske psykiater, var utrolig produktiv og nyskabende – f.eks. beskrev han det psykologiske begreb persona (græsk for maske). Begrebet maske er oldgammelt. I mange primitive kulturer brugte (og bruger man stadig) masker for at fremhæve eller ændre den måde, vi virker på andre på, og skuespillerne, og i de oldgræske arenaer brugte spillerne masker for at vise, hvilken rolle de spillede i dramaet. I Jungs optik er masken og et fundamentalt aspekt ved selve vores personlighed, og man kan til en vis grad sidestille Jungs begreb maskeadfærd med Karpmans roller.

Men i modsætning til et rigtigt teaterstykke kan vi ikke bare hoppe ind og ud af rollerne. Maskeadfærden / rollespillet afspejler, hvad barnet tilegnede sig gennem opvæksten og viser, hvilken adfærd forældre, lærere og andre vigtige personer roste det for eller fordømte. Gennem årene identificerede barnet sig i stadigt højere grad med denne adfærd, indtil den blev en integreret del af barnets personlighed – og som voksne bærer vi ubevidst disse tillærte roller netop som en slags maske: det billede af os selv, som vi gerne vil vise omverden. Jung mente, at opgaven med at forstå vores egen maske-adfærd er den vigtigste, vi har. Det er den, vi bruger til at manifestere os positivt i omverden og opretholde et positivt selvbillede, og derfor er maskeadfærden selvforstærkende.

Problemet med maskeadfærden er, at den indimellem bliver ekstrem og uhensigtsmæssig for os. Ubevidst forsøger vi at skjule det, der er bag masken – det, som Jung kaldte vores Skygge. At se åbent og ærligt på sine egne skyggesider kan være smertefuldt, fordi disse sider typisk er dem, vi forsøger at skjule for andre og for os selv ved at fortrænge dem og benægte, at de er der. Hver eneste maske har således en modpol. Et eksempel: Hvis du er typen, der ”altid er glad” og ”elsker at gøre noget for andre” – så har du helt sikkert en skyggeside, der er vred eller ked af det og meget hellere vil tilgodese dig selv.

Og når vi spiller roller, er det typisk for at skjule skyggesiderne og vise den adfærd, der ”gav bonuspoint” i barndomsopvæksten – f.eks. kan den typiske Redder have lært, at det er egoistisk at tilgodese sine egne behov. Derfor får Redderen dårlig samvittighed over at tænke på sig selv, og det betyder, at Redderen kan være svær at arbejde sammen med, fordi hun ikke vil være til ulejlighed og ikke tør stille krav. Hvis kollegaen er et typisk Offer, der har lært at han ikke kan noget selv, bliver det klart, hvem der kommer til at gå fra mødet med aben på skulderen!

Men dynamikken er ikke altid klar for deltagerne i rollespillet, selvom vi alle på et eller andet punkt i arbejdslivet vil blive suget ind i det. Derfor er det vigtigt at kunne genkende rollerne hos sig selv og andre og vide, hvordan man kan undgå at spille med i det destruktive spil.

Rollespil på jobbet

 

Skurken

Siv har svært ved at uddelegere og mener dybest set, at hun selv er den bedste til at gøre arbejdet. Måske uden at gøre sig det klart føler hun tit, at de andre er inkompetente og uansvarlige, og derfor kan hun være nedladende, krævende og uden forståelse for, at andre kan begå fejl. Som chef skaber hun en kølig atmosfære, præget af frygt for at begå fejl og uden klare succeskriterier – for selvom hun er god til at lave planer og sætte mål for sig selv og andre, så kunne det jo altid blive lidt bedre. Som Skurk kan Siv blive fri for nærhed med andre. Da hun jo grundlæggende mener, at andre er idioter, har hun i sin selvforståelse heller ikke brug for andre. At klare sig selv giver hende følelsen af kontrol og uafhængighed. Med hendes egenskaber er det ikke underligt, at hun bliver irriteret på Olivia og anklager hende for sur­brokkeri – og har dermed har hun taget præcis den skurkerolle, Olivia gav hende hende. Dramaet er i gang.

