Indlæg

Skam er noget andet end skyld

Skammens stemmer

”Når kærlighed og respekt er en mangelvare, risikerer livsbesværlighederne at blive til skambesværligheder, som kan ende med at slå  knuder på et menneskes sjæl.”
- Terapeuten Göran Larsson i bogen ”Skamfilad” (Larsson, 2007).
 

SORG opstår hos den, der mister noget dyrebart; f.eks. en elsket person. Og den sorgramte kan forvente medfølelse og støtte til sin smerte i et vist omfang. Familie, venner, bekendte, kolleger udviser takt og medfølelse.

SKAM opstår hos den, der mister forbindelsen til omverden og sig selv; mister selve følelsen af at have lov at eksistere; at være værdifuld, betydningsfuld og elsket. Men den omsorg og forståelse, som sorgramte oftest får, gives ikke til den, der er ramt af skam – heller ikke, selvom skam måske er den allermest smertefulde følelse af alle. Tit er det, som om skam smitter; som om den vækker omgivelsernes skam. Man trækker sig fra den. Den skamramte efterlades alene eller isoleres.

  • Skam er relationel. Alligevel kan man skamme sig i enrum, fordi skammen handler om at se sig selv med andres øjne – det er mig, der ser mig, og altså er jeg i en relation til mig selv.
  • Skam er den megalomane ide om, at alle ser dig. I virkeligheden kan den skamfulde ikke udholde at se sig selv. Følelsen er, at skylden er din, og du ved ikke, hvad du kan gøre eller hvor den kommer fra.
  • Skam er følelsen af at være forkert, uværdig, betydningsløs, udstødt. At opleve sig selv sådan vækker også skam. Den, der bærer skam, bærer altså en dobbelt byrde:

1)       hun foragter sig selv og forventer derfor også kun andres foragt, og

2)       hun skammer sig derfor over at skamme sig.

For hvordan skal den skamramte overhovedet kunne tro på, at omgivelserne finder hende værdifuld? Hun skam­mer sig over sig selv. Og trækker sig væk for ikke at genere andre; for ikke at blive set. Det afspejler sig også sprogligt: Når skamfølelsen melder sig, ønsker man at skjule sig, gemme sig og ”synke i jorden.” Strategien er forståeligt nok tavshed.

Sund og usund skam

  • Sund skam er hensigtsmæssig, dvs. en naturlig, nødvendig og regulerende faktor. Den gode (uneu- rotiske) skam kan bruges til at skabe rum og grænser, dvs. til at beskytte individet mod uønskede afsløringer og holde det intime og private afgrænset. Skamfølelse kan danne base for diskretion, takt og respekt og på den måde medvirke til at gøre indvidet i stand til at navigere i skrevne og uskrevne sociale kodekser; knytte, beskytte og forstærke sociale relationer. Den sunde skam regulerer også den sunde narcissisme ved at medvirke til, at storhedsfantasierne ikke går over gevind.
  • Usund (neurotisk) skam og dens talrige og overraskende udtryk kan der ikke siges meget godt om. Den kan opleves destruktiv, smertefuld, neurotisk og usund, ja, næsten ubærlig, altfortærende, ødelæggende, lammende og aktiverer rædslen for at blive afsløret af omverden. Og en opvækst uden usund skam er næppe mulig.

Skammens rødder

Det er let at forstå skam som konsekvens af omgivelsernes krænkelser: overgreb, mobning osv. Det er måske knapt så indlysende, at skam kan grundlægges uden åbenbare krænkelser.

Nogle forskere mener, at evnen til at føle skam er medfødt og udvikles allerede fra spæd­barnets øjenkontakt med mor. Den nyfødte søger sin mors blik – men bryder moren kontakten før barnet er mæt af den, bliver resultatet oplevelsen af ikke at være set, at være udelukket, uelsket og forkastet. En skamfuld oplevelse. Sådan kan den spæde naturligvis ikke tænke, men skammen grundfæstes som en fornemmelse. Objektrelationsteorien beskriver, hvordan barnet i takt med sin udvikling gør forsøg på at løsrive sig og styrke sin autonomi, og hvordan det hele tiden er væsentligt at moren giver slip og frustrerer barnet i de rette, overkommelige doser. Sker dette ikke, styrkes den usunde, neurotiske skam.

Ingen forældre er perfekte; de begår den ene fejl efter den anden, og mange forældre er tit både parate og gode til at tale med børnene om, at de er kede af, at de har begået fejl eller forløbet sig. Det er jo bedre end det modsatte, men hvis børn skal have en god opvækst, må de de skamfulde situationer og deres destruktive virkning minimeres mest muligt. Jo flere fornedrende, ydmygende elementer der opstår i relation til forældrene, jo mere sandsynligt er det, at der skabes et voldsomt, indre raseri i barnet. Denne vrede bliver liggende som en tikkende bombe, der er klar til at eksplodere senere i livet – eller bliver grundsten for udviklingen af depression.

Et barns normaludvikling afhænger af primærpersonernes evne til at se barnets behov og respondere empatisk på dem. Det er afgørende for grundlæggelse og udvikling af barnets evne til regulere selvfølelsen og kompetence til selvtrøst. Fravær, manglende respons og spejling vækker skam (over ikke at opleve sig betydningsfuld), og det er en særlig smertefuld skamoplevelse er at vise sin kærlighed – og møde afvisning. Her grundlægges forestillingen om at være forkert, betydningsløs og ikke værd at elske.

Det tidlige øjenmøde

I det tidligt udeblevne øjenmøde grundlægges et livslangt selvhad. Hos den, der tidligt har følt sig uelsket, ikke set eller hørt og dermed værdiløs, findes en grundlæggende mistillid til omverden, som nemt giver anledning til angst i bedømmelsessituationer. Og det, som skal bedømmes er på det ubevidste plan netop det, som det oprindelige traume handler om. Bliver min kærlighed, mit indre barn eller mit sande selv taget imod eller afvist? Er jeg værd at elske, eller er jeg skammeligt værdiløs?

I tv-pro­gram­met Er du mors lille dreng (TV2, 1998) ser vi, hvordan den nyfødte Jørn i løbet af sine første tre leveuger (hos forældre, der lever i et destruktivt forhold med misbrug og utroskab) ikke bliver mødt og oplever så meget kaos, at han lukker af for omverdenen. Drengen anbringes hos plejeforældre, der ti år senere (2011) kan fortælle, at han tydeligt har taget emotionel skade af sine tre første, kaotiske leveuger og den manglende respons.

Når barnet opdager sit eget spejlbillede og forstår, at det kan iagttage sig selv, udvides dets perspektiv: ”Jeg ser mig selv, og jeg ved, at det er mig, der ser mig selv.” Skammen kommer for alvor i spil, når barnet bevidstgøres om, at også omgivelserne iagttager det. Søren Kierkegaard kaldte det at blive udvortes.

