Indlæg

contact

Opmærksomhed og nærvær

Opmærksomhed er nødvendig for at mærke, hvad der opstår i dig – hvad du er, gør, føler, tænker, mener, ønsker osv. Opmærksomhed muliggør nærvær, kontakt, sansning, spænding, at opleve i nuet (i stedet for i fortid og fremtid) og at anerkende, at du er forskellig fra dine omgivelser. Og kun med opmærksomhed kan du se, hvad du selv eller andre gør for at bidrage til eller afbryde en god dialog.

Et barns nysgerrighed og vågne opmærksomhed betyder, at det kan være totalt til stede i nuet og mærke sine egne sansninger. Men langsomt lærer barnet at blokere eller omdirigere opmærksomheden. Enten som en reaktion på egne erfaringer eller ved at iagttage sine rollemodeller (mor og far). Barnet afkoder hurtigt, hvad de voksne ønsker og hvilke reaktioner, der passer i de de givne situationer i barnets familiesystem. Og så holder barnet tilbage på de spontane reaktioner, der enten ikke passer med regler og normer i familien eller skaffer barnet det, som han ønsker. Fx kærlighed, opmærksomhed, plads til egne følelser osv.

Den energi, der bliver brugt til at blokere opmærksomhed, blokerer og hæmmer altså individets opmærksomhed på egne reaktioner og vender dem imod omgivelsernes forventninger. Barnet lærer at ignorere, hæmme eller skjule sit autentiske jeg ved at dæmpe opmærksomheden på dem – for i længden er det smertefuldt ikke at kunne udfolde sig som den mand. At skrue ned for opmærksomhed på omgivelsernes stimuli er en naturlig beskyttelse.

For med uopmærksomhed på de stimuli, der findes i omgivelserne, kan man undlade at reagere og svare. Hvordan kan man reagere på noget, man ikke bemærker? Barnets – og senere den voksnes – manglende reaktioner lammer personlig udvikling og vækst, fordi individet ikke bliver opmærksom på noget nyt (alternative muligheder). Og fordi han derfor ikke er i kontakt og dialog.

At leve uden opmærksomhed betyder, at meget af et menneskes energi går til at undgå den virkelighed, der eksisterer her og nu. Det opmærksomhedsløse menneske eksisterer i en slags bevidstløshed, fordi han ikke oplever, hvad der sker i nuet. Jo større tab af nutidsopmærksomhed, jo mere energi er nødvendig for undgå nuet, jo mindre vækst og jo større risiko for fejludvikling vil han opleve.

Kedsomhed, forvirring, mangel på energi, kronisk angst eller ængstelse og følelser af fremmedgørelse er alle blot nogle af almindelige symptomer, som den opmærksomhedsløse oplever, når han lukker nuet ude ved at bruge energi på at holde fast i sin egen virkelighed, fortiden eller fremtiden.

At være i verden kræver opmærksomhed på i det mindste nogle af de stimuli man modtager fra omverden og nogle af de fornemmelser, der opstår i kroppen. Den, der ikke bemærker, at han er kold, kan fryse ihjel. Den, der overser, at en bil er på vej, kunne træde ud på gaden og blive dræbt.

Opmærksomhed i gestaltisk forstand betyder uddybe denne kontakt med øjeblikket (nuet) igen og igen. Eller med andre ord: at leve livet, mens øjeblikket er der.

Denne form for opmærksomhed skal ikke forveksles med ”selv-opmærksomhed”, dvs. refleksion eller at ”se indad” (introspektion). Introspektion kan være givtigt, men kan også aktivt forstyrre nu-opmærksomheden ved at distrahere med analyse, evaluering, korrektion osv.

Opmærksomhed er kernen i gestaltterapi. At genopdage og genvinde barnets vågne opmærksomhed er et afgørende skridt på vejen til udviklingen af en ny adfærd. I terapi opdager klienten gennem øvelser, samtale og/eller vejledning fra terapeuten de dele af egen opmærksomhedsadfærd, som ignoreres.

Ansvar

Ansvar indebærer evnen til at reagere. At tage ansvar betyder at være opmærksom på sine egne reaktioner og at stå inde for dem.

Når du erkender, at uanset hvad dine forældre gjorde mod dig, lærte dig eller påvirkede dig, og uanset hvordan samfundet, skæbnen, livet osv. har behandlet dig, så er du og kun du er ansvarlig for dig og dine handlinger – så kan du åbne din evne til at reagere her og nu.