Offeret

Ofelia er fuld af undskyldninger og forklaringer på, hvorfor planen ikke bliver fulgt, deadline overskrides, opgaverne løses halvt osv. Hun peger på de andres fejl og føler sig magtesløs og misforstået, og dermed opnår hun at fritage sig selv for både skyld og ansvar. Hun benægter sine følelser af mindreværd og vil ikke indrømme, at hun er både afhængig af og jaloux på René, fordi han klarer sig bedre over for Siv. Hun er bange for Siv og benægter det ved at udnævne hende til Skurk, og på den måde kan hun give Siv skylden for sit mindreværd med subtil manipulation: ”Du aner ikke, hvor svært det er for mig!”, og på typisk offervis foretrækker hun ansvarsbefriende årsagsforklaringer: ”Jamen det var også bare fordi jeg kom til…” Som et ægte Offer konfronterer hun ikke Siv, men taler om hende til René eller enhver anden, der orker at høre på hende: ”Det er osse Sivs skyld – hun er helt urimeligt krævende, jeg tror faktisk hun er perfektionist!” Ofelia bruger mange ressourcer på at forvisse omverden om sine gode intentioner og sin magtesløshed, fordi ”ingen forstår eller respekterer hende,” og det giver hende opmærksomhed og medfølelse fra dramaets tredje spiller:

Redderen

René mærker og forstår Ofelias position og forsøger at ”redde” hende ved at overtage hendes forpligtelser eller på anden måde støtte og hjælpe. I virkeligheden forhindrer René dermed Ofelia i at tage ansvar for sine egne problemer og komme ud af offerrollen. Hvorfor gider han dét? Fordi han som Redder kan spille helt ved at mediere mellem de to andre og dermed føle sig vigtig og betydningsfuld. Det giver ham selvværd og selvtillid. Når han mærker noget træk­ke op, rykker han frem. Han er den fødte diplomat; en mester i at se tingene fra to sider og gyde olie på vandene, og han kan fortælle om en hund, der gik over vejen på en måde så glemmer det ubehagelige og ligger flade af grin. Når Siv langer ud efter Olivia, glatter René ud og forsøger at redde Olivias humør. Det giver ham en følelse af betydningsfuldhed, når Ofelia sukkende giver ham sin påskønnelse – og han ser jo tydeligt, at Siv har mere respekt for ham end for Ofelias offerrolle. Det tier han med, men varmer sig ved det.

Drama for fuld udblæsning

Det komplekse er, at alle spillerne skifter roller med jævne mellemrum. Når Olivia omsider bliver træt af at spille underhund, bliver hun vred – og skifter til Skurk. Men da der kun er plads til én af hver, må Siv også skifte rolle:

René har fået lønforhøjelse, og Olivia er rasende – så da Siv kommer ind, farer Olivia på hende. ”Det er bare så uretfærdigt! Sådan ville en god leder aldrig gøre!” siger hun og rammer Siv lige i solar plexus: i sårbarheden for kritik. Pludselig bliver Siv usikker. Er der noget om det, Olivia siger – er hun virkelig en dårlig leder?

”Det var jo ikke for at genere dig,” begynder hun (på vej ind i Offerrollen). ”Men du aner ikke, hvor svært det er at fordele lønpuljen retfærdigt!” Olivia raser videre, og Siv har egentlig mest lyst til at smække Olivia én på lampen, men det går jo ikke. Så hun forsøger at vinde sin Skurkeposition tilbage – der, hvor hun føler sig mest hjemme.

”Nu er det nok, Olivia. Vi må tage det op ved medarbejdersamtalen.” Siv stirrer ildevarslende på Olivia og bider sig i læben for ikke at knibe en tåre. Hun hader sig selv for at være lige ved at miste kontrollen, og det gør hende så rasende, at hun må lade vreden gå ud over nogen. Hun hvæser ad René: ”Hvorfor flyder der med kaffekander og papir her i forkontoret? Var det ikke på tide at rydde op!” Hun smækker døren efter sig, og nu er René nervøs for, hvad Siv tænker om ham.

