Indlæg

undskyld

Undskyld er det nye sort

En af tidens megatrends er undskyldninger. Desværre af den forlorne slags, som i modsætning til de ægte bare er en slags høflighedsfraser, som afvæbner andre og faktisk er en fornærmelse. Alligevel griber undskylderiet uhæmmet om sig, godt suppleret af den allestedsnærværende politiske korrekthed. Kender du forskellen?

Undskyldemosteren

Som barn lærte du, at det er høfligt at sige undskyld. Så det praktiserer du selvfølgelig også som voksen. ”Ih, altså, undskyld! Jeg er bare så forvirret / stresset / hidsig osv.” smiler du, hver gang du kommer for sent. Eller når du vifter med en enkelt liter letmælk og springer over i supermarkedskøen – og igen, når du har hidset sig op foran ungerne, veninden eller kæresten.

Du er en Undskyldemoster. Du har ikke opdaget, at den slags undskyldninger er totalt uægte og derfor fuldstændig værdiløse og forstår ikke, at andre alligevel bliver sure, selvom du siger undskyld. Du ser ikke, at dine undskyldninger i virkeligheden er fornærmende, fordi de mest består af manipulation og undvigelsesmanøvrer.

En Undskyldemoster forventer automatisk syndsforladelse og nægter at tage konsekvensen af sine handlinger. Det underliggende budskab i den slags undskyldninger er nemlig: ”Når jeg siger undskyld, kan du ikke være bekendt at være vred på mig!” Faktisk kunne hun lige så godt sige: ”Jeg er komplet an­svarsløs, så jeg gider ikke gøre mig nogen som helst anstrengelser for din skyld. Men når jeg siger pænt undskyld og du bliver sur alligevel, så er det dig, der er dum, smålig og forkert!”

Magt eller mode

Undskyldninger er mere trendy end nogensinde – også de offentlige, som giver undskylderen en voldsom magt. Når en en fremstående person siger offentligt undskyld, bliver vi lange i spyttet, for kan man tillade sig at være vred på nogen, der angrer deres fejl? Når skatteministeren bliver sendt i byen med en offentlig undskyldning for, at regeringschefen og syv andre højtstående personer drønede igennem en lille nordsjællandsk by med fartovertrædelser, der ville have skaffet almindelige mennesker bøde, fængsel eller tre klip i kortet – skal man så afvæbne sin irritation over, at landets øverste bryder de love, de selv vedtager?

Og hvad med alle de politisk korrekte undskyldninger, der kræves her og der: Skal Danmark undskylde slavehandlen i 1700-tallet, som en delegation fra Jomfruøerne i april kom til Danmark for at diskutere? Skal vi så også undskylde for vikingernes voldtægter, plateauskoene, burhønsene og århus-vittighederne? Hvor går grænsen? Og er der forskel på ægte og forlorne undskyldning?

Glasbjerg og gummisko

”Jeg har virkelig svært ved at sige rigtigt undskyld,” siger Lene, en voksen kvinde fra min konsultation. ”Jeg kan simpelthen ikke. Heller ikke, selvom jeg udmærket ved, at jeg har dummet mig. Undskyld­ninger får mig til at føle mig taberagtig – og jeg hader nederlag. Jeg føler mig en halv meter høj: svag, utroværdig og ynkelig. Det er simpelthen så pinligt at sige undskyld. Men det er sgu osse flovt, at jeg ikke kan finde ud af det!” På mit spørgsmål om, hvad hun så gør, indrømmer hun: ”Jeg lader som ingenting. Eller jeg prøver at overbevise andre om, at jeg har ret, eller at det var deres skyld. For hvad nu, hvis jeg bliver helt til grin – eller hvis folk ikke gider mig, når jeg kan være så dum?”

Frygten for at blive afvist eller ’til grin’ gør undskyldningen til et glasbjerg, der skal bestiges iført gummisko. At indrømme sine fejl gør Lene mindre værd i hendes egne øjne, og så tror hun, at det er sværere at holde af hende. For hende gælder det om ikke at blotte sine fejl, for som alle andre frygter hun dybest set at blive afvist, udstødt eller at miste sine tilhørsforhold.

Det paradoksale er, at Lene på den måde skruer sig selv længere og længere ned i indlandsisen. Andre opfatter hende let som arrogant, hård, selvglad, ufølsom osv. – og det er jo slet ikke rigtigt! Det endnu mere paradoksale er næsten, at der er kæmpestore chancer for, at en ærligt ment undskyldning bliver godtaget. Og selvom det kan være svært at indrømme egne fejl og mangler, så er der faktisk flere fordele end ulemper ved det. Det ville uden tvivl øge Lenes selvrespekt, at hun turde stå ved sig selv og indrømme, at hun har trådt forkert. Det ville formentlig også skabe respekt hos modparten. Og respekt er en dialogåbner, der giver både Lene og modparten chancen for se hinanden i øjnene og komme videre. Hvorfor er det så svært?

De smertelige følelser

Lene er styret af skyld, når hun føler, at der er behov for en undskyldning og af skam, når hun vægrer sig ved at give den. Skam er den smertefulde følelse af at være forkert og ’ingenting værd’ som kan opstå, når man har dummet sig (og også, selvom man ikke har!). Det er forståeligt, at Lene hurtigst muligt skyder skylden på andre (anklager, bebrejdelser) eller forsøger at af-skylde sig med den forlorne undskyldnings forklaringer eller fraser.

Men når vi lige ser bort fra det kristne skyldbegreb, hvor alle mennesker er syndige, så kan noget kun være Lenes skyld, hvis hun kunne have handlet anderledes i en given situation. Hvis hun kommer for sent, fordi en væltet træstamme har blokeret kørebanen eller busserne helt uventet strejker, så behøver hun ikke at undskyld. Det er jo ikke hendes skyld. Men når hun vælger at stå for sent op, springe over i supermarkedskøen og råbe ad kæresten, er det hendes valg og hendes skyld. Hun vælger at gøre noget, som hun ved er forkert, og vil hun af med skyldfølelsen, så må hun tage ansvar for dét valg. Og give en ægte undskyldning til den, det gik ud over. Bagefter må hun så prøve at tilgive sig selv, at hun bar sig forkert ad.

Godt så – men hvad er en ægte undskyldning?

Den oprigtige undskyldning tager udgangspunkt i at du: 1) har skylden, dvs. har handlet forkert 2) indser det og tager ansvar for det og 3) ønsker tilgivelse. ’Undskyld mig’ betyder jo ’forlad mig min skyld.’

Når skamfølelsen hærger, er det tudesvært at se den anden i øjnene. Derfor foretrækker du måske at give undskyldningen i et brev, en e-mail eller en sms, og det er selvfølgelig bedre end ingenting. Men det allerbedste er at kvinde dig op og give undskyldningen ansigt til ansigt. Sørg for, at der er fred og uforstyrrethed, at I ikke bliver afbrudt af børn, chefer eller telefoner – og husk Kleenex! Rigtige undskyldninger rører tit ved de dybe følelser, så det er ikke usandsynligt, at I begge to vil blive bevæget. Eventuelt kan du i forvejen (telefonisk eller skriftligt) bede om modpartens opmærksomhed, f.eks. ”Jeg vil gerne tale uforstyrret med dig i to minutter. Kan du kl…/ sted…

Ligesom at handle i Fakta tager det nemlig ikke engang fem minutter at give en oprigtig undskyldning. Den skal ikke være en lang diskussion af, hvad du gjorde og hvorfor – den er kort, præcis og indeholder de nedenstående fem punkter, og når den er afleveret, kan mødet slutte. Du kan ikke forvente at blive tilgivet på stedet. Tilgivelse kan tage lang tid eller være umulig, og den er altid en gave. Og gaver har ingen som bekendt krav på.