Kronisk undgåelse af ansvar viser sig i sproget. Når du f.eks. siger ”man” og i virkeligheden mener jeg, så uindgår dit ansvar. Det sammen, når du siger ”vi” og rent faktisk mener du. Ved gøre din tale ikke-jeg orienteret, aflægger du ansvaret for, hvad du siger og mener. Mange problemer opstår i menneskelige relationer, fordi parterne har mistet deres evne til at reagere på hinanden i nuet og tage ansvar for sig selv. I stedet spiller de Anklager og Bebrejder, fremsætter ikke-jeg udsagn som ”du skal”, ”du burde”, ”du gjorde ikke,” “man kan da ikke”, “det er ikke normalt” osv.

Gestaltterapien opfordrer den enkelte om at personliggøre sine udsagn. Det kaldes at ”tage ejerskab” og betyder, at den talende anerkender de tanker og følelser, han udtrykker som hans alene og ikke en eller anden udefineret lovmæssighed. At blive personlig i sit sprog vil uundgåeligt skabe mere opmærksomhed og bedre kontaktmuligheder.

Formålet er at minde den enkelte om, hvordan ethvert menneske er skabende i sit nu og i sine relationer og derfor også ansvarlig for sin egen virkelighed. Det betyder, at et menneske

  • ikke kan skyde skylden for egne følelser, tanker og handlinger fra sig
  • ikke er ansvarlig for andres følelser, tanker eller handlinger.
  • ansvar for, at det der ham og kun ham, der accepterer eller ændrer sin egen virkelighed (ved at bestemme, om han vil erkende den eller lukke af for den).
fig.grundFigur og grund

Af dagens mange stimuli vælger du at fokusere på et lille antal. Det, du fokuserer på bliver figur, mens det, du vælger fra, bliver (bag)grund. Ligesom på billedet her, der skifter mellem en vase og to profiler. Du kan ikke se de to billeder samtidig, for når den ene træder frem, bliver det andet baggrund.

Figur og grund eksisterer i kraft af hinanden og kan ikke adskilles på anden måde end ved at flytte fokus.

Ved at skifte fokus (=rette opmærksomhed mod), tillader du ved hvert skift en ny figur at træde frem fra baggrunden. Når du øger opmærksomheden på denne adskillelse i figur og grund, kan du fokusere på forskellige, tydelige figurer i omgivelserne. Den proces gør dig i stand til at opfylde dine behov og fortsætte din vækst.

En sund, dynamisk og fritflydende relation mellem figur og grund kan afbrydes på ​​to måder:

  • Du bliver fikseret på figuren og tillader ikke en ny at træde frem
  • Du bliver fikseret på baggrunden, så denne bliver rigid og hæmmer skiftet mellem figur og grund.

Eksempel: Hvis du konstant bekymrer dig, sørger eller er vred over din ulykkelige barndom eller tidligere dumheder, tab og fiaskoer, er al din energi koncentreret i grund (= din fortid). Der bliver ikke plads og energi til at lade nye figurer træde frem. Din vækst går i stå, og din dynamik forsvinder. I stedet kunne du vælge at rette opmærksomheden mod et smerteligt tab, når det for alvor trænger sig på, eller du ønsker beskæftige dig med det.

Det er ikke det samme som et “glemme” eller “komme videre”. Det er et spørgsmål om at bevidstgøre, at dit liv er fuldt af både skidt og kanel, og at du ikke behøver fokusere rigidt på hverken det ene eller det andet.

I enhver relation findes der bestemte rigide figurer mod en rigid grund. De repræsenterer relationens ”issues” og negative mønstre. Figur/grund er fastfrosset, og rigide holdninger og synspunkter vedr. f.eks. sex, økonomi, børneopdragelse, venner uden for forholdet, fortid, fremtid osv. er typiske fastfrosne figur-grund problematikker i problematiske relationer.