Skamfølelsen inkorporeres altså for det første som en slags myndighed, som holder os i skak, selv når ingen andre end os selv iagttager os. Og for det andet som en slags målestok, fordi mennesket som den eneste art formår at se sig selv med egne øjne (”udefra”) og derfor evaluere og devaluere sig selv.

Skammen grundlægges i de første 18 mdr.

Når barnets ekspressioner

a. ikke mødes af reaktion eller

b. mødes af pludselig afvisning

Eksempel: hvis barnet ikke mødes af mors blik, vil barnet skamme sig over sin fejlagtige forventning (om kærlighed / at blive set)

18-24 mdr: ”Skamkrisen”

Barnet genkender sit eget spejlbillede og bevidstgøres om sig selv og om, at andre iagttager mig. Det medfører

  • øget selvbevidsthd
  • sammenligning med andre
  • opdagelse af forskellige mellem sig selv og andre
24-36 mdr: Skamchokket

Barnet opdager derved sin egen lidenhed og uformå­en og får et chok, fordi det indtil da har været konge i sin egen verden (den sunde grandiositet), som mor og far har fokuseret på. Barnet har så at sige været solen, hvorom alting drejede sig.

Det barn, der har et virkelighedsnært billede af sig selv, oplever dette chok meget mindre.

Kærlighed og skam

Ud af den skuffede kærligheds tidlige oplevelser opstår der fremtidige hindringer for kærligheden til en partner. I ethvert kærlighedsforhold er der understrømme og regressive rørelser i de allertidligste længsler, skuffel­ser og afmagtsfølelser, som kommer op til overfladen.

Det kræver mod at elske, fordi det indebærer at udsætte sig for skammen (afvisning, tab). For den skambærende betyder det, at det er forbundet med stor fare og rædsel at vise sine følelser, dvs. blotte sin sårbarhed og afhængighed. Den skamramte vil derfor langt hen ad vejen skjule sine følelser eller være nølende med at vise dem.

Jo mere han unddrager den anden sin kærlighed, jo mere beskyttet er han – men til sidst er han så fuldstændig beskyttet, at han ikke længere er i kontakt med kærligheden. Han kan ikke længere elske.

At møde skam

Den, der søger terapi er tit skamfuld over at have et problem, over ”ikke at kunne klare det selv” og forventer tit at møde en ”ekspert.” Det ligger ikke i kontrakten, at terapeutens problemer, sår eller skam skal på banen. Terapeuten er, alt andet lige, autoriteten, fagpersonen, hjælperen, den ressourcestærke, den der er ovenpå. Forholdet mellem klient og terapeut er altså ikke ligestillet, selvom etikken foreskriver, at terapeuten altid betragter klienten som ligeværdig.

Den ulighed stiller krav til terapeutens blufærdighed og hendes egen sunde, påkrævede skamfølelse. I terapirummets intimitet må det personlige, dyrebare behandles med finfølelse, blufærdighed og takt, men samtidig må terapeuten også have mod, indlevelse og intuition til at opsøge klientens grænser og møde ham dér. Det er en krævende balancegang: den lidt for tilbageholdende terapeuts tavshed kan frustrere klienten, fordi denne selv mangler mod og ord, mens den lidt for aktive terapeut kan opleves som grænseoverskridende, bestemmende og påtrængende.

Tit må terapeuten introducere et sprog for skammen, og det kræver igen både tid, tillid og tålmodighed, taktfølelse, respekt og varsomhed. At dele sin skam er at blotte sit inderste, og det kræver tryghed og tiltro fra klienten om at blive rum­met og mødt og vove en forsigtig tro på, at han hos terapeuten hverken bliver svigtet eller forrådt. Det kan være en vanskelig udfordring, idet klienten i mange tilfælde sidder i stolen netop fordi vedkommende ikke har oplevet at blive mødt og rummet i tilstrækkelig grad førhen.

Skam i terapirummet

Dyb skam er grundlæggende og altid nærværende (om end den kan variere i styr­ke). Den kan komplicere den terapeutiske udvikling ganske meget, fordi den dybe skam udfordrer selve terapiens omdrejningspunkt: dialogen og tilliden til den anden. Den skamfulde ønsker jo (jvfr. ovenstående) dybest set at trække sig, at skjule sig, hvor den terapeutiske samtales grundide netop er at skabe kontakt og mødes, dvs. vise sig selv. Skam­men kan blive en sejlivet hindring for dette møde, og den skamfulde klient vil deflektere, afvise eller lukke af for terapeuten og foretrække at tale om, bagatellisere eller sludre.

For terapeuten kan det opleves meget frustrerende at blive afvist og distanceret, og det kan også ramme hendes faglige ambitioner og stolthed og ryste hende i troen på egne kompetencer, aktivere hendes røde knapper og friste hende til at gøre klientens arbejde.

Skam kan have mange andre adfærds- og følelsesudtryk – den kan maskeres (Wurmser, The Mask of Shame). Her er nogle eksempler, inspireret af Skårderud (Skammens stemmer, 2001):

