Indlæg

undskyld

Undskyld er det nye sort

En af tidens megatrends er undskyldninger. Desværre af den forlorne slags, som i modsætning til de ægte bare er en slags høflighedsfraser, som afvæbner andre og faktisk er en fornærmelse. Alligevel griber undskylderiet uhæmmet om sig, godt suppleret af den allestedsnærværende politiske korrekthed. Kender du forskellen?

Undskyldemosteren

Som barn lærte du, at det er høfligt at sige undskyld. Så det praktiserer du selvfølgelig også som voksen. ”Ih, altså, undskyld! Jeg er bare så forvirret / stresset / hidsig osv.” smiler du, hver gang du kommer for sent. Eller når du vifter med en enkelt liter letmælk og springer over i supermarkedskøen – og igen, når du har hidset sig op foran ungerne, veninden eller kæresten.

Du er en Undskyldemoster. Du har ikke opdaget, at den slags undskyldninger er totalt uægte og derfor fuldstændig værdiløse og forstår ikke, at andre alligevel bliver sure, selvom du siger undskyld. Du ser ikke, at dine undskyldninger i virkeligheden er fornærmende, fordi de mest består af manipulation og undvigelsesmanøvrer.

En Undskyldemoster forventer automatisk syndsforladelse og nægter at tage konsekvensen af sine handlinger. Det underliggende budskab i den slags undskyldninger er nemlig: ”Når jeg siger undskyld, kan du ikke være bekendt at være vred på mig!” Faktisk kunne hun lige så godt sige: ”Jeg er komplet an­svarsløs, så jeg gider ikke gøre mig nogen som helst anstrengelser for din skyld. Men når jeg siger pænt undskyld og du bliver sur alligevel, så er det dig, der er dum, smålig og forkert!”

Magt eller mode

Undskyldninger er mere trendy end nogensinde – også de offentlige, som giver undskylderen en voldsom magt. Når en en fremstående person siger offentligt undskyld, bliver vi lange i spyttet, for kan man tillade sig at være vred på nogen, der angrer deres fejl? Når skatteministeren bliver sendt i byen med en offentlig undskyldning for, at regeringschefen og syv andre højtstående personer drønede igennem en lille nordsjællandsk by med fartovertrædelser, der ville have skaffet almindelige mennesker bøde, fængsel eller tre klip i kortet – skal man så afvæbne sin irritation over, at landets øverste bryder de love, de selv vedtager?

Og hvad med alle de politisk korrekte undskyldninger, der kræves her og der: Skal Danmark undskylde slavehandlen i 1700-tallet, som en delegation fra Jomfruøerne i april kom til Danmark for at diskutere? Skal vi så også undskylde for vikingernes voldtægter, plateauskoene, burhønsene og århus-vittighederne? Hvor går grænsen? Og er der forskel på ægte og forlorne undskyldning?

Glasbjerg og gummisko

”Jeg har virkelig svært ved at sige rigtigt undskyld,” siger Lene, en voksen kvinde fra min konsultation. ”Jeg kan simpelthen ikke. Heller ikke, selvom jeg udmærket ved, at jeg har dummet mig. Undskyld­ninger får mig til at føle mig taberagtig – og jeg hader nederlag. Jeg føler mig en halv meter høj: svag, utroværdig og ynkelig. Det er simpelthen så pinligt at sige undskyld. Men det er sgu osse flovt, at jeg ikke kan finde ud af det!” På mit spørgsmål om, hvad hun så gør, indrømmer hun: ”Jeg lader som ingenting. Eller jeg prøver at overbevise andre om, at jeg har ret, eller at det var deres skyld. For hvad nu, hvis jeg bliver helt til grin – eller hvis folk ikke gider mig, når jeg kan være så dum?”