”Hun blev vist sur,” siger han til Olivia, der skynder sig tilbage i Offerrollen.

”Ikke på dig – du er jo hendes yndling. Det er altid mig, hun bliver så sur på… jeg ved ikke, hvad det er jeg gør så forkert!”

Men nu har René fået nok. Han synes simpelthen, at Olivia er vildt irriterende, og han er dødtræt af at frelse hende – og af, at Olivia aldrig synes at lægge mærke til, hvor meget René gør for hende. Så han ryk­ker op i Skurkepositionen:

”Ærlig talt, Olivia – enten piber du, eller også skælder du ud. Jeg gider faktisk heller ikke at høre på dig!” Og René vender ryggen til den chokerede Olivia, der med blanke øjne føler sig fuldstændig forrådt og må ud i forkontoret og finde nogen at beklage sig til. Dér sidder kontoreleven og sammen kan de så skiftes til at beklage sig over Skurke–Sivs urimeligheder og den troløse René.

Ud af de destruktive spil

Som et Janusansigt har hver negativ pol en positiv modpol, og vejen ud af det destruktive spil kan være bevidst at vælge denne modsatrettede energi for at opretholde harmoniske og produktive relationer på arbejdspladsen.

Offeret beklager sig konstant over situationen og den almindelige tilstand. Den positive side af dét er en stor åbenhed for forandring.

  • Tag ansvar for dig selv: stå ved dine følelser og tanker
  • Bed om forklaringer, detaljer og uddybninger for at forstå, hvad der egentlig bliver sagt
  • Lyt – både til dig selv og andre

For Redderen, der jo altid forsøger at afbøde Offerets hjælpeløshed og Skurkens vrede og usikkerhed, er den positive pol en stærk empati og indlevelsesevne.

  • Forsøg ikke at løse andres problemer og lad være ved at give gode råd.
  • Sig ikke ja, når du mener nej

Spørg den anden: Hvad kan du gøre? Hvad vil du gøre?

Skurken, der ikke viger tilbage for at tromle sin vilje igennem, har sin positive styrke i sin personlige gennemslagskraft og handlekompetence.

  • Giv personlig, specifik feedback uden at angribe, bebrejde eller anklage.
  • Brug jeg–budskaber
  • Ros – både dig selv og andre
Signalement af en Redder
  1. Søger at opnå kontrol ved at fortælle, hvad der skal gøres
  2. Smider om sig med gode råd og hjælper uden at blive bedt om det
  3. Siger sjældent nej, sympatiserer og virker empatisk
  4. Kan vende fra hjælpsom støtte til irritation på et sekund
  5. Konfronterer ved at foreslå en samtale om problemerne og holder sig selv udenfor
  6. Beklager sig over stress, overbebyrdelse
  7. Som leder: Kan være lunefuld, kontrollerende og uforudsigelig. Vil gerne være populær og ven med sine medarbejdere.
  8. Tier med sin kritik af andre for ikke at såre
  9. Yndlingsfraser: ”Du kan da nok forstå, at…” ”Nu skal du ikke være så…”
  10. Dominerende følelse: skyld
Signalement af en Skurk
  1. Er kritisk, krævende, dominerende, vred og irriteret
  2. Stille skyhøje krav, er svær eller umulig at stille tilfreds
  3. Konfronterer med trusler eller beskyldninger
  4. Som leder: skaber frygt, udsteder ordrer, eksekverer regler. Har svært ved at uddelegere og give ros. Minimal fejltolerance.
  5. Lader vrede og skyldfølelse gå ud over andre
  6. Bruger sarkasme, ironi og hån
  7. Handler ”til andres bedste” uden at spørge andre, hvad de vil
  8. Tror og forventer det værste. Mistror andres motiver
  9. Yndlingsfraser: ”Nej” og ”Det skal du få betalt”
  10. Dominerende følelse: vrede
Signalement af et Offer
  1.  Nedgør og undervurderer sig selv
  2. Bliver let såret eller fornærmet
  3. Konfronterer enten med beskyldninger – eller bagtaler
  4. Flygter ved optræk til ballade – enten fysisk eller ved at begynde at græde, tale udenom el. lgn.
  5. Tager ikke imod gode råd, men synes alligevel at det påhviler andre at løse problemerne
  6. Som leder: tøvende, svært ved at tage beslutninger, søger kompromis og bekræftelse.
  7. Tager automatisk skylden for noget, der er andres fejl
  8. Bruger fortiden som forklaring på, at forandring ikke er mulig
  9. Yndlingsfraser: ”Ja, men…” ”Hvis bare…”
  10. Dominerende følelse: Hjælpeløshed og håbløshed
En rolle bliver til