  • Klienten foragter sårbarhed – især sin egen. Samtalen indledes tit med udsagn om, at ”man burde jo selv kunne finde ud af det,” ”jeg har egent­lig ikke nogen problemer, mit liv er jo godt / min barndom var god / der er så mange andre der har det værre” osv. Når de sårbare følelser på et tidspunkt kommer frem, bliver klienten vred eller flov over at sidde og ”tude.” Hvis jeg fra terapeutens stol foreslår ordet græde, fnyser klienten og gør, hvad hun kan for at beherske sig. Men skammen er tydelig: hun vrider sig i stolen, ser ud ad vinduet, gør sig lille eller ler højt, skifter fokus eller går på toilettet.
  • Klienten er ”dygtig.” Den velformulerede, ivrige klient ønsker at blive accepteret og tilpasse sig og stiller ingen kritiske spørgsmål eller krav til terapeuten. Hun har taget afgang fra Flinkeskolen med udmærkelse og er kompetent og præstationsorienteret. ”Jeg har alt, men jeg er ikke rigtig glad,” siger hun. Hendes relationer eksisterer på andres betingelser, for hun vil for alt i verden ikke være besværlig. Men under overfladen forsurer overbevisningen om at være u-elske­lig hendes livslyst, og hun søger terapi, fordi den ydre mest­ring ikke længere er nok. Hun er skamfuld, for hun ved jo, at hun bluffer, at hun er hul i ryggen som en elverpige. For hun er jo slet ikke så lykkelig, fremgangsrig og ridsefri, som omgivelserne tror.
    I terapien idylliserer hun opvæksten og passer på ikke at sige noget dårligt om mor og far. Typisk vil hun i hver session sige noget à la ”Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg er her – jeg har jo ingen rigtige problemer.”
    Det er heller ikke altid nemt at se, at den velfungerende klient faktisk har problemer. Hun har må­ske stor arbejdskapacitet, ansvarsfølelse, empatiske evner og omsorg for sine nære, men måske har hun ikke nogen særlig fornøjelse af det. Måske er alt dette snarere en slags ydelser, en præstation end det er et behov eller en lyst. Og spørger man hende, hvordan det ville være ikke at klare alt dette, så bliver hun helt paf, vred eller forarget. Alternativet er ikke-eksisterende. Som terapeut opdager man måske først, at advarselslampen blinker, når man bliver opmærksom på at man keder sig i hendes selskab. Så kan der være belæg for at undersøge, om overfladen skjuler skam, og om hun i virkeligheden ønsker, at du skal finde ned til den; at hun hos dig endelig kan blive sét, endelig kan blive rummet som det skrøbelige, følsomme væsen hun også er.
  • Klienten er forbeholden. Han taler tøvende, med mange forbehold og reservationer, med lav eller luftig stemme. Han nøler, er utilfreds og ufor­stå­ende over for sin egen handlingslammelse, og der skal ikke meget til, før han udebliver eller aflyser sessionerne. Han tør ikke åbne sig og finder det i øvrigt meningsløst og svært med alle terapeutens ”føle-spørgsmål.” Det er mere end vanskeligt at skabe kontakt. Han synes nemlig, at terapeuten kommer for tæt på, hvis kontakten endelig opstår, eller hvis han mærker noget i samværet. Så bliver han flov, føler sig gået for nær og lukker i.
    Det er en balancegang at møde klienten uden at give køb på sig selv. Som terapeut kan man være fristet til at ”gå hjernevejen”, fordi klienten typisk føler sig tilpas ved den distance, det kan give og derved virker til at åbne sig lidt. Det kan være vejen til at opbygge tillid, men det kan også blive en blindgyde.
  • Klienten er deprimeret. Depression kan have mange årsager og lige så mange forskellige udtryk. Hvis den er affødt af skyld eller sorg over et tab, vil klienten oftest selv villigt pege på dette som årsag. Men en klient, der ikke ved, hvorfor han er deprimeret, kan have dybe skamfølelser, lavt selvværd og opleve skam over, at han ikke er ”lykkedes”: at han ikke er den, han gerne vil være.
    Der skal tit mange, mange samtaler til, før klienten opdager, at han faktisk har noget at byde på. Det duer ikke at påpege det for ham – slet ikke. Han vil blot finde terapeuten dum, blind og nem at narre. Ligesom alle de andre, der modsiger ham og peger på, hvor meget han har nået og hvor succesfuld han udmærket kan være på mange områder. Han vil (stik imod terapeutens hensigt) føle sig ikke-set, ikke-mødt.
  • Klienten føler sig tom. Tomhed kan betyde, at klienten forsøger at værne sig imod sin skam ved at lukke af for sine følelser. Han oplever livet kedeligt, meningsløst, ligegyldigt eller ube­hageligt, og alligevel kan han have svært ved at sætte ord på. Spørgsmål som ”Hvad mærker du? Hvordan har du det?” vil opleves som umulige at besvare, og han vil primært søge at blive i sit hoved. At turde blive i tomheden (stilheden, meningsløsheden) sammen med klienten kan være en stor udfordring. Men tit vil det være en helt ny oplevelse for ham at være sammen med et menneske, der ikke forsøger at tage hans tomhed fra ham.
  • Klienten raser. Hos den narcissistisk sårede klient kan inferiøre ”kræn­kelser” som en ubetænksom medtrafikant eller en afbrydelse fra telefonen udløse ukontrolleret raseri. Skamfølelsen kan hidrøre fra oplevelsen af ikke at kunne leve op til (egne) forventninger eller fra en tidlig mangeltilstand (afvisning, krænkelse, nedgørelse, skuffelse osv.)
  • Klienten er misundelig. Skammen vågner, når klienten oplever sig mislykket, mens ”alle de andre” har succes og held. Følelsen af fiasko gøder den smertefulde forkerthedsfølelse og den medfølgende oplevelse af at være uværdig, uelskelig og betydningsløs. Forsvaret er misundelse, som dels letter ved at lægge årsagen til miséren uden for klienten selv og dels berettiger vreden over den. Denne klient bærer dobbeltskam: udover sin dybe skam er der også skammen over at mærke tabufølelser som misundelse, der jo ikke er god tone i det omgivende samfund.
  • Klienten er fuld af foragt, sarkastisk og nedgørende. Egen succes er godt, men andres fiasko er heller ikke at foragte. Den skamfulde kan skaffe sig lidt lettelse ved at nedgøre andre og projicerer derfor egne egne følelser af fiasko og uduelighed på de andre. Tit får terapeuten også en tur i centrifugen. Terapeuten skal have godt styr på sine egen skamfølelser og eventuelle narcissisme for at modstå den slags angreb og ikke falde i fælden med at forsvare eller retfærdiggøre sig, blive vred, såret eller tage det med sig hjem.
  • Klienten er grandios. Det helt klassiske forsvar mod skam er grandiositet og at tilstræbe en fremtoning som uafhængig og ikke-skrøbelig eller sårbar. Her vidner arrogance, hovmod og bedreviden oftest om dytbliggende skam: jo mere udpræget grandiositet, jo dybere skam. Det er interessant at se en grandios klients reaktion på en ydmyg terapeut, der hverken praler eller beundrer ham.
  • Klienten er skamløs. Skamløshed er næsten uafvigeligt tegn på stærk skam, typisk benægtet eller fortrængt. Misbrug af stoffer, alkohol, sex, shop­ping, selvskade eller spiseforstyrrelser (måske især bulimi) er alt sammen fornedrende handlinger der bruges som forsvar mod skammen. Klientens trods i handlingerne bringer kun kortvarig lettelse, og bagefter er der mere at skamme sig over; mere, der må skjules. Skamløsheden bliver en hindring for kontakt og dialog; en slags ond skamcirkel.

Skammens emotionelle udtryk

SORG. Dyb skam er fuld af hån og selvbebrejdelser og umuliggør, at klienten kan modtage eller give sig selv forståelse og indsigt. Skammen er typisk resultatet af mangelfuld respons og accept fra opvækstens primærpersoner. Der er god grund for klienten til at sørge over det, han ikke fik (eller over de krænkelser, han måtte gennemgå), og sorgen herover er begyndelsen på en ændring.
Den terapeutiske dialog kan øge klientens forståelse for at være en del af en sammenhæng og af, at han (som enhver anden) bliver til som et jeg i relationen til sig selv og andre. Den indsigt kan bidrage til klientens større generøsitet overfor sig selv og øget forståelse for de betydningsfulde andres (manglende) bidrag. Og dermed åbne op for sorgen.