  • Måske er Adam karrieremenneske og tilfreds med at tjene mange penge – men han er plaget af stress, er ikke særlig vild med selve jobbet og savner egentlig tid med Eva. Men når hun ønsker hans nærvær, forsvarer han sig med, at det er nødvendigt at tjene mange penge. Adams baggrund er måske hans svære barndom, hvor han oplevede knaphed på alt: penge, kærlighed, tryghed osv. Nu maser han løs og skyder langt over målet, fordi denne baggrund er fikseret.
  • Måske har Eva været Adam utro. Hun angrer og ønsker kun at være sammen med Adam, men han hænger fast i figuren utroskab og lader den være i forgrund ligegyldigt, hvad Eva ellers gør og siger.
  • Måske har

Med en åben og fleksibel figur-jord dynamik får den enkelte et godt grundlag for opleve nye indsigter og skabe nye muligheder for at genopbygge sine relationer. Men hvis en af parterne nægter at åbne dynamikken i sin figur-grund, kan det være en alvorlig hæmsko for relationens udvikling. Det gælder alle slags relationer: parforhold, venskaber, forælder-barn, leder-medarbejder osv.

Hos velfungerende, tilfredse og almindeligt livsduelige mennesker er forholdet mellem figur og grund er en konstant skiftende proces.

Samspillet mellem figur og grund er altså nødvendigt for at opnå levende relationer med opmærksomhed, fokus, interesse, empati, og tilgivelse. Forvirring, kedsomhed, tvangshandlinger, angst, nølen, stagnation og selvoptagethed er symptomer på en forstyrrett figur-grund dynamik.

konfluensKonfluens

For at se klart, må du altså kunne skelne en figur fra sin baggrund. Et tydelig figur er i kontakt med omgivelserne eller baggrunden. Er figurens grænser er udviskede, smelter den sammen med baggrunden. Den flyder sammen med omgivelser og fusionerer med den. Der er ingen grænser mellem figuren og baggrunden – de er, hvad gestaltterapien kalder konfluente.

Vil du ses tydeligt, må du have klare grænser. Vil du se dig selv, må du være klar over dine egne grænser. Kun sådan kan du skelne dine egne behov fra andres. Også i forhold til dem, der tæt på dig.

Manglende forskellighed og manglende entydighed betyder manglende kontakt.

Kontakt opstår, når du oplever dig selv som ”jeg”, forskellig fra hvad der er ”ikke jeg.” I usunde relationer bruger parterne konfluens for at reducere forskelle og undgå konflikter. De er ikke sikre på, hvem de selv er og hvordan de er indbyrdes forskellige, og de enes om ikke at være uenige. Der eksisterer ingen fornemmelse af grænser, for grænser betyder forskellighed, og det er utrygt. De deler altså kun ligheder og benægter, overser eller fortrænger forskelle. De er konfluente.

I konfluensen bliver de indbyrdes forskelligheder og hver persons særegenhed utydelig. Forskellene er jo det, der adskiller dem, og i konfluente relationer skaber adskillelse uro. Konfluensen forhinder oplevelsen af spænding, begejstring og glæde ved den anden som person.

I sådan en relation lever man i en slags parallitet, side om side, og forholdet siges at være ”gå fint.” Det er sandt, for de to har aldrig sagt et ondt ord til hinanden, selvom de måske har været uenige i årevis.

Den ene kan ikke kontakte den anden, for kontakt opstår i grænsen mellem de to (tænk selv efter: enten rører jeg ved væggen (kontakt) eller jeg rører den ikke (ikke-kontakt).

De kan heller ikke få deres behov i relationen opfyldt, – det kan kun lade sig gøre, når man er i kontakt med modparten og kan (tør) opleve et ”jeg” og et ”du” – dvs. et “ikke-jeg”.

contactKontakt

Kontakt er i sin enkleste form berøring. Kærlig berøring reducerer angst og spænding og øger åbenhed over for anerkendelse af en ”Jeg-Du” relation og muligheden for at opleve, nyde eller hade hinandens forskelle. Konfluens giver fred og harmoni, men i længden vil konfluensen medføre, at relationen bliver rutinemæssig, kedelig, uvedkommende og stagnerer. En fri og variende skiften mellem kontakt og konfluens muliggøres af opmærksomhed.

Adams grænser findes der, hvor han kan mærke kontakt; der, hvor han har en oplevelse af ”Jeg.” Jeg-oplevelsen bliver tydelig, når Jeg-grænsen mærker Evas grænse, den anden persons Jeg.

Når Jeg’et er i funktion, opleves kontakten som personlig. Og når begge parter mærker, hvad der er JEG og hvad der er IKKE-JEG, opstår mødet. I gestaltterapi kaldes det fuld kontakt.

Modstand og forsvarsmekanismer

Alt, hvad der er ukendt, er utrygt, og ændringer i det kendte forrykker tryghedsbalancen. Derfor bruger mennesker modstande og forsvarsmekanismer for at beskytte sig mod forandring. Vi ved, hvad vi har, men ikke, hvad vi får.