Frygten for at blive afvist eller ’til grin’ gør undskyldningen til et glasbjerg, der skal bestiges iført gummisko. At indrømme sine fejl gør Lene mindre værd i hendes egne øjne, og så tror hun, at det er sværere at holde af hende. For hende gælder det om ikke at blotte sine fejl, for som alle andre frygter hun dybest set at blive afvist, udstødt eller at miste sine tilhørsforhold.

Det paradoksale er, at Lene på den måde skruer sig selv længere og længere ned i indlandsisen. Andre opfatter hende let som arrogant, hård, selvglad, ufølsom osv. – og det er jo slet ikke rigtigt! Det endnu mere paradoksale er næsten, at der er kæmpestore chancer for, at en ærligt ment undskyldning bliver godtaget. Og selvom det kan være svært at indrømme egne fejl og mangler, så er der faktisk flere fordele end ulemper ved det. Det ville uden tvivl øge Lenes selvrespekt, at hun turde stå ved sig selv og indrømme, at hun har trådt forkert. Det ville formentlig også skabe respekt hos modparten. Og respekt er en dialogåbner, der giver både Lene og modparten chancen for se hinanden i øjnene og komme videre. Hvorfor er det så svært?

De smertelige følelser

Lene er styret af skyld, når hun føler, at der er behov for en undskyldning og af skam, når hun vægrer sig ved at give den. Skam er den smertefulde følelse af at være forkert og ’ingenting værd’ som kan opstå, når man har dummet sig (og også, selvom man ikke har!). Det er forståeligt, at Lene hurtigst muligt skyder skylden på andre (anklager, bebrejdelser) eller forsøger at af-skylde sig med den forlorne undskyldnings forklaringer eller fraser.

Men når vi lige ser bort fra det kristne skyldbegreb, hvor alle mennesker er syndige, så kan noget kun være Lenes skyld, hvis hun kunne have handlet anderledes i en given situation. Hvis hun kommer for sent, fordi en væltet træstamme har blokeret kørebanen eller busserne helt uventet strejker, så behøver hun ikke at undskyld. Det er jo ikke hendes skyld. Men når hun vælger at stå for sent op, springe over i supermarkedskøen og råbe ad kæresten, er det hendes valg og hendes skyld. Hun vælger at gøre noget, som hun ved er forkert, og vil hun af med skyldfølelsen, så må hun tage ansvar for dét valg. Og give en ægte undskyldning til den, det gik ud over. Bagefter må hun så prøve at tilgive sig selv, at hun bar sig forkert ad.

Godt så – men hvad er en ægte undskyldning?

Den oprigtige undskyldning tager udgangspunkt i at du: 1) har skylden, dvs. har handlet forkert 2) indser det og tager ansvar for det og 3) ønsker tilgivelse. ’Undskyld mig’ betyder jo ’forlad mig min skyld.’

Når skamfølelsen hærger, er det tudesvært at se den anden i øjnene. Derfor foretrækker du måske at give undskyldningen i et brev, en e-mail eller en sms, og det er selvfølgelig bedre end ingenting. Men det allerbedste er at kvinde dig op og give undskyldningen ansigt til ansigt. Sørg for, at der er fred og uforstyrrethed, at I ikke bliver afbrudt af børn, chefer eller telefoner – og husk Kleenex! Rigtige undskyldninger rører tit ved de dybe følelser, så det er ikke usandsynligt, at I begge to vil blive bevæget. Eventuelt kan du i forvejen (telefonisk eller skriftligt) bede om modpartens opmærksomhed, f.eks. ”Jeg vil gerne tale uforstyrret med dig i to minutter. Kan du kl…/ sted…

Ligesom at handle i Fakta tager det nemlig ikke engang fem minutter at give en oprigtig undskyldning. Den skal ikke være en lang diskussion af, hvad du gjorde og hvorfor – den er kort, præcis og indeholder de nedenstående fem punkter, og når den er afleveret, kan mødet slutte. Du kan ikke forvente at blive tilgivet på stedet. Tilgivelse kan tage lang tid eller være umulig, og den er altid en gave. Og gaver har ingen som bekendt krav på.