Undskyldningens fem bud
  1. Vær seriøs. Giv kun undskyldninger, som du virkelig mener. Følelser siger mere end ord, og fordi kropssproget (holdning, mimik, gestus, toneleje osv.) udgør 93% af vores kommunikation, bliver din oprigtighed tydelig for modtageren – næsten uanset, hvordan ordene lyder. Hvor den uoprigtige undskyldning let kan blive en fornærmelse, så vil den oprigtige oftest blive modtaget, fordi den vil ramme modtageren på et dybere plan.
  2. Drop forklaringerne. Vent, til du har perspektiv på, hvad der egentlig skete – og drop så alle de forklaringer, der myldrer frem i dit hoved. Modparten vil opfatte dem som bortforklaringer – og hvis du er helt ærlig over for dig selv, så er de det tit også!
  3. Tag ansvar. Kommuniker klart, hvad din andel af miséren var og hvad dine følelser er omkring det skete. En undskyldning, som f.eks. . ”Jeg var ikke omhyggelig nok med… og jeg er virkelig ked af, at resultatet blev, at …” er langt mere virkningsfuld end ”Undskyld, at jeg rodede rundt i det.” “Det var min fejl. Jeg tager det fulde ansvar, og jeg beklager, at…” er langt bedre end f.eks. ”Jeg skulle ikke have sagt… men det var en hård dag, og jeg havde sygdom derhjemme.” Bortforklringer tager fokus fra undskyldningen og skader både din troværdighed og din undskyldnings oprigtighed.
  4. Fortæl evt., hvad du vil gøre anderledes. I nogle sammenhænge kan det være relevant at sige f.eks.: ”Jeg bar mig forkert ad, og det er jeg ked af. Jeg skulle ikke have sagt / gjort …, og jeg vil gøre mit bedste for at det ikke sker igen.” Men vær forsigtig! Det kan let komme til at lyde helligt eller forlorent, hvis du ikke er 100% oprigtig. Falske løfter er en fornærmelse, ikke en undskyldning.
  5. Forvent ikke tilgivelse. Tilgivelse er ingen rettighed, som du kan gøre krav på – den er altid en gave. På det menneskelige plan er det nærmeste, vi kommer tilgivelse nok det man kunne kalde ’selektiv hukommelse’: at vi kan komme videre ved at give hinanden ord på, at vi kan leve med det skete og måske glemme det. Forvent altså ikke, at du går fra ’undskyldningsmødet’ med fuld tilgivelse. Måske får du den aldrig!

©Winnie Haarløv 

tilgiv.miserables

Kunsten at tilgive (3)

En berømt tilgivelseshistorie

Les Miserables er en historie med tilgivelse som det centrale tema. Konflikten drejer sig om forholdet mellem Jean Valjean, en mand af stor medfølelse og ære, og politiinspektør Javert, fortaler for minutiøs og urokkelig retfærdighed. Som ung stjal Valjean et brød til sin sultende, døende søster og kom i fængsel, hvor han sad i nitten år. Javert forfulgte ham utrætteligt ham, for han mente, at alle lovovertrædere er skadedyr og fortjener de hårdeste straffe.

Efter sin frisættelse blev Valjean en stor mand af økonomiske midler og indflydelse, og fik tit mulighed for at hævne sig på Javert. Men han fokuserer i stedet på at tage sig af sin datter og bidrage til samfundet ved at være borgmester og velgører. I den centrale scene får Valjean valget mellem at tage Javert liv eller lade ham leve, vel vidende at Javert fortsat vil jage ham. Alligevel lader Valjean ham gå og siger: ”Du er fri. Du handler, som du tror du er nødt til.”

Javert er pinefuldt forundret. Han har brugt sit liv på at se det onde i andre og forsøge at udrydde det. Han forstår ikke, at at den mand, som godt ved, at Javert fortsat vil forfølge ham, har givet ham både livet og sin tilgivelse. Alligevel formildes han ikke, men fortsætter sin minutiøse jagt på Retfærdigheden. Historien ender med, at Jaert begår selvmord. Morale: Døden er den uundgåelige konsekvens af ikke at kunne tilgive. I sidste ende betyder det fremmedgørelse fra alt og alle, også fra sig selv. Han kan ikke leve, fordi alt liv kvæles i hævntørst og retfærdig vrede. Javert dør, fordi han er fremmedgjort fra selve livet.

Tilgivelsens ti bud
  1. Tilgivelse kan ikke fremtvinges. Man kan ikke ”vælge” at tilgive. Mange mennesker, der anser sig selv for at være kærlige, tolerante og imødekommende, kan ikke holde ud at tænke på sig selv som andet end rummelige og tilgivende, så de fabrikerer tilgivelse. Det virker aldrig.
  2. Tilgivelse er en holdning, der går både indad og udad. Den vokser frem, når man konfronterer det, der gør ondt i en selv, opdager egne styrker og begyn­der at forstå og acceptere både andre og sig selv. Det er en del af en livs­udviklingsproces, som anerkender modet til at leve inkluderende sammen med andre og verden – snarere end at gå op i, hvad der er retfærdigt.
  3. Tilgivelse er pro-aktiv. Det kræver både mod og selvværd, for i tilgivelsen betyder det intet, hvad andre mener eller gør. Tilgivelsen er en personlig handling, grundfæstet i ens eget ønske om at gøre verden til et sted, hvor man kan blive beriget. Den proces fremkalder uanede positive og kreative energier hos en selv. Ved at konfrontere den, der har gjort dig skade, kan du flytte dig langt henimod en tilgivelse, hvis du tillader dig selv at tilkendegive dine følelser overfor vedkommende. Da tilgivelse grundlæggende handler om personlig kraft, er du nødt til at involvere skadevolderen uden at opleve dig selv som ”svag”, fordi du bringere voldsomme følelser på banen. Du er nødt til at træde ud af Offerrollen – hårdt, men det er sandt.
  4. Accept er ikke tilgivelse. Forståelse for, hvorfor krænkeren handlede som han/hun gjorde, kan bane vej for accept af selve handlingen. Det er ikke det samme som at tilgive, men det er et skridt på vejen. Det kan godt ske, at man aldrig når frem til tilgivelsen, men det vigtigste er, at med forståelse og accept slipper man for at bære på uforsonligheden og kan engagere sig i relationer igen.
  5. Tilgiv dig selv, at du måske ikke kan tilgive. Mange – måske os alle – har sår, der er for dybe eller påført os af elskede personer for tidligt i livet, til at vi vil være i stand til fuldt ud tilgive. Smerten er blevet en del af den, du er. Sexuel, fysisk eller følelsesmæssig krænkelser kan være umulige for et menneske at tilgive.
  6. Giv tid. Processen mod tilgivelse kan tage år med vækst og personlige arbejde. Misbrug og krænkelser sætter ar i hjernen, og det kan være bedre at acceptere, at du hverken er parat eller i stand og måske ikke engang villig til at overveje at tilgive. Bedre end at tvinge dig selv til en falsk tilgivelse. At lade som om skjuler vreden, men undertrykt vrede forsvinder ikke, den søger kun efter en ventil. Resultatet bliver kun, at du bruger en masse ressourcer på at lade som om indtil du en dag eksploderer.
  7. Tilgivelse er som ydmyghed. Kun den der både står ved egne styrker og svagheder kan tilgive, for tilgivelse er et produkt af styrke, fokus og kreativitet, empati og kærlighed – alle sammen egenskaber, som et menneske kan være stolt af. Men at prale eller være stolt af produktet tilgivelse er at miste den.
  8. Lær af dine erfaringer, både gode og dårlige. Det, der sket, er sket. Det gælder ikke om at benægte, at det gjorde ondt, at du blev dårligt behandlet, og heller ikke om at mindske eller bagatellisere din vurdering af det skete. Det gælder om at undgå, at følelser af vrede og hævn kontrollerer dig. Dine minder og erfaringen kan beskytte dig mod at begå den samme fejl, som ledte dig frem til krænkelsen.
  9. Forvent ikke perfektion. Et menneske vil altid være sårbart, også over for gamle sår. såret igen. Når de melder sig på banen, så mød smerten for en stund og mind dig selv om, at du har valget mellem, om du vil bruge dit liv på forbitrelse, vrede, jalousi eller om du vil give dig selv, modparten og verden en ny chance. Øjeblikket er altid nyt.
  10. Dyrk din spiritualitet. Hvis du virkelig vil lære at tilgive, har du brug for åndelig vækst. At tilgive dig selv og andre og er en spirituel vej. Kernen i spiritualitet er stien til at praktisere af tilgivelse. Åndelighed er betegnelsen for altings enhed, tilgivelse er betegnelsen for muligheden for at mennesker kan finde sammen igen. Uden tilgivelse er din spiritualitet dødeligt handicappet. Går du på vejen mod tilgivelse, er du godt på vej.

Kunsten at tilgive (del I)

Kunsten at tilgive (del II)

©Winnie Haarløv                         

Min søster, der døde som 17-årig

Kunsten at tilgive (2)

Vejen til tilgivelse

De fleste mennesker ønsker trods alt at vokse, udvikle sig og at være rummelige og generøse. Det første skridt mod at lære at tilgive er at mobilisere modet til at møde sin egen smerte.

Adam troede ikke, at Eva kunne være ham utro. Han har altid foragtet utroskab og aldrig været fristet og forestillede sig, at hun følte det samme.