VREDE. ”Det er altsammen min skyld. Jeg er selv ude om det.” Den negative grandiositet implicerer en heftig nedvurdering af klientens betydningsfulde andre; en slags foragt, der forstærker selvforagten og det urealistiske virkelighedssyn. Sommetider kan det vække klientens nysgerrighed og åbenhed at påpege, at han slet ikke er magtesløs (som han føler sig) – men tværtimod uendelig magtfuld, hvis han virkelig er skyld i alting.
Hvis klienten er villig til at overveje et mere nuanceret syn på forholdet mellem ham selv og omverden, kan hans vrede mod omverden vækkes. Og det kan være meget produktivt at placere vreden der, hvor den hører hjemme – som en mindre fortvivlet, mere virkelighedsnær modvægt til det destruktive skamraseri.

RASERI. Skammens raseri er en uundgåelig følge af ikke at blive sét. Hverken barn eller forælder forstår, at det er omverdenens krænkende reaktion, der vækker raseriet, så barnets naturlige reaktion på kærnkelsen opfattes af barnet som ”jeg er forkert, jeg fortjener straf, jeg er ond” osv.

FORAGT.  Skammen er i bund og grund en uudholdelig følelse, men når den projiceres over på den foragtede, befrier man sig selv for den. At undlade at stille krav til et barn kan være mindst lige så krænkende som at stille for store krav. Det respektløst behandlede barn vil med alle midler søge at skjule sine følelser og sin sårbarhed over for kræn­kerne. Barnet tager afstand, forkaster, afviser, ignorerer eller fremprovokerer skamvækkende situationer.

SKYLD.  At bevæge sig fra at være forkert til at have handlet forkert kan være startskuddet til en forskydning fra en dominerende negativ selvoplevelse, præget af skam, til skylden for noget afgrænset.
Skyld drejer sig om en handling, der har påført andre skade. Skyld kan medføre straf; der kan gøres bod for den, og den kan i visse tilfælde gøres god igen, dvs. at tilgivelse kan frigøre fra skyld.
Skam
drejer sig om fejl, svaghed eller brist ved selvet, er langt mere diffus og kræver forvandling i form af selvaccept for at heles.

Arbejdet kan bestå af omvurdering af de værdier og idealer, som kan skabe retning og handlekraft. Værdierne må være klientens egne og ikke introjicerede, ligesom idea­ler må være selvvalgte, fleksible og realistiske. Man kan vælge at se graden af fleksibilitet versus rigiditet i forhold til idealer som et udtryk for mental sundhed. For i selvaccepten ligger selvkærligheden.

GENERTHED.  Et menneske, der kæmpler med dette kompleks af sårbarhed, der må skjules og den ensomhed, der følger med at være en énmandskriger, bruger typisk raseri, foragt, misundelse som elementer i værnet mod skam.

FIASKO. Klienter, der har været uheldige i kærlighed, økono­mi eller valg i livet, og som billedlig talt har lukket døren til tilværelsen for at undgå flere fiaskoer og sår må præstere stort mod for at lukke døren op igen og vove sig ud på slagmarken, hvor han hidtil har lidt nederlag og skam. Dét mod vokser med stigende tillid til terapeuten. At søge terapeutisk heling af skam betyder, at terapeut og klient sammen udbygger, udvikler og afstiver deres interper­sonelle felt, så det bliver stadig mere bæredygtigt og i stand til både at rumme skam­men og inspirere modet til at gøre op med skammen ved at dele den med en Anden.

Skam, som bliver italesat, delt og mødt med den terapeutiske eros (Yalom), kan blive lettere for klienten at bære. Men der kræves også respons og accept fra terapeuten (= som substitution for fortidens betydningsfulde andre). Og accepten skal ikke bare italesættes; den skal erfares, tages ind og integreres. Alligevel lader dyb skam sig kun vanskeligt hele (hvis overhovedet).

MISUNDELSE.  Barnets skabende evne kan for en forælder være uudholdelig, hvis den rokker ved den skrøbelige balance mellem hendes problematiske selvfølelse og hendes selvforagt. Dette vækker hendes raseri, som fører til sjælemord på barnet: hun latterliggør, bagatellisererog nedgør barnet, vækker derved dets skamfølelse og hæmmer dets skabende kraft.
Det kan være svært for dem, som aldrig har oplevet manglende moderkærlighed, at forstå den smerte, panik og sårbarhed som lurer om hjørnet for den, som aldrig har fået moderkærlighedens gudegave.

SKAM OG NARCISSISME

Skam og narcissisme er tæt forbundne. Man kan spørge, om narcissisme ikke er sårbarhed minus skam? Men man kan også sige, at skamfølelser begrænser de groveste selvhævdningsformer, og at skam kan være en hindring for narcissisme. At skamme sig er at opleve sig selv negativt, dvs. man kan ikke lide sig selv

  • Sund narcissisme: at opleve sig selv positivt, dvs. man kan lide eller bundrer sig selv. Sund narcissisme er selvkærlighed, dvs. en kærlighed, som er rettet mod det indre selvbillede.
  • Patologisk narcissisme: Overdrives denne eller bliver til ekstrem selvovervurdering opstår den patologiske narcissisme, der fører til skamløshed. Patologisk narcissisme koster evnen til at elske andre.

Den overdrevne selvovervurdering står i skærende kontrast til det umættelige behov for at blive værdsat af andre.

Den underdrevne selvvurdering fører til depression og følelsen af at være lammet af skam.

Sund narcissisme er altså en balance mellem overdreven og underdreven selvvurdering. Denne balance forudsætter skam. Den sunde skam hjælper til at udstikke afstanden mellem selv og andre, fordi man uden skam risikerer at udlevere for meget af sig selv og derved blive sårbar. Dette vækker det narcissistiske raseri som forsvar for sårbarheden – men det ødelægger relationen. Skammen forhindrer overdreven selvudlevering, som ellers ville udløse dette raseri.

Skamløs udleven vs. skamparalysering er et polaritetspar, som skyldes manglende kærlighed. Balancens kvalitet afhænger af, om barnets gode erfaringer overskygger eller overskygges af de dårlige.

  • Den skamløse narcissisme vækker smerte hos andre
  • Den skamfulde narcissisme vækker smerte hos individet. Og kan bevæge til forandring. Det er positivt.
Grandiositet

Skammen besejres ved at ignorere eller deflektere andres negative reaktioner. Udtrykkene kan være

  • svækket empati
  • svækket virkelighedskontakt
  • mangelfuldt overjeg (samvittighed)
Ikke-grandiositet

Skammen kan bekæmpes ved ikke at være sig selv og hele tiden iagttage og være opmærksom på sig selv og sin utilstrækkelighed. Udtryk:

  • Svag selvfølelse
  • Stærk skamfølelse

Den ikke-grandiose skamfulde kan aldrig være i fred, ikke engang i sit eget selskab. Det skader forholdet til omverden i form af

  • mistro
  • mistillid
  • skepsis
  • angst

Den skamfulde lever med en skræmmende følelse af at stå udenfor og være anderledes og forkert, lige meget hvad hun gør.

