Indlæg

Skam er noget andet end skyld

Skammens stemmer

”Når kærlighed og respekt er en mangelvare, risikerer livsbesværlighederne at blive til skambesværligheder, som kan ende med at slå  knuder på et menneskes sjæl.”
- Terapeuten Göran Larsson i bogen ”Skamfilad” (Larsson, 2007).
 

SORG opstår hos den, der mister noget dyrebart; f.eks. en elsket person. Og den sorgramte kan forvente medfølelse og støtte til sin smerte i et vist omfang. Familie, venner, bekendte, kolleger udviser takt og medfølelse.

SKAM opstår hos den, der mister forbindelsen til omverden og sig selv; mister selve følelsen af at have lov at eksistere; at være værdifuld, betydningsfuld og elsket. Men den omsorg og forståelse, som sorgramte oftest får, gives ikke til den, der er ramt af skam – heller ikke, selvom skam måske er den allermest smertefulde følelse af alle. Tit er det, som om skam smitter; som om den vækker omgivelsernes skam. Man trækker sig fra den. Den skamramte efterlades alene eller isoleres.

  • Skam er relationel. Alligevel kan man skamme sig i enrum, fordi skammen handler om at se sig selv med andres øjne – det er mig, der ser mig, og altså er jeg i en relation til mig selv.
  • Skam er den megalomane ide om, at alle ser dig. I virkeligheden kan den skamfulde ikke udholde at se sig selv. Følelsen er, at skylden er din, og du ved ikke, hvad du kan gøre eller hvor den kommer fra.
  • Skam er følelsen af at være forkert, uværdig, betydningsløs, udstødt. At opleve sig selv sådan vækker også skam. Den, der bærer skam, bærer altså en dobbelt byrde:

1)       hun foragter sig selv og forventer derfor også kun andres foragt, og

2)       hun skammer sig derfor over at skamme sig.

For hvordan skal den skamramte overhovedet kunne tro på, at omgivelserne finder hende værdifuld? Hun skam­mer sig over sig selv. Og trækker sig væk for ikke at genere andre; for ikke at blive set. Det afspejler sig også sprogligt: Når skamfølelsen melder sig, ønsker man at skjule sig, gemme sig og ”synke i jorden.” Strategien er forståeligt nok tavshed.

Sund og usund skam

  • Sund skam er hensigtsmæssig, dvs. en naturlig, nødvendig og regulerende faktor. Den gode (uneu- rotiske) skam kan bruges til at skabe rum og grænser, dvs. til at beskytte individet mod uønskede afsløringer og holde det intime og private afgrænset. Skamfølelse kan danne base for diskretion, takt og respekt og på den måde medvirke til at gøre indvidet i stand til at navigere i skrevne og uskrevne sociale kodekser; knytte, beskytte og forstærke sociale relationer. Den sunde skam regulerer også den sunde narcissisme ved at medvirke til, at storhedsfantasierne ikke går over gevind.
  • Usund (neurotisk) skam og dens talrige og overraskende udtryk kan der ikke siges meget godt om. Den kan opleves destruktiv, smertefuld, neurotisk og usund, ja, næsten ubærlig, altfortærende, ødelæggende, lammende og aktiverer rædslen for at blive afsløret af omverden. Og en opvækst uden usund skam er næppe mulig.

Skammens rødder

Det er let at forstå skam som konsekvens af omgivelsernes krænkelser: overgreb, mobning osv. Det er måske knapt så indlysende, at skam kan grundlægges uden åbenbare krænkelser.

Nogle forskere mener, at evnen til at føle skam er medfødt og udvikles allerede fra spæd­barnets øjenkontakt med mor. Den nyfødte søger sin mors blik – men bryder moren kontakten før barnet er mæt af den, bliver resultatet oplevelsen af ikke at være set, at være udelukket, uelsket og forkastet. En skamfuld oplevelse. Sådan kan den spæde naturligvis ikke tænke, men skammen grundfæstes som en fornemmelse. Objektrelationsteorien beskriver, hvordan barnet i takt med sin udvikling gør forsøg på at løsrive sig og styrke sin autonomi, og hvordan det hele tiden er væsentligt at moren giver slip og frustrerer barnet i de rette, overkommelige doser. Sker dette ikke, styrkes den usunde, neurotiske skam.

Ingen forældre er perfekte; de begår den ene fejl efter den anden, og mange forældre er tit både parate og gode til at tale med børnene om, at de er kede af, at de har begået fejl eller forløbet sig. Det er jo bedre end det modsatte, men hvis børn skal have en god opvækst, må de de skamfulde situationer og deres destruktive virkning minimeres mest muligt. Jo flere fornedrende, ydmygende elementer der opstår i relation til forældrene, jo mere sandsynligt er det, at der skabes et voldsomt, indre raseri i barnet. Denne vrede bliver liggende som en tikkende bombe, der er klar til at eksplodere senere i livet – eller bliver grundsten for udviklingen af depression.

Et barns normaludvikling afhænger af primærpersonernes evne til at se barnets behov og respondere empatisk på dem. Det er afgørende for grundlæggelse og udvikling af barnets evne til regulere selvfølelsen og kompetence til selvtrøst. Fravær, manglende respons og spejling vækker skam (over ikke at opleve sig betydningsfuld), og det er en særlig smertefuld skamoplevelse er at vise sin kærlighed – og møde afvisning. Her grundlægges forestillingen om at være forkert, betydningsløs og ikke værd at elske.