Modstanden opstår bevidst eller ubevidst, mens vi kæmper for at bevare vores billede af os selv og verden, som vi kender den. Selv hvis denne verden hverken opleves tilfredsstillende eller behovsopfyldende, er det for den enkelte tit tryggere at holde sig til det kendte og undgå det ukendte.

Måden at gøre dét på er at hindre enhver anden oplevelse end de velkendte i at komme ind i opmærksomheden. Teknikken er at gøre sig uimodtagelig for reel kommunikation, dvs. at undgå kontakt med hvad der er ”Ikke-jeg.” Resultatet bliver det, som gestaltterapien kalder ”kontaktforstyrrelser”.

Der findes lidt over en håndfuld, og de mest almindelige er introjektion, projektion og retroflektion. Alle mennesker bruger alle disse modstande, og alle bruger én mere end en anden.

introjectionIntrojektion

At introjicere vil sige at ”sluge” de påbud, man oplever fra omgivelserne (typisk autoriteter og rollemodeller). Nogle introjektioner er ganske nyttige og kan hjælpe den enkelte til at overleve fysisk og socialt, f.eks. reglerne i trafikken, at man ikke peger fingre ad folk osv. Det er så indlysende, at enhver hurtigt vil forstå, at det ikke er den slags samfundsbestemte regler og normer, der stikker kæppe i hjulet for et menneske.

De skadevoldende introjekter består af autoriternes personlige værdier, som er blevet proppet ind i barnet.

I ethvert menneskes opvækst påvirker autoriteter som forældre, skole, myndigheder og samfund os med bør og burde, og det er vi som opvoksende indvider nødt til at tage med. Ellers ville livet blive alt for svært eller helt umuligt.

Når vi så er blevet voksne, kan vi i vid udstrækning selv bestemme, hvad vi bør og ikke bør – men alligevel fortsætter mange voksne med at bære barndommens påbud med sig som tunge byrder i en svulmende rygsæk. (Det er jo interessant, at ordet byrder ligner bør og burde). Ved at have en fikseret forestilling om, hvad der burde gøres, fastholder introjektoren sit livs tidligere oplevelser af bør og burde, f.eks. du skal være sød, du må ikke være vred, du skal altid tænke først på andre osv. osv. Den voksne har integreret autoriternes påbud som egne værdier.

Sådan en voksen gør sig ikke for alvor klart, at hans verden er forskellig fra hans barndom. Udadtil, selvfølgelig – men indadtil er der stemme, der altid fortæller ham hvad er er rigtigt og forkert, hvad der forventes, hvordan han bør opføre sig.

Den stemme repræsenterer alt det ”slugte” materiale og kan ses som en fastfrosset figur-grund: der er ikke plads til nyfortolkninger af, hvad der er muligt for ham at gøre eller vælge. Introjektionerne holder ham væk fra kontakten med nuet og med det, der er lige nu.

En introjektor vil altid bebrejde sig selv:

  • Jeg burde gøre x bedre
  • Jeg burde ikke blive ked af…
  • Jeg burde være mere …

Introjektioner fremkalder skyld, dårlig samvittighed og følelsen af ikke at være god nok. Introjektion uden kontakt i individets her og nu vil producere depression og en attitude af ”stakkels mig.

Vejen frem er opmærksomhed på, hvordan personens egne værdier egentlig er (indadskuen) og en udadvendt opmærksomhed på virkelighede, dvs. “jeg gjorde det bedste, jeg kunne, og derfor kan det ikke blive bedre.” Eller “Jeg er ked af …, og det kan jeg faktisk godt forstå, at jeg er.”

projectionProjektion

Den projicerende skyder skylden på omgivelserne med udtalelser og forklaringer, f.eks:

  • De burde gøre det bedre
  • Det et umenneskeligt system
  • De har ødelagt mit liv
  • Det er samfundets skyld
  • Det var også bare fordi du…

Projektoren bruger upersonlige ”det”, ”du” og ”de”, når han beskæftiger sig med personlige eller følelsesmæssige forhold. I dagligdagen vil han eller hun ofte bebrejde ovnen eller gæsterne, der kom for sent, at middagen ikke blev perfekt. Skylden falder også tit på andre mennesker, fordi de har undladt at gøre, hvad den projicerende havde ønsket eller forventet.