Men i månedsvis var Eva involveret i en hemmelig, seksuel affære, som han opdagede ved en tilfældighed. Hun brød straks sammen i en tårefyldt tilståelse, og Adam gik i chok.

Først var han nærmest følelsesløs. Så blev han vred, rasende, panisk – og så trak han sig, kunne ikke holde ud at se på hende. Hvordan kunne han bo sammen med en kvinde, der havde forrådt ham? Tanken om intimitet mellem Eva og elskeren gjorde ham desperat, og raseriet overmandede ham: han råbte, bandede, truede og slog en knytnæve gennem væggen. Han ”hadede” hende, krævede, at hun flyttede ud, kaldte hende alle de grimmeste gloser han kendte og gjorde, hvad han kunne for at såre hende. Han truede med selvmord og råbte, at det ville være hendes skyld, at børnene blev faderløse.

Eva græd og bad om forladelse, mens hun forsøgte at forklare, at hun stadig elskede Adam, og at hun havde følt sig alene, træt, overset osv. Til sidst fremlejede han en lejlighed, fast besluttet på skilsmisse.

Da Adam og Eva begyndte i terapi hos mig, var han godt i gang med at udleve sit raseri. Men han var også træt, for han havde indset, at bebrejdelser, anklager, raseri og kulde ikke fik ham til at få det bedre. Han var ulykkelig, og ægteskabet var i opløsning. Han mente, at det var ved at slå ham ihjel.

Med lidt hjælp begyndte han at falde til ro. Han var jo rent faktisk hverken syg eller død – han trak stadig vejret, og han havde et NU. Jeg opfordrede ham til at gå ind i smerten (= konfrontere den) i stedet for at forsøge at mindske den ved at råbe og true. Det tog lidt tid, før han tog mod til at forsøge sig.

I sin fremlejede lejlighed sad Adam i fire dage alene og tillod sig som noget nyt at græde og sørge. Vreden tog af og bruste kun op indimellem, og da han holdt op med at true med at ødelægge Eva og deres familie, dukkede længslen efter en fremtid med hende og børnene op. Langsomt begyndte han at indse, at Eva var ulykkelig, fortrød sine handlinger og blev ved at bønfalde ham om at give deres ægteskab en chance. Langsomt, langsomt åbnede hans smerte for hans lydhørhed, og han begyndte at skimte de problemer i forholdet, der havde ført til Evas utroskab.

Han begyndte at indse, hvordan de begge havde overset en masse irritationer og ladet dem ligge for ikke at skabe ballade. Så meget var efterhånden blevet skubbet ind under gulvtæppet, at de kun sjældent talte om andet end det praktiske. Begge havde interessante jobs og interesser, som de begge havde givet mere energi end de voksende vanskeligheder i forholdet. Sex var blevet en pro forma øvelse, som de dyrkede som et symbol på deres sammenhold og ikke som en kilde til glæde og intimitet. De havde kort sagte mistet kontakten, og distancen blev efterhånden uoverskuelig. Det valgte Eva at reagere på ved at have en affære. Forståeligt måske, men destruktivt. Lige så destruktivt som Adam havde reageret på den voksende distance: ved at begrave sig i arbejde, udtrykke sin misfornøjethed med forholdet ved at kritisere Eva og være sur meget af tiden.

Da Adam i stedet for at køre på energierne af vrede, bitterhed, selvretfærdighed og skyld begyndte at vende tilbage til bevidstheden om sig selv og fandt mod til at tage ansvar for sin egen del af misèren, voksede hans forståelse for Eva langsomt. Han græd over sine smertefulde billeder af hende og den anden og Eva græd over at have såret ham så grusomt. Adam lyttede, når Eva fortalte om sin smerte og desperation ved at have følt sig uelsket og overflødig i så lang tid, og sammen sørgede de over, at de var kommet så langt ud uden at nogen af dem havde taget sig mod til at konfrontere sig selv eller den anden med problemerne.

Efter nogen tid mærkede han, at han savnede hende, og at smerten over at leve uden hende var større end smerten over det skete. Han besluttede at bede hende tage ham tilbage, da han blev klar over, at utroskaben ikke så meget handlede om ham personligt som den drejede sig om Evas desperation og smerte. I fællesskab enedes de om, at skulle afstanden mellem dem igen begynde at vokse, ville de vende sig til hinanden i stedet for fra hinanden.

“Tilgiver du mig?” spurgte Eva. “Ja,” svarede han. “Når jeg en dag har tilgivet mig selv, at jeg svigtede dig, så er jeg sikker på, at jeg kan.”

Det er vigtigt at understrege, at Evas desperation var en forklaring og ikke en retfærdiggørelse af hendes utroskab. At Adam forstod hende, betød ikke, at det var okay, at Eva var utro. Men forståelsen åbnede for hans tilgivelse af, at hun reagerede så destruktivt.

Da Adam konfronterede sin dybe smerte, sin bristede tillid og de sårede følelser, opdagede han, at han rent faktisk godt kunne udholde at erkende, hvad der skete uden at blive overvældet af følelser. Han indså, at selvom han helst ikke ville leve uden Eva, kunne han godt, hvis han skulle. Det var det første skridt.

Erkendelsen af, at utroskaben gjorde ondt, men ikke truede hans eksistens satte ham i stand til at tænke på det skete uden at føle sig nødt til aktivt eller passivt at ødelægge Eva. Det betød, at han fik overskud til at undersøge sit eget medansvar og tilgive sig selv, at han havde forsømt og overset hende. Adam var på vej mod ærlig tilgivelse.

Projektioner hindrer tilgivelse

At projicere betyder at lægge ejerskabet for en (ubevidst) uacceptabel følelse eller impuls hos en anden. Derved slipper man af med de sider af sig selv, som man ikke kan lide eller måske ikke engang er klar over, at man besidder.

  • Eksempel I: En kortluntet, hidsig person beskylder i et skænderi modparten for at være hysterisk. Gevinst: Den hidsige flytter fokus fra sit eget hysteri over på modparten.
  • Eksempel II: En depressiv kvinde forelsker sig i en mand med stærke, depressive træk. Hun bekymrer sig konstant for sin ’stakkels’ partner, beskytter ham som et barn. Gevinsten er, at hun føler sig stærk og uundværlig.

At projicere betyder, at man ikke sætter sig i andres sted, og det er helt nødvendigt for at kunne tilgive. En ”os – dem” tilgang til relationer er afstandstagende og giver ingen mulighed for at opleve sig selv som tilgivende.

De fleste mennesker viger tilbage for at vise for meget af sig selv, fordi de gerne vil skjule deres ”mindre flatterende” sider. De projiceres i stedet over på andre, og på den måde kan man skabe afstand mellem dem og mig på samme måde, som man skaber afstand til sine egne, uacceptable egenskaber. Tænk på ordsproget ”Tyv tror, at hver mand stjæler.”

Romeos utroskab

Julie var en smuk kvinde og lidt af en flirt. Hun elskede mændenes anerkendelse og lange blikke, selvom trangen til at opleve den gav hende dårlig samvittighed. Hun skammede sig også over, at hun fra tid til anden havde danset lidt for tæt med kolleger til festlige begivenheder, men trøstede sig med, at hun aldrig var gået over stregen.

Da Romeo var hende utro, var hun chokeret, knust og ulykkelig. Selvom hun elskede ham, insisterede hun på separation og straffede ham ved at plyndre ham og nægte ham adgang til børnene på alle mulige måder. Hun var helt uforsonlig og holdt på, at utroskab ikke kan undskyldes og tilgives. Med sin fornuft kunne hun godt se, at utroskab kan forklares og til dels også, at både hun og Romeo havde sin del af ansvaret for, at han søgte bekræftelse hos en anden, for de havde begge forsømt forholdet og var kommet længere og længere fra hinanden. Men hun magtede ikke at tilgive Romeo, at han havde valgt en så uhensigtsmæssig udvej af forholdets problemer og var nådesløs overfor alle hans forsøg på forsoning. Alligevel ville hun ikke undvære ham og fortsatte i ægteskabet.

Men med jævne mellemrum kunne Julie fryse til is og isolere sig fra ham. Desuden forpestede hun forholdet med en sviende, besiddende jalousi, som betød at Romeo skulle redegøre for hvert minut af sin færden og måtte lade Julie åbne sine breve, læse hans e-mails og have fri adgang til hans telefon. Hvis han anførte sin ret til privatliv, brusede hun op og anklagede ham for at ville snyde, bedrage, forråde og være utro. Hun holdte lange enetaler om, hvor forkasteligt det var at flirte eller bare se på andre kvinder, og venskab med kvindelige kolleger kunne der slet ikke blive tale om. I sit stille sind foragtede hun sig selv for sin jalousi og kontrollerende adfærd, men kunne ikke finde ud af at styre den.