Det tidlige øjenmøde

I det tidligt udeblevne øjenmøde grundlægges et livslangt selvhad. Hos den, der tidligt har følt sig uelsket, ikke set eller hørt og dermed værdiløs, findes en grundlæggende mistillid til omverden, som nemt giver anledning til angst i bedømmelsessituationer. Og det, som skal bedømmes er på det ubevidste plan netop det, som det oprindelige traume handler om. Bliver min kærlighed, mit indre barn eller mit sande selv taget imod eller afvist? Er jeg værd at elske, eller er jeg skammeligt værdiløs?

I tv-pro­gram­met Er du mors lille dreng (TV2, 1998) ser vi, hvordan den nyfødte Jørn i løbet af sine første tre leveuger (hos forældre, der lever i et destruktivt forhold med misbrug og utroskab) ikke bliver mødt og oplever så meget kaos, at han lukker af for omverdenen. Drengen anbringes hos plejeforældre, der ti år senere (2011) kan fortælle, at han tydeligt har taget emotionel skade af sine tre første, kaotiske leveuger og den manglende respons.

Når barnet opdager sit eget spejlbillede og forstår, at det kan iagttage sig selv, udvides dets perspektiv: ”Jeg ser mig selv, og jeg ved, at det er mig, der ser mig selv.” Skammen kommer for alvor i spil, når barnet bevidstgøres om, at også omgivelserne iagttager det. Søren Kierkegaard kaldte det at blive udvortes.

Skamfølelsen inkorporeres altså for det første som en slags myndighed, som holder os i skak, selv når ingen andre end os selv iagttager os. Og for det andet som en slags målestok, fordi mennesket som den eneste art formår at se sig selv med egne øjne (”udefra”) og derfor evaluere og devaluere sig selv.

Skammen grundlægges i de første 18 mdr.

Når barnets ekspressioner

a. ikke mødes af reaktion eller

b. mødes af pludselig afvisning

Eksempel: hvis barnet ikke mødes af mors blik, vil barnet skamme sig over sin fejlagtige forventning (om kærlighed / at blive set)

18-24 mdr: ”Skamkrisen”

Barnet genkender sit eget spejlbillede og bevidstgøres om sig selv og om, at andre iagttager mig. Det medfører

  • øget selvbevidsthd
  • sammenligning med andre
  • opdagelse af forskellige mellem sig selv og andre
24-36 mdr: Skamchokket

Barnet opdager derved sin egen lidenhed og uformå­en og får et chok, fordi det indtil da har været konge i sin egen verden (den sunde grandiositet), som mor og far har fokuseret på. Barnet har så at sige været solen, hvorom alting drejede sig.

Det barn, der har et virkelighedsnært billede af sig selv, oplever dette chok meget mindre.

Kærlighed og skam

Ud af den skuffede kærligheds tidlige oplevelser opstår der fremtidige hindringer for kærligheden til en partner. I ethvert kærlighedsforhold er der understrømme og regressive rørelser i de allertidligste længsler, skuffel­ser og afmagtsfølelser, som kommer op til overfladen.

Det kræver mod at elske, fordi det indebærer at udsætte sig for skammen (afvisning, tab). For den skambærende betyder det, at det er forbundet med stor fare og rædsel at vise sine følelser, dvs. blotte sin sårbarhed og afhængighed. Den skamramte vil derfor langt hen ad vejen skjule sine følelser eller være nølende med at vise dem.

Jo mere han unddrager den anden sin kærlighed, jo mere beskyttet er han – men til sidst er han så fuldstændig beskyttet, at han ikke længere er i kontakt med kærligheden. Han kan ikke længere elske.

At møde skam

Den, der søger terapi er tit skamfuld over at have et problem, over ”ikke at kunne klare det selv” og forventer tit at møde en ”ekspert.” Det ligger ikke i kontrakten, at terapeutens problemer, sår eller skam skal på banen. Terapeuten er, alt andet lige, autoriteten, fagpersonen, hjælperen, den ressourcestærke, den der er ovenpå. Forholdet mellem klient og terapeut er altså ikke ligestillet, selvom etikken foreskriver, at terapeuten altid betragter klienten som ligeværdig.

Den ulighed stiller krav til terapeutens blufærdighed og hendes egen sunde, påkrævede skamfølelse. I terapirummets intimitet må det personlige, dyrebare behandles med finfølelse, blufærdighed og takt, men samtidig må terapeuten også have mod, indlevelse og intuition til at opsøge klientens grænser og møde ham dér. Det er en krævende balancegang: den lidt for tilbageholdende terapeuts tavshed kan frustrere klienten, fordi denne selv mangler mod og ord, mens den lidt for aktive terapeut kan opleves som grænseoverskridende, bestemmende og påtrængende.

Tit må terapeuten introducere et sprog for skammen, og det kræver igen både tid, tillid og tålmodighed, taktfølelse, respekt og varsomhed. At dele sin skam er at blotte sit inderste, og det kræver tryghed og tiltro fra klienten om at blive rum­met og mødt og vove en forsigtig tro på, at han hos terapeuten hverken bliver svigtet eller forrådt. Det kan være en vanskelig udfordring, idet klienten i mange tilfælde sidder i stolen netop fordi vedkommende ikke har oplevet at blive mødt og rummet i tilstrækkelig grad førhen.

Skam i terapirummet

Dyb skam er grundlæggende og altid nærværende (om end den kan variere i styr­ke). Den kan komplicere den terapeutiske udvikling ganske meget, fordi den dybe skam udfordrer selve terapiens omdrejningspunkt: dialogen og tilliden til den anden. Den skamfulde ønsker jo (jvfr. ovenstående) dybest set at trække sig, at skjule sig, hvor den terapeutiske samtales grundide netop er at skabe kontakt og mødes, dvs. vise sig selv. Skam­men kan blive en sejlivet hindring for dette møde, og den skamfulde klient vil deflektere, afvise eller lukke af for terapeuten og foretrække at tale om, bagatellisere eller sludre.