 

©Winnie Haarløv

barn.selvværd

Bevar dit barns selvværd

Selvværd, tillidsfuldhed og lykke-evne er egenskaber, der er nødvendige for et godt voksenliv. Hvordan bevarer og udvikler vi som forældre de potentialer, som barnet har med sig fra fødslen til at blive velfungerende, harmoniske voksne, der hviler i sig selv?

De allerfleste børn får omsorg i form af mad, legetøj, tag over hovedet osv. som en selvfølge — men usynlig omsorg er den omsorg, der ikke er materiel, målbår eller konsekvent kan ses eller høres er mindst lige så vigtig (hvis ikke mere).

Kærlighed

Kvantitet og kvalitet er vigtige — dén med ’kvalitetstid’ duer ikke (selvom lidt selvfølgelig er bedre end ingenting). Børn har brug for konsekvent og ubetinget kærlighed. Selvværd næres af følelsen af at være værdsat for ens egen skyld og ikke hvad man kan præstere eller blive til.

Sikkerhed

Frygt og angst er selvværdets farligste fjender. Børn som føler sig usikre på, om deres bsisbehov bliver opfyldt eller at deres følelsesmæssige / fysiske verden vakler, vil kun vanskeligt kunne udvikle tillid til omverden. Når børn føler sig sikre, vil de automatisk forsøge at udvikle deres potentiale ved at tage udfordringer op og kaste sig ud I noget nyt.

Rollemodeller

Børn gør ikke som vi siger men som vi gør. Eksemplets mangt er langt det stærkeste, når det gælder om at udvikle et barns selvtillid. En forælder der er præget af frygt, angst og lave selvværd vil uvilkårligt præge sit barn med det samme – medmindre et stærkt modbillede er konsekvent tilgængeligt i barnets nærhed.

Relationer

Et barn har brug for mange forskellige relationer for at udvikle tillid til at relatere til mange forskellige slags mennekser. Der skal være tætte, intime relationer (typisk til forældrene), nære venskaber og mere overfladiske bekendtskaber (fx fjern familie, butiksekspedienter osv.) Gennem at indgå I relationer opbygger barnet den selv-opmærksomhed og selvindsig, der er forudsætningen for følelsen af selvtillid og hvilen I sig selv.

Sundhed

Børn har brug for sundhed og energi for at lære alt det, de skal lære. Forskning viser, at fx underernærede børn har sværere ved at indlære og tilegne sig færdigheder, og at de derfor har vanskeligere ved at udfolde deres fulde potentiale. Man har også påvist, at børn blomstrer når de er friske og sunde, og i vores kultur er der ingen tvivl om, at sunde, kønne børn i langt højere grad får mere opmærksomhed, flere selvværds—nærende komplimenter og flere muligheder.

Ressourcer

Måske kunne stenaldermenneskenes børn nøjes med at lege med sten og blomster, men i dag er verden langt mere kompleks. Børn med rigelig og konsekvent tilgang til bøger, legetøj, musik og instrumenter, sportsfaciliteter og rejser har uomtvistelige fordele sammenlignet med børn med begrænsede ressourcer. Selvfølgelig er sådanne ressourcer ikke absolut nødvendige for at udvikle selvværd eller selvtillid, men det er nyttige redskaber, der kan hjælpe til personlig vækst og udvikling.

Støtte

Materielle ressourcer er ikke nok. Børn må have anerkendelse, opmuntring og vejledning. De har brug for voksne med god jordforbindelse, der kan rumme og guide dem mod øget tillid og dygtiggørelse — voksne, som giver dem ærlig, konstruktiv feedback både når de klarer sig godt og mindre godt. Støtte er en afgørende faktor i et barns opheling af skuffelser, svigt og nederlag. En vens afvisning eller et dårligt skoleresultat kan ryste et barns verden og slå dybe revner i selvtilliden — og hvorvidt arret skal være livslangt eller kan skubbes ud i glemslen afhænger i høj grad af kvalitet og kvantitet af den støtte, der er tilgængelig for barnet.

Belønning

Processen med at udvikle selvtillid og selvværd kan (som al anden indlæring) bære lønnen i sig selv — sommetider træls, sommetider spændende og givende. Men belønning for opnåede resultater er også vigtig og motiverende, selv for det mest selvkørende og ambitiøse barn. Børn, der regelmæssigt modtager belønning i form af anerkendelse, opmærksomhed osv. for deres resultater og bestræbelser har langt nemmere ved at opretholde deres naturlige nysgerrighed, udforskningstrang og lyst til at sætte nye mål end børn, der ingen belønning får.

Respekt

Et barn er ikke ligestillet med sine voksne. Det har ikke samme magt, samme autoritet og heller ikke samme ansvar. Derfor er det den voksne, der bestemmer og har ret (og pligt) til at udøve sin autoritet og afstikke rammer, give vejledning og inspirere barnet. Men barnet er ligeværdigt med sine voksne. Derfor må den voksne respektere barnets følelser, grænser og fantasier (og derved lære barnet at vokse op til at gøre det samme). At bruge verbal, psykisk eller fysisk vold er respektløst under enhver form. Der er ingen undtagelser.

Kommunikation

Børn gør, som du gør, ikke som du siger. Lær dit barn at kommunikere åbent, respektfuldt og autentist ved at gøre det selv: Sig, hvad du mener; stå ved dine følelser og sig tingene, som de ér. Lær ikke barnet ‘hensynsbetændelse’ og hvide løgne, men vis det, at man ikke kan gå gennem livet uden at træde nogen over tæerne engang imellem (selvom det selvfølgelig ikke er ønskværdigt i sig selv). Lær at tale i jeg-budskaber (det er en fuldstændig enkel teknik, der bare skal indøves – kaldes også Girafsprog). Lyt interesseret – og tænk på, at det bedste svar sommetider er et spørgsmål.

Personlighedens kerne

dannes af objektrelationerne fra 0–3 år. Far, mor, søskende, dagpleje osv. indgår som påvirkere. Det vigtiste element er den følelsesmæssige relation

Et barn med udækket kærlighedsbehov modsætter sig (forgæves) ophævelsen af symbiosen for at holde forladthedssorgen væk. Konsekvenser af forladthedssorgen kan f.eks. være barnets klæben, morens overbeskyttelse eller afvisning af barnet.