Romeo oplevede igen afstanden mellem dem vokse og påpegede, at de hastigt var på vej væk fra hinanden, ligesom før utroskaben. Det kunne Julie godt mentalt forstå (og hun mærkede jo også både afstanden og sin egen usikkerhed), men hun formåede ikke følelsesmæssigt at sætte sig i Romeos sted og slog selvretfærdigt på sin Offerstatus: ”Det var dig, der var utro. Det her er prisen, hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på dig igen?”

I dette tilfælde er der to blokeringer for, at forholdet mellem Romeo og Julie kan blive godt, trygt og varmt igen.

Julie kan ikke sætte sig i Romeos sted, fordi hun har projiceret sin egen lyst til bekræftelse og flirt (som hun ikke bryder sig om) over på Romeo. Derfor kan hun overhovedet ikke sætte sig i hans sted og forstår overhovedet ikke, hvordan han overhovedet kunne se på en anden kvinde. Hun har fraspaltet / fortrængt sin egen lyst til at se på andre mænd og tror oprigtigt på, at hun KUN er interesseret i ham, nu og for evigt.

Hun fralægger sig ansvaret for at genopbygge tilliden mellem dem og placerer den 100% hos Romeo. Julie overser helt, at problemet med den manglede tillid rent faktisk er hendes. Det er hende, der så at sige ejer mistilliden, og derfor er det hende, der må bruge sin personlige kraft for at bygge den op igen. Det forhindrer hun imidlertid selv ved at kontrollere Romeo i stort og småt, mens hun nidkært leder efter mistænkelige tegn på utroskab. Hun har fralagt sig ejerskabet for sit eget problem og gjort ham til problemet i stedet for at se på sig selv og sit medansvar i misèren.

Empati: forudsætningen for at tilgive

Et barn, der vokser op hos forældre, som er optaget af deres egne utilstrækkeligheder, fejl og skam og lægger dem over på barnet, lærer hurtigt at føle sig ansvarlig for forældrenes utilfredshed.

Hvis mor ikke føler sig god nok, skal barnet være perfekt: smukt, dygtigt, stærkt, beundringsværdigt og populært for at mor kan føle sig vellykkelt. Hun har lagt al sin angst for at være ikke-god nok, grim, uduelig, skrøbelig og upopulær over på barnet og pacer det frem, mens hun soler sig i barnets resultater og i fuld oprigtighed mener, at barnet har taget ved lære af hende. Det barns miljø giver ikke mulighed for, at barnet lærer, hvem det selv er og får mod til at stå ved sig selv. Barnet føler sig forkert i mors øjne og bliver skamfuld, når det skuffer hendes høje forventninger.

Den dynamik ses overalt: hos politikere, der banker løs på modstanderne og taler hånligt og nedladende om dem, i film og musikvideoer om mobning og smerten ved at blive holdt udenfor, mediernes idealisering af bestemte kropsidealer og værdier, selvretfærdige journalister, hadefulde blogindlæg, rettighedsforkæmpere og tegneserier osv. osv.

Ved at forsøge at sætte os i andres sted i stedet for at tage afstand og nedgøre dem, der er forskellige fra os kan vi vende vores negative projektioner til positive. Hvis vi tør gå dybt nok ind i os selv til opleve muligheden for at respektere og acceptere vores egne tanker, følelser og handlinger – også alt det, vi ikke er stolte af – så baner vi vejen for at lære andre at kende og turde indgå i relationer med forståelse, indlevelse og accept.

Eller med andre ord: når man kan tilgive sig selv, åbnes muligheden for at tilgive andre. Det er en proces, der består af personlig styrke, forståelse, accept og tilgivelse. Og når vi lærer medfølelse med os selv, bliver det muligt at forstå, at andre også kun lever i ét øjeblik ad gangen og vælger deres adfærd bevidst og ubevidst, uden nødvendigvis at have til formål at være onde eller at skade dig.

Jamen, siger Eva. Jeg kan da godt forstå, acceptere og tilgive andre, der gør noget dumt eller bærer sig fjollet ad. Svar: Det er heller ikke så svært, når de andre ikke er så nær dit hjerte som Adam. Så kan de påføre dig samme smerte, forladthedsfølelse og oplevelse af svigt.

Afstanden fra forståelse til accept til tilgivelse er ikke lang. Hvert individ er et spejl af alt levende, og ingen del af livet er fuldstændig fremmed for os. Ligesom vores kroppe indånder og udånder atomer, som engang var Sokrates, Einstein, Kristus og Hitler, så har vi i os fragmenter af hver eneste ondskab, hver eneste dyd. Menneskers fascination af gangstere, monstre, oprørere, mordere, dæmoner og helgener, engle, blide kvinder, venlige mænd og visionære børn manifesterer mangfoldigheden og bredden af menneskets potentiale for indlevelse i disse egenskaber og erkende dem i os selv.

Da min lillesøster i 1972 blev dræbt i en trafikulykke, tror jeg næppe, at lastbilchaufføren ved morgenkaffen havde besluttet, at han den formiddag ville dræbe et menneske.

Det var et samspil af uheldige omstændigheder – deriblandt uforsigtighed. Både hans og hendes. Den formiddag sprængtes min familie og min tilværelse i atomer.

Det tog årevis for mig at forstå, at skulle jeg finde ressourcer til at at leve med sorgen, var jeg nødt til at tilgive ham.

Og i bakspejlet er det tydeligt, hvor meget nag og bitterhed fyldte og hæmmede min livskvalitet, før jeg kom så langt.

Først måtte jeg forstå, at det at tilgive ikke er at være ligeglad. Jeg måtte erkende, at det skete var sket, og at jeg selv var herre over, hvordan jeg ville leve med det.

At der var andre muligheder end at drukne i tanker om, hvor synd det var for mig og min familie; andre udveje end at forbitresover, at vi skulle bære på en så grufuld sorg resten af vores liv.

At forlade den komfortable offerholdning betød for mig, at jeg fik mulighed for at opleve verden som en arena med mig selv som aktør – og ikke som en skræmmende trussel, der skabte og bestemte mit liv.

Da jeg holdt op med at forvente, at verden ville behandle mig retfærdigt og indfri mine forventninger, kunne jeg begynde at tage ansvar for min tilværelse i egne hænder og ændre den måde jeg prægede min verden på.

Jeg var blevet bevidst om min personlige kraft – og paradoksalt nok også den meget begrænsede magt og kontrol, jeg har.

At tilgive er ikke at glemme.

Hvordan skulle jeg nogensinde kunne glemme en så stor sorg?

Det kan jeg ikke. Men tilgivelsen betyder, at sorgen har fundet sin plads i mig – at jeg kan tage den frem og turde mærke den, når jeg er i dét humør. Jeg er jo ikke interesseret i at glemme, hvad der engang var. Men det duer heller ikke at have det siddende på nakken konstant.

Det lyder enkelt, og det er det også. Men det enkle er langtfra altid nemt.

En ting tror jeg på: Tiden læger IKKE nogen sår, heller ikke utroskab og andre svigt. En smerte og den sorg den skaber skal gennemleves for at komme frem til tilgivelsen. Det duer ikke at lægge sig ned og spille Offer. Det bringer ingen gennem en sorg.

Den personlige kraft

Der er kun én vej væk fra Offer-holdningen: at finde frem til sin personlige kraft ved at tage ansvar for sine egne erfaringer, også for de uheldige og smertefulde og dem, som bare er sket. Kun den, der er bevidst om sin personlige kraft (= ved, at han ikke knækker under sin smerte) kan hele sig selv.

Der er to måder at forvalte sin kraft på: den ekskluderende og den inkluderende.