For terapeuten kan det opleves meget frustrerende at blive afvist og distanceret, og det kan også ramme hendes faglige ambitioner og stolthed og ryste hende i troen på egne kompetencer, aktivere hendes røde knapper og friste hende til at gøre klientens arbejde.

Skam kan have mange andre adfærds- og følelsesudtryk – den kan maskeres (Wurmser, The Mask of Shame). Her er nogle eksempler, inspireret af Skårderud (Skammens stemmer, 2001):

  • Klienten foragter sårbarhed – især sin egen. Samtalen indledes tit med udsagn om, at ”man burde jo selv kunne finde ud af det,” ”jeg har egent­lig ikke nogen problemer, mit liv er jo godt / min barndom var god / der er så mange andre der har det værre” osv. Når de sårbare følelser på et tidspunkt kommer frem, bliver klienten vred eller flov over at sidde og ”tude.” Hvis jeg fra terapeutens stol foreslår ordet græde, fnyser klienten og gør, hvad hun kan for at beherske sig. Men skammen er tydelig: hun vrider sig i stolen, ser ud ad vinduet, gør sig lille eller ler højt, skifter fokus eller går på toilettet.
  • Klienten er ”dygtig.” Den velformulerede, ivrige klient ønsker at blive accepteret og tilpasse sig og stiller ingen kritiske spørgsmål eller krav til terapeuten. Hun har taget afgang fra Flinkeskolen med udmærkelse og er kompetent og præstationsorienteret. ”Jeg har alt, men jeg er ikke rigtig glad,” siger hun. Hendes relationer eksisterer på andres betingelser, for hun vil for alt i verden ikke være besværlig. Men under overfladen forsurer overbevisningen om at være u-elske­lig hendes livslyst, og hun søger terapi, fordi den ydre mest­ring ikke længere er nok. Hun er skamfuld, for hun ved jo, at hun bluffer, at hun er hul i ryggen som en elverpige. For hun er jo slet ikke så lykkelig, fremgangsrig og ridsefri, som omgivelserne tror.
    I terapien idylliserer hun opvæksten og passer på ikke at sige noget dårligt om mor og far. Typisk vil hun i hver session sige noget à la ”Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg er her – jeg har jo ingen rigtige problemer.”
    Det er heller ikke altid nemt at se, at den velfungerende klient faktisk har problemer. Hun har må­ske stor arbejdskapacitet, ansvarsfølelse, empatiske evner og omsorg for sine nære, men måske har hun ikke nogen særlig fornøjelse af det. Måske er alt dette snarere en slags ydelser, en præstation end det er et behov eller en lyst. Og spørger man hende, hvordan det ville være ikke at klare alt dette, så bliver hun helt paf, vred eller forarget. Alternativet er ikke-eksisterende. Som terapeut opdager man måske først, at advarselslampen blinker, når man bliver opmærksom på at man keder sig i hendes selskab. Så kan der være belæg for at undersøge, om overfladen skjuler skam, og om hun i virkeligheden ønsker, at du skal finde ned til den; at hun hos dig endelig kan blive sét, endelig kan blive rummet som det skrøbelige, følsomme væsen hun også er.
  • Klienten er forbeholden. Han taler tøvende, med mange forbehold og reservationer, med lav eller luftig stemme. Han nøler, er utilfreds og ufor­stå­ende over for sin egen handlingslammelse, og der skal ikke meget til, før han udebliver eller aflyser sessionerne. Han tør ikke åbne sig og finder det i øvrigt meningsløst og svært med alle terapeutens ”føle-spørgsmål.” Det er mere end vanskeligt at skabe kontakt. Han synes nemlig, at terapeuten kommer for tæt på, hvis kontakten endelig opstår, eller hvis han mærker noget i samværet. Så bliver han flov, føler sig gået for nær og lukker i.
    Det er en balancegang at møde klienten uden at give køb på sig selv. Som terapeut kan man være fristet til at ”gå hjernevejen”, fordi klienten typisk føler sig tilpas ved den distance, det kan give og derved virker til at åbne sig lidt. Det kan være vejen til at opbygge tillid, men det kan også blive en blindgyde.
  • Klienten er deprimeret. Depression kan have mange årsager og lige så mange forskellige udtryk. Hvis den er affødt af skyld eller sorg over et tab, vil klienten oftest selv villigt pege på dette som årsag. Men en klient, der ikke ved, hvorfor han er deprimeret, kan have dybe skamfølelser, lavt selvværd og opleve skam over, at han ikke er ”lykkedes”: at han ikke er den, han gerne vil være.
    Der skal tit mange, mange samtaler til, før klienten opdager, at han faktisk har noget at byde på. Det duer ikke at påpege det for ham – slet ikke. Han vil blot finde terapeuten dum, blind og nem at narre. Ligesom alle de andre, der modsiger ham og peger på, hvor meget han har nået og hvor succesfuld han udmærket kan være på mange områder. Han vil (stik imod terapeutens hensigt) føle sig ikke-set, ikke-mødt.
  • Klienten føler sig tom. Tomhed kan betyde, at klienten forsøger at værne sig imod sin skam ved at lukke af for sine følelser. Han oplever livet kedeligt, meningsløst, ligegyldigt eller ube­hageligt, og alligevel kan han have svært ved at sætte ord på. Spørgsmål som ”Hvad mærker du? Hvordan har du det?” vil opleves som umulige at besvare, og han vil primært søge at blive i sit hoved. At turde blive i tomheden (stilheden, meningsløsheden) sammen med klienten kan være en stor udfordring. Men tit vil det være en helt ny oplevelse for ham at være sammen med et menneske, der ikke forsøger at tage hans tomhed fra ham.
  • Klienten raser. Hos den narcissistisk sårede klient kan inferiøre ”kræn­kelser” som en ubetænksom medtrafikant eller en afbrydelse fra telefonen udløse ukontrolleret raseri. Skamfølelsen kan hidrøre fra oplevelsen af ikke at kunne leve op til (egne) forventninger eller fra en tidlig mangeltilstand (afvisning, krænkelse, nedgørelse, skuffelse osv.)
  • Klienten er misundelig. Skammen vågner, når klienten oplever sig mislykket, mens ”alle de andre” har succes og held. Følelsen af fiasko gøder den smertefulde forkerthedsfølelse og den medfølgende oplevelse af at være uværdig, uelskelig og betydningsløs. Forsvaret er misundelse, som dels letter ved at lægge årsagen til miséren uden for klienten selv og dels berettiger vreden over den. Denne klient bærer dobbeltskam: udover sin dybe skam er der også skammen over at mærke tabufølelser som misundelse, der jo ikke er god tone i det omgivende samfund.
  • Klienten er fuld af foragt, sarkastisk og nedgørende. Egen succes er godt, men andres fiasko er heller ikke at foragte. Den skamfulde kan skaffe sig lidt lettelse ved at nedgøre andre og projicerer derfor egne egne følelser af fiasko og uduelighed på de andre. Tit får terapeuten også en tur i centrifugen. Terapeuten skal have godt styr på sine egen skamfølelser og eventuelle narcissisme for at modstå den slags angreb og ikke falde i fælden med at forsvare eller retfærdiggøre sig, blive vred, såret eller tage det med sig hjem.
  • Klienten er grandios. Det helt klassiske forsvar mod skam er grandiositet og at tilstræbe en fremtoning som uafhængig og ikke-skrøbelig eller sårbar. Her vidner arrogance, hovmod og bedreviden oftest om dytbliggende skam: jo mere udpræget grandiositet, jo dybere skam. Det er interessant at se en grandios klients reaktion på en ydmyg terapeut, der hverken praler eller beundrer ham.
  • Klienten er skamløs. Skamløshed er næsten uafvigeligt tegn på stærk skam, typisk benægtet eller fortrængt. Misbrug af stoffer, alkohol, sex, shop­ping, selvskade eller spiseforstyrrelser (måske især bulimi) er alt sammen fornedrende handlinger der bruges som forsvar mod skammen. Klientens trods i handlingerne bringer kun kortvarig lettelse, og bagefter er der mere at skamme sig over; mere, der må skjules. Skamløsheden bliver en hindring for kontakt og dialog; en slags ond skamcirkel.