Undskyldningens fem bud
  1. Vær seriøs. Giv kun undskyldninger, som du virkelig mener. Følelser siger mere end ord, og fordi kropssproget (holdning, mimik, gestus, toneleje osv.) udgør 93% af vores kommunikation, bliver din oprigtighed tydelig for modtageren – næsten uanset, hvordan ordene lyder. Hvor den uoprigtige undskyldning let kan blive en fornærmelse, så vil den oprigtige oftest blive modtaget, fordi den vil ramme modtageren på et dybere plan.
  2. Drop forklaringerne. Vent, til du har perspektiv på, hvad der egentlig skete – og drop så alle de forklaringer, der myldrer frem i dit hoved. Modparten vil opfatte dem som bortforklaringer – og hvis du er helt ærlig over for dig selv, så er de det tit også!
  3. Tag ansvar. Kommuniker klart, hvad din andel af miséren var og hvad dine følelser er omkring det skete. En undskyldning, som f.eks. . ”Jeg var ikke omhyggelig nok med… og jeg er virkelig ked af, at resultatet blev, at …” er langt mere virkningsfuld end ”Undskyld, at jeg rodede rundt i det.” “Det var min fejl. Jeg tager det fulde ansvar, og jeg beklager, at…” er langt bedre end f.eks. ”Jeg skulle ikke have sagt… men det var en hård dag, og jeg havde sygdom derhjemme.” Bortforklringer tager fokus fra undskyldningen og skader både din troværdighed og din undskyldnings oprigtighed.
  4. Fortæl evt., hvad du vil gøre anderledes. I nogle sammenhænge kan det være relevant at sige f.eks.: ”Jeg bar mig forkert ad, og det er jeg ked af. Jeg skulle ikke have sagt / gjort …, og jeg vil gøre mit bedste for at det ikke sker igen.” Men vær forsigtig! Det kan let komme til at lyde helligt eller forlorent, hvis du ikke er 100% oprigtig. Falske løfter er en fornærmelse, ikke en undskyldning.
  5. Forvent ikke tilgivelse. Tilgivelse er ingen rettighed, som du kan gøre krav på – den er altid en gave. På det menneskelige plan er det nærmeste, vi kommer tilgivelse nok det man kunne kalde ’selektiv hukommelse’: at vi kan komme videre ved at give hinanden ord på, at vi kan leve med det skete og måske glemme det. Forvent altså ikke, at du går fra ’undskyldningsmødet’ med fuld tilgivelse. Måske får du den aldrig!

©Winnie Haarløv 

arbplads.mor

Er du arbejdspladsens mor?

Da min søn var 13 måneder, ville han stadig ikke gå. Bekymret tog jeg ham med til lægen og blev irriteret, da han bad mig sætte sønneke på gulvet og sætte mig i en stol et stykke derfra. Drengen græd og ville hen til mig, og mit moderhjerte bød mig at springe op og tage ham. Lægen så ud over brillerne og sagde tørt: ”Hvorfor skulle han dog have besvær med at lære at gå, når han kan blive båret?” Skamfuld måtte jeg erkende, at jeg var min søns største forhindring for at lære at klare sig selv.

På samme måde overinvolverer kontorets mor sig, men hun kvæler sine omgivelsers initiativ og drivkraft i hjælpsomhed, empati og omsorgsfuldhed. Hun finder sin eksistensberettigelse i at hjælpe andre, for hun mener oprigtigt, at hun gør det af et godt hjerte, og at hun glæder andre. Og selvfølgelig er det da skønt at blive hjulpet, når man har brug for det. Men hjælp, der gives uopfordret er faktisk bare indblanding. For ved at tage ansvaret for andre uden at de har bedt dig om det, fortæller du dem indirekte, at de ikke kan selv. Og det kunne jo være, at de rent faktisk synes, at det er irriterende.