  • Den ekskluderende ser verden som modsætninger: svage og stærke, smuk­­ke og grimme, gode og dårlige, vindere og tabere. I det perspektiv er man stærk, når man ser andre som svage, god, når man ser andre som dårlige osv. At ekskludere er at begrænse: jeg er nødt til at… for at blive bedre end min modstander. Det er den den lige vej til uforsonlighed. At tilgive er i det perspektiv at godtage den ”dårlige” eller onde. Og hvem er jeg så selv?
  • Den inkluderende er funderet i individets oplevelse af sin indre verden og i, at han ser alle livets begivenheder som muligheder. Verden ses som råstof for at forme sit eget liv, og tilværelsen opleves ikke i modsætninger, men i muligheder: Hvis ikke begge er tilfredse, er vi begge tabere. Andre mennesker opfattes som deltagere i et flow og fælles skabelse, også, selvom de repræsenterer forskellighed og uenighed. Det er en fælles verden, der inkluderer alles erfaringer. For egentlig findes der intet, som ikke i en vis forstand kan assimileres, bruges og bidrage til videreudvikling. Den inkluderende tilgang til egen kraft giver mulighed for at elske og føle sig elsket, at indgå i alle slags fællesskaber og vide, at der ikke er vindere og tabere. Der er kun forskelligheder.
En case

L’s barndom var uharmonisk. Da han var to, forlod hans far familien, og L voksede op hos en deprimeret og hysterisk mor, en dominerende og konkurrerende søster og en passiv bedstemor. Han kæmpede sig gennem skolen, tog småjobs og havnede i relationer, der var korte, overfladiske og ufrugtbare. Indtil han fyldte tredive, var også hans familierelationer krigeriske og uforsonlige, og han var helt uinteresseret i at undersøge, hvorfor han havde så svært ved at indgå i varme, kærlige relationer til venner og kærester.

I trediverne kom han tilfældigt ind i en kreds af mennesker, der dyrkede selvudvikling. Han gik i intensiv terapi, søgte for første gang et job, der passede til hans intelligensniveau og involverede sig med en kærlig kvinde. Efterhånden forstod han, at det var muligt at leve på en anden måde: med givende job og nærende relationer og fik den tanke, at det måske endda var muligt at forsone sig med sin mor, søster og bedstemor.

Han tog fat på den vanskelige opgave at etablere forhold til dem, som var baseret på respekt og gensidig dialog, fordi han blev klar over, i hvor høj grad han savnede samspil med sin familie. Han opsøgte også sin far for første gang i tredive år. Faren viste dog ingen særlig interesse, så L opgav at udvikle forholdet. Alligevel var han glad for deres møder, for nu kunne han se faren som et menneske og ikke som et ondt fantom. Desuden forstod han, at hans fars manglende evne til at indgå i nære, intime relationer var grunden til, at han forlod familien dengang. Og at det ikke var L’s fejl.

Da L tog kontrol over sit liv, begyndte hans uforsonlighed at mindskes. Forholdet til mor og søster blev tættere, fordi han kunne nærme sig dem uden vrede, bebrejdelser og anklager for hans egen, smertefulde barndom. Med sin personlige kraft havde han skabt det bedst mulige resultat for sig med de kort, han havde på hånden. Det var en stor tilfredsstillelse for ham at slippe for at mærke sin vrede, fortrydelse og uforsonlighed døgnet rundt.

Kunsten at tilgive (del I)

Kunsten at tilgive (del III)

 

©Winnie Haarløv 

tilgiv.dolk

Kunsten at tilgive (1)

  • En kollega bagtaler dig.
  • En bekendt fornærmer dig.
  • En spritbilist kører dig ned.
  • Din ægtefælle har en affære.
  • Din far ydmygede dig foran dine venner, og din mor forsvarede dig ikke.
  • En krænkende, seksuel tilnærmelse ætsede sig engang ind i din bevidsthed.

I et eller andet omfang oplever vi alle at blive forrådt, såret og krænket fysisk og psykisk. Skuffende, ydmygende, smertende oplevelser er en del af livet og en følge af andre menneskers ignorans eller grovheder, og det skaber vrede, sorg, sårethed og angst for, at det skal ske igen. Smertefulde følelser, som gør ondt, nager, sluger ressourcer, glæder og nattesøvn. Følelser, som fylder og tager magten.

Og som vi kunne slippe for ved at tilgive.

I stedet vælger vi tit at reagere på smerten ved at gøre os følelsesløse, benægte, glemme eller fortrænge det skete. Nogle vælger at søge hævn og straffe, enten åbenlyst ved at forsøge at at give skadevolderen igen af samme skuffe, eller skjult ved i det stille sind at bære nag.

Hvorfor er det svært at tilgive?

At være vred giver energi, og med vredens energi kan man dulme nogle af de smertefulde følelser. Det giver også det en form for magt at nægte tilgivelse, og hvis man lider af såret stolthed, kan denne magt føles som om den genopbygger ydmygelsen og heler stoltheden.

Men det er en illusion.

At have magten over sig selv giver stolthed og værdighed. At give den sårede stolthed magten og give efter for trangen til at straffe og hævne er ikke hverken stolt eller værdigt. Det ved den hævngerrige udmærket.

Alligevel er stoltheden (selv den falske) for mange mennesker vigtigere end at tilgive. Måske fordi det at tilgive forbindes med at tabe eller at lade sig ydmyge.

Tilgivelse som værdi

Alligevel er tilgivelse er en populær, næsten idealistisk værdi, ligesom ”kærlighed” eller ”frihed.” Et ideal er nemt at have og vanskeligt at leve efter, og personligt oplever jeg tit, at tilgivelse bliver værdsat mere som princip end som handling.

Eksempel:

Hvis Grethe tilgiver Hans, at han har været hende utro, begynder det omgivende, formentlig velmenenede hylekor at råbe: ”Tilgive ham! Du må da være sindssyg – hvad med din stolthed? Nej, du skulle hellere skære en vis legemsdel af ham.”

”Jamen jeg elsker ham,” siger Grethe.

”Bliver du aldrig klogere? Han er det ikke værd,” hyler koret. ”Du skal ikke finde dig i det. Hævn dig – og find en anden.”

Hvis Grethe følger omgivelsernes råd, får hun måske en kort tilfredsstillelse ved at hævne sig og forstøde Hans. Men prisen er skyhøj: hun ofrer sin kærlighed til ham på stolthedens alter.

Jeg har aldrig hørt om, at det gjorde nogen lykkeligere – heller ikke Grethe, for hun sammenligner i det skjulte alle andre mænd med Hans og savner ham dybt inde i sig selv. Hendes såkaldte stolthed medvirker til hendes ulykkelighed. Men hvorfor tilgiver hun ham så ikke bare?

Måske har naturen simpelthen udstyret mennesket med modstand mod tilgivelse. Trods alt er det jo vores erfaringer, der lærer os at beskytte os selv. Og hvis vi tilgiver vores krænkere, lagres erfaringen og advarslen om at tage sig i agt jo ikke. Bliver vi så ikke nemme ofre igen, måske med endnu værre konsekvenser?

Fordele ved hævn og retfærdighed

Når krænkelsen er sket, gennemgår den krænkede en periode (som kan vare fra få dage til ud over dette liv) hvor psyken bløder, følelserne er i kaos, smerten og forvirring blander sig og kan virke overvældende. Hvad vil der nu ske – vil det ske igen, vil ”fjenden” slå til igen?

Instinktivt er vi på vagt. Vi opretholder det skærpede beredskab og forsøger at beskytte os selv mod både smerten og frygten for yderligere krænkelser. Mens det sker, er vi ude af stand til at tilgive. Fornuften er simpelthen utilgængelig.

Først når den umiddelbare voldsomme reaktion dæmpes lidt, kan vi bruge fornuften igen, og så dukker tanker om hævn versus tilgivelse typisk op.

Mange mennesker synes, at hævn og uforsonlighed signalerer styrke, mens tilgivelse er for tøsedrenge og dørmåtter og vidner om svaghed. Og svaghed giver ikke mange pluspoints i vores kultur, så det vil det postmoderne menneske for alt i verden ikke associeres med.

Fra det Gamle Testamente kender vi forestillingen om retfærdighed i form af ”Øje for øje, tand for tand,” og selvom folkekirkerne står gabende tomme og vi pr. automatisk afviser tanken om at slå en morder ihjel, er vores kultur gennemsyret af kristendommens antikke doktriner. Hævntanken praktiseres da også af andre religioner, som foreskriver æresoprejsning via hævn.

Desværre fører den vej let til, at hævntanker og nag bliver fast inventar i psyken og personligheden. Det bliver et livsprogram, en tilgang til livet, en måde at være i verden på: fuld af selvretfærdighed, fordømmelse og offermentalitet.

1. Selvretfærdighed

At holde fast i selvretfærdigheden kan give en vis tilfredsstillelse. For at respektere sig selv (=jeg er stærk og retfærdig), må man opbygge et positivt selvbillede, og den uforsonlige gør modparten til skurken. ”Du er forkert, jeg er rigtig. Pyha! Så fik vi det på plads!”

Med selvretfærdighedens velsignelse bliver det nemmere at ignorere sine egne fejl. Resultatet bliver nemt afhængighed af selvmedlidenhed, vrede og hævn.