Skammens emotionelle udtryk

SORG. Dyb skam er fuld af hån og selvbebrejdelser og umuliggør, at klienten kan modtage eller give sig selv forståelse og indsigt. Skammen er typisk resultatet af mangelfuld respons og accept fra opvækstens primærpersoner. Der er god grund for klienten til at sørge over det, han ikke fik (eller over de krænkelser, han måtte gennemgå), og sorgen herover er begyndelsen på en ændring.
Den terapeutiske dialog kan øge klientens forståelse for at være en del af en sammenhæng og af, at han (som enhver anden) bliver til som et jeg i relationen til sig selv og andre. Den indsigt kan bidrage til klientens større generøsitet overfor sig selv og øget forståelse for de betydningsfulde andres (manglende) bidrag. Og dermed åbne op for sorgen.

VREDE. ”Det er altsammen min skyld. Jeg er selv ude om det.” Den negative grandiositet implicerer en heftig nedvurdering af klientens betydningsfulde andre; en slags foragt, der forstærker selvforagten og det urealistiske virkelighedssyn. Sommetider kan det vække klientens nysgerrighed og åbenhed at påpege, at han slet ikke er magtesløs (som han føler sig) – men tværtimod uendelig magtfuld, hvis han virkelig er skyld i alting.
Hvis klienten er villig til at overveje et mere nuanceret syn på forholdet mellem ham selv og omverden, kan hans vrede mod omverden vækkes. Og det kan være meget produktivt at placere vreden der, hvor den hører hjemme – som en mindre fortvivlet, mere virkelighedsnær modvægt til det destruktive skamraseri.

RASERI. Skammens raseri er en uundgåelig følge af ikke at blive sét. Hverken barn eller forælder forstår, at det er omverdenens krænkende reaktion, der vækker raseriet, så barnets naturlige reaktion på kærnkelsen opfattes af barnet som ”jeg er forkert, jeg fortjener straf, jeg er ond” osv.

FORAGT.  Skammen er i bund og grund en uudholdelig følelse, men når den projiceres over på den foragtede, befrier man sig selv for den. At undlade at stille krav til et barn kan være mindst lige så krænkende som at stille for store krav. Det respektløst behandlede barn vil med alle midler søge at skjule sine følelser og sin sårbarhed over for kræn­kerne. Barnet tager afstand, forkaster, afviser, ignorerer eller fremprovokerer skamvækkende situationer.

SKYLD.  At bevæge sig fra at være forkert til at have handlet forkert kan være startskuddet til en forskydning fra en dominerende negativ selvoplevelse, præget af skam, til skylden for noget afgrænset.
Skyld drejer sig om en handling, der har påført andre skade. Skyld kan medføre straf; der kan gøres bod for den, og den kan i visse tilfælde gøres god igen, dvs. at tilgivelse kan frigøre fra skyld.
Skam
drejer sig om fejl, svaghed eller brist ved selvet, er langt mere diffus og kræver forvandling i form af selvaccept for at heles.