Mangel på selvtillid kan føre til selvhad og selvdestruktiv adfærd, f.eks. misbrug (alkohol, sex, mad, rusmidler, kriminalitet). Din selvværdsfølelse afspejler, hvordan din mor var til at elske dig

Følelser kommer af tanker. Bag enhver følelse er der en tanke, og derfor en ”følelser uden en tanke” ikke brugbar (fordi tanken ikke er erkendt, og derfor er følelsen falsk eller løgn)

Find ”smittebæreren” i et rum eller en forsamling – så kan du identificere den, der aktiverer dit (uhensigtsmæssige) mønster.

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

© Winnie Haarløv

barnsvrede

Barnets vrede

 Vidste du, at raseri er et udtryk, der primært er tillært?

Det siger noget om, hvor vigtigt det er for forældre at lære deres børn at kende, acceptere og kontrollere deres vrede tidligt i livet. Vrede er en naturlig følelse, der som udgangspunkt har en forklarlig og forståelig grund. At vise og bruge den konstruktivt er en kompetence, der er med til at skabe barnets evne til at håndtere pressede situationer og til at styre sine følelser. Det barn, som ikke får lov at øve sig i dét, fordi det skal “være sødt” eller “opføre sig pænt,” må undertrykke vreden. Det resulterer oftest i eksplosive raseriudbrud og aggression, når trykket bliver for stort.

Det er helt normalt for et barn at udtrykke sin irritation eller frustration på en ikke-aggressiv måde, f.eks. ved ansigtsudtryk, gråd eller ved at skrige – men at give vreden afløb med aggressive handlinger (at slå, at smide med tingene eller at kaste sig på gulvet i et ”raserianfald”) er hverken naturligt eller acceptabelt.

Forældres største fejltagelse

Det er den voksnes opgave at hjælpe barnet med at bryde vanen og oparbejde opmærksomhed på, hvad der fører til aggressionen og hvordan den kommer til udtryk. Det betyder også at barnet skal forstå de negative konsekvenser af vredesudbruddet. Det er nok den største misforståelse, der eksisterer hos børneforældre: at de ikke må kræve noget af barnet, som kan gøre barnet ”ulykkeligt.” Men barnet bliver ikke ulykkeligt. Det bliver vredt, når det ikke må få sin vilje. Nøjagtig som forældrene i virkeligheden selv bliver. De har bare lært at holde deres vrede tilbage og affinde sig med, at sådan er det bare mange gange. Det er dét, de skal lære videre til deres barn. Hvem skulle ellers?

Lukas på 8 bliver bedt om at samle sit legetøj op og gøre klar til at gå i seng. Han nægter, bliver vred og siger sin mor imod. På dette tidspunkt skal han have at vide, at der er konsekvenser af hans handlinger: 1) fordi han nægter at rydde op og 2) fordi han ikke adlyder. Nu vil der rejse sig et ramaskrig i de små hjem – for er det ikke sort opdragelse og gammeldags børnemishandling?

Nej. Det er en tjeneste, man som forældre gør sit barn – og en pligt, man som forælder har til at lære barnet, at det ikke er verdens centrum, og at det ikke kan bestemme selv. For sådan er jo vilkårene for os: vi lever i et samfund, hvor vi pinedød er nødt til at være i stand til at respektere autoriteter og overholde reglerne. Hvad ville der ske, hvis vi gav os til at nægte at respektere det røde trafiklys, fordi vi ikke havde lyst til at stoppe?

Forældres næststørste fejltagelse

Barnets voksne må mene det de siger og sige det, de mener. Det duer ikke at true barnet med konsekvenser og straf og så ikke gennemføre dem. Barnet regner lynhurtigt ud, at truslerne ingen konsekvenser har, og så er vejen til raserianfald banet.

Ethvert normalt begavet barn forstår uden besvær, hvordan det kan manipulere sine forældre ved at råbe, skrige, kaste sig på gulvet eller ødelægge ting som et magtfuldt våben til at få sin vilje. Og det duer jo ikke. Et barn er nødt til at lære selvkontrol og selvdisciplin, ellers er der jo i længden ingen, der kan udholde at være i selskab med ungen – ikke engang forældrene. Og der ér altså kun én måde at gøre det på, og det er ved at oplyse barnet om konsekvenserne og gøre det klart, at du mener, hvad du siger. Hvis du ikke har tænkt dig at følge dine trusler til dørs, så lad hellere være med at udstede dem.

Du er dit barns rollemodel

Hvis du vil vide, hvor god du er til håndtere og udtrykke vrede konstruktivt, så se på dit barn: hvis barnet kan, så er du god til det. Hvis ungen får raserianfald, skriger og skaber sig eller trækker sig ind i sig selv, kaster med ting eller surmuler – så har du et problem. For det er noget, barnet har lært. Sådan er det ikke født!

Børn gør ikke, som du siger. De gør, som du gør. Du er dit barns rollemodel, og det lærer ved at efterabe dig. Det mest effektive du kan gøre er derfor at anerkende din egen vrede, acceptere den og tage ansvar for den, sådan at du kan vise barnet, at det er muligt og tilladt at blive vred, at det kan ske direkte og at det ikke behøver at ske på en aggressiv måde.

Road rage og andre uhensigtsmæssigheder

Hvordan tror du f.eks. at det påvirker dit barn, hvis du råber og skriger ad medtrafikanterne, når I kører i bil? Eller hvis du vrisser, bander eller nedgør barnets anden forælder (eller andre, for den sags skyld)? Du viser barnet, at det er acceptabel adfærd. Og næste gang du tager barnet i armen og skælder ud, fordi det har sagt grimme ting eller hidset sig op overfor en kammerat, hvad skulle så få barnet til at lystre dig?
En dreng lærer at blive mand af sin far, og hvis han kalder mor for en dum kælling, så gør drengen også. En pige lærer at blive kvinde af sin mor, og hvis mor får hysteriske anfald og smider med tallerkner, så gør pigen også.

Eksemplets magt er en af de stærkeste, fordi barnet i bund og grund ser op til sine forældre og ønsker at være ligesom dem. Så hvis du ikke selv kan håndtere din vrede, så vil din barn heller ikke lære det.

At kunne håndtere sin vrede er en nødvendighed. For vrede er en naturlig og nyttig følelse, og den opstår tit mange gange dagligt. Den forsvinder ikke fordi man fornægter den – og heller ikke, hvis man råber eller skriger den ud for fuldt blæs. Tværtimod. Vrede har det med at holde sig selv i live, så det er en myte, at vreden skal ud for fuldt knald i enhver situation.

Hvis du elsker dit barn og ønsker det bedste for det, så lær det at respektere vrede – både hos sig selv og andre. Barnet vil takke dig for det senere i livet.