2. Fordømmelse

Fordømmelsen lever af berusende hævnfølelser, der kan kaldes frem igen og igen og distrahere os fra de smertefulde, sårede følelser. Med hævnfantasier kan man forestille sig, at hvis vi krænker, straffer eller fordømmer gerningsmanden, så får vi det bedre. Den onde har fået en lærestreg og har smagt smerten; balancen er genoprettet, og verden bliver igen et sikkert og lykkeligt sted.

3. Offermentalitet

I grupper forankrer mennesker med den tankegang sig tit i et fællesskab af ofre, bundet sammen af fælles fjendtlighed over for ”de andre”: de sande, onde gerningsmænd. Dem der er anderledes (end os) og som vi ser som skurke. Utallige nationer, klubber, kulter, bander, faglige foreninger og politiske partier drives af sådanne følelser. ”Vi er de Rigtige! Hvis du ikke er med os, er du imod os!” Ikke ret meget anderledes, end når eleverne i 1.A synes at dem i 1.B er mærkelige, dumme eller grimme.

I kærlighedsforhold gør den forsmåede Adam eller Eva sig til offer ved at sabotere og afvise den utro partner, selvom kærligheden stadig lever og partneren stadig er elsket og betydningsfuld. Det er et paradoks, for afvisningen bringer jo ingen forløsning, men blot mere smerte.

Hvad er da gevinsten?

Den, der på den måde udlever sin private version af ”øje for øje”, slipper for at vise medfølelse, indlevelse og empati over for de andre: dem, der har påført smerten.

Man opretholder en anspændt, mekanisk, ikke-empatisk balance. Hvorfor? Fordi denne balance for mange mennesker er det nærmeste, de kan komme til en følelse af indre og ydre fred. Prisen er uforsonlighed, dvs. ikke at tilgive.

Konsekvenser af manglende tilgivelse

Der er altså mange fordele ved at nægte tilgivelse Men der er også ulemper, for det indebærer betydelig smerte at være uforsonlig. Med uforsonlighed følger hårdhed: dvs at gøre sig ufølsom. Men når man ikke kan mærke sine egne følelser, bliver man væk for sig selv og kan ikke mærke, hvem man er.

Uforsonlighed skaber ensomhed og fremmedgjorthed, fordi den hæmmer forbundetheden med andre. Man kan hverken modtage helt og fuldt eller være i fuld kontakt, når man er fyldt op af vrede, skepsis og vagtsomhed. Det skaber afstand og påvirker vitaliteten i relationer, når man plejer sine sår ved mistænksomt at holde andre på afstand.
Det betyder, at frygten for igen at blive såret har overtaget styret. Da det moderne menneske også tit forbinder frygt med svaghed, forklædes frygten som vrede: ”Jeg skal sgu ikke såres igen!”
Nogle mennesker sidder så fast i disse følelser, at de udvikler en slags paranoia – konstant på udkik efter fjender. Når man i den grad lader negativ energi præge sig og ser verden (=andre) som fjendtlig, er det vanskeligt eller umuligt at indgå i tillidsfulde, trygge relationer.

Uforsonlighed er psykisk nedbrydende. Da hævntanken er baseret på troen på retfærdighed, følger det, at man må give andre, hvad man giver sig selv. At tilgive går gennem empati, dvs. at forstå og acceptere krænkelser forårsaget af andres mangler, fejl og handlinger.
Uforsonlighed er det modsatte af tilgivelse: nul forståelse eller accept af krænkelserne, dvs. manglende empati. Man gør sig hård. Den uempatiske hårdhed medfører, at man heller ikke kan vise forståelse, accept eller medfølelse med sig selv.
Tilbage er kun at overgive sig til en indre og ydre verden fuld af uløste problemer, skyldsspørgsmål, konflikter og misforståelser. At leve uden tilgivelse betyder at leve et liv fuldt af fortrydelse, bitterhed og selvbebrejdelse: ”Hvor var jeg dog et fjols at stole på X” eller ”Hvor dum kan man være! Jeg viser aldrig en kæreste tillid mere!” En ideel vokseplads for apati og depression eller for vrede og raseri.

Uforsonlighed er fysisk nedbrydende. Utallige forskningsresultater peger på signifikante sammenhænge mellem nag og vrede på den ene side og et nedsat immunforsvar. Et sårbart immunforsvar gør os til lette ofre for sygdomme af alle slags.

Den nådesløse, siamesiske tvilling

Et individ præges af sine forældres ikke-tilgivende holdning og vænner sig til, at tilgivelse ikke er noget, man praktiserer, fordi det viser svaghed. Individet lukker af for andre muligheder end at holde fast i klage, sorg, smerte og vrede og styrer direkte mod uforsonlighed, der integreres dybt i sådan et menneskes karakter som en identitetsskabende værdi.

Spørger man ham eller hende, vil vedkommende næppe kalde sig selv uforsonlig. Vedkommende vil kalde det at være ”tro imod sig selv”, at ”holde fast i sig selv og sin overbevisning.” Det vækker respekt hos omgivelserne, for i vores kultur sætter vi en ære i at være konsekvente og ranke. Uden tanke på, hvor meget had og skade selve den indstilling skaber. Og uden at indse, at vi selv bliver krænkere – ikke et hak bedre end dem, vi bærer nag til, fordi de har krænket os.

Uforsonligheden er en del af os selv; en nådesløs, siamesisk tvilling, som er hadefuld, vred og negativ. Vi tror, at de negative følelser af sorg, vrede og ulykke skyldes dem, der har såret os. Vi forstår ikke, at at det er vores egne følelser, der skaber al denne elendighed, når vi hager os fast i dem og nægter at se alternativet.

For at lære at tilgive må man tage sin egen smerte, raseri, afmagtsfølelser og håbløshed alvorligt. Ved at fokusere på det, gør ondt: forræderi, sorg, skam og vores eget medansvar for, hvordan vi har formet og skabt vores eget liv fjerner vi fokus fra, hvad den anden har gjort. Det skete er sket og kan ikke gøres om.

Det eneste vi kan gøre, er fremadadrettet: vi kan kan bestemme, hvordan vi vil leve med det, der er sket. Man bestemmer med andre ord enerådigt 1) om man vil fastholde sig selv i selvretfærdig harme, eller 2) om man vil gå gennem sin smerte og forsøge at acceptere den og dét, der forårsagede den.

Det nådesløse offer

Et menneske med lavt selvværd mister let fornemmelsen af at være lige så meget værd som andre. Sådan et menneske har brug for at holde fast i den følelse af magt, som hævn, had og uforsonlighed giver for ikke at blive offer for smerten ved det lave selvværd. Uforsonlighed er altså ikke et tegn på styrke, men et tegn på skrøbelighed og svaghed. Og den svaghed har et navn: offer. Et offer er pr. definition permanent uforsonlig og ude af stand til at tilgive.

  • At nægte tilgivelse og at spille offer er overlappende processer.
  • At opfatte sig selv som et offer en fristende løsning på de skader, livet giver.
  • At beskæftige sig med egen ulykke ved at bebrejde, anklage og kaste med skyld; at fralægge sig alt ansvar for egen smerte og ulykke og påstå, at det hele skyldes andre er en meget forførende vane.

Der er en vis mængde energi i at spille underhund – især, hvis vi kan finde partnere, som vil levere den nødvendige frustration. To mennesker kan danse sådan en vredesdans gennem et helt liv, og for mange er det simpelthen en måde at være i live på, som er nedarvet i generationer.

Det ægte antonym til tilgivelse er nåde. Men da denne tekst har et sekulært perspektiv, bruger jeg det mindre
religiøst klingende ord uforsonlighed som modsætning til tilgivelse.

En berømt tilgivelseshistorie

Les Miserables er en historie med tilgivelse som det centrale tema. Konflikten drejer sig om forholdet mellem Jean Valjean, en mand af stor medfølelse og ære, og politiinspektør Javert, fortaler for minutiøs og urokkelig retfærdighed. Som ung stjal Valjean et brød til sin sultende, døende søster og kom i fængsel, hvor han sad i nitten år. Javert forfulgte ham utrætteligt ham, for han mente, at alle lovovertrædere er skadedyr og fortjener de hårdeste straffe.

Efter sin frisættelse blev Valjean en stor mand af økonomiske midler og indflydelse, og fik tit mulighed for at hævne sig på Javert. Men han fokuserer i stedet på at tage sig af sin datter og bidrage til samfundet ved at være borgmester og velgører. I den centrale scene får Valjean valget mellem at tage Javert liv eller lade ham leve, vel vidende at Javert fortsat vil jage ham. Alligevel lader Valjean ham gå og siger: ”Du er fri. Du handler, som du tror du er nødt til.”