Arbejdet kan bestå af omvurdering af de værdier og idealer, som kan skabe retning og handlekraft. Værdierne må være klientens egne og ikke introjicerede, ligesom idea­ler må være selvvalgte, fleksible og realistiske. Man kan vælge at se graden af fleksibilitet versus rigiditet i forhold til idealer som et udtryk for mental sundhed. For i selvaccepten ligger selvkærligheden.

GENERTHED.  Et menneske, der kæmpler med dette kompleks af sårbarhed, der må skjules og den ensomhed, der følger med at være en énmandskriger, bruger typisk raseri, foragt, misundelse som elementer i værnet mod skam.

FIASKO. Klienter, der har været uheldige i kærlighed, økono­mi eller valg i livet, og som billedlig talt har lukket døren til tilværelsen for at undgå flere fiaskoer og sår må præstere stort mod for at lukke døren op igen og vove sig ud på slagmarken, hvor han hidtil har lidt nederlag og skam. Dét mod vokser med stigende tillid til terapeuten. At søge terapeutisk heling af skam betyder, at terapeut og klient sammen udbygger, udvikler og afstiver deres interper­sonelle felt, så det bliver stadig mere bæredygtigt og i stand til både at rumme skam­men og inspirere modet til at gøre op med skammen ved at dele den med en Anden.

Skam, som bliver italesat, delt og mødt med den terapeutiske eros (Yalom), kan blive lettere for klienten at bære. Men der kræves også respons og accept fra terapeuten (= som substitution for fortidens betydningsfulde andre). Og accepten skal ikke bare italesættes; den skal erfares, tages ind og integreres. Alligevel lader dyb skam sig kun vanskeligt hele (hvis overhovedet).

MISUNDELSE.  Barnets skabende evne kan for en forælder være uudholdelig, hvis den rokker ved den skrøbelige balance mellem hendes problematiske selvfølelse og hendes selvforagt. Dette vækker hendes raseri, som fører til sjælemord på barnet: hun latterliggør, bagatellisererog nedgør barnet, vækker derved dets skamfølelse og hæmmer dets skabende kraft.
Det kan være svært for dem, som aldrig har oplevet manglende moderkærlighed, at forstå den smerte, panik og sårbarhed som lurer om hjørnet for den, som aldrig har fået moderkærlighedens gudegave.

SKAM OG NARCISSISME

Skam og narcissisme er tæt forbundne. Man kan spørge, om narcissisme ikke er sårbarhed minus skam? Men man kan også sige, at skamfølelser begrænser de groveste selvhævdningsformer, og at skam kan være en hindring for narcissisme. At skamme sig er at opleve sig selv negativt, dvs. man kan ikke lide sig selv

  • Sund narcissisme: at opleve sig selv positivt, dvs. man kan lide eller bundrer sig selv. Sund narcissisme er selvkærlighed, dvs. en kærlighed, som er rettet mod det indre selvbillede.
  • Patologisk narcissisme: Overdrives denne eller bliver til ekstrem selvovervurdering opstår den patologiske narcissisme, der fører til skamløshed. Patologisk narcissisme koster evnen til at elske andre.

Den overdrevne selvovervurdering står i skærende kontrast til det umættelige behov for at blive værdsat af andre.

Den underdrevne selvvurdering fører til depression og følelsen af at være lammet af skam.

Sund narcissisme er altså en balance mellem overdreven og underdreven selvvurdering. Denne balance forudsætter skam. Den sunde skam hjælper til at udstikke afstanden mellem selv og andre, fordi man uden skam risikerer at udlevere for meget af sig selv og derved blive sårbar. Dette vækker det narcissistiske raseri som forsvar for sårbarheden – men det ødelægger relationen. Skammen forhindrer overdreven selvudlevering, som ellers ville udløse dette raseri.

Skamløs udleven vs. skamparalysering er et polaritetspar, som skyldes manglende kærlighed. Balancens kvalitet afhænger af, om barnets gode erfaringer overskygger eller overskygges af de dårlige.

  • Den skamløse narcissisme vækker smerte hos andre
  • Den skamfulde narcissisme vækker smerte hos individet. Og kan bevæge til forandring. Det er positivt.
Grandiositet

Skammen besejres ved at ignorere eller deflektere andres negative reaktioner. Udtrykkene kan være

  • svækket empati
  • svækket virkelighedskontakt
  • mangelfuldt overjeg (samvittighed)
Ikke-grandiositet

Skammen kan bekæmpes ved ikke at være sig selv og hele tiden iagttage og være opmærksom på sig selv og sin utilstrækkelighed. Udtryk:

  • Svag selvfølelse
  • Stærk skamfølelse

Den ikke-grandiose skamfulde kan aldrig være i fred, ikke engang i sit eget selskab. Det skader forholdet til omverden i form af

  • mistro
  • mistillid
  • skepsis
  • angst

Den skamfulde lever med en skræmmende følelse af at stå udenfor og være anderledes og forkert, lige meget hvad hun gør.

 

©Winnie Haarløv

narcissist

Hverdagens narcissisme

Hanne er gift med Per.