Hvorfor bliver barnet vredt?

Det gælder mennesker i alle aldre, at vi bliver vrede, når vores grænser krænkes, eller vi mærker frustration af vores behov. Vreden kan  en næsten umærkelig irritation eller den kan være frådende raseri. Det er kun en volumnforskel, som har sin rod i, hvem vi er og hvad vi har lært os om vrede og reaktioner gennem opvæksten. Årsagerne kan være utallige, men her er fem af de mest almindelige:’

  1. Konflikt om, hvad barnet anser for SIN ejendom. Hvis nogen tager barnets ting eller overtræder barnets grænse (der jo også er barnets ejendom), resulterer det typisk i vrede.
  2. Afvisning. Når et barn føler sig ignoreret eller holdt udenfor
  3. Lydighedskrav. Når et barn bliver bedt om at gøre noget, som det ikke ønsker at gøre (f.eks. gå i seng, rydde op, bære ud af bordet)
  4. Verbal vold. Hvis man driller et barn, nedgør, ironiserer eller sårer det ved f.eks. at kalde det f.eks. dumt, et fjols eller lignende.
  5. Fysisk vold. Når et barn bliver skubbet eller slået af en voksen eller et andet barn.
Strategier, der kan stoppe vreden, før den eskalerer

En præventiv strategi kan være at styre din egen vredesopførsel i barnets nærvær. Det er en falliterklæring, hvis man som voksen ikke vil kontrollere sit raseri. For selvfølgelig kan du – du orker det bare ikke. Eller har ikke fået lært det som barn og har ikke gidet lære det som voksen.

Find ud af, hvad der trigger dit barns vrede. F.eks. vil nogle børn gerne have tre-fem minutter til at vænne sig til tanken om at skulle dække bord, børste tænder, rydde op, slukke for tv osv. i stedet for at gøre det lige på sekundet, og i det fleste tilfælde er det jo ret nemt at tage hensyn til det. Sådan er der også mange voksne, der har det. Andre børn er meget sensitive overfor den tone, der bliver brugt (og det samme gælder voksne!) – og når man respekterer barnets egenart, glider tingene nemmere.

En situationsstrategi kan være at opfordre barnet til at trække vejret dybt eller at aflede dets opmærksomhed via f.eks. en time-out – dvs. at stoppe diskussionen, før vreden eskalerer eller lade den ligge lidt.

Et eksempel:

Dit barn spiller et spil med en kammerat, og pludselig bliver han vred, fordi kammeraten ikke følger reglerne. Den bedste løsning kan være at bede barnet gå ind i et andet værelse (eller komme med dig, det afhænger af barnets alder) og køle lidt af, mens du taler roligt med barnet. Eller (hvis alderen er til det) sige, at barnet lige må tænke igennem, hvad det nu vil gøre.

Et andet eksempel:

Du og dit barn har en heftig diskussion. Før det udvikler sig til en råbekonkurrence kan du sige ”Time-out” (eller vise et tegn med hånden, der betyder det samme), sådan at barnet kan se, at du ikke vil fortsætte diskussionen lige nu, men trænger til at køle lidt af, før den skal afsluttes.

Det er i orden at sige f.eks. ”Jeg kan mærke, at jeg bliver for vred til at tale videre lige nu – vi fortsætter om lidt, når jeg er kølet af.” Det vil vise barnet, at du respekterer din egen vrede og lære ham, at vrede ikke er forbudt, og at man det er godt at vente lidt, når den bliver for voldsom.

At råbe videre vil ikke føre til noget som helst andet end frustration og dårlig steming, foruden at du viser dit barn en rigtig dårligt eksempel.

©Winnie Haarløv  

angrykid

Hvorfor får børn raserianfald?

Lige så nemt det er at få øje på et barns raserianfald, lige så svært kan det være at opfatte, hvorfor barnet raser. Men der er altid en grund. Altid.

Det kan være svært at forstå, hvorfor et barn som man har opdraget med kærlighed, omsorg og omtanke pludselig får raserianfald. Forskellige eksperter er ude med alle mulige forklaringer om forkælethed, overopmærksomhed, forsømmelse og fortravlede, selvoptagne forældre.
Som vidne til et hylende, sparkende, frådende barn kan man som mor godt pludselig blive i tvivl om det er for naivt at tro, at det kan lade sig gøre at et barn kan vokse op uden straf og disciplin. Og så kører karrusellen: Hvad har jeg gjort forkert? Har jeg været for skrap – eller for efterladende? Har jeg ikke givet ham kærlighed, omsorg og forståelse nok – eller har jeg givet ham for meget?

Lad være med det! Tænk i stedet på, at der altid er en grund til at barnet reagerer, som det gør. Børn er meget til stede i deres nu, og derfor ligger årsagen sjældent ret langt væk Og børns ræsonnementer og årsager til at handle er som regel særdeles konkrete.
Tænk f.eks. ”Hvad er der sket på netop denne dag, i øjeblikket op til raserianfaldet?” Lige som jeg glemte, at vi netop var flyttet og havde brugt lang tid på en frustrerende kassekø, så er det nemt at glemme f.eks. at barnets yndlingslegetøj gik i stykker nede i vuggestuen, at storesøster måske uretfærdigt nok fik rigelig meget opmærksomhed i morges, da hun faldt og slog sig, at en forkølelse kan være på vej eller at telefonen ringede netop da barnet var midt i en historie – og jeg afbrød ham og tog i stedet røret.

Er du en del af løsningen eller en del af problemet?
  1. Siger du ”Jeg forstår egentlig godt, at du er nysgerrig efter at vide, hvem der bor i huset ved siden af – og efter at vide, hvad katten hedder. Men kan vi ikke bruge et par minutter på at kæle katten nu – og så komme tilbage en anden dag, når vi har mere tid?”
  2. Eller siger du: ”Kom så her – nu! Jeg sagde NU!”

Effekten af 1) kan være, at den potentielle konflikt bliver undgået, fordi du anerkender barnets følelser og handlemåde. Effekten af 2) kan være den samme som hvis du siger: ”jeg vil hverken ikke høre på dig, respektere dig eller på nogen måde prøve at forstå dig lige nu. Du skal lystre, uanset om du har lyst eller ej, for det er mit behov, der kommer først.” Altså en invitation til en magtkamp.

Du kan lære noget af at betragte dit barn, når det er glad og afslappet. Hvad afstedkom dén stemning? Er det fordi barnet er udhvilet? Er dagen ikke travl? Har du fri? Har barnet fået sin yndlingsmad til sidste måltid? Har der simpelthen været meget tid til at være sammen i? Har barnet fået tilstrækkeligt af dit nærvær og er tilfreds? Eller hvad? Fokusér på den enkelte situation stedet for på hele din mor–rolle og hele forældreskabet (”Jamen, jeg har virkelig prøvet at være en god mor og givet ham opmærksomhed og omsorg. Hvorfor opfører han sig så sådan – hvad har jeg gjort forkert?!?)