Javert er pinefuldt forundret. Han har brugt sit liv på at se det onde i andre og forsøge at udrydde det. Han forstår ikke, at at den mand, som godt ved, at Javert fortsat vil forfølge ham, har givet ham både livet og sin tilgivelse. Alligevel formildes han ikke, men fortsætter sin minutiøse jagt på Retfærdigheden. Historien ender med, at Jaert begår selvmord. Morale: Døden er den uundgåelige konsekvens af ikke at kunne tilgive. I sidste ende betyder det fremmedgørelse fra alt og alle, også fra sig selv. Han kan ikke leve, fordi alt liv kvæles i hævntørst og retfærdig vrede. Javert dør, fordi han er fremmedgjort fra selve livet.

Tilgivelsens ti bud
  1. Tilgivelse kan ikke fremtvinges. Man kan ikke ”vælge” at tilgive. Mange mennesker, der anser sig selv for at være kærlige, tolerante og imødekommende, kan ikke holde ud at tænke på sig selv som andet end rummelige og tilgivende, så de fabrikerer tilgivelse. Det virker aldrig.
  2. Tilgivelse er en holdning, der går både indad og udad. Den vokser frem, når man konfronterer det, der gør ondt i en selv, opdager egne styrker og begyn­der at forstå og acceptere både andre og sig selv. Det er en del af en livs­udviklingsproces, som anerkender modet til at leve inkluderende sammen med andre og verden – snarere end at gå op i, hvad der er retfærdigt.
  3. Tilgivelse er pro-aktiv. Det kræver både mod og selvværd, for i tilgivelsen betyder det intet, hvad andre mener eller gør. Tilgivelsen er en personlig handling, grundfæstet i ens eget ønske om at gøre verden til et sted, hvor man kan blive beriget. Den proces fremkalder uanede positive og kreative energier hos en selv. Ved at konfrontere den, der har gjort dig skade, kan du flytte dig langt henimod en tilgivelse, hvis du tillader dig selv at tilkendegive dine følelser overfor vedkommende. Da tilgivelse grundlæggende handler om personlig kraft, er du nødt til at involvere skadevolderen uden at opleve dig selv som ”svag”, fordi du bringere voldsomme følelser på banen. Du er nødt til at træde ud af Offerrollen – hårdt, men det er sandt.
  4. Accept er ikke tilgivelse. Forståelse for, hvorfor krænkeren handlede som han/hun gjorde, kan bane vej for accept af selve handlingen. Det er ikke det samme som at tilgive, men det er et skridt på vejen. Det kan godt ske, at man aldrig når frem til tilgivelsen, men det vigtigste er, at med forståelse og accept slipper man for at bære på uforsonligheden og kan engagere sig i relationer igen.
  5. Tilgiv dig selv, at du måske ikke kan tilgive. Mange – måske os alle – har sår, der er for dybe eller påført os af elskede personer for tidligt i livet, til at vi vil være i stand til fuldt ud tilgive. Smerten er blevet en del af den, du er. Sexuel, fysisk eller følelsesmæssig krænkelser kan være umulige for et menneske at tilgive.
  6. Giv tid. Processen mod tilgivelse kan tage år med vækst og personlige arbejde. Misbrug og krænkelser sætter ar i hjernen, og det kan være bedre at acceptere, at du hverken er parat eller i stand og måske ikke engang villig til at overveje at tilgive. Bedre end at tvinge dig selv til en falsk tilgivelse. At lade som om skjuler vreden, men undertrykt vrede forsvinder ikke, den søger kun efter en ventil. Resultatet bliver kun, at du bruger en masse ressourcer på at lade som om indtil du en dag eksploderer.
  7. Tilgivelse er som ydmyghed. Kun den der både står ved egne styrker og svagheder kan tilgive, for tilgivelse er et produkt af styrke, fokus og kreativitet, empati og kærlighed – alle sammen egenskaber, som et menneske kan være stolt af. Men at prale eller være stolt af produktet tilgivelse er at miste den.
  8. Lær af dine erfaringer, både gode og dårlige. Det, der sket, er sket. Det gælder ikke om at benægte, at det gjorde ondt, at du blev dårligt behandlet, og heller ikke om at mindske eller bagatellisere din vurdering af det skete. Det gælder om at undgå, at følelser af vrede og hævn kontrollerer dig. Dine minder og erfaringen kan beskytte dig mod at begå den samme fejl, som ledte dig frem til krænkelsen.
  9. Forvent ikke perfektion. Et menneske vil altid være sårbart, også over for gamle sår. såret igen. Når de melder sig på banen, så mød smerten for en stund og mind dig selv om, at du har valget mellem, om du vil bruge dit liv på forbitrelse, vrede, jalousi eller om du vil give dig selv, modparten og verden en ny chance. Øjeblikket er altid nyt.
  10. Dyrk din spiritualitet. Hvis du virkelig vil lære at tilgive, har du brug for åndelig vækst. At tilgive dig selv og andre og er en spirituel vej. Kernen i spiritualitet er stien til at praktisere af tilgivelse. Åndelighed er betegnelsen for altings enhed, tilgivelse er betegnelsen for muligheden for at mennesker kan finde sammen igen. Uden tilgivelse er din spiritualitet dødeligt handicappet. Går du på vejen mod tilgivelse, er du godt på vej.

Kunsten at tilgive (del II)

Kunsten at tilgive (del III)

©Winnie Haarløv                         

englepige

De pæne pigers tyranni

Mange mennesker (og måske især kvinder) er så pæne, at vi nemt bliver vores egne værste fjender.

Måske er det fordi vi ikke kender vores eget værd, eller også står vi ikke ved det. Pænheden spænder ben i lønforhandlinger, når der er udsigt til forfremmelse og når vi prioriterer os selv nederst på listen over behov og forkælelse og højest på listen over forpligtelser. Og tit bliver vi hinandens fjender, kritiserer, fordømmer og bagtaler hinanden i stedet for at danne netværk. 

Hvorfor gør vi det?

Vi er født og opvokset i en kultur, hvor man skelner mellem ”grimme” og ”gode” følelser. Vi lærer fra barnsben at det ikke er okay at blive:

  • vred (”vil du SÅ opføre dig ordentligt! Sådan skal du ikke tale til mig!)
  • ked af det (”gå ind på dit værelse hvis du skal skabe dig sådan – så kan du komme ud, når du er færdig”) eller
  • bange (”vær nu en stor pige – det er da ikke noget at være bange for).
Tilladte følelser

Vi må gerne være glade, søde og smilende (men ikke FOR glade: ”Okay, nu er det nok – du behøver da ikke hoppe sådan rundt, bare fordi du fik den lyserøde Barbiecykel du ønskede dig. Slap nu af”).

Kort sagt: Vi får besked på at føle noget andet, end det vi gør, fordi vi skal være ”ordentlige. Resultatet er pænhed: for det første, fordi vi mister evnen til at mærke hvad vi egentlig føler og for det andet troen på at vi har lov til at føle, som vi gør. Socialiseringen er en slags hypnose: andre fortæller os, hvordan vi skal være, og vi lader os hypnotisere af de informationer vi får om hvem og hvad vi er.

Det betyder, at vi ikke giver os selv lov til at udfolde os, og det skaber vrede og irritation som kommer til at gå ud over andre: nemlig dem, der tør. Hvor tit har du hørt en kvinde sige om en anden kvinde: “Hun fylder for meget”? Og har du nogen sinde tænkt på, om det er fordi hun ikke selv tør fylde noget?

Siger du ja, når du mener nej?

Alle har brug for at føle sig værdifulde. Det værste for et menneske er at blive udstødt, blive afvist, forkastet eller føle sig uelsket. Vi har brug for at høre til og mærke kærlighed. Og kærlighed får du, når du bliver mødt dér hvor du er – som den du er.

Men hvis f.eks. lille Rikkes forældre i deres bestræbelser på at opdrage hende gør deres kærlighed betinget af, at hun opfører sig ordentligt, så lærer Rikke automatisk, at hvis hun vil elskes, så må hun være sød, makke ret, tie stille, ikke være besværlig eller kræve sin ret, finde sig i at blive overhørt og sluge sine ”grimme” følelser uanset hvor berettigede de end måtte være. Det er livstruende for et lille barn at føle sig ubeskyttet, så Rikke gør alt, hvad hun kan for at mor og far skal holde af hende. Inden Rikke er tre år, har hun lært, hvad der giver hende accept – og det er så dét, hun gør.