Den projicerende kan på den måde lægge alle de følelser, som han finder ”dårlige” eller uacceptable ud på omgivelserne: Følelsen af ikke at være tilfreds med et resultat, med ikke at kunne navigere i systemet, af ikke at mestre sit eget liv eller ikke at være tilfreds med samfundet. I eksemplet med middagen projiceres følelsen af fiasko over på ovnen eller de for sent ankomne gæster.

Ved at skyde skylden på omgivelser kan projektoren undgå kontakt mellem ”mig” og hvad er ”ikke mig.” Men i stedet for at tage tingene personligt (som den introjicerende), skubber den projicerende alt uden for sig selv og over på omgivelserne: ”dem, det, systemet, alle mennesker, de andre.

Konstant projektion skaber fremmedgørelse i forhold til omgivelserne og fantasier om, hvad der egentlig foregår: ”De kan ikke lide mig”, ”Det er en fjendtlig verden” og i nogle tilfælde fremkalde paranoia.

Vejen ud er at skærpe opmærksomheden på eget ansvar.

Retroflektion

retroDen retroflekterende gør mod sig selv, hvad han ønsker at gøre mod andre. Sætninger som viser tegn på retroflektion:

  • Jeg snakker også for meget, jeg kan aldrig holde mund
  • Jeg kan ikke tilgive mig selv, at…
  • Gid jeg var død, jeg hader mig selv
  • Jeg sagde også til mig selv…

Den talende gør sig selv til både subjekt og objekt i et lukket kommunikationskredsløb. En fremragende metode til at undgå kontakt – især, hvis man frygter, at denne kontakt vil blive konfronterende.

Overdreven brug af retroflektion leder til ensomhed. Den retroflekterende gør sig selv til sin eneste ven eller fjende, og det kan lede til depressive eller endda selvmordsadfærd.

Den retroflekterende har oftest haft en opvækst, hvor der ikke blev givet plads eller pluspoints for at være ærlig om tanker og følelser, eller hvor rollemodellerne havde denne adfærd. Sådan et menneske har været nødt til at holde det meste inden i sig selv og tage bestik af, hvad omgivelserne kunne forvente og handle derefter.

I fagterminologien taler man om børn, der samarbejder over evne – dvs. tilsidesætter egne behov for at være mors og fars lille, elskede barn. Det koster på den lange bane, idet resultatet tit bliver, at det barn som voksen ikke hverken kan mærke, anerkende eller tilgodese sine egne behov (= de figurer, der træder frem). Figur-grund er fikseret, og intet nyt er muligt. Kun samspillet med sig selv. Det er ensomt.

Vejen ud er at blive opmærksom på, hvordan man taler til sig selv. Og ved at blive i virkeligheden (og ikke fantasien) at bestemme, om det er rimeligt.

Afsluttende

Der er intet mærkeligt eller farligt i forsvarsmekanismer, og alle mennesker bruger dem. Men processen bliver patologisk, når mekanismerne bruges overdrevent og uden opmærksomhed. Så forhindrer de ægte kontakt med både sig selv og kommunikation med andre. Og den, der undgår autentisk kontakt, konfrontation og konflikter, vil stagnere i væksten som mennesker og gå glip af oplevelsen og glæden i mødet med andre.

Den vigtigste hindring for vækst findes i selvets modstand mod forandring. Det er altid muligt at lære og vokse, fordi det altid er muligt blive opmærksom på, at noget nyt er muligt.

Og hvis det ikke var sådan, ville det være helt meningsløst at arbejde som terapeut. Så ville jeg lave noget helt andet.

 

©Winnie Haarløv

kiss.frog

Kys frøen. Fang prinsen

Kærlighed kræver nærvær. Hvis du kan blive i tvivl om dine følelser for din partner, kan det være klogt at undersøge om du er til stede i forholdet, før du begynder at slå skår i forholdet.

Dit parforhold er velfungerende. Du troede virkelig, at du havde fundet HAM: soulmaten, evig kærlighed, hele dynen. Alligevel tænker du mere og mere på Den Gamle Kæreste – for dit nuværende forhold når ikke rigtig de svimlende højder som dengang. Så eks’en melder sig på din indre scene, når hverdagen trænger sig på med vasketøj, overarbejde og nullermænd. Spørgsmålene står i kø: Er det mig, der er noget galt med? Elsker jeg ikke min partner ’rigtigt?’ Var det eks’en, jeg skulle have haft? Skal jeg opsøge ham for at fjerne hans magi?