Siv voksede op i en familie med strikse regler, kontrol og konsekvent justits. Hun blev straffet, hvis hun ikke levede op til forventninger og standarder, som blev sat for hende, og hun var tit den, der ikke måtte gå til fest eller skulle tidligst hjem. Hun blev rasende, når hun af forældrene fik skylden for at noget var gået i stykker eller ikke var blevet gjort – men hun lærte hurtigt, at hun ikke kunne forvente megen forståelse eller tolerance. Allerede som barn opgav hun at gå i dialog med andre, og som teenager smækkede hun med dørene, skred i vrede eller gav de voksne fingeren. Hun følte sig ensom og forladt og lod vreden overtage de sårbare, smertefulde følelser af forladthed.

Mennesker med Offer som yndlingsposition opfattes som problemet i familien. Det er helt naturligt for dem at søge professionel hjælp, for de er ubevidst på jagt efter en Redder. Olivias overbeskyttende forældre pylrede og nussede om hende ustandseligt, og Olivia lærte hurtigt, at verden var for farlig og besværlig til at hun selv kunne klare den, at hun var et problem fordi hun ikke kunne klare den – og at andre altid stod på spring for at hjælpe hende. Selv når hun en sjælden gang spiller en af de andre roller, vil hun uvægerligt søge tilbage til Offerrrollens ansvarsfrihed.

Den almindelige, gældende norm er, at et godt menneske tager hensyn til andres ve og vel – også i et omfang, der tilsidesætter deres eget velbefindende. Vi præges intenst med, at det er egoistisk at tage hensyn til sig selv. René lærte hurtigt, at hvis han kunne få sine små søskende til at tie stille, når far var træt, aflede hans opmærk­somhed når han skældte ud på mor eller gøre ham glad ved at få gode karakterer, så kunne han overtage ansvaret for fars humør og Redde ham. Han brugte sine lommepenge på blomster til mor, glædede hende ved at slå græsset, give hende ret eller være ekstra sød når hun havde hovedpine, far var sur eller naboen lavede en bule i bilen. René lærte at hurtigt, at fars, mors og alle andres behov og følelser var vigtige, og at hans egne behov var besværlige. Det gør René til et nemt byttedyr for et Offer på jagt – og Redder–rollen er vanedannende, fordi den gør spilleren til Helt.

Sådan kommer du ud af dramaet
  • Trin 1: at opdage og anerkende, at du deltager i Dramatrekanten og hvordan du gør det – for den er der altid, når noget ikke fungerer.
  • Trin 2: at erkende din egen favoritrolle, undersøge dine kernemyter og indgroede regler.
  • Trin 3: at lære at mærke og anerkende dine ægte følelser; at udholde dem i stedet for at forsøge at give andre skylde for dem, benægte dem eller finde en, der kan frelse dig fra dem.
  • Trin 4: at handle på de første tre indsigter: ved at tage ansvar for dig selv og melde dine ægte følelser ud med åbne, ærlige og respektfulde jeg–bud­skaber.

Kun ved at turde sige åbent og ærligt, hvad du selv vil og mener, kan du refokusere energien til den positive side af enhver situation. Til gengæld kan du så begynde at skabe positiv forandring i stedet for afmagt, motivere dig selv og andre til at yde det bedste i stedet for at nedgøre og demotivere.

©Winnie Haarløv