“Han elsker mig overalt i verden og vil gøre alt for mig,” siger hun. Men Hanne elsker ikke Per – foragter ham faktisk lidt, fordi han finder sig i hende: ”Jeg bruger ham som forsørger. Han giver mig materiel tryghed… men jeg har da også gjort meget for ham! Og det er jo ikke min skyld, at han siger han ikke kan leve uden mig, vel? Jeg ville jo være dum, hvis jeg bare gik fra ham, så længe der ikke er en anden på banen. Jeg gider simpelthen ikke bo i en toværelses!” siger hun.

Hanne er hverken dum eller ond. Tværtimod. Hun er en samvittighedsfuld mor og en trofast veninde, velbegavet, flittig og dygtig til sit job som marketingchef. Men hun får aldrig nok, når det gælder succes og anerkendelse. Når et mål er nået eller et ønske opfyldt, oplever hun det hult og ligegyldigt og løber straks videre til det næste projekt, opfyldt af tomhed, ensomhed og depression.

Hun føler sig lidt udenfor blandt kollegerne, og det sårer hende – samtidig med at hun på mange måder også synes de er nogle pivede fjolser. Hun kan være fantastisk sjov og underholde et helt selskab, men når hun indimellem mærker, hvor alene og misforstået hun føler sig, bliver hun vred og fortvivlet.

Det får hende imidlertid til at føle sig svag og dum lige som de andre, og så ifører hun sig det professionelle smil og gør grin med, at hun er sådan en Tudemarie. ”Jeg er jo nødt til at være glad – de andre spørger hvor ‘Glade Hanne,’ er, hvis jeg beklager mig den mindste smule. Jeg er jo ikke typen der græder snot – ligesom dem,” siger hun. Og skælder ud på verden, foragter de andre og trækker sig ind i sig selv, mens hun skiftevis raser over at være omgivet af idioter og græder over sin ensomhed.

Hvad er narcissisme ?

Der findes ingen endegyldig definition af narcissisme som psykologisk begreb – men de professionelle behandlere er enige om, at narcissister er selvoptagede, selvovervurderende, egoistiske og uinteresserede i andre. Den narcissistiske personlighed har en konstant følelse af at være urimeligt behandlet af tilværelsen og tillader sig derfor at være hensynsløs og beregnende uden hverken evne eller lyst til at læse andres følelser. Narcissisten har nemlig også en stærk følelse af at være omgivet af personer, der er dårligere begavet end hun selv. Hun oplever sig selv som god i kontakten med andre mennesker, åben og kreativ, men undervurderet og svigtet. Oftest er hun hypersensitiv overfor kritik og bliver let såret og fornærmet.

Narcissistens problem er ikke selvforelskelse

Ordet narcissisme stammer fra den græske myte om den smukke, unge mand Narkissos, der søgte det fuldkomne og derfor forsmåede skovnymfen Ekkos kærlighed. I stedet fascineredes han af sit eget spejlbillede, som han fik øje på i en skovsø. Fuld af længsel rakte han efter billedets perfekte skikkelse igen og igen – men hver frovandt blikket i vandets krusninger. Sådan sygnede han langsomt hen, imens Ekko forgæves råbte hans navn – uden andet svar end sin egen fortvivlede kalden.

Historien blev nedskrevet af den græske digter Ovid for totusinde år siden, og den er genfortalt tematisk igen og igen. Myten har fascineret både Freud, Jung og deres efterkommere uanset psykologisk retning og fortolkes oftest tragisk: Narkissos opfattes som et sygeligt selvoptaget individ, der udtæres af passion for sig selv, og som derfor optræder som et skræmmebillede på selvoptagethed.

Men Narkissos’ tragedie ikke selvglæde, hovmod eller arrogance. Det er snarere, at han ikke genkender spejlbilledet og tror, at den smukke, attraktive yngling i søen er en anden. Det er en myte, at Narkissos blev forelsket i sig selv – for han sanser ikke alt det smukke og dejlige, han selv rummer. Derfor hader, foragter og afskyer han sig selv. For at skjule dette for omverden, må han forkaste han andre, før de forkaster ham – og søger tilflugt i illusionen om at være sig selv nok. Han må puste sig selv og sit værd op til det storladne for ikke at bliver ’afsløret’ som helt almindelig, nøjagtigt som de moderne narcissister, som der iflg. forskerne bliver stadigt fle­re af. Men i denne selvtilstrækkelighed findes kun afmagt og isolation, for den nar­cissisistisk sårede person kan hverken elske sig selv eller andre.

Sund og usund narcissisme

Som med så meget andet er narcissisme ikke kun usund. Freud beskrev i detaljer barndomsfasernes sunde narcissisisme, som når spædbarnet oplever sig selv som årsagen til moderens blotte eksistens og fysiske tilstedeværelse. Den får baby til at kræve behovstilfredsstillelse af sin mor klokken tre om natten – men det er usund narcissisme, der driver fru Hansen til at ringe sin psykolog op på det tidspunkt for at beklage sig. Og i modsætning til Hanne i eksemplet er den sundt narcissisistiske voksne velfungerende, assertiv, kan mærke og anerkende sine organiske behov (mad, tryghed, sex, fornøjelser osv.) og lader ikke sig slå ud af kurs, når de ikke kan opfyldes. Hun tør mærke både sine behagelige og ubehagelige følelser uden at fornægte dem, skjule dem eller lade dem gå ud over andre, anerkender sine kompetencer, glæder sig over sine resultater og gør sig ikke afhængig af andres meninger om hende. Hun ved, at hun er et almindeligt, unikt menneske på godt og ondt, kan mærke, hvad hun føler, bede om det, hun har brug for og tage imod, når hun får det. Hun har god kontakt til både andre og sig selv. Hvad er det, der gør forskellen? Det er der skrevet tykke bøger om, så et bud på årsagerne her vil naturligvis være meget skematisk. Eksempelvis har den tyske psykiater Alice Miller beskæftiget sig indgående med narcissistisk skadede børn og voksne, og som mange andre forskere mener hun, at de narcissistiske sår tilføjes i den meget tidlige barndom.