Det handler om nærvær

Det kan selvfølgelig være, at du er havnet sammen med den forkerte. Men hvis du på trods af drømmene om eks’en alligevel ikke føler dig parat til at bryde med din nuværende partner, kan det skyldes at afstanden og fraværet mellem jer lige så stille er vokset og blevet for stort. I tomrummet dukker drømmeprinsen op i dine tanker og vækker gamle følelser, fordi du er utilfreds med dit NU. Og fordi tanken om at lave om på dit nuværende forhold virker håbløs eller uoverskuelig.

I den situation er det både fristende og forståeligt at romantisere fortiden – og meget, meget nemmere end at ændre det, som du er utilfreds med. Hvis hverdagen er fuld af forpligtelser, fuldtidsjobs og meterhøje bunker af rudekuverter, så havde du også nok sjovere med eks’en: frihed, sorgløshed, spontanitet, stort nærvær og tilstedeværelse. Eller også husker du, hvor smertelig højt du elskede ham, og hvor mange tårevædede dramaer I udspillede for at nå den søde forsoning. Det er også en meget nærværende og intens måde at leve på (selvom den er anstrengende). Man kan virkelig mærke sig selv, mærke at man lever, når følelserne står på højkant. Det matcher bare ikke en hverdag med forældremøder, madpakker og vasketøj.

Men når du hænger fast i fortiden og minderne om den gamle kæreste, er du ikke til stede i hverken dit eget liv eller i dit parforhold. Og når nærværet ryger, forsvinder intitimiteten og fornemmelsen af meningsfuldhed også. Nærvær er det, der gør dig levende, og som puster liv i parforholdet. Tænk bare på de gange, du har været nyforforelsket, hvor du sad hele nætter og lyttede fortryllet og opmærksomt til, hvordan han fik et rødt løbehjul som 6-årig, og hvordan han fik fåresyge som 12-årig. Dét er nærvær. Det er sjovt, meningsfuldt og udviklende. Og tænk så på alle de gange, du har siddet ved f.eks. et møde og ønsket dig alle mulige andre steder hen. Dét er fravær. Og det er skruphamrende kedeligt og spild af liv.

Leg med ild

Måske har du en studenter-genforeningsfest vinkende forude, hvor du ved, at eks’en vil dukke op igen. Eller du kender hans yndlingsbar, ved hvor han dyrker sport eller hvor hans barn går i skole. Kvinders fantasi, når det gælder om ’tilfældigt’ at støde ind i den eftertragtede hanabe er en kraft, der kan flytte bjerge. Og at møde ham, flirte, mærke den gamle glød blusse op er en fristende, fræk og forførende dagdrøm. Men gør dig klart, at det leg med ild, og at du vil være et supernemt offer for en romantisk, hed og forførerisk affære, hvor alle de gamle håb og drømme får noget at leve af. Tør du det? Er det det, du vil? Hvis ja, så skru hovedet af og kast dig ud i det, for så skal du ikke bruge det. Men vær parat til at tage konsekvenserne. For de kommer, og de bliver smertefulde.

Elsker du ham?

I stedet for at handle hovedløst eller dagdrømme dig væk og langsomt opløse dit parforhold indefra, så kan du også vælge at tage din tvivl alvorligt – især, hvis der er børn mellem jer, for så gælder det jo ikke kun din egen fremtid. Begynd med at undersøge dine følelser for din nuværende til bunds. Se pragmatisk på det: Hvis følelserne for den gamle kæreste stadig lever efter al den tid, så forsvinder de nok ikke, selvom du bruger nogle måneder på at give dit parforhold en chance. Det samme gælder eks’en: har han elsket og savnet dig så længe, så holder det nok nogle måneder endnu. Du kan altså roligt parkere ham og koncentrere dig om at finde ud af, om du virkelig er parat til at forlade, hvad du har. Det gør dig ikke til et dårligt menneske – tværtimod. For hvis du ikke er hundrede procent til stede i parforholdet, gør du din partner en stor tjeneste ved at forlade ham.