At være til besvær

”Jamen, jeg hader at bede om hjælp og ulejlige andre!” udbryder Inge, en kvindelig mellemleder, der sidder i min konsultation og krøller Kleenex’er i bunkevis, mens hun græder sine modige tårer over sin situation. Hun er stresset, føler sig udnyttet, synes at hun bruger alt for meget tid på at rose og anerkende sine folk, mens hun sjældent får andet end utak og skuldertræk igen. ”Jeg fotokopierer endda selv mine præsentationer, for sekretæren er lige så stresset som jeg – og jeg laver selv mødekaffe… piccolinen har jo så meget andet!” snøfter hun. ”Men alligevel brokker de sig, melder sig syge og tager fri ustandseligt. Og min sidste lederevaluering var elendig. Jeg fatter det ikke!”

Som alt for mange kvinder påtager Inge sig opgaver, der hører hjemme hos andre eller kunne uddelegeres. Hvorfor? Fordi hun tror, at hendes medarbejdere vil påskønne hende for det, fordi hun ikke vil være til besvær, eller fordi hun i virkeligheden ser ned på sekretærens arbejde og derfor ikke kan lide at bede hende udføre ”idiotarbejde”. Men ved at undgå at uddelegere tager Inge en dominerende, overbeskyttende mor-rolle, som hverken giver medarbejderen mulighed for at udfylde sin plads eller for at udvikle sig. Som chef bliver hun altså en dårlig mentor, fordi hun med sin misforståede hjælpsomhed signalerer, at andre intet kan.

Signalement af en arbejdsplads-mor

Hvis du – som masser af andre kvinder – har taget afgangseksamen fra Flinkeskolen, har du nok fået topkarakterer i hjælpsomhed, beskedenhed og omgængelighed. Og da du begyndte i erhvervslivet, roste chefen dig sikkert for din grundighed og kollegerne komplimenterede dig for at være lærenem, samarbejdsvillig og omhyggelig. Måske blev du på den baggrund endda forfremmet til en bedre stilling – og måske både én og to gange. Og måske er det dér, du sidder i dag. Stresset, udkørt, sur og i tvivl om, hvad du vil og hvorfor. Måske endda om, hvem du egentlig er.

Du kæmper dagligt for at afværge konfrontation, konflikt og risiko, og din hjælp­somhed og empati er enestående. Du slår knuder på dig selv for at være loyal, samle løse ender, glatte ud, følge instrukser og levere 110% – også efter arbejdstid, når du på bekostning af aftenkaffen lytter til en kollegas lange telefonbeklagelser og forsøger at rådgive efter bedste evne. Du hverken råber op, forfægter dine egne ideer eller siger nogen imod. Du står på hænder for at andre har det godt, og hvis du endelig bruger mund eller går imod autoriteter eller kolleger, er det oftest for at hjælpe eller støtte nogen. Du vil gerne have indflydelse, men ikke magt. Du vil gerne høres, men ikke konfrontere eller skabe konflikt. Du tager kort sagt rollen som arbejdspladsens og familiens sociale lim, for du er fantastisk god til at glatte ud, tale de svages sag og bruge din empati.

Desværre når du hverken op ad karrierestigen eller ud mod lykkelige horisonter. I bedste fald fastholder din superomsorg og overansvarlighed dig dér, hvor du er. I værste fald spænder de ben for dig og tærer på dine ressourcer.

”Man skal da hjælpe hinanden,” klager Anne, en ægte arbejdsplads-mor: superdygtig til sit job og den, som lederen bare regner med. ”De andre kan jo ikke engang finde ud af at fylde kopimaskinen op, når den er tom! Men jeg er jo ikke leder, så jeg kan jo ikke bare uddelegere!”