Det narcissistiske sår

Spædbarnets voksende evne til at opfatte ‘virkeligheden’ medfører ubehag, frustration og smerte. I samspillet med de kærligste, mest velmenende forældre vil der uundgåeligt forekomme skuffelser, afvisninger, tab, smerte, vrede, konflikter og misforståelser. F.eks. må lille Emil lære, at han godt kan tåle at vente på mad i et kort stykke tid; at han ikke bliver forladt, selvom mor ikke kommer ved det første pip af gråd, og at han ikke kan få, hvad han peger på.

Hvis forældrene kan anerkende Emil som et selvstændigt ligeværdigt (men ikke ligestillet) væsen og være rollemodeller for, at han ligesom de selv har ret til egne følelser og præferencer, får han mulighed for at lære rumme skuffelse og frustration i overkommelige portioner: ubehagelige, men ikke katastrofale; angstprovokerende, men med sikkerhedsnet i form af omsorg og opmærksomhed. Men hvis han oplever uforholdsmæssigt voldsomme frustrationer eller oplever sig overset, afvist eller forkert opstår der ubærlige følelser af skam, ydmygelse og afmægtigt raseri i barnet.

Et barn er dybt afhængigt af sine forældre og kan derfor ikke rumme at rette disse voldsomme følelser mod dem – og retter dem i stedet imod sig selv. Derved lærer barnet at hade og foragte sig selv, at opfatte sig selv som forkert, at tro, at det ikke kan have tillid til omverden og derfor må klare sig selv og gøre sig uafhængig af andre. At åbne sig for andre, vise sig fejlbarlig og have brug for omverden bliver et tegn på ”svaghed”, så den narcissistisk sårede person lukker sig og beskytter sin angst for kritik og afvisning ved at prøve at være dygtig, fantastisk og fejlfri. Han er i konstant kamp med sin den indre uro og angst som han må skjule, fordi han ikke kan håndtere at føle sig sårbar.

Det narcissisistisk sårede menneske bærer barnets smertelige følelser dybt i sig. Det er f.eks. hende, der er besat af sin vægt eller sit udseende eller den utrættelige stræber, der aldrig får succes, penge eller anerkendelse nok. Narcissisten kan optræde arrogant, egoistisk eller føle ret til særbehandling – eller være fuldstændig selvcentreret og bruge sig selv som eneste referencepunkt.

Selv lettere narcissisistiske træk påvirker klart individets evne til at elske og arbejde, fordi andre i større eller mindre grad vil opleve dem optræde dominerende, krævende eller urimelige. I sin milde form er denne ”narcissisistiske tilstand” faktisk ret almindelig – en neurose snarere end en personlighedsforstyrrelse. Den lettere narcissisistisk sårede kan godt indgå i forhold til andre, selvom de ikke bliver hverken så intense, autentiske eller på anden måde tilfredsstillende som de kunne være.

Narcissisten på jobbet

En narcissist er selvoptaget, selvglad og ikke bleg for at score point på andres bedrifter. Altså en uudholdelig kollega, men måske en arbejdsgivers drøm! For narcissisten knokler hårdere og gør sig mere umage, når nogen bemærker deres arbejdsindsats. Fordi narcissisten så gerne vil beundres, giver hun sig gerne i kast med opgaver, der kan skaffe hende belønning og anerkendelse.

Og hun har gode muligheder for at komme op ad karrierestigen. For i et verdenssamfund, hvor de mest succesfulde ledere i erhvervslivet er omvandrende eksempler på begær og manglende respekt for mennesker og love (f.eks. Enron–lederne, præsident Berlusconi med sin nepotisme og korruption eller vores hjemlige Thorsen & Trads), bliver egenskaber som egoisme og narcissisme let både legitimerede og beundrede. Der er mange grunde til, at den narcissistiske personlighedstype bliver stadigt mere udbredt:

I bestræbelserne på at opdrage barnet til selvrespekt glemmer mange forældre at stimulere barnets respekt for andre. Barnet sættes i centrum og får ansvar for at træffe valg, som det hverken har brug for eller kompetence til at træffe, og af (narcissisitisk) angst for ikke at blive bedømt som gode forældre eller for ikke at blive elsket, undlader forældrene at sætte rammer og grænser. Det tager tid, masser af tid at være sammen med børn, og tid er en luksusvare i dagens børnefamilier.

Derfor kan doseringen af frustrationerne let bliver forkert, og barnet vokser op som selvhævdende, uempatisk, arrogant og hypersensitiv over for kritik. Barnet vil søge sit eget behov opfyldt først og overtræde andres grænser, fordi hun aldrig har lært hverken at mærke eller respektere dem. Får hun en lederstilling (og det gør hun formentlig, fordi hun besidder netop de egenskaber, der tæller i dagens narcissisistiske samfund), så bliver hun en af de giftige ledere, der ikke respekterer sine medarbejderes krav på et privatliv men kræver uforbeholden støtte til sine storslåede planer gennem en indsats, der ikke begrænses af faste arbejdstider.