Udvikling kræver nærvær

Aldoux Huxley’s klassiker “Ø” (1962) foregår på øen Pala, som på mange måder ligner vores velfærdssamfund med økonomisk og social velstand, respekt for individet og rige muligheder for selvudvikling. På Pala er alle slags stimulanser og tantrisk seks til rådighed, men det særlige er øens mange mynah-fugle (en slags papegøjer), hvis eneste funktion er konstant at råbe “Her og nu!” “Vær opmærksom!” For på trods af – eller på grund af – velstand og tryghed har øens indbyggere svært ved at være til stede i nuet: det eneste sted, hvor man kan foretage konstruktive ændringer i sit liv. Men øboerne kan ikke bruge nogen af mulighederne for selvudvikling og tilfredshed, fordi de hænger fast i fortiden eller ustandselig tænker sig ud i fremtiden.

Styr på tanker og følelser

Hvis du ikke kan mærke om du elsker din partner, så er det fordi du gør som øboerne, og fordi kærligheden kun eksisterer i nuet. Tanker og forestillinger skaber følelser, og stærke billeder af eks’en i dit hoved vækker stærke følelser. Jo mere du gør det, jo mere vil du tro på, at følelserne ’bare kommer’. Det bliver en vane, der bliver sværere og sværere at lægge af. Eksempel: De færreste kan lide øl eller cigaretter ved første smagsprøve, men de vænner sig til smagen, hvis de bliver ved at prøve. Og vaner opfører sig som gøgeunger: de går forud for det meste andet.

Selvfølgelig kan du ikke ikke ’gøre for’ dine følelser – men du kan bestemme, hvad du vil gøre med dem. Vil du lade dem tyrannisere dig? Fortrænge dem? Eller tage ansvar for dem, prøve dem af? For de forsvinder ikke bare og kan ikke ændres med viljens magt. Hvis dét var muligt, var der ingen ulykkelige, jaloux eller misundelige mennesker på jorden. Alle ville være glade, tilfredse, nyforelskede eller rolige, sindige og tålmodige, altefter hvad vi nu hver især opfatter som en optimal tilstand. Du kan heller ikke at beslutte at aflede tankerne.

Men du kan kontrollere dem ved at finde en positiv, konkret afledning.

HVIS MAN VIRKELIG ELSKER HINANDEN, SÅ: Enig Måske Uenig
1 vil man føle, at ens parforhold er forskelligt fra alle andres
2 vil man aldrig kede sig sammen
3 vil man aldrig synes, at den anden er en idiot
4 kan man klare alle forhindringer
5 skændes man sjældent eller aldrig – og i hvert fald kun om meget alvorlige ting / emner
6 vil passion og lidenskab altid være til stede mellem os
7 kender man hinanden så godt, at man kan læse hinandens tanker
8 ved man præcis, hvad den anden drømmer om
9 vil man altid helst være sammen med hinanden
10 vil man aldrig føle sig fristet til utroskab
11 vil en så latterlig ting som penge ikke komme imellem os
12 vil ingen af parterne flirte
13 vil vi ikke presse hinanden til at tale om problemer eller noget, der nager os
14 vil vi aldrig tvivle på vores kærlighed
15 tilgiver man hinanden alt
16 betyder udseende intet eller meget, meget lidt
17 kan man tale sig frem til enighed, hvis bare man gør sig nok umage
18 må man ofre sig for hinanden
19 har man ikke brug for så mange venner / veninder, fordi man har hinanden
20 fortæller man hinanden alt og har ingen hemmeligheder

Score

65 – 100

Vågn op! Dit syn på parforhold og kærlighed er urealistisk, umodent og unuanceret (jo højere score, jo mere), og derfor kan du kun blive skuffet. Det gælder også den drømmeprins, du går rundt og længes efter og husker som perfekt, ufejlbarlig og fantastisk. For kærligheden er ikke perfekt, og den gør ingen perfekt – men alligevel kan den sagtens eksistere. Du er sikkert rigtig god til at være forelsket og nyder at være det. Men hvis du for alvor vil opleve at elske nogen, så må du lære at acceptere, at kærligheden også indeholder hverdage, hvor du ikke svæver på en sky. Det svære ved den er, at du og din udkårne er forskellige på mange, mange punkter – og at du ikke kan ændre det. Du er nødt til at indse, at begejstringen over at ligne hinanden hører hjemme i den romantiske forelskelsesfase. Accepten af indbyrdes forskelle er den ’ægte’ kærligheds byggesten i et stærkt og holdbart forhold.