Nej – og netop derfor må Anne være ekstra omhyggelig med ikke at ødsle med sit overskud. Desværre er det netop dét hun gør, hver gang hun siger ja fordi hun ikke tør eller vil sige nej. Hun er så bange for at nogen skal blive sure, sårede eller finde hende urimelig, at hun hellere gør både sit og andres arbejde. Hun føler sig mere og mere afmægtig, deprimeret og umotiveret, brokker sig ved kaffemaskinen, bagtaler eller sladrer om dem, der ’udnytter’ hende og lader vreden gå ud over katten, børnene eller partneren, når hun kommer hjem.

Behagesygen rammer dig i nakken

At ville hjælpe er selvfølgelig ikke behagesyge. Men du er behagesyg, hvis du er afhængig af andres anerkendelse; har utrolig svært ved at sige nej, selvom du har lyst – eller at du er overdrevet nervøs for at gøre andre vrede, kede af det eller skuffede. Behagesygen har mange lumske måder at ramme dig i nakken på: hvis du tit er den, der går sidst, tager arbejde med hjem og stiller op i weekenden hver gang, så får du næppe den belønning, du synes du fortjener. De andre roser dig ikke. Tværtimod vil de formentlig vurdere dig lavere rent kompetencemæssigt, end du måske fortjener. Ubevidst sker der nemlig tit det hos omgivelserne, at de betragter den hårdtarbejdende kollega som en, der der nødt til at kompensere for manglende evner eller talenter med hårdt arbejde

Så lidt som muligt, så meget som nødvendigt

Hvis du som en emsig, overbeskyttende mor fjerner alle sten på andres vej, hvordan skal de så lære at se sig for og lade være at snuble? Fidusen er at hjælpe så lidt som muligt og så meget som nødvendigt. Ellers udvikler du tillært hjælpeløshed hos dem, ligesom jeg gjorde hos min søn. Spørg dig selv: Er det mig, der ender med alle de opgaver, ingen andre gider have? Har jeg svært ved at sige nej? Er det vigtigt, at alle kan lide mig?

Svarer du ja til et eller flere af spørgsmålene, er du i færd med at begå selvmord, både karrieremæssigt og fysisk. Karrieremæssigt, fordi du formentlig hverken bliver respekteret eller påskønnet for din indsats. Og fysisk, fordi du er et let offer for stress, depression og udbrændthed.

Gå på afvænning

Hvis du er dødtræt af at være kontorets dørmåtte, der siger ja til for meget og hver gang går fra mødet med aben på skulderen, eller hvis du hele tiden bliver overhalet indenom, så gå på afvænningskur imod behagesyge, overansvarlighed og stress. Kuren er enkel, men ikke nem. Gratis, men ikke omkostningsfri. Og den består i at begynde at mærke dig selv, tage hensyn til dig selv og sætte dig selv først. Noget, der er utrolig svært for mange, mange kvinder. De føler sig egoistiske, når de gør det. Men er det da ikke egoistisk at opfylde dine behov for at være populær eller for at undgå konflikter – ved at stjæle ansvar og initiativ fra andre? At sørge for, at du har det godt og har overskud er sund og nødvendig egoisme. For kun hvis du fylder din egen vandkande op, kan du lindre andres tørst.

NEJ er forudsætningen for JA

Er din automatpilot er rustet fast på ’ja’, påtager du dig for mange forpligtelser i forhold til dine ressourcer. Det giver irritation: på dig selv og på dem, der tillod sig at bede dig om hjælp.

Men for at kunne udnytte de chancer, livet byder dig, må du have overskud til at gribe dem. At sige nej, når du ønsker det kan derfor være noget af det mest positive du kan foretage dig. Hvis du vil øge dit personlige overskud og styrke din selvrespekt, må du øve dig i at sige fra over for dem, der står på spring for at bruge løs af det kostbareste du har: din tid. Du kan ikke være noget for alle – men det er heller ikke alle, der har brug for, at du er det. Og når ved, at du magter at sige nej, kan du for alvor også sige JA uden at føle dig forpligtet, overbebyrdet og udnyttet.