Ingen er perfekt. I hvert fald ikke hele tiden

Du er ikke perfekt. Du er menneske på godt og ondt – og derfor også fuld af fejl og uhensigtsmæssigheder. Derfor kan ikke opføre dig perfekt, reagere perfekt og sige de rigtige ting hele tiden.

Dit barn er et helt menneske med alle følelserne: vrede, angst, sorg og glæde. Det nærmeste, du kommer perfekt er, hvis du kan lade barnet bibeholde evnen til at føle alle følelserne.

Hvis du kan fokusere på de umiddelbare omstændigheder i stedet for på fjerne mål og tidligere ”fejl” – altså på f.eks. legetøjet, der gik i stykker, larmen, udmattelsen, travlheden, den truende forkølelser osv. – så kan du måske få et mere relevant svar på ”Hvorfor opfører mit barn sig sådan?”. Og så kan du måske give barnet empati og indlevelse i stedet for bebrejdelser over raserianfaldet: ”Jeg ved godt, du synes det er irriterende når jeg skal tale i telefon hele tiden – og nu gik dit legetøj oven i købet i stykker! Det er ikke så mærkeligt, at du er vred lige nu.”

Men hvis din respons er vrede, straf eller afvisning, gør du situationen værre – for så giver du barnet endnu mere grund til at føle vrede og frustration. Endda i et øjeblik, hvor han nærmest er ude af stand til at håndtere det.

  • Øv dig i at anerkende barnets følelser og udtrykke empati, f.eks.: ”Åh nej – nu væltede Lillebror din Lego–bygning! Hvor må det være ærgerligt!” eller ”Jeg forstår godt, at du synes det er irriterende at du skal dele mig med Lillesøster. Du ville måske ønske, at det bare var os to? Det er der ikke noget at sige til.”
  • Undgå at isolere barnet ved f.eks. at sende det ind på værelset eller ignorere det, når det græder eller raser. Gør du det, sender du en ordløs meddelelse om, at ”jeg elsker dig kun, når du opfører dig ordentligt – gør du ikke det, er du ikke velkommen i familien.”
Nøgleord: hjælpeløshed

Når barnet raser, er det hjælpeløst. Barnet oplever, at det ingen kontrol har over omstændighederne: han ønsker, at tingene skal være anderledes men magter ikke at bringe ændringerne frem. Prøv at forestille dig, hvordan afmagt føles – hvor skræmmende den følelse kan være. Barnet oplever sig selv som fuldstændig overgivet andre.

Hjælpeløsheden kan opleves som et alvorligt skår i selvværdet: når barnet føler sig ude af stand til at påvirke eller ændre omstændighederner, kan det nemt lede ham til at tro, at han slet ikke er i stand til det – og endda, at han heller ikke fortjener eller har ret til at ændre på situationen.

Raserianfald kan være et sundhedstegn

Når barnet insisterer på sine behov for at blive hørt, kan det betyde, at han stadig har troen på, at forældrene gerne vil høre og se ham. At han tror på, at han kan råbe dem op og på, at han har ret til at blive hørt. Men hvis han bliver ignoreret, tromlet eller straffet for at ville høres tilstrækkeligt mange gange, lærer han at lade være med at søge sine behov opfyldt og at tie stille med det, han vil sige.

Mange gange opfattes et sådant barn som ”artigt”, ”velopdragent” og ”modent” – men sandheden kan være, at han simpelthen har opgivet håbet om at blive hørt og derfor undertrykker sin vrede, sorg og frustration indtil han føler sig stærk nok til at modstå disse følelser (oftest i puberteten, hvor de formentlig vil manifestere sig som en anden slags oprør). På den måde er raserianfald ikke altid tegn på noget ”dårligt” eller ”usundt” hos barnet, men et tegn på, at han forsøger at kommunikere på den måde, han bedst kan finde ud af.

Raserianfald kan altså være signaler om hjælpeløshed og frygt, selvom det kan virke nærmest modsat. Forældre eller lærere tror måske, at barnet forsøger at dominere eller manipulere forældrene eller situationen – muligvis fordi vi som voksne kun sjældent forstår at anerkende og forstå vores egne barndomsfølelser (og især, hvis vi også selv føler os trætte, magtesløse eller vrede). Det er fristende at fokusere på opførslen snarere end drivkraften bag den, og mange af os har selv haft en opvækst med forældre, der ønskede velopdragne børn. Så vi kender rumlen: Opfør dig ordentligt, ellers…

Børn og forældre arbejder hårdt

Som forældre kræver vi uforholdsmæssigt meget af os selv. Vi vil gerne være omsorgsfulde, kærlige, forstående, give børnene tryghed, kærlighed og materielle goder; være tilgængelige, kreative og rummende. Desværre fører de høje idealer også tit til, at vi forlanger meget af børnene, deres alder og kompetencer taget i betragtning. Det kan være godt engang i mellem at stoppe op og huske, at på samme måde som forældre gør det så godt, som de kan, så forsøger langt de fleste børn at samarbejde med forældrene for at stille dem tilfredse. Og i langt de fleste tilfælde er det barnet, der arbejder hårdest.

Ideen om, at hvis du som forælder bare gør alting rigtigt, så bliver dit barns tilværelse og barndom perfekt, er en giftig faldgrube.

Det er helt urealistisk at forvente af far, mor eller barn, at ingen af jer nogensinde bliver vred, bange eller ked af det. Eller hysterisk, urimelig, jaloux, misundelig eller uretfærdig.

En dag, da min søn var to år gammel stod jeg med indkøbsposer og var ved at låse hoveddøren op – og så stak han af for at lege med naboens kat. Jeg havde travlt, havde for meget at bære på og skulle i gang med aftensmaden, så jeg skyndte på ham og bad ham komme tilbage med det samme. Men det ville han ikke; han ville lege med katten. Jo mere jeg opfordrede, jo skarpere jeg blev i tonen, jo mere irriteret blev jeg – og jo mere stædig blev han. En magtkamp var i gang.

Så slog det mig, at dagen også havde været stresset for ham. Lige fra jeg hentede ham, havde jeg været en halv time for sent på den. I supermarkedet var der kø, udsolgt af kartofler og desuden var vi netop flyttet.

Altså ikke bare en stresset dag, men en stresset tid for mig – og for ham. Og nu var min søn i gang med noget, der var både meningsfuldt og nødvendigt for ham: han var ved at gøre sig bekendt med sine omgivelser og naboens kat.

Læs uddrag af bøgerne

Myten om Den perfekte mor

og

Moderskab, Lederskab

© Winnie Haarløv