Og det bliver hun ved med, selv når hun bliver voksen og det ikke længere er livstruende for hende, hvis mor eller far bliver vrede. Hvis hun ikke er opmærksom på, hvad det er hun gør, så overfører hun ubevidst barndommens mønstre på kæresten, chefen osv. Med sin fornuft kan hun fortælle sig selv tusind gange, at der ikke er noget at være bange for, at hun har fortjent en lønforhøjelse, eller at hun ikke behøver at hoppe og springe for at gøre andre tilpas – men på det dybe, følelsesmæssige plan sætter hun hele sin eksistens på spil ved at kræve sin ret og vise sine grænser. Derfor er det jo ikke så underligt, at det er svært for hende at stå fast på sig selv.

Det er mændenes skyld?

Vel er det ej. Det er en gammel klassiker, at hvis en kvinde siger fra og udtrykker, hvad hun ønsker, så er hun en bitch, en hystade eller et rivejern, mens den mandlige kollega er ”udpræget lederpotentiale”. Men det bliver det jo ikke sandt af.

Det Det sørgeligste er næsten at kvinde tit er kvinde værst. Ikke bare får du som kvinde bebrejdende blikke fra medsøstrene, hvis du fører dig frem – du bebrejder også dig selv, at du nok også fylder for meget, er for domi­ne­rende, har svært ved at holde kæft eller hvad du nu kalder det. Det kunne vi godt lave om på, vi kvinder.

Offerkvinden

Mange kvinder påtager sig skylden for andres ve og vel langt ud over det rimeliges grænser: at svigermor er i godt humør, at det ikke regner til sankthans, at lille Peter skal være glad og harmonisk hele tiden, at sexlivet fungerer, at hjemmet er pletfrit og maden sund, økologisk og afvekslende og taljen ikke over 60 cm. De kvinder beder aldrig om hjælp, for det er et nederlagt, svagt og et bevis på udueligt. Og fordi de har lært, at det ikke er pænt at vise vrede, være besværlige (dvs. at have behov og grænser)  bider de det hele i sig og bebrejder sig ovenikøbet sig selv, at de har det ad helvede til.

Når presset indeni bliver for stort, går de i terapi og fortæller mig, at de ikke kan forstå hvorfor tårerne springer som et vandfald hver de ser Pretty Woman eller Det Lille Hus på Prærien, sover dårligt om natten eller går rundt og smågræder eller er irritable ”uden grund”.
Men følelser går ikke væk, fordi de bliver fortrængt. De hober sig op, og på et eller andet tidspunkt eksploderer de. Lige som en flødebolle, der er hård og blank uden på og helt blød indeni, men der skal ikke meget til, før overfladen smelter eller sprækker. Man bliver sprød og nem at slå itu, når ens kerne er så blød. Og ensom. Meget, meget ensom!

Hvad kan du gøre?

Giv dine handlemønstre opmærksomhed. Læg mærke til, hvor tit du siger ja hvor du mener nej. Tænk over det, fortæl det til nogen du har tillid til (eller begynd en dagbog) og tænk så over, hvad der kunne ske hvis du sagde, hvad du mente. Ville du blive udstødt? Fyret? Ville kæresten slå op, manden indgive skilsmisse­begæring eller børnene få traumer for livet? Ville veninden forstøde dig? Og hvis hun nu gjorde, hvad så?
Undersøg dine fantasier og vurder sandsynligheden for, hvad der kan ske. Bed om støtte hos dine nærmeste til at acceptere, at du øver dig i at sige at du er uenig, vred osv. – og tilbyd dem det samme.

Når du anerkender dig selv overfor dig selv, behøver du ikke længere at skjule dig for dig selv. Alene dét betyder, at dine følelser får lov at leve i stedet for at skulle fortrænges, fornægtes eller forskydes. Du bestemmer jo ikke selv, hvad du vil føle – men du bestem­mer, hvor­dan du vil håndtere det, du føler. Først når du f.eks. giver dig selv lov til at være vred, kan du give vreden eller ked–af–det–heden luft ved f.eks. at sætte dig ud og græde eller skrige i bilen, banke sengen med et kosteskaft, hulker højt eller kaste puder efter lænestolen, mens du råber skælds– og bandeord.

Dit temperament må afgøre, hvad der er bedst for dig – men det er jo ikke vreden, sorgen eller angsten, der er uhensigtsmæssig. Det er de aggressioner, der tit følger med. Og hvis du får dem ud først, kan du bedre styre din vrede på en sober måde og sige til din chef f.eks. ”Jeg er vred over, at jeg ikke fik den forfremmelse du lovede mig, og nu vil jeg gerne vide hvorfor.” Når aggressionen (eller gråden) ikke længere truer med at skyde hatten af dig, kan du bedre holde fast og stå ved din vrede i konfrontationen.

Det handler om at vise dine grænser. Ikke om at være en sur nej-siger, men at passe på dig selv, som du gerne vil passe på alle andre. Når du gør det, får du mere overskud og glæde ved at give til andre – i stedet for at føle dig flået i fra alle sider.

Sådan bliver det bedre
  1. Skærp opmærksomheden. I stedet for at skælde dig selv ud og beslutte, at fra i morgen vil du være helt anderledes – så begynd at lægge mærke til det, du er utilfreds med i dit reaktionsmønster. Det er opmærksomheden, der forandrer dig. Ikke forventningen om det resultat, du vil nå. Det er lige som slankekure: Vejen er at gå vejen! Der er ingen smutveje.
  2. Anerkend dine følelser. Følelserne er drivkraften i enhver sand forandring. Derfor gælder det om at mærke, hvad der foregår i dig. Mærk efter, hvad du føler i situationen. Hvis du bliver vred, ked af det eller bange, så sig til dig selv: Nu bliver jeg vred, ked af det, bange osv. Det er dine følelser, og derfor kan de ikke være forkerte. Giv dem evt. luft i enrum (se artikelteksten).
  3. Hold op med kritisere dig selv. Beslut, at du vil holde op med at fortælle dig selv at det nok er din skyld alt sammen, og at du ikke har lov at føle, som du gør. Er du typen, der fortæller dig selv at ”Hvis jeg kan finde ud af det, kan man sætte en abe til det?” Stop det. Begynd i stedet at rose dig selv, når du rent faktisk gør noget, du selv synes er okay.
  4. Se din virkelighed i øjnene. Erkend, at det rent faktisk er meget lidt, du kan kontrollere. Lige så lidt som du kan regulere vejret, kan du regulere andres dårlige humør.
  5. Sorter i krav og forventninger. Når du styrter rundt med støvekluden, febrilsk forsøger at få Emil til at holde op med at skrige eller hader dig selv for ikke at kunne passe en str. 36, så spørg dig selv: Hvis forventninger er det jeg forsøger at leve op til lige nu? Er det min? Alt for Damernes? Min mors? Eller hvad? Og hvad ville der ske, hvis jeg nu lod være?
  6. Vær opmærksom på destruktiv tankegang. Hvis nogen (eller du selv) anklager dig for at være en elendig mor, en dårlig veninde eller en ukærlig datter, så tjek lige efter, om det nu er den fulde og hele sandhed, eller om det er kendetegnende for dig en gang imellem. Og hvis det er, så giv dig selv credit for at du er et rigtigt menneske og ikke et glansbillede.
  7. Giv dig selv noget omsorg. Hvad du ikke har, kan du ikke give – så hvis du ikke selv har overskud og føler dig godt tilpas, hvordan skulle du så kunne give barnet, parforholdet eller jobbet noget af dig selv?
  8. Lad være med at forklare eller bruge hvide løgne. Du er voksen – du skylder ikke nogen andre at forklare dig. Du har ret til at sige f.eks. ”Nej, det passer mig ikke at passe dine femlinger på søndag. Men du må gerne spørge mig en anden gang.” Eller: ”Jeg kommer desværre for sent. Det er jeg ked af.” Det er helt unødvendigt at begynde at gøre rede for hvorfor.
  9. Udskift ”perfekt” med ”godt nok”. Opsæt dine egne succeskriterier og gør dem klare og firkantede. Du bruger ca. 20% af din tid og dine ressoucer på at nå 80% af vejen. Overvej, om det ikke er godt nok – og i stedet for at bruge de resterende 80% på at nå op på 100, så brug dem på noget, du synes er sjovt eller meningsfuldt for dig – ligegyldigt hvad. Det kan være hovedrengøring, mudderboksning, overarbejde eller skovtur med børnene – bare du synes, det er godt for dig.
  10. Tag dig selv alvorligt, men ikke højtideligt. Hvis du mener, at du har fortjent en lønforhøjelse, så hør efter, når du forklarer dig selv hvorfor – og tag dine argumenter alvorligt. Hvis DU ikke tager dig selv alvorligt og lytter til det, du siger – hvorfor skulle andre så?

 

© Winnie Haarløv