Gør livet lettere

Når du opgiver drømmen om at hjælpe alle, bliver det meget, meget sjovere at være dig. Du vil blive bemærket af andre personer, end du er vant til. Du vil blive mindre slave af dit arbejde, når du tvinger dig selv til at uddelegere, springe over hvor gærdet er lavest og sige nej til opgaver, der er enten irrelevante eller umulige at nå.

Men din hverdag vil uden tvivl også få flere kanter, for omgivelserne vil naturligvis være utilfredse med, at de ikke længere kan udnytte dig. Lige så svært det kan være for dig selv at lære at sige nej, lige så svært kan det være for omgivelserne at ændre deres forventninger til dig. Det tackler du bedst ved at være åben og oprigtig om, hvad det er, du er i færd med at prøve at ændre.

Fem gode råd
  1. Lær at holde mund. I stedet for automatisk at tilbyde dig, så ti stille! Eller sig f.eks. ”Det vil jeg gerne lige tænke over” – eller ”Lad mig lige checke min kalender, så vender jeg tilbage” eller ”Det er jeg ikke helt sikker på, at jeg kan / vil / har tid til”. Du vinder noget tid, som du kan bruge til at trække vejret og samle mod til at sige fra på en måde, du kan stå inde for. Hvis du ikke kan sige nej, så har assertionskurser og –bøger masser af enkle teknikker. Og plages du af dårlig samvittighed, så søg hjælp til at arbejde med det.
  2. Fokusér på dit mål eller din opgave. Skriv den eller de vigtigste ned, så du kan se dem hele tiden. Forsøg at sige nej til alt, hvad der ikke leder direkte til målet.
  3. Gør kun det, der er nødvendigt – skær det overflødige væk og tænk over, hvad du vil opnå ved at gøre det. Tit tager det 20% af tiden at lave 80% af opgaven – og 80% af tiden at fluekneppe de sidste 20% af opgaven på plads. Nogle opgaver skal selvfølgelig løses til perfektion – men ikke alle!
  4. Bed om hjælp, når du har brug for det. Uddeleger, hvor det er muligt.
  5. Opgiv tanken om, at alle skal kunne lide dig. Det kan de jo ikke engang nu, selvom du okser og maser dig halvt ihjel! Udvælg hellere dem, som betyder noget for dig. Indrøm, at du ikke selv kan lide alle – og sorter dem i ”ligegyldige”, dem du decideret ikke kan lide og dem, du gider have som fjender. Og fokusér så på dem, du kan lide!
Tjek din dørmåttestatus

Hvis du vil gøre dig fri af mor-rollen og skabe mere overskud til dig selv, så begynd med at teste, om du stiller dig til rådighed som dørmåtte: svar ja eller nej på de følgende spørgsmål og mål din dørmåttestatus.

  • Jeg lyver om mine følelser, hvis jeg tror at de vil vil såre andre
  • Folk må da kunne mærke min grænse – jeg kan jo mærke deres
  • Jeg bliver sommetider forvirret eller forlegen, når nogen spørger hvad jeg vil, ønsker, kan lide eller tænker på
  • Min to–do liste omfatter også ting, der ikke er strengt nødvendige
  • Når jeg er vred, så ryger, spiser, græder eller drikker jeg
  • Når jeg er fuldstændig på hælene, så eksploderer jeg sommetider i hovedet på familien, kæresten eller kollegerne – og bagefter får jeg dårlig samvittighed
  •  Jeg kan blive ængstelig ved tanken om, hvad andre tænker eller siger om mig
  •  Min skyldfølelse vokser, når jeg tager mere hensyn til mig selv end til andre
  • Jeg føler mig tit udnyttet, og jeg kan også blive sur når jeg skal gøre alt muligt for andre
  • Jeg er bedst til at beklage mig over andre, når de ikke er til stede
  • Svarede du ja til fire eller derover, så ligger du højt på Dørmåtteskalaen. Du har uhensigtsmæssigt svært ved at sige nej, og det er det første, du med fordel kan kaste dig over at lære.

©Winnie Haarløv