Hvis du har en narcissistisk kollega eller leder, så har du en sand udfordring. Du kan bryde kontakten til kollegaen, men hvis du ikke vil skifte job pga. af din narcissistiske leder, der lyver, manipulerer og forsøger at vække din tvivl på dig selv, så hold fast i dig selv og lyt til din egen intuition. Bid tænderne sammen og lad dig ikke forføre af hans grandiose visioner! Narcissisten skaber sin egen verden og tror selv på sine visioner og løgne. Han siger dem så tit, at de for ham bliver sandheden. Og hvis du forsøger at punktere hans ballon, bliver han rasende – så af hensyn til dig selv gør du klogt i at være varsom med, hvordan du fremsætter din kritik og markerer din grænse. Det kræver megen selvbeherskelse, og derfor har du brug for et bagland eller en kollega, som kan lytte, perspektivere og støtte dig i at holde fast i din virkelighed.

Overlev med en narcissist i dit liv
  • Kend dig selv.Vær bevidst om, hvem du er og hvordan du fungerer. Beskyt dit selvværd og lad dig ikke forføre af narcissistens påstande om, at du er mindre værd end han.
  • Se virkeligheden i øjnene. Erkend, at du har at gøre med en narcissist og opfind en strategi for at omgås hende. Tænk f.eks. på, at narcissisten rent følelsesmæssigt har et niveau som et børnehavebarn.
  • Vis grænser. Bestem dig til, hvad du vil være med til – og hvad du ikke vil finde dig i. Håndhæv grænsen, og lad være at forsøge at få forståelse fra narcissisten. Det får du aldrig.
  • Dyrk dine øvrige relationer. Du får brug for støtte fra andre, normale relationer i og udenfor jobbet. Har du ingen, så skab dem. Du får svært ved at klare dig imod narcissisten alene!

Den narcissistisk personlighedsforstyrrede føler sig som noget helt specielt og mener at have krav på at blive behandlet bedre end andre. Han er meget optaget af rigdom og berømmelse bliver vred, hvis nogen kritiserer hende eller står i vejen for hendes planer. Han betragter sig selv et naturligt centrum og har svært ved at sætte sig ind i andres situation. Han lægger stor vægt på det ydre – også titler, postnumre, bilmærker osv. Han opfører sig grandiost, dvs. føler, at han er fantastisk. Men bag grandiositeten gemmer sig dyb usikkerhed og tomhedsfølelse. Derfor har han stor risiko for at få en depression eller komme ud i et misbrug, hvis han oplever en krise.

Hvordan diagnosticeres en narcissist?

I USA er narcissistisk personlighedsforstyrrelse en selvstændig diagnose, men i det internationale diagnosesystem (ICD 10) som bruges i Danmark, findes den ikke. I stedet bruges diagnosen ’anden type personlighedsforstyrrelse.’ Man bruger betegnelsen ’narcissistisk personlighedsforstyrret’ om personer, der 1) iflg. det amerikanske diagnosesystem kan klassificeres som narcissister og 2) har et vedvarende og karakteristisk adfærdsmønster, som adskiller sig fra det normalt acceptable i den kultur man tilhører på mindst to af følgende områder:

  • Erkendelser eller holdninger
  • Følelser
  • Kontrol over egne behov og impulser
  • Forhold til andre mennesker
  • Unuanceret, utilpasset og uhensigtsmæssig adfærd, der er begyndt i barn– eller ungdom, ikke skyldes hverken anden psykisk sygdomm, misbrug eller fysisk sygdom (f.eks. hjerneskade)

Kilde: netpsykiater.dk

Det narcissistiske samfund

Narcissismen er en hovedtendens i tidens litteratur, film og musik. Fascinationen af medie– og berømmelseskulturen, selvpsykologien og den smukke, unge og perfekte krop er tydelige tegn på øget narcissisme i den danske nationalkarakter. Et overvældende antal unge vil ’arbejde med medier’ eller har som erklæret mål at blive kendte, og terapiretninger med målet om at gøre sig uafhængig af andre og ’være sin egen bedste ven og støtte’ er utroligt populære i flodbølgen af interesse for personlig vækst og selv–aktualisering. ’Vind eller forsvind’–typen af tv–shows dyrker også det narcissistiske med sin jagt på vindere og stærke enere, der søger deres femten minutters berømmelse.

Mediehypen omkring personer som f.eks. Paris Hilton (kendt for at være kendt) er et typisk, narcissistisk fænomen – lige som den stærke single–kultur, der tyder på, at man jagter det perfekte (som Narkissos). Det kan være umuligt at finde en partner, der matcher de høje krav – og har man selv vanskeligt ved at klare uoverensstemmelser pga. kritikfølsomhed og manglende empati, bliver det nemmeste (og måske det eneste) alternativ at leve ’ene men stærk.’ Den narcissistiske personlighed defineres netop som en kombination af overdrevet selvbetydelighed og mangel på positiv anerkendelse af andre. Når narcissisten ikke længere er nyforelsket, betyder de to personlighedskarakteristika, at hun får svært ved at leve i et længerevarende, gensidigt givende relation. Den dybt narcissisistisk sårede er mere eller mindre ude af stand til at indgå i nære, givende forhold fordi hun mangler fornemmelse og respekt for både sig selv og andre. I min egen konsultation har jeg set mange såkaldt serielt monogame med tydelige narcissisistiske sår og en lang række skibbrudne parforhold bag sig.

Moralen i dagens verdsliggjorte samfund er også narcissistisk, fordi den er relativ og jeg–centreret, og skillelinjerne mellem rigtigt og forkert er flydende. Hvorfor florerer f.eks. sort arbejde og snyd med offentlige ydelser som aldrig før, når egenskaben ’ærlighed’ figurerer blandt de højest skattede, vigtigste personlige værdier? Måske fordi det er mig, der sættes i centrum. Først mig, og så de andre. Måske fordi krævementaliteten er ved at blive en norm.

©Winnie Haarløv