35 – 65

Hvis tanken om din drømmeprins dukker op med jævne mellemrum, så forsvinder den sikkert også igen. Din balance mellem romantik og virkelighed er nemlig fin, og det giver dig mulighed for både at forholde dig til din hverdag og at drukne dig i lyserøde champagnedrømme, når du har behov for det – uden at miste jordforbindelsen. Du tør at hengive dig og indrømme din følelsesmæssige afhængighed af din partner, men du kan også godt vælge ham fra i visse sammenhænge. Det giver en god vekselvirkning i samlivet og gør det muligt for jer begge to at bringe noget nyt og dynamisk ind i forholdet, fordi I begge har en selvstændig eksistens udenfor forholdet. Sammen er I gode, blandt andet fordi det er en gave i ethvert forhold sommetider at kunne glemme hverdagen og gøre noget fjollet, romantisk eller upraktisk – især, hvis man gør det sammen. Dog – jo højere din score er, jo større er din risiko for at blive hængende i fortiden eller i illusionen.

0 – 35

Du er pragmatisk og realistisk i forhold til kærligheden, og du har en ganske god indsigt i, hvordan kærlighed fungerer, og hvad der skal til for at skabe et solidt parforhold. Det kan udmærket være, at du elsker din partner – men at du måske ikke rigtigt kan mærke det. For I har nok en tendens til at være venner og samarbejdspartnere i stedet for at være romantiske kærlighedspartnere. Og det er her, din askepotsko trykker: Det kniber nok med romantikken og spindelvævsdrømmene for dig (eller jer). Indimellem dukker tanken om dengang du svævede på en sky måske op, og du puster den omgående væk og affærdiger den som fjollet, upraktisk og urealistisk. Men i længden savner du nok romantikken, og så dukker drømmen om Prinsen op hos dig. Prøv at overgive dig til dine romantiske længsler sammen med din partner – kort sagt, giv romantikken, kærligheden og følelserne for ham en chance. Hvis det er svært at tale om, så anskaf jer et parforholdsspil og sæt en aften og en god flaske vin af til det. Det er okay at flyve på fantasien indimellem, for du er så jordbunden, at du altid vil lande på fødderne.

Sådan bliver du nærværende

  • Ret opmærksomheden imod en genstand eller en lyd i rummet, hvor du befinder dig. Eller luk øjnene og nulr en genstand i lommen, som du har til det samme. Indsæt et fantasibillede, som du på forhånd har udvalgt. Det er både hurtigt, enkelt og virkningsfuldt.
  • Lad dig inspirere af mynah-fuglene: Prøv at tænke tanken “NU” hver gang du går gennem en dør, eller før du ringer op på telefonen. Hvis du kun tænker på den kop the du skal have, når du er færdig med at vaske op, så snyder du sig selv for leve, imens du vasker op. Du lader fremtiden suge dig ind uden at leve et eneste minut fuldt ud. Som modgift kan du stille dig selv fem enkle spørgsmål:
  1. Hvad tænker og føler jeg LIGE NU?
  2. Hvad gør jeg LIGE NU?
  3. Hvad har jeg lyst til LIGE NU?
  4. Hvad føler jeg for drømmeprinsen LIGE NU?
  5. Hvad føler jeg for min partner LIGE NU?
De grimme, nødvendige spørgsmål

Når du ikke er tilfreds med hverdagen, så har du uopfyldte behov. Hvad er det for nogle? Der er kun én vej frem: ærlighed. Tag et stykke papir og en blyant og skaf dig en aften, hvor du er uforstyrret – helst sammen med en fortrolig, som du kan stole på og være grumt, grimt ærlig over for. En, der tør stille dig de følgende 10 spørgsmål og insistere på at få ærlige svar. Er du ikke indstillet på total ærlighed, så spild ikke dit liv på dem. Drøm bare videre.

  1. Hvilke behov får du ikke opfyldt?
  2. Hvilke fem egenskaber sætter du mest pris på hos din eks?
  3. Hvilke fem egenskaber sætter du mest pris på hos din nuværende partner?
  4. Hvad tænder du på ved eks’en, som din nuværende mangler?
  5. Hvad holder dig sammen sammen med din partner?
  6. Kan du se dig selv sammen med din partner om 10 år? 15 år?
  7. Er du den samme kvinde, når du er sammen med din partner som du ville være med din eks?
  8. Hvordan ville det være at finde sammen med eks’en igen? Hvilke forandringer ville det betyde i din dagligdag?
  9. Hvad hindrer dig i at opsøge din eks?
  10. Hvordan ville det være for dig, hvis din kæreste stadig drømte om sin eks?

©Winnie